Omtale: Manden i den hvide kittel

Genfødt!

 

Ovre på Thomas Gluds blog, Om kunsten om kunsten og kunsten  ligger en længere, nær-mirakuløs anmeldelse af “den stort set samlede Manden i den Hvide Kittel 1987-2004” (eller er det 2003? Kan aldrig huske det). “Mirakuløs” ikke mindst, fordi en anmeldelse og dermed samlet ind-læsning nu findes, og fordi dén gør MidHK tilgængelig.

Det var det bedste begyndelse på dagen, jeg kunne have ønsket mig!

Om kunsten om kunsten og kunsten: Anm. Manden i den hvide kittel – Kenneth Krabat.

eBogen kan hentes i ebutikken, og betales for efter endt læsning ved at bruge linket forrest i ebogen. Hvis du sender din emailadresse til forlagetsesne [at] menneske.dk, at du har købt, får du en lille glædesgave i dagens anledning.

Bogomtale: “Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” af Louise Juhl Dalsgaard

Hvor alt findes.

 

Louise Juhl Dahlsgaard
Mit ønske om at dø er rent hypotetisk
Jorinde & Joringel 2011
ISBN987-87-7322-229-4

Hvordan nyder man ting, der ikke slutter? tænker jeg, da jeg når til tekst 24. I tekst 25 står de så begge ved havet og mærker frygten for at miste. Horisonten, himlen, havet, heden, det hele taler til hver af dem personligt om alt, der ender og alt, der aldrig ender. De kan fjerne sig fra det og tage hjem, men med hjem tager de sig selv. De slutter ikke, hverken inde eller ude.

Der ér drama i Louise Juhl Dahlsgaards lille samling. Men det er hverken det forsagte drama, hvor fingre spiser sig selv, eller det storslåede, hvor arme forsøger at favne hele verden til bevidstløshed. I 80’erne ville man vel kalde det hverdagsdrama, fordi man endnu troede, at skriften kunne imitere hverdagen. Ja, overhovedet, at noget man kunne kalde ”hverdagen” findes.

Der er ikke længere imitiation. Man kan samle på antal gryder i skabet, på udenomsægteskabelige handlinger, på sammenhænge mellem fortid og nutidig adfærd, i den overbevisning at sammenhænge findes. Man kan statificere livet, indtil bunken af statistikker begynder at gøre én tryg i visheden om, at noget findes, noget forbliver, men man vil stadig ikke have produceret hverdagen. Hverdagen kan ikke beskrives, for den udgøres af et uoverskueligt summa summarum af uendelige mængder af øjeblikke.

I de 25 små fortællinger i ”Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” findes en genkendelighed, bevares. Fortællingerne er befolket af stemmer, der kunne have levet som fragmenter på video eller bånd eller overleveringer fra venner og naboer, man selv har drømt sammenhængende med tilhørende frit opfundne logiske broer over hullerne. Men intet slutter her. ”Tidevandet ér” står der et sted. Det kommer ikke ind eller går ud. Det findes, både som tilstand og nu – som man nu kan formå at skille de to ad. Men det er ikke en bog om væren, eller om idealisering af nuet – nej, bid for bid slås det fast, at det hele findes, ikke nødvendigvis med nogen mening, måske end ikke et definérbart formål, men når det kan fremstilles som værende i kontrast til forne tiders understregelse af det dramatiske payoff i enhver fortælling, er det fordi livet ér sådan. Intet findes af sig selv, i sig selv alene. Som i det 25. billede, hvor kvinden værger sig mod frygten – ved at nedgøre sine egne sanser, sit eget sprog og sine egne tanker. Men ved at gøre det, kan hun forblive sammen med manden. Frygten får ikke magten over hende. Hun bytter sig til det, hun helst vil have, nu. Hun er i og ude af kontrol på samme tid.

Dette tema bemærker jeg i teksten. Det træder ud af tilsyneladende vanvid, overdreven omhu, underkastelse og får min opmærksomhed til at rette sig mod “livets fortsættelse”, der behøver begge dele, kontrollen og tabet af kontrol, i øjeblikket i en unik balance for hver enkelt. Bogens titel er velvalgt.

Hvor interessant er det så, spørger jeg mig selv? Hvad tilbydes jeg som læser af nyt? Hvad er der at hente i udramatisk drama, som ikke konkluderer og stiller moral og etik til skue, men mestendels tilbyder en vinduesplads på første række eller næsten lige dér i stuen, mens livet sker, ganske uspektakulært?

Jeg har intet sandhedssvar på dét, men det er poesi. En overførsel sker, som ikke er fra sandhedsvidne til useende. Ikke på en entydig, anmassende måde; teksten er stærkt kompetent. Skriften flyder og er personlig, med et par eksperimentelle svinkærinder her og dér. Der er indre-syn, som dét nu er muligt, og sympatisk medleven. Retningen oplever jeg blot er indad, på forfatteren, snarere end indad på teksterne.

Årsagen ser jeg som mangel på materiale. Der har givet været mere materiale, som er blevet kogt ned til nærværende, og en titel er fundet, som passer og i selv er god, men det nonchelante overblik er der ikke endnu. Teksterne er ikke helt fri for forfatterindblanding, og som med enhver, der har oplevet sine grænser overskredet, flyttes fokus til dét, som ikke fungerer, snarere end at blive ved dét, som gør.

Relevansen, når der ikke er drama, skulle gerne findes i tekstens hjerte. Drama er jo dét, som presser historien ud af rammen og ned i halsen på modtageren. Dramaløs fortælling tilbydes – liv tilbydes, eksistens tilbydes – men så skal det så også virkelig leve og eksistere på sine egne præmisser. Hér kan forfatterens styring af teksten og skiftende fortællevinker forstyrre,. Forfatteren kunne nok give mere slip på trangen til at kontrollere. Om end det er i periferien, hvor eksistensen knap findes dokumenteret.

”Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” oplever jeg kalder på større bevidsthed om fagets virkemidler, men føles som en alt i alt kompetent skrift, hvor Louise Juhl Dalsgaards livserfaring er på sporet af noget. Hjertet har noget at ville sige om det inderste af menneskene. Poesien har det godt hér.

Kenneth Krabat
december 2011

Omtale: Sky City (ed. by Carl-Eddy Skovgaard)

Endnu en omtale.
Desværre mere om Bogen end om Indholdet.

 

Sky City edited by Carl-Eddy Skovgaard.

This is another worthy volume of SF gathered away from the beaten track from Denmark’s Science Fiction Cirklen. Their previous collection I reviewed a few years ago (Creatures of Glass and Light) that sprang out of Denmark hosting that year’s Eurocon (European SF Convention) and was an anthology of European SF short stories. Now (2011) SF Cirklen have given us a window into Denmark’s own contemporary science fiction short story scene and as such will be sought by those who are die-hard serious SF reader with a passion for the genre.

The volume includes a short, non-fiction article by Niels Dalgaard that presents a summary of the history of Danish SF which itself will be of interest to those non-Danes with both a casual passing interest in SF beyond their own country as well as those whose study of the genre is more scholarly.

First though a word about the book’s publication details as these are not as clear as they might be. My understanding, and I checked with the publisher for this review, is that this volume first came out in 2010 printed in Danish with an ISBN 978-8-790-59248-6 and these are the details given on the inside front (copyright) masthead page of this English language volume. However this English volume came out in 2011 and (according to the accompanying press release) has a different ISBN 978-8-771-14158-0 (which is not the one on the masthead or back cover bar code). Now, I mention this not only because those who send us review copies like us to get the publication details right, but also because we are aware that the SF2 Concatenation site is occasionally used by those studying the genre for arts courses, as well as because you may want to buy a copy, and the last thing you will want (if you do not speak Danish) is the original edition as opposed to the 2011 edition in English. Translation volumes are a nightmare to produce and in this case we are told that another publisher (effectively acting as producer and distributor) took over the printing and much of the distribution with SF Cirklen doing the commissioning and copy editing. The good news is that this other publisher (BoD) provides print-on-demand copies in Great Britain, Germany, Canada and the US. Hopefully that explains everything, so let’s move on…

This book came about as part of a very laudable goal of the Danes wishing the rest of us to have a taster of what they were producing. SF Cirklen does, and has for each of the three years up to and including 2010, ran an annual short story competition with the best getting published in a paperback anthology. The first two of these anthologies were called Leige Under Overfladen [Beneath Surface] (2007) and I Overfladen [The Surface] (2008) and the stories in Sky City (2010/2011) are taken and translated from these two earlier anthologies.

Before getting on to the stories, potential readers will want to know about the quality of translation. Translation between languages is extremely difficult. Professional translators are expensive; so much so that even major fiction publishing houses in developed markets, such as Britain’s, do not always use the professionals. Furthermore, it is nearly always (but not absolutely always) best to use a translator whose first language is the language into which the translation is being made. Failing to follow these two general rules of thumb can result in trouble. Indeed a number of SF translations of non-Anglophone fiction into English that I have come across from various countries in my time have been truly horrible: one country is particularly bad and I have yet to come across an SF anthology (having tried to read four) from that nation that is not so awful that the stories are impenetrable. So it was a little worrying when before reading Sky City I noticed that the translations were undertaken by different Danes. Having said that, I was hugely relieved to find that all the stories were translated into quite a readable standard of English with only the occasional awkward use of phrase or opaque sentence: Science Fiction Cirklen is to be commended. In fact the only thing that leaps out at you is the non-standard (non-Anglophone) use of speech inverted commas but this the reader can easily ignore. Less prominent is that the anthology is written in a mix of English and non-English North American, and sometimes both English and American English are used in the same story: someone at SF Cirklen needed to set their PC Word.doc program language to one or the other (English as written in England as part of Europe would probably have been the more appropriate). However this last is a minor point. For the most part the quality of translation is sufficiently good for readers to follow, and indeed enjoy, the stories on offer.

As for the stories themselves, I was personally pleased that they were all science fiction and not fantasy that does seem to dominate a lot of Eastern European speculative fiction and even sneak into some major annual US anthologies that purport to be SF. (Logical genre nomenclature determines that fantasy and science fiction are sub-genres of speculative fiction: fantasy, though worthy, is not a logical sub-genre of science fiction even though some consider it to be so and, of course, not withstanding the fantasy-science fiction overlap of science fantasy where the fantasy (such as a super alien from planet Krypton) has its rationale explained in completely fake science (the alien gets his powers from our yellow sun).)   Sky City’s stories are firmly science fiction.)

As for the stories themselves, as would be expected, they use a range of the genre’s established tropes. Here is a brief teaser run-through without spoilers:-

Sky City by Manfred Christiansen. A woman wakes up in a tall skyscraper built by nanobots. Do they want something with her? This is the title story for the volume and sets the anthologies tone.

Departure by Niels Gerloff. A research team on Europa prepares to boldly go…

The White Bear by Richard Ipsen. A tale set in a future China.

Helium Loves Company by Glen Stihmoe. In a post apocalyptic world half destroyed by nanotechnology run rampant, an engineered team explores the desolation to encounter… Helium Loves Company is an interesting tale.

The Last Astronaut by Flemming Rasch. An astronaut lands on a distant planet after a journey of hundreds years. The next day another ship lands and a fourth generation descendent of the first astronaut steps out…

The Organism on Maneo by Morten Brunbjerg. On a spaceship a crew member discovers an unusual creature…

The Tourist by Patrick Leis. A military officer is questioned as to why he authorised an attack in a civilian area of his own country. The motive is obscure and further investigation leads to the unbelievable…

Know Your Target Audience by Dan Mygind. A new way of getting audience feedback help tailor programme makers’ efforts which in turn feedback to the audience. But the result is not quite as expected.

The Red Parakeets by Camilla Wandahal. Future genetic engineering is not just controversial, it splits society…

The Short Arm of History by Kenneth Krabat. They were queuing up to enter the portal to who-knows-where… This story is vaguely (only ‘vaguely’) reminiscent of Pohl’s novel Gateway (1977), and there is nothing wrong with that as you should not keep a good SFnal idea down and this variation of the theme is an interesting one.

A Contribution to the History of Denmark by Soren Hemmingsen. In 1961 an expedition to Lapland in search of minerals found the tail of a frozen dinosaur… This is the story of the days that followed.

When the Music’s Over by A. Silvestri. A spaceship lands in Central Park. What do they want..? Now without wishing to introduce a spoiler, I was surprised at the aliens distain for the character Captain James T. Kirk. After all this is a Danish anthology and Denmark is famous for its bacon, whereas William Shatner is known for his ham… (Groan now if you will.)

The E-Puzzle by Nikolaj Hojberg. In the far future questions of soul and death will be answered, but then how will we deal with mortality and, as important, how might we cope with the afterlife?

Leeding, Feeding by Miriam Pederson. An alien dissection, but ultimately who is studying whom?

You are my Best Friend by Camilla Friis. We all need friends. But what are friends?

Dreams of Stone by Brian Ornbol. The city was big. I mean really big. You may have thought it a long way down to the chemist but the city really was big… Now this tale is very reminiscent of one I first read back in the 1970s (when Brian Ornbol was just beginning to go to school) and I am sure I have read it a couple of times since in different anthologies (it was a good story), but for the life of me I cannot recall where but the followers of SF Signal tell me it could be ‘Concentration City’ by J.G. Ballard). Nonetheless, as with ‘The Short Arm of History’ above, a good idea can always be revisited, and maybe it was Brian Ornbol’s first encounter with this idea.

(Han fokuserer på teknologien, der kunne minde om Gateway, og ikke på, hvad historien egentlig handler om. Titlen, ikke? Historiens korte arm. KK)

The Green Jacket by Gudrun Ostergaard. Thirteen year old Ivara has more than everything she can want but has not seen the world beyond her tower city. So she decides to have a look.

In the Surface by Sara Tanderup. A tale set in a future where the sea covers the planet.

Interrogation of Victim No. 5 by Lars Ahn Pedersen. The patient is questioned as to what happened to her… and then the patient realises…   This story is one of the best in the anthology and was a good note on which to end.

To be honest, none of the stories would likely to be professionally published in the west as they are presented here. Nearly all of the writing could be tightened; in a short story every paragraph has to work propelling the story along and some of these stories were way to long. Story endings also need thought; a good central plot is not sufficient by itself as the reader needs to be given a sense of completion if not story fulfilment. Having said that, a few with minor tidying and a clean up of the English, would not be out of place in a professionally published anthology. Very encouraging is that some of the authors are young: in their 20s or 30s. This is good news for Danish SF and it will be interesting to see if any in the future make professional sales in Britain (or North America). Science Fiction Cirklen is to be congratulated for enabling those of us outside of Denmark to get a taster of what those Danes are up to these days.

Jonathan Cowie

We also have much else in our autumnal edition (volume 25, No 5)
http://www.concatenation.org/whatsnew.html

Including a big news page
http://www.concatenation.org/newsindex.html

which also has much Eurocon news 
http://www.concatenation.org/news/news9~11.html#eurocon11

There is also a separate, stand-alone review of Scandinavia’s Eurocon this summer
http://www.concatenation.org/conrev/eurocon11.html

“Anything you can do to spread the word  and links of this edition to appropriate Scandinavian blogs and SF news sites would be very welcome.” JC

Tidens Kælven 1 vidunderlig omtalt

Oplysningskontoret.dk lå en fantastisk omtale af Tidens Kælven 1, skrevet af digter, forfatter Mikael Josephsen – siden er nu (2014) forsvundet i havet af manglende domænebetalinger – så her følger den fulde anmeldelse:

BLIK FOR DET MESTE

Kenneth Krabats nye bog er som at have fået hundreder af øjne på huden, intet er for stort, intet for småt til at fanges ind, splittes i kunstnerisk perception og nedfældes som tidsdokument.

“Tidens kælven 1” er til tider en svær bog at læse, dette skyldtes digterens store vid, hans intelektuelle hestekræfter. Men flere læsninger åbner op for en mere emotionel tilgang. Ja, lad mig sige det med det samme, jeg røres og efterlades tænksom af denne fremragende digtbog.

I titlen ligger motivkredsen, tiden kælver med hvadsomhelst, is i fryseren, en borgmester i Vissenbjerg, lysets vej gennem rummet som både bølger og partikler. Det mindste og det største, det midt i mellem, ud til alle sider, op og ned. Kenneth Krabat kan bruge det hele, og får gang på gang sat fingeren på ambivalensen og mysteriet i tilværelsen. Man kan i denne bog egentlig ikke tale om en enkelt digterstemme, et digterjeg. For hver eneste tekst har sin egen digter bag. Eller, digteren taler i hvert fald med et utal af tunger. Krøllede tunger, poetiske tunger, kloge tunger, glade tunger, bedrøvede tunger, alle har de deres bud på, hvad tiden måtte føde. Bogen falder i ti dele alle med selvstændig overskrift, der dog ikke skal tages helt for pålydende. Sådan emnemæssigt. Det er tilladt at smide ind og udfald om hvadsomhelst ind hvorsomhelst. Hvor det dog ærger mig, at denne samling endnu ikke er udkommet på papir, den hører afgjort til i reolen blandt de mest sublime. Som en god flaske vin skal den trækkes frem ved særlige lejligheder og nydes uden måde.

Dette skrift er et eksistentielt syn, en bølge af tekster, der presser sig på, en nedslående og opløftende tekst om mening og meningsløshed. Et barns sorg, en voksens kynisme. Men mest af alt er det en leden efter ordene, de rigtige ord, dem der kan gøre det ud for den verden, digteren tydeligvis ikke er bonkammerat med. Det lykkes i den grad at påpege absurditeten i tilværelsen:

Svaneparret er at finde det samme sted, år efter år. Hér får

de deres unger, hér forsvarer de deres unger, hér forlader

hannen reden og efterlader hunnen med ungerne, hér

forlader ungerne reden. Hér forlader hunnen reden. Hertil

vender parret tilbage, år efter år.

Ligner det ikke noget vi kender? Ja, sådan jonglerer digteren med billederne, eksistensen, med betingelserne. Der er ingen tvivl om, at Kenneth Krabat har svært ved at finde mening i tilværelsen. Men da dette skrift kun er det første ud af tre, har vi måske tilgode, at han finder den. Indtil da, kan vi andre finde mening i bogens tekster. For det giver altid mening at læse god litteratur – og dette er god litteratur, det garanterer jeg.

“Tidens kælven” ligner faktisk ikke noget andet jeg har læst, jeg kan ikke på smarteste vis ikke krydse ham med den og den digter, jeg kan ikke engang vende tilbage til hans tidligere værker. Her er noget helt nyt. En blanding af poesi og filosofi, der får en til at tænke på… Nej, det er bare Kenneth Krabat der er på spil. Følsom og fanden i voldsk.

Som sagt, motivkredsen ligger i titlen og tiden er konstant en faktor som der forholdes sig til, både som begreb men også helt konkret, hvor den går og ruster det hele op:

Kalder nogen alt det her en verden? For pokker…

Minutternes tikken… vi dør sgu da héroppe! Har De aldrig

følelsen af ikke at have forstået en disse? Menneske, se Dem dog omkring – alle disse destinationer… findes de i nogen virkelighed? Jeg får lyst til at brøle: ”FISSE!”… Er De med!?

Tiden og drømmen og virkeligheden, alt vendes “hèroppe” mens det måske er i det nederste det foregår. I kroppen, der bare vil det primitive, der bare vil FISSE. Åh, vi er så kloge og tror måske ikke vi er underlagt naturen, men igen og igen påpeger Krabat kroppen. Dens behov, sommetider forstyrrende og foruroligende. Som teksten selv. For dette er en krop af tekst, den vil forstyrre dig, forurolige dig, berolige dig. Du vil pludselig finde ro i enkelte afsnit, du vil tænke, aha, nu er jeg med, for kun at blive kastet af i næste linie. Teksten er en kæreste, der siger kom, gå væk. Teksten er et bud på det moderne menneskes fremmedgjorthed, dets manglende tillidsforhold til sig selv og verden og de andre. Teksten er en ukirke med mange lemmer, et fortvivlet syn ud i en verden, der er så svær at forstå. Så virkelig og samtidig så uvirkelig.

Det er mig fuldstændig uforståeligt, at denne digtbog ikke har fundet hjem til et forlag. Men branchen er som bekendt i krise – og en masse digtere er blevet hjemløse, især efter Borgen drejede nøglen. Her er dog en bog og en digter, der burde tages imod med kyshånd, men lad os nu se. Den sidste ting behøver ikke være sagt i den sag. Indtil da, kan jeg kun anbefale at købe den (læs den ikke kun på skærmen, sid med papirerne i hænderne ). Bemærk de flotte illustrationer. Ja, “Tidens kælven 1” er absolut en læsværdig bog, et blik lige ind i vores splittede sind og tid. Et billedur, hvis visere rager i alle retninger, trækker dig med ind i poesien og eftertænksomheden.

Mikael Josephsen.

En anden anmeldelse, fra forfatteren Asger B. Nielsen

Skyline (science fiction, 2010)

Kærligheden SKAL og MÅ sejre

 

Glem alle de dårlige anmeldelser, du har læst om Skyline. Anmelderne har ikke fattet det.

Vi ved fra undervandsudsendelser om dybhav, at dyr kan antage de mærkeligste former, hvis deres habitat ikke udsættes for nogen særlig aggressiv evolution. De finder en sameksistens, nicher, som tilsyneladende kun har det til fælles i udseende, at de får ilt via gæller og lever 10 km under overfladen. På jordoverfladen har menneskene tillige, trods stor aggression og intolerence over for diversitet, opnået et vist mål af sameksistens med klodens andre skabninger.

Det samme er ikke tilfældet for de aliens, der pludselig uden varsel invaderer jorden. Tværtimod okkuperer de den øverste niche og underlægger sig alle de andre uden hensyn. Og her menes virkelig Uden Hensyn!

De har et evolutionært talent, de har fintunet til perfektion: Kropslyset, de skinner på en livsform, påvirker offerets hjerne til at opfatte lyset som inderligt smukt og dragende. Og VUPTI er offeret væk, hjernen genanvendt, og alle erindringer i bogstaveligste forstand deponeret i den fremmedes baghjerne.

Det går hårdt ud over Los Angelses, USA, men historiens genfortællere er borte, så vi ved intet om resten af verden – de velkendte nyhedsoplæseres stole er tomme på de stationer, der stadig sender. Man må formode, at de har ladet lokke sig ind i lyset. (Selvfølgelig).

Vore helte og heltinder, snart kun en af hver, kæmper for livet i én lang strøm af trusler fra disse abnorme livsformer, som betragter jordens mennesker som føde og informationer og i uafvendelig adrenalinrush jagter enhver, der bevæger sig, på samme måde som vi ville trampe gennem kornet, hvis vi blev sure på musene, der samlede vinterforråd.

Tramp Tramp Tramp!

Modningen af vore hovedpersoner, for det er dét, det handler om, foregår med lynets hast: Vi taler stort set realtid hér: Af og til i livet er der ikke plads til at tvivle; man må handle på de krav, livet stiller én og tage imod eller afvise, dét man blive budt – så man kan komme videre med at overleve.

Sådan hér! Der Er Ingen Nåde!

Heller ikke til sidst. Selv ikke i bekræftelsen af den menneskelige kærlighed som det ypperligste at kæmpe for, der trancenderer menneskekroppen i den mest yderliggående fremvisning af empati og egoistisk forsvar.

Jo, som postulat. Som stort, stort postulat: Kærligheden SKAL og MÅ sejre. Når alt kommer til alt, er der intet andet af nogen værdi – ikke penge, ikke den gode lejlighed (med den gode udsigt til invasionen), ikke den frie sex, ikke den fede bil, den læke babehustru, anerkendelsen, poolen, alt det som er så selvfølgeligt i et stabilt, trygt samfund, at det – da det kommer til stykket og der virkelig bliver banket på døren – skal forsvares af en lille bitte ærteskyder med 9 skud.

Skal man være flink og ikke antage, at det er en samfundsparanoid psykopatfilm, der frygter terror og alt, der ikke er amerikansk? Ja, det behøver man ikke være så flink for. Den er helt i orden. Og slutningen er 100 bedre end man kunne have håbet.

7.7/10

imdb 4.5

iPad, tab af data (+ modes of Apple existence)

Apple beskytter hellere salget af apps – end sine forbrugeres data på alverdens iPads.

Jeg siger det med det samme: Det var muligvis min egen skyld.

(And wait for the NOW it comes…)

Jeg har en iPad. Oplevelsen af at have sådan en gizmo i hverdagen har jeg udforsket gennem snart 4 måneder og produceret en del tekster og lydfiler på den.

Så gik der ged i min snart 6 år gamle computer og jeg købte en ny, en MacBook Pro, kom hjem, og ville installere min backup af den gamle computer på min nye. Men ak og ve – min nye var kun på 250GB og min back-up på 320. Og ikke flere diske at backe up på.

Jeg måtte så på back-up-HD’en håndslette cachefiler og ting, der forekom undværelige. Og det er i denne proces, jeg muligvis er kommet til at slette back-uppen til min iPad.  (Hvilken ville gøre, at kun iPaden indeholdt mine data, men i det mindste var de dér…) Men en deepscan på min back-up-harddisk med DataRescue for at finde evt. slettede filer gav ikke noget, så deeet…

Filerne ligger /[din hjemmappe]/Bibliotek/Application Support/MobileSync/Backup/

og de ser sådan ud

Men ved isætningen af iPad’en i min nye mac skete der det uheldige, at iTunes meldte at være ”corrupt”. Og efter genstart af maskinen og iTunes gik min iPad i en eller anden mode, som den ikke vil komme ud af.

Det ser sådan her ud:

På nettet findes den her meget instruktive video, hvor en selvfed fyr bringer en iPad i denne mode og ud af den igen, ganske simpelt.

How to bring the iPad in and out of DFU and Recovery mode

Det virker bare ikke på min iPad.

To dages samtaler med Apple Danmark og Eplehuset i Roskilde, hvor jeg købte computeren… og min iPad er ikke dækket af nogen supportgaranti – men begge hjalp mig indtil det punkt, hvor jeg efter at have talt 90 minutter med level 1-supporteren i Barcelona med knap så stor glæde betalte for en one-time support-aftale med løfte om højere kompetence og kom til at tale med level 2-supporten i Sverige, John. Det kom der bare ikke noget ud af, andet end lidt flere informationer:

En iPad har ikke et normalt styresystem. Alt, hvad der er i den, er ligesom pakket ind i en ramme, en mode, som kan suspenderes eller omstilles til en anden mode. Går iPad’en i et af tre modes, (og dens data-”indpakning” skal absolut ikke forveksles med file-directoriet på en harddisk), findes der ikke noget værktøj til at få den til at gå ud af indpakningen igen…!

And NOW it comes:

Ikke noget officielt værktøj. Ikke noget, John sagde. Blot noget, jeg udledte af det hele: Som videoen oven for illustrerer det findes der nogle knapkombinationer, som under normale omstændigheder kan få iPad’en i og ud af disse modes, men funker det ikke, regnes iPad’ens data for officielt mistede.

Hvorfor?

Fordi: Hvis Apple indrømmede at besidde et officielt værktøj, som kan skabe adgang til alle data på iPaden, ville det ikke vare længe, før det var lækket til jailbreak-communitiet. Det er slemt nok, at de unge, kyndige kan jailbreake dyret – og Apple gør da også alt for at forhindre det ved at lukke alle huller til hard- og software, så de kan holde på indtjeningen – men med et program ude i omløb, som havde direkte adgang til alt på iPaden ville Apple få endnu sværere ved at bevare kontrollen over salget af apps i AppsStore.

Man kan altså officielt ikke redde sine data i sin iPad, hvis ikke man har sine backupfiler.

Jeg er derfor nødt til at konkludere, at iPad’en er en pengemaskine. Ikke et redskab, som Apple regner at man skal bruge til noget vigtigt. Og data på en iPad er ikke tænkt som at kunne tilgås ved andet end kontakten til iTunes. Fuld kontrol, Apple. Jeres – ikke min.

Jeg vil mene, at I har taget fejl hvad angår iPad’en; den har større potentiale, end I fatter, arbejdsmæssigt, legemæssigt, socialt forbindelsesmæssigt, rekreativt. Eller større potentiale end I har mulighed for at afsløre, at I fatter… så i dag er det kun ét at konkludere: Apple… I er en pengemaskine. En pengemaskine, der tænker mere på jeres indtjening end på samtlige iPad-ejeres data. Og det kommer til at koste jer, ind the end. Håber jeg.

(Selvom jeg muligvis selv er skyld i, at mine iPad- backupdata er væk, men nu tror jeg det faktisk ikke længere…)

Så, hvis der findes en hardcore hacker derude, som kan få adgang til iPad’en uden om iTunes, hører jeg gerne fra dig… Jeg sidder ikke og venter ved vinduet, though.

4-dags UPDATE: Nej, jeg kunne ikke vente mere. Nu er iPad’en slettet og noterne til den store, nye samtidsroman 🙂 er væk… ligesom de mange digte i de to nye digtsamlinger, “Lyden af radio fra et andet rum” og “skrevet i blod”. Hvil i fred. Livet går videre.


Kenneth Krabat, 21.12. 2010

at smide det evigt nærværendes åg [link]

Nogle gode pointer om litteraturanmeldelser generelt og science fiction især.

 

I anmeldelsen af “Den Hemmelige dal, Lige Under Overfladen 3”, som jeg lige faldt over, knyttes nogle gode pointer om litteraturanmeldelser generelt og science fiction især.

MetrOrd » Og en UFO fløj forbi.

Kotka retreat, 2009, “KANTULA”

Ny TV-serie, PARADOX.

 

Kotka, Finland, kl. 18.12.
Har set første afsnit af Paradox, en ny engelsk tv-serie om data fra fremtiden, der fortæller om ting, som vil ske – naturligvis ting, der efterlader sig fotograférbare spor, som eksplosioner, døde mennesker osv, som en politimand kan sætte tænderne i og efterforske som et puslespil. Det lover ikke godt, med mindre større ting er på spil i de kommende afsnit.
Meningsfulde historier bliver i det hele taget sværere og sværere at lave – om end jeg havde et hulkeøjeblik, da en af bipersonerne fik sit liv igen, efter at have troet at alt var forbi for ham. Filosofisk fokus er (kvalmende) Gud, tro, familie, redde livet osv.
Det vigtigste, vi kan fortælle i dag, er at livet betyder noget for hver enkelt. Ikke bare bestanddelene, der udgør den enkeltes liv, men livet i sig selv. Derfor er der så mange mord og ulykker på film – fordi livet er vigtigt. At kunne fortsætte med at leve, UANSET hvad der sker af politisk, økonomisk, og anden overgrebsperfiditet mod den enkelte eller grupper af mennesker. Livets fortsættelse. Jordens fortsættelse. Menneskenes fortsættelse. Det overskygger i stigende grad alt andet i dramatikken – fordi alle i større og større grad føler sig truet på sit eget liv med alt, hvad der sker. Og vi vil bare have det overstået, så vi kan komme videre, i fred og ro, med vores familie og vore drømme om fremtiden.
Men hvad hvis alle disse planer er ligegyldige, fordi det er uden betydning om vi lever eller dør? Det er dér religionen kommer ind: Livet SKAL betyde noget – for ellers betyder hverdagen ikke noget. Så er alt behag blot personlig gratifikation – nydelsen af familielivets glæder, arbejdets belønninger, kunstens skabelse, rejser, forbrugsgoder, forestillingen om en utruet alderdom: Livet skal betyde noget i sig selv.
Problemet er bare, at hvad det vil sige at leve med en indre tro aldrig egentlig bliver bespurgt, og “anvendes” religiøs tro som Livets Betydningsmotor, sker det som en selvfølgelighed. Som noget man bare har, eller ikke har. Og stakkels den, som ikke har… indre tro… på gud. Så er man hengivet videnskaben og det efterprøvelige i alle henseender, og således magtesløs, når man stilles over for det uforklarelige.
Det eneste, der kan redde denne serie fra fordummelsens adrenalinpumpende overdrev er, hvis de bevæger sig væk fra den klassiske A-forårsager-B-forårsager-C-osv., og forsøget ér der, i den dramatiske subtekst hér i første afsnit.
Men hvad skal almindelige mennesker bruge en uendelig kompleksitet til – at A ikke forårsager B som forårsager C osv. – når det er sådan, det ser ud for os, og selve måden vi planlægger alt i livet (med mindre vi arbejder med fysik, forsikring eller vejrfænomener)?
Eneste konklusion er tillid. I Tv-serien tillid til GUD, dvs. efterlivet og at “alt har en mening i det større perspektiv, for nogen ønsker det sådan”, men hvorfor ikke skridtet videre til ZEN: At det er uden betydning, om vi som enkeltindivider forstår eller ej, fordi den enkeltes indpasning i kosmos ikke kan sammenlignes med andre eller andet, og derfor er nødt til at afkræve den enkelte særlig hengivenhed = nærvær ift. egne udfordringer med kun præcis den mængde pres og eftergivenhed, der skal til for at befinde sig i centrum af sin eksistens? Også kaldet BALANCE.
Den her alfaderlige støtten på skulderen er røvtrættende og fastholder kun de bestående mekanismer, der understøtter alt det, som truer menneskene, enkeltvis og kollektivt.

Science Fiction: “Lige under overfladen, 2” – novelleoverblik plus lektørudtalelse

LIUO 2, som jeg deltager i med “Historiens Korte Arm”, en fortælling om den udstødte del af menneskeheden, der haster med at forlader Jorden, da chancen for en ny begyndelse et andet sted byder sig.

 

Et utroligt godt og sobert, og positivt, indlæg, der synopser alle 20 noveller i “I overfladen – lige under overfladen, 2”

Her følger lektørudtalelsen

Selvanmeldelse: elskede elskede

“Tegnforekomst: Ialt 55124 bogstaver, tal og tegn, hvoraf 29990 er tastet med venstre hånd på tastaturet, 22918 med højre og 2216 med enten højre eller venstre (y og b).”

elskede elskede
kenneth krabat:

der bliver sagt
jeg 229 gange, du 205 gange, vi 48 gange, os 12 gange, hinanden 124, ikke 181, og vil 157 gange, overvejende i forløb, men ikke sjældent op mod tegnsætning – komma, punktum, spørgsmålstegn, udråbstegn, semikolon. Tid forekommer ofte (tiden 34, altid 20, tid 13, fremtid 3, fremtiden 2, tidsnoktidligttider og livstid hver 1) – i forhold til f.eks. kærlighed (kærlighed 13, elske 9, kærligheden 10,forelskelse 2, kærlighedens 2, kærlighedsmolekyle1, efterkærlighed 1, elskovenforelsket og forelsker hver 1) toenhalv gang hyppigere, og sådan er det over hele linien. Men når man kalder en bog elskede elskede beder man vel selv om det?

forekomst af forkortelser –
dvs. (det vil sige) og 1 kl (klokken).

talesprogsforkortelser –
ku, 6 ka, 4 ha, 2 gi, 4 gir, 3 ska og 1 ta.

ordforekomster
12535 ord; i forhold til bogstavforekomst 3,9 bogstav pr. ord. Den store forekomst af en-stavelsesord, f.eks. 439 og, 268 at, 222 i, og så fremdeles: jegdetdererduviltilmedafen, tofordenmig, som alle har frekvenser på over 100 – angiver dog et noget højere lixtal end man umiddelbart måtte tro, alene baseret på den gennemsnitlige ordlængde.

tegnforekomst –
ialt 65642 tastetryk, mellemrum indregnet (10518), skifteknap til store bogstaver og accenter, og alt-tast til specialtegn ikke indregnet; heraf bogstavforekomst (53619) – fordelt på 20037 vokaler og 33498 konsonanter: 2707 a – heraf 2 accenterede á, 8803 e – heraf 111 accenterede é, 3150 i, 2220 o – héraf 1 accenterede ó, 909 u, 368y, 482 æ, 757 ø, 639 å, 1 ü, 1 ä, og 1898 b, 134 c, 3432 d, 1127 f, 2820 g, 1243 h, 681 j, 2022 k, 2691 l, 2138 m, 4040 n, 575 p, 1 q, 4679 r, 2550 s, 3051t, 375 v, 18 w, 7 x, 3 z, 1 ß (tysk dobbelt-s) og 3 &(eta=og); talforekomst (232) – niogfyrre 1, enogtredive 2, femten 3, ni 4, tolv 5, syv 6, seks 7, tolv 8, treogtredive 9, otteoghalvtreds 0tegnforekomst (1346) – 359 komma, 504 punktum, 136 udråbstegn – héraf 1 spansk, 132 spørgsmålstegn, 15 semikolon, 27 tankestreg, 73 bindestreg, 17 venstreparantes og 17 højreparantes, 1 hård venstreklamme og 1 hård højreklamme, 7 slash forward, 2 underscores, 17 kolon, 1 havelåge (#=nummertegn), 1 snabel@, 16 ‘gåseøjne’, og 18 citationstegn; grafik (findes ikke på tastaturet) – 2 copyleft-tegn – . Ialt 55124 bogstaver, tal og tegn, hvoraf 29990 er tastet med venstre hånd på tastaturet, 22918 med højre og 2216 med enten højre eller venstre (y og b).

tegn i afsnit –
elskede elskede 6179 tegn, åremål 5839, tid til og fra 2355, da jeg byggede reolen 7326, i virkeligheden hvad 10 og 11 1049, ialt 22748
– i virkeligheden hvad 8 og 9 2483, 1 og 1 er 4 1387, gummihud 411, todervil ABC 7668, termodynamikken udsat for vand 114, ialt 12063
– CR-solar plexus 5371, i virkeligheden hvad 6 og 71530 æggende i klar figur 636, ved håret 4915,efterår 603, ialt 13055
– CR-mellemgulv 4205, krum vej til blind lænker 453, i virkeligheden hvad 4 og 5 1028, disse uegale dage 672, kody 615, ialt 6973
CR-underliv 6361, slangesøjle 301, vandfast med havet 863, i virkeligheden hvad 2 og 3 1191, voksen hele ugen 585, ialt 9301
– jeg rød 259 i virkeligheden hvad 1 653

tomme sider –
12: s. 1/96, ss. 5/92 og 93/4, ss. 9/88 og 89/8, s. 73/24, s. 61/36, ss. 43/54 og 55/42, ss. 29/68 og 67/28, og s. 7/90.

tabuleringer –
1345 pauseindrykninger, i op til 7 tabuleringer på en linie.

antal tomme linier i tekstmassen –
210 (titler ikke medtaget som del af teksten).

tekstcentreringer –
4 tekstsider (begge titelblade, kolofon, “af samme forfatter”).

digtene
er placerede hhv. midt på siderne og med ca. 3 cm margen til venstre side eller ryg, givet optisk vurderet efter hvor lange de længste linier er.

titler –
ialt 27 digte og tekster, i syv afsnit, med fem digte i hver fem afsnit, og 1 digt i hver af to – og vignetterne som skillerum: elskede elskede; åremål; tid til og fra; da jeg byggede reolen; i virkeligheden hvad (afsn. 10 og 11); vignet; i virkeligheden hvad (afsn. 8 og 9); 1 og 1 er 4; gummihud; todervil ABC; termodynamikken udsat for vand; vignet; CORPVS REGIVS – solar plexus; i virkeligheden hvad (afsn. 6 og 7); æggende i klar figur; ved håret; efterår; vignet; CORPVS REGIVS – mellemgulv; krum vej til blind lænker; i virkeligheden hvad (afsn. 4 og 5); disse uegale dage ; kody; vignet; CORPVS REGIVS – underliv; slangesøjle; vandfast med havet; i virkeligheden hvad (afsn. 2 og 3); voksen hele ugen; vignet; jeg rød; vignet; i virkeligheden hvad (afsn.1). Digtene varierer i længde fra tolv sider til fire linier.

digtenes titel
forekommer kun i de enkelte digtes begyndelse, og er sammen med sidetal rykket ud til ca 1,5 cm fra sidekant, svagt grå-rastede titel for oven, paginering for neden.

sideantal –
96. Pagineringen er dobbeltrettet, dvs. side 9 er samtidig side 88, skrevet 9/88 på en højreside; side 10 er også side 87, skrevet 87/10 på en venstreside, og så fremdeles, så tallet tættest ryggen tæller siderne fra forside mod bagside, og sidernes yderstplacerede sidetal tæller fra bagside mod forside.

vignetter –
på s. 95/2, 90/7, 74/23, 62/35, 44/53, 30/67 – disse spiller op imod omslagets tegning af fauen der klamrer sig til Kloden, og viser en nærmest filmisk udvikling i 6 klip, hvor den lille faun på 5 af vignetterne roterer på sin klode og kommer tættere og tættere på eller længere og længere væk fra beskueren, alt efter hvilken læseretning man følger forløbet, mod eller væk fra den sjette vignets reproduktion af den stjernehobslignende eksplosion fra omslagets bagside.

indholdsfortegnelse –
der er ikke nogen indholdsfortegnelse.

1. tekstside
er en venstreside!

taksalver –
4 digtere, heriblandt 1 prominent navngivet og 1 anonymiseret, samt venner, familie, kærester, bogens redaktør og Statens Kunstfond takkes. Det angives at bogen har taget en – uhyrlig – årerække at blive færdig med.

kolofon –
rummer forfatter, forfatters email, ISBN (ISBN 87-595-2050-7), trykkeri (Nørhaven Book), årstal (2003), skrifttype (Trebuchet MS), illustrator og layout, samt forlagets web-adresse. Ud for forfatteren sidder et spejlvendt copyright-tegn? Nederst på siden er en tekst indledt med det samme tegn – som om tegnet i kolofonen var en fodnotehenvisning. Teksten definerer begrebet “copyleft”: en tilladelse givet til læseren af forfatteren til at citere elektronisk fra bogen, såfremt læseren selv giver egne tekster fri til elektronisk citat – en moralsk byttehandel, kaldet Copyleft.

citater –
Indledende: 2 (bruce lee og gregory benford) taler om flow og nærvær.

bibliografien –
forekommer umiddelbart lang, men ser man efter er kun 6 værker forfatterens personlige, mens de resterende 5 angives som “medvirken på”.

titelblad –
titlen med relativt store typer, forfatterens med mindre og en undertitel i samme størrelse – den sande historie om det udenfor indeholdte og termodynamikken udsat for vand. Absurd! Dog sammenbinder et lille “og” titel og undertitel – altså er den fulde titel: elskede elskede og den sande historie om det udenfor indeholdte og termodynamikken udsat for vand. Hmmm?

indledende titelblad –
elskede elskede skrevet med meget små typer.

papir –
valset, mat, formodentlig 110 eller 120 grams, sikkert syrefrit. Smag: Jeg har ikke smagt på det, ikke endnu. Duft: Det dufter af nyt papir! Farve: knækket hvid, behageligt for øjnene. Bogen ligger i øvrigt godt i hånden, selvom den er stor.

højreflap
er farvet ligesom venstreflappen. Her står 5 udpluk af anmeldelser af andre af forfatterens bøger,…Naiv? sagde det nøgne barn, Dragens tab af hoveder, og alle veje fører til Magtenbølle. Der citeres fra hovedsagligt forfattere i anmelderrollen – Poul Borum, Klaus Lynggaard, Juliane Preisler og Per Højholt, samt Per Stounbjerg fra Standart. Budskabet er rosende, de enkelte anmeldelser hver for sig, men tilsammen forekommer tonen at rumme en snert af ironi. Tegninger af et opretstående klaver, bladet på et stemmejern og et par gavepakker anes i baggrunden, på vej ud af billedet. Nederst på flappen står navnene på illustrator og omslagslayouter: Ole Comoll Christensen og Werktoy, i hvid skrift.

venstre flap
rummer et aflangt, gulnet forfatterportræt; en mand står omgivet af hvide spisestuestole-lignende stole med dobbelt-lange ben, hans venstre hånd hviler næsten vandret på en stoleryg, den højre hånd holder noget, muligvis et bæger, cirka midtvejs ud for kroppen. Han er iklædt hvidt; er kortklippet, og har et lille tykt overskæg – ligner noget fra mormors skuffe. Undertekst: “digteren som gammel” i hvid skrift. Flappen er noget mørkere end omslaget, men gennemsigtig, så man kan se endnu to objekter på vej ud af billedet: Over forfatterportrættet en tegning af en brændende bro, underneden og halvvejs skåret af bogens kant, en tegning af en mølle.

et opslag
afslører en ca. halv meter lang, pang-rød akvarel af en smækker kvinde, der ligger hen over opslaget, med brysterne på omslagets bagside og mave og underliv på forsiden. Stjernehoben er ca. dér hvor hjertet er. Og overalt er alle objekter i bevægelse ud af billedet, væk fra stjernehoben, retningsmæssigt forbi beskueren. Nederst dækker den trykte hvide stregkodeboks for et objekt. Fy!

ryggen –
på ryggen ligger forfatter og titel i ens typestørrelse og typografi, igen i sort og hvid; et par tegnede objekter fra forsiden lapper ind over ryggen: venstre side af et åbentstående tegneseriealbum og slangen til en håndbruser. Nederst står L&R, forlagets initialer.

bagside –
midtpå ses noget der ligner en stjernehob eller en eksplosion, hvorfra objekter slynges mod beskueren – en pakke cigaretter, en “dark side of the moon”-plade, en blyant, en cykel, en afskåret hånd med fjerpen og andre ting. “(elskede elskede)” står trykt i hvidt cirka midtpå, med mindre typer end forsidens titel – teksten er optisk placeret til venstre for en stump fly-landingsbane, komplet med vindpose.

forsiden –
på forsiden er en størrelsesmæsstigt dominerende tegning af en lille trold eller faun, der stirrer ud på beskueren, mens den klynger sig til Jordkloden; dé to og en mængde andre objekter – en bruserslange, et kranie, et tegneseriealbum, en gammeldags telefonboks, en blå tyr og en bogreol med et par bøger hængende i luften ud for øverste hylde, – forekommer alle at svæve, på en baggrund af et knaldrødt hav. Omslagskartonen er blank og farverne meget klare. Titel og forfatter står ind mod ryggen; titlen elskede elskede med hvidt og meget store typer, mens kenneth krabat forholdsmæssigt står ret småt, med sort. Både titel eller forfatter er med små begyndelsesbogstaver. Nederst, også ud mod ryggen, står forlaget, Lindhardt og Ringhof, i kapitæler. Bogreolen øverst i billedet til højre og en blå og panisk tyr nederst til højre synes at være på vej ud af billedet, hvilket kunne angive at alle objekter bevæger sig væk fra noget, som måske er at finde på bagsiden.

bogen
er ret stor – måske 25 x 25 cm. Ikke just et pocketformat.

(trykt i Sentura on-line)

Anmeldelser: elskede elskede

Så gik der 9 år…

elskede elskede
og den sande historie om det udenfor indeholdte og termodynamikken udsat for vand

BLÆST 29, 2003, s.17 og 18
/Syddansk Universitets Litterære Fakultets Magasin

elskede elskede
af Christine Fur Poulsen

Kærlighed og parforhold. Disse to størrelser, som næsten alle har erfaringer med. Som unge, danske digtere bliver klandret for at skrive for meget om. Parforholdets lille verden, som de bliver beskyldt for kun at interessere sig for. Disse to udgør også emnet for Kenneth Krabats nye digtsamling elskede elskede. Titlen er meget beskrivende for samlingens temaer. Den består af to ord, en tosomhed, et par. Men de to er identiske og peger på en enhed. Samtidig kan ordet ‘elskede’ ses som den elskede, men også som jeg elskede, vi elskede; altså en datidsform, en fortid.

Digtene beskriver kærligheden som den kommer til udtryk i et parforhold og som den bevægelse, der arbejder udefra og ind, fra to mod én, og igen indefra og ud, fra én mod to, mod ophør og tab. De handler om kærlighedens begyndelse, midte og slutning, men selv lige efter begyndelser er bevægelsen der; bevægelsen, der fører til splittelse. Den ligger hele tiden som en understrøm, der er umulig at kæmpe imod. Bevægelsen, som går fra den stormende, altoverskyggende, vidunderlige forelskelse til hverdagen og den mere rolige, kedelige, morgengrimme kærlighed, der udgøres af parternes afhængighed af hinanden, men også bare af vanen, der gør, at man bliver sammen. Og så indser man, at det kun er vanen, og så går man, og derefter slutter det, og så står man tilbage med tomrummet.

Der filosoferes og poetiseres, som titlen også antyder, over individet overfor parforholdet. Hvor bliver individualiteten af, når man elsker helt ind til den elskedes kerne af sig selv og vice versa, og hvordan finder man den frem igen, når man pludselig står alene tilbage, og ikke kan definere sig gennem den elskede, som ikke mere er elsket eller vil elskes?

“Hvordan siger man uigenkaldeligt farvel? / Hvordan siger man overhovedet / farvel?” (åremål s.17/80).

Siger farvel til hvad, kunne man spørge? Til sin elskede? Eller til sig selv? Eller den man var, mens man levede sammen?

Tiden er tilstede overalt i digtene og mellem kærligheden og parforholdet. Den arbejder uophørligt, og i elskede elskede arbejder den hele tiden ubørnhørligt mod enden, som det ses i følgende citat:

“Kan du huske / den første gang du sagde / Jeg elsker dig? / Husker du / første gang du sagde / jeg elsker dig / med stor omhu fordi du vidste hvad det betød? / Erindrer du første gang / du brugte disse tre ord / uden rigtig at mene dem? / Og derfor / ka du genkalde dig første gang / du sagde jeg elsker dig / hvor du uden nogen tvivl vidste at det ikke var sandt? / Husker du / om du døde lidt hver gang?” (fra “i virkeligheden hvad 5”, s 96/28)

Samtidig er hele samlingens form og struktur et billede på denne tidens bevægelse mod afslutningen. Eksempelvis angives sidetallene både forfra og bagfra – man kan altså både orientere sig om hvor langt, man er fra begyndelsen, og hvor langt fra enden. Digtet, hvor ovenstående citat er taget fra udgøres af elleve strofer af varierende længder, som er delt op og bringes to og to, løbende i samlingen fra 10. og 11. til 2. og 3., og som sidste stykke tekst i samlingen står alene strofe nr. 1 fra “i virkeligheden hvad” og viser den modsatte bevægelse – den der ikke fjerner sig fra kærligheden, men nærmer sig den og tror på den:

“min antagelse er / […] at kærligheden vil blive / […] eller som det allermindste eksistere / for uden / hvad er vi da? / jeg mener ikke kærligheden i sig selv / men en definition på kærlighed… / for hvad er vi uden denne definition / ja hvad egentlig er vi uden blød tænken i det hele taget / men i særdeleshed dette!” (i virkeligheden hvad 1.” s 95/2)

Budskabet eller udsigelsen i elskede elskede synes at være, at måske gør kærligheden utilgiveligt ondt, måske mister vi hver gang, vi elsker lidt af os selv, men til gengæld bliver vi rigere på små bidder af andre mennesker og deres tid. Og uden kærligheden, at tro på, leve for, leve i, håbe på: Hvad er vi i virkeligheden så?

Ud fra min beskrivelse kommer krabats digtsamlig til at fremstå som meget afpudset, meget formfuldendt og måske lidt for glat og gennemtænkt. Det er den dog langt fra; den er fuld af finesser, sjove rammer, gentagelser, udråb, talesprog, leg, rå kanter og uskønne, vulgære formuleringer. Den er alt det, kærligheden, et menneske og et parforhold også er. Krydret med en masse tør humor!


Weekendavisen juni 2003

A-KRABAT OH
Den eksemplariske outsider Kenneth Krabat er på banen igen med forholdsvis vitale variationer over den gamle traver, kærligheden, den lykkelige og den u-

Forgræmmet Granat
Af Lars Bukdahl

Det er lidt irriterende, at Kenneth Krabats nye digtbog hedder elskede elskede (hvilket nemlig ikke – efter Dan Turèlls gl. forslag – skal læses: el-skede el-skede), når hans forrige overgrundpublikation, der kom for hele forbandede ni år siden, hed noget så fantastisk som Alle veje går til Magtenbølle. Ligesom Jens Blendstrups debutnovelle-samling, Mennesker i en mistbænk, fra samme år var Alle veje en eklatant utidig bog. Som nemlig gik til ypperlige yderligheder med en eksperimenterende kortprosa, herunder – WOW! – decideret lyddigtning, der først markerede sig som tidens korrekte tone-klang en tre-fire år senere. Og nu da alle de små forkælede poet maudits ivrigt-artigt skriver eksperimenterende kortprosa, må den umulige Krabat naturligvis atter træde helt ved siden af og præsentere en stor samling tænksom, konceptuel, oprigtig kærlighedsdigtning, hvilket ærligt talt også er lidt irriterende, når man nu trofast har gået og hæget om den skammeligt oversete Magtenbølle-bogs pionér- og nyklassiker-status, dens centrale plads på den dybt decentrerede reol bagmin ryg: Hvor er dog den sorte, skæve, vrængende humor, hvor i alverden er for fanden lyddigtningen (i to små, gode bagateller er den faktisk tæt på: en, der igen og igen staver til lægemidlet ”acetylsalicylsyre” og en, der i stadig nye opsætninger gentager den ømme linie: ”det meste af natten stod de under halvtaget og lod det regne på sig”)?

Det er ikke fordi, humoren er blevet væk, men den er blevet betænkelig moden, synes jeg, kun i glimt spyttes den frem og ud som i de gamle dage. Jf. f.eks. den ene af bogens to store digtføljetoner, ”CORPVS REGVS – solar plexus”, der i fireliniede strofer indmonterer kærligheds-brokker, aforistiske såvel som ready-made’ske, mellem det faste liniepar: Krigsbørnene løber hjemmefra/ Krigsbørnene kommer hjem. Det er nemt nok at dømme føljetonen alt, alt for lang, men den opnår også et eller andet sted god, sand monstrøsitet, og på hver eneste side er der den håndfuld brokker og brokkonfrontationer (må det vel hedde?), der rimer og rammer overbevisende: ”Snakke snik, klappe kagemand mig et vist sted!/ Krigsbørnene løber hjemmefra./ Din krop er lige stor nok til os begge./ Krigsbørnene kommer hjem” Den anden, store føljeton, ”i virkeligheden hvad” (plus titeldigtet) er til og i overflod helt ærlig, velformuleret bortforklaring, et hyperrealistisk überkærlighedsbrev, der nægter at agere poesi med nogen som helst spilfærdighed. Allerbedst går kærligheden fra og til koncepterne i den mest formalistiske juleleg, nemlig ”todervil ABC”, sådan lyder h-afsnittet:

” to der vil hinanden hader krummer på lagnerne, og spiser altid kiks i sengen alene/ to der vil hinanden har standset tiden/ to der vil hinanden hilser på hinanden på trappen, hvis de tilfældigt mødes/ to der vil hinanden holder hånd på vej ind i mørket og skændes om retningen/ to der vil hinanden husker at vande blomster i underskålen, med kalkfrit vand”

Den gode lovmæssighed er her, at formalismen tvinger konkreterne i spil, hvor talen lige fra hjertet har det med at jokke løs i abstraktioner. For jeg vil også meget gerne fremhæve de to turèllske monolog-rutiner udenfor (kærligheds-)nummer, ”åremål”, en opremsning af det samlede indhold i de krabatske flyttekasser, og ”da jeg byggede reolen” en apologi for den omstændelige, krabatske reolkonstruktion, som sejt foredragende flyder over med kærlige, kantede (i monolog nr. to ekstremt reol-faglige) konkreter.

Kærligheden er konkret, har Svend Johansen engang udtalt, det samme er poesien, hvilket Kenneth Krabat udmærket er klar over, så med håbet om nye, (endnu) mere bogstavelige operationer uden (alt) for megen mimrende modenhed velkommer vi ham tilbage i Anarkistan!

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –    

Nordjyske 10.4.2003

Det år digteren gik i sort
af Jens Henneberg


[KLIK – åbner i eget vindue]

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –    

Boganm: Kenneth Krabat: Elskede, elskede
Politiken 21 maj 2003, 2 . sektion side 2

Kenneth Krabats digtsamling letter ikke.

Af Niels Lyngsø
Der findes i poesien en særlig gangart, som man kunne kalde det stiliserede hverdagssprog: Nye og gamle faste udtryk og talemåder inddrages med en vis distance, og diverse gentagelsesfigurer frembringer et jazzet og velmoduleret talesprog, der har så meget energi, så meget fremdrift, at læseren eller lytteren svæver gennem de lange og brede ordstrømme.

Herhjemme har navnlig Dan Turèll mestret denne gangart, dette særlige sproglige drive. Og som jeg læser Kenneth Krabats nye digtsamling, ‘elskede elskede’, er den på mange måder et behjertet forsøg på at gå videre ad den vej. Det dominerende tema er kærestesorgen, forsøget på at komme videre efter et brud med den elskede. Nogle tekster giver sig hen i den umiddelbare følelse, andre er mere eftertænksomme.

En vis selvmytologisering præger bogen (også dét trick kendte Onkel Danny jo til), bl.a. i nogle lange passager, der handler om at bygge en reol; her optræder forfatteren – bogens jeg – i rollen som heroisk stædig rad: Han insisterer på at bygge en reol uden brug af skruer og andre metalgenstande.

Krabats digteer lange og brede og mundtligt anlagte, og de bruger gentagelsesfigurer og faste udtryk; men de har ikke – og det er afgørende – den pumpende fremdrift, den rasende energi, der kunne få læseren til at svæve. Det skyldes først og fremmest, at de mangler gehør og elegance, de mangler distance til stoffet og sprogligt overskud, og så mangler de den præcision og bevidsthed, der skal til, hvis den slags digte skal løfte sig fra hverdagssprog til stiliseret hverdagssprog. Der er karakteristisk nok en del klodsede og deciderede fejlagtige formuleringer undervejs: »tråddene ved siden af«, »kærlighedens givelse«, »vel at bemærke« (frem for ‘vel at mærke’) og »løber ingen chancer« (frem for enten lsquo løber ingen risici’ eller lsquo tager ingen chancer’) – for bare at nævne nogle af dem.

Alt dette medfører, at den givetvis oprigtigt stærke følelse ikke brænder igennem sprogligt. Dertil kommer, at de mere reflekterende passager ikke er intelligente nok til at fænge.

Så trods store – også kompositoriske – armbevægelser letter ‘elskede elskede’ ikke rigtigt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –   

Boganmeldelser
Berlingske Tidende 23 maj 2003, 2 Sektion, MAGASIN side 5

Krabat er ingen Turèll

Kenneth Krabats nye digtsamling »elskede elskede« er tydeligvis skrevet med en stor del inspiration fra Dan Turèll, som jo kunne skrive lange, talte, rablende digte. Det prøver Krabat også i denne samling, der handler om ham selv og vist nok også om den tabte kærlighed. Men nogen Dan Turell, det er Krabat ikke. Det svinger ikke i hans lange digte, særligt ikke de flere sider lange, som oven i købet har et fast omkvæd gående:

Krigsbørnene løber hjemmefra/ krigsbørnene kommer hjem. Det er rent ud sagt en monoton og på en eller anden måde indforstået oplevelse. Kenneth Krabat har rigtig gode syrede anslag, som kunne have stået skarpt frem, men de drukner i den tungt gungrende mængde af ord. Det er tydeligvis hans poetik ikke at sortere for meget, men resultatet er derefter. »Acetylsalicylsyre/ acetyl salicylsyre/ vi kan sige det samme ord/ vi kan sige det samme ord/ vi kan sige det samme ord/ vi kan sige det samme ord«. Så skulle det vel være sagt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –    

Fyns Stiftstidende
Af Martin Glaz Serup
Digte
Kenneth Krabat: “Elskede Elskede”

“Da jeg byggede reolen/ byggede jeg den selv/ jeg byggede sgu selv reolen/ ha ha/ jeg byggede sgu selv min reol/ fandme gu gjorde jeg!”

Sådan lyder en strofe fra et af de i tung tomgang kørende digte, man kan finde i Kenneth Krabats fjerede digtsamling – den første i otte år. Selvfølgelig har digteren bevidst arbejdet med det monotone, enerverende og evigt åndsforladte for at få form og indhold til at passe sammen. Problemet er bare, at det til forveksling ligner hjælpeløshed. Og det bliver kun værre.

De indledende digte er de mindst svage i bogen. De er kalkeret over bl.a. det første digt i Dan Turèlls legendariske “Drive-in Digte”. Krabat arbejder som forbilledet med langdigtet, den lange, strømmende form, der tilsyneladende kan trække alt ind – fra det mindste i hverdagen til Gud.

Fremdriften ligger i lyden, rytmen, rimet og de “åbne” associationer, der kan opstå undervejs. Det er en slags jazzvariationer over et tema. Men her dur det ikke: sproget er slapt og upræcist, der leveres ikke én eneste original eller spændende betragtning i hele bogen, der hurtigt begraver sig selv i en syndflod af banaliteter.

Der er desværre uendelig langt fra Dan Turèlls “Éénmands razzia i Underbevidsthedens Natklub” til Kenneth Krabats navlepillende ligegyldigheder og intetsigende lister.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lektørudtalelse
Dansk Biblioteks Center (03/20) 2 459 109 3 (A)

af Steffen Kronborg

Kenneth Krabats seneste trykte udgivelse er fra 1994, men i 2000 skrev forfatteren hver dag et dig til internetprojektet Dagens Digt, og det er en del af disse digte, som nu kan læses i Elskede, elskede * sammen med en stribe nye tekster. Som digtsamlingens titel antyder, er indholdets altoverskyggende tema kærligheden – og kærlighedens ophør. I tekst efter teks gennemspiller Krabat et kærlighedsforholds forskellige faser, ofte i form af replikker mellem de elskende, og i en række digte lovpriser han i besværgende toner kærligheden som livets eneste ægte værdi – trods dens udsathed for tidens eroderende effekt. Der er noget klaustrofobisk over den insisterende foukusering på kærlgihedstemaet, specielt fordi de mange ord ikke bringer læseren tættere på kærlighedens væsen. Kenneth Krabat ynder ** ræsonnerende og aforistiske formuleringer à la: “for at noget kan forandre sig/ for et givent menneske må dette menneske/ mønstre alt mod og sige NU/ og mene det”. Men sådanne sætninger end ikke ridser overfladen i afdækningen af tilværelsens vilkår – her må skarpere sansninger til.

* forkert; citat: “Det er muligt, at digtene fra (elskede elskede) sniger sig ind i Dagens Digt, også som gentagelser – redigeringen af dem tager laaang tid. ” Citat slut (http://www.menneske.dk/krabat/_dagensdigt/status/02.status.html)
** forkert; denne er den eneste i bogen. KK.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –     til top

En stor Krabat
Flensborg Avis 22 april 2003, side 6 / KULTUR

Man sluger Kenneth Krabats digtsamling “elskede, elskede” både forfra og bagfra.

På forsiden af Kenneth Krabats nye digtsamling “elskede elskede” har en faun fra den romerske mytologi haget sig fast på jordkloden. Nøjagtig lige så krampagtigt holder digtene fast på den elskede, der forsvandt og tog kærligheden med sig og nu har efterladt et eksistentielt hul på størrelse med jordkloden.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –   

En ordentlig Krabat
Vejle Amts Folkeblad 11 april 2003
af Morten Tjalve

På forsiden af Kenneth Krabats nye digtsamling »elskede elskede« har en faun haget sig fast på jordkloden. Nøjagtig lige så krampagtigt holder digtene fast på den elskede, der forsvandt og tog kærligheden med sig og nu har efterladt et eksistentielt hul på størrelse med jordkloden. Lad det være slået fast med det samme, det er en meget vellykket skildring af kærligheden og tomrummet bagefter, Krabet har skrevet. Digtsamlingen er meget kompleks, hvilket mest konkret kommer til udtryk i sidenummereringen, der både tæller op og ned som et tegn på, at digtene ikke nødvendigvis skal læses forfra. Kernedigtene i samlingen, der går under fællestitlen »i virkeligheden hvad« og har numre fra ét til ti, står da også i omvendt rækkefølge og tilskynder at læses bagfra. Vel nok en anelse forvirrende, men det er på den anden side venligt af digteren at tvinge læseren til at se nogle af de sammenhænge, der er.

Digtene er personlige skildringer, af tiden efter den eneste ene er gået, og hvad der så er tilbage. Tematisk er digtene en helhed, men formmæssigt spænder de vidt: fra en enkelt kort strofe til tre, fire, fem sider, fra åbne fortællende historier til det fortættede billeddannende. »elskede elskede« er, på trods af sit tema, en af de mest oplivende og udfordrende digtsamlinger, der længe er udkommet, vel har den et par svage passager, men langt hovedparten er så interessant, at man sluger den både forfra og bagfra.

Anmeldelser: alle veje fører til Magtenbølle

3. bog

Krabatens skriveevne og påhitsomhed
Jyllandsposten 10. Oktober 1994

af Per Højholt

Han hedder faktisk sådan, krabaten. Og han kan skrive, og han har været tværs over Fyn og set vejskiltet med det sære, men associationsrige navn Magtenbølle. Og det har han brugt. Og hvad er der i vejen med det?

At han, som det fremgik af avisen hér forleden, så laver ét show af dette faktum og bogens hele udgivelse, det passer fint med bogen, som er formgivet i ender og kanter, computersat og alting, men det ligner nu da en ganske almindelig bog alligevel, bortset altså fra, at Krabat har indset, at der ikke er grund til at begrænse det kunstneriske udsagn til tekstsiderne alene.

Hvad man derimod ikke rigtigt kan hitte ud af er, hvad bogen egentlig handler om. Forskellige spor krydser hinanden eller afløser hinanden. Det ser man klart. Og stilen skifter flot fra stykke til stykke. Det kan han, forfatteren. Men han har vist haft for travlt med at opvise sin kunnen, så han har lagt for ringe vægt på anliggendet.
Man kan, side for side, beundre hans skriveevne og påhitsomhed. Det er svært at skulle skifte stil og leje så tit, men det gøres udmærket. Der er virkelig talent på færde, og man skal ikke lade sig forlede: Denne bog er ikke skrevet for sjov, selv om den ind imellem er liv-agtigt morsom.

På den anden side: Han skal sørme have lov til at lade en så suveræn form trække på et så vildt varieret indhold. Det kan gerne være, at man som læser forvirres undervejs. Men man er skam både overbevist og underholdt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – til top

Fandenivoldske og uegale Krabat
Politiken 30 oktober 1994, InterPol side 14

af Connie Bork

Kenneth Krabats nye bog har potentiale i sig til at blive kult, selv om den også løber over med sort snak. På bogens omslag sidder ikke en kone, men en kælling fra Magtenbølle, med tørklæde om håret, og en afpillet høne som hun trykker ømt ind til kjolebrystet.

Samlingen har en tvetydig tone, på en gang højstemt og underlødig, som om livet består af lige dele plat og lige dele filosofi. Den højstemte tone er omstændelig, ordrig, fuld af indfølelse og indimellem overraskende. Nogen steder virker det fjollet – andre steder er det meget, meget smukt! Den underlødige tone opstår i håndteringen af et utroligt inventar, her er både køer, Noahs ark og et flyttefirma ‘vi flytter alt, selv i morgen’. I det første digt er vi ude at flyve, her dukker stewardessen også op. Hun smiler, det folder sig ud. Silikonemelonerne med de rustrøde konklusioner løfter sig over dagligt vande. Her lå de vel, står der.

Der er masser af sans for pointering, Kenneth Krabat kryber godt ind i sine sansninger og reflektioner, der kommer som blide chokbølger. I et af de mest løsslupne digte er digteren en ko! Der er også et langt ophold på Noahs ark, som forfatteren slipper utroligt godt fra. Men det ændrer ikke ved at samlingen ligner badutspring, med nul underlag. Hvor springes der fra og hvor vil Kenneth Krabat hen? Hvad er Magtenbølle egentlig for et sted, skal vi elske byen eller lade være? Her ligner stedet mest en kuriositet.Den skarphed og meningsfuldhed som ligger og lurer i den tvetydige tone bliver ikke forløst. Jeg har svært ved at se Magtenbølle som et overordnet begreb, der virkelig samler disse fandenivoldske, til tider utroligt smukke, men også meget uegale digte.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – til top

Kantate- lyrik m.m.
weekendavisen 11-17. november 1994

Digte. Lidt om den ægte vare – og den anden.

Af ULRIK HØY

Erik Stinus: »Febertoget«, 110 sider, kr. 175.00; Vindrose.
Poul Borum: »Fuglen der lander«, 100 sider kr. 168.00, GyldendaL
Peter Nielsen: »Ansigter – hensigter«, 72 sider kr. 100.00, Centrum.
Kenneth Krabat »Alle veje fører til Magtenbølle, 64 sider, kr. 168.00, Gyldendal.

Det slår mig, ved læsning af Erik Stinus, at sådan ville formanden for, Mellemfolkelig Samvirke, Knud Vilby, skrive, hvis han var digter. Tom Kristensen skrev vist nok hyldestdigte til Grosserersocietetet på bestilling, Hans Hartvig Seedorff gjorde det
med stor snilde, til hvem der betalte, og Erik Stinus skriver digte til u-landenes pris. Stinus er simpelthen den tredje verdens husdigter, så var der retfærdighed til, havde han fem milliarder læsere ude på kloden og tre millioner herhjemme for Danmark er jo et halvt u-land, i alt fald et halvsocialistisk land, der har tabt retningssansen, efter at utopien gået tabt.

Det mærkes ikke hos Erik Stinus – og dog. Han undgår den hjemlige verden og søger i stedet den fjerne, eksotiske, hvor ægthed trives og fattige mennesker har rige følelser. »Det kostede intet, dog var det Verden, som den er bedst og rigest, fuld af håb, i samklang«. Samhørigheden er også noget særligt i de fattige lande, findes måske kun dér, og så i fortiden. Erik Stinus digter en skabelsesberetning frem, velment, farverig og så gennemført svulstig, at foreningens medlemmer altså det mellemfolkelige samvirkes, må græde snot i stænger.

Noget atavistisk gør sig også gældende. Vi befinder os et ubestemt sted mellem Noahs Ark og moderne tider, men pyt, Erik er med os, Vorherres venstreorienterede repræsentant på jorden, og skal der uddeles en pris, en u-landspris – og det skal der – så bør den tilfalde Erik Stinus. At der ligger en habil naturpoet gemt i ham, det skjuler han godt, alt for godt i dette mildt skabs-kolonialistiske manifest. der røber, at der også er gået en god plantagebestyrer tabt i Stinus.

POUL Borum har en veludviklet sans for den ægte, lyriske vare, hvad der ingen garanti er for, at man selv kan skabe den. Dog, i det seneste værk er der partier, som går til hjertet omend der altid er noget skrabet over Borums poesi. Hvad der hænger sammen med det Borumske paulun, det fortrolighedsrum han opslår.

Kravet om sandhed, ægthed, oprigtighed kan her føles så påtrængende, at det lapper ind over den læsendes blufærdighedstærskel. Så bliver der klamt i paulunet, de gode bens~ konverteres til pat^. og bedeskamlen gør ondt i knæene for andre end lige disciplene.

Kvaliteten, det der giver klang i digtene, er en lavmælt tone parret med, fornemmes det, en ekstraordinær påpasselighed, der nok kan antage didaktiske former, men også udmøntes i en egen, renfærdig præcision:

Hvis man kan dø nårsomhelst
kan man leve nårsomhelst
man kan bygge huse nårsomhelst
og rive dem ned nårsomhelst
man kan løbe gennem regnen råbende
og stå under et træ og lytte
hvis sandhed er sandhed nårsomhelst
kan jeg end ikke lyve ved at tie

Sådanne strofer udmærker sig ikke ved lyrisk vælde, tværtimod. Det er lavmælt, indtrængende, eftertænksomt, med den formelle logik i underfundig, poetisk anretning. Mere ræsonnement end digt måske, mere tankelyrik end »ren« lyrik, men ægte nok i udtrykket, og dét er sagen.

PETER NIELSEN smutter med ordene, som kogekonen smutter mandler. De skal som bekendt skoldes først, mandlerne, så går det lynhurtigt. Sådan er det også hos Peter Nielsen. Smut, siger det i Nielsens driftigt associative stil, hvor ord i rigelig mængde drysser ned. over siderne. Så mange, at de må sættes med småt for at være der.
Det myldrer – i lidt for mange retninger, ud af lidt for mange tanketangenter, og det er Peter Nielsens lyriske problem
Det får ikke tyngde, kun lethed og det ligger helt fremme i titlen. Ansigter, Hensigter, der anslå et eller andet, som kan betyde hvad som helst, og hvad skal man kalde det?

Ægte lethed? Ægte mandelsmutning? Dykker man ned i teksten, er der masser af gode, overraskende og ligefrem originale udtryk. Det samlede resultat er, til trods for charmen, mobiliteten og den investerede energi,. mærkelig vægtløst.

HOS Kenneth Krabat går det – som navnet antyder – akrobatisk til. Et yngre publikum vil goutere dem lyrikers evner som stan-up comedian. Der er også noget hørespilsagtigt over foretagenet, som radiolyttere kunne få glæde af, og krabaten Kenneth har dette vildt rablende, der efterlader godbidder i sludrechatollet. Ægthed? I dynamikken, den verbale leg og de uomtvistelige brandere, og det er her overlæreren bliver stram i betrækket. Kenneth, dette er for meget af det gode, og for meget af det gode er ikke godt!

Min shiitdetektor siger mig, at der ud af krabaten Kenneth kan komme en både sjov, elskværdig og tilpas reaktionær satiriker. Det ultimative karaktérmord på en ung, håbefuld lyriker? Sådan er det ikke ment, men digteren bør finde et par sten i strømmen, bevidsthedsstrømmen, og stille sig dér – og stille spørgsmålet dér: Hvad kan jeg, hvad er mm egenart? Kort sagt: Hvad er ægte Kenneth, og hvad er falbeladernes snurrige aKrabat?

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lektørudtalelse
Indbindingscentralen (94/48) 2 075 083 9

af Jens Hjøllund

I undertitlen på Kenneth Krabats samling af lyriske tekster indgår det latinske ord “intenerarium”, som betyder vejviser. Bogen er selv en sådan visionær og rablende vejviser gennem ydre og indre landskaber – i en sådan grad, at det er svært at afgøre hvornår det ene holder op og det andet begynder. Teksterne, der spænder fra helt korte udsagn til længere prosaforløb, bevæger sig i tillid til de “lukkede øjnes stille magi” ud i sindets grænseegne, balancerende på kanten af galskaben og vanviddet. Ofte fornemmer man, at en sprængning eller overskridelse allerede har fundet sted i teksternes kaotiske og hermetiske univers, som får karakter af “sorte” huller, hvor den ydre virkeligheds skikkelse og sammenhæng opsuges og forsvinder. KKs tekster er fyldt med smertelige erfaringer af spaltningen mellem ydre og indre, mellem det rablende og registrerende, i forsøget på at nå en ny personlig tilegnet virkelighed, der ikke er “forankret bag en velkendt moles bolværk”. Hensigten med denne insisteren på det subjektive er sympatisk nok – og en af poesiens vigtige opgaver, men omkostningerne er, at læseren mister orienteringen i et univers, der er bundet til en helt personlig forestillingsverden, i en grad så genkendelse og identifikation er yderst vanskelig.

Anmeldelser: Dragens tab af hoveder

Den svære toer…

Sød pige og slem dreng

Ekstra Bladet 14. september 1988, 1. sektion, side 19

af Poul Borum

28-årige Marlene Nedergaard debuterer med en lille samlinge prosadigte, og den 25-årige Kenneth Krabat kommer med sin anden digtsamling. Begge er originale og talentfulde, deres bøger fortjener bestemt at blive udgivet – og at blive læst.

Men begge har allerede problemer med charmen og vil få det mere og mere, hvis de ikke viser at de kan vokse op og udvikle sig til noget andet og mere end ‘charmerende’.

Nedergaards skrøbelige tekster om barndom, kærlighed og død skaber en slags absurdistisk lillepige-verden, hvor det meste er fortryllende og gådefuldt og lidt sørgmodigt. Der er glimt af mere desperat humor, som måske i virkeligheden bedst ville kunne komme fre i novelle og roman.

Krabat er lige så typisk ‘dreng’, som Nedergaard er ‘pige’. Han er rablende og primitiv og fræk og af og til temmelig tyndbenet pornografisk. Ugens lyrikrapport.

Men han har en masse flotte fysiske oplevelser af verden og den elskede, og han har en spruttende fantasi, som han scorer mange points på.

Ingen andre en Krabat kunne skrive et digt med titlen: ‘Min ismejeridame hader mig ikke’…

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Nonsens-lyrik
jyllandsposten 20. 9. 1988 (+ 6-8 enslydende anmeldelser i distriktsaviser i Jylland)

Af Jørgen Christian Hansen

KENNETH KRABAT: Dragens tab af hoveder.
• Pris: 128 kr.
• Forlag: Borgen.

Denne bog kunne også have heddet ‘Da redaktøren tabte hovedet; det må være det, der er sket, da Borgen antog denne samling.

Lyrik som nonsens og smalltalk kan sagtens praktiseres og drives til poesi. Ethvert emne, enhver stil kan bruges, hvis der kobles tankevirksomhed til. Man kan “snakke” poesi, slentre citere, “oversætte” og gendigte. Men Kenneth Krabat vælger løst skriveri, slap i formen, og uden interesse for folk uden for hans nærmeste kreds. Et af digtene lyder i sin helhed: .”DA VAR JEG (et vinterdigt)// Jeg var lille.? Jeg var./ Lille var jeg./ Jeg./ Lille og pedalsk/ hjulede jeg/ om vinteren -/ for jeg var Jo./ Var jeg ikke?”. Jeg har kontrolleret citatet tre gange. Det er korrekt. Så lidt er der.

Kunne man ikke sende K.K. på børnelyrikkursus, så hans stil blev hjulpet lidt på vej? Når han starter et digt med “Du er smuk siger/ jeg/ og hun kommer mig/ imod …” er læseren for længst stået af. Der er ikke nogen oplevelse. Kun rableri som “ind må jeg ind/ til mig selv/ men jeg kan/ næsten ikke mere/ hvor er jeg egentlig?” så længes man efter Fløjtetønden Victoria. Står det virkelig så slemt til med selverkendelsen, at der kun kan komme banalndsigter af den karat ud af skriveriet?

Når Krabat ikke ævler, vrøvler han, for eks. ynder han tegneserieudbrud som “Åhhhh!”, eller “Ahhhh!” og burgersprog : “aldrig har jeg set noget/ SÅ ulækkert”, som om vi havde brug for kursiver og versaler for at begribe så enkelt et udsagn.

Til slut skal igen citeres et helt digt: “Det kan kun/ blive et/ ekko/ : / Jeg ved heller/ ikke / noget.” Finale.

Ikke engang en indtaling på lydbog af Kim Schumacher ville kunne redde denne bog.

Det er ikke synd for læserne. De skal blot lade være med at købe bogen. Det er værre med de sagesløse træer, der er blevet fældet

Borgens Forlag er godt på vej mod at ødelægge det ry, de engang havde som avanceret lyrikudgiver.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Dragens tab af hoveder – in transit

Politiken 8. oktober 1988, 2. sektion side 7

anmeldelse af Peter Poulsen

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Tre flop fra det poetiske overdrev
Information 27. oktober 1988

Mens vi venter på halvfemserne

Af Asger Schnack

Willum Peder Trellund: Sang over død 62 s., kr. 138,00. Vindrose.
Steen Andersen: Lysets prissme. 71 s., kr. 122,00. Attika.
Kenneth Krabat: Dragens tab af hoveder. 74 s., kr. 128,00. Borgen.

SAMTIDIG MED at der udkommer væsentlige bøger i danmarks-litteraturen, som med stadig voksende tydelig hed viser sig at være substantielt placeret i verdenslitteraturen – alene i den seneste tid: Høeck, Højholt, Laugesen – følger den blege bagtrop lige i hælene, samvittighedsløst uselvstændigt, enten i skikkelse af rene epigoner, gerne med meget nære forbilleder, eller som vage, svært opfattelige stemmer uden “stemme”.

Tre bøger af danske forfattere, som ikke er førstegangsudgivere, skal omtales her.

WILLUM Peder Trellund debutterede sidste år med digtsamlingen “Skår af himlen”. Nu er han tilbage med en ny,”,Sang over død”. Her er tale om en digter, der sandsynligvis med megen møje skriver sig frem til det sympatisk kendte. Det er velment, men resultatet ligner til forveksling lyrik, det enhver lyriker med respekt for sig selv altid vil undgå. Bevægelsen er ikke bort, væk, ud, men tilbage.

Denne “centrallyrisme” er bævende, let foruroliget, men aldrig på egne præmisser, Det skaber en måske ufrivillig selvhøjtidelighed, men i alle tilfælde en ufrivillig komisk genlyd af det højtideligt ubevidste: det er andres poesi, allerede skrevne digte, der skrives, i den let udvandede form, som er efterlignerens. Hele bogen, dens skjulte paradokser, velsmurte linier og blakkede metaforer ligner én stor kliché. Man kunne tro et øjeblik, at det var halvtredsernes og tressernes danske imagisme – Corydon m.fl. – der hørtes i et ekko, men det er nok snarere firsernes efterklang, der lyder i endnu et ekko.

En strofe i slutningen af et digt lyder: “Tindrende stilhed / ikke en luftning. Kun / i blodets efterårsgrene / synger en gylden frost”. Det er ikke godt. Et væld af udråbstegn melder sig i vibrerende parenteser i læserens bekymrede bevidsthed. Det er ligesom at spise kage og bagefter spørge sig selv: hvad smagte den af? Eller sagt anderledes: bogen savner aldeles personlighedens mærke.

STEEN ANDERSEN har udgivet en række digtsamlinger. “Lysets prisme” er en ny. I dette tilfælde er der endnu mere utvetydigt tale om epigoneri i ordets lidet rosende betydning: den rent eftersnakkende,

Naturligvis står enhver poesi, ethvert sprogligt ud. tryk, i gæld til tidligere tider,, landvindinger. De er bygget ind, eller de er nødvendige af sæt for nye skridt, nye eksperimenter eller selvfølgelige forsøg. Det er en banalitet. Ønsker man den formuleret, kan man læse indgangsbønnen til det seneste nummer af “Den Blå Port”.

Men, og det er det afgørende, for at traditionsbevidstheden overhovedet kan bruges til noget, må den nødvendigvis kombineres med det modsatte: originalitet,

Denne egenskab savner Steen Andersen. Hvad vil hans digte egentlig? Hvad risikerer deres digter i virkeligheden? Hvis sproget er digtets virkelighed, hvad gør han så ved det, på egen hånd? Ingenting. Det hele er lån, tomme fagter, i en fjern, ufarlig idyl.

Tidstypisk nok er det Per Højholt og Henrik Nordbrandt – disse uforenelige størrelser – der på én gang er inspirationens kilder. Nordbrandt lyder i disse linier, eller snarere den side af Nordbrandt: ,Læs deres ord om gensyn i og når du er færdig I opdager du at de allerede / er kommet tilbage.«

Der er melankoli i digtene, en svag dekadence uden årstal, og dertil en omhyggelig symmetri, som ikke fragtes af nogen kunstnerisk livsnødvendighed.

Højholt efterlignes af gode grunde ikke på tonefald eller ,,indhold,,, men på en digtets struktur. Læs f.eks. Steen Andersens digt “Aftener”, og sammenhold det med Per Højholts sublime digt “Frostnat” fra “Min hånd 66” og uselvstændigheden i Steen Andersens projekt er afsløret.

KENNETH KRABAT hedder den yngste af de tre digtere. Ligesom Trellund debuterede han sidste år. Hans første bog hed “… Naiv?? Sagde det nøgne barn”, og hans bog nr. 2 bærer titlen “Dragens tab af hoveder”.

I begyndelsen af firserne talte man for en række af de yngre digteres vedkommende om, at deres poesi – med et positivt ment udtryk – var rablende. Kenneth Krabats poesi må siges ikke at være rablende, men lallende. Dermed være ment, at hans forehavende er uden nogen form for præcision. Det kan forstås som oprørsk imod konventioner; men for at man kan tale om et poetisk udtryk, må man have fornemmelsen af, at der sker et eller andet.

I Kenneth Krabats bog underforstås vist nok en humor Men det sørgelige ved denne humor er, at den ikke er morsom. Han – den ansvarlige for det givne sprog – poeten, er tilsyneladende ikke opmærksom på, at poesi kræver bevidsthed og bevidstløshed, eller bevidstløshed og bevidsthed. Krabat vælger den rene bevidstløshed, som ikke fører til andet end en slags efterfirsernes knæk.

ER DER DA slet ikke noget formildende ved disse tre digtsamlinger, som er skrevet ud af velvillighed? Nej. Det kønt uforpligtende digt er langt værre end slet ikke noget digt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Hovedløst?
Litteraturmagasinet Standart nr. 4, 1988

af Per Stounbjerg

“JEG STÅR PÅ TOPPEN af bjerget/ den allerøverste vindomsuste iskolde top/ og skriger/ Hvad er meningen Med Det Hele?/ og det uendelige hav over mit hoved/ svarer/ Der er Ingen Mening/ Hvad Så Med Mit Kaos?/ skriger jeg igen/ Kravl Ned Eller Hop/ svarer det blå hav/ Du Larmer”

I denne digtsamlings sidste tekst finder vi nogle af Krabats typiske topoi. Bjergtoppen, punktet med det frysende isolerede jeg, der vil have en samlende mening. Osse i “Prisen” handler det om bjergtinder, men nu i et spil med sneen og dalen. Jeg’et vil udtrykke sig, det skriger sit kaos ud, Men det belæres af havet, uendeligheden – det, der i andre digte optræder som urskoven eller sneen, og som gør hans skrig til opblæst støj. Subjektet, denne selvhøjtidelige højttaler må slette sin forskel og lære at anerkende sin lidenhed. At springe ud i verden, glemme pansrene og give sig hen.

Pansrene, det er figurer som ridderen “rustet i metal” og den hvidkitlede. Rustninger er kolde; titlens ildsprudende (?) drage kunne ligefrem være en slags forløsning. Lad mig brænde op. I kulden størkner grænserne, mure, rækværk, hylstre. Her kan identiteten afsikres ved hygiejne. I “Attack of the cosmic vacuumkiller” vil jeg’et have alt levende småsnavs “væk/ fra mit område/ jeg vil bestemme hvem som skal/ æde af mig”. Støvsugeren bremses dog af et hår, kærlighedens symbol. Subjektet er ikke verdens suveræne herre, “kan alligevel ikke bestemme”, men fortæres, “ædes hele tiden”. Noget er større end ham. Som i “Prisen”, hvor hengivelsen til den kvindeligt lokkende sne gør jeg’ets stemme “undcrlig lille/ som om det er en anden/ eller måske hele verden/ som skriger her”. Den “afsindige lykke og glædesrus” kan være mere end den hvidkitledes 2 kiks.

Og osse mere end de kropslige hierarkier, der ophøjer synets ratio. Dragen har spist et par af sine hoveder, men har dog 28 tilbage. Det har prinsen med “kun sit eget/ ene” svært ved at annamme, han føler sig bare omringet. Men det gælder netop om at glemme det egne og ene i konfrontationen med det abjekte: det lave, væmmelige og modbydelige. Kroppens fugtige indre, “blodet flyder fra næse og ører/ Øjnene står helt ud af hovedet”. Denne ekstasis kan osse stamme fra “En skrap skede/ lige i mit syn” eller fra urskovens kriblende og krablende kryb, hvor jeg’ets “panserdivision” kæmper med “slimede bæster” og edderkoppespind med “trådenes/ klæbrige/ hvide klister”. Den slags konfrontationer fører os gennem en række affekter: klaustrofobi, fryd, væmmelse, rus, angst. Det sker i en heftig ekspressionisme, i frenetiske og ekstreme fortællinger, der ikke skyr overdrivelser. Snak og larm er der masser af. Splatterfilmene og tegneserierne er rykket ind i lyrikken og integreret i et næsten, kedsommeligt velkendt projekt: kampen mod den indsnævrende ratio i en “kærlighed. til livet. den elskede. til begæret. og endelig. døden.”

Her er den klassiske ekspressionismes, grænse. Hos Krabat bliver hengivelsen til intensiteten ikke uspaltet nærvær, for tiden og døden står i vejen. Lige fra det første digt, hvor barndommens sikre forvisning om ren væren “for jeg var jo” straks følges af det retoriske spørgsmål “Var jeg ikke?” – et spørgsmål, der hurtigt får så faretruende konsekvenser at en “pedalsk” hjulren af sted snarere bliver spedalsk, dødsmærket. Afstanden er der hele tiden. Uanset hvor tæt de elskende sætter sig, kan døden kile sig ind. Krabat fører et gran af ironi ind i snakkesaligheden. En slags postmoderne gestik gør nærvær til simulation. Vi er i en verden af fiktioner. “Drama i urskoven” lægger afstand til det fortalte med slutsætningen “Vi fik glimrende anmeldelser”.

Et af bogens sidste digte lyder: “JEG ELSKER/ (skriger) tilbage står kun førstnævnte statement” Regibemærkningen viser fint og selvbevidst en naiv ekspressionismes kvaler. Skriget kan ikke stå alene. Der må råbes højere, det skal tydeliggøres, og så dementerer den sig selv. Sproget, afstanden og døden er med. For det er jo netop ikke kun den første ytring, der bliver stående.

Krabats styrke er konfrontationen med det lave (osse integrationen af tegneseriernes og de kulørte films temaer og udtryk), og det er den skælmske leg med læseren. Noget nyt siger det bare ikke. Stoffet kan være overraskende; men temaerne og valoriseringerne er hørt før, og udtrykket kan ikke holde dem oppe. Kun få af digtene har jeg hæftet mig ved. Jeg savner lidt mere styr på talen, mere form og mindre hovedløs energi.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lektørudtalelse
Indbindingscentralen (88145) 678 406 2 68

af Mogens Faber

Krabat, Kenneth: Dragens tab af hoveder : in transit. Borgen. 74 sider.

Krabats opus nr. I. udkom sidste år, Naiv, sagde det nøgne barn, og det var en forholdsvis spontan bog, ulden i kanten, men så energisk at der var grund til at bære over med bogens mangler. Digtene her i bogen er stadig præget af action, et vildt liv med frustrationer og drømme, et storbyliv, hvor det ene kan være lige så godt som det andet. Det er som om Krabat har for stor tillid til at hans udtryk overlever i trykt form, men her hvor man kan læse og genlæse hans udladninger, går de op i limningen og bliver en slags senpubertetsvræl fra en midaldrende teenager. Sproglige kaskader, hvor den tematiske desillusion breder sig langt ud i det poetiske udtryk, så stilen i stedet for at være energisk bliver speedet, men i grunden slap. Jeg synes, som det nok kan mærkes af ovenstående ikke at det er nogen god bog, ja, ikke engang halvgod.

Anmeldelser: …Naiv?Sagde det nøgne barn

De første anmeldelser…

B Zatte digte.

Ekstra Bladet 9. januar 1987, 1. sektion side 18
af Poul Borum

“… Halvdelen af den store bog består af ti meget lange foretællende digte, så originale og så medrivende, at man nok kan regne med, han har en romanfremtid. Mens hans digtnutid er bestemt meget inciterende og meget nutidig. Hans digtvideoer, som man godt kunne kalde dem, er både destruktive og ømskindet følsomme på en måde, som man mere kender fra 80’ernes rockmusik end fra den unge digtning.

Blandt alle de talentfulde unge digtere vi har, er Kenneth krabat en ny og anderledes stemme, grovere og mindre forsigtig, men også med en ikke mindst i dag befriet mangel på selvoptagethed. Det er verden, han opdager i digt efter digt, ikke sit eget onanerende spejlbillede. Og han oplever den på en ny måde og med et nyt sprog. Bravo!”

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Et litterært fupnummer

Jyllandsposten 9. januar 1987
Af Jørgen Christian Hansen

“Årets første digtsamling fra Borgens forlag er et litterært fupnummer.”

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

En ordentlig krabat

Ekstrabladet 10. januar 1987 side 27:

Interview med Kenneth Krabat.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lyrikkens skarnsknægt

Fyens Stiftstidende 17. januar 1987
af Jørgen Gleerup

Medrivende debutdigte

En ting er sikkert, lyder det i forlagsbrevet fra Borgen, disse digte vil dele anmelderne i to blokke. Og de digte,der spås denne påvirkning, kan man finde i debutsamlingen … Naiv? Sagde det nøgne barn fra en ung lyriker med det noget særprægede navn Kenneth Krabat

Det kan godt være, at anmelderskaren bliver delt i to blokke, men revet med må de vist blive alle sammen. Kenneth Krabat er nok, som navnet siger det, en ustyrlig knægt, men han er det – med ord, der sort på hvidt vælter i hvirvlende strømme. Som læser kan man hurtigt tilslutte sig samlingens motto: »Words go round and round in my head/don’t know their meaning/don’t know what I get/for trying to make madness sound/like words… «

… Kenneth Krabat er en lyrikkens skarnsknægt, der nok ser, at tilværelsen er ved at dø, traditionen og faderbillederne forsvundet, men som alligevel ikke kan holde fingrene fra mekanikken, sprogets og kulturens mange muligheder.

Det er umættelighed, der præger denne moderne sult, og måske digtenes profeterede tvedeling af anmelderne kommer til at foregå, ikke ved en deling i to grupper, men som en spaltning i hver enkel. Det er medrivende, oplagt og dygtigt, men der er mere afsæt fra verden, end der er ankomst. Måske er det vilkåret, hvis det nøgne barn skal bevare sin naivitet, livet ikke dø, inden det er begyndt. Alligevel var det nok værd at håbe, at vi i denne samling ikke ser det færdige resultat, men nogle særdeles lovende og vækstdygtige spirer til et rigt og mangfoldigt forfatterskab.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Skuldertræk

Flensborg Avis 18.januar 1987
Dagbladet Ringsted 19. januar 1987
Holstebro Dagblad 24. januar 1987

af I.T.

Under pseudonym, må man formode, har denne 23-årige digter og debutant (oplyser forlaget) skrevet nogle digte om seksualakten. Nogle vil. måske finde en sådan bog med udsagn om livet på sengekanten fornøjelig. For anmelderen er dette sengeleje et dødsleje. Det er »litteratur«, man kun kan have skuldertræk over for. Man fniser eller rødmer ikke engang. En spøg vel sagtens.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Sex -og action

Berlingske Tidende 21. januar 1987
af Jørgen Johansen

… Teksterne … smækker ordene i synet på læseren med massiv sort brutalitet. … Poesi for de skønhedstørstende skriver Kenneth Krabat bestemt ikke. En skabelse af ubehagets fascination er Kenneth Krabats særlige styrke …

Der er temmelig uhyggelige perspektiver i Kenneth Krabats sammenstilling af »Indre og ydre digte«.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Byens kulde

Land & Folk 22. januar 1987
af Peter Gregersen

“KENNETH, Krabat – navnet lyder drabeligt. Og drabelighed er der over hans debutsamling: »Naiv? sagde det nøgne barn,,. Han digter om en følelse af tomhed og ikke-væren, som mange unge i storbyen kender til. Sproget er upoleret og til tider fanden-i-voldsk. … I samlingens sidste del stråler han pludselig op i nogle kærlighedsdigte – uden dog at blive blankpoleret. Også for ham – som for hovedparten af firsernes lyrikere – er kærligheden det positive, hvor ømheden forløses.

… han får en kulde og rodløshed frem, som virker ægte.”

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Sommetider er der lidt talent…

Weekendavisen 23. januar 1987
Af Ove Ancker

“… Der er i enkelte af Kenneth Krabats digte tilløb til noget, men set i relation til hele samlingen, bliver det ikke til meget. Når han eksperimenterer og leger, anes et talent, når han vrænger ad alverden, en nerve.”

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

En vild krabat.

Kristelig dagblad 11. februar 1987
Af Vibeke Blaksteen

Lyrikdebutant med hårdt, farverigt kropsligt sprog

Der er masser af ungdommelig vildskab og fandenivoldskhed i Kenneth Krabats debutdigtsamling » …Naiv? Sagde det nøgne barn«. Hans sprog er hårdt og farverigt og hans digte eksplosive udladninger af et kaos af had, angst og drift.

… en række lange surrealistiske digte spinder et fascinerende og uopløseligt net af drøm og virkelighed,- mættet med lyst og angst og kredsende omkring elernentære livsoplevelset – som fødsel, kærlighed og død… chokerende i deres rå udlevering af vores underbevisthed. … et udtryk for den virkelighed i os, som ikke kender til hæmninger eller social indlæring – underbevidstheden, hvor følelserne altid eksisterer i deres mest ekstreme form…. Uhyggeligt, men sandfærdigt, når man betragter drømmene, det underbevidste som den sande virkelighed, – og det gør Kenneth Krabat.

… spændende er Kenneth Krabats debutdigte …, ikke mindst fordi de med deres voldsomme kropslighed adskiller sig radikalt fra de mange æstetisk forfinede, intellektuelt orienterede digte i den nyeste lyrik.”

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Spiremørke

Information 12. februar 1987
Af JULIANE PREISLER

Duelige digte om forbudte handlinger

SOM OM destruktionen var følelsesløshedens andet ansigt, skildrer disse digte et jeg, der drømmer sig ind i en anden og mere handlingskraftig uvirkelighed. Det er ikke så meget en forløbsmæssig som en psykisk bevægelse – en tilstrækkeligt langvarig søvn og en stedse mere ligeglad mediteren over intetheden ender i et skrig, der ikke er en opvågning men et virkeliggjort mareridt.

Derfor er der ikke just håb at hente i denne digtsamling, men til gengæld så meget andet – først og fremmest en original sproglighed, som ikke altid har krop og puls bag sig, men som i hvert fald generelt er lydelig og insisterende.

Den efterhånden sædvanlige storbytomhed beskrives og angribes her med en relativt usædvanlig kraft. Følelseskulden, sæbeboble- og glasvægsvæsenet, er i stand til at råbe et udenfor op med nogle ofte ganske krasse midler. Samlingens undertitel er »indre og ydre digte« og det giver mening for så vidt som der er tale om en inderlighed – ytret både eksplosivt og ekspressivt

»Mikrokosmos i en flaske//er du levende//hvis død fejrer vi/og går til begravelse/med hatten i hånd/og sort//Mikrokosmos i flasken//på bordet; er du levende?//Intet er nødvendigt sir du//er du?//sir jeg//drikker af flasken«

KENNETH KRABAT er vidunderligt revnende ligeglad med den almene forståelighed. Det giver i flere tilfælde digte, der faktisk er overordentligt forståelige, fordi de rytmisksprogligt formulerer meningen…. Generelt ligger de korte digtes styrke i sprogligheden. … de lange tenderer til at være små historier i »klip« – en digtskrivning Kenneth Krabat ikke mestrer særlig overbevisende. Til gengæld har de som regel en stor indholdsmæssig effekt, fordi de på en meget nuanceret måde skildrer det samme: Nemlig de glimt af mulige, ofte destruktive handlinger som de fleste på et eller andet tidspunkt øjner som en slags tænkt eller drømt »udvidelse« af verden.

Det ville være en kliché og en reduktion at sige at disse længere digte skildrer psykopaten i os alle – men de skildrer givetvis synlige muligheder for handling, som generelt blokeres. … Den sorte humor sætter fantasifulde blomster som i tilfældet med »den hvidkitlede«, der har gjort det til en lystbetonet overlevelse at slå kyllinger ihjel, men som ikke kan fordrage at spise dem, så han må afsætte dem til sine naboer under forskellige påskud.

… JEG VED IKKE om det gror særligt godt på kirkegårde, men Kenneth Krabat er i hvert fald en duelig spire.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Hvad siger barnet

Lolland-Falsters Folketidende 26. februar 1987
af Jannick Storm

Kenneth Krabat: Navnet lyder, som noget man har købt brugt hos BZ’erne, men det er det nok Ikke. Snarere skal det vise, at man er en helvedes karl – især over for pigerne. Det går der I hvert fald mange sider med i denne digtsamling.

Der er faktisk en del gode tilløb til digte l denne debutsamling – især l nogle drømme- og mareridtssekvenser. Men det meste er utroligt banalt og kedeligt.

Der skal faktisk et stort talent til at beskrive det gamle Ind-ud-ind-ud, så beskrivelsen også fænger hos tilskueren. Det er Ikke nok, at man selv har haft en oplevelse, hvis man ikke kan formidle den til andre. Det har »krabaten« ikke kunnet. Han ville kunne lære meget hos Henry Miller.

Denne digtsamling har Ikke meget at gøre med den gode naivitet – det er mere den dumme pubertet. Men der er som sagt tilløb – og håb om, at han bliver et mere voksent barn.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

En broget krabat

Politiken 28. februar 1987, 2. sektion side 7

En del skidt og noget kanel i debutdigtsamling
Af Marianne Lindgren

… DIGTSAMLINGEN ER delt op i fem afsnit, hvoraf de to første er mest digtagtige, mens tre og fire mere nærmer sig kortprosa og fem er 17 nummererede og korte erkendelser og konstateringer. I de første afsnit indkredses de emner og grundlæggende stemninger, der i de følgende afsnit formidles i fortællende forløb. Det er følelsen af forsvinden, ensomhed (alenitet som Krabat kalder det), angst, at være levende død, at være fremmed selv der hvor ordsproget ‘ude godt, hjemme bedst’ fortæller at man hører til. I Krabats originale omvending bliver det til: ‘hjemme er synkebesvær værst/gid hjemme var ude og væk’. Sorg og selvmord, junkies og drømme, tab og længsel efter kærlighed, afmagt og aggression. Og helt uden Grofs hjælp går Jeg’et i sin mor igen og oplever sin egen fødsel. Tilbage til udgangspunktet for at fødes til en fyrværkerisol. til 9,85. Jo, ‘han han være morsom, og der ér fede passager i de ellers noget hakkende digte, der breder sig på må og få, og ikke bekymrer sig over at anvende poetiske klicheer som: ‘Vinduerne/ligner døde øjne’. De helt korte og koncentrerede digte er bedst, men egentlig viser samlingen, at Krabat er’ en langt bedre prosaist. F.eks. En Drøm Om Virkelighed sammenkobler helt uanstrengt drøm, fantasi, erindring, ønsker og her og nu situation i et hverdagsligt forløb. Der er et værelse med en seng, en dreng, en telefon og piger der er der, og så alligevel ikke. Luften er tung af erotik, forventning og ømhed. Også en mere morbid og bizar fortælling som den om Amsterdam Sara med verdens største skamlæber, som man kan blive fotograferet med hovedet imellem er trods den lidt slatne pointe godt fortalt.

DET ER en mere end broget debut … Der er imidlertid råstof og fortælletalent nok i det nøgne barn. Til gengæld ikke vildt meget poesi.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Voldsom poesi

Aalborg Stiftstidende 4. marts 1987
af Jens Henneberg

»Indre og ydre digte« har Krabat undertituleret sin samling, en lidt besynderlig måde at opdele digte i. Og besynderlig er også samlingen, for der er rimeligt gode tekster…”

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lektørudtalelse fra indbindingscentralen (87110) 6491170 45

af Mogens Faber

Krabat Kenneth: – Naiv? Sagde det nøgne barn : indre og ydre digte. – Borgen.

Forlaget mener i sit følgebrev, at denne bog vil dele anmeldergruppcn i to lejre, måske på grund af et klart ufærdigt præg over bogens digte, der nu og da snubler i deres forsøg på ikke bare at være digte, men ACTION, som har det med at sætte et rablende tempo og ligefremme alt-eller-intet-temaer: selvmord, mord, saftig sex, onani foruden diverse ridt henover virkeligheden i hastigt flydende eller opbrydende staccatotempo. Meget i bogen er (naturnødvendigt) uforløst, fordi bogen handler om den umulige tilpasning. Meget også postuleret dybsindigt, men alt i alt synes jeg bogen er forfriskende anderledes og uhøjtidelig og samtidig så skrivebevidst, at man hopper med i kørselsretningen, selv om det skumpler lidt i sidevognen nu og da. Ungdommelig poesie, som godt kunne give løfter om mere og bedre udfoldet poesi eller prosa, men indtil da kan bibliotekerne roligt hoppe på, især hvor man kan låne digte ud til yngre mennesker under tredive.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Danske Ungdomslaget (1): “De milde” anger tonen

Kvällsposten 27/2 1988
CLEMENS ALTGÅRD

Klassens busfrö

Klassens busfrö heter Kenneth Krabat. Regression och genital besatthet utmärker hans ….Naiv? sagde det nøgne barn (Borgen). Krabat har ingen respekt får konsten utan spottar och hädar med gott humör finns det slående likheter mellan Krabats övningar och Højholts metatetexter från 1971 i Punkter. Højholt: SYLVIA SYLVIA SYLVIA SYLVIA SYLVIA SYLVIA/ HUN SIDER PÅ HUG OG HYLER UNDER BRUSEREN/ HUN KRYDSER ARMENE FORAN BRYSTET OG BØJER/ SIG NED & KRUMMER SIG LANGSOMT IND MELLEM/ BENENE 0 VANSKELIGT SÅ GLIDER DER HUN IND VÅD/ OG GLAT OG FORSVINDER HOLLLLLLLLLD, DA OP”. Krabat: “så/ mit/ Hoved/ER/ MITMITMIT/ ALENE/ UUUUUUUUUUD”. Det finns gott om exempel på att det “nya” kanske’ inte år så nytt.

… I den yngsta danska poesin har glidandet blivit obligatoriskt. Finns det då inte en viss risk för att 90-talets danska lyrik kommer att bli likriktad och världsfrånvänd – att en provinsiell idylldiktning, om än med franska ledstjärnor, tar över? Ungdom på glid?

Mäster Thomsen kan ge svar på tal redan i dag; i Nye Digte (Vindrose) deklarerar han nämligen att: “det er verden, der er et elfenbenstårn; hvert digt en ansøgning om att få adgang”.

http://krabat.menneske.dk/_bagkatalog/anmeldelser.html#naiv