Kan betalingscensur medføre en stabil, statsløs, global møntfod?

Det kommer blandt andet an på dig.

Share

Fildelingtjenester er ikke gratis for dem, der udbyder dem. Betaling for serverhosting, programmering, vedligehold osv. løber op, hvis der er mange brugere på et torrentsite.

Disse investeringer kan kun komme hjem igen i form af den helt personlige tilfredsstillelse ved at være blandt et fåtal af indflydelsesrige nørder (meget 90’er-agtigt, men sjældent i dag) eller ved betaling for brug af tjenesten.

Torrentudbydere benytter ofte donationsmodellen for at lade brugere kontakte de brugere, der ligger inde med filer, mens de store og anonyme skytjenester tager betaling for at overføre egenhostede filer med stor hastighed.

Bankers gebyr for at overføre penge til en udenlandsk bank er som bekendt ret stort. Derfor er en række mellemmænd vokset frem, som mod et mindre gebyr og efter aftale overfører penge mellem to parter. Det mest kendte tjeneste er nok den amerikanske betalingstjeneste PayPal, der blev købt af det netbaserede auktionshus eBay for at gøre det nemt for internationale kunder at betale – men efterhånden findes denne type mellemmænd i alle lande.

Om end PayPal er stor, er det dog ikke større end, at firmaet har givet efter for pres fra den amerikanske regering om at lukke for pengestrømmen til torrentudbydere og skytjenester med (uretmæssigt)  hostede filer. Det begyndte de i øvrigt på i 2010, da de lukkede for PayPal-donationer til WikiLeaks.

Det amerikanske virksomhedsindeks, Forbes, skriver i dag, at sådan betalingscensur kan skabe øget vækst i brugen af Internet-møntfoden, BitCoin. Hvilket inddirekte angiver en tro på, at udbuddet af bruger- og skyhostede filer af dubiøs oprindelse næppe vil vil tage af, men Forbes tilføjer da også, at den amerikanske regering mener, at betalingscensur vil have større effekt på uretmæssig deling af rettighedsbeskyttede filer end allehånde retssager og computer- og husransagelser.

ABSOLUT ØKONOMI

I modsætning til alle andre møndtfødder er BitCoin ikke baseret på national troværdighed, men i bund og grund kun på tilliden til de algoritmer, der angiver BitCoins “absolutte” værdi:  At der kun vil blive “udstedt” et vist antal BitCoins – 21.000.000, hvoraf den sidste først antages at blive skabt i år 2140. Transaktionsværdien af denne møntfod er derfor afhængig af tilliden til brugen af den; jo flere brugere, desto højere værdi. DD. er værdien af 1 BC = 10.53 Euro. http://preev.com/btc/eur

Hvis betalingscensur således kan skabe behov for en møntfod, der ikke kan styres af en nation, men kun af interesse (i at betale for varer og tjenesteydelser anonymt, som med kontanter), har vi pludselig en Global møntfod.

Lige som Art Money (endnu) er et eksperiment i betaling med bund i tilliden til kunst og kunstnere, har BitCoin indtil videre været et eksperiment i tillid til det store fællesskab og fællesskabets helt naturlige betalingsbehov – som vel at mærke visse har taget seriøst nok til at investere betragtelige summer i, med muligheden for stort afkast, hvis den bliver en global møntfod. Men genvinsten for hele verden  er uendeligt meget større.

En global møntfod kunne have en stabiliserende effekt på hele verdens økonomi. Alverdens andre møntfødder ville stadig findes, for pengemænd at handle i, men over og under enhver spekulation i tillid til firmaer og nationer ville BitCoin ligge og passe på det hele. Som en global tillid, skabt af brug snarere end af ihændehaveri. For uden at bruge af den begrænsede mængde BitCoins, der findes, er der ingen BitCoin-økonomi.

Indtil verden oplever et stort nok behov for at betale for ting, som betalingsinstanser ikke ønsker at nogen skal betale for, er BitCoin dog mestendels for nørder og andre med store computerkraft – for BitCoins skal i digitaleste forstand graves frem af den digitale muld – lige som guld af den blotlagte klippe! …

Men hvem fanden kan navigere i det digitale samfund uden at være tvunget til at opdatere mange af de analoge færdigheder til digitale?!

BitCoin FAQ [på engelsk]

BitCoin for Dummies

BitCoin-myter [på engelsk]

weusecoins.com

The BitCoin Show #56

Køb alt det, du ikke vil, at andre skal vide noget om, med BitCoin

Freedom2.0 (Fox News…)

 

Er det så nu, jeg siger, at jeg ikke fatter økonomi?

Facetslebne tanker: Diamanter

Diamonds are forever… Og lad venligst være med at sælge dem igen.

Share

 

Der er mange måder at tjene penge på. Ikke alle er lige åbenlyse.

At små stykker slebent, hårdpresset kul, hvis fremmeste egenskaber i slebet tilstand er evnen til at skære i glas og reflektere lys, gennem årelangt og hensynsløst reklamearbejde kunne gøres til både en verdensindustri, en statsuafhængig møntfod OG et ikon for mennesker på alle niveauer i samfundet er måske ikke så ufatteligt, når man ser den styrke, der stråler ud af kvinder med mange diamanter på sig.

FUNDET
I 1870 gjordes et enormt fund af diamanter ved Orange River i Sydafrika. Indtil da var diamanter relativt sjældne og deres værdi helt og holdent et produkt af deres relative sjældenhed.

Investorerne bag minen, der frygtede at markedet skulle blive oversvømmet, dannede et konsortium til at håndtere udbredelsen og opretholde illusionen om diamanters sjældenhed – De Beers Consolidated Mines, Ltd. med hovedkvarter i Sydafrika. Inden længe sad de på den totale udbredelse af diamanter i verden.

Under depressionen i 20’erne og 30’erne faldt salget af diamanter dramatisk og verdensmarkedsprisen halveredes. For at bevare kontrollen over prisen, iværksatte De Beers en massiv kampagne til styrkelse af bevidstheden om værdien af diamanten som symbol – en illusion om diamanten som en investering, man aldrig solgte videre: at selve dét aldrig at behøve at sælge sin/e diamant/er betød, at man bevarede sin rigdom, magt og attråværdighed.

PSYKOLOGI
I en reklamekampagne indgår mange psykologiske faktorer, som både indregner “massen” og mænd og kvinders handlemønstre.

Som mand finder jeg følgende meget interessant:

Det gik op for diamantfirmaet, at givelsen af en diamant rummede en stor “overraskelseseffekt” mellem giveren, manden, og modtageren, kvinden. Studier viste, at kvinder foretrækker at blive overrasket, ikke blot for glæden ved at blive givet en gave, hvortil der var knyttet et billede af stor kærlighed, men også fordi en sådan DYR gave, som hun ikke selv har været med til at vælge, kommer uden vedhæftet skyld…!

Kvinder over en bred kam er så praktiske, at det er svært for dem at købe noget dyrt uden at føle sig skyldig. Hvilket er derfor de sætter pris på mænd, der kan købe ting til dem – kender deres smag, tøjstørrelse osv. – fordi det holder dem fri for skyld. Og den mand, der holder sin kvinde fri for skyld, bliver elsket for dét, også. (Og så er det lige meget, om det må byttes, for det ér allerede købt!) *

Reklamerne opnåede at få manden til at se givelsen af en diamant som et “symbol på kærlighed”, mens kvinden “fik lov” til at betragte den som et håndgribeligt symbol på hendes status og præstationer (sen-70’erne).

ANSVARET

Diamantkonsordiets reklamekampagnen var og ér så vellykket, at diamanter endnu i dag helt naturligt forbindes med noget evigt DYRT og eksklusivt. Fabrikationen af illusionen om diamanten som havende en egenværdi rangerer oppe blandt de vigtigste 10 illusioner skabt af reklameindustrien (en anden er konsumerjulemanden, cementeret i alverdens bevidsthed af Coca Cola…)

Illusionen om egenværdi er ikke selvfølgelig. Diamantkonsordiet er hver ny generation nødt til at trække i diamantkostumet og med massive reklamekampgner og nye slogans nødt til at foregive, at diamanter evigt symboliserer og repræsenterer kærligheden mellem to mennesker. Så forbrugerne, trods verdensmarkedets svingninger og nye produkter på markedet, fortsat investerer i diamanter til deres elskede –  men det er en succes, der er et dobbeltægget sværd.

Kapitalspillere behøver ting af vedvarende værdi på markedet at lægge deres penge i, når krisen kradser, og så effektiv har reklamekampagnen været, at selv de største investorer har slugt maddingen med blink og det hele og tror på, at diamanter lig guld har en vedvarende handelsværdi at investere i. Men dag kan ingen købe en diamant og få det samme for den ved salg… Der er så utroligt mange diamanter i verden, at hvis blot 1% forsøgte at sælge deres diamant/er, ville hele diamantmarkedet kollapse på stedet og trække en stor del af kapitalmarkedet med ned!

Men okay – skulle jeg sondre imellem den gavegivne diamant som symbol på den meget nødvendige kærlighed mellem mennesker, og en  verdensmarkedspris, der holdes oppe til når kærligheden forsvinder, ved jeg godt hvilken værdiansættelse, jeg vil vælge.

Come on – det er sgu da nemt, er det ikke!?

Godt nytår!


Kenneth Krabat, 31.12. 2010

*

Through a series of “projective” psychological questions, meant “to draw out a respondent’s innermost feelings about diamond jewelry,” the study attempted to examine further the semi-passive role played by women in receiving diamonds. The male-female roles seemed to resemble closely the sex relations in a Victorian novel. “Man plays the dominant, active role in the gift process. Woman’s role is more subtle, more oblique, more enigmatic….” The woman seemed to believe there was something improper about receiving a diamond gift. Women spoke in interviews about large diamonds as “flashy, gaudy, overdone” and otherwise inappropriate. Yet the study found that “Buried in the negative attitudes … lies what is probably the primary driving force for acquiring them. Diamonds are a traditional and conspicuous signal of achievement, status and success.” It noted, for example, “A woman can easily feel that diamonds are ‘vulgar’ and still be highly enthusiastic about receiving diamond jewelry.” The element of surprise, even if it is feigned, plays the same role of accommodating dissonance in accepting a diamond gift as it does in prime sexual seductions: it permits the woman to pretend that she has not actively participated in the decision. She thus retains both her innocence—and the diamond.

The Diamond Invention