No Turning Back (2019), a view

– Science. Fiction.

https://www.imdb.com/title/tt8354140/

No Turning Back (2019)

serious topic: the lack of space to be. For some.

I have never before written a review of a movie I did not see. But in regards to this one I feel compelled.

Judging from the trailer the acting and the cinematography leaves something to be desired. The lighting is off, there is an abundance of close-ups of actors, who all seem wooden from lack of competence or bad directing, the script is too casually “normal” – all tell tale signs of a low budget, lack of professionalism on all levels, including the financiers.

None the less “No Turning Back” has won or been nominated for several awards – best picture, best director – which could be due to lower quality of other contestants. But.

The topic is relevant. That’s it. Why would anyone with a functioning family leave all and everyone for a place there is no coming back from?

When the world was colonised, most often by men, women often only being along for amusement or procreation, there was rarely an idea of “coming back”. What was left behind was the grueling monotony of basic survival, often at the merciless hands of diseases, local wars and despots, lack of food and entertainment – basically the idea that “standing still” was equal to dying, the death of the spirit. Men became pioneers and scouts, ofte paying with their life for this dream of variation in life, of “freedom to roam”, to make a buck to secure the path for those following to establish secure outposts of civilisation.

Then came the migration of whole families to the sparse lands, often to more gruelling work, but with the opportunity initially to stake out their own claims and become their own masters. Nothing fancy about it – every luxury that had preciously been enjoyed had to be made from the bottom up, but there was freedom to roam, free space.

And now we are over-civilised. Our cities are mostly just filled with people surviving in a complex trade of time for sustenance and entertainment. There is little freedom affordable for anyone in a family. Just like… always. And there is little excitement, for anyone, which is not either a depravity of lust outside of common acceptance or understanding, or an enjoyment of knowing and understanding something “before anyone else”. Where to go to feel a real freedom of the soul? Something that feels not like a repair of a faulty culture or yet another fragmentation of scientific facts into another new field of study, that one can “own”, or a manuscript or novel or poetry collection or record or play or series of paintings or performance or building or invention of a gadget that brings some cashflow and shifts some jobs or create a few new ones, or a power position, which changes nothing from lack of absolute dominion…

The only thing left is the spaces in-between everything. There is no more room for real expansion. Exploration, yes, and relatively safe as such – often a rescue helicopter a call away – excelling at sports, production, academic studies, vaccines. But the feeling is generally that the Earth is full.

Humanity has exhausted its options as a species. Which is why you will read and see lots of fantasies about AI overlords, alien invasions, deadly vira (yeah, that one didn’t change much, did it?!), time travel… a million more fantastic tropes await you – because life is predictable and monotonous in the overall picture. And we try to imagine what would not be boring, while at the same time feel worth the risk of dying.

Preparing the whole human species for life on a new planet. Maybe that is it? Life on Earth is not “fixable” – barring a natural or man made catastrophe, which would “re-boot civilisation” (essentially wipe out too many people to keep everything running as it is) – but tackling the impossible, setting down stakes on a barren planet, first for science to “conquer” (understand and make habitable), then setting up shop and create a life and begin the exploration of the NEW again, while being forced to invent on the spot and make new language for new experiences, and new rules to fit new circumstance, and raise children in a fresh environment unhampered by old morals and ethics (well, exporting hetero normative sexuality and similar ideals of personal ownership might be the easiest, but it would also guarantee a fast return to internal strife, so think hard on that one) – all of it appeals to everyone, who re-watched “The Martian” seven times.

Believing it CAN BE DONE, and I MIGHT NOT DIE, and IT’S WORTHWILE and EXCITING are all traits of business, war, exploration, conquest, and science. And going on a one-way trip to Mars for science, while leaving everyone behind… How do you actually defend that?

Maybe this film does or does not argue that question well, but it tries. And we need that. For we are still those explorers, the primitives longing for the big open expanse, and the collaborators, who carve out nieces and go about changing malfunctions from within. And the primitives have no more room to be. On Earth.

Oh – and notice how the poster title uses the NASA font. Not the TRUMP font.

bøn er en privat sag

I et respons i Altinget om venstrepolitikeres frygt for muslimske bønnekald (via højtaler på moskéer) siger den radikale politiker Paula Larrain om muslimsk bønnekald: Hvis det er larm, er kirkeklokker det også

Følgende skrev jeg til Altingets redaktion, fordi kommentarfunktionen dér ikke virker, når man ikke er abonnent:

Ja, bor man ved siden af en kirke, kan gudstjenester, bisættelser, barnedåb og bryllupper nok opleves meget irriterende pga. klokkernes LARM. Men larmen udtrykker andre menneskers glæde og sorg, der udbasuneres til omgivelserne at tage del i – og ud over den ugentlige gudstjeneste er larmen ikke noget, der sker med stor og forudsigelig regelmæssighed og er højst til gene for folk med tømmermænd og natarbejdende, der behøver at sove. 

Med dén undtagelse er den kristne kirke indifferent over for om nogen i omgivelserne er troende eller ej. Var den derimod ikke en selvfølgelig kulturreligion længere og i stedet reduceret til trosretning blandt alle de andre, kunne det tænkes at klokkerne ville blive SØGT brugt som dengang, hvor slagene fungerede på samme måde som det muslimske bønnekald i dag – dvs. både som angivelse af fælles tid, og som påmindelse om religionens centralitet i samfundets liv. 

For mig er den væsentligste forskel, at muslimske bønnekald intet har med fejring af glæde og sorg at gøre, men derimod er en censurmaskine, der deler alle i troende og ikke-troende. Dvs. rettroende muslimer og alle andre. Hvilket er godt for den rettroende, der fastholdes i sin overbevisning og sin ret, og hvordan er det for andre?

For nogle år siden boede jeg i 6 uger godt 2 km i fugleflugtslinje fra en moske (på et bjerg, på den anden side af en bugt, i Tyrkiet), hvor de daglige 5 kald som inddeling af alle vågne timer konstant mindede mig om religionen Islam. I begyndelsen var det interessant, fordi jeg ikke havde oplevet det før, men netop fordi det var så regelmæssigt, blev bønnekaldet til en taktstok – en angivelse af, hvad Koranen foreskriver i forhold til at være ikke-troende muslim, og dermed hvad Islam tænker om mig – et regelmæssigt, invasivt taktslag, jeg blev mere og mere bevidst om, at jeg ikke havde lyst til at lyde. Og på dårlige dage oplevede jeg kaldene som aktive trusler – en psykisk terror, der med sin ulidelige regelmæssighed forsøgte at orme sig ind under huden på mig og bestemme over mit sind og mit humør og min tilstand.

I og med det lejede hus havde jeg planlagt at kunne være afstand af mine pligter og den daglige larm i Danmark – for at kunne ånde frit og være til stede i forhold til at lade skriften komme ud af mig. I stedet var jeg inden længe nødsaget til i alle dagtimer psykisk at beskytte mig mod den kulturreligiøse besked fra højtaleren og direkte opgive at arbejde i tiden op til muezzinens kald, og efterfølgende kaldet bruge tid og energi på at give slip på mine psykiske blokader, så jeg atter kunne være til stede i mit arbejde. 

Nej, jeg skal ikke bo i et muslimsk land, eller i nærheden af en moske, og det VAR måske i udgangspunktet en fejl at tage i refugium i Tyrkiet, men det var godt at finde ud af, at det højlydte muslimske bønnekald er terror for mig. Og at jeg ikke formår at være i nærheden af det uden at føle mig taget som gidsel. 

Måske kan nogen undskylde mig med, at jeg ikke er religiøs, udmeldt af Folkekirken, og at folk for min skyld kan tro på, hvad de vil, bare det offentlige rum forbliver fælles på den måde, at der er plads til alle. Men dét er ikke indifference. Tværtimod betyder det, at larmen i samfundet ikke skal skrues op, men skrues ned! Og skulle kirkeklokkerne på dén konto endelig kun måtte bruges til oplysning om brand, invasion o.lign., så for min skyld ingen ballade. Der er jo også en årsag til at kapitalismen ikke har lov lydligt på ethvert gadehjørne at udbasunere SIN religionsdoktrin om at købe og forbruge – om end de visuelle reklamer i sig selv er forstyrrende nok: 

Kampen om at besidde og kontrollere den enkeltes sind er ikke befordrende for den enkeltes psykisk sunde liv. Nogle politikere erkender det. Uden at skulle tage stilling til problematikken ud fra et religiøst synspunkt og lade sig påvirke af budskabet i Islam, som jeg hér selv gør det.

Og man kunne jo også bare stille sin mobil til at huske sig på bøn.

vh, 

den usynlige fjende

og kroppen i beredskab

Den konstante tanke om mulig død trods alle de mest velindformerede forholdsregler, ikke blot ved uheld, men også som følge af en andens enten uindformerethed, ligegyldige delagtighed, eller direkte overlagthed hvad angår at bringe mig i fare…

Det lyder som PTSD – som følge af at have været under angreb pga. mobning, pga. et destruktivt parforhold, pga. svær sygdom eller som følge af deltagelse i krig som passiv borger eller aktiv oprører og soldat i angreb og forsvar.

Men hvis det i stedet er virusen, og den er omkring os? Og hvis det sker nu – hvis beredskabet er konstant? Og virusen ikke kan nedkæmpes af individet? Og overlevelse er betinget af at holde ud, undgå at dø i afventen hjælp fra en højere kommando? Og døden kan komme fra alle sider?

Tage sine forholdsregler:

  • Holde sig informeret.
  • Gøre sit yderste, selv.
  • Forvente det samme af andre.
  • Ikke acceptere skuffelse, ikke acceptere sjusk, ikke acceptere død.
  • Ikke acceptere forskelsgørelse hos nogen.
  • Forvente største lighedsgørelse blandt sine ledere, blandt sine lige, og blandt sine egne ledte.
  • Forvente fællesskab, fælles vej, fælles beskyttelse af hinanden.
  • Forvente den største tillid, den største respekt. Og vise den selv.

Tillid, information og logik.

Det er meget voksent, meget modent. Og den konstante tanke om mulig død tilhører børn?

Ny sikkerhedslov truer Hongkongs ytringsfrihed, advarer de skandinaviske PEN-centre

= endgame

Udtalelse fra Norsk PEN, Svensk PEN og Dansk PEN:

Kinas lovgivende forsamling, Den Nationale Folkekongres, godkendte 28. maj planen om at vedtage en sikkerhedslov for Hongkong. 

Beslutningen har ført til stærke reaktioner fra mange sider, ikke mindst fra Hongkongs egen befolkning. Også den britiske reaktion har været skarp. Hongkong var en britisk koloni frem til 1997. Kina og Storbritannien blev dengang enige om at Hongkong skulle have status som selvstyrende region i den kinesiske folkerepublik, og at Hongkong kunne beholde sit økonomiske og politiske system i 50 år efter overdragelsen – det vil sige frem til 2047. Continue reading “Ny sikkerhedslov truer Hongkongs ytringsfrihed, advarer de skandinaviske PEN-centre”

Fortiden forsvindes

– nutiden bliver mere håndtérbar og fremtiden mere åben!

Med henblik på at overflytte en tumblr-profil hér til 1000 stemmer har jeg brugt et par dage sammen med Wayback Machine på at genopdage forsvundne links.

Mens megen kunst findes mere eller mindre bevaret, var det betegnende hvor mange offentlige dokumenter, der er pist væk. Rapporter, afgørelser, dokumentation for dit og dat I TIDEN.

En genskrivning af link-terminologien har tydeligvis været på gænge – sikkert for at gøre ting nemmere for administratoren eller noget – og så er mange dokumenter ikke kommet med over i det nye system.

Små-grupperinger og foreninger og magasiner og nyhedssites kan finde ud af det. Men hvorfor kan så offentlige insititutioner ikke finde ud af at lave fuldstændige historiske backups:

Den der rapport, der blev til et velimplementeret forslag, der blev lov, der blev erstattet af en ny regerings nye regler, der påviste rapportens “købthed” – hvad blev der af rapporten? Den digitale rapport?

Den der holdning til behandling af borderline-patienter, der siden blev skudt ned og erstattet af noget mere humant – hvad blev der af dén? Det digitale dokument?

Det er meget nemt at fjerne noget – ved simpelthen ikke at pege på det længere.

Keith Kenniff

(and Miranda July)

Keith Kenniff writes music for movies (among these Miranda July’s “me and You and Everyone we know“)
He is also a major mix-master making sample laws obviously redundant in all their stiffling idiocracy. Listen to this mix and tell me if it wasn’t worth it. Then go and seek out each individual composer and live their bodies of work.

0 – 0:30 Henry Purcell – Suite en sol majeur (Z 660) – Prelude
0:30 – 4:22 Philip Glass – Einstein on the Beach, Knee Play 1
4:22 – 12:14 Lou Harrison – Symphony No. 2, i. Tears of the Angel Israfel
12:14 – 15:06 Morton Feldman – Rothko Chapel 3
15:06 – 16:40 Howard Skempton (perf. John Tilbury) – Toccata
16:40 – 20:19 Henryk Gorecki – 3 olden style pieces, iii.
20:19 – 23:01 George Crumb – Music for a Summer Evening: Music of the Starry Night
23:01 – 30:13 Henry Purcell – When I am Laid in Earth (from Dido and Aeneas)
30:13 – 35:42 John Adams – Grand Pianola Music: Part 1b
35:42 – 38:37 Gyorgy Ligeti – Atmospheres, for Large Orchestra
38:37 – 40:16 Avet Terterian – Symphony no 1, ii.
40:16 – 44:15 Steve Reich – You Are (variations): Ehmore M’Aht, V’Ahsay Harbay (Say Little and Do Much)
44:15 – 45:03 Dimitri Shostakovich – Prelude no. 2 in A minor (op.27)
45:03 – 48:24 Igor Stravinsky – Mass for Chorus and Double Wind Quintet – Sanctus – Benedictus
48:24 – 52:05 Gabriel Faure – Requiem: In Paradisum

Et digt om dagen (en blogspot, 2015), smagsprøver på digtere

Et projekt af Kristine Sejr fra 2015, som skulle præsentere en ny digter hver dag året ud, men i november lagde livet sig imellem.

“Alle har godt af at læse et digt om dagen. Jeg har så mange digtsamlinger, og nu, på denne måde får jeg dem også læst.” — Kristine Sejr.

Blog-arkiv 2015 (297)

(digtet er linket til teksten, med mindre der ingen titel er)

digter titel
(oversat af Peter Nielsen) Kvindeportræt – 1800-tallet
Adda Djørup
Alice Brasch Støv et gammelt venskab af
Amalie Smith
Ambrosius Stub Menuet 
Anders Abildgaard 26.5.
Anders Søgaard et slogan
Anette H Flensburg
Angela Brink
Anja Lykke Lindberg Christophersen Martin II

Continue reading “Et digt om dagen (en blogspot, 2015), smagsprøver på digtere”

Dødens Oprindelse

og dermed livets

‎”Every creature alive on the earth today represents an unbroken line of life that stretches back to the first primitive organism to appear on this planet; and that is about three billion years. That really is immortality. For if that line of life had ever broken, how could we be here?”

https://elijahwald.com/origin.html

Continue reading “Dødens Oprindelse”

min liste på det kongelige bibliotek

nu går jeg næsten ikke udenfor en dør!

 

Er det dét, der har været livet?

Jeg husker følelsen af at have skrevet. Det var det største i verden, en eufori, en glæde, en følelse af at se ind i en anden verden, at noget var blevet færdigt og at det var mig, der havde foranlediget det, kanaliseret det, nedskrevet det, redigeret det, læst og været tilfreds!

Og forundret.

#roic [2012 updt.]

How a common cold can take you wonderful places

this is pretty much the last chance to tell the world not to use images on the net as springboards for links. Do not reverse-optimize image-connections. This is a message specifically recorded on this blog for the passing-by-future traveller with guts and a conscience, and a desire to affect big changes (even though they will never let you, but this will help): Now is your chance.

Continue reading “#roic [2012 updt.]”

How to extract images from Google Chrome’s cache

How to extract images from Google Chrome’s cache, since Chrome for what ever reason turned off that option following v.63 of the browser

(Pray tell, if you find an app to do this better and easier)

  1. Find a version of Chrome prior to v.63
  2. Open the old Chrome browser, and let it complain about not being able to use [yada yada] a newer profile (doesn’t matter – you don’t need to worry)
  3. Install the Chrome plugin “Download All Images” – it places a small icon next to the link field. You can pretty much leave the settings of the plugin as they are. Maybe rename the ZIP file name under “save in” for clarity.

(the chrome plugin Download All Images https://chrome.google.com/webstore/detail/download-all-images/nnffbdeachhbpfapjklmpnmjcgamcdmm?hl=en ) Continue reading “How to extract images from Google Chrome’s cache”

Når aliens overtager virksomheden

Taler du tal?

Jeg lever ikke i de fleste menneskers verden – dér, hvor økonomien er uundgåelig. Hvor regnen falder både inde og ude.

I min verden kan helet forandres af enhver, som summen af alles tiltag påvirker. Mennesker forbedrer og forværrer verden.

Jeg ser på den verden, jeg ikke lever i. Og ikke ønsker at leve i.

I min verden begynder mennesker virksomheder af glæde og begejstring, og efter en tid flytter virksomheden over i den anden verden, den Virkelige Verden af mange kaldet. “Alle medarbejdere fyret, virksomheden flyttes til Indonesien”.

Nej, ikke til Indonesien. Til “Den Virkelige Verden”!

I flytningen overdrages virksomheden til entiteter, der ikke længere kerer sig om mennesker. Ikke føler noget for mennesker. Ikke taler menneske længere. Tal-entiteter.

Aliens. Continue reading “Når aliens overtager virksomheden”

Yahya Hassan

digteren, der taler om mennesket, der taler om digteren

at Yahya Hassan er død er ik det samm som at min mor eller min mormor eller min morfar eller min Reikimester eller min barndomskammerat er død

jeg troed bar, at mens jeg selv ble ældre sku Yahya Hassan oss bli ældre, i sit liv i medierne i sin poesi og bli ved mæ at vær et pålideligt, et synligt fyrtårn et sted dérud på den andn sid af mediebarrieren – kendt af all som de færrest er kendt af nogn, kendt af ingn som ingn er kendt af nogn, ikke rigtigt – men han sku ha vært der, han sku vær fortsat med at lav’ nye minder.

Yahya Hassen

ka fandme ik engang udtal hans navn! Så hér er hans navn:

Degrowth 2020

på dansk 2011 i oversættelse: “modvækst”…

“Degrowth” burde vel egentlig oversættes med “afvækst” eller “nedvækst”, som på svensk. Måske ligefrem “økotrimning”.

Modvækst” forekommer ret upræcist og uhensigtsmæssigt. Det kan nemt læses som “imod vækst”, som jo er ulogisk natur- og livsstridigt, mens begrebet på engelsk snarere beskriver at “trimme” væksten, altså have et fokus på væksten og sørge for, at den ikke kun handler om profit, men også har øje for variation, respekt for økonomiens grundlag, for arbejdsindsatsen, for råvarerne, for jorden, for Jorden, naturen, arterne.


I Information i dag har 1100 forskere fra hele verden skrevet under på 5 principper for en bedre verden efter corona. “Se så at kontrolle det bestandige fokus på endeløs vækst, som kun er til gavn for de øverste i toppen af pyramiden, og i stedet rette opmærksomheden helhjertet mod bæredygtighed og retfærdig fordeling af goderne i verden.” (parafraseret) Continue reading “Degrowth 2020”

“Hvorfor slår du ikke din datter ihjel? Hun skriver digte!”

Det er næsten ikke til at bære. Samtidig med, at det taler om hvilken kraft digtningen har, dét at digte, i et udtalt repressivt samfund.

Interviewet er fra 19. maj, fra et medium, der dækker Pakistan/Afghanistan-området og pashto-talende befolkninger.

Den oprindelige tekst er skrevet på pashto – og er hér automatoversat til dansk og efter bedste forståelse rettet til.

“Den unge Pashtun-poetinde Noor Ehsas, der er populær på sociale medier, siger at hendes slægtninge fortalte hendes far, at han skulle dræbe sin datter (hende).

Hvorfor skriver hun poesi?  Continue reading ““Hvorfor slår du ikke din datter ihjel? Hun skriver digte!””

Kompensationsordning for kunstnere forlænget

Fristen forlænget for kompensationsordning via Kulturministeriet

Grundet den ekstraordinære situation med COVID-19 er det muligt for professionelle kunstnere at søge kompensation for tabt indtægt på kunstnerisk virke. Ordningen er midlertidig og dækker professionelle kunstnere med kombinationsindkomster. Ordningen vil dække perioden fra den 9. marts til og med den 8. juli 2020 (forlænget en måned). Hvis du tjener ml. 100.000 kr. og 800.000 kr. årligt, så kan du søge støtte. Dvs. svarende til mindst 8.333 kr. og maksimalt 66.667 kr. månedligt i gennemsnit i ét ud af de seneste tre år med udgangspunkt i årsopgørelser fra 2017, 2018 og 2019.

Ansøgningsfristen er forlænget til den 8. juni 2020 kl. 23.59. Læs mere her: https://slks.dk/tilskud/stamside/tilskud/midlertidig-kunststoetteordning-for-kunstnere-med-kombinationsindkomster/

[fra dansk forfatterforenings nyhedsbrev dd.]

Leve et liv, der er vort åndedræt værd?

Mens EPUB-koderne lærer at svømme.

I dag så jeg en digter ydmygt anmode læseren om at kallibrere sin ebogslæser til at imødegå en digtsamlings linjelængdefordringer. Det gjorde mig lidt skør af lykke!


Jeg er 57, der er sket meget i de sidste 14 år, som har vakt mig til en forståelse af min fejlbarlighed som menneske, jeg vil gerne forandre mig, gerne se det uhensigtsmæssige ankomme frem for skråsikkert gå fremad som om jeg har alle svarene og blot dét at eksistere er min ret til at være og mene og gøre anderledes.

I min digtning… min opfattelse af digtning er, at åndedrættet skal være replicérbart, det skal derfor være synligt i teksten som et partitur, læseren skal direkte kunne opfatte tekstens åndedræt, opsætningen, tegnsætningen, valget af ord skal inspirere læseren til at lade digtet komme ud af sin egen mund, mens de læser teksten, som jeg skrev teksten og hjalp den til at trække vejret; det skal sige “liv”.

i 2009/10 begyndte ebøgerne at kommer på banen; PDF’en var kendt, men var endnu ikke selvjusterende, og EPUB-formatet, som da var i version 2.0 og på vej mod en industrigodkendelse af v. 3.0, var tydeligvis ikke i stand til at replicere et digts åndedræt Continue reading “Leve et liv, der er vort åndedræt værd?”

Kan du sige “antropomorfisere”?

Hvis du kan, er du blandt et voksende antal.

Det betyder “at menneskeliggøre”.

Har du nogen sinde set naturprogrammer, hvor dyrene eller planterne eller naturfænomenerne tillægges menneskelige egenskaber, følelser, intentioner, forståelse, tilbliven osv.? Det er meget almindeligt at høre speakeren sige: “Og når den så har spist, vender aben tilbage til sin hyggelige hule”.

Et dyr er ikke et menneske, og selvom vi kan observere, at visse dyr f.eks. synes at underholde sig selv og drille artsfæller på en måde, der minder om menneskelig adfærd, betyder det ikke, at dyr kan have samme ansvar for deres overordnede eksistens som vi for vores. Allerhøjst kan vi udlede nogle ting omkring forløsning af energi gennem “leg”, som vi og visse dyr måske har til fælles.

Slappe narrativer, hvor observationer af naturen antropomorfiseres uden grund i videnskaben, har den uheldige virkning at tilskuere – snarere end at komme tæt på menneskers afhængighedsforhold til Naturen – skubbes “den anden vej”, tilbage til at bekræfte en meget gammel fordom om mennesker som mere værd end klodens andre arter og naturen som helhed. Continue reading “Kan du sige “antropomorfisere”?”