Den konstante tanke om mulig død trods alle de mest velindformerede forholdsregler, ikke blot ved uheld, men også som følge af en andens enten uindformerethed, ligegyldige delagtighed, eller direkte overlagthed hvad angår at bringe mig i fare…
Det lyder som PTSD – som følge af at have været under angreb pga. mobning, pga. et destruktivt parforhold, pga. svær sygdom eller som følge af deltagelse i krig som passiv borger eller aktiv oprører og soldat i angreb og forsvar.
Men hvis det i stedet er virusen, og den er omkring os? Og hvis det sker nu – hvis beredskabet er konstant? Og virusen ikke kan nedkæmpes af individet? Og overlevelse er betinget af at holde ud, undgå at dø i afventen hjælp fra en højere kommando? Og døden kan komme fra alle sider?
Tage sine forholdsregler:
- Holde sig informeret.
- Gøre sit yderste, selv.
- Forvente det samme af andre.
- Ikke acceptere skuffelse, ikke acceptere sjusk, ikke acceptere død.
- Ikke acceptere forskelsgørelse hos nogen.
- Forvente største lighedsgørelse blandt sine ledere, blandt sine lige, og blandt sine egne ledte.
- Forvente fællesskab, fælles vej, fælles beskyttelse af hinanden.
- Forvente den største tillid, den største respekt. Og vise den selv.
Tillid, information og logik.
Det er meget voksent, meget modent. Og den konstante tanke om mulig død tilhører børn?
