Udskil kunsten i eget ministerium, og gør en kunstner til minister.

En kulturminister, der ikke kender sine kunstnere er blevet normen.

Den canadiske premierminister Justin Trudeaus kabinet for nogle år tilbage var ikke blot kønsbalanceret, mens bestod samtidig af mennesker med relevante kompetencer.

I denne coronavirustid, hvor samfundet forsøger at afbøde indtægtstabet for lønmodtagere og erhvervsdrivende i tvungen isolation, viser kulturminister Joy Mogensen s handlingslammelse overfor kunstnere, som ikke tjener 15.000 fast om måneden, i hvilken grad hun er givet posten som nikkedukke en vis evne til at imødegå kritik fra kunstnere ved at sænke indtægtskravet som forudsætning for indtægtskompensation til 10.000 kr/md. Men kender jeg digtere, der IKKE pt. lever af det 3-årige eller det livsvarige, som fast tjener 10.000 måneden på deres kunst, før skat? Lejlighedsvis relateret virksomhed, måske – nogle oplæsninger, noget undervisning, noget salg af bøger, noget royalty, men fast? (Coronalukninger, ja, men efter reduktionen i antal ansøgningsfrister til oplæsningsstøtte til 2 pr år, er feltet af oplæsere skrænket ind til betragtelig færre navne, som så netop behøver denne indtægt.)

Et samfunds digtning er et stort og bredt felt og ikke (en) indtægtsprofession, og dét er netop hvad kulturministeren demonstrerer: At hun og hendes ikke forstår HVOR langt, indtægtsrammen skal ned for at møde flertallet af kunstnere. Og hvorfor gør hun ikke det? Der er lavet mindst 3 undersøgelser igennem de seneste år, som har afdækket kunstneres lave indtægtsniveau.

Trods nedsættelsen af indtægtskravet foreslår jeg derfor fortsat, at vi udskiller kunsten fra kulturministeriet og sætter en kompetent kunstner på posten, samt en administration som forstår Kunstneres Beskatning og alt om kunstneres psykologi og økonomiske forhold i nutid og alderdom.

__
Avisen Information bragte d. 21. marts 2020 en læserkommentar: “Nu skal politikerne indse, hvor lidt glamourøst det er at leve af sin kunst“. Jeg citerer:

“Kulturministeriet tildeler kunststøtte, ikke socialhjælp. Sådan har det altid været, og sådan bør det blive ved med at være. Det er et udtryk for, at kunsten spiller en anden rolle i vores samfund end andre produktioner.

Det betyder ikke, at de, der udøver kunsten, ikke skal have samme muligheder og rettigheder som andre her i landet. Slet ikke. Deres særlige arbejdsvilkår skal tænkes ind i den overordnede model. […]

Indtil nu har det været så som så med politikernes anerkendelse af, at der er grupper, der hverken er lønmodtagere eller selvstændige, men i stedet er en del af et prækariat uden sikkerhed og fast indkomst.

Men torsdagens hjælpepakke omfattede freelancere uden CVR-nummer med en væsentlig B-indkomst [min fremhævelse], der forventer et indtægtstab på grund af coronakrisen. Det kunne for eksempel være en forfatter, der i disse dage oplever at få aflyst foredrag og oplæsninger, som for de mange udgør en hovedindtægtskilde. […].

At aftalen så ikke tyder på forståelse af, hvor lidt de faktisk lever for, er noget andet. En månedlig indtægt på mindst 15.000 kr., som er det, der giver adgang til hjælpepakken, er noget, mange kunstnere og andre freelancere kun kan drømme om. Forhåbentlig vil yderligere tiltag afspejle det. Den første uges hjælpepakker har handlet om at sikre samfundsøkonomien og dermed kun indirekte og på lang sigt den enkeltes.

Men politikerne har fået øje på prækariatet. Nu er det organisationernes opgave at fortælle dem præcis, hvor lidt glamourøst det er at leve af sin kunst. Fasthold deres blik, så de ikke vender sig bort igen, når biograferne, foredragssalene, koncertscenerne og teatrene genåbner.”

Foranlediget af nedladende kommentarer om kunstnere, kommenterede jeg selv følgende på læserbrevet:

Kunsten er en del af menneskenes særkende. Fordybelsen i omstændigheder, der kan tage et liv at regne ud eller mestre, eller overstås i 1 billede eller 1 bog. Set i kontrast til samfundet, der omsætter al tid og alle menneskelige investeringer til et pengemiddel, købekraft, magt, betydning, tillid. Og konstant spørger:

“HVAD kan det bruges til?”
“HVAD er dets værdi?”

Det er understreget mange gange i moderne historie:

Kunst er ikke et PRODUKT af dét, vi nedladende opsummerer som “talent” (skaberkraft, forestillingsevne, dygtiggjorthed og vedholdenhed), men et resultat af åbent, sansende, ydmygt fokus – at skaberens hengivelse til materialet Blir Synligt I Materialet.

Nogle mennesker kan hengive sig hver dag. Andre kun engang imellem. Men det er ikke frekvensen, der afgør kunstværkets betydning, kunstværkets ladning. Det er ikke HVOR OFTE kunstnere bearbejder dét, der bliver det endelige værk, men hvor stor hengivelsen er til at komme til at kunne hengive sig på det helt rette måde.

Det er DET, der er livet for en kunstner. Det er dét, der gør en kunstner i stand til at leve af ingenting – fordi belønningen ikke ligger i pengene eller berømmelsen, men i om det lykkedes.

Hvilket er dét faktum, som misbruges af alle led – fra samfundets top, over køberne af kunsten, til kunst-Uinteresserede, der ikke accepterer nytten af kunst for samfundet som et hele.

Og så er der hele frihedsmisundelsen:

Kunstneren kan i princippet arbejde med sin kunst uden at den kommer ud, bliver set og hørt og lugtet og smagt og følt af nogen, men det er ofte frustrende, når skabelsesprocessen – denne intense indlytten i materialets vilkår – ikke kan aktualiseres, ikke kan blive virkelig. Og det er hér kunsteren siger nej til store værdier, nej til omgang med andre, til deltagelse i salg og reklame – for simpelthen at opnå maksimalt af den værdi, som kunsteren behøver allermest. TID. Tid i fred og ro til at føle tænke mærke sanse FÆRDIG. Og så op i røven med krav om fradrag og revisorer og kassebøger og momsregnskab og alt det pis, som ikke-kunstnere føler sig forpligtet til at dokumentere for at retfærdiggøre deres andel af fællesskabet. Alt dét tager kunstnerens tid.

Dét samfund, som ikke forstår dét, krænker sine kunstnere og i realiteten selv den bestræbelse, som kunsten ér. Det samme gælder ikke samfundets kunsthåndværkere – kunsthåndværkere reproducerer sig selv; det gælder de mennesker, der afgiver berømmelse og penge for at få TID til at forstå et materiale – et emne, en tanke, en idé, en sten, en bevægelse, en tonalt forløb eller en dissonant lydgiver, kontakten mellem dæk og hastighed, bold og hoved. Disse mennesker skal ikke sparkes til hjørne af magthavere, der ikke fatter dem; ikke fatter betydningen af frivillig givet tid – tid til umulige projekter, projekter der aldrig bliver til noget, projekter der kun behøves af kunstneren selv, projekter og planer, der kan forekomme egomane og fællesskabsfjendske, men for det meste har ALLE mennesker for øje, har selv evnen til at indleve sig for øje, som sit eget bevis, sin egen dokumentation, sin åndelige evidens. At et menneske kan være i verden og tale andre sprog end de lydlige ved simpelthen at bruge TID på det. Og at dét sjældent bliver til produkter i egentlig forstand – ikke som arkitekter og ingeniører og formgiveres ting – men i stedet peger ud i den virkelige verden og siger til hvert enkelt menneske:

ALT det derude, som ingen har set eller forstået endnu, det kan DU få indblik i og være en del af – hvis du hengiver dig til at lytte til materialet. Hengivelse er nøglen. Det enkelte menneskes egen styrke og selvtillid i hengivelse til Verden i sig selv. Lyt. Mærk. Se. Smag. Duft. Fornem. Ræk ud og rør. Brug det hele. Kunsten er dét, der svarer, når du investerer din hengivelse og din ydmyghed og din tid. Hvor mange skal have det som du, før kunsten får lov at indtage samme bredde som videnskaben og filosofien? Og respekteres for at undersøge verden på SIN måde – til mulig gavn for alle andre, når han eller hun er færdig?

Er vi holdt op med at ville se verden i størst mulig bredde? Og nu med corona-virusen er videnskaberne til egne og manges store begejstring endelig kommet på banen igen, så al fake news kan fortrænges af evidens? Og kunst er lidt som fake news, ikke? Sig det bare. Det er okay. Kunst holder aldrig hvad det lover, vel? Og så alligevel, engang imellem, er det stort, ikke?

Hvordan ved du, at det er stort?

__
redigeret kommentar: https://www.information.dk/kultur/leder/2020/03/politikerne-indse-lidt-glamouroest-leve-kunst#comment-1424626

Author: krabat

digter, forlægger, oversætter, admin på kunstnerhotellet menneske.dk

2 thoughts on “Udskil kunsten i eget ministerium, og gør en kunstner til minister.”

  1. Indtil I selvudnævnte kunstnere med jeres selvfede holdninger har gjort noget aktivt og givet af jeres støtteordninger til samfundets svageste, så kan I fucke af! Hva rager jeres lortekunst os, når vi sover på gaden og skal tigge for at få til dagen og vejen? Hva fanden rager en artikel eller en bog os, når I ikke vil give nogetsomhelst? Jeg vil skide på jeres lort om falsk bevidsthed! For hvis jeg har det, så fint – op i røven med bevidsthed! Det eneste, som tæller, er virkelighed: og virkeligheden er, at vi andre må kæmpe for at overleve, når vi sover ude og I er en flok opblæste narrøve med jeres små, fimsede ferniseringer! Knep jer selv!

    1. Hej bent, i følge socialministeriet er midlerne til at hjælpe hjemløse og andre sociale udsatte ca. 3 gange højere end den samlede kunststøtte til kunstneres indkomst – godt 1 miliard. Hvis jeg skal forstå din holdning sådan, at kunst ikke er et arbejde, eller at ingen bør beskæftige sig med noget, de ikke kan sælge direkte som produkt eller arbejdstid, så er jeg dybt uenig med dig. Alle i et samfund behøver de produkter, som kunstnere skaber ved at arbejde med alle mulige materialer. Herunder ord. Og hele polemikken, som du spytter på, peger netop på, at samfundet ikke ANER hvor lidt kunstnere accepterer at leve for, så længe de bare kan få lov at arbejde med deres kunst. Men at der ér en nedre grænse, hvor også kunstnere mister evnen til at betale huslejen (som jo ikke betales af kunststøtten!). Kunst skabes ofte under langvarende arbejde uden noget at sælge, før værket er færdigt, og selv ikke de bedste eller de bedst kendte kan nødvendigvis leve af deres kunst. Kunststøtten sikrer, at mange kunstnere lige akkurat kan få hverdagen til at hænge sammen.

      Er kunst virkelig unødvendig i et samfund?

      (IP)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Note: Commenter is allowed to use '@User+blank' to automatically notify your reply to other commenter. e.g, if ABC is one of commenter of this post, then write '@ABC '(exclude ') will automatically send your comment to ABC. Using '@all ' to notify all previous commenters. Be sure that the value of User should exactly match with commenter's name (case sensitive).

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.