TIKØB BRUGS (2018) af Lonni Krause

Samtalen med Virkeligheden fører den modige selv.

Opdatering 2021: Det er en lille, vigtig bog om at se sin egen virkelighed i øjnene, og erkende at illusionen om værdien af de andre kun er en illusion, når man ikke tør hengive sig dem.

2019: Endelig fik jeg læst TIKØB BRUGS fra ende til anden.

Det er problematisk at læse venners bøger, og bøger skrevet af andre, jeg kan lide: de skal helst være gode, bøgerne, så de ikke kommer til at stå imellem mig og menneskene jeg holder af.

Denne bog elskede jeg på omslaget fra dag ét

I tiden fra køb til læsning kom jeg i tanke om, at Lonni i venskabelighed engang havde tilsendt mig manus, Apple Mail sagde januar 2018, jeg havde været kritisk – men deraf erindrede jeg kun trædesten, intet af floden, og også dét afholdt mig fra at læse længere end de første par sider. Jeg ville, at bogen skulle være god, men havde længe ikke modet til at risikere et andet udkomme.

I dag tog jeg så en stabel tynde bøger med i seng sammen med morgenkaffen og lod dagen regne og vejret undskylde alt. Og måske var det den øverste – digtene, som den yngre digter endelig havde taget sig sammen til at debutere med, som jeg ud over prosadigtene ikke fattede en lyd af, som jeg havde spotlæst i og sprunget rundt i og hoppet frem og tilbage blandt – som foreberedte mig på ikke at lade mig kaste af den næste i bunken, min vens seneste bog?

Måske var jeg bare parat.

Verden ér ikke virkelig, jeg ved det godt

Jeg tænker ikke over det hele tiden, men i alle spørgsmål om fri vilje og politik og menneskelig uenighed og den slags kommer det op og fylder ikke meget mere end tiden, det tager at gennemføre eller ikke gennemføre argumentet om det; argumentet om tingen i sig selv et eller andet sted, ikke hér eller dér, men i sig selv, og om mig eller en anden, ikke hér eller dér, men tydeligvis erkendende og smertefølende og både på afstand af og helt opslugt af alting, Verden. Eksisterende og med tiltro til eksistensen.

Og så står det faktisk på siderne i den lille bog: Verden er ikke virkelig. Nej, ikke ordret. Men vanviddet, vort danske ord for maksimal afstand til Virkeligheden, er malet med pensel hen over alle sider. Hér er intet rigtigt. Her er intet forkert, eller upræcist, siderne lyser af generøsitet, så man man må undre sig: Hvordan kan vanvid ses som generøst?

Megen skønlitteratur er dualistisk mimesis

For de fleste mainstreambøgers tilfælde anses Hr og Fru Nogen ikke for stødklare eller formramte eller gennnemskinnelige nok til at håndtere komplekse repræsentationer af det virkelige, hvorved den til-salgbare skrift lægger fokus på nemme modpoler: det ønskelige versus det uønskelige, og så udspiller sig fortællingerne imellem de to.

Dén smalle vej er ikke befærdet i nærværende repræsentation af fraværet af repræsentation. Jo, det er klart at virkelighedens elementer i udgangspunktet må genkendeligt benævnes, men Nogen forventer altid totalt ejerskab over det genkendelige og at føle sig tryg ved at ekskludere ukendte sammensætninger, og i denne tekst har Nogen ingen hjemmel til eksklusion, for alting ér som det er.

Et enkelt fingergreb i Virkeligheden

Bogens karakterer kan føle sorg ved at være anderledes eller ikke-ideelle. Små beklagelser af ikke at være perfekt  er bitte små opvågninger til noget ideelt – repræsentationer af kortvarigt at have forstået noget, som aldeles modsiges i løbet af teksten: Der er intet at forstå, ikke med nogen sikkerhed, visheden, hvis den opleves, er kortlivet og erstattes snart af en trædestenshukommelse, mere optaget af at komme over floden end at bade i den, og bades der i den er dét dermed det virkelige, ingen kan ikke vinde for alt er sandt, erindringer er ikke bolværk mod smerten eller instrukser om levevis til fremtiden, erindringerne er NU, i alt der føles og mønstergenkendes med fasttømrede former eller udsathed for bestemte repræsentationer opsnappet fra andre, hér UFO’er, hér udsigters og farvers betydning, hér hvad andre nok har sagt og gjort, intet har større virkelighed end det sansede, selv ikke som spørgsmål om der eksisterer andet.

44 sider

gør TIKØB BRUGS til en fysisk lille og letlæst bog, men Eksistensen og dens ubønhørlige betingelser kan næsten rummes inden i den.

“Næsten”, fordi teksten alligevel til sidst viser sig at søge det fælles menneskelige og ønske sig forblændelse og ikke lade uforstanden hænge og gispe ud over klippekanten, noget skal stikke op i virkeligheden, som altid findes, måske titlens “Tikøb Brugs”.

Herved bekræfter teksten sin egen nødvendighed som tekst. Var teksten forblevet uden håb, kunne den måske have været et nihilistisk punktum, en bibel for de evigt grænseløse. Men fordi den ikke forbliver en nådesløs hengivelse til demonstrationen af hverdagens illusioner – et konstant forsøg på at værdiskabe, at sætte kød på minderne om repræsentationer af tilstande, der ufuldstændigt erindres (som trædestene i en flod) – træder den  tilbage fra at “gå til den yderste grænse” og dermed tilbage mod noget illusorisk kollektivt, til håbet om en bedre fremtid i fællesskab snarere end en enten/eller kamp for værdien af eksistensen alene på egen hånd.

I sin fremstilling af karakterernes sammenrimpede virkelighed med alt alt alt for mange kollektivt uafstemte detaljer ønsker TIKØB BRUGS (måske urealistisk) at give Nogen en grund til at være her, alene som et spørgsmål om, hvor langt ude hegnspælene sættes – med eller uden synderlig hjælp fra omgivelserne; med eller uden angst; med eller uden empati eller indlevelse. En repræsentativ virkelighed, som KAN udholdes – for hvor grænsen drages ér virkeligheden.

Dét er stor erkendelse.

Trygt og utrygt i samme hånd, helst

TIKØB BRUGS åbner en dør til formidlingen af Virkelighed. Ret ind i den af-verden, som usikker grænsesætning afføder. Tabet af kollektiv-Verden, der jo ikke er en fysisk død, men eksklusionens død – ikke på grund af villet selv-udstødelse, utilbørlighed, ønske om selvnedsmeltning, men blot at verdensblikket skifter oftere hos nogle end hos andre og mest ser egne forestillinger, egen mønstergenkendelse, egne behov og deres udtryk.

Det er sådan dét er: Enhver kan kun forsøge at få det hele til at hænge sammen efter bedste evne, og en del af dét er Hr og Fru Nogens illusoriske overfladeenighed, men for nogle må det ske på nogen fysisk afstand af andre mennesker, der har alt alt alt for stor overbevisning om, hvad som er virkeligt og hvordan det alt sammen skal se ud og gebærde sig…

Der er så meget ved denne bog, som er rigtigt. Og ikke noget forkert: Samtalen med Virkeligheden fører den modige selv. Hér ses hvordan.

___

TIKØB BRUGS, Lonni Krause
2018, 44 sider, paperback og ebog
find den bedste pris på bogpriser.dk

Author: krabat

digter, forlægger, oversætter, admin på kunstnerhotellet menneske.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Note: Commenter is allowed to use '@User+blank' to automatically notify your reply to other commenter. e.g, if ABC is one of commenter of this post, then write '@ABC '(exclude ') will automatically send your comment to ABC. Using '@all ' to notify all previous commenters. Be sure that the value of User should exactly match with commenter's name (case sensitive).

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.