Ensomme sokker

SOKKELAND [v.1.4]

1. Nogen spiser sokker i sokkeland eller har en fødevarekvote de opfylder ved hver tøjvask. Så og så mange sokker behøves totalt, og da hverken medier, rygter eller ens mor eller kæreste har konstateret en forøgelse i antallet af forsvindende sokker, må man formode, at bestanden af sokkespisere med hver en ny vaskemaskine tilsluttet vand og strøm blot får nyt land at høste fra – proportionelt med tilvæksten af sokkenødige mennesker.

2. Min ven havde en oplevelse med en vaskeklud, han fandt den i  en rist ved gulvet, den sad fast i et af hullerne i risten, hullet var ikke stort nok til at slippe kluden igennem, men en sok kunne være kommet igennem, det er et naturvidenskabeligt hul, sagde jeg og mente en naturlige forklaring, én der tillod sokkerne at komme ud af huset, men tænkte ikke på, at det var et pres på at skulle anerkende, at også andre ting forsvinder. Og at væsener, som ikke er mennesker, kan have brug for ting. Men faktisk synes jeg dog ikke, at så meget andet forsvinder med samme grad af uforståelighed. Og samtidig mener jeg, at der logisk må være flere forklaringer på det samme fænomen, med mindre det selvfølgelig i sig selv er et naturfænomen, måske oven i købet sin egen naturkraft. Men okay. Uanset, hvordan man ser det og hvor man ser det fra, kan sokker ikke slippe ud på egen hånd, så at sige, derfor må konklusionen være, at de blir hentet. De blir hentet!

3. Dem, der er seriøst udenfor, er dem med ene hvide sportssokker, helt ens sokker. Frekvensen af opmærksomheden på sokker, der forsvinder, falder jo på dén konto, ikke?! Den slags menneskers virkelighedsforståelse strækker sig over måneder, og ikke uger som os andre. Og de kommer til bevidsthed om deres egen forundring over så mange sokker, de behøver at købe for at have nok mellem tøjvask… med ét bliver de forstået af en anden, der har bemærket det samme, og derfra vokser de i erkendelse over sokkers-forsvinden, læs bindestregen og pluralis, de har ganske enkelt ingen opfattelse af par. At købe indlysende sokkepar for at teste mulig forandring i forsvindingsfrekvensen vil være en outsideraktivitet, lidt som teenageoprør. Gad vide om ikke der blandt de ens-købende vil være naturvidenskabeligt eller humanistisk vidende, som kan fortælle om betydningen af at betragte fænomener og hvad der sker med dem, White Punks On Dope, ikke?! Nej, søde drenge og piger med ens sokker vil de alle være. Eller det ér bare det nemmeste. Eller måske er parfred en cool-fed-syg dimension at befinde sig i. Ikke nødvendigvis nem at komme ind i, men det lader sig gøre. Noget solipsistisk, men hva? Dér er aldrig nogen usikkerhed omkring hvilke sokker der matcher til noget eller om sokkerne bliver siddende som de skal under alle kritiske omstændigheder. Ensartede sokker er trygge sokker, det passer. Men ensartede sokkebeholdninger er trygge sok-ke-be-holdninger. Beholdninger – som kun fordrer én stillingtagen: At huske, hvor man lagde den ledige sok. Så den anden, når man finder den, gir et lige tal igen.

4. Har man hørt om fænomenet fra før den elektriske vaskemaskine? Næppe fra vasken i floden eller balje, men givet fra det automatiserede, lukkede vaskerum, ja. Gryde, gruekeddel, vaskemaskine. Dér, hvor man ikke har kontakt til tøjet. Fokus på enkeltsokkers forsvinden er en ubevidst konkretiseren af menneskenes dødelighed. Det er sådan vi minder os selv om, at vi skal dø. At intet varer ved. At lyset for enden af tunellen reelt skinner i sokkens anden ende. Nej, seriøst. Der ér f.eks. ingen eventyr om manglende sokker. Eller hoser. Alt mulig andet forsvinder. Men ikke sokker. Man kan gøre alt muligt med dem, men de tilhører den enkelte. Og de er værd at erhverve sig, og smøre farve på, og sælge, og strikke, og give videre, når de bliver for små. Og det er ikke de varmeste sokker, dém man giver videre. Det ér ikke eventyret, der stjæler menneskers sokker, et eventyr er ikke konkret.

5. Vi har mange lignende fænomener. En rose minder om noget, ellers findes den ikke. For individet. For et kollektiv. Som at sejlskibene ikke var synlige for de indfødte, før de forstod funktionen. Imens vældet af fremmede mennesker delte af deres medbragte kollektivitet, er synligheden for både enkelt indfødt og hele samfundet givet vokset. Man ser den indfødte sømand for sig; som styrmand; som kaptajn. Det store vand er nu et andet vand, kysten en anden kyst. Man kan ikke vide, hvad man mister, før man har mistet det. Ting, steder, væsener, tilstande og begivenheders betydning kommer ud af eget bekendtskab og overdragen historie. Gentagelsen styrker opfattelsen af værdi, høj værdi, lav værdi og alt derimellem. Det man kan tro på, er sikkert. Ubehageligt sikkert eller behageligt sikkert. Sokker forsvinder, dét er sikkert. Sokker forsvinder enkeltvis. Det er foragt for liv ikke at værdsætte sådan vished. Sådan konstans er sjælden.

6. Første gang man tæller sokkerne, har kun et lige antal betydning. Al besværet begynder, hvis der ikke er. Med mindre man har lutter ens sokker. Eller kun har én fod. Eller man kun har én fod og er kommet til at købe højre/venstresokker. Eller foreløbig kan nøjes med én ren. Det er ikke kun smerte.

7. At en sok mangler er uden betydning. Især hvis det er nymåne, for så kan alt være tyndt eller spinkelt. Eller det er halvmåne i tiltagen – bare tæer i tyrkiske snabelsko er association nok. Eller det er fuldmåne, hvilket burde være svar nok. Eller det er sortmåne, hvor alt er tilladt. Alt burde være tilladt al-tid.

8. Mennesker har altid kendt til fænomenet. Sokker forsvinder. De forsvinder ikke kun i vaskemaskinen, eller gruekedler, eller i bækken. De forsvinder alle mulige steder fra. Men ja, det ér altid kun den ene, der forsvinder. Måske en sok svarer til et måltid? Eller en kvote? Eller religiøs handling? Eller den naturlige konsekvens af at afgive opmærksomhed under vasken? Men det ér bemærkelsesværdigt. I det mindste hvis sokkerne forsvinder fra maskinen og ikke fra vasketøjskurven. For så er det noget, der bryder sig om eller accepterer 40-60˚C, for varmere eller koldere vasker man ikke de fleste sokker. Det ér ganske enkelt noget, der tager dem. Jeg ved ikke hvad.

9. Hvad nu, hvis det er en gud? En gud, der får en sok for hver, hver tredje vask? Henter den selv, som betaling? En slags vaskemaskinens ånd. Eller åndelige varmemester. Som behøver sokker som betaling. Eller måske er det brudte par prisen for at benytte maskinen, en slags stoflig betaling. Energiomsætning på det psykiske plan, prisen for fysisk renselse. Men skal man så ikke betale for andre ting, man bruger? Det er ikke noget mennesker generelt diskuterer, så måske gælder det kun vaskemaskinen. Måske er der noget særligt ved vaskemaskinen. Det nytter i hvert fald ikke at fodre den med de manglende andre sokker. De er altid tilbage efter endt vask. Og andre forsvundne.

10. Sokker kan noget særligt. Eller der er noget særligt ved sokkers funktion eller spejling, eller symmetrien udfordrer noget ved sin konstans.

11. Er sokker civilisationens indgang til et kontrolleret univers? Så er forsvindende sokker vaccinationen mod letargi. F.eks. er zen aktiv handling par excellénce.

12. Ja, handsker forsvinder også én ad gangen, men de forsvinder forståeligt – man trak noget andet op af en lomme, eller greb ikke fast nok om begge handsker holdt i samme hånd, eller man tabte den man havde mellem tænderne og det var mørkt, eller man må have stukket den ved siden af tasken. Sokkerne forsvinder uforståeligt.

13. Alle mennesker kender til problemet med sokkerne, der forsvinder. Den ene sok forsvinder, den anden er dén, der blir tilbage. Og pludselig er det selvklart den anden sok, der er forsvundet, og den hér den eneste, man har.

14. Det er da kun sokkebrugende liv, der kender til problemet. hvilket vil sige, at en form for eksistens eller liv på et andet plan kører parløb med alle sokkebærende enkeltindivider. Det ér sgu da skræmmende!

15. Bor man på savannen i Afrika, fatter man ærlig talt ikke hvad alt det her handler om.

16. Et egensindigt væsen med sikkert uendelige udstikkere, en andendimensionel søstjerne. En sugende høster af energi. Sådan er sokkeland. Det holder alle på tæerne.

17. Sokkeland er en tesserakt, hvis punktindkredsninger ikke fremviser sitcom-klicheer som dramatiseringer af stofs entropi, men sagt helt uden forenkling er udgange til vaskemaskiner. UDgange, fordi de ikke behøver være fysisk større end den magt, der henter den-anden-sok – om det så er et væsen eller noget andet, der er tiltrukket til vore fodvarmere. At opleve berøvede ejermennesker trænge tilbage igennem vaskemaskinepassagerne er næppe heller så interessant. Det nemmeste for begge parter er faktisk, hvis passagerne er rent teoretiske, men udelukkelsesmetoden siger, at der må være noget. Der kan ikke ikke være noget. Der må være noget, som kan forklare, hvor hver eneste den-anden-sok bliver af. Alt kommer for en dag.

18. En dimension, der har ind- og udgang i eller omkring vaskinen eller måske tillige vaskekurven i hjemmet hos alle mennesker, der så vidt de ved fylder sokker i lige antal eller naturlige par i maskinen.

19. Det nytter intet at stå parat til, når dørlåsen siger klik og så flå lågen op for at tage nogen i det. Ål formerer sig heller ikke ikke fangenskab. “Ål i sokkerne”, fangede I dén?!

20. En almindeligt forekommende problematik – den manglende sok som noget almindeligt forekommende, der udelukkes af almindelig naturvidenskabelig forståelse. Og modsætter sig kontrollerede forsøg, problemet forsvinder når man stirrer. Og vender tilbage, når det ikke holdes fast i lyset og stilles løsningsforslag til. Og søges sammenlignet med andre problematikker. Og så videre. Egentlig er det vel bare god skoling, som alle er tilfreds med.

21. Der er intet af det, som giver mening for de barfodslevende, som eksisterer uden for en sådan virkelighed. Noget lig at leve med facebook eller udenfor. Begge kender til forekomsten af den anden. Men begge kender sin egen position bedre, fordi dén føles sikrere end den anden. Begge vil helst bare være hjemme i verden. Opfinde den selv. Gå vejen selv.

22. Sandsynligheden for, at én af to matchende sokker forsvinder fra den samme vask må betragtes som 50%, når man ikke kender en statistisk sandsynlighed for en given soks forsvinden og som folkeviden samtidig forudsætter, at de ikke forsvinder, hvis de er optalt og parret forud for vasken: Enten er én af dem forsvundet, eller også er begge der stadig. Sandsynligheden for at to matchende sokker forsvinder fra den samme vask er astromonisk usandsynlig. Man kan forsikre sig om det ved at placere to matchende sokker i maskinen en ad gangen snarere end som del af en bunke. Altså, ér det faktisk nogen sinde sket i vaskemaskinens historie, at et helt par er forsvundet?! Man kommer ikke uden om at spørge, hvad der bliver af dem. Halvdelen af sokkerne. Summen af masse i universet er konstant. Men hvor distribueres massen af halve par hen?