Digter: Jeg er fucking vred på mine forældres generation

jeg håber, at Yahya Hassan – efter lidt startvanskeligheder i mediemotoren – kan få lov til simpelthen bare at være stemmen, der giver ord til en opsparet vrede både blandt danskere og muslimer: At man i et demokratisk og civiliseret samfund med talefrihed OGSÅ sætter ord på de problemer, man selv har med at overholde love og regler. Ikke mindst de regler, der styrer menneskelig adfærd. At forældre op til midt-80’erne også i Danmark bankede deres børn sønder og sammen af frustration er i dag for en stor del afløst af oplysning om betydningen af empati. Og dermed af en forståelse af, at empati ikke er en statisk størrelse, men noget man arver fra såvel forældre som det omgivende samfund.

HVAD der dog er mirakuløst ved Yahyas digte er, at hans vrede overvejende er rettet mod hans egen religiøse kultur og ikke mod danskernes i mange tilfælde misforståede omsorg og efterfølgende vrede over, at de omsørgede ikke rullede om på ryggen og sagde tak.

I en kultur som den danske, den nordiske, den europæiske, taler vi om hvordan vi har det – og lærer derigennemi os selv og hinanden at kende på en sådan måde, at direkte psykiske og fysiske overgreb mindskes. Det kunne lyde som om Yahya er mere dansk i dén henseende. Eller også er han bare den første danske digter af indvandrerbaggrund i moderne tid, som har turdet forlade sig på Talefrihedsretten? Som tør tro på og have tillid til, at kunsten er det eneste rum, hvor absolut sandhed er en betingelse snarere end et muligt fremtidigt resultat?

I hvert fald, stadig Velkommen til din fremtid. Jeg håber, dit syn forbliver klart, og din vrede en lysende flamme, der ikke brænder dig selv op, men oplyser hjørner i den menneskelige natur, som behøver! at blive oplyst, hvis Projekt Menneske skal fortsætte med at lykkes.