Rytmisk Dansk, musik af pauser i digte

Pausens Musik er den eneste musik, der findes.

Share

Jeg er håndværker og digter, og har skrevet og udgivet siden 1985. Hele mit skriveliv (først ubevidst og siden målrettet) har jeg arbejdet på at synliggøre pauserne i mine digte – først for mig selv; og igennem de sidste 12-14 år med en vished om læseren. I dag kunne jeg godt tænke mig at præsentere lytterne for vejrtrækning – og dét fra en ret nørdet vinkel: vejrtrækning som tidsmaskine, oplæsning af digte som tidsrejse tilbage og ind i et andet menneskes krop.

Lad mig begynde sådan hér: Et digt er en opsætning af ord i form, populært sagt “knækkede linier”, men ikke altid. Men derudover ligner digte digte lige så meget som musik ligner musik: Digte har sin fire-fjerdedels-pop, sin free-form-jazz med soli, sine orkestrerede symfonier og kvartetter, sin skabede rock’n’roll fuld af  attituder osv. osv. Og som med musik, og billedkunst og alle andre dedikerede udtryksformer, handler også digtning om idealet om “det hele menneske, der udtrykker sig”.

For en øvet digter, er intet tilfældigt. Tager man således for givet, at digteren i sit digt virkelig har en mening med valget af ord-som-lyd og sin opsætning af ordene med tegnsætning, indrykninger og liniebrud, kan man – ved at betragte teksten som et vejtrækningspartitur, en angivelse af pauser og pausernes længde – så at sige prøve digterens krop på.

Herved kan man få den glæde at opleve, at digte, som på indholdsplanet ikke siger én noget, pludselig bliver meget nærværende: Åndedrættet iklæder digtet en egenværdi, der er lige så uafviselig som et menneske, man sidder fast i en elevator med.

Modsat kan man også miste et digt: Læser man et velkendt læst digt højt for sig selv for første gang, og oplever meningen uforståeligt blive imodsagt af tekstens åndedræt, vil denne indbyggede selvmodsigelse for evig blive en del af teksten.

Rytmisk Dansk

Omkring år 2000 nedfældede jeg mit notationssystem over pauselængder og kaldte det “Pausens Musik”. Igennem årene har jeg af og til undervist i digt og poesi for forskellige daghøjskoleelever og for eleverne på Esbjerg Forfatterskole, og ofte præsenteret disse unge mennesker for tanken om, at pauser i tekst kan have varierende længde. Og jeg har haft privatelever og undervist i konsistens i oplæsning af egen tekst: På 45 minutter cirka kan jeg bibringe unge digtere overensstemmelse mellem mentale og følelsesmæssige intentioner og deres egen krop, til gavn for dem selv som skriver, ved sceneoptræden og for læseren i enrum.

Der er intet mystisk ved det. Pausens Musik, eller Rytmisk Dansk, som jeg kalder det i dag, er blot én af sikkert mange måder at forholde sig til oplæsning på – men en måde, der direkte kalder på musikalitet og lydhørhed:

Som læser og oplæser skal man forstå betydningen af forskel i varighed for eks. et punktum og et komma. Med sådan forståelse vil man kunne læse/oplæse rytmisk og melodisk på præcis samme måde, som når klaver-elever ikke længere skal tænke over at placere fingrene, men bare spiller sangen, som angivet af komponisten på nodepartituret.

Når man siden kender sangen eller teksten rigtig godt, og forstår dens opbygning og indre mening, kan man gøre den til sin egen – nu kender man jo udgangspunktet. Det kaldes at frasere.

Jeg har principielt intet imod frasering, især ikke, hvis det foretages kongenialt – indlevet medlevende. Men når jeg igennem årene, uden for undervisningssammenhænge, har præsenteret Pausens Musik, har folk sjældent været lydhøre.

“Jamen, jeg har da selv betalt for bogen! Ingen skal bestemme, hvordan jeg skal læse den, eller læse op fra den!”

Tja og ja og nej, og det står dig frit for. Digtning er bare sjældent fortælling, som en roman er fortælling – romanen set som en historie, der bor i ordenes beskrivelser af psykologiske tilstande, møder og steder, både de sagte, de usagte og de fraværende, hvor åndedrættet hos modtageren kun skifter med fortællingens dramatiske niveau.

Digtning er sjældent decideret dramatik, men ofte bestræbelse på sprogkunst, hvor alle især usynlige faktorer skal spille en rolle – essensen bor gerne andre steder end i ordene, og rigtig meget formidles via pauserne, som for læseren bliver til en puls, en rytme, et åndedræt.

Derfor er det så vigtigt at tillade sig selv at trække vejret med teksten og med digterens intentioner. Flytter du dig ikke hen mod digteren, er teksten KUN din. Du mister at komme gennem spejlet sammen med digteren – og bliver stående foran det, mens du kun ser dig selv – ikke den verden, som digteren tilbyder.

Et lynnedslag

Ved et tilfælde for ganske nylig skruede jeg over på DR P1, and lo and behold: En eller anden talte om, at Søren Kierkegaard for 200 år siden… havde skabt et tilsvarende notationssystem – “Interpunktion”, kaldte han det (det betyder sådan set bare ‘tegnsætning’) – med formålet at fastholde skuespillere i at læse op som han selv. Kierkegaard mente om sin egen oplæsningsevne, at ingen gjorde det bedre end han – og det skulle ingen snydes for, selv ikke efter hans død…

Kierkegaard var … i høj grad sprogkunstner, en minutiøst bevidst sådan, og han udnyttede stilens muligheder forskelligt i sine skrifter. Optegnelsen ‘Noget om min Interpunktion’fortæller om hans intention: at hans prosa skulle tale ikke blot til tanken, men også sanserne: øjet, øret, rytmesansen. ‘Jeg tænker mig bestandig en Læser der læser høit’ siger han, og for rytmen kunne for mange punktummer eller et komma for meget være ødelæggende; han ‘lever i stadig Strid med Sætterne, der velmenende sætte Comma overalt’. Kierkegaard var, som han sagde, forelsket i sprogets lyde. Han vidste, at de ubetydeligste nuancer havde betydning og kunne sidde hele timer og lade tanker og sprog arbejde i sig, ‘ak, som en Fløitespiller underholder sig med sin Fløite’.

I forbøn for originaludgaven
Om modernisering og bearbejdning af klassiske tekster

Om end mange siger, jeg læser godt op, postulerer jeg ikke samme selvfølgelige overlegenhed som Kierkegaard – og på 200 år har slampoesien, rap og hiphops fremvækst i Danmark skabt et forholdsmæssigt stort antal rigtig, dygtige optrædende at sammenligne sig med – men med det kropslige fokus, som Pausens Musik tilbyder, kan jeg oplæse selv afdøde digteres værker konsistent.

Jeg bilder mig ind, at jeg i vejrtrækningen er i kontakt med en del af en … sjæl, som lever videre gennem originalteksten – det være sig mit gamle jeg eller en anden digter, nulevende eller afdød. Det er ikke kun digterens intellekt og følelse, der træder frem, men også digterens krop, og dermed kroppens erindringer om frygt og sorg og glæde og eufori, som har været medvirkende til at afføde den pågældende tekst. (Valget af vejrtrækning ved oplæsning kan således siges at supplere faktaoplysninger om mennesket bag værket – om end på et dybt, måske tavst vidende, kropsligt niveau.)

Mine værker har nok ikke samme holdbarhed som Kierkegaards, men for dén der virkelig ønsker at mærke, hvordan det i digterens realtid ER at være mennesket, der skriver sit digt, er det væsentligste sted at begynde at tillade adgang til sin egen krop, når man læser i digteres værker – ved at læse dem op for sig selv, som de står angivet på papiret. Derved bliver Pausens Musik en form for tidsrejse ind i et andet menneskes krop, og tidsmaskinen at trække vejret som digtet.

Afslutningsvis

Pausens Musik, og den uforanderlighed af tekstbilledet, som digteren behøver for at kunne overføre intentioner og krop til nuværende læsere og senere generationer, førte mig i et næsten ensidigt slagsmål med epub-industrien: Ingen forstod eller forstår, at elæsersoftware IKKE MÅ autoombryde digte – heller ikke bare “lidt”, som var et forslag flere kom med.

Ebogsformatet EPUB er kun lavet til romanforfattere og kun som et middel til at sælge flest mulige historier. Op i røven med dem med behov for statisk billedoverlevering – matematikere, billedforfattere, programmør-forfattere, og ja. Op i røven med digterne.

I den digitaliserede forlagsverden kan man ikke findes som digter, som formbeskrivende, hvis man insisterer på  fremover, i alle læsningsrum, at måtte trække vejret som sig selv.

Det er muligvis kun et spørgsmål om tid, før softwarebegrænsninger ikke forhindrer digterens udfoldelser på den måde, papiret kan tilpasse sig en tekst. Men det sker nok først, når tilstrækkeligt mange har påpeget, at det ikke duer at klippe digterens håndværk og lungeværk i stykker – og dér er nok lang vej endnu.

Indtil da må digteten fortsat ud på papir. Ved at bevare mennesket statisk i sin samtid, sørger papiret for, at fortiden bliver ved med at findes, at digterens intentioner bliver ved med at findes til alle, der har lunger og vilje til musik af tekst.

Og det er godt. Det er brandgodt.

domænerne rytmiskdansk.dk og pausensmusik.dk er købt 2013, men hold da fast et travlt år, det har været. 2014 sker der mere. Måske en bog. Foredrag og undervisninger, hvis nogen kalder.

Nyd i mellemtiden og altid at trække vejret. I følgende lille video siger Social Neuroscientist Tania Singer, at vejrtrækningen aktiverer en del af hjernen – den intraceptive cortex eller den insulære cortex – som er udspringet for empati, for effektiv resonans. (04.07)

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.