Breatharian; at leve uden at spise eller drikke

Tillid er godt, men er det et overlevelsestræk? Kan man overleve at have tillid til ikke at spise eller drikke?

Da Ernalise Royer, efter vi ikke havde mødtes igennem nogle år, tog imod invitationen til receptionen på min 50-års fødselsdag, gjorde hun mig klart, at hun arbejdede hen imod at blive breatharian og derfor kun spiste frugt. Jeg blev nysgerrig efter at vide, hvordan et menneske forholder sig til så omvæltende en forestillig som IKKE at indtage føde eller vand. Ernalise indvilligede i at lave et email-interview.

Kenneth Krabat: Okay, Ernalise, her følger en række spørgsmål – du kan ordne rækkefølgen som det passer dig.

Ernalise Royer: Du skriver til slut, at du er mest interesseret i svar, som er personlige, men nogle af spørgsmålene du stiller, kan ikke besvares af een, som ikke er breatharian endnu. Så en del af svarene er, hvad jeg har uddraget af andres beskrivelser.

Kenneth: Da jeg for en del år tilbage var taxachauffør, havde jeg en kunde, der så ganske forfærdelig ud. Hans fingerled, knæ og albuer var tykke udposninger, hans ansigtshud forekom fortykket, samtidig med, at den var indsunken over kindbenene, øjnene lå dybt i hulerne. Da jeg spurgte, hvad han fejlede, fortalte han ganske lige ud af posen, at han havde forsøgt at faste i 40 dage, “som Jesus”. Han krop havde mistet evnen til at rense sig selv, og hans muskler var langsomt ved at atrofiere, hvilket inden længe ville placere ham i en rullestol uden evnen til at bevæge sig.

Ernalise: Det ligner en syncronicitet, at du fortæller mig den historie. Min niece er gift med en amerikansk mand, som er sådan en slags aktiv kristen. Han har gennemgået en 40-dages faste og har ikke taget skade. Jeg prøvede at fritte ham ud om det, men fik kun vage svar. Der dukker strømninger, bølger af information op, som går verden rundt, skyller ind over menneskers opfattelsesevne og nogen opfanger dem. Det er synd for den mand, at han ikke havde lært at lytte til og respektere sin krop, og ikke bare buse frem med en ide. Stakkels ham. Men vi ved ikke, hvordan det endte.

Jeg har aldrig glemt min kundes nøgterne svar. Han havde været overbevist om, at han gjorde det rigtige, men han tog fejl eller noget gik galt.

Der er 7 milliarder liv på denne planet fuldstændigt forskellige fra hinanden. Enorme mængder erfaringer gøres her på jorden og langt fra alle erfaringer kan bruges af alle. Dette er især vigtigt at erkende, hvis man har en drift hen mod at titte udenfor den gængse fysiske videnskab og de store brede massers enighed om, hvad der er virkelighed. Og jeg vil tilføje ‘virkelighed for mennesker i den vestlige civilisation’, for det er et meget begrænset felt der spilles på her, nemlig hvad der kan måles og vejes. Den virkelighed kan skabe værdi ud af tanker og denne værdi kan skabe nye værdier og nye tanker. Og den kan bruges til fantastiske ting. Og den kan bruges til at anmasse sig magt over masserne og manipulere den i sit eget fordel. Derfor er den virkelighedsopfattelse så besnærende for de fleste mennesker og den går sin sejrsgang kloden over med en del ødelæggende effekt.

Jeg udfolder min virkelighedsoplevelse i en verdensopfattelse, som forudsættes for at kunne forklare visse ting. Jeg opfatter den som et sæt navigationsredskaber. Det meste kommer fra hinduismen. Jeg har hentet en del af ideerne fra Gurdjieff/ Ouspensky, theosofferne (som igen har det fra hinduerne) og forskellige yogier og jeg har lagt mærke til, at der af og til bliver refereret tilbage til min barnetros kristne bibel. Læsning af og kontakt med forskellige kanaler for det højere Selv har uddybet kendskabet. Internettet har virkelig sat skub i tilegnelsen af disse ideer. Jeg har ikke verificeret en brøkdel af det, så jeg må nok bekende, at min søgen for nuværende er trosbaseret.

Hvad angår kendskabet til mig selv, har jeg brugt lange perioder af mit liv på at uddybe det, afbrudt af perioder af et mere overfladisk liv. Off-perioderne har tit resulteret i sygdom og da jeg ikke har haft særlig meget fidus til den klassiske vestlige medicin, har jeg lært mig selv en hel del forskellige alternative helbredelsesmetoder for at blive rask igen. Dette har skabt en revne i verdensbilledet, som krakellerer mere jo længere jeg går ind i meditationen og længselen efter “sandheden”.

EN HURTIG OVERSIGT OVER MINE FIXPUNKTER OG MYTER:

  • JEG ER et multi-dimensionelt væsen – alle mennesker er multidimensionelle – det er den del der adskiller sig fra dyre-, plante- og mineralriget, som dog er kollektivt flerdimensionelle.
  • Dimensionerne adskiller sig i grader af frekvenser fra nederst som meget langsom, tung, mørk til øverst hurtigere, lettere, lysere helt op til en oplevelse at alt er et. Der er mere efter det, for vi snakker evighed her, men det har vi ingen beretninger om.
  • Alt levende livs udvikling er kontinuerlig, hvilket vil sige at vi alle stræber mod højere frekvens/ lyset. Udviklingen kommer i en uendelig variation af udtryk.
  • Hele universet er fyldt med liv i alle frekvenser.
  • Jorden er det eneste sted, hvor højfrekvente (sjæle) kan få oplevelser af en tilværelse som fysiske individer. For at få tilknytning til Jorden skal frekvensen helt ned for at individualiteten kan tage form. Derfra stræber sjælen (denne individuelle energisignatur, som du længere nede så smukt formulerer det) gennem alskens jordiske oplevelser i mangemange inkarnationer og tilbage til den ikke-fysiske tilstand. Men først skal lykken manifesteres for livet på jorden, altså den højeste frekvens skal også opleve fysisk inkarnation.

HVOR JEG ER NU I FEBRUAR 2013:

Siden august 2012 har jeg levet mest af frugt ugen igennem. På arbejde spiser bossen og jeg sammen. Jeg laver hans mad og så spiser vi. Men på min tallerken ligger der frugt. Jeg ændrede indholdet på tallerkenen gradvist fra grønne ting (avocado, sugarsnaps, spinatblade) til frugt (mango, granatæble, melon, blåbær, sharonfrugt…….) I starten lavede jeg store portioner og gradvist har jeg mindsket dem.

Der har i de 5-6 mdr. der er gået været masser af undtagelser, hvor jeg både har spist kød, fået lidt vin og brød. Raw food cheesecake med gulerodssaft har været afløseren for kaffe og kage. Jeg elsker kage og har fået en del gulerodskage også. Som du kan se, er jeg nok stadig lidt sukkerafhængig.

I skrivende stund er jeg midt i endnu en 8 dages faste. Efter den vil jeg gøre mere ud af meditationerne og eksperimentere mere med, hvad der gør mig lykkelig. Det er der energien ligger.. Jeg har ydermere fået mig en breatharian akolyt veninde, som jeg meget håber vil holde ved en stund, så vi kan støtte hinanden.

Forestillingen om at leve uden at behøve at spise er en fascinerende tanke. Ingen fattige, der behøvede at sælge sig som slaver for at overleve eller udpine jorden i ugæstfri egne; ingen narkotisering af hele befolkninger gennem tilsætning af sukker og gær til fødevarer. Godt nok ville vores økonomiske system bryde totalt sammen, hvis ingen behøvede at spise, men det ville komme på fode igen. Og efterfølgende ville Jorden ikke i samme grad være belastet af trangen til at rydde arealer til dyrkning. Dyrene ville kunne trænge sig på igen. Biodiversiteten kunne vokse og gøre det mere interessant at leve. Vore holdninger til hinanden ville sikkert også forandre sig. Måske ville den mindskede kamp for livets oprethold ændre vores forhold til eksistensen. Måske ville vi kunne fokusere på nogen af de psykiske evner og relationer til omverden, vi ikke har fået udviklet, fordi vi stadig kæmper voldsomme kampe med os selv og hinanden for regelmæssigt at få noget at spise.

Ja tænk – ingen køkkener, køkkenredskaber, spiseredskaber, produktion, transport og forhandling af fødevarer, spisemøbler, restauranter, ingen kogebøger, -programmer, kokke, kokkeskoler. Ingen tanker om spisetider og kampe om hvad vi skal spise til jul. Ingen kure. Færre sygdomme – måske ingen. Og måske ingen toiletter, kloakker fyldt med afføring indeholdende medicinrester og andet giftigt slam, toiletpapir, WC-rens, som skylles ud i havet. WC-sædebetræk og andet tilbehør til WC-kummens forskønnelse. Ingen plastik der ligger og flyder rundt i havene til stor gene for dyrene. Ingen ubehagelige kropslugte, som skal camoufleres af parfumer og sæber. Ingen psykiske sygdomme som følge af madrelaterede ubalancer.

Men for at komme den vej er der visse erkendelser, der skal gøres, og alene disse erkendelser skaber adgang for individet til den iboende logiske moral, som vil være grund til store forandringer i menneskehedens samfund. Den udvikling har accelereret over de sidste årtier og vil brede sig. Der er selvfølgelig også den fysiske lov på Jorden, at alt kommer i perioder og cyklusser og der er den mulighed, at bølgen vil trække sig tilbage igen. Indtil da er det bare om at smede, mens man kan.

At ændre vaner, der tilsyneladende er nedlagt i biologien, forekommer mig dog svært, ikke mindst hvis man er omgivet af mennesker, der til døden forsvarer deres egne overbevisninger.

Ja, den rigtig store udfordring ved at tilstræbe madfrihed er det sociale aspekt. Det er et herlig udstillingsvindue af temaer, energilækager, afmagt, alle de ting der blokkérer for energiens frie bevægelse i og imellem alle energilegemerne. I det afsnit oplever jeg ønsket om at leve sammen med andre madfri, så jeg måske ville få det nemmere.

Som et af de mennesker, der ikke har været den helt store nyder af mad og heller ikke har drukket så meget vand hele livet, så kom det bag på mig, hvor svært det pludselig var, da jeg endelig stod ved skillevejen. Selv om jeg sagde til mig selv, at jeg bare kunne nøjes med at prøve det af i nogen måneder eller et år, så bremsede kroppen op, som en forskrækket hest. Og her var Akahis blide og kærlige anvisninger en kæmpe hjælp.

Min optagethed af ideen gjorde, at jeg fem uger før jeg skulle afsted på retreat med Akahi, helt mistede lysten til almindelig mad og blev helt råkostspiser.

Jeg oplever en masse kærlig omsorg og bekymring fra venner. Dem prøver jeg at berolige så godt, jeg kan. I det forsøg har jeg ofte overgivet mig og taget noget mad, så de kunne se, at jeg ikke var helt væk endnu. Og jeg forsvinder jo ikke, jeg kommer mere til stede. Det er der også nogen af vennerne, der kan se, og de bliver mere rolige.

Jeg ér skeptisk i forhold til at forandre på menneskekroppens grundlæggende behov for revitalisering gennem indtagelse af kendte proteinkæder, fordi disse behov er ældre end den form, som menneskekroppen har.

Skepsis er en god evne at have, men den får også ting til at virke umuligt. Man har hjerne, hjerte, instinkter, intuition og sund fornuft – alle skal bruges for at opnå grad af højeste bevidsthed. Alene det at du ikke bare har afskrevet mig som afsporet galning, men gerne vil høre, hvad der får mig til at handle sådan, tyder på, at du gør godt brug af dine evner. Men det vidste jeg jo i forvejen. Sjovt for egentlig kender vi ikke hinanden så godt, men alligevel føler jeg, at jeg kender dig.

De fysiske processer hører til en lavere frekvenshastighed. Idet vi er multidimensionelle væsener, har vi muligheden for at trække højere frekvenser ind på dette plan. Den process har menneskeheden “arbejdet” hen mod fra starten og der er en del der mener, at det er tid til at høste frugten af alt arbejdet.

Når jeg i dag hører om breatharians, der tilsyneladende får dækket alle behov ud af det blå, tænker jeg derfor straks på min gamle taxakunde. Jeg tænker, at for flertallet af menneskene gælder det, at menneskekroppen jævnligt behøver optag af sukkerstoffer, mineraler, vitaminer, aminosyrer, fedt o.a. for at kunne gendanne celler, gendanne og rense blodet, og dermed forsinke nedbrydningen af kroppen og hjernen.

Breatharians siger, at vi lever på trods af, at vi spiser. Kan de huske den oprindelig kropsviden, beretter de om nogle erkendelser om at kroppen bruger mere energi på at fordøje maden, end maden skulle forestille at give. De siger så, at den energi, der mangler i det regnskab, kommer fra prana. Og her går så den prås op, at det slet ikke er maden, der giver hverken byggesten eller energi, men en iboende direkte kanal til skabelsen. (Vi er skabt i Guds billede.)

OK – der er forskellige udtalelser fra forskellige breatharianere. Her er et par af dem.

Een mener at

”man grundigt skal rense ud og nedtrappe og finde frem til den rette indstilling og at det intet har med åndelighed at gøre. Yoga er ikke nødvendigt, ej heller bekræftelser og bøn.”

En anden:

”Hvis man kaster sig ud i en faste direkte fra at spise visse fødevareemner, som især er de giftige brændte olier og stivelser, harsknede fedtstoffer i animalsk fedt og nødder, gær, svampesporere, raffinerede sukre o.a. som bliver hængende i kroppen som giftdepoter, fordi organerne bliver overbebyrdede, så render man ind i alvorlige problemer. Man er nødt til at tage det lag for lag og varsomt vænne kroppen af samtidig med at man foretager tarmskylninger, leverskylninger, sveder og masserer giftdepoterne ud lidt efter lidt for ikke at overbelaste kroppen med for store mængder frigiven gift i blodstrømmen ad gangen.”

Psykiske og åndelig udredninger skal arbejdes med for at løsne spændinger, som ligger og blokerer for livskraftens uhindrede gennemstrømning i kroppen. Dette er at arbejde i den kendte virkelighed indenfor overbevisningernes revir. Man går ind på væsenets betingelser og arbejder med det, der hvor det er.

Man starter med at arbejde på det fysiske plan, Med de ting man kender. Giver slip på dem. Vinker farvel til dem. Opdager at tingene ikke er, som man troede og må vænne sig til med jævne mellemrum at stå forvirret på bar bund og ingenting vide. Lære at sætte den ene fod foran den anden ind i uvisheden, trodse frygten for at lade sine gamle overbevisninger bag sig og opdage nye livgivende områder i sit væsen. Genfinde sit Selv.

I den 8-dages-process, jeg var på, var der dog flere, der kom direkte fra at spise almindeligt med regelmæssige måltider med kød og stivelse og de havde ikke engang nogen ubehagelige reaktioner på fasten. Så hvad skal man tro? (De er så heller ikke madfri endnu.)

Hvordan klarer en breatharian sig uden kroppens gammelkendte byggesten?

Breatharian betyder, at det sidste du holder op med er at ånde. Det betyder ikke, at du modtager prana gennem luften. Ideen er, at vi er praniske væsener og at universet ånder os. Sagt på en anden måde, så er vi den direkte rørføring til det, der skaber os. Jeg begynder selv at se det lidt sådan, at det er området omkring hjertet, altså lungerne, hvis bevægelser fungerer som en slags pumpe eller transformator til at overføre energien fra en højere frekvens til den fysiske. Og at den energi stadig er ladet med så høje frekvenser, at den kan entre de fysiske celler, som jo når det kommer til stykket i sine mindste bestanddele har ikke-fysisk natur, og give dem liv med lys.

Der er rapporter om yogier, som på et stadie i deres udvikling lader sig mure inde i et kistestørrelse indelukke for at tilbringe måneder og år dér. Når de så kommer ud igen, er de stadig i live og kan fortsætte livet. I hvilken stand melder historierne ikke noget om.

Der er noget “mind over matter” over det. Der er så mange forskellige forsøg på at formulere det forståeligt og det ender ofte i noget fortænkt vrøvl med brug af billedsprog eller ord fra videnskaben, som jeg ikke synes kan bruges på den måde. Men intentionen er god nok, så derfor sluger jeg en del af den slags for at se forbi sproget og ind til den besked, der forsøges formuleret.

Lever breatharians længere end andre?

Det ser ikke umiddelbart ud til det. Men foreløbig er vi kun ved starten af den bølge, så det vil vise sig. Dem, jeg kender til, ser ud til at ældes i samme takt som andre. Den synlige forskel er, at de er vitale, sunde og spændstige langt op i årene.

Skal et menneske vente med at forsøge at blive breatharian til efter, at kroppen er færdig med at vokse?

Den eneste tilgængelige kilde, som nævner det er Oberom, som beretter at han var teenager, da han skiftede.

Gør dét ikke at indtage fysisk føde breatharians mere sårbare over for mennesker, der spiser?

At leve af prana er at blive en kanal for ren kærlighed, som strømmer ud af een i en rivende strøm. Man bliver mere årvågen, kærlig og bevidst, hvilket afholder een fra at ‘udfordre skæbnen’ unødigt, altså man går ikke ind i konflikter, som ingen vegne fører. Man anerkender og accepterer andre menneskers ståsted og prøver ikke at overbevise nogen, indgå i ophedede debatter om emnet eller provokere nogens overbevisninger, da man elsker livet som det er. Da strømmen udgår fra ens Selv, er der ingen fare for at optage andre menneskers negativitet eller historie. Min egen oplevelse er, at jo mere jeg erkender min egen trang til at dømme, missionere, forsvare mig eller hvad man ellers kunne finde på, jo mere kan jeg erkende, at reaktioner fra andre er startet af mig selv. Det kræver en vågenhed og respekt. For at kunne opretholde en høj grad af vågenhed, må man ud fra et dybtfølt ønske gøre, hvad der skal til for at leve i en meditativ tilstand..

Jeg gør mig en del observationer på mine egne reaktioner på denne undersøgelse af det praniske liv. Jeg har, siden jeg aktivt gik ind i min undersøgelse, fortalt det til næsten alle jeg mødte. Sådan er jeg som menneske, et sludrechatol, åben, søgende kontakt til eventuelle frænder på vejen og noget bombastisk i mit forsøg på at finde vej. Reaktionerne har været meget forskellige: dem der pure afviser ideen, nogen af dem bliver gnistrende vrede, andre synes jeg er en idiot. Jeg tror nok, at jeg har mistet nogle kontakter pga det. Andre bliver nysgerrige, nogen gør grin med det, direkte nedgør mig, bliver bekymrede. En hel del accepterer stille min nye skøre dille og regner med, at også dette vil passére og opløses i glemselens tåger. Alt dette forstår jeg fuldstændig. Jeg bliver nogen gange overrasket over, hvem der reagerer hvordan og andre gange er det som forventet. Ingen har udvist ligegyldighed. Jeg mærker mine venners alvorlige omsorg for min undersøgelse, som tror at jeg vil sulte mig ihjel. Jeg forstår dem godt og fortæller dem, hvor jeg er nået til.

Min egen karakter og andres reaktioner fortæller mig meget om mine bump i vejen, som jeg må se nærmere på. Samtidig ved jeg osse at disse nærkig på mine personlige forhindringer er udsættelser, men også en øvelse i accept af, at sådan er det bare lige nu.

Der hvor jeg er nu, vaklende på nye ben som jeg er, er det nogen gange en uoverstigelig udfordring, at sidde til bords med folk, der spiser. Det er mest fordi, at jeg er for høflig og er noget af en pleaser. Flinkeskolen sidder godt fast, selv om jeg har gjort forskellige krumspring for at slippe ud af fælden. Især når jeg i forbindelse med mit arbejde som handicaphjælper, skal på restaurant eller deltage i familiemiddage er det virkelig svært, at finde en måde at komme om ved det på. Det er en læringsprocess med forsøg og erfaringer, som gradvist vil gøre mig fri. Det kan føles som en meget ensom vej, men jeg skal nok finde ud af, hvordan jeg får det til at lykkes.

Alt i alt synes jeg, at jeg er mindre sårbar og jeg er ikke engang breatharian endnu.

“Breatharian” siger noget om ilt eller luft?

Breatharian siger noget om at trække vejret. Jeg har foreløbig en fornemmelse af, at det ikke er luften der indeholder prana, men at prana trækkes ind fra den højere frekvens’ næste dimension gennem åndedrætsbevægelsen, som fungerer som en slags pumpe eller transformer mellem den fysiske og den næste højere dimension.

Hvorfra stammer tilliden, at du vil kunne omsætte alt, hvad kroppen behøver, ”ud af den blå luft”?

Tilliden stammer fra en følelse af genkendelse. Af een eller anden grund har jeg aldrig tvivlet på, at det var muligt at leve en madfri tilværelse. Første gang jeg hørte om, at et moderne menneske var lykkedes med det og underviste i det, var da australske Jasmuheen udgav sin bog ‘Living on Light’ engang i 90’erne. Dengang tænkte jeg ikke, at det var noget jeg kunne og var heller ikke tiltrukket af hendes person.

Da jeg var 4 år, fik jeg D-vitamin mangel og var i koma i 14 dage som følge af ulyst til mad. Man kunne sige, at denne erfaring burde sætte en kæp i hjulet på mine forestillinger. Men efter alle de oplysninger jeg har modtaget gennem de efterfølgende par og halvtreds år, tror jeg mere på, at jeg blev syg af den betændte stemning i mit hjem og min syge mors behov for en allieret.

Når man søger mod at blive breatharian, har man så aldrig rigtig nydt hverken at lave mad eller spise?

Efter at jeg som 4 årig fik akut madlede, fandt jeg ikke rigtigt nydelsen af mad før jeg blev voksen. Som 17 årig havde jeg en ganske kort oplevelse på ca. 1 år, hvor jeg stornød biodynamisk mad i et skønt lille spisehus i Lars Bjørnstræde i starten af 70’erne. Denne indledte jeg med en 10 dages vandkur, altså intet andet end vand i 10 dage. Efter et år forsvandt nydelsen igen og jeg var tilbage i den gastronimiske ørkenvandring. Da jeg var 21, strandede jeg i ingenmandsland i Sudan, hvor der virkelig ingen mad var at få. Her oplevede jeg pludselig at kunne opskriften på gammel dansk mad, som jeg aldrig havde lavet og fantaserede savlende om hamburgryg. Men da jeg nåede tilbage til civilisationen var alt det glemt igen. Jeg var 45 år, før jeg endelig var så heldig at komme på gourmet-restaurant. Det satte gang i mine smagssansers velbehag, så jeg faktisk opnåede at tage meget på og ligefrem være fed i en periode helt frem til 8 dages processen med Akahi. Bortset fra det, har jeg haft korte raptusser af inspireret madlavning.

Hvad andre akolytter har oplevet med mad ved jeg ikke. Et par af dem jeg kender, der har gennemgået processen, har hele livet lidt af alvorlige fordøjelsesproblemer, selv om de godt kan lide mad. De har oplevet store bedringer i kroppen, efter de har været på faste og nu lever som frugtarer.

Mange af de madfri, der skriver på facebooksiden, taler om hvordan dufte alene kan virke så stærkt på deres sanser, at de bliver mætte af det.

Har det at spise et ihjelslået dyr noget at gøre med dit ønske? I bekræftende fald, hvordan adskiller du at spise planter sig fra at spise dyr?

i forhold til samvittigheden over at tage andres liv for selv at leve, så ser jeg ingen forskel på at slå dyr eller planter ihjel. Vi kan relatere til dyrenes dødsangst og aflæse ders kropssprog, fordi vores krop selv er et dyr, men planter er lige så levende og har sansynligvis deres egen form for sjælsliv.

Shinto siger, at alt har en sjæl. Jeg siger, at alt har en individuel energisignatur.

Individuel energisignatur er en flot forklaring på sjæl. Du er en klog mand og en kærlig mand.

Jeg erkender, at jeg tager et andet liv, når jeg spiser. Tanken om at slippe for at deltage i denne vægtige karma, når det (stadig tilsyneladende) ikke er nødvendigt, er dragende. Jeg vil gerne løfte mit ansvar for at finde ud af, om dette faktisk er tilfældet. Hvis det er tilfældet, er mit ønske at trække mig selv ud af regnestykket. Så er der da et liv mere, som opretholdes uden denne udnyttelse af andres liv.

Hvad andre gør vil jeg ikke tage stilling til. Vi har frit valg her på planeten og hvert individ handler efter sin overbevisning og forståelse. Jeg føler mig ikke hævet over andre, det er en mere sideværts bevægelse.

Forsøger du at adskille dig fra påvirkning, så meget som overhovedet muligt?

Nej, jeg ønsker at forblive vågen, åben, observerende, deltagende, ikkedømmende og kærlig. Jeg lytter gerne til, hvad mine elskede venner har at sige til mig. Jeg kan kun være som jeg er: pivåben. Så når jeg har reaktioner indefra, såsom afvisning, aggressive energiudladninger eller skuffethed, så gør jeg mig store anstrengelser for at italesætte det. Det lykkes ikke altid.

Jeg har ikke lyst til at snakke med folk, som er aggressive eller prøver at manipulere mig til at vige fra min vej. Det er ikke nyt. Jeg synes det er spild af energi. Men kærlig bekymring og ærlig snak om de videnskabelige aspekter eller ligefrem tale, det har jeg det fint med. Nogen gange tager jeg mig selv i lidt studst at afvise folks forelæsninger om dette og hint. Det viser mig bare noget om mig selv. Men jeg har heller ikke lyst til kun at snakke om dét, så jeg forsøger gerne at skifte emne efter lidt tid. I starten var jeg meget optaget af det og fascineret af tanken og fascineret af mig selv over, at jeg havde taget skridtet. Det er jeg vist kommet over og er lidt mere diskret nu, tror jeg nok.

Hvis man tænker på ideen om tunge, mørke energier fra ubevidste modløse mennesker eller krævende ikke-givende individer, som bare vil suge ens energi, eller folk med ægte mentale sygdomme, så er det ligesom om, at jeg bare ikke møder dem. Jeg må så dertil tilføje, at jeg heller ikke opsøger dem specielt. Jeg er ikke lukket overfor tiggere, narkomaner, drankere, ludere eller hjemløse. Inde fra en lurvet facade kan der sagtens skinne lys ud. Der findes kærlige mennesker i alle samfundslag – de udtrykker sig anderledes, men når jeg slapper af, glemmer mine fordomme og er imødekommende, oplever jeg lyset i mange former.

Kan man være breatharian i en storby, eller behøves renere luft end der normalt findes blandt forbrændingsmotorer?

Da breatarianere ikke modtager energien fra selve luften, er det lige meget hvor man bor. Nogen kan hjælpe processen på vej gennem naturkontakt, men det er ikke en nødvendighed. Akahi sagde til mig, da jeg spurgte, om ikke det ville hindre min process med de tunge energier i Istedgade med ludere og narkomaner, sagde han at luderne og narkomanerne var heldige at have mig der, fordi jeg vil gøde kærligheden, der hvor jeg er.

Har du selv mødt breatharians? Har du behøvet konkret bevisførelse, eller tror du bare baseret på udledning og argumentation?

Da jeg fandt en video på YouTube med parret Akahi og Camila, som ikke har spist i 4 (snart 5) år og har fået et barn imens, smeltede mit hjerte af den kærlighed, jeg følte fra dem og jeg var straks ét stort JA.

I august 2012 deltog jeg i en 8 dages process med Akahi. En faste, som bestod af nedtrapning over tre dage, 3 dages tørfaste (uden mad og drikke), og så 2 dages optrapning. Ned- og optrapning var fra frugt over friskpresset frugtjuice til frugtjuice gradvist mere fortyndet med vand To daglige meditationer og lidt snak og fortællinger. Resten af tiden kunne vi bruge, som vi fandt bedst – bruge naturen, lege, tegne, synge, sove. Nyheder, medier og bøger blev vi frarådet, men ingen krav. Vi var 12 deltagere næsten alle omkring de 60 år, et par 40 årige og en tyveårig. Akahi og Camilla er sidst i tyverne. En lille overvægt af kvinder.

Grundstemningen var: Gør hvad der føles bedst for dig. Det var et gennembrud og stemningen var meget kærlig og fuld af lys, da vi rejste derfra.

Nu, da jeg har mødt Akahi og Camilla og har stået overfor den afgrund, mit sind oplever er mellem deres mestring og mit vægelsind, er ønsket blevet udfordret, og jeg forholder mig mere spørgende til mit faktiske ønske. Her sætter nysgerrigheden ind. Jeg må vide, om jeg kan gøre det her. Jeg er ikke et disciplineret menneske, jeg er lyststyret, derfor nem at få ud af ligevægt og til at miste koncentrationen på min vej. Derimod er jeg hurtig til at springe til, når noget popper ind i mit felt. Og så går jeg i stå ved nummer to store forhindring. Men det er en erfaring og det er som sådan fortid.

Så man kan ikke tale om en decideret tro. Mere et dybtfølt ønske om at se for mig selv, om det mon er rigtigt. Og jeg er villig til at risikere en hel del i undersøgelsen. Risikoen for bedrag og vildførelse er klart en mulighed, men det er en af de risici jeg er villig til at tage. Indtil videre er jeg stadig på den sikre faste grund og har ikke taget store chancer med mit helbred og det vil jeg nok heller ikke gøre. Jeg gør mine meditationer og føler større frihed. Holder øje med faren for, at udskifte eet sæt overbevisninger med et andet.

Jeg ser alt, hvad der er at finde om og af de breatharianere, som pibler frem på YouTube og en enkelt på TED talks. Alle taler de om Oneness-tilstanden og at pludselig huske, at det er sådan man er indrettet. Kun en enkelt afviser helt forbindelsen til de åndelige sfærer. Han hedder Genesis (tidligere Jericho) Sunfire. En professionel soccerspiller, som pludselig fik den tanke, at han ikke behøvede at spise mere. Han har gennem 17 år gået vejen uden at kende til begreber som udrensning, meditation, chakrer eller det højere selv og har måttet erfare alt på egen vis. En meget betagende fortælling. Han har en forfriskende mangel på floromvundne formuleringer.

Ellers er de fleste kommet frem til tilstanden gennem yoga, sungazing, svedehytter, ayahuasca, tæt kontakt til naturen, bønner, Jasmuheens 21 dages-process og Akahis 8 dages-process.

Den måde, jeg processerer de informationer jeg indoptager gennem nettet, skriftlig kommunikation og egne recognoseringer ind i feltet, er intuitiv. Det foregår på den måde, at jeg bliver helt stille og så kommer der billeder, talte ord eller behag/ ubehag i kroppen eller stemninger. Jeg kan godt have kritiske tanker under meditationerne, hvor jeg analyserer det der sker og holder det op mod de oplysninger, jeg har fra videnskaben om spejlneuroner og hormoner og endorfiner og overiltning af blodet. Men igen kommer jeg tilbage til ønsket om at se forbi gardinet. Videnskabens fund og fortolkninger kan sagtens stå ved siden af, som en ABC over form og funktion uden at den nødvendigvis negérer mine energetiske erfaringer.

Findes der samfund bestående af breatharians, eller lever de bare blandt os? Kan man se på et menneske, at det er en breatharian?

Der findes et samfund af breatharians et sted i Brasilien. Deres talsmand hedder Oberom. En meget ung mand, som i en tidlig alder blev breatharian og hvis brødre også er breatharians. Jeg har hørt, at der er en god håndfuld danskere, som har levet madfri liv. Een jeg mødte havde en ven, som gjorde det i et år. De, der har gjort det her i landet, er kommet dertil gennem sungazing. Hira Ratan Manek er manden, som har rejst rundt og undervist i sungazing og også har været her i Danmark, så hvem ved om man har siddet i bus sammen med een af dem.

Kroppens udseende varierer meget mellem de forskellige individer ligesom andre mennesker. Akahi er meget tynd, Wiley Brooks ligeså. Akahis kone Camila er almindelig slank. Sunfire er muskuløs – midjeslank og fedtfri. Zinaida Baranova er godt polstret, hun siger at hun voksede flere størrelser i bredden, efter hun blev madfri. Christoffer Schneider og Joachim Werdin ser helt almindelige ud.

Mange af de ting, vi kan gøre med vores energistrømme og viljestyring, kommer til os gennem en oprydning i programmeringerne fra samfund og opvækst.

Programmeringerne er den væg, vi spiller vores udviklingsbold op ad. Uden hindringer/ modstand ingen bevidsthed og frigørelse.

Jeg antager, at der i det fremdukkende ønske om at blive/være breatharian er en trang til at “gå hele vejen” i forhold til at leve “rent”, og at denne trang baserer sig på en tro eller tillid, og formodentlig også på en stærk selvtillid, der kan modstå andres fordomme, frygt og projektioner.

Trangen til at gå den vej er udløst af ønsket om at stå nøgen overfor den inderste skabende kraft (Gud?), at nå ind til kernen af min sandhed. Jeg er vokset op mellem to kulturer, havde ingen allierede i familien, skiftede skole mange gange. Så jeg faldt i gryden som barn, så at sige. Jeg kunne se meget tidligt, at alt er relativt og ingen har 100% ret nogen sinde. Man kan godt kalde det selvtillid, jeg tænker mere på det som indsigt.

Kan nogen bliver undervist i at blive breatharian – altså vises tilstrækkeligt med underbyggende fakta til, at overbevisning som følge déraf vil få det til at lykkes?

Blandt Akahis elever er der flere, som har fået åbnet helt op for strømmen og har kunnet fortsætte med det madfri liv efter 8 dages processen. Så hans process har en vis kraft til at guide folk dertil. Jeg følger dem og skriver med dem på vores facebook gruppeside Rainbow Sunshine Family *Planet Consciencia*. Der et stort følge fra hele verden, som skriver med dér, og jeg kan se, at rigtig mange i Australien og fjernøsten har arbejdet hårdt på at få deres kanal åbnet. Så vidt jeg kan se på mange af de breatharians, der har opslået videoer på YouTube, er de brudt igennem ved hjælp af Jasmuheens bog “Living on Light”. Så det ser ud til, at det kan læres. Eller måske er det snarere sådan, at når man er klar inden i sig selv, søger man initieringen og finder dén, der kan give den.

Jasmuheens elever har vist osse en pæn grad af success med forehavendet.

Det er ikke en intellektuel disciplin og baserer sig derfor ikke så meget på fakta, som på følsomheden for energistrømme og evnen til at overgive sig til de guidede meditationer, der bliver beskrevet som en art initiering. Jeg vil beskrive oplevelsen i meditationerne som stærkt energibevidstgørende. Jeg kommer ind i en markant anden tilstand end min dagligbevidsthed. Jeg er personligt varsom med overbevisninger. Men det hindrer mig ikke i at følge anvisninger fuldstændigt.

Jeg elsker at lave mad – det er en spændende disciplin – og jeg elsker at spise, jeg elsker smagen og teksturen og duften af forskellige retter og kombinationer. Mange mener, at det er en sensuelt udtryk – en måde at sanseliggøre og dermed stærkt betydningsgøre overlevelsen.

Jeg har også haft perioder, hvor jeg nød mad. Af og til har madlavning været en slags adgangsport til intuitionen og jeg har kunnet fremtrylle superlækker mad ud af “ingenting”. Men en vedvarende interesse for emnet har jeg aldrig kunnet opretholde, derved at det der trak mig ind var den kreative tilstand ,jeg kunne komme i, hvor maden nærmest “lavede sig selv”. Uden den har tanken om at lave mad været en tung slavegang som slæbte sig modvilligt afsted: at skulle udtænke hvilken mad jeg skulle lave, skrive en huskeseddel, checke om der var penge nok til det, bevæge mig hen til et eller flere supermarkeder, grønhandlere, ostehandlere, fiskehandlere o.s.v., slæbe tingene hjem og op på 5. sal, sætte det hele på plads, tage det frem igen, skylle, skrælle, hakke, stege, koge, blande, krydre, dække bord, servere, spise, tage ud, vaske op, stille på plads, slæbe affald ned……… forfra og om igen. Derefter skulle maden ud af den anden ende igen og den handling begyndte faktisk for nogen år siden at “kede” mig gevaldigt, og lugten generer mig. Jeg føler ikke, at mit forhold til det er unaturlig, men mere at jeg er færdig med det. Det startede nok med min autoimmune sygdom, som krævede en skrap udelukkelsesdiæt. Efterhånden som jeg slap af med diverse lugtskabende giftdepoter i kroppen, skærpede mine sanser sig og lugtesansen især er blevet meget stærk. Jeg venter stadig på, at mit syn skal bedres.

Den tanke, der kom snigende var: Dette her er ikke min vej. Det her er spild af min tid; det leder mig på afveje.

Jeg er også en af den slags mennesker, i og med at jeg er lyst-styret, der ikke kan stoppe, når først jeg er gået i gang med f.eks. at spise. Jeg kan ikke holde op igen. Jeg har så lavet forskellige eksperimenter med at sidde og kigge på maden og observere min enorme lyst til at overgive mig til automat-armen der bare kaster maden i svælget. Mærke det rykke i armen. Ligesådan kunne jeg have det med alkohol, det skulle bare svælges. Hvis jeg bare gør, som jeg har lyst, så kaster jeg mig over maden uden at vente på andre. Og da jeg har levet alene i mange år, er det alt for nemt at få nogen rigtig dårlige bordmanerer. Den person kan jeg faktisk rigtig godt lide. Jeg har stor omsorg og kærlighed for den del af mig, men jeg kan også godt mærke, at den del ikke giver mig det, som jeg længes allermest efter. Det føles mere som en person, der dækker over de rigtige følelser.

Hvad vil du sige til mennesker, som overvejer om de skal forsøge at lære at leve uden at spise?

Jeg vil sige, at de selv ved, når det er tid, og at undersøge alt meget grundigt, inden de går i gang.

Jeg går ud fra, at breatharianism ikke er en avanceret form for selvmord.

I nogle tilfælde kan det nok ikke udelukkes. Der må findes alle slags.

Er der et endemål med ikke at spise, som indbefatter at leve på Jorden?

Uden de forstyrrende indflydelser fra maden – maden som bringer frekvenser af sorg og lidelse med sig fra slagtehallerne* ind i kroppen og i eens liv – skulle det være muligt at få menneskeheden til at foretage springet ind i næste frekvensområde og skabe et nyt slags liv her på Jorden drevet af kærlighed og en ubegribelig lykketilstand. Jeg har læst andre steder, at vores krop vil ændre struktur, vores skellet vil blive af et andet materiale og vi vil ånde andre luftarter. Men det hører under myterne.

* slagtehallerne = læs: al den lidelse, som fremstilling af fødevarer medfører

Rummer dét ikke at spise en form for karmisk belønning? Eller belønningen her og nu? (Og jeg tænker ikke på at ikke skulle købe og lave mad).

Der er en meget fin lille video med Edith Ubuntu Chan. Hun er klassisk kinesisk læge i San Francisco. Hun fik taget de 5 (ellers var det 7?) pulser, som kinesisk lægevidenskab operer med, før og efter sin 8 dages process med Akahi. Den ene af disse pulser vedrører eens karma. Før processen var den der ganske tydeligt. Efter processen var den forsvundet. Det lille selskab, som foretog denne test, konkluderede, at Ediths karma var “brændt” væk i processen. Hun er een af dem, som siger, at hun ikke har spist siden 8 dages processen.

Hvad jeg selv kan se ud fra hvad jeg har oplevet indtil videre, så ville jeg sige at der er den belønning, at man får et helt nyt liv i sig og at når man slipper afhængighederne (ikke samhørigheden), så åbner der sig nye enge med masser lys og friske ideer om, hvordan man kan skabe en tilværelse.

Har breatharians særlige job- og leveforhold?

Så vidt jeg kan se, er der en god repræsentation af forskellige slags alternative behandlere og off-the-grid sjæle. Folk som interesserer sig for det nye samfund. Men jeg kender da til en del, som har almindelige job.

Hvad fremtiden kunne bringe med sig, når hele menneskeheden er kommet med, er vel ubegribeligt. Jeg ser for mig mennesker, som ingen ly for vejret behøver, som kan styre sin kropstemperatur, så klæder bliver overflødige, som kun pynter sig for frydens skyld og kan teleportere, bi-lokere, som springer rundt i naturen sammen i store flokke eller ene, ligger sammen med dyrene og co-kreerer endeløst i miliarder af æoner. Tja – lidt glansbilleder fik man vel af pinsemissionen, da man var barn. Nu glæder jeg mig igen til fremtiden.

Breatharians Akahi og Camila har en søn, de siger heller ikke indtager føde eller vand.

Author: krabat

digter, forlægger, oversætter, admin på kunstnerhotellet menneske.dk

14 thoughts on “Breatharian; at leve uden at spise eller drikke”

  1. Interessant læsning – meningen er, at jeg i dag skal til optagelse i Radio 24syv, deres åbne mikrofon, hvor jeg har tænkt mig at starte med at læse dette op http://www.per-olof.dk/splin906.htm#sted – i den version jeg netop har trykt i ‘Henvendelser som digte’ http://per-olof.dk/henvend/splints_2013_1.htm. Havde nok ingen ide dengang om, at nogen prøvede på leve på den måde! Men der var et øjeblik, hvor jeg syntes, det var menneskets eneste mulighed for overlevelse! 🙂

    1. @Per-Olof Johansson Hej P-O, I går læste jeg om ham her: http://m.vice.com/read/rob-rhinehart-no-longer-requires-food – må tilstå, at jeg føler mig tiltrukket. Det er en mere “videnskabelig” vej end breatarian’s “åndelige” – det forekommer tættere på, hvor jeg er pt. – mere”logisk”, at man kan erstatte kosten og optimere indtaget af hvad kroppen behøver med alt i sin RÅ form. Hvad Borgeren fra dit digt behøver er måske den rene opmærksomhed, som borgeren altid ender med at må afgive, når åget sænker sig? (Hvad er radio 24syv’s åbne mikrofon? Hører den meget, men har aldrig hørt om dét koncept.)

      1. Ikke for at trække opmærksomheden væk fra breatharians. Lige nu er hele feltet bare interessant!

        Fra Rob Rhineharts Soylent-forsøg: “After the 30 days experiment, I decided I got some good data and I was going to eat whatever I wanted. This past month 92% of my meals were soylent. I haven’t given up food entirely, and I don’t want to. I found if I wake up early I sometimes crave a nice breakfast, I’ve gone to lunch meetings, and on the weekends of course I love eating out with friends. Eating conventional food is a fun leisure activity, but come Monday I usually have a strong craving for a tall glass of Soylent. In fact, with the money I save, I have the freedom to eat well when I do go out. I didn’t give up food, I just got rid of the bad food.”

        http://robrhinehart.com/

  2. Kære Kenneth – Universet ER skruet helt anderledes sammen end vi med vores begrænsede udsyn nogen sinde kan forestille os. Altid og til evig tid. Og her vil jeg tillade mig et LOL, for det er jo det der er så vidunderligt ved at være menneske: alt er nyt hele tiden, det eneste der kræves er at vi giver slip.

  3. Jeg er lige begyndt at dykke ned i breatharian.info hjemmesiden og det er spændende læsning. Bl.a. faldt jeg over denne redegørelse:

    “Nobody wants to live drug free? I don’t agree with that. I think they don’t because they have the mistaken idea that they are living without a type of nourishment that they use to and they go back and forth from thinking they need it or not. It has NOTHING to do with nourishment on a physical level. Of course there are many things to deal with if you live a life around drug users but we have experience dealing with that. If you can visit with friends that smoke and not smoke then think of it the same because it is. I even cook sometimes for my son who knows all this information but still eats when he wants and my wife cooks for anyone that is visiting us. Of course we tell them it’s a drug and try to choose items that impacts the body less and eventually some of those friends also experiment with stopping this type of drug use. My wife and I eat nothing and most likely never will as it is so much easier to live without a drug habit that forces the body to constantly adjust to. And you don’t need to raise your vibration level to live off of prana. I’m sorry to say but that is complete nonsense and only makes the subject impossible to understand and more difficult to get off the drug since it’s being labeled something that it’s not.

    And you can’t be more vulnerable to pollution because you are more drug free. I NEVER ever get sick and have no problem breathing the occasional pollution when I have to go to the city. “

  4. Der findes kritiske røster derude. Find dem selv, hvis du vil opleve et diverst billede, der harmonerer med alt, du har lært.

    Eller lyt til dig selv; uanset mængden af informationer kommer du altid længst ved at mærke efter og lade tvivlen på din krops evner komme dig til gavn.

  5. Kære Ernalise, jeg oplever det som en blændende smuk og troværdig redegørelse fra et realistisk menneske, der følger sine tanker og intuitioner et sted hen, hvor de færreste mennesker kommer. Det er livgivende og inspirerende, og jeg er taknemmelig over at kunne få lov at dele din søgen med andre. 1000 tak.

Leave a Reply to Per-Olof Johansson Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Note: Commenter is allowed to use '@User+blank' to automatically notify your reply to other commenter. e.g, if ABC is one of commenter of this post, then write '@ABC '(exclude ') will automatically send your comment to ABC. Using '@all ' to notify all previous commenters. Be sure that the value of User should exactly match with commenter's name (case sensitive).

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.