Der sker alt muligt, når et menneske bliver bange: Kroppen reagerer med forhøjet puls, udspilede pupiller, adrenalinudskillelse osv. – men frem for alt finder en adfærdsforandring sted, som er evolutionært designet til at fjerne truslen fra mennesket eller mennesket fra truslen.

I takt med væksten i den kollektive bevidsthed, den kollektive samling, er den gamle mekanisme, der sikrede samfundsnødvendige geners fortsættelse og uønskede geners undertrykkelse, blevet markant større. Forstødelse og udstødelse har dækket over ufleksibel fastholdelse af den velkendte menneskelige genpøl. I dag hedder det mobning. I en genneminformeret verden, hvor det er blevet sværere at skjule sig i massen og sværere at begynde forfra ved at flytte til en anden by, eller måske til et andet land, er mobning blevet et centralt problem. Et problem for alle.

 

Det ny helvede

Mange faktorer dikterer mobning, den væsentligste er frygt. Frygt for forandring, frygt for smerte, frygt for underlegenhedsfølelse, frygt at være udenfor selv, frygt for at blive ansvarlig for andres fejl… der er mange former for frygt, og alle så skadelige for individet, at mange mennesker hellere vil lade det gå ud over andre end at gå ind i en forståelse af følelsen.

Forfatteren og filosoffen Lene Andersen kønsopdeler det: Mænd mobber kollektivt for at presse elementer ud af gruppen, som ikke støtter gruppens udtalte behov; kvinder tager et eget initiativ til at mobbe andre kvinder, de opfatter som trusler mod deres personligt udnævnte dronning. Mænd spejler sig i hinanden, kvinder i en anden kvinde.

Fælles er dog omkostningerne: At blive alene gennem forstødelse forårsager tab af identitet for de fleste –  at det ikke er til at afgøre, hvor man selv begynder og ender. Hvilket gør yderligere sårbar over for manipulation og andre bevidste og ubevidste overskridelser. Forstødelsen fra fællesskabet resulterer samtidig i tab af spejling for både den enkelte og for fællesskabet, med medfølgende tab af videns- og følelsesmæssig nuancerigdom og tilstrækkelig med kaotiske elementer til at holde synergien i samfundet sund.

Det er, set fra et socialt, evolutionært synspunkt, potentielt livstruende, fordi menneskene med lille nuancerigdom mister evnen til social orientering, societale ambitioner og ansvarsfølelse. Hvis et samfund har mange ensomme, forstødte mennesker, er det et splittet samfund uden tydelig kerne, hvilket som en anden luftbåren virus smitter den nationale identifikation. Med stor national fragmentering kan allehånde destruktive og selvdestruktive tanker slå rod.

I dette voksende fællesskabsorienterede 21. årh. er mobning det nye Helvede på jord.

 

Mobning er et ledelsesproblem. I mange lande forsøger ledelsen på skoler og på arbejdspladser at tørre den af på hhv. børn (og deres forældre) og på medarbejdere, men opnår intet andet end at give magt til den utilfredshed, som altid lurer blandt folk. Mobning er et produkt af ledelse, der ikke aner, hvad der sker blandt folk, og selv hvis den vidste, ikke ville turde risikere sin position på at rette op på det. Eller, den tillader mobningen som et middel til at fjerne opmærksomheden fra sig selv.

Sådan var det på min arbejder-folkeskole på Østerbro i Kbh., hvor jeg voksede op – skolen mistede 800 elever på 10 år. Og sådan var det på min læreplads, hvor chefens alkoholproblem perkolerede ned gennem alle ancieniteter og kostede mandefald, dårlig stemning og tab af virksomhedskunder. (Begge er siden kommet på ret køl, med ny ledelse).

 

Kodeordet ”NED”

Grundstenen i mobning handler om bevidst udeladelse af anerkendelse eller negativ kritik under dække af anerkendelse, med efterfølgende overskridelse af personlige grænser, løftebrud, og bøjning og mutering af etik og moral kun med ét formål: At hæve sig op over et andet menneske. Og for den mobbede: At tilstå en anden retten til al magt over én.

Mobning sker, fordi den kan ske. Det er derfor ansat og selvbestaltet ledelse, der tillader, forårsager eller udøver mobing:

• Fra politikerne og ned
• Fra kommunalinstitutionerne og ned
• Fra chefer og ned
• Fra håndværkere og ned
• Fra lærere og ned
• Fra grossister og ned
• Fra handlende og ned
• Fra kolleger og ned
• Fra kammerater og ned
• Fra søskende og ned
• Fra kærester og ned
• Fra forældre og ned
• Fra bedsteforældre og ned
• Fra ældre og ned

Ledelse dækker over alle, man som menneske tilstår råderetten over sig. Og kodeordet er ”ned”, i betydningen “at se ned på”:

Mobning er altid en udnyttelse af svage punkter hos et menneske, mobberen føler sig højere hævet end. Og omvendt: Mobbede føler altid, at deres mobbere burde handle mere kærligt, mere omsorgsfuldt.

Relationen mellem mobber og mobbet som klar, menneskelig relation er en magtdemonstration, der ikke stopper ved den mobbedes anerkendelse af overmagt. Mobning svarer til psykisk at sparke på én, som allerede ligger ned.

Spotter man mobning, bør det første spørgsmål være: ”Hvordan gavner det ledelsen IKKE at stoppe den?” Og det næste: “Hvem er ledelsen”? Først stoppe blødningen, så rydde op. Dernæst bør man sørge for psykisk førstehjælp til de implicerede, evt. blot ved fysisk at fjerne dem fra påvirkning fra mobberne.

 

Mobning i stort og småt

1. Jeg har en kolonihave i en forening, hvor formanden er aktiv mobber. Formanden er valgt af et flertal, der kender ham, og ledelsen udgøres således af alle dem, der accepterer hans fremfærd, hans ledelsesstil. Ledelsesfordelen ved formandens mobning er kæft, trit og retning på klipning og pasning af haver med begrundede trusler om udsmidning, hvis ikke… Det er et aktivt mobbe-miljø, og klager over mobning fejes under gulvtæppet som ”idiosynkratisk” adfærd – at det “bare er sådan formanden taler til alle”. Flertallet i foreningen ønsker at være på god fod med formanden (dvs. alle andre uden at skulle gøre andet for dét end at følge reglerne), så foreningens regler håndhævet af formanden følges slavisk, og han bagtales, straks han forlader en samtale.

2. Som forfatter interesserer samfundets forholden til forfattere mig. Et noget større mobbemiljø var på forsiderne sensommeren 2011 med mange agurketidsoverskrifter om misundelse ift. forfattere, der år efter år modtog offentligt søgbare legatmidler, med beskyldninger om kammerateri og elitisme. Ledelsen er hér statens kulturansvarlige politikere, men kulturpolitikerne dyrker et armslængdeprincip ift. uddeling af kunstmidler og lader derfor mellemlederne, Kunstfonden, sejle deres egen sø og ude af stand til at at forsvare sig selv eller forfatterne mod mobningen. Hvorved medier og forfattere og folk i al almindelighed frit kan fortsætte med at overfalde institutionen og kulturuddelingspraksis.

Mange vil sige, at ”det her” kun er et spil, der skal spilles – med momentane vindere og tabere – men intet kunne være mere forkert. Hvis mobningen ikke imødegås, splittes ”gruppen”, dvs. kolonihaveforeningen, eller dansk kulturliv, i fraktioner med vinderne og tabere effektivt udnævnt af mobberne, og tabernes menneskelige ressourcer og kompetencer tilflyder ikke fællesskabet.

I kolonihaven gavner mobningen ledelsesstilen: Frygt for udsmidelse sørger for ro og orden og mange pæne haver. Ift. Kunstfonden gavner den negative offentlige debat den nuværende politiske omkalfatring af støttemidlerne.

Ledelsen har altid et formål med at tillade mobning!

 

Find dig ikke i mobning

Igen: Nogen i ledelsen har gavn af, at elever eller medarbejdere holdes nede af mobning. Mobning ér et ledelsesproblem. Tag fat dér, snarere end at lave kliker imod ledelse eller mobbere. Find ud af, hvem mobbernes ledere er, og påklag ledelsen. Find ud af, hvem de mobbedes ledere er, og påklag ledelsen.

Find dig ikke i mobning. Hverken den du overværer, eller dén der overgår dig. Mobning ødelægger selvtillid og fjerner initiativ. Jo tidligere mobning begynder, desto mere ødelæggende er den for et menneskes fremtidige helbred, åndsliv og deltagelse i samfundet som aktiv medborger. Som PTSD, post traumatisk stress syndrom, er ubehandlet mobning et åbent sår:

Mobning stækker eller dræber ånden i et menneske. Dén drivkraft, som i et menneske transformerer livets lidelser til udholdelig erfaring.

 

Fremtiden

Fremtiden er ikke lys. Mennesker presses fra alle sider af informationer og krav om aktivitet og deltagelse på alle mulige planer fra udvist forandringsvillighed på arbejdspladsen til køb af økologiske madvarer og pasningsordninger, forældregrupper, pleje af psykiske spøgelser og politisk stillingtagen nationalt og globalt. Hvor finder man ro og fred til at være imødekommende og åben?

Høns, der stresses af for lidt plads, hakker deres burfæller ihjel eller plukker dem. Mennesker skal bare udholde alt, de udsættes for af påkrav om dit og dat ansvarlighed og initiativ og forståelse og modenhed og styrke og erfaring og viden og hvis de får lyst til at lade det gå ud over nogen eller noget… hvis de synligt mister grebet om det hele i 5 sekunder, bliver de slagtet.

Der er kun at fake interesse på visse punkter. Hvor man kan slippe af sted med ikke at engagere sig.

Det er fint.

Det er okay.

Det er bedre end at lade frustrationerne gå ud over nogen, fordi man ikke kan have paraderne oppe hele tiden og masken smilende. Fremtiden for os alle bliver kun en bedre forestilling, hvis vi allerede nu begynder at slappe mere af. Vi kan ikke producere os ud af krisen. VI er krisen. Menneskene på Jorden ER krisen. Fordelingspolitik, økonomiske gældsstrukturer, råvareudnyttelse, dyrkningsplaceringer, forurening, fear mongering for profit, det er alt sammen os alle sammen.

Træk vejret. Tag en pause. Og én til.

Tag en dyb indånding og lad luften slippe langsomt ud.

Bliv ved, indtil du kan mærke noget igen.

—

Link: Tegn på mobning