eBogen og Poesien – et oplæg om at vågne til nye vilkår

Forlægger og forfatter Hugo Hørlych Karlsen er gæsteblogger.

 

Forlægger og forfatter Hugo Hørlych Karlsen er gæsteblogger i dag her på 1000 stemmer. Han holdt for nyligt nærværende oplæg i Dansk Forfatterforening over eBogen og Poesien.

I afsnit 4 henvises til læseoplevelse af klassisk dansk poesi i EPUB.

“I epubudgaven ophæves digtets oprindelige form, mistes den metrik, den rytme, og den rimgang, som Aakjær har bygget digtet op over. ”

Dejligt at høre nogen sige det samme, som jeg selv har fokuseret på siden EPUB-udgivelsen af Peter Poulsens digtsamling, Rulleteksterne, i 2010. Digtets grundforudsætninger behøver større bevågenhed, hvis digtningen på nogen måde skal kunne tage EPUB-formatet alvorligt som medie til distribution af digte.

LINK til pdf

Hele teksten hér (med tilladelse fra HHK):

Indhold

1. Tekstens medie 4
2. Ebogen og hvor man ”er” 5
3. Ebog og etekst 7
4. Ebogen og lyrikken i forhold til den trykte bog og lyrikken 8
5. Ebogen og tekster side ved side ved opslag 11
6. Kan hvad udad tabes indad vindes? 12

1. Tekstens medie

Synsvinklen på ebogen er for min oplevelse ofte for snæver. Ebogens fremkomst fremstår som noget monstrøst nyt. Mere eller mindre synes mange at være bange for den – forfattere, forlag, boghandlere…

Og så er ebogen dog intet andet end den gode gamle historie om, at mennesker finder et medie for en skreven tekst. I historiens løb har vi som medie for formidling af tekst haft så forskelligartede materialer som blandt andet sten og træ (at riste runer), ler (brændte lerplader), papyrus, bambusstokke, silkestof, træplader (i sig selv og til trykning), skind/huder, papir.

En nyhed i lighed med ebogens nyhedsværdi stod Johannes Gensfleisch zur Laden zum Gutenberg (1400-1468) for her i Vesten, da han opfandt (nogle siger opdagede) det genanvendelige bevægelige enkeltbogstav støbt i bly. Hermed fik vi bogtrykkerkunsten. Første tryk i Tyskland 1455, Bibelen, første tryk i Danmark 1482, Johann Snells bogtrykkeri i Odense, bønnebogen Brevarium Ottoniense. Kineserne havde trykt på samme måde med lertyper siden 1200-tallet.

Med Gutenberg fik vi den firkantede bladrebog i potentielt store oplag. For mange i dag et afgørende indtjeningsobjekt, for mange desuden en fetich for tekstlæsning.

Med ebogen – især i epubformatet – er vi jo imidlertid blot vendt tilbage til bogrullen, der var pergament- eller papyrusblade rullet sammen omkring en stok.

Ebogen er en digital bogrulle med mulighed for store oplag ved salg af digitale kopier af den samme grundfil. Denne mulighed for yderligere at få udbredt den nedskrevne litteratur af enhver art i ubegrænsede mængder er kun et problem, fordi vi lever i et varesamfund. Det nye digitale tekstmedie opleves som en trussel mod det gamle, papirtrykte tekstmedies kulturelle status og de indtjeningsmuligheder, som netop det medie er forbundet med for dem, der skriver, trykker, redigerer og sælger det.

I et samfund, hvor enhver ydede efter evner og nød efter behov, ville ebogen som digitalt tekstmedie på linje med sten, ler, træ, silke, bambusstokke, papir ikke opleves som en trussel, men som en gevinst for større udbredelse af tekster.

2. Ebogen og hvor man ”er”

Jeg tror, udbyttet af den nye situation med ebøger i høj grad afhænger af, hvor man “er”. Min egen situation er kort fortalt sådan her:

Jeg er mag. art. i nordisk sprog og litteratur fra Århus Universitet 1974, blev Master i Klassisk Kinesisk Medicin 1993, har været kulturmedarbejder og anmelder ved blandt andet Demokraten, Information, tidsskrifterne BUM og PLYS.

Udkom første gang i 1972 med digte. Blev selvstændig erhvervsdrivende som forfatter i 1988. Har levet for at og med at skrive og oversætte ud af eksistentiel lyst og faglig interesse. Digte, noveller, romaner, fagbøger. Så jeg har et forfatterskab bag mig – og i gang – og er udkommet på forskellige såkaldt etablerede forlag, mængdeforlag, gennem årene.

Jeg stod i 2004 med et meget stort kulturhistorisk materiale i forbindelse med et 15-årigt arbejde på romanerne Den første sønderhoning og Hollænderen. Romanerne udkom på Forlaget Hovedland i 2006 og 2008. Det kulturhistoriske baggrundsmateriale for dem fik jeg lyst til selv at udgive i to mindre bøger. De solgte i 3 oplag. Og så havde jeg hermed startet mit eget forlag NordØsten NordOsten Books. Samtidig overtog jeg selv rettighederne til min på Aschehoug udgivne og udsolgte fordanskning af digtcyklussen Daode jing. Klassikeren om vejen og kraften og udgav selv en revideret udgave både som trykt bog og som ebog. Og den sælger uafbrudt.

Ebogen har altså givet mig mulighed for at få en række af mine titler ud igen (dem som det er lykkedes mig at få rettighederne hjem fra forlagene på), samtidig med at jeg oplever det som særdeles meningsfuldt at udgive i ebogsform, både digtene og prosaformerne. Alt ved ebogen giver mening – og vi forfattere en enorm mulighed (som søges stækket – hvordan antyder jeg kort til sidst).
Så jeg har det rigtig godt med, at bøger, der er udgivet tidligere i papir og som sådanne ikke ville blive genoptrykt mere (det ligger i papirbogsmediet, når en bog i et vist omfang er “solgt færdig”), men som såmænd ligeså godt kunne udkomme som nyudgivne bøger i dag – ja, dem kan jeg selv sørge for at holde levende i ebogsformen.

Jeg gør sammen med min medhjælp enormt meget for at ny-gennem-revidere mine bøger, der genudgives, og lave dem til en æstetisk smuk epub-udgave, som samtidig er teknisk perfekt (her har eMediaservices været meget givende med hensyn til samarbejde omkring at lave en ebog ordentlig). I øjeblikket er jeg for eksempel ved at færdigredigere to ebogsudgaver, en hvor fem af mine korte romaner udgives samlet med titlen Feberbørn, og en hvor mine to romaner Hollænderen og Den første sønderhoning ligeledes udgives samlet.

Sidst på denne måned udkommer min oversættelse af Theodor Storms lyriske fortælling Immensee på Forlaget Hovedland. Samtidig er kontrakten på baggrund af mange års værdifuldt samarbejde med dette forlag til begge parters fordel i den aktuelle situation lavet, så jeg selv udgiver den som ebog.

Vi forfattere har enormt rige muligheder for at frugtbargøre vores egne forfatterskaber i og med, at ebogen giver os mulighed for, at vi selv holder vores titler i live – at de stadig er “derude”. Og er de der – så købes og læses de. Det er min erfaring.
Der er altså en kæmpe forskel på, at vi forfattere blot kunne stå med “døde” papirbøger efter en vis tid, til at ebogen giver dem mulighed for at ligge aktiverbare derude hele tiden.

Den bedste og mest vedkommende litteratur i dag udkommer ikke på rampelysforlagene, men i højere grad uden for disse forlags og de gængse mediers rampelys. Det glæder jeg mig over. Og det kan ingen og intet standse i og med ebogens muligheder.

3. Ebog og etekst

Vi ved, at ord har betydning. Det er det, der får os til at blive digtere, prosaiske eller poetiske.

Også ordene ebog og ebogslæser har betydning. Og jeg tror, en uheldig betydning. For det fokuserer på ordet bog og tenderer mod, at man skal opfatte den digitale ”bog” som en digital kopi af den trykte bog.

Bogen bliver en fetich. Man dyrker bogen, den firkantede, indbundne, og man vil genfinde den i ebogen og i ebogslæseren.
Det ville måske have været bedre fra begyndelsen at have brugt betegnelsen etekst i stedet for ebog, og at bruge betegnelsen etekstlæser i stedet for ebogslæser. Nogle etekster ville så være digte eller digtsamlinger, for eksempel, nogle romaner eller novellesamlinger, for eksempel. Og vi ville være inde ved det, det drejer sig om, i hvert fald for mig: teksten.

Og teksten har som nævnt gennem historiens løb været formidlet gennem mange forskellige materielle former.

4. Ebogen og lyrikken i forhold til den trykte bog og lyrikken

Den firkantede bog med omslag har skabt bestemte tekstforventninger – måske især til digte. Og den har skabt bestemte former for så at sige tekstfigurer, der er blevet printet på siden i forhold til linjebrud. Den trykte bog havde faste typer inden for en vis mulig linjelængde afhængig af bogformat og margen. Og man kreerede, og kreerer, digtet i forhold til disse tekstfigurmæssige muligheder for fast forankring på siden.

Lad os først se på det klassiske rimede og metriske digt kreeret i forhold til og trykt i den firkantede trykte bog.

Jeg downloadede Jeppe Aakjærs digte i epubformat og læste blandt andet digtet ”Strømmen drev”. Linjerne i hvert vers flød sammen og rimene og rytmen, som dette digt er bygget op over, forskød sig tilfældigt ind og ud på grund af de tilfældige linjebrud, som ebogsformatet havde skabt. En fantastisk oplevelse, faktisk. Men alt, hvad digteren havde tilstræbt at opnå med digtets form, var væk.

Sådan ser det ud i sin bogtrykte form (de tre første vers):

STRØMMEN DREV—
Strømmen drev og tog Baaden med
gjennem grønne Enge;
blandt gule Iris vi drev afsted;
Folk var i Senge.
De gule Iris du brak og strøde
paa Baadens Bund,
og trykked vildt dine Læber røde
imod min Mund.
Og paa det gule, duftende Lagen
du knæled ned;
med strakte Arme saa hvide som Dagen
du drog mig med.

(skrevet 22.8. 1894)

Og sådan ser det ud i epubformat – et format som jo er karakteriseret ved, at linjeskiftene er flydende, det vil sige, de er afhængige af den skriftstørrelse, du vælger at have på skærmen. Sådan her ser det ud, hvis jeg vælger den mellemste skriftstørrelse (der ville være andre linjebrud, hvis jeg valgte en anden skriftstørrelse):

STRØMMEN DREV—
Strømmen drev og tog Baaden med gjennem grønne Enge; blandt gule Iris vi
drev afsted; Folk var i Senge.
De gule Iris du brak og strøde paa Baadens Bund, og trykked vildt dine
Læber røde imod min Mund.
Og paa det gule, duftende Lagen du knæled ned; med strakte Arme saa hvide
som Dagen du drog mig med.

I epubudgaven ophæves digtets oprindelige form, mistes den metrik, den rytme, og den rimgang, som Aakjær har bygget digtet op over.

Lad os så se på den ikke-rimede og ikke-metriske poesi, lyrik, af i dag. Som poesi eller lyrik defineres i dag, inddrages ikke primært, måske slet ikke, rim og metrum, men derimod arbejdes med en struktureret intensitet i sproget. Dette kan vel gælde som en definition på lyrik. Det lyriske bliver en nerve, en medrivende egenartethed.

Her opstår i epubformatet ganske tilsvarende problemer som med den rimede og metriske lyrik. For den strukturerede intensitet er ofte i ligeså høj grad, skønt på en anden måde, hængt op på rytmen i ordsammensætningerne og på de særlige karaktertræk, som linjeskiftene – og i det hele taget de enkelte linjers grafiske forhold til hinanden – giver digtet. Som sådan er det moderne digt i høj grad og som hovedregel et direkte barn af den firkantede, trykte bog – skønt ikke altid, der findes jo også eksperimenter med bogformen til forsøg på ophævelse af denne. Og i samme øjeblik dette den firkantede bogs digt overføres til ebogsformatet i det på mange måder fremragende epubformat, ja, så vælter hele den grafiske opsætning på grund af linjernes flyden i forhold til den skriftstørrelse, man vælger.

Ud af denne problematik vil der uden tvivl opstå nye lyriske former – en ny form for lyrisk nerve, der overskrider spørgsmålet om det grafisk fastlåste digt.

Som et eksempel på en sådan overskriden kan jeg henvise til Kenneth Krabats den stort set samlede Manden i den hvide kittel og Tidens Kælven 1, begge Forlaget Se, Sne! 2011, der begge er skrevet til epubformatet og for mig begge er fremragende lyriksamlinger, hvis grafiske opsætning kan ”klare” forskellige former for linjebrud afhængig af skriftstørrelsen, man vælger på sin ebogslæser.

5. Ebogen og tekster side ved side ved opslag

En anden ny situation med epubformatet er, at man ikke, som i den firkantede, trykte bog, kan have en bestemt tekst på venstresiden og en anden på højresiden ved opslag. For på mange ebogslæsere er der kun en side fremme på skærmen ad gangen.
Jeg er stødt ind i begge problemer med mine egne ting – altså linjebrudsproblematikken for lyrik og problemet med at få to tekster over for hinanden.

I et par af mine romaner, tidligere udgivet som trykte bøger, nu nyudgivet i epubformat, er der digte. Og deres grafiske statur kan vælte, afhængig af hvor stor skriftstørrelse, læseren vælger at bruge på sin ebogslæser. I min fordanskning af den store klassiske kinesiske digtcyklus Daode jing. Klassikeren om vejen og kraften har linjeskiftene enorm betydning og kan vælte ved store skriftstørrelser i epubformat. Heldigvis er linjerne for det meste relativt korte og vil bevare den oprindelige form ved de mest gængse skriftstørrelser, der vælges på ebogslæseren.

I forbindelse med en påtænkt revideret fordanskning af en anden kinesisk klassiker, jeg har oversat, nemlig Den Gyldne Blomsts hemmelighed, ville jeg gerne have den kinesiske originaltekst stående til venstre ved opslag og fordanskningen til højre. Dette lader sig blot ikke gøre i epubformatet på en ebogslæser, hvor der er en side på skærmen ad gangen.

Så samtidig med de mange fordele, jeg ser i ebogen og epubformatet, giver det mig også en del hovedbrud på baggrund af den tradition, vi har med og de muligheder, der har ligget i den firkantede, trykte bog.

6. Kan hvad udad tabes indad vindes?

Igennem de seneste år har tendenserne på bogmarkedet blandt andet været, at digtningen taber terræn. Forlagenes fravalg er stort til fordel for deres satsninger på primært såkaldte bestsellere. Vi kan sige, at her tabes noget udad. Mange digtere og andre forfattere får selvpublicering som en mulighed, og denne mulighed er forøget med ebogen. Dette kan vi kalde, at der vindes indad. Samtidig tenderer bogmarkedet imidlertid mod en uetisk form for monopoldannelse, især omkring ebogsdistributøren Publizon, der udelukker – bortcensurerer – forfattere, der ikke er erhvervsselskabsregistrerede.

Samtidig med at de store muligheder for den enkelte forfatter med ebogen har åbnet sig, og en række formelle og tekniske udfordringer i samme hug har meldt sig, hvad angår selve skriftens endegyldige fremtræden for læseren, så er der for første gang vist nok i århundreder indført en ikke-litterær form for forhåndscensur på, hvem der kan få deres ting ud til boghandlerne og ind på bibliotekerne – fordi nævnte Publizon på ufattelig vis har særaftale (monopolaftale) med et par bibliotekarer i Århus. Og Publizon ejes af mængdeforlagene Gyldendal og Lindhardt & Ringhof. De udelukker således i disse år selvudgivende digtere fra at komme ud til boghandlere og biblioteker via ebogsdistributionsplatformen Publizon.

Den anden danske ebogsdistributør, eMediaservices, kan godt finde ud af at udgive ebøger uanset om forfatteren er erhvervsselskabsregistreret eller ej.

I 1972 udgav Marie Cilius på eget forlag sin enestående bog Erindrer i skærsilden. Hun blev født 1916 og skrev bogen efter at have levet et liv fuldt af udsatheder og krænkelser, inklusive indespærring på to såkaldte sindssygehospitaler. Hun blev invalidepensionist. Ingen ville udgive hendes erindringer. Til sidst anskaffede hun sig en skrivemaskine og sad i sit soveværelse og skrev sine erindringer ind på stencils. Hun bekostede selv af sin invalidepension duplikeringen, indbindingen og udsendelsen af bogens tætskrevne 228 sider. Jeg læste den ved dens udgivelse og har netop genlæst dette enestående dokumentarium. Vagn Lundbye omtalte den i sin kronik ”Forfattere i Danmark” i Politiken, 18. 12. 1972. Den blev blandt andet også omtalt af Hasse Havgaard i artiklen ”Dårlige nerver er nogle sølvtråde” i Politiken 21. 1. 1973.

Dette enestående værk kan du i dag låne på biblioteket. Der blev ikke lavet lektørudtalelse til den tilbage i 1972, men bibliotekarerne har set omtaler af den, måske selv læst den, og ganske rigtigt vurderet den som væsentlig.

Året efter, 1973, udgav forfatterne Dan Turèll og Peter Laugesen sammen bogen Dobbeltskrift på eget forlag. Også denne bog kan du i dag låne på biblioteket i originaludgaven.

Altså: der var den gang ingen forhåndscensur på udbredelsen af danske, trykte bøger. Enhver trykt bog kunne uanset udgivelsessted og trykkeri komme på tale til optagelse på biblioteket, hvis bibliotekarerne skønnede den værdifuld ud fra deres kriterier. Der var ikke for eksempel et bestemt trykkeri, som havde monopol på at levere til bibliotekerne og som forlangte, at forfatterne skulle være erhvervsselskabsregistrerede og momsbogførende for at få deres bøger trykt og dermed udbredt med mulighed for at blive optaget på bibliotekerne.

Anderledes i dag. Det er ganske usandsynligt, at et menneske i Marie Cilius’ situation og et par unge forfattere, som Dan Turèll og Peter Laugesen var dengang, ville være i stand til at gå ind i at lade sig momsregistrere og blive et erhvervsselskab for at kunne få deres ting ud og eventuelt ind på bibliotekerne. Men på den måde udelukkes der i disse år ebøger fra distribution gennem Publizon og dermed udelukkes de også for at komme ind på bibliotekerne – og en Marie Cilius i dag ville sandsynligvis gå efter at lave en ebog, og det samme kan være tilfældet for unge forfattere a la Dan Turèll og Peter Laugesen dengang.

Altså: Vi mister i disse år mange, rigtig mange værdifulde litterære bidrag af forskellig slags til vores biblioteker. De forsvinder i den forstand ud af danmarkshistorien som del af vores fælles biblioteksregistrerede og biblioteksbevarede kultur.

To af de værdifulde ebøger, du ikke kan finde på vores såkaldte digitale bibliotek, er tidligere nævnte Kenneth Krabats to ebogs-tekstsamlinger – for af mange gode grunde er denne fine poet ikke momsregistreret.

På lang sigt, ja, måske blot på mellemlang sigt, tror jeg, at hvad udad tabes vil indad vindes. Fiktionslitteraturen som sådan, og lyrikken i særdeleshed, er for mig eksistentielt set de frie fugles vingefang. Og den enkelte digter skal nok alene og i samarbejde med andre ligestillede finde det åbne formidlingsrum og udbygge dets muligheder hinsides forskellige former for blokerende forsøg på monopoldannelse.

//Hugo Hørlych Karlsen, april 2012

Adobe ADE 1.8.2, preview 3

DRM-helvede.

 

Opdateringen af Adobes DRM-læser til 1.8.2

Digital Editions 1.8 Preview Getting Started eBook

ADE 1.8.2 er ikke en fuld version. Vil man have alle mulighederne fra 1.7 (f.eks. udskrive), bør man bliver dér indtil videre. Men med ADE 1.8.2 kan man anotere som i PDF.

Interessant er dog, hvad ADE gør af noterne – følger de med bogen eller med ADE… (Hvad tror du?)

Der er visse visningssærheder. F.eks. er der i nogle tekster IKKE automatisk liniebrud. Hvilket var glimrende for digtningen, hvis det var tilsigtet, men det er det ikke. Her vises, hvad der burde være en enkelt side, men den bliver til et dobbelt-opslag:

[min ebog den stort set samlede Manden i den Hvide Kittel 1987-2003]

Og illustrationer får lov at stå på et dobbeltopslag, selvom de kun tæller for 1 side.

[min ebog TId • Tidens Kælven 1]

Og virker den sammen med eReolen? Jep, den virker.

 

OF BEES AND MEN – a new beginning

the hunger of none

It was said that bees were vanishing without a trace. That in a world without bees humans would die and go hungry. That was mostly true. As it turned out only half a billion people died, the majority due to individual panic and national outbreaks of egotism. What no one spoke of was the diminished variety of plant life as a result of lack of pollination. And before science could come up with global solutions, un-pollinated plant life outside of manual and mechanical pollination efforts could feed no insects craving sugars of flowers, and no insects could feed no birds, and no birds no bigger birds and no bird droppings and bird carcasses and eggs feeding no insects and worms and carnivores on the ground, feeding no larger carnivores and other herbivores living off of the ground, and slowly, but securely every bit of land outside of manageable crop areas became devoid of animal life, which either struggled unfairly with humans for a brief while, or just gave up and died out. Nobody thought so much could predictably become lost. But no one, possibly due to all predictions being borne out of statistics, absolutely no one predicted the loss of nature’s beauty. Within ten years children were being borne, who never sang a ladybird up to negotiate for sunny weather; there were no longer any ladybirds. And these children as well as everyone else knew only of birds in cages. And foxes in stories and cougars and beavers and badgers and deer stuffed and in zoos here and there, their population diminishing as there were no new ones in open nature to replace those injured or dying of old age, or those born dead or malformed.

People learned. Fast – but too late in the general sense of the word. In a scant few years Nature lost the majority of the spectrum of colors. And where before birds and insects would break the monotony of a walk, now all forests of the world were quiet. Not a sound besides the wind. And even that could not dispel the planet’s largest and most ominous ghost that true nature had become. Soon normal people dared not enter the woods, even during the day. Artificial housing, of which there were many at first, circling crops without need of pollination, became the sanctuary’s and the remains of humanity. And slowly the forests and the plains and the mountains were forgotten and became as they were thought of: Wastelands, where only imaginary beasts and fears hunted, and to catch those sensitive enough for such speculation.

This was the new time of creation. In the minds of men and transported into the empty lands by those craving sensations and fear and the rush of a challenge, and the rest of the satiated had no marks to leave. In the wilderness new life in new forms and shapes came into the world that were partly human, part… other things; mostly of darkness.

This story intends to deal mostly with those of light, against heavy odds it will seek them out and measure their value.

Wasn’t that, what beauty was for? Comparison?

Pludselig far til fire: Tak til Finn Methling!

ikke sådan når man har snablen ude!

En virkelig underlig ting:

Jeg blev opmærksom på, at man selv skal oplyse til Nationalbibliografien, hvis man deltager i antologier med flere end 3 bidragydere, og søgte derfor i Rex (http://rex.kb.dk/). Ingen novellesamlinger registreret – dvs. ingen bibliotekspenge af en hel del antologier, damn!

Hvad der i stedet og ganske uventet viste sig at være registreret i mit navn var 4 dramatiske én-aktere, som jeg i 2004 gav til min sviger-bedstefar, dramatikeren Finn Methling, så han kunne se, hvad jeg havde for i dén retning. Han kommenterede ikke på dem, som jeg husker det, men allerede da var han i slut-80’erne og tog alt meget roligt. Han døde 2010, og havde åbenbart testamenteret sit bibliotek til Nationalbiblioteket. Fint træk, Finn. (Der var meget god dramatik dér).

Det sjove er, at der i Rex’ database står angivet “udgivelsesår” på alle fire manuskripter – hhv. 1995, 96, 99 og 2000 (som er tilblivelsesårene) – men jeg har ikke selv udgivet dem, hvilket på sin vis gør Nationalbiblioteket til deres udgiver 😀

Samtidig kan jeg via et link bestille manuskripterne som POD via http://books2ebooks.eu/ – hvilket jeg selvfølgelig gjorde med et af dem – men på bestillingssiden, uanset hvad jeg gjorde, blev udgivelsesåret sat til 2030.

Jeg er altså i dag blevet 4 udgivelser rigere, hvoraf én først udkommer officielt i 2030. Lille Stor dag!

Jeg siger mange tak til Finn. Hvilken form for liv du end beskriver nu.

MIN EGEN REDAKTØR

Forfattere, der kritiserer forfattere! Det er egentlig en dødssyg idé – så forskellige vi er i vores opfattelse af, hvad der rykker. Fordi det efter nogle år med det samme drive rykkersom vi selv er. Og vi er forskellige i alt dét, vi selv ønsker at være forskellige fra hinanden i, og lig hinanden i alt, vi ønsker at ligne. Permutationerne er endeløse i dét felt. Hvad har vi dog at sige hinanden?

Og så alligevel. Vi bestræber os vel på en måde, der kan sammenlignes. Trods vægtet mængdekarma, og indholdsdybde, og rå penge ind på kontoen, og større eller mindre ambition, og heldbegavelse, og kunst- eller showtalentfuldhed… Okay. Dér er heller ingen lighed.

Men så er vi da mennesker. Mennesker, som ønsker at kommunikere på skrift, af drift, eller af nødvendighed – hvis der da er forskel på de to… Og kommunikation – kommunikere gør man da, respektfuldt med enhver, uagtet samfundsposition, socialt, økonomisk, magtmæssigt, humant, risikovurdering… Hvor mange læsere har du? Ja, på denne bog havde jeg xAntal læsere! Nå, men jeg havde yAntal læsere hver dag i 3 uger sidste år! … Ok.

Men nej. Jeg kender ikke mit publikum. Og mit publikum kender ikke mig. Mængden af 28 års skrift over flere medier parret med lille sceneambition gør det svært at danne sig et fast billede af mig. Mine Facebook-“venners” indre billede af mig gennem dialog, parret med min profil, med blogsurfere lejlighedsvist i uforberedt rus på 1000 stemmer, er nok snarere end min planlagte og redigerede skrift det fasteste eksterne billede af mig i dag, 2012.

Og jo, det vil jeg gerne lave om på. Færre medier. Helst i stald hos et andet forlag. Få en læser igen. En redaktør. Folk skal kende mig igen på min skrift. Og for ikke altid at skulle tækkes et indre publikum, og føle mig nødsaget til at opfinde den dybe tallerken altid, må nogen reagere på et manuskript. Jeg må til at være tålmodig igen. Godtage at skulle have 1000 manusbreve og mails i luften samtidig. Lægge noget i hænderne på andre frem for at være min egen hårdeste og utålmodige redaktør.

Hvad vil DU gerne lave om på?

Åndedræt

Jeg kan ikke klare mig i den digitale verden. Ikke længere. Hvordan klarer dagens unge sig? Hvordan bliver de mennesker? Jeg er en hybrid, mellem antikveret og moderne, og ingen af delene. Min erfaring er historisk, ikke ung. Jeg flyder i tid mellem digital og analog. Jeg savner krop og nærvær.

Jeg går rundt og er nedtrykt.

I forbindelse med lanceringen af min nye bog på eget “forlag” er jeg blevet overvældet over alt det, der er skal gøres, når ens baby skal nå ud til menneskene. Det er ikke dét, der gør mig nedtrykt. Jeg var det allerede.

Jeg bliver ældre og jeg lever stadig på den samme fiktion fra min ungdom – at det kun er et spørgsmål om at skrive og skrive og skrive, og så skal alt nok blive godt. I mellemtiden er hele verden begyndt at skrive og ingen læser de andres tekst, med mindre anerkendte mennesker og forlag holder dem i vejret og peger på dem, men det er ikke derfor, jeg er nedtrykt.

Facebook er blevet et sted, hvor alle skriver til alle; hvor arrangementer annonceres; hvor folk kommer i kontakt og dér, de savner hinanden – ikke udenfor, ikke på mail, ikke på telefon – og hvordan trække sig ud af Facebook uden at blive endnu mere isoleret? Men det er ikke derfor, jeg er nedtrykt. Ikke alene af dén grund.

Ebøgerne vælter frem og der er ingen steder for digterne at finde et hjem, hvor linierne ikke bliver klippet over af programmører, der skriver læsekode for prosatekst. Det er ikke dét, der gør mig nedtrykt. Ikke direkte. Men det fylder at ingen forstår eller respekterer pauser.

Nej… Det der gør mig nedtrykt er,  at som vi flytter os til den digitale præsentations- og kontaktsfære, efterlader vi kroppen. Vi bruger vores egen krop som vi plejer, men kontakten til de andres krop… Her accepterer vi permanent at være uden kontakt. Det afspejler sig i alle informationsmedier, at vi accepterer deres uhåndgribelighed, og taler om interaktion snarere end berøring.

Når jeg ser digte, der ikke kan rumme åndedræt, ikke kan formidle åndedræt, bliver jeg nedtrykt. Når jeg ikke kan røre mine venner eller mine forældre, bliver jeg nedtrykt. Det er ikke nok at røre et træ eller min cykel eller ligge på en græsmark eller drikke en kop kaffe på en café i en storby, selvom det hjælper en smule at være omgivet af lugten og lyden af mennesker… Jeg behøver fysisk berøring. Jeg behøver lyden af åndedræt. Den simple bekræftelse af liv.

Eneboer med alle muligheder for kontakt.

Günters tekst

i Politiken [nu bag betalingsmur]

Det er i disse dage,

at spørgsmålet om mand

eller digt er til afstemning. Günter Grass

siger i et digt,

hvad åbenbart mange tænker –

at Israel er en atommagt,

der rasler med de store våben

over for naboen Iran – skulle hér stå

Iran eller Irak,

jeg kan aldrig huske forskel – men

for mig

var det bare et digt, et ikke

særlig godt digt,

et udsagn, som med samme effekt

kunne have været

et lille stramt stykke prosa, men

GG

valgte digtets form,

og opnår ufatteligt uforståeligt noget andet. Jeg tror,

han siger og behøver at sige: Det her

kommer fra hjertet, ikke

fra mit hoved. Og se

hvor digtet bliver taget imod: Dér

hvor alt er sandt.

zombie3, slagskygge

fucking funny weird

zombie3, slagskygge

Det er ikke dette digt, som er interessant, selvom det ér, men forskellen på dét og nattens første version, som jeg troede at have mistet. Følgende er rekonstrueret i morgenlyset:

På den ene side af floden en gylden by med templer og tårne og hvidvaskede kvinder på sydvendte balkoner og muskelsvulmende unge, ældre og aldrende mænd på terrasser og torve i venlig kamp. Byen har aldrig kendt til krig.

På den anden side de mørkeste sataner i det kendte univers, frygtet af enhver, blot ikke den gyldne by. Over vandet skærper skæret hér alle skygger kastet nat og dag.

Lad det forsætte sådan en tid endnu. I al evighed om muligt. Lad ikke en barne-, ynglinge-, voksen-, gammel sjæl komme til frygt i den gyldne by, stærkt nok til at smitte med mørke. Lad denne by slippe.

Her er så den oprindelige, nattens version af skyggernes land, stort set så forskellig fra morgenens rekonstruerede afsnit som nat fra dag:

På den anden side af floden de mørkeste sataner i det kendte univers, frygtet af enhver, den gyldne by undtaget. Skæret fra byen opbløder også dér skyggerne født ved fraværet af lys.

Det ér sgu da interessant, at den gyldne by ikke kendte til krig i nattens version, fordi skyggelandet behøvede mindre skarpe kanter på sine skygger, mens freden i dagens version er ubrudt, fordi skyggerne ved skæret fra den gyldne by bekræftes i, at de er skygger.

Nat: Fred som følge af blødhed. Dag: Fred som følge af skarphed. Fucking funny weird.

ursuppe, sukker, zombie

Jeg befinder mig i den virkelige verden. Det huer mig ikke. Der er ingen fortid værd at tale om. Ingen fremtid værd at tale om. Et nu har ingen betydning uden fortid og fremtid. Hvad skal jeg hér, hvis jeg ikke står på noget at tage afsæt fra og gå imod?

I morgen begynder jeg at løbe. Nej, på mandag, når sportsbutikkerne åbner, tager jeg ind og køber løbetøj. Og får taget mål til løbesko.

Not. 

Det var ikke engang sjovt at sige det. Jeg hader at motionere og gøre ting, der er monotone i deres essens.

Jeg er en fremmed for mig selv. Mit JEG er ikke mit MIG, som jeg ellers troede var en livslang indsigt.

Det ligger alt sammen i at gøre det. I processen.

I at gøre det.

At være i det.

At være det.

Det er uden betydning. Ingen behøver mig i deres liv. Ingen. Jeg er snart 50. Jeg kan risikere at skulle henslæbe 40 år til uden anerkendelse. Uden at føle, at jeg har en grund til at være her.

Kærlighed er at give. Ja.

For dén som kan modtage er kærlighed at give. Selv når man er alene, kan man kompensere, hvis man kan modtage kærlighed, og give til alle andre, til nødlidende institutioner, til fremmede, til hjemmehjælpen og venners børnebørn. Og aldrig forvente noget igen. Mens det største, levende organ, huden, skriger efter at blive berørt, om det så bare er et stød, et skub i supermarkedet, en overbærende, men frivillig strygen over hånden på socialkontoret, eller i kapellet, mens vennerne smutter én efter én.

Jeg skulle aldrig have set ham dø. Bedste. Fire gispende vejrtrækninger, og så var 92 års akkumuleret viden og erfaring og kærlighed og frygt og overlevelsestrang strøget af kalenderen. Ikke mere morfar at besøge. Ikke flere naive forsøg på at trøste eller det modsatte. Ikke flere berøringer af hans faste klo af en sindssvagt stærk hånd.

Min verden ophørte. Jeg afsluttede. Noget nyt skulle være begyndt dén første sommerdags tidlige morgen. Men det gjorde det ikke. Det blev sommer – som alle havde længtes efter. Og jeg sidder stadig ved hans seng og ved ikke, hvordan jeg skal kapere, at han dør nu.

Snart to år siden. Men dér har jeg siddet fra før det skete. I tanken sidder jeg allerede ved mine forældres dødssenge. Og venter på at de skal dø, så jeg endelig kan komme til mig selv og blive dét, jeg har følt mig som altid. Helt alene i verden.

Og her skulle fortællingen så gå tilbage til barndommen og ridse alting op, så man forstod det nuværende og kunne se hvilket afsæt for det efterfølgende dét ville være. Men det er netop dét, som sagt ovenfor: Der er ingen fortid. Og intet noget peger på.

I dag ligger jeg bare her og nyser, og ser middelmådige TV-serier, og en enkelt film over middel, Rum Diary, om Hunter S. Thomson, manden med sin litterære ragekniv stort set enehændigt transformerede offentlighedens opfattelse af journalistik fra noget urøreligt, sandhedssøgende, til at være et stift regelsæt fastsat af kapitalinteresser og styret fra partipolitisk-motiverede bestyrelseslokaler. En fortælling om dengang han fandt sin stemme. Sin indignation. Skulle jeg rejse ud i verden og lege indigneret og finde min stemme således?

Hvor naivt. Jeg ved hvordan mennesker burde leve og handle, men der er ikke megen realverden over dét. Det er kun 5 grader fra politisk korrekt, og tåler ikke det store eftersyn, før jeg roder mig ud i selvmodsigelser og udsyrede konklusioner på vegne af en ikke-eksisterende menneskehed. Men jeg har ret!

Det er ikke en af de her dage, hvor jeg er tilfreds med mine egne nedrakninger af andres arbejde ud af aldrig udtalt indignation eller regler for god opførsel. Jo, ret skal være ret: Ind imellem ved jeg, at mennesker skal tages ved hånden og føres til det nye, det gode, det væsentlige for alle og vises hvordan. Men jeg er så vred. Og i min vrede gøre jeg alle andre skyldige i min vrede. Det er ren skolegård og barndom. Tidlig svigt, aldrig forstået, aldrig tilgivet, aldrig undsluppet.

Der var ikke noget is, mens jeg så film, selvom jeg ikke har spist (nævneværdigt med) sukker i 3 måneder. Så jeg blendede mælk (mælkesukker) med frosne bær (frugtsukker, meget) og brandy (sukker som karamel og sprit som sukkeraffald af gæring) og spiste 4 mini-chokoladebarer, og drag tre kopper kaffe, kun to med sukker, mens jeg hele dagen ventede på at noget ville stige op af den ursuppe, jeg håber, jeg befinder mig i.

Det slår mig faktisk ikke før nu, at det måske ikke er en ny livsform til mig selv, der vil kravle på land. Måske vil det være en livsform, der tager bestik af min, føler sig advaret, og forandrer på tingene til gavn for fremtidige generationer. Eller guderne bedre det en livsform, der tiltrækkes af min, som mange tiltrækkes til Hunter S. Thompsons drikkende, rygende, stoftagende virrehoved. Man kan aldrig vide, hvad der kommer, når man forlader det, man var. Det er derfor kun nuet har betydning. Hvis man husker. Og drømmer. Og sigter mod noget.

Intet i verden ville ændre sig radikalt, hvis jeg ikke fyldte med mine 92 kg i hjørnesofaen her. Nogle spor ville blive anderledes. Måske nogle ville mærke tabet som jeg mærkede bedstes død. Måske aldrig komme sig over det. Måske smitte levende med det. Som jeg måske smitter levende med det her. Min døds-virus. Min levende-død-virus.

For fanden. Det er da dét, der er grundlaget for enhver zombie-film. Mennesker, der ikke kan finde ud af at leve deres eget liv, æder levendes hjerner, men de levende er som de selv, og derfor bliver de aldrig mætte. Zombiefilm er en analogi for en af filosofiens grundbegreber – nihilismen. At der er intet. Uanset hvad man som menneske føler eller oplever eller. Eller, det er nok snarere essensen i nihilismen: Man kan ikke mærke noget. Følelsesmæssigt, eller fysisk blokeret for input. Derfor kan intet ud over erindringerne have betydning. Der kommer intet nyt ind. Det er at være en levende død. Levende forandrer sig.

Jeg skrev noget i den stil til en ven i dag. Samtalen har varet i mange år, og pt. handler den om enighed eller ikke. Han forekommer at ønske at være enig. Jeg behøver det ikke. Jeg er så meget på afstand af alle, at jeg næsten ikke kæmper for enighed, eller for forståelse. Hverken deres af mig eller min af dem.

Det ville være smukt med en velplejet have i år. 4 sommermåneder med fingrene i jorden og større forståelse for processerne i disse måneder. Så resten af året havde noget at binde sig op på. Men jeg har ikke lyst at være her. Det hedder enten terapi eller rejse. Mætningspunktet nærmer sig. Jeg må flytte mig eller dø. Tomrummet har varet for længe.

Mit hoved er ved at sprænges af hovedpine. Her kan jeg mærke, at jeg er syg. At noget er, som det ikke skal være. Min krop værker også meget i perioder, led, muskler. Sådan kan jeg mærke, at noget er galt. Det sluger mit fokus, men fremtiden rummer ikke helbredelse. Den rummer kun død og forsvinden. Diffundering ud i betydningsløshed. En strøm af udrikkelig filterkaffe ikke ned i kolben, men i et vandfald. Jeg skal dø og forsvinde. Og jeg kan ikke få min opmærksomhed andetstedshen. Jeg kan ikke føle noget andet end dét.

Vi så det ikke komme

i baljen med det hele!

‎”Det er mit ansvar, hvad der foregår i det sprog, jeg kender som mit hjem. Ingen accent over “er” og ingen kursivering af “ansvar”. Fremtale er sagen. Samtale med fremmede. Det skal der stå på plakaterne og på skiltene gennem gaderne. “Fremtale”. Nogen vil måske forsøge med bydeform og miste deres skilte lige så stille og roligt. Jeg fremtaler. Skal vi droppe snakken og tage en fremtale? Fremtale bygger bro over nationerne. Fremtale er Danskernes bidrag til verdensfreden. Menneskelig interaktion uden at slås.”        — (fra strømmen nedenfor.)

Jeg ved, at jeg er uden for den danske bogbranche. Udenfor. Ikke på indersiden. Ikke in the know. Men præcis som det er bedre at se på en person, der er syg, end selv at være det, kan jeg forholde mig til hvad nogen kalder den danske bogbranches abjekte mangel på samarbejde, som jeg ser som misforstået intellektuelt paternalistisk forretningsskab med udtømningsrør ned i en fond, snarere end dén forretning med konkurrerende litteratur, som Danmark virkelig behøver, hvis ikke vi skal sidde ikke bare som udkantseruropæerne men også som Udkantsskandinaverne om 20 år.

Vi behøver, at vore nordsproglige forlag samarbejder gennem at konkurrere, danskere internt, og ud til alle sprog, vi kan opretholde et marked til. Jeg ved, danske forlag sælger oversættelser til hvem, de kan, men jeg taler om at udvise vilje til at samarbejde snarere end indtjeningssocialitet.

Det ændrer sig ikke fra dag til dag. Der er ikke andet litteraturpoliti end udgivelserne selv, som de læses af flest, og næppe en sammensværgelse af forlag i politisk karteldannelse. Og kun moralister som undertegnede gider tale om det. Men så hør hér:

Den mentalitet, som livet har sendt frem til at skade andre for egen vindings skyld, er en dybt såret mentalitet. I den ligger og har ligget stort behov for overlevelse nødigt. Familier igennem generationer i Danmark har været undertrykte af dronninger og baroner og hoffolk og godsejere og andre fisefornemme objekter for romantiske forestillinger om et ”bedre liv med penge og magt”.

Der er kun ”ansvar”. Eller ”ikke-ansvar”. På dét forståelsesniveau, man befinder sig. Et såret kollektivvæsen som Danmark, tilskadekomment som landet er gennem krig, uvilje til frygt for at se ubehaglighederne i øjnene og århundreders bondeundertrykkelse, behøver at give til omverdenen, hvad omverdenen behøver – på en måde der sparker bedre røv end noget andet land har gang i på samme område. Selvrespekt. Selvagt. Tillid til sig selv.

Hver enkelt må føle, at det nytter noget, hvad de gør. Og hvordan kan kun hver enkelt afgøre for sig. Der er ikke noget endeligt, beskriveligt mål, men der kan være mange pitstops og afkørsler på vejen. Henover kollektivpolitik og offentlig anerkendelse af psykologi i politik, skatte- og lønfordele til mennesker med

NEJ, jeg vil ikke forstå, hvorfor jeg nærmer mig overgrebs-forsvarende retorik med muligheden for bittesmå justeringer mod hensynsløst magtmisbrug og underkastelse.

Ovenstående er undergravende retorik. Den er født af lige dele besserwissen im Augenblick og misforstået velønskning. Den udviser ikke respekt for mennesker og menneskers muligheder, og de svagheder som skal hærde styrkerne igennem kollektiv

Nu gjorde jeg det igen. Jeg må åbenbart have et meget stort ønske om at gøre noget godt for folk. Men at ønske det er jo ikke det samme som at gøre det – det ses jo af svingningerne her, der blot er tanker.

Ville f.eks. at undlade at slette det her indlæg på nogen måde kunne gøre det ud for bestanddele i min andel af at gøre det? Eller bør jeg ikke være i tvivl? Bør jeg kunne selv? Bør jeg frygte et eller andet dominerende spøgelse i mit liv, der tidligt har bragt mig til at tro, at jeg snart ville miste vedkommende, ham eller hende; at jeg snart ville være uden for hjælp og omsorg og nærhed og venskab og tryg pardannelse i den nation jeg voksede til i kongeliniernes vold, i sammensmeltningernes tid – fra konge til adelen til godsejerne til bønderne til bøndernes tyende og helt ned til det mindste barn – og siden fastholdt af aldrig rystede kapitalinteresser? Nej, der er ingen revolutioner i min tid. Dansken gør ikke oprør. Det taler man ikke om. Af at bo i Danmark bliver man i stedet en slags undergrundsrevolutionærer, der går op imod alt og alle, herunder sine naboer, bofæller, og sågar familie, ikke åbenlyst, men evigt parat til at forsvare, hvad enhver kender som sine drifter.

Det er fint holdt, Folkens. Store viljestyrke. Vi er stolte af jer.

Og fandens. Der gik jeg sgu i gudebaljen. Men jeg mener det vel.

Det er mit ansvar, hvad der foregår i det sprog, jeg kender som mit hjem. Ingen accent over “er” og ingen kursivering af “ansvar”. Fremtale er sagen. Samtale med fremmede. Det skal der stå på plakaterne og på skiltene gennem gaderne. “Fremtale”. Nogen vil måske forsøge med bydeform og miste deres skilte lige så stille og roligt. Jeg fremtaler. Skal vi droppe snakken og tage en fremtale? Fremtale bygger bro over nationerne. Fremtale er Danskernes bidrag til verdensfreden. Menneskelig interaktion uden at slås. KAN det lade sig gøre? Eller fortsætter vi i samme passive aggression som hidtil og længe? Det er et spørgsmål om, hvad hver enkelt VIL. Af VILLEN er der handling. Og VIL man noget andet, gør man noget andet. Kan og er man noget andet. Indefra og ud.

Man kommer til at VILLE gennem at forstå, hvad der er godt for én. Hvad ellers er der at tro på, hvis man taler om omvikling? Det må da til enhver tid med bare et minimum af intelligens handle om at samarbejde med sine egne livsvilkår. Menneskelig udvikling. Fremtale. Ikke at slås.

Forudsætter jeg for meget? I så fald, hvad?

ny kulturstyrelse

v/ folkets mand

Vores nye kulturminister har travlt med at konsolidere sig: Op til 8 led mellem kunstner og beslutningstager  i ministeriet (frem for 5 før), 9 ud af 12 direktionsmedarbejdere arbejder direkte med ministerkoordinering, tænkte besparelser ved at sammenlægge forskellige styrelser, som bor i samme hus, Uffe Elbæk er folkets mand, folkets mand, folkets.

read it and weep.

Søndag aften 

Ny kulturstyrelse, hvorfor?

Visionen for den nye Kulturstyrelse blafrer i vinden. Ledelsen savner legitimitet. Medarbejderne undrer sig.

CulturCommentar:

Der var ikke mange omkring de tre nu nedlagte styrelser, der havde set den nye struktur komme. Der var næsten ikke nogen ansatte i de tre styrelser, der havde set muligheden. At kulturministeren valgte at etablere en helt ny struktur blot 2 måneder efter sin tiltræden, vidner om stor beslutningskraft. Men det vidner også om totalt fravær af den proces, man almindeligvis vil foretrække forud for omfattende organisationsændringer.

Ministerens egentlige motiver synes uklare. Det eneste, der fremstår tydeligt af hans presseudsagn, er, at han tror, man bedre kan opnå administrative besparelser ved at lægge styrelser sammen. Da de tre styrelser i forvejen boede i samme bygninger, kunne det vel ikke udelukkes, at man lige så vel kunne spare ved at intensivere administrative samarbejdsrutiner.

Og hvis den økonomiske logik er, at stort er billigt, er det svært at forsvare, at man ikke fusionerede med Slots- og Kulturejendomsstyrelsen, når man nu alligevel var i gang? Og hvis hensigten var at spare, hvorfor har man så fortsat 3 direktører – det er især på de lavere løntrin, man har begrænset i personale. Det gavner absolut heller ikke ledelsens legitimitet, at man ansætter en administrerende direktør uden opslag – ganske usædvanligt for direktører i den statslige administration.

Nysproglig vision

Ved offentliggørelsen af fusionen af de tre styrelser angav ministeriet en samlet vision for den nye Kulturstyrelse:

  1. styrke samspillet mellem kunst, kulturarv, biblioteker og medier
  2. styrke koordineringen af den statslige og kommunale indsats på kulturområdet
  3. fremme udvikling og udnyttelse af den øgede digitalisering i kultur- og medielandskabet
  4. udvikle nye tilbud og formidlingsformer til borgerne
  5. styrke det internationale kultursamarbejde inden for alle fagområder
  6. øge samarbejdet med bl.a. uddannelse, undervisning, forskning, miljø og natur samt erhvervsudvikling, herunder arkitektur og turisme

Umiddelbart er det en vision, der kan være svær at modsige. Der er så at sige intet skidt i at have de ønsker, som markeres i den såkaldte vision. Vi er sprogligt set indenfor tidens neutrale buzzwords, også kaldet nysprog.

Udenfor helt snævre ledelseskredse er der ikke nogen, der har formuleret visionspunkterne som et særligt ønske. Tag blot det første og åbenlyst vigtigste punkt: at styrke samspillet mellem de områder som tidligere udgjorde hver sin styrelse. Et eller andet sted i en central ledelseskreds kan man naturligvis ønske et større samspil mellem de områder, der indgår i ministeriets ressort. Men der har aldrig været offentliggjort en eneste rapport, et udviklings- eller strategipapir, som pegede på, at det var vigtigt for nogen som helst, at disse områder samarbejder.

Nu beder man de 297 medarbejdere om at huske, at dette samarbejde er det vigtigste i verden. De faglige områder medarbejderne har ekspertise i, underordnes nogle for omverden aldeles ligegyldige hensigter.

Kunst, hvor?

De mennesker, som måtte interessere sig for kunst, kan muligvis undre sig over, at ordet kunst end ikke nævnes som en del af visionen. Forholdene for de som skaber kunsten, kunstnerne, nævnes heller ikke.

Og for kunstnerne bliver de administrative veje også længere. Tidligere var kommandovejen fra en kunstner: kontakt til menig medarbejder – chef for fagligt område – direktør for Kunststyrelsen – departementschef – minister. I alt 5 led. Nu bliver kommandovejen: kontakt til menig medarbejder – medlem af chefteam – muligt møde i chefteam – områdedirektør – administrerende direktør – muligt møde i ministeriets nye koncernledelse – departementschef – minister. I alt 6 led, muligvis 8.

Ministeren styrer

I Kulturarvsstyrelsen er direktionssekretariatet naturligvis en central funktion. Ud af sekretariatets 12 medarbejdere har 9 til opgave at arbejde med ministersagskoordinering. Man må håbe, at de selv kan koordinere arbejdet. Ministerbetjeningen kommer således til at fylde ganske godt i organisationens ledelsesdele.

Ind i dette kommer så også kommunikationsmedarbejdere, der refererer til departementschef og ikke til hverken fagligt center eller områdedirektør i Kulturstyrelsen. Alle kommunikationsmedarbejdere er blevet en del af ministeriets ledelsessekretariat. Det vil eksempelvis sige, at styringen af Kulturstyrelsens web ligger i selve ministeriet.

Kulturministeren har skruet en koncernstruktur sammen. Visionen blafrer i vinden. Centralisering er en umiddelbar konsekvens. Uigennemskuelighed og vanskeligere kommunikationsveje er nærliggende konsekvenser.

For en sjælden gangs skyld gennemføres en organisationsændring uden aftalt evaluering. Man skal ikke tale med særligt mange medarbejdere i den nye Kulturarvsstyrelse, før man får et tydeligt indtryk af, at der er tale om en endog meget skrøbelig konstruktion. Kulturstyrelsen savner den helt fundamentale legitimitet – der er tale om et top-down projekt, som medarbejdere har været nødt til at sige javel til. Visionen er en ordre. Ledelsen er udpeget oppefra. Når ting mislykkes, vil svaret være: det er jeres egen skyld. Det er barnelærdom for enhver proces- og udviklingskonsulent.

Tom Ahlberg
ansvarshavende redaktør

som blod – en momentan samling

jeg ser ikke mine mønstre, når de dukker op, for de dukker op, når jeg ser dem. Det er omgående tilblivelse, puf, en tanke og i samme puf, et mønster. Man kan sige, at mønstrene og mig vi er ét. Ikke, at dét gerne varer særlig længe.

Af og til er der længe mellem mønstrenes opdukken. Alt liv imellem-hér er stille. Mindre tale, mindre varme, større tilbøjelighed til frygt. Jeg findes ikke så meget.

Dét har selvklart sit eget mønster: Ikke så megen erindring om gentagelsers kommen og gåen som tidevandet, som det er kraft i et snævert kredsløb, der totalt set af og til må vente på, at trykket stiger igen.

no part

we hope you never will…

You are not one of us.

Your dialect is not an issue. You have no dialect.

The lingo, the references, the “what’s this?” of people, who share similar talents and interests, none of it is familiar to you.

You do not connect. You do not belong. Mind, heart, body even, and so called spirit, an artist in the broken sense. An uncomfortable analyst you are – rarely with a home, even among peers, the threat of annihilating analysis being too great.

You are alone. The comings and goings of people, in the distance, through clouds, or binoculars, or through the “eyes of people”, that is your material. Dense and varied and manageable from afar.

Observer. Alone.

For you own safety you claim to enjoy the lives and emotions that you invent in order to let your thoughts gain present reality in all of your sensory perception and your empathy and aestetic talent.

You do not look towards the stars of the Universe, you look but towards “an understanding of society”. Something you perceive as an undefined date of future lessening of chaos. A coming to balance of mind with MIND – an equilibrium you will never achieve, not being “ofsociety”, and not even IF SO.

You know this.

Through birth or upbringing, little talents for managing talents, or lack of undefined-gift, what ever… you are no part. You are alwaystranslating. Always being translated in return. Never being seen.

Never being.

Because you are without. One cannot be without.

We pity you. We, the society, never say. As individuals we pity you.

Your fortunate “We” is visibly meaningful to you. And so is your bravadery meaningfully visible to us. You feel you benefit from us, in your miserable isolation. We thank you for not having to be you. We are most truly grateful.

We will further benefit from you.

In our massive collective.

You suspect that sometimes.

Sometimes even as you accept our pat on your head in what ever form suits you the best.

We will gladly accept all of your gifts of vision and pass them on to our people. And.

We will protect ourselves from your humanely lesser talent. And.

We will look at our collective, non-world building selves, through your soul and sensory perception and wonder at the truth of it, hmm…?

We will shower you with accolades and the fulfillment of your immediate and long-term dreams and desires, as you come to deserve.

And when you are hurt, we will look after you as one looks after a sick egg layer.

And with due honors we will pass on your accomplishmentss in the service of mankind to the annals.

We will never let you in.

Not that we could, if we would. Why destroy the better-world beauty that you see us with and the precious beauty of our following your pain?

We cannot.

We are too many to agree.

You are the one, who has to change.

We hope you never will.