brændt ud

Man skal brænde for at brænde ud.

TAB er en del af alle lidelser, og kan nemt føre til kortere eller længerevarende nedtrykthed, sorg, eller depression: Noget er mistet, som giver én følelsen af ikke at være hel, eller man må skulle give slip på noget, man før har værdsat højt: et menneske, forestillinger om egne evner, retning i livet, betydning for andre, forskning, filosofi…

Men at miste interessen i nyt er at miste interessen i selve livet.

 

UDBRÆNDTHED

Udbrændthed er blandt andet kendetegnet ved:

  • følelsesmæssig udmattelse
  • ufølsomhed over for andre mennesker
  • lav præstationsevne

Et bedre ord for udbrændhed er nok “udmattelsesdepression”.

Stress vs. Udbrændthed

Stress
Udbrændthed
Karakteriseret ved overansvarlighed Karakteriseret ved manglende engagement
Følelsesudtryk er overreagerende Følelsesudtryk mangler kant og indhold
Afføder hast og hyperaktivitet Afføder hjælpeløshed og håbløshed
Tab af energi Tab af motivation, idealer og håb
Fører til angstlidelser Fører til afsondrethed og depression
Primære skade er fysisk Primære skade er følelsesmæssig
Kan tage livet af dig før tid Kan få livet til at synes ikke værd at leve
Source:Stress and Burnout in Ministry

 

Udbrændhedt forekommer typisk på arbejdspladsen: Du arbejder for meget og bliver værdsat for lidt. Meget enkelt. Men erstat “arbejdsplads” med hvad som helst, der kræver en stor del af din tid, ansvar, engagement, og du vil se, at udbrændthed kan forekomme hvorsomhelst. Continue reading “brændt ud”

Miranda July’s Handy Tip

delicate weird

Miranda July: deleted scene from her 2nd full-feature movie, “The Future”, individually titled “Tips for the easily distracted”.

I love this director. Her quirky mind makes me feel alive in a world of … yes, distractions, seeing things I forgot can be seen.

Do find Me you and everyone we know (2005) and The Future(2011), if you in any way react positively to the above excerpt.

You are (becoming) owned!

what is yours, may not be yours!

Imagine not legally being able to sell your own stuff! Your grandmother’s designer rocker, your iPhone 6, your Stuff-a-bear at a garage sale, because the law grants the intellectual right’s holder the legal right to decide, how your used item is disposed of and at what price…!

WHICH ONE THING would you try to peddle in the street, if this law was passed – in a worldwide garage sale?

From an email received from Demand Progress:

Friends, I’m passing along this email from Demand Progress about an important upcoming Supreme Court case that affects all Americans.

A few months ago Demand Progress — joined by over 100,000 Internet users and a coalition of public interest groups — asked President Obama to take action and protect consumers’ rights to resell their own things.

The Supreme Court is currently hearing a case (Kirstaeng v. Wiley) that will decide whether you have the right to sell your iPod, books, and other goods on eBay and Craigslist — or even at your own yard sale.

But the entertainment industry lobbyists at the MPAA and RIAA have filed a brief in the Supreme Court mocking consumers’ concerns — just like they did during the SOPA Fight.

These special interests admit that they want the Supreme Court to decide against the interests of ordinary Americans and protect the music and film industries’ “ability to control entry into distinct markets.”

You heard that right — Hollywood admits that controlling their CD and DVD markets is more important than consumer rights.

Amazingly, the Obama administration agrees and has rejected the pleas of thousands of ordinary consumers.

The White House’s solicitor general filed a legal brief rejecting our arguments and allowing big businesses to sue people for reselling their things online.

Thanks.

-Demand Progress

The Supreme Court will hear this case in a couple of weeks, so please get your friends involved right away:

If you’re already on Facebookclick here to share with your friends.

If you’re already on Twitter, click here to tweet about the campaign: Tweet

WHICH ONE THING would you try to peddle in the street, if this law was passed – in a worldwide garage sale?

Sociale Objekter (Social Objects)

I sociale fora, i sociale medier, er vel det meste vi gør blot undskyldninger for at mødes. Mødes i offentlighed på Facebook, mødes i anbefalingen af YouTube-videoen, mødes på stedet også i Foursquare, mødes i genoplevelsen på Flickr, mødes i tankens og definitionens udforskning på Quora, mødes, mødes i chatten sgu også, på Facebook og alle steder. Det handler om at mødes. Objekterne er Videoer, Mennesker, Spørgsmål/Svar, Steder, Fotos og Billedkunst, Musik, Deling, Begivenheder, Spil, LiveCast, TVradio, Præsentationer, Anbefalinger, Protester o.a.

Internet-Iværksættere er nødt til at stille sig 2 spørgsmål om Det Sociale Objekt: 1. ”Hvad er det, vi udbyder i den sociale agenda?” og 2. ”Er et helt nyt Socialt Objekt dét, der skal gøre vores lykke, kan vi koble Sociale Objekter sammen, eller byder vi os frem som et (bedre) alternativ til kendte Sociale Objekter?” Stiller man dem ikke, kan man ikke målrette sin start-up’s indpasning i konkurrencen om opmærksomhed.

Vil man gøre indtryk på Internetbrugere, skal man kunne noget: Indplacere sig som en skive i den samlede pølse af daglige handlemuligheder på Internettet. Forsøge at bevidsthedskoble de nye frembudte handlemuligheder med gammelkendte medier eller objekter. Blive anbefalet.

Det er hele verdens befolkning og deres anbefalinger, der rykker noget. Eller blot mængden af fluer på kagen. Facebook, der kunne hedde GlobeSite uden problemer, blev overvurderet på børsen, fordi ingen uden videre kan værdiansætte 1 milliard mennesker opkoblet i samme netværk. Det er 1 milliard mennesker, nogen KAN nå ved fordøren. Og DERES anbefalinger…

Hvad skal man med Sociale Objekter? Ikke noget. Men man kan tælle dem og se om tallet ændrer sig eller forsøge at ændre antallet selv. Blive en del af den Socialobjekt-celleding, som er i færd med at skabe den livsform, der allerede nu optræder som Nettets kollektive ubevidsthed. Og ud over at være nyder, som alle er, så servicere med tjenesteydelser eller kreativt indhold.

Sociale Objekter er er Nettets celler. Celler bliver til organer; på samme led, men omvendt bliver Sociale Objekter til Sociale Medier. Ikke som biologisk vækst fra lille til stor og væk, men født som fuldfærdig fleksibel idé gå fra tanke til anbefalinger eller meget stærkt ud i glemslen.

Vi ved endnu ikke, hvad vi skal eller kan med denne bevidsthed, når den vågner, men vi ved, at den består af os alle sammen. Indenfor dens ubevidsthed kan vi i dag bevæge os i massen ved entusiastisk fremstød eller frygtsom retræte og påvirke nogle af de andre, og af og til i processen trancendere lande, sprog- og kulturgrænser. I processen bliver flere og flere bevidste om fællesskabets evner til forandring og påvirkning.

Når Kollektivet, det fremmødte konsensus, bliver stort nok, mange nok, og vågner, er det pr.definition autonomt  – og hvad vil det så forholde sig til, ud over sig selv? Hvordan kan det dét? Er det dét, man forestiller sig er gud: Foreningen af intelligente, selvbevidste celler, som i kollektiv vil iværksætte skabelse og udforskning af hvadsomhelst, der er muligt at skabe eller forstå? Har et sådant væsen nogen sinde eksisteret? Eksisterer det allerede?

Det Sociale Net er stort set det meste, hvis man indregner kommentarmuligheder hvorsomhelst:

Mobning, et ledelsesproblem på samfundsplan

Et menneske uden ånd kan ikke transformere lidelse til udholdelig erfaring.

 

Der sker alt muligt, når et menneske bliver bange: Kroppen reagerer med forhøjet puls, udspilede pupiller, adrenalinudskillelse osv. – men frem for alt finder en adfærdsforandring sted, som er evolutionært designet til at fjerne truslen fra mennesket eller mennesket fra truslen.

I takt med væksten i den kollektive bevidsthed, den kollektive samling, er den gamle mekanisme, der sikrede samfundsnødvendige geners fortsættelse og uønskede geners undertrykkelse, blevet markant større. Forstødelse og udstødelse har dækket over ufleksibel fastholdelse af den velkendte menneskelige genpøl. I dag hedder det mobning. I en genneminformeret verden, hvor det er blevet sværere at skjule sig i massen og sværere at begynde forfra ved at flytte til en anden by, eller måske til et andet land, er mobning blevet et centralt problem. Et problem for alle.

 

Det ny helvede

Mange faktorer dikterer mobning, den væsentligste er frygt. Frygt for forandring, frygt for smerte, frygt for underlegenhedsfølelse, frygt at være udenfor selv, frygt for at blive ansvarlig for andres fejl… der er mange former for frygt, og alle skadelige for individet, at mange mennesker hellere vil lade det gå ud over andre end at gå ind i en forståelse af følelsen.

Forfatteren og filosoffen Lene Andersen kønsopdeler det: Mænd mobber kollektivt for at presse elementer ud af gruppen, som ikke støtter gruppens udtalte behov; kvinder tager et eget initiativ til at mobbe andre kvinder, de opfatter som trusler mod deres personligt udnævnte dronning. Mænd spejler sig i hinanden, kvinder i en anden kvinde.

Fælles er dog omkostningerne: At blive alene gennem forstødelse forårsager tab af identitet for de fleste –  at det ikke er til at afgøre, hvor man selv begynder og ender. Hvilket gør yderligere sårbar over for manipulation og andre bevidste og ubevidste overskridelser. Forstødelsen fra fællesskabet resulterer samtidig i tab af spejling for både den enkelte og for fællesskabet, med medfølgende tab af videns- og følelsesmæssig nuancerigdom og tilstrækkelig med kaotiske elementer til at holde synergien i samfundet sund.

Det er, set fra et socialt, evolutionært synspunkt, potentielt livstruende, fordi menneskene med lille nuancerigdom mister evnen til social orientering, societale ambitioner og ansvarsfølelse. Hvis et samfund har mange ensomme, forstødte mennesker, er det et splittet samfund uden tydelig kerne, hvilket som en anden luftbåren virus smitter den nationale identifikation. Med stor national fragmentering kan allehånde destruktive og selvdestruktive tanker slå rod.

I dette voksende fællesskabsorienterede 21. årh. er mobning det nye Helvede på jord.

 

Mobning er et ledelsesproblem. I mange lande forsøger ledelsen på skoler og på arbejdspladser at tørre den af på hhv. børn (og deres forældre) og på medarbejdere, men opnår intet andet end at give magt til den utilfredshed, som altid lurer blandt folk. Mobning er et produkt af ledelse, der ikke aner, hvad der sker blandt folk, og selv hvis den vidste, ikke ville turde risikere sin position på at rette op på det. Eller, den tillader mobningen som et middel til at fjerne opmærksomheden fra sig selv.

Sådan var det på min arbejder-folkeskole på Østerbro i Kbh., hvor jeg voksede op – skolen mistede 800 elever på 10 år. Og sådan var det på min læreplads, hvor chefens alkoholproblem perkolerede ned gennem alle ancieniteter og kostede mandefald, dårlig stemning og tab af virksomhedskunder. (Begge er siden kommet på ret køl, med ny ledelse).

 

Kodeordet ”NED”

Grundstenen i mobning handler om bevidst udeladelse af anerkendelse eller negativ kritik under dække af anerkendelse, med efterfølgende overskridelse af personlige grænser, løftebrud, og bøjning og mutering af etik og moral kun med ét formål: At hæve sig op over et andet menneske. Og for den mobbede: At tilstå en anden retten til al magt over én.

Mobning sker, fordi den kan ske. Det er derfor ansat og selvbestaltet ledelse, der tillader, forårsager eller udøver mobing:

  • Fra politikerne og ned
  • Fra kommunalinstitutionerne og ned
  • Fra chefer og ned
  • Fra håndværkere og ned
  • Fra lærere og ned
  • Fra grossister og ned
  • Fra handlende og ned
  • Fra kolleger og ned
  • Fra kammerater og ned
  • Fra søskende og ned
  • Fra kærester og ned
  • Fra forældre og ned
  • Fra bedsteforældre og ned
  • Fra ældre og ned

Ledelse dækker over alle, man som menneske tilstår råderetten over sig. Og kodeordet er ”ned”, i betydningen “at se ned på”:

Mobning er altid en udnyttelse af svage punkter hos et menneske, mobberen føler sig højere hævet end. Og omvendt: Mobbede føler altid, at deres mobbere burde handle mere kærligt, mere omsorgsfuldt.

Relationen mellem mobber og mobbet som klar, menneskelig relation er en magtdemonstration, der ikke stopper ved den mobbedes anerkendelse af overmagt. Mobning svarer til psykisk at sparke på én, som allerede ligger ned.

Spotter man mobning, bør det første spørgsmål være: ”Hvordan gavner det ledelsen IKKE at stoppe den?” Og det næste: “Hvem er ledelsen”? Først stoppe blødningen, så rydde op. Dernæst bør man sørge for psykisk førstehjælp til de implicerede, evt. blot ved fysisk at fjerne dem fra påvirkning fra mobberne.

 

Mobning i stort og småt

1. Jeg har en kolonihave i en forening, hvor formanden er aktiv mobber. Formanden er valgt af et flertal, der kender ham, og ledelsen udgøres således af alle dem, der accepterer hans fremfærd, hans ledelsesstil. Ledelsesfordelen ved formandens mobning er kæft, trit og retning på klipning og pasning af haver med begrundede trusler om udsmidning, hvis ikke… Det er et aktivt mobbe-miljø, og klager over mobning fejes under gulvtæppet som ”idiosynkratisk” adfærd – at det “bare er sådan formanden taler til alle”. Flertallet i foreningen ønsker at være på god fod med formanden (dvs. alle andre uden at skulle gøre andet for dét end at følge reglerne), så foreningens regler håndhævet af formanden følges slavisk, og han bagtales, straks han forlader en samtale.

2. Som forfatter interesserer samfundets forholden til forfattere mig. Et noget større mobbemiljø var på forsiderne sensommeren 2011 med mange agurketidsoverskrifter om misundelse ift. forfattere, der år efter år modtog offentligt søgbare legatmidler, med beskyldninger om kammerateri og elitisme. Ledelsen er hér statens kulturansvarlige politikere, men kulturpolitikerne dyrker et armslængdeprincip ift. uddeling af kunstmidler og lader derfor mellemlederne, Kunstfonden, sejle deres egen sø og ude af stand til at at forsvare sig selv eller forfatterne mod mobningen. Hvorved medier og forfattere og folk i al almindelighed frit kan fortsætte med at overfalde institutionen og kulturuddelingspraksis.

Mange vil sige, at ”det her” kun er et spil, der skal spilles – med momentane vindere og tabere – men intet kunne være mere forkert. Hvis mobningen ikke imødegås, splittes ”gruppen”, dvs. kolonihaveforeningen, eller dansk kulturliv, i fraktioner med vinderne og tabere effektivt udnævnt af mobberne, og tabernes menneskelige ressourcer og kompetencer tilflyder ikke fællesskabet.

I kolonihaven gavner mobningen ledelsesstilen: Frygt for udsmidelse sørger for ro og orden og mange pæne haver. Ift. Kunstfonden gavner den negative offentlige debat den nuværende politiske omkalfatring af støttemidlerne.

Ledelsen har altid et formål med at tillade mobning!

 

Find dig ikke i mobning

Igen: Nogen i ledelsen har gavn af, at elever eller medarbejdere holdes nede af mobning. Mobning ér et ledelsesproblem. Tag fat dér, snarere end at lave kliker imod ledelse eller mobbere. Find ud af, hvem mobbernes ledere er, og påklag ledelsen. Find ud af, hvem de mobbedes ledere er, og påklag ledelsen.

Find dig ikke i mobning. Hverken den du overværer, eller dén der overgår dig. Mobning ødelægger selvtillid og fjerner initiativ. Jo tidligere mobning begynder, desto mere ødelæggende er den for et menneskes fremtidige helbred, åndsliv og deltagelse i samfundet som aktiv medborger. Som PTSD, post traumatisk stress syndrom, er ubehandlet mobning et åbent sår:

Mobning stækker eller dræber ånden i et menneske. Dén drivkraft, som i et menneske transformerer livets lidelser til udholdelig erfaring.

 

Fremtiden

Fremtiden er ikke lys. Mennesker presses fra alle sider af informationer og krav om aktivitet og deltagelse på alle mulige planer fra udvist forandringsvillighed på arbejdspladsen til køb af økologiske madvarer og pasningsordninger, forældregrupper, pleje af psykiske spøgelser og politisk stillingtagen nationalt og globalt. Hvor finder man ro og fred til at være imødekommende og åben?

Høns, der stresses af for lidt plads, hakker deres burfæller ihjel eller plukker dem. Mennesker skal bare udholde alt, de udsættes for af påkrav om dit og dat ansvarlighed og initiativ og forståelse og modenhed og styrke og erfaring og viden og hvis de får lyst til at lade det gå ud over nogen eller noget… hvis de synligt mister grebet om det hele i 5 sekunder, bliver de slagtet.

Der er kun at fake interesse på visse punkter. Hvor man kan slippe af sted med ikke at engagere sig.

Det er fint.

Det er okay.

Det er bedre end at lade frustrationerne gå ud over nogen, fordi man ikke kan have paraderne oppe hele tiden og masken smilende. Fremtiden for os alle bliver kun en bedre forestilling, hvis vi allerede nu begynder at slappe mere af. Vi kan ikke producere os ud af krisen. VI er krisen. Menneskene på Jorden ER krisen. Fordelingspolitik, økonomiske gældsstrukturer, råvareudnyttelse, dyrkningsplaceringer, forurening, fear mongering for profit, det er alt sammen os alle sammen.

Træk vejret. Tag en pause. Og én til.

Tag en dyb indånding og lad luften slippe langsomt ud.

Bliv ved, indtil du kan mærke noget igen.

Link: Tegn på mobning

 

Denne Humanistiske Tvivlen: Robert Anton Wilson.

Den Humanistiske Tvivler som entertainer.

 

Hvordan kan et menneske være både imod og for sit eget underhold? Eller måske det i realiteten kun er det oplyste menneske, der kan se det enkelte individs sammensmeltning med sin totale omverden annullere betydningen af at være politisk korrekt, og den enkeltes livsformål bestå i simpelthen at forblive i live længst muligt?

Robert Anton Wilson tilhører et særligt tankesæt, der tæller kunstnere som Raymond QueneauJean GenetEugene IonescoBoris VianJean Baudrillard,  Marcel DuchampJohn Cage og Asger Jorn, kaldet “patafysikere” – metafysikere med humoristisk sans.

RAW er humanist og således for menneskene i det større billede, men samtidig fast i troen på, at menneskers adskillelse fra hinanden, erkendelse hérom og forsøgsvise tilnærmelse til en større konsensuel menneskehed, er hvert enkelts ansvar og held for sig. Politisk funktionelt er han derfor højrefløjsliberal eller venstrefløjsdemokrat i et ikke-midterpunkt. Verden forekom ham konsistent opdelt i individuelle talerør og aktionsmodus’er; en verden, som er skjult for sig selv, fordi kun de færreste kan overskue helheden. Han var således én af mange, hvis eksistens tilbyder et billede at håndtere helheden med.

Den type mennesker understreger ofte, at det er op til den enkelte modtager at tage ved lære af de mange forskellige vinkler på helheden. Og at dét felt, de overbliksskabende deler i egen eller andres bevidste eller ubevidste, totalt set udgør det næste niveau, som de hver især udtrykker patent på at kunne vise frem eller synliggøre: Totaliteten af meninger om væsenerne, sammenhænge, bestanddele, repetitioner, modstand samt historien om hvert enkelt fokus.

RAWs tankesæt er dog herligt fri for sådan selvforherligelse – simpelthen fordi det bygger på det virkelighedsbegreb, som “bevidsthedsguruen” Timothy Leary opsummerede sine erfaringer med LSD som: Alle eksistenser lever i deres egen virkelighedstunnel. Og når vi tager del i andet menneskes virkelighedstunnel, er det fordi dettte valg er del af vores egen måde at opfatte virkeligheden på…

Med mentalbegavelsens gennemskuelse af mønstrene i universet påpeger han upåagtede forbindelser og tilsyneladende tilfælde på alle områder af menneskehedens usikkerhedsfelter. Hvor vi aldrig har kunne modsige eller modbevise på en tilfredsstillende måde, sætter han fingeren og presser og presser, indtil fundene begynder at skyde sidegrene til andre fund og til videnskabelige og andre tilgængelige formodninger. Man kan være uenig med hans ikke-videnskabelige omgang med data og med hans fokus – tænk, hvis han havde fokuseret på direkte nødlidendes forhold med samme laserblik – men for en bestemt mental og følelsesmæssig alder og et punkt i udviklingen af fokusredskaber for senere forståelse er hans essays om, hvordan vi tænker og ikke tænker – tilsat inspirerende mængder af forundrende anekdoter om menneskelig dårskab – en direkte adgang til forståelse af ledelse eller ledelsesafsløring. Som i nogle (områder) af vore sociale fællesskaber kan være direkte overlevelsesbetingende.

Af og til kan man godt få den fornemmelse, at hans tunge sidder i kinden. At en vished om mere fikserede virkeligheder er helt klar – f.eks. de hverdagligt funktionelle, hvor mad og andre varer altid er til at få – men hans trang til ballade endnu større. Men igennem hele forfatterskabet løber en strøm af dybt seriøs realitetsforholden. Hans omtale af sig selv som “guerilla ontolog” siger således det meste.

Som jeg ser ham, mente RAW virkelig, fra bunden af sit kvantemekaniske hjerte, at intet kunne observeres, som ikke havde med en observatør at gøre. At virkeligheden indrettede sig efter, hvad man havde behov for at opfatte, og ikke omvendt. Det var hans Tro. Og så gik han komikerens og entertainerens vej for at forestå som det mest åbenlyst synlige tegn på sin egen lære: Den Humanistiske Tvivlen. Konsensus som åben for tvivl til gavn for Konsensus – bevægelse i den modsatte retning af fascisme. Denne forening gætter jeg på er den observerede effekt af kvantemekanik på realiteten: Der er plads til begge i samme univers. Tro og tvivl giver begge plads til den anden, hver på sin måde.

Hvad behøver vi ham til i dag, hvor Internettet flyder over med muligheder for kritisk forholden til alt muligt? Og et uvist antal læsere allerede har manifesteret hans tanker gennem arbejde og kunst og fritidens samfundsdeltagelse?

Grundstrømmen i hans forfatterskab er ganske åbenlys og almén: Anerkend, at de andre virkeligheder er mindst lige så virkelige og betydningsfulde for dem, som din er for dig. Men dertil lægger han så, hvilket er hans claim to fame: At de er mindst lige så virkelige og betydningsfulde betyder ikke, at de findes.

Dét er endnu ikke blevet meme.

Mit indre billede af hans venlige, humoristiske og undrende, og af kritikere benævnt stort upræcise, ikonoclast forekommer mig varmt og ægte. Måske er det bare mit eget behov.

Måske.

Hér følger en video med en meget fragmentarisk gennemgang af hans omgang med virkeligheden. 80 minutter, imdb, som ikke på nogen måde gør ham ære. Men den findes. Læs hans bøger i stedet. Og vær kritisk, altid.

Farvel, Ray Bradbury. Og tak!

“Here lies Ray Bradbury, who loved life completely.” — RB

 

I dag døde Ray Bradbury, 91 år. Det skulle jo ske en dag, men… fuck!

Det var med “R for Raket” han rykkede ind i min bevidsthed. Dernæst fra Stig Vendelkærs serie, SV Science Fiction (“Mere spændende end en kriminalroman!” i sort bjælke hen over omslaget…) bogen “Mælkebøttevin”, som vel sagtens er den første “voksenbog”, jeg læste – længe, længe før jeg forstod forskellen.

Mælkebøttevin… støvet på gaden i den lille by i den lange sommerferie, hvor børnene møder truslen fra det kommende – den gryende forståelse af tab, usikkerheden ved hvad der skal komme, opfattelsen af fremtiden som mørk snarere end selvfølgeligt lys, verden som “delt” snarere end børnenes egen…

Forstod jeg det hele? Næppe. Forstod jeg de dybere lag? Næppe. Men jeg genkendte frygten og usikkerheden og følelsen af at blive isoleret fra det kendte og det vante og blive tvunget ud i en usikker verden fuld af udfordringer, der ikke kunne forstås – også selvom jeg ikke kunne sætte den i ord.

Det var nu ikke, fordi han var til nogen hjælp, Bradbury. Ikke på dén måde. Havde jeg læst den senere, som et dokument om overgangstiden, så måske – men jeg var præcis gammel nok til, at det var en beskrivelse af, hvor jeg selv var, eller lige havde været.

LA Times blog

Billedserie fra fødsel til død

Nyere bogomslag

Flere bogomslag

Ray Bradbury: Story of a writer (1963)

A Conversation with Ray Bradbury by Lawrence Bridges (2009)


 

Hvil i mit hjerte.

Her til morgen døde min morfar for to år siden. Eller er det først om to år? Hvis dette var en litterær tekst, kunne man fortsætte ad samme spor. Lade tankerne og sanserne berøre de emotionelle efterladenskaber, der udgør rammen om et menneske i sorg. Ikke gå ind på dødelighedens præmisser, men snarere skrive sig ud af tanken om døden som noget særligt at hæfte sig ved, noget der overgår alle – og undgå ordet “enhver” – forblive i det rum, som er de levendes rum og udtrykke livet og livets nødvendighed som en trøst til de levende, der har døde bag sig og foran sig og selv skal herfra, når det sker.

Det er således ikke nødvendigt. Dette ikke er en litterær tekst. Det er et stykke dagbog, poetisk formet, og ret ligeglad med læseren og læserens litterære præferencer. Teksten ejer sig selv. Den vil sige farvel. Den vil slippe for mere sorg. Den vil videre. Den vil vokse til noget, der er større end dét, der er savnet og efterladt. Og det er nemt nok. Den skal bare stoppe hér.

Teksten.

Mit sidste ebogsindlæg bukker og takker og går ud.

En anden kan være faklen nu.

 

August 2010 blev jeg chokeret over, så dårligt en gammel digter som Peter Poulsen blev behandlet med eudgivelsen “Rulleteksterne”. I et år og ni måneder har der på forsiden af sitet her, 1000 stemmer, oven over en række indlæg om ebøger stået:

EMNET ER EBØGER, INDTIL ET UOMBRYDELIGT E-FORMAT TIL DIGTERE ER AFGJORT!

Jeg ser nu, at ebogsindustrien er mere end på forkant med massen. Massen bliver dikteret formaterne, som ebøger udgives i, og vil derfor anvende disse til det yderste. Skabende behov, der ikke kan stilles med ebogsindustriens formater, vil blive stillet på en anden måde.

Forlæggere har betragtet processen som hugget i sten – blot fordi ebogsprocessen med diverse ebogslæserdimser har været så relativt længe undervejs og det teknologisk nu er muligt at bygge den første bro: At ebogens side (på e-Ink-læsere) i udtrykket ligner en papirtrykt bogside. Men jeg har følt, at processen også var min proces – mit udtryk som digter, der var på spil – og at jeg ikke kunne forvente, at ebogsindustrien helt af sig selv ville tage højde for papirbogsvaner og muligheder.

Dertil er et lille aberderbei, som ret konsekvent adskiller ebøger fra papirbøger: En ebogslæsermaskine har en fikseret skærm, som teksten skal indordne sig, mens en bogs fysiske dimensioner kan tilrettes efter tekstens behov. Jeg ville større kontrol over teksten, og indser nu, at ebogsindustrien dikterer… men det har jeg sagt.

Flere har i processen været mig en torn i røven, på godt og ondt:

De kodefolk fra HTML5 og EPUB3, der ikke fattede problematikken med automatisk ombrydende linier og følgende tab af krop ved det mistede åndedræt i teksten, og i dag næsten 2 år senere stadig ikke udviser interesse i at forstå, men blot angiver tværformat (horisontal skærm) som løsningen på problematikken.

Alle dem, der ikke svarede tilbage.

Mobile reader-entusiaster – som ikke egentlig går op i indholdsdelen ved ebøger.

Fysiker, dr. Olaf Hoffmann fra SVG’s udviklingsgruppen, som har taget sig uendelig med tid til at forsøge at forklare mig grundbegreberne i kodning af XML, grundstenen i EPUBs. SVG, Skalérbar VektorGrafik, var min oprindelige tanke om et format at bevare en teksts bredde i og samtidig have muligheden for at forstørre ud over skærmens størrelse (ved at gøre siden scrollbar), men udviklerne rundt omkring forstod ikke problematikken i mine litterære udtryksbehov. Olaf Hoffmann har derimod tacklet dem lige på i udviklingen af mulighederne i SVG. Vielen Dank, Olaf!

De af mine kolleger, som har udvist forsigtighed i forhold til at pisse på Publizon og eReolen. Men jeg forstår dem godt: Vi ved endnu ikke, om vi risikerer noget reelt ved at byde dem trods eller være kritisk. For selvfølgelig er der en fødekæde, man ikke umiddelbart kan se.

Dem, som har ladet mig tage skraldet – gennem tien at angive, at ebogsudviklingen er på sin plads og i orden, nu industrien formatmæssigt har valgt side, eller gennem hån snarere end dialog om unøjagtigheder i mine analyser af offentligt utilgængelige processer og planer at forsøge at få mig til at klappe i.

De af mine kolleger, der ikke forstår problematikken, og ikke forsøger at forstå den, selvom de snarere end en global fremturer at ville opretholde en national samling.

Steffen Sørensen fra edistributions(monopol)firmaeet Publizon for at forsøge at respektere, hvor jeg er i forståelse og fremtoning; for at omtale fejl og mangler i min kritik af eReolen og så klappe i, da jeg bad om uddybelse (mundkurv, Steffen?), og for at undlade at berigtige mine angivelser af mulige årsager til, at Publizon – uden for papirudgvelsestraditionen med at lade papirpamfletter af unge forfattere distribuere og udlåne – nægter at distribuere ikke-momsregistrerede, selvudgivende forfattere til eboghandlere og biblioteket (skønt selvudgivende forfattere ikke er påtvunget momsregistrering ved distribution). Han er en mere end værdig modstander, der kender sit fag og sin virksomhed og udtrykker stor markedsoverbevisning (måske fordi han selv er med til at tegne det?). I, der udgiver, kan godt regne med, at det ikke bliver nemmere fremover – Publizon bryder sig ikke om den gennemgående kvalitet af EPUB-udgivelser i dette land, og har faktisk – qva deres de facto edistributionsmonopol – mulighed for at afkræve udgivere en højere standard. Gyldendal og L&R har aktiemajoritet i Publizon, så man kan nemt forestille sig, at næppe deres udgivelser bliver hindret adgang til distribution pga. ringe kvalitet ebogskodning. Lad os derfor håbe på vandtætte skotter ml. Gyldendal/L&R og Publizon – men forsøger Publizon (i en eller anden offentlig forstand) at øge den gennemgående kvalitet af EPUB-udgivelser, ser vi hvilke forlag, der bliver udlukket fra distribution.

Digteren Erik Scherz Andersen, der har rystet på hovedet over mit vedholdende forsøg på at få ebogsindustrien til at give digterne eReplikationsmulighed svarende til papiret (du regner ikke kroppen i teksten for noget, din Konstruktionist :-D), og revset mig for at være upræcis (tak for dét).

Forlæggerforeningens invitation til at tale om emnet gav mig muligheden for at opleve forlæggernes manifesterede behov. Jeg tabte ansigt og alle chancer for anbefaling videre, da jeg gik i sort under sceancen, men jeg erkendte, at forlæggere er nødt til at fokusere på det nu-og-hér indtægtsgivende – og alle har de sikkert for travlt med at udfylde mere end en fuldtidsstilling til at kunne opdyrke markedet og dets muligheder efter egne idealer eller/og idéer. Jeg sympatiserer. Og anbefaler, at deres erfagruppe inviterer i læssevis af filosoffer, sort- og hardwareprogrammører og -hackere, digtere, boghandlere, ebogslæsende, bibliotekarer, elæsende pensionister, elæsende teens og præteens, politikere, sælgere, alle med nedfældet mødeaktivitet og alle med skriftlig åre, til at komme og tale frit fra leveren, snarere end at opfylde Forlæggerforeningens direkte behov for svar på investeringsspørgsmål.

Mine gode venner og elæsere, som gennem 21 måneder har støttet med artikeladgang, egne artikler og blogindlæg, og lagt øre og øjne til, hérunder regnet især min ven, mediefortolker og interaktionsdesigner Henning Wettendorff fra firmaet Cella.dk, og forfatter og forlægger Hugo Hørlych Carlsen.

Jeg har virkelig mange gang tvivlet på, om jeg i mine analyser var helt ude i skoven eller om jeg var i nærheden af “noget”. Jeg er hverken tynget af studenterhue eller forkortet titel – og er måske derfor mest romantisk i mit behov for at få movers til at anerkende tabet af det taktile ved en bog eller, som det aller mindste, bestræbe en fastholdelse af kroppen i ereplikationsmulighederne – at digteren skal kunne arbejde frit med sin form og en teksts åndedræt skal kunne fastfryses i sin form, uden mulighed for utilsigtet læser- eller maskinkorrigerende ombrud.

Med tilkomsten af computeren og Internettet som produktions- og distributionsmulighed er virkelig mange, mange mennesker blevet givet udtryksmulighed, som ikke har hverken haft eller følt behovet for det før. Der går klart noget tid, før en begynder stiller store tekniske krav – og med den hastighed Internet”mediet” udvikler sig i, vil selv relative begyndere føje sig mediets muligheder, selvfølgelig. Hvilket ér godt for dém, der opdager mulighederne i dag eller har været med nogle år – men jeg delte allerede 1996 ud af mine etekster, oploadede dem til egen hjemmeside til fri rundspredning, med bevidst formål om at tilføre Internettet poetisk og dansk indhold for dansklæsende. At jeg står som Donald Southerland i “Body Snatchers” og peger stift på den nuværende udviklingsmæssige skillelinie ml. papirbogstænkning og ebogstænkning er givet blot mit eget behov og mit eget syn, præget som det er af mange skuffelser i forhold til computerens muligheder vs. Internettets udvikling som frit kommunikationsforum.

Hvor det går hen, aner jeg ikke. EPUB3-formatet blev angivet udviklingsrammer i maj 2011 – rammer, som ebogsindustrien bakkede op om. Formatet har i det seneste år af diverse hardwarefabrikanter fået tilføjet ikke-indtænkte ebogs-fremvisningsmuligheder, der sigter på bestemte ebogslæsemaskiner, og for Apple iPads del låser formatet til maskinen. Det sidste industri-hack er ikke set endnu. Givet heller ikke bruger-hacks af entusiaster og kunstnere – håber jeg da; det ville være sindssvagt ærgerligt, hvis industriens kreative kodere og interaktionsdesignere fortsat skulle være de eneste, der bestemte ebogsudtrykket og koblingen til udviklingen i den analoge verden.

Endnu er de fleste hændelser i den digitale verden usikre oversættelser fra den analoge. Forlagenes antagelser af officielle eformater vil længe endnu reflektere tilbage på forfatternes tænkning, når de forestiller sig tekstens udformning. For de nuværende mange ren-tekst-fortællere betyder problematikken dog mindre eller intet. For dem derimod, som fremover tænker nyere medier og kontaktmuligheder ind i historien, vil visheden om formaters begrænsninger og muligheder spille en rolle i gengivelsen af tankens og følelsernes billeder – præcis som visheden om mulighederne ved en papirbogs størrelse, omslag, design, skrifttype og andet udstyr frem til i dag, selv før samarbejde med forlagets designer, kunne bestyrke og fremme tekstens intentioner på et kommunikativt plan. Nu designer man både papir- og eudgaver i samme arbejdsgang. I visse tilfælde 6 udseendesmæssigt forskellige udgaver.

Papirbøger rummer koder for troværdighed og passion og nøjagtighed og fantasi og inderlighed og spænding og væsentlighed (!) i meget andet end omslaget. Selve den taktile følelse af papiret, bogens vægt, og ikke sjældent dens lugt, og dens smag (!), måden siderne bladrer på, måden de bliver liggende på, mens man læser, hvor let papiret krøller, hvor hurtigt omslaget tager skade og meget mere er med til at give teksten et udtryk. Disse parametre skal vi til at genlære i forhold til ebøger. Hen ad vejen, mens vi afprøver forskellige ebogslæserapparater.

Som forfattere, designere og udgivere er vi nødt til at tænke i egnethed – hvilken tekst skal på hvilken maskine og med hvilket udstyr – hvis vi ønsker at gå bare lidt ud over hvad den nye InDesign 6 formår ift. standardiseret simultandesign til forskellig hardware – iPad i horisontal og vertikal udgave, EPUB til Nook, Sony og Fire, mobi til Kindle, egne brugerformater, “grund”EPUB og papirtryk. At en etekst skal laves i 6 forskellige udgaver betyder dog ikke 6 arbejdsgange, men det er mere end én, som papirbogen er én arbejdsgang. Omkostningerne hertil vil med sikkerhed afstedkomme skæring af hjørner – der vil kun blive givet ved edøren ved ganske særlige lejligheder: sikre forfattere, støttede udgivelser, vanities… Hen over dette spektrum af forskelligartede læseoplevelser, på forskellige maskiner med etekster i meget forskelligt udstyr, skal vi med tiden finde ebogens troværdighed som (et) udtryk, der bærer en tekst, som er langt mere end et teknisk formidleligt budskab.

Men, hvem ved? Måske ender industrien og læsere op med kun to ebogslæseenheder, som Steffen Sørensen for nyligt halv-spåede ved erfa-mødet i Forlæggerforeningen (hvor mit eget skib sank) – der fremviser etekst i enten AZW eller EPUB til hhv. Amazons ebøger og til resten af verden. Måske varer dét blot nogle år endnu. Måske holder vi helt op med at tænke på digitale tekster som bøger; måske holder vi op med at relatere til digital tekst som vi gør til tekst på papir. Mulighederne for nye relationer mellem forfatter – den indtil videre primære indholdsskaber – og læser/modtager af indhold er i hvert fald ikke udtømte. På ingen måde.

Og hvad angår den nuværende forlagsbranches mulighed for at være med på dén galej, kan jeg ikke tro andet, end at relationen mellem udgiver og forfatter/læser fremover i højere grad end nu vil være som relationen, jeg opdagede mellem mig og mine kunder, da jeg kørte taxa:

  • Dét, jeg personligt bragte med ind i vognen, var dét jeg fik ud af mine kunder – glæde, aggression, sorg, sløvhed, træthed, lukkethed…
  • Glade kunder giver drikkepenge.
  • Drikkepengene gør honoraret for lavtlønsjobbet tåleligt.

Så kan I tænke lidt over dén.

Tak for nu.

 

eBøger Danmark, gruppe på LinkedIn

Jeg holder ePause derfra.

 

eBøger Danmark på LinkedIn er en fællesgruppe for folk, som dagligt tager stilling til ebøger, som forlag, sælgere og køber…!

Området er i så hastig vækst, at dagens produktionsredskaber kan være væk om et år, og

• prisniveauet justeres og forandres løbende,
• konsekvenserne for indholdsproducenterne, forfattere og illustratorer, er uoverskuelige
• forlagene må sjusse sig frem og betragte ebogsmarkedet som jomfruelig jord
• de største forlag har konsolideret sig med ebogsdistribution, Publizon, med en prissætning, der tvinge andre forlag til at hæve prisen
• læserne ved stadig ikke, hvilke formater og ebogslæsere, apps og software, de skal investere i
• medierne ignorerer ebøger ift. anmeldelser
• bibliotekerne betaler dyrt for at udlåne ebøger

og meget mere.

Opret et emne, hvis du har bidrag at byde på, som passer til danske forhold, eller kommentér på de eksisterende. På engelsk og i forhold til engelsktalende forhold findes en lang række grupper, som på mange områder kan være til inspiration, men absolut ikke kan erstatte diskussion om danske forhold:

Vores bibliotekssystem, uddelingen af støtte til danske forfattere baseret på eksemplarantal på danske bibliotekshylder; ingen danske ebogslæser-dimser; udvikling af bogapps på dansk er i de fleste tilfælde (maj 2011) uforholdsmæssigt dyrt; monopollignende tilstande på distributionsområdet o.m.a.

At være et sprogområde på knap 6 mio. mennesker ift. at have et potentielt publikum på 1/3 af verdens befolkning, betyder ikke så meget for den smalle litteratur – et normalsalg i begge sprogområder ligger vist omkring 0,001 promille/befolkningstallet – mens den største forskel er omfanget af salg for en bestseller. Så, for den engelsktalende verden er incitatmentet til produktion, udgivelse og salg meget, meget større end i Danmark, hvor det potentielle afkast for nationale forfattere og forlag ikke er enormt.

Så, hvordan gør vi – danske forfattere, forlag, biblioteker, læsere? Sig frem.

KK maj 2011.

 

Øvelse: Nonstopskrivning

BONUS: Stærkt fokus på skrivestillingen!

 

Nedenstående øvelse er lavet af StudieMetroen på Århus Universitet. Den er beregnet på specialestuderende, men kan sagtens anvendes til at opøve tekstskrivning på alle andre tekstområder, digte måske undtaget, fordi man helst ikke skal lave liniebrud undervejs.

God fornøjelse.

Øvelsen varer mellem 15 og 30 minutter, hvor du bliver guidet igennem en nonstopskrivning.

Du kan gentage øvelsen lige så tit du vil. Her er nogle ting du skal være opmærksom på undervejs.

  • Det er ikke så vigtigt hvad du skriver om første gang du prøver nonstopskrivning. Her handler det om at lære metoden at kende.  
  • Du skriver i et sort felt og kan altså ikke se din tekst. Formålet er at hjælpe dig til at koncentrere dig om at producere tekst uden at bruge tid på at rette i den.
  • Skriv i højt tempo. Over det sorte felt kan du blandt andet se hvor lang tid der er gået siden sidste tastetryk. Undgå at nederste statusbarre bliver rød – det betyder, at der er gået mere end to sekunder mellem tastetrykkene.
  • Brug tiden. Du får mest ud af øvelsen hvis du skriver tiden ud. Men hvis det er nødvendigt, kan du stoppe øvelsen før tid.

Når øvelsen er slut, får du automatisk feedback på din skrivemetode fra programmet. Feedbacken går på om du kan adskille produktion og revision baseret på din brug af slettetast, linjeskift og andet. Programmet kan ikke give feedback på indholdet i det skrevne.

Nonstop

Tip: Skriv om det du ved. Du kan fx skrive om

  • det du allerede ved om dit emne
  • empirien i din opgave så vidt du kender den
  • centrale begreber og hvordan du bruger dem.

Du kan også skrive en foreløbig version af konklusionen. Se også Tips til nonstopskrivning.

via Øvelse: Nonstopskrivning.

Og hold da kæft, hvor det viste sig, hvilken elendig skrivestilling jeg har!

NonStop-skriveøvelse, Resultatet:

Jeg kaldte i udgangspunktet teksten “at dø”.

 

(Test dig selv hér)

Det er en mærkelig proces at sætte tanker i halen på hinanden uden at stoppe flowet. Flow er helt klart en styret proces – adskilt fra den emotionelt drevne stream-of-consciousnes på samme måde som vilje og følelse adskiller sig fra hinanden. Den er god at få idéer-i-stringent-forløb på, men jeg tænker, at kun et fåtal vil kunne bruge den som selve måden at skrive på. Måske tager jeg fejl. Men man lærer i hvert fald at skrive som sig selv, når man skriver prosa – tættere på talesprog for mit vedkommende; en stor del af mit skriftsprog ligger i bearbejdningen. Sådan begyndte jeg ikke for mig, de første par bøger. Da var jeg mere umiddelbar. Hvad fik mig til at stoppe med det umiddelbare og søge mod det meget gennemarbejdede? Det giver stof til eftertanke. Hvis ikke den da ligger  helt lige for: Mere tid til mig selv?  Spørgsmålet er så, om processen går begge veje? Mindre tid = mindre gennemarbejdet? Og om dét er ønskværdigt?

Resultatet – af en 5 minutters skriveøvelse non stop, med 60 rettelser jeg ikke bemærkede, at jeg lavede (jeg syntes ellers, jeg var så god) – og derefter bearbejdet i 40 minutter:

 

For den, som kan se muligheden af en illusion, er intet en illusion.

Illusionen er fraværet af efterprøvelighed.

Efterprøvelighed er baseret på metode og indhold i essensen udført af andre aktører end de først beskrivende.

Efterprøvelighed er baseret på det definitive fravær af illusion.

 

var et pludseligt opsummerende indskud under redigeringen af dét her: Continue reading “NonStop-skriveøvelse, Resultatet:”

Assisting Time Travel in the making

Your seconds tick tick tick your life away…

 

Time Travel is a bit like trying to cheat death. Not in the sense of achieving immortality, as aging of the body still occurs in most representations of the concept of journeying either backwards or forwards in time, with awareness of originating in another day and age. No, it’s about making life fun again, once you have discovered to which end living leads. Time Travel is about cheating death out of your fear of dying – assuming Death is a character of sorts with personal interests vested in the respectful and orderly departure of all life, which may be wrong in a silly kind of way, but nonetheless…

When you dream of Time Travel, you dream of experiencing sensations and witnessing events beyond the scope of your ordinary life expectancy, and seeing with your own eyes the events of history – in the making. It’s no less vivid to your inner vision than is traveling to another star system faster than light (also a kind of time machine, by the way), or hitting three consecutive home runs, or winning the lottery or finding the perfect partner. It’s dream quality vision – only for one reason:

As we determine the parameters of Time Travel today, 2012, Time Travel is not possible. Or, rather – if it would be, it would only be ”forward in time”, faster than our present pace through life and then only by comparison with the local time of those, we leave behind. The really cool stuff of jumping from time period to time period makes no real sense to any scientist. Maybe one day – but as of now the experience-a-dated-travel-brochure-for-your-self is out of the question… and therefore triple interesting.

Ever had things be out of reach, and either of your parents will just chose the moment to know it all? The moment you have them towed from your room, you immediately resume breaking down all known theory about Time Travel, the so called resulting paradoxes, alternate timelines, dimensions, spatial positioning, galactic coordinates… just to get a grip. And whilst still under the influence of parental death lock, you find it hard to get back to dreaming, but once you have exercised their stifling influence from your system, there it is again: The urge to see and experience the impossible future, the impossible past. And you vow to never bend to consolance of those infused with stark reality – that time travel may be possible, if only we re-define the term to fit the science…

No Way, José! Right? We want the whole packet – watch from a hilltop as Rome burns, travel with Hannibal’s army across snow covered alps, try to look aryan at one of the National Socialistiche Partei’s rallies, peak from the shadows, as Ann Boleyn fights to soften Henry VIIIs intent at her death out of childish boredom and annoyance, watch Marilyn’s dress blow up again and again, tour the events that define us, AND we want the stars, and the technology and the culture and the art and maybe the habits of humans having learned from our mistakes and pleasures, not just our children, but adults in their own age doing everything strangly their way.

We want what’s different and unobtainably so – many call it.

And one day we will have it. Or rather: THEY will have it, the people of the future, and I will have to settle for the off-chance of bumping into one of them, before I croak. Maybe even be offered a ride to another time, maybe escaping discovery to live another life in another time, but… there is nothing but assisting the meme of Time Travel on it’s daily rounds. One day it will have acquired enough momentum, and we won’t be needing to find something else to dream about. Something more realistic… ha! What else is daylight dreaming about?!

 

Hot Damn! My story is nominated at 2012 Science Fiction & Fantasy Translation Awards

Wow!

 

Prize for winning author and translator is $ 350 each.

ARESFFT President Professor Gary K. Wolfe said: “I think this list proves that once you start looking for it, the diversity and quality of translated science fiction and fantasy are considerably greater than most of us had suspected, and I hope the nominations list calls attention to works too often overlooked by the usual awards processes.”

The money for the prize fund was obtained primarily through a 2011 fund-raising event for which prizes were kindly donated by George R.R. Martin, China Miéville, Cory Doctorow, Lauren Beukes, Ken MacLeod, Paul Cornell, Adam Roberts, Elizabeth Bear, Hal Duncan, Tansy Rayner Roberts, Peter F. Hamilton, Ann & Jeff VanderMeer, Nalo Hopkinson, Juliet E. McKenna, Aliette de Bodard, Nicola Griffith, Kelley Eskridge, Twelfth Planet Press, Deborah Kalin, Baen Books, Small Beer Press, Lethe Press, Aeon Press, Jon Courtenay Grimwood, Kari Sperring, Helen Lowe, Rob Latham and Cheryl Morgan.

2012 Nominees | Science Fiction & Fantasy Translation Awards.

BAZAR: generationsskifte 1984 (strunge og tafdrup vs. bjørnkjær og baidel, dertil lars hug og cityslang)

Hvor mediegenerationen begyndte i Danmark.

 

Ovenfor burde være et Vimeo-videoklip fra 1984 på knap en halv time fra Danmarks Radios litteraturprogram, BAZAR, som var meget konfrontationelt – reelt set billigt TV, hvor man satte de “unge” og “de gamle” op imod hinanden for automatisk at skabe overskrifter. Det var TV-iscenesættelse, der kunne lade sig gøre, fordi “de unge” ikke længere lod sig kue af “alderens visdom”, men gik deres egne veje – på trods af (som her) ringere salgstal end 60’ernes og 70’ernes storsælgende knækprosaister. 80’erdigterne var mere om at skabe og manifestere en væren i verden end om at bekræfte eller besynge noget kendt eller overset.

Den småpunkede tyklæbe ;-), som indleder udsendelsen med at annoncere et generationsskifte, er digteren, anmelderen, samfundsdebattøren og selviscenesætteren Poul Borum, der som udløber af private digter-sceancer i privaten i Havnegade 3-4 år senere var initiativtager til Forfatterskolen i København.

kk, 2012

på Dansk Wikipedia

Michael Strunge
Pia Tafdrup
Lola Baidel
Kristen Bjørnkjær
Poul Borum

Hvad pokker siger jeg til Forlæggerforeningen om ebøger?

Indhold over form? Form over indhold?

 

Jeg er blevet inviteret til at tale i forlæggerforeningen – specifikt om eformater, der dikterer formen hos f.eks. digtere pga. automatisk ombrydende linier.

HVIS jeg skal overholde dén aftale, skal jeg komme med noget andet end ovennævnte. Dels betaler de ikke noget, dels ville de selv kunne finde sig opdateret om problematikken med 1 times læsning på nettet – og tillige få ny læring med i købet.

Jeg har nu i halvanden måned spekuleret over, hvad emnet ellers kunne være, Continue reading “Hvad pokker siger jeg til Forlæggerforeningen om ebøger?”