Harry Harrison is dead [Science Fiction]

Ophavet til Stainless Steel Rat, Bill the Galactic Hero, Deathworld, Make Room, Make Room og mange andre.

 

Alle dør. Undtagen dem, der lever videre i deres værk. En sådan er Harry Harrison, som døde i går. Størstedelen af hans værk er ikke litteratur i kunstnerisk forstand, men det var med stor selvbevidsthed, at han i over 50 år holdt skansen hvad angår tungen-i-kinden science fiction – med så uforglemmelige parodier på dårlig science fiction som Bill the Galactic Hero og the Stainless Steel Rat.

Der er meget at være taknemmelig for: The Stainless Steel Rat holdt han i live ret frem til sit 85. år i 2010; den poetiske ‘Eden’-serie kan jeg huske jeg i min pure ungdom oversatte et digt fra og over for en kæreste (skammeligt) udgav det for at være mit eget; Deathworld-serien (da. ‘Dødens verden’ 1967) var med sin analogi om menneskenes behandling af Jorden et blik ind i en helt anden måde at forholde sig (filosofisk) til verden på, og Make Room, Make Room! (da. ‘Gør Plads, Gør Plads!’ 1973) var en øjenåbnende, fugtdrivende beskrivelse af et samfund i undergang, i hvilken megabyen New York kæmper med udfordringerne fra 35 millioner mennesker, beskidt vand og fødevaremangel. (Med Soylent Green (1973) gav MGM verden Hollywood-versionen af hverdagens rædsler – ved at fokusere på, hvor maden kom fra, snarere end på de virkelige rædsler ved at leve i en overbefolket verden.)

I 2009 blev Harry Harrison udvalgt som modtager af Damon Knight Memorial Grand Master Award af the Science Fiction and Fantasy Writers of America.

R.I.P. Harry Harrison, creator of the Stainless Steel Rat, Bill the Galactic Hero, and Soylent Green.

WikiPedia

The Official Harry Harrison Website.

Orbituary in the Guardian

Jeg havde fornøjelsen af kortvarigt at møde manden selv i 2007, til Eurocon i Danmark. HH viser  (retmæssigt) sin utålmodighed med fotografen i dette billede. Jeg selv ser lidt betuttet ud, fordi det er fotografens 4 forsøg …

R.I.P. Harry Harrison, creator of the Stainless Steel Rat, Bill the Galactic Hero, and Soylent Green

Bogen, han signerede til mig ved konventet, er “in our hands the stars” (meget poetisk titel), hvor ikke mindst omslaget viser hans stærke danske tilknytning … Han boede i DK i 7 år, men flyttede tilbage til USA, fordi han fornemmede at hans børn svært ville kunne integreres i amerikansk kultur, hvis han blev her længere.

Udgivelse: Lige Under Overfladen 6 – Fremmed Stjerne

“Genopfindelsen af Sorg” hedder mit bidrag.

 

For sjette gang har Science Fiction Cirkels forlag med Carl-Eddy Skovgaard ved roret indsamlet noveller til en så eksklusiv event som en dansk Science Fiction-antologi.

Jeg bidrager med en af de længere noveller – Genopfindelsen af Sorg: Når man kan tænke alt andet ind og ud af eksistens eller synlighed, hvordan forholder man sig så til det faktum, at man ikke med sin Tænken kan påvirke sit eget liv?
[læseuddrag]

Titel: Fremmed Stjerne – Lige Under Overfladen 6
Udgivelse: 15. august 2012
Pris:  298,- (det er billigt!)
Sideantal: 400
Omslag: Manfred Christensen
ISBN: 978-87-90592-65-3
Forlag: SFC 2012

Bidragydere:

Flemming R. P. Rasch: Hotellet ved verdens ende
Sofie Boysen: Savner du din far?
Hanne Rump: At bede en stille bøn
Mogens Graae Hansen: Hvad man ønsker
Beatrix Miranda Ginn Nielsen: Orm
Maria Kjær-Madsen: Aldrig mere svag
Lise Andreasen & Glen Stihmøe: Samtaler på bryllupsdagen
Nicole Boyle Rødtnes: Koden under huden
Mikkel Harris Carlsen: Dette er mit legeme
Richard Ipsen: Jeg husker alt
Kenneth Krabat: Genopfindelsen af sorg
Gry Pil Lund Ranfelt: Den lykkelige slutning
Oliver Ruby: Hvis dette var science-fiction . . .
Jesper Rugård Jensen: Fredag formiddag
Maik Jensen: Museumsinspektøren
Lars Ahn Pedersen: Zoo
Klaus Æ. Mogensen: Julemandens store nat
Bjarke Sølverbæk: Maskinen der skrev
A. Silvestri: Højdepunkt
Manfred Christiansen: Peblingesøen
Michael KampFremmed stjerne
Simon Christiansen: Roboethius de Dacia
Lonni KrauseSlagelse versus Kuiperbæltet
Patrick Leis: Utilsigtede bivirkninger
Gudrun Østergaard: Sidst på eftermiddagen, først på aftenen
Nikolaj Johansen: Atomvinter
Henning Andersen: Aldrig skal forlade dig

Genopfindelsen af Sorg
(et læseuddrag fra 2. afsnit) 


Han Ryddede op efter måltidet og gik i bad for også at vaske det nye blod af sig. Han var stadig sulten. Næsten ubevidst Satte han to doner fra nærmeste fødecyklus i leveringskø til senere. Understregede: De skal være livlige!

Under badet strejfede tanken ham for hundredeenogtyvetusinde gang: Hvorfor kan ingen Folke bruge Tanken på sig selv? Ingen ville skulle bruge transportmaskiner og ingen ville behøve at dø. Og for hundredeenogtyvetusinde gang besvarede tanken sig selv med Ophavets uangribelige tilbagevisning: ”Vi ved ikke hvorfor, men det kan vi ikke”.

Selvfølgelig var hans andel i Fællesskabets forståelsesforsøg lig alle andres, men at have renset sig, og stykket alle ubesvarelige spørgsmål pænt væk i afklaret bevidsthed, når man storFluxede, var tegn på omsorg. Efter en vis alder ikke at lægge dette spørgsmål til debat, selv ikke med nære, med FædreMødre eller bare ens egen nærkritiker, var tillige et anerkendt tegn på modenhed.

Var han umoden? Han kunne tydeligvis ikke blive færdig med spørgsmålet om selvPåvirkning; at forestille sig at kunne Bruge sine medfødte evner på sig selv, frem for kun på andre og andet, var som at have en kløe lige på midten, hvor man aldrig kunne nå uden at skrabe mod noget!

Efter badet, og efter have spist igen, denne gang alt for meget og for hurtigt – de var usædvanligt livlige og store, de reserverede doner – var han rastløs.

Han havde lyst til at gå i subflux, men selv dét forekom for distraherende til at holde tankerne fokuseret på arbejdet. I stedet fladede han ud med fuldt lysindfald helt henne ved udsigten, og forsøgte at falde til ro dér i varmen.

Han var jævnligt i subflux med Folker, han aldrig fysisk havde mødt og følgelig aldrig synkroniseret med. Subfluxgruppen delte fascinationen ved forestillingen om selvTænken. I gruppen kunne enhver bidrage med spekulationer og erfaringer med egne forsøg og idéer, uden sidenhen at kunne viderebringe samtalepartneres tanker og aspirationer og – hvad der var vigtigere – ikke blive anklaget for selv at bruge af andres progression til egen fremhævelse.

Det var altid spændende at udveksle i subflux. Forestillingen alene, at en af hans kontakter dér skulle patentere den illusoriske selvPåvirkning, som alle – helt tilbage til Ophavet – så vedvarende tilbageviste, var et stærkt incitament for afmålt og præcis kommunikation.

Han havde lige så ofte tænkt, at det ville gå meget hurtigere, hvis ikke alle gjorde lige som han. Hvis de bare dækkede sig mindre ind, eller fejlede i deres maskering af intentioner og erfaring… Han håbede og ønskede, at de ville. Så hans chancer for at blive dén, der kom til den største indsigt, ville vokse… Så han kunne være dén, der ledte vejen for alle andre…

Et indgående opkald afbrød hans behagelige forestillinger. Autosvaret, han havde indtalt tre dage forinden, gav besked om, at han arbejdede, men han lyttede med på linien.

“Du kender mig som HagoX23.”

HagoX23 var en af hans kontakter fra subflux. Den mest forstyrrede og irrationelle – men samtidig også den mest tankevækkende af dem alle. Opkaldet i sig selv var et enestående brud på alle uudtalte regler mellem subfluxkontakter. Hans overhud føltes med ét helt tør og stram og han Bragte sin transporter tættere på maskinens højtaler.

Stemmen fortsatte med at tale til optageren: “Jeg Tænkte invasionen bort. Den var meget forstyrrende. Jeg udvalgte én af de centrale invadører og Tænkte resten i fødecyklus. Dette væsen er Isoleret hér…”

Et talkodekoordinat fulgte, som maskinen oversatte til et 3D-kort med et koordinat og mødetidspunkt, der svævede over højtaleren.

“… Og jeg har udvalgt fem af jer til at deltage i et lille eksperiment. Snarest. Jeg ved, at I vil komme. Intet protokolbrud.”

Udsagnet fik hans overhud til at bølge og pletstivne. Et eksperiment! Intet protokolbrud betød ingen åbenlys synlighed. Alle skulle opretholde subflux under mødet. Han havde aldrig prøvet elektrofeltblokering. Selvfølgelig måtte han af sted!

Ét var ikke at kunne fluxe i subfluxnetværket – hvilket var betryggende på mange niveauer. Noget helt andet var rent faktisk at være i nærheden af Folker, han så længe havde debatteret med, uden at kunne opnå fælles bevidsthed – fordi en anden (HagoX23) anså et ”eksperiment” som så vigtigt, at han eller hun turde risikere alt ved at sætte udvalgte subfluxere fysisk stævne …

Forestillingen om isolation i nærheden af andre var meget stimulerende. En ny og skræmmende følelse, der måske ikke ville hue Fællesskabet. Men stimulerende ikke desto mindre.

“… Du vil ikke fortryde.”

 

Omtale: Manden i den hvide kittel

Genfødt!

 

Ovre på Thomas Gluds blog, Om kunsten om kunsten og kunsten  ligger en længere, nær-mirakuløs anmeldelse af “den stort set samlede Manden i den Hvide Kittel 1987-2004” (eller er det 2003? Kan aldrig huske det). “Mirakuløs” ikke mindst, fordi en anmeldelse og dermed samlet ind-læsning nu findes, og fordi dén gør MidHK tilgængelig.

Det var det bedste begyndelse på dagen, jeg kunne have ønsket mig!

Om kunsten om kunsten og kunsten: Anm. Manden i den hvide kittel – Kenneth Krabat.

eBogen kan hentes i ebutikken, og betales for efter endt læsning ved at bruge linket forrest i ebogen. Hvis du sender din emailadresse til forlagetsesne [at] menneske.dk, at du har købt, får du en lille glædesgave i dagens anledning.

Litterært nulpunkt 2: Livsvinter

Og efter Vinter følger Vår, spørgsmålet er bare hvornår!

 

Det er godt at have en terapeut. Som kan bane vejen gennem moradset og lade mig have de følelser jeg har – uden at behøve at finde fejl ved hverken mig selv eller andre. Som definerer det dysfunktionelle som “overlevelsesstrategier” og alle følelser som “nødvendige i øjeblikket”.

Jeg leder efter holdepunkter. Et holdepunkt træder frem under samtalen med terapeuten: Hvad der føles som en kommende eller nuværende død med isolation fra følelser og værdier er en livsvinter.

Livet består af cykler og kan i et “naturligt” længde livsforløb ses som sådan: barndom, voksen, alderdom, død. Alle mennesker gennemgår cykler med begyndelse, midte, afslutning og venten – en relation kan rumme sådanne cykler og nå til et punkt, hvor alt føles dødt eller opbrugt; det kan også være et arbejde, et projekt, et formål med livet, et bestemt gøremål, en tro … ting forandrer sig, relationer til ting og mennesker forandrer sig. Og det gennemgår alt sammen den samme cyklus med begyndelse, midte, slutning og ophør.

Det lyder måske logisk, men det er faktisk en vigtig pointe ved livet, at det nye har kraften til at forandre, det satte kraften til at konsolidere og holde fast, det gamle kraften til at give erfaringen videre, og pausen eller stilstanden eller “døden” kraften til at gøre ingenting, hvile, vente.

Det er vinterens formål. Måske det er den faktiske døds formål også, set fra et menneskeligt perspektiv – spredningen af organismens bestanddele ud i kredsløbet, hvor de kan genoptages og gøre nytte (et argument for begravelse frem for brænding). Og måske er det også argument for den krise, jeg gennemgår, som jeg kalder Livsvinter.

Jeg skal finde kraften, samle kraften, samle kræfterne, så jeg kan udholde at vente. Hvile og vente. På foråret som følger efter vinteren. Fødslen, der følger efter døden.

For et menneske er det oftest en abstrakt forteelse, dette med livet efter døden – men hvis man ser, at vores DNA er over 3 millioner år gamle i én ubrudt linie, giver det et meget godt perspektiv på dét at leve som at være en del af LIVET i sig selv, og at man ved at dø fodrer det liv, der må følge.

I såvel den abstrakte version, som i den videnskabelige og i den åndelige version, er foråret og vinteren, det nye liv og den tomme, nøgne, uproduktive stilstand, begge nødvendige dele af det samme. Kredsløbet kan ikke undvære nogen af bestanddelene, og forsøger man at presse en af dem ud – som f.eks. at droppe erfaringsvideregivelsen ved at fyre de ældste i erhvervene, eller ikke lukke unge ind, fordi de er uerfarne, eller forsøge at intimidere de konsoliderende voksne, blot fordi deres funktion er erfaringens konsolidering og de dérfor ikke ubetinget kan afkræves fleksibilitet eller fornyelse, eller man ikke skaber eller muliggør stilstand i produktion eller økonomisk vækst – lægger man en bombe under hele kredsløbet. Måske er det, hvad vi ser nu med verdens recession.

Vinteren er nødvendig. Den er ikke altid behagelig. Især ikke hvis man har været vant til aktion, hastighed, betydning, værdiskabelse, vidensskabelse og -erhvervelse, anerkendelse, interaktion osv. og så pludselig må se, at intet betyder noget længere. At alt er brugt op og … stilstand. Tomhed. Ingen følelser, ingen varme eller kulde.

Min livsvinter er ikke behagelig. Der er ingen vej, når man står stille. Vejen er at stå stille sammen med vejen. Og finde glæden igen ved at stå stille. Jeg klipper træer, slår græs, er begyndt at læse igen, ser nogle få venner, skriver ingen digte eller andet af litterær betydning, forsøger at være og sove når jeg er træt, spise når jeg er sulten … det er sværere, end det lyder. Jeg HADER ikke at føle STORT … hvilket ikke er et paradoks, men bare ord … jeg kan blot ikke navigere, når der ikke er noget at navigere efter. Når alt i hele verden er dækket af et tyndt eller et tykt lag værdiforglemmelse og kun lader sig se i glimt, når en eller anden tilfældig storm vælger at afdække et lille område – som dog snart igen er dækket til og ude af syne og følelse.

Jeg ønsker mig forår. Som kommer, når det kommer. Det ved vi. Det ved jeg også. Det bliver jeg dog ikke tålmodig af. Tålmodig bliver jeg heller ikke af at beklage mig. Tålmodig bliver jeg kun ved at gøre det her øjeblik til noget, jeg kan mærke. Og dét kan jeg, indimellem:

“Livsvinter” er et smukt ord. Jeg håber, du synes det samme.

se evt. indlægget Brændt Ud

Litterært nulpunkt i hovedstolen

Ingen Knausgaard hér. Hovedstolen får være en synops i dag.

 

Mit kæresteforhold er gået i stykker over noget tid. Godt og vel cirka siden det begyndte for 2 år siden. Det, man kalder “omstændigheder”. Vi er begge stædige.

Jeg har været meget tilbøjelig til at bebrejde hende for at være for pushy, ikke give mig rum nok, mase sig på med psykologiske forklaringer og misplaceret omsorg. Men kommer ofte i tvivl om jeg har ret i mine vurderinger – om det blot handler om, at jeg ikke kan gøre mine behov forståelige. Jeg kan ikke længere klart mærke, hvad jeg føler. Det er som at befinde mig inde i en boble og alle mine følelser føles af en avatar uden for boblen, som kun af og til har adgang til at aflevere sine indtryk til mig.

For noget tid siden fik jeg en idé, som jeg har skubbet foran mig, men nu skal det være: Jeg er gået i gang med at nedskrive alle vore sms’er  baglæns, tilbage mod forholdets undfangelse, begyndende med hendes del af korrespondencen.

Det er deprimerende. Hér er en kvinde, som elsker mig så meget, at hun vil gøre, hvad hun formår for at få mig til at se, at det er mit humør, som er ansvarlig for en stor del af mine negative følelser i forhold til hende og mit behov for at isolere mig. Hun bliver ved med at vende tilbage til fuseren – mig – for at se, om ikke der er noget at gøre. Hvilket er lige præcis dét, jeg har vendt mig imod. At jeg ikke kunne få lov at være i fred til at finde ud af, hvem pokker jeg er. Og hvad jeg behøver. Og hvad jeg vil være med til. For mig selv og i fred!

Jeg er den, der bakker – den undvigende – og hun er den, der skubber – den påtrængende. Mønsteret er klart – men fundamentet er interessen for den anden. Jeg kan dog ikke udholde at føle mig presset, når mit behov er at finde ud af noget om mig selv, og hun kan ikke udholde, at hun ikke kan gøre noget for at frelse sin mulighed for et forhold. Det er, som facebook beskriver det, kompliceret.

At indskrive sms’er i hånden, fordi min telefon er så gammel, at den ikke kan tømmes vha. et program, gør dog et eller andet ved mit hjerte. Vægten falder til hendes fordel i det her sisyfosarbejde på 3500 sms’er. Hun elsker og hun er positiv og forsøger at opretholde sit gode humør og ikke tage mine selvbeskyttende skub-væk personligt, og igennem alle sine sms’er ser hun ud til at være en helt almindelig kvinde med stærke følelsesmæssige ressourcer, der ikke tager et nej for et nej. Ikke præcis som jeg selv er kommet frem til, at hun er – gennem så længe at have følt, at jeg skulle forsvare mig mod hende.

Lige om straks går jeg i gang med at indtaste min andel af sms-samtalen. Jeg glæder mig ikke til det. Reelt sagt frygter jeg, hvad jeg finder. Og når jeg er færdig med dét, er det mail-tid. Kronologiske mails fra mig og fra hende, som de krydser og blander sig. Et forfærdeligt arbejde at se sig selv i øjnene på dén måde, men det skal ikke andet end at hjælpe mig med at blive mig selv: Et menneske, som ikke konstant føler behov for at forsvare mig. Som ikke går rundt og er spændt i maven hele tiden. Som kan udholde mere end et par timer i andre menneskers nærvær, selvom meget presser sig på, som jeg ikke tør dele med nogen anden end min terapeut.

Mobning, oversethed, barndomsisolation, voksensvigt, utryghed… hvordan jeg er blevet, som jeg er i dag, er ikke interessant. Hvordan jeg derimod håndterer mine følelser, som de kommer op, er det eneste relevante. Det eneste væsentlige. Jeg, som elsker mennesker, er ved at blive alene – fordi jeg har erkendt, at jeg ikke har grund til tillid til nogen eller noget, end ikke mig selv. Og hvad er der så?

(fortsættelse følger måske…)

Røde og sorte bøger

Op og stå på hælen. Vippe lidt. Falde lidt. Agurken er en vandig grøntsag.

 

Ovre hos sig selv spekulerer Mathilde Walter Clark højt over begreberne ‘smal’ vs. ‘bred’ litteratur.

‘Bred’ og ‘smal’ skaber distance, ideologiseringer. For eller imod. ‘Bred’ gemmer på en kvalitetsmæssig nedvurdering, men også i ‘det smalle’ findes en nedvurdering sted, nemlig af værkets salgsmæssige potentiale. Det betyder noget for de bøger, forlagene satser på, ja, for om de overhovedet har lyst til at udgive dem. Jeg kender forfattere, som har fået afvist manuskripter fra forlag med den begrundelse, at det ‘på én gang var for smalt og for bredt’.

Tidl. direktør på Lindhardt og Ringhof, Morten Hesseldahl, sagde over for et fuldt hus på CBS i Århus – nogle måneder før agurkesommeren 2005, hvor Martin Glaz Seerup af samme mand fik annulleret sin kontrakt på en næsten udgivet digtsamling – at “smalle bøger er bøger, der ikke sælger”. Altså, smalle bøger er bøger, som ikke tjener pengene hjem til forlaget.

Det er en vigtig skelnen at gøre. Forlag udgiver indbundne tekster, ikke litteratur – hvad de end bilder sig ind. Hvis noget, bliver teksterne til litteratur i den offentlige bevågenhed og bevidsthed – og findes de ikke dér, findes de ikke. DERMED er de blevet smalle, i betydningen ‘røde tal på bundlinien’ – svære for forlaget at sælge.

Når Mathile Walter Clark således skriver

Jeg kender forfattere, som har fået afvist manuskripter fra forlag med den begrundelse, at det ‘på én gang var for smalt og for bredt’

bør det understreges, at en sådan forlagsudtalelse er DYBT uprofessionel – idét vurderingen ikke har noget med det modtagne manus at gøre, men derimod alt med forlagets egen-vurderede manglende evne eller vilje til at redaktionelt behandle og sælge manus som udgivet bog. Dén bliver så bare lige rask tørret af på forfatteren i form af en sludder for en sladder, der skal angive litterær forståelse, fy føj!

Morten Hesseldahls udtalelser på CBS var en udfordring af forne tiders illusioner: Dem om, at forlagene havde til opgave at varetage litteraturen og holde standarden og fanen højt. NEJ, forlagene består af læsere med litterære uddannelser, der ikke har en skid tjek på noget som helst andet end sandsynligheder, konjunkturer og statistikker om den offentlige bevidsthed og nuværende smag!

Derimod kan forlagene PÅTAGE sig en rolle som kulturel og sproglig udfordrer – gennem at understøtte forfatteres værker ved at sætte dem i tryk og distribution – men så heller ikke én eneste jamren bør der høres dérfra: Det er en beregnet risiko at udgive bøger – publikum er vægelsindet og ønsker sig ikke ene genrebøger. Dét sælger, der sælger – men alt kan hjælpes på vej…

Mit nuværende standpunkt, idet jeg må gå ud fra, at forlaget har en mening om, hvad der gør en fængende og vedkommende tekst:

Brugt som argument for tro på let-sælgelig tekst på dagens marked
og/eller
Kommer pengene hurtigt hjem; sorte tal på bundlinien

= Bred litteratur

Brugt som argument for svært sælgelig tekst på dagens marked
og/eller
For længe til break-even; røde tal på bundlinien

= Smal litteratur

Nemt at forstå.

[Og så lige huske, at ingen sælger sælger alt lige godt! Og at der ér forskel på at have 200.000 ude på en sommerkrimi og 5.000 på en digtsamling! Og at arbejdet på en bog er det samme, uanset oplag!]

Når pressen og forlagene og alle andre så ønsker at lægge litterære kvaliteter ind i disse to begreber, underkender de forlagenes evner til at udvælge tekst efter såvel økonomiske hensyn som skriftkunstkriterier, f.eks. pt. populære genrebøger.

Man kan derfor sige, at alle er med til at skabe forfladigelsen – herunder den såkaldte ‘elitære’ opsplittelse mellem gamle skriftkunstgenrer som poesien og moderne underholdning som krimien. Men i dag møder  krimilæsere og digtlæsere ofte sig selv i boghandlen og hilser uden dårlig samvittighed, mens de krydser over til hinandens hylder, så hvad ér problemet egentlig? Ud over at der aldrig sker en hujende fis om sommeren, og at agurkerne er billige og går nemt gennem tarmen?!

Jeg foreslår at bruge resten af den våde sommer på at diskutere, om ikke vi bare skal kalde dem røde og sorte bøger. Røde for ‘underskud’, sorte for ‘overskud’. Så kunne dét måske vandre ind i sociallingoen: ‘Sikke sort, du er i dag, skat’. (Altså, du ser hammer godt ud og har plads til hele verden på dine skuldre!)  Og ‘Jeg har sendt Jensen hjem – alt var knaldrødt på ham’ (hold da, kæft, han havde det ikke godt.)

Hvad det så vil fucke up af okkulte og politiske associationer kan da kun gøre det hele mere interessant?

LINK Hvad giver ‘bred’ + ‘smal’? : Mathilde Walter Clark (2012)
LINK Sagaen om Den Smalle, Ulæselige, Usælgelige Litteratur (2005)

Neurodiversity (neurodiversitet, da)

but don’t discount the “WE”

There are many types of Brain Wiring (Article arguing addiction is a form of neurodiversity én par with ADHD, autism, bipolarity, and seeing it as such is a benefit to all:

By embracing neurodiversity, we can … perhaps… begin to stop throwing away addicted people who are already here in counterproductive attempts to “save them from themselves” without understanding their perspective.

Neurodiversity (Wikipedia)

I agree. Think of the 60’s term “reality tunnels” decrying every person’s right to his and her different perspective and whole set of coherent survival tactics.

Source: thefix.com

Th’ Sugar High Monologue

This guy drinks the sirup from canned fruit, right, mixed with soda water, fizzy water, not from the fridge, nono: From a dusty old shelf in a supermarket and into his briefcase, where ’sits also two half liters of fizzy water’. It says so in’a here the script, and I’m a’not gonna have an all out with the script writers over that. ’Please, mr. word smiths, in at least every second scene please write in cooling facilities, so he can’a chill his cans and his soda water…’ but No! This dude is off’a everything, fags, chum, pin, dancing, fucking most likely too, but he likes his sugar. And he likes it like HE likes it, lukewarm, or piss warm from a back shelf in a country backroad pie place and market with the sun frying o’erhead.

And that, my chums, that means *I* will like it like it’s writ! I will drink the motherfucker lukewarm canned fruit sirup and lukewarm fizzy water and I will keep on drinking it, until I understand whether or not a person like that can exist, and if not, I will hang out the script jockey to dry from somewhere high, and if yes, possibly, mebby *I* will get me a new fetisch to my repertoire, yeah!

But you know what? No matter what, I am going to be really sugar HIGH for the first time in my life. And I am dreading it! There’s nobody out there who knows what this is like. Doctors have given them advice, I have been suggested precautions, they have measured the sugar in my blood and planned my diet and excersise based on that, ann’a trust them. But they have never tripped on sugar, not consciously. Because this is what this dude does. He trips on sugar.

I don’t know if people can see it in his eyes, I guess I will know how that looks in a few days, but other people will know that he’s onsomething. And it will do something to them.

His behavior will do something to them. I have to discover what that is. Mebbe I already know it. Mebbe its all but a meth or speed freakshow, but mebbe its not. And then I will find out. And I will play it in the movie. I don’t care if its a minor part. He’s a killer, for christ’s sake, and he flies on sugar in a can. That makes him a whole lotta interesting. Even in the background. Don’t you get it?! I’ an actor! I Am An Actor. And I’m done fucking up and thinking other people will cover for me.

A Sugar high…!

That guy who ate burgers, what was his name!? Do you know? Or you? Nobody knows what his name is, dudes, not without googling it. But do they know that his body was damaged from eating supersize MacDonald meals? Yes, they know that his liver fritzed from eating supersize MacDonald meals. Nobody knows his name, and his body was hurt for ever.

I will not let neither happen to me. They will know me, and I will only play the part. I am not a sacrifice for anything or anybody. I portraypeople. I portray emotions. I don’t act to die. I act to live. And to portray life. When I put on parts of a person to find the reason for the coherence between parts, and a full person accidentally rises up in-between, this is not me. This is not anybody. This is character and needs and reactions and actions.

Actions that are like the rain falling on a day deemed sunny. And you have to love it.

Or hate it.

*I* want you to love it or hate it. And feel all the little other feelings that are connected to loving and hating. And then I will yet again permit my basking in the false security of being protected all over my skin and all through my inner organs and partly into my heart and to my brain by a phantom I breathe out of my language.

I will be staying with this character and not come out of it before I absolutely have to.

And when that happens I will wann’a wrap it up, put it in a locked compartment in my mind, and go home and be with my family and not be bothered with it. Or by it. It’s all the same.

That is what I want. You don’na have to see me now do things. Strange for an actor to say. But I like my own company better. Better tha’ before. Now is so much more me! 

July 8th 2012 © Kenneth Krabat  Contact

The World’s Most Expensive Soap?

Will it ever fly?

topic: The Psychology of Voluntarily Isolated Co-Hab (on Mars)

“Hello mars-one.com, and thank you for pushing the frontier.

I am assuming you are sending human beings to Mars and not emotionally dead people or emotional fugitives leaving their pay to mother or religion. The Psychology of Voluntarily Isolated Co-Habitation is therefore vital to such a mission’s success.

Striving to locate your thoughts on the matter I can find no projections on your website for the chosen live-in-group’s success, once they reach Mars. My un-answered questions specifically deals with group and habitat-psychology, as I find this vital to the continuation of the project, not just for later family settlers to the planet, but absolutely also long-term for all of the human species:

Q1. Will normal human emotions be dealt with on a corporate level, by corporate means and with the consent of the participating Arenauts, possibly even chemically, or will you train for self-sufficiency alone in this department (also?) – ie. your group of 4 people on Mars need to deal with emotional issues, as if they are alone?

Suppressing human emotions chemically is possible, but we have no (as far as I am aware) known evidence of long-term co-habitation in isolated areas controlled by chemical means. Mars is a long way from Earth. The time lag may be noticable and compensated for, but the human isolation on Mars is without the precedented backup of known friends and allies. Humans need to be touched, emotionally and physically. Four people is too little for physical variation, and emotional touch with people on Earth, who can only be known as voices and never as physical touch, will be stressed to the max, once understanding sets in and there is really no coming back.

Q2. Trying to contain or control emotional instability in the co-hab, on scales from 1 to 100, what is your estimate of the effectiveness of

Q3. Assuming that group one and two have means to suppress or adequately deal with strong emotional behavior through mental and organizational other means, after two years of isolation from the homo sapiens collective

3.1 how do you project the behavior of group one towards group two, initially following arrival? 3.2 what will be the powerplay between the old and the new group? 3.3 which educations, apart from those needed for self-preservation, general and specific science at the core of the project and habitat-upholding, would you include as general knowledge for all and specific for some?

I assume from the FAQs and the vision of the mission that the second group two years later to the best of abilities will be composed of members of the training team from which group one was also chosen? The second group will thus have met and worked with the first, maybe even mated, loved, fought?

PS: I must commend you on the soap-like setting for the choosing of highly intelligent and qualified people for the mission. Anything to highten the level of our collectively accepted down-dumbing of merchandize and entertainment consumers. I would like to know, though, how you will avoid cultural commercial poisoning of the mission-script in the public choice of participants. All TV shows from BigBrother and on, if not before, make choosing their participants on a basis of expressivity the main ingredient for mixing an entertaining show. For a mission to succeed on Mars, be it however much sponsored by “the People” and to the people one must avail one self… the opposite must be the case. A Mars expedition consisting of 4 or 8 people cannot survive disruptive emotions forever. I DO suppose you are not just out to create the world’s most expensive TV-soap?

happy go-ahead for all, kenneth krabat”

Source: mars-one.com

Guest from the future (all 5 episodes) 1985, ru

ep1

http://streaming.video.yandex.ru/lite/blogger4you/o0b0nynqvs.301

ep2

http://streaming.video.yandex.ru/lite/blogger4you/71dyjr5haw.2013

ep3

http://streaming.video.yandex.ru/lite/blogger4you/jqlgbx7w6s.1802

ep4

http://streaming.video.yandex.ru/lite/blogger4you/siiuxsy0x1.1212

ep5

imdb

Repeaters (2010) SciFi, tidsrejse

En taber ikke én, der har tabt, men én der giver fortabt.


If every good thing we do gets erased, and every bad thing we do gets erased, it doesn’t really matter, what we do.

— Repeaters 2010

imdb

 

Gentagelsen som tidsrejse

– det personligt temporale fænomen, loopet – ses ikke ofte.

Det skyldes formodentlig, at sådan dramatisk kalamitet, især når Point of View ligger hos flere hovedpersoner, som er tilfældet hér, forudsætter at manuskriptforfatteren ikke bare kan lægge ansvaret for alt utroværdigt over på en enkelt hovedpersons indre verden, men skal kunne redegøre for en eller anden form for skæbne eller dømmende og udøvende (al)magt (= Gud, Satan, overlegne Aliens), som  har logisk grund til at udfordre hovedpersonerne så voldsomt. Det er en balancegang på barberbladsæg, hvis fortællingen samtidig skal kunne engagere nok til at budskabet synker ind.

I Groundhog Day var Bill Murray den eneste, der vidste, at dagen gentog sig – gentagelsen holdt først op, da han gjorde alt uegennyttigt og med kærlighed; fortællingen var en venlig og morsom allegori. I Triangle var det kun den kvindelig hovedperson, som vidste at altid var en gentagelse, men nægtede at se det i øjnene; det var en uvenlig og nådesløs allegori.

Repeaters, på et narkobehandlingshjem ude i vildmarken, er der tre hovedpersoner, som ved, at i dag er den samme dag som i går – de deler virkelighed og kan forholde sig fælles til denne nye realitet: At de vågner til den samme dag hver dag.

Filmen følger dem, mens de finder sig konfronteret med nytten af at gøre, hvad de helst vil, men aldrig har turdet eller evnet.

Det er så hér, at formålet med den filmisk dramatiske gentagelse skal bevise sig:

For at bekræfte det almægtige forfatterherredømme og for at fremstille formålet ikke blot med narkobehandling men med livet i sig selv, skal der være en taber. Vi skal se, at en taber ikke én, der har tabt, men én der giver fortabt. Og forstå, at livet får værdi af de kampe vi kæmper for noget, der har betydning for os.

Det bliver en kende “ungt” sine steder – som måske skyldes producentens unge alder og erklærede ønske om at lave film “med mening”.

Trods fokus på svigtede unges gentagelser af manglende grænser, er Repeaters dog ikke er en ungdomsfilm. Filmen har sit stærkeste budskab i, at den tvangsmæssige gentagelse af barndommens og ungdommens programmeringer er noget alle mennesker har til fælles, og må bekæmpe, hver på sin måde.

Optimismekurven er dog noget forudsigeligt nedadgående, men opvejes af en sublim fremstilling af sindssyge, ikke blot i dialog, regi og i spil, men også i forståelsen af, hvad det egentlig vil sige, at livet opleves som værende uden mening.


Mesterligt spil hér af Richard de Klerk, som også har produceret filmen igennem sit eget selskab, Rampart Films.

Plakaten forsøger desværre at ligne noget, der ikke har meget med filmens INDHOLD at gøre.

Fanger får bøger i stedet for fængselsstraf 

Politiken 27.06.2012, Kultur side 2 midt

BØGER. I Brasilien får de fængselsindsatte nu en ny mulighed for at nedbringe deres straf: fire dage mindre i spjældet for hver bog, de læser.

Det er fire fængsler med nogle af landets mest hårdkogte kriminelle, der får tilbudt at læse op til 12 værker i filosofi, videnskab eller klassiske romaner for at barbere maksimalt 48 dage om året af deres straf. Fangerne får op til fire uger til at færdiggøre hver bog og skrive et essay om den, vel at mærke uden fejl.

»Man kan forlade fængslet mere oplyst og med et større perspektiv på verdenen«, siger advokat Andre Kehdi, der står bag projektet, og fortsætter: »De forlader uden tvivl fængslet som bedre mennesker«. gies.

Det er noget sludder, at denne Sao Paulo-advokat står bag projektet. Han leder et projekt, der indsamler og donerer bøger til fængsler… Altså, denne trang til at tune historier ved at fravælge væsentlige informationer – det er den Brasilianske regering, der har fået idéen! Læs hele indlægget på engelsk – det er mere nuanceret!

KUNSTDOMMER

– et kunstnerspil

Malerstimulering over 4 dage:

Valg af handling går efter tur.

Formålet er at lave billeder, som man så placerer i én af to bunker: FÆLLES eller SOLO.

Billeder i FÆLLES-bunken må enhver arbejde på.

Et SOLO-billede må man kræve, at skaberen skal arbejde videre på.

Siger skaberen nej, ryger billedet i en DOMMER-bunke.

Tre enige kan frit udvælge én blandt sig til at arbejde videre på et billede i DOMMER-bunken, eller sætte det i omløb igen i FÆLLES-bunken..

Vælger man at påbegynde et nyt billede, går man ud af valgrækkefølgen, indtil man afleverer et billede i  en af de tre bunker.

Strategien handler om en blanding af mange færdige billeder, der er konsistente i deres udtryk, men dog interessante for andre at arbejde videre på; at bruge sin tur på at sætte en anden i gang med at arbejde; at undgå at blive holdt fast i at arbejde sine billeder færdige på forlangende, og at holde sig selv i en regelmæssig rytme, selv under pres om at arbejde længere tid end normalt.

Man bliver bedømt på, om man faktisk bearbejder sit billede. Det giver 1 point pr. påbegyndt eller viderebearbejdet billede, 2 point for at begynde forfra på det samme motiv efter returnering fra SOLO-bunken, skønt nul point for i stedet at lave et andet motiv. Et forkastet billede ryger ud af spillet. Og arbejde vedvarende skal man – ellers mister man sine point og ryger ud af spillet, når man har mistet dem alle.

Reelt er det uden betydning, om man maler intenst eller er malerpoliti. Hvis begge positioner gør deres arbejde godt og med integritet og ærlighed, bliver slutresultatet desto meget bedre. Beskyldninger om elitisme kan afvises med, at mennesker der får lov at vælge rolle, uværgerlig vælger den rolle, der passer dem bedst – om dét så bare består i at efterligne en anden.

noget er anderledes

Skygger bevæger sig lige uden for synsfeltet – noget bevæger sig og er ikke et møbel eller skygge kastet af møbler, eller af træer uden for vinduet.

Linierne på skærmen falder til én side. Læner sig. På den bærbares skærm til den ene side, på monitoren til den anden.

“Du er sådan én, der får pigerne til at græde!”

Mine følelser er ofte ikke mine.

Din andel (complicity)

= medansvar

andel:

måden, man reagerer på andres opførsel på (dvs. på hvad som helst, der sker omkring én), kan opdeles i 2:

– som man plejer i lignende situation

og

– på en anden/ny måde

Disse kan atter opdeles i 2:

– reaktion, der søger at begrænse en andens opførsel

og

– reaktion, der søger at understøtte/fremme en andens opførsel.

Continue reading “Din andel (complicity)”