ursuppe, sukker, zombie

Jeg befinder mig i den virkelige verden. Det huer mig ikke. Der er ingen fortid værd at tale om. Ingen fremtid værd at tale om. Et nu har ingen betydning uden fortid og fremtid. Hvad skal jeg hér, hvis jeg ikke står på noget at tage afsæt fra og gå imod?

I morgen begynder jeg at løbe. Nej, på mandag, når sportsbutikkerne åbner, tager jeg ind og køber løbetøj. Og får taget mål til løbesko.

Not. 

Det var ikke engang sjovt at sige det. Jeg hader at motionere og gøre ting, der er monotone i deres essens.

Jeg er en fremmed for mig selv. Mit JEG er ikke mit MIG, som jeg ellers troede var en livslang indsigt.

Det ligger alt sammen i at gøre det. I processen.

I at gøre det.

At være i det.

At være det.

Det er uden betydning. Ingen behøver mig i deres liv. Ingen. Jeg er snart 50. Jeg kan risikere at skulle henslæbe 40 år til uden anerkendelse. Uden at føle, at jeg har en grund til at være her.

Kærlighed er at give. Ja.

For dén som kan modtage er kærlighed at give. Selv når man er alene, kan man kompensere, hvis man kan modtage kærlighed, og give til alle andre, til nødlidende institutioner, til fremmede, til hjemmehjælpen og venners børnebørn. Og aldrig forvente noget igen. Mens det største, levende organ, huden, skriger efter at blive berørt, om det så bare er et stød, et skub i supermarkedet, en overbærende, men frivillig strygen over hånden på socialkontoret, eller i kapellet, mens vennerne smutter én efter én.

Jeg skulle aldrig have set ham dø. Bedste. Fire gispende vejrtrækninger, og så var 92 års akkumuleret viden og erfaring og kærlighed og frygt og overlevelsestrang strøget af kalenderen. Ikke mere morfar at besøge. Ikke flere naive forsøg på at trøste eller det modsatte. Ikke flere berøringer af hans faste klo af en sindssvagt stærk hånd.

Min verden ophørte. Jeg afsluttede. Noget nyt skulle være begyndt dén første sommerdags tidlige morgen. Men det gjorde det ikke. Det blev sommer – som alle havde længtes efter. Og jeg sidder stadig ved hans seng og ved ikke, hvordan jeg skal kapere, at han dør nu.

Snart to år siden. Men dér har jeg siddet fra før det skete. I tanken sidder jeg allerede ved mine forældres dødssenge. Og venter på at de skal dø, så jeg endelig kan komme til mig selv og blive dét, jeg har følt mig som altid. Helt alene i verden.

Og her skulle fortællingen så gå tilbage til barndommen og ridse alting op, så man forstod det nuværende og kunne se hvilket afsæt for det efterfølgende dét ville være. Men det er netop dét, som sagt ovenfor: Der er ingen fortid. Og intet noget peger på.

I dag ligger jeg bare her og nyser, og ser middelmådige TV-serier, og en enkelt film over middel, Rum Diary, om Hunter S. Thomson, manden med sin litterære ragekniv stort set enehændigt transformerede offentlighedens opfattelse af journalistik fra noget urøreligt, sandhedssøgende, til at være et stift regelsæt fastsat af kapitalinteresser og styret fra partipolitisk-motiverede bestyrelseslokaler. En fortælling om dengang han fandt sin stemme. Sin indignation. Skulle jeg rejse ud i verden og lege indigneret og finde min stemme således?

Hvor naivt. Jeg ved hvordan mennesker burde leve og handle, men der er ikke megen realverden over dét. Det er kun 5 grader fra politisk korrekt, og tåler ikke det store eftersyn, før jeg roder mig ud i selvmodsigelser og udsyrede konklusioner på vegne af en ikke-eksisterende menneskehed. Men jeg har ret!

Det er ikke en af de her dage, hvor jeg er tilfreds med mine egne nedrakninger af andres arbejde ud af aldrig udtalt indignation eller regler for god opførsel. Jo, ret skal være ret: Ind imellem ved jeg, at mennesker skal tages ved hånden og føres til det nye, det gode, det væsentlige for alle og vises hvordan. Men jeg er så vred. Og i min vrede gøre jeg alle andre skyldige i min vrede. Det er ren skolegård og barndom. Tidlig svigt, aldrig forstået, aldrig tilgivet, aldrig undsluppet.

Der var ikke noget is, mens jeg så film, selvom jeg ikke har spist (nævneværdigt med) sukker i 3 måneder. Så jeg blendede mælk (mælkesukker) med frosne bær (frugtsukker, meget) og brandy (sukker som karamel og sprit som sukkeraffald af gæring) og spiste 4 mini-chokoladebarer, og drag tre kopper kaffe, kun to med sukker, mens jeg hele dagen ventede på at noget ville stige op af den ursuppe, jeg håber, jeg befinder mig i.

Det slår mig faktisk ikke før nu, at det måske ikke er en ny livsform til mig selv, der vil kravle på land. Måske vil det være en livsform, der tager bestik af min, føler sig advaret, og forandrer på tingene til gavn for fremtidige generationer. Eller guderne bedre det en livsform, der tiltrækkes af min, som mange tiltrækkes til Hunter S. Thompsons drikkende, rygende, stoftagende virrehoved. Man kan aldrig vide, hvad der kommer, når man forlader det, man var. Det er derfor kun nuet har betydning. Hvis man husker. Og drømmer. Og sigter mod noget.

Intet i verden ville ændre sig radikalt, hvis jeg ikke fyldte med mine 92 kg i hjørnesofaen her. Nogle spor ville blive anderledes. Måske nogle ville mærke tabet som jeg mærkede bedstes død. Måske aldrig komme sig over det. Måske smitte levende med det. Som jeg måske smitter levende med det her. Min døds-virus. Min levende-død-virus.

For fanden. Det er da dét, der er grundlaget for enhver zombie-film. Mennesker, der ikke kan finde ud af at leve deres eget liv, æder levendes hjerner, men de levende er som de selv, og derfor bliver de aldrig mætte. Zombiefilm er en analogi for en af filosofiens grundbegreber – nihilismen. At der er intet. Uanset hvad man som menneske føler eller oplever eller. Eller, det er nok snarere essensen i nihilismen: Man kan ikke mærke noget. Følelsesmæssigt, eller fysisk blokeret for input. Derfor kan intet ud over erindringerne have betydning. Der kommer intet nyt ind. Det er at være en levende død. Levende forandrer sig.

Jeg skrev noget i den stil til en ven i dag. Samtalen har varet i mange år, og pt. handler den om enighed eller ikke. Han forekommer at ønske at være enig. Jeg behøver det ikke. Jeg er så meget på afstand af alle, at jeg næsten ikke kæmper for enighed, eller for forståelse. Hverken deres af mig eller min af dem.

Det ville være smukt med en velplejet have i år. 4 sommermåneder med fingrene i jorden og større forståelse for processerne i disse måneder. Så resten af året havde noget at binde sig op på. Men jeg har ikke lyst at være her. Det hedder enten terapi eller rejse. Mætningspunktet nærmer sig. Jeg må flytte mig eller dø. Tomrummet har varet for længe.

Mit hoved er ved at sprænges af hovedpine. Her kan jeg mærke, at jeg er syg. At noget er, som det ikke skal være. Min krop værker også meget i perioder, led, muskler. Sådan kan jeg mærke, at noget er galt. Det sluger mit fokus, men fremtiden rummer ikke helbredelse. Den rummer kun død og forsvinden. Diffundering ud i betydningsløshed. En strøm af udrikkelig filterkaffe ikke ned i kolben, men i et vandfald. Jeg skal dø og forsvinde. Og jeg kan ikke få min opmærksomhed andetstedshen. Jeg kan ikke føle noget andet end dét.

Author: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Note: Commenter is allowed to use '@User+blank' to automatically notify your reply to other commenter. e.g, if ABC is one of commenter of this post, then write '@ABC '(exclude ') will automatically send your comment to ABC. Using '@all ' to notify all previous commenters. Be sure that the value of User should exactly match with commenter's name (case sensitive).

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.