Udmeldelse af Enhedslisten – hvem er mest idealist, naiv eller realist?

Jeg ér måske bare IKKE til politik.

Share

 

Til Enhedslisten:

I spørger, hvorfor jeg melder mig ud.

En ikke ubetydelig portion skuffelse over jeres profil, som (ved fraværet af selvstændig aktivitet, frem for re-aktivitet) viser mig billedet af en flok rethaveriske idealister, der ikke egentlig forstår realiteterne (konsekvensen af magtspillet) – men kun egen indre-oplevelse af hvad der er rigtigt – og følgelig bliver kørt bag om dansen af den virkelige Magtelite. Det er et tarveligt billede, i ordets egentlige betydning, fordi jeg mener I har potentiale til så meget mere og større.

Nu, efter valget, viser I ikke KRAFTEN i jeres indignation og oplevelse af, hvad der er rigtigt, og på dén vis bliver I bare henvist til kulisserne, og det politiske opdragelsesarbejde, der foregår i Institutionen Christiansborg. Jeg har ikke lyst til at betale for at se det ske. Så hellere sætte jer fri fra mediernes forvanskninger til at arbejde BLANDT befolkningen og forsøge at få den til at vågne til det, der sker:

Sammenkøring af Gamle Magtinteresser – al fokus på opretholdelsen af eksisterende Magtstrukturer, dvs. virksomheder, minimalt miljømæssigt ansvar, fordummelse gennem forringelser i undervisning, bevidst adskillelse af befolkning i elite og resten, sygeliggørelse og økonomisk straf af svage og anderledestænkende og indskrænkning af normalbegrebet som underlag for udstødelse og fremmedgørelse af egne borgere – listen fortsætter og fortsætter og fortsætter.

I var et frisk pust, men jeg ser nu, at I arbejder det forkerte sted. JO, I behøver at KUNNE blive lyttet til, men det politiske meddelelesessystem med sine mediehunde spiser jer og afkræver jer bestemte retoriske modeller, som kvæler essensen af, hvad I har at byde på.

Poul Mahler Dam, en stor dansk forsker i astrologi… ja, astrologi – lavede i 50’erne denne anekdote om Fisken, det bevidste, erkendende voksne menneske med Tro og tillid til universets indretning: “Da gud sendte sine 12 børn ud i verden, var fisken den sidste. Og til fisken sagde han: Jeg vil give dig en gave, mit barn. Med dig skal du få al den viden, jeg besidder, men ikke evnen til at give den videre”. (Det må du selv lære dig).

Sådan har jeg det med Enhedslistens udtryk. Tilsammen forstår I, hvad “det handler om” – I TROR og har tillid til sammenhængene – men I har ikke lært, hvordan I giver det videre. Jeres ofre – “fordi jo nogen skal vise de Gamle Magtinteresser modstand” – skaber ved deres blottelse af forskellene på dem og jer kun større trøstesløshed i det politiske landskab. Og synliggør, at det parlamentariske demokrati er spist af større interesser og at den regulært repræsentative indflydelses vej er et afsluttet kapitel.

Nå, men jeg ved godt, at I taler til billedet på “den almindelige dansker”, der forventer en vis stabilitet i virkelighedsbilledet som præsenteret af medierne, og ikke forstår sin egen indre uro ift. det parlamentariske felt. Men nøjagtig dén magtdemonstration, vi I DAG instinktivt ved er bedst at afholde os fra at bruge på vores børn, er dén udvisning af magt, vi tvinges til at accepterere i politik og deraf kommer uroen:

Som menneskelige individer skabes vi af sprog. Vores virkelighed skabes af sprog. Inkonsistent retorik om samfundets “maskineri” TVINGER os:

  • ENTEN kommer vi til bevidsthed om et defekt system, der så kan arbejde for en ny måde at gå til verden på (ikke dårligt),
  • ELLER vi kommer frem til (ubevidst) at afvise Repræsentativt demokratisk politik som gyldigt redskab (hvilket er noget skidt, da det er ubevidst).
  • Den tredje mulighed er, at vi tvinges til erkendelse, og som følge héraf giver helt op. (Det er katastrofalt).

Og inkonsistent retorik er, at vore børn opdrages til samarbejdsvilje og -forståelse ved gentagne klare beskeder om ansvarsplacering, for så siden på det grundlag af respekt og ansvarlighed at skulle forlige sig med politiske udstødninger, forrædderi, løgne, bedrag, dobbeltmoral, inkompetent flyverskjul, magtmisbrug, fortielser og alt det andet, som kendetegner Magtpositioneringen i (dansk) politik.

Begge kan ikke være sande og udtrykke et HELT samfund (“det SAMME samfund) – i en forstand hvor et menneske, der skal forestille sig at være frit til at vælge den bedste behandling af sig selv og af andre mennesker, alt andet liv og Jorden som helhed, har andet end tilfældig betydning. Hvilket skaber et helt andet billede af nødvendigherne på den politiske arena: Vi er begyndt med børneopdragelsen, og har fastslået pointer om menneskelige værdier dér. Kan disse ikke føres igennem hele vejen til tops, har vi et dødt samfund!

Min pointe er: Hvis I accepterer det parlamentariske systems Magtpositionering, er I lige så købt af Magten som de andre på Christiansborg. I køber Den Gamle Model og vil inden længe fremstå lige så usande som de andre politikere ift. kravene til individets socialisering vs. Magtens behov. Og ikke være til gavn for danskerne. Og ikke for jer selv, som mennesker-blandt-mennesker; kun som individer-frem-for-andre-individer. Overlevelse, behag, beskyttelse. Mennesker-med-magt.

I har vundet indflydelse ved at spille helte i det nye Magtskuespil og ved at vise ungdom og indignation på rette tid og sted. Men I er ikke helte, ikke unge. Som i anekdoten ovenfor udtrykker I vished (som engang hed ‘indignation’) med en klar følelse af, hvilken adfærd der er den rette. I står for menneskeværdig moral og etik og “hvordan er man det bedste menneske”.Ja, det ér kedeligt at være den, der løfter fingeren, og ikke bare kan bade sig i omtale og akkalader, men så VÆR kedelige! Vær sande! VÆR tro mod “det ægte”. Inden I bliver lavet om af spillet om Magten og bliver til forudsigeligt Show.

Tænk Om!

Hvis jeg får et relevant svar på denne mail, trækker jeg min udmeldelse tilbage.

venlig hilsen
kenneth krabat

PS: Mine kapitaliseringer af Magt er ikke udtryk for en 16-årigs modstand mod autoritet, men en påpegelse af reel Magt, og dermed *anvendelsen* af Magt, som for nogle er et overgreb og for andre nødværge.

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.