Louise Juhl Dahlsgaard
Mit ønske om at dø er rent hypotetisk
Jorinde & Joringel 2011
ISBN987-87-7322-229-4
Hvordan nyder man ting, der ikke slutter? tænker jeg, da jeg når til tekst 24. I tekst 25 står de så begge ved havet og mærker frygten for at miste. Horisonten, himlen, havet, heden, det hele taler til hver af dem personligt om alt, der ender og alt, der aldrig ender. De kan fjerne sig fra det og tage hjem, men med hjem tager de sig selv. De slutter ikke, hverken inde eller ude.
Der ér drama i Louise Juhl Dahlsgaards lille samling. Men det er hverken det forsagte drama, hvor fingre spiser sig selv, eller det storslåede, hvor arme forsøger at favne hele verden til bevidstløshed. I 80’erne ville man vel kalde det hverdagsdrama, fordi man endnu troede, at skriften kunne imitere hverdagen. Ja, overhovedet, at noget man kunne kalde ”hverdagen” findes.
Der er ikke længere imitiation. Man kan samle på antal gryder i skabet, på udenomsægteskabelige handlinger, på sammenhænge mellem fortid og nutidig adfærd, i den overbevisning at sammenhænge findes. Man kan statificere livet, indtil bunken af statistikker begynder at gøre én tryg i visheden om, at noget findes, noget forbliver, men man vil stadig ikke have produceret hverdagen. Hverdagen kan ikke beskrives, for den udgøres af et uoverskueligt summa summarum af uendelige mængder af øjeblikke.
I de 25 små fortællinger i ”Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” findes en genkendelighed, bevares. Fortællingerne er befolket af stemmer, der kunne have levet som fragmenter på video eller bånd eller overleveringer fra venner og naboer, man selv har drømt sammenhængende med tilhørende frit opfundne logiske broer over hullerne. Men intet slutter her. ”Tidevandet ér” står der et sted. Det kommer ikke ind eller går ud. Det findes, både som tilstand og nu – som man nu kan formå at skille de to ad. Men det er ikke en bog om væren, eller om idealisering af nuet – nej, bid for bid slås det fast, at det hele findes, ikke nødvendigvis med nogen mening, måske end ikke et definérbart formål, men når det kan fremstilles som værende i kontrast til forne tiders understregelse af det dramatiske payoff i enhver fortælling, er det fordi livet ér sådan. Intet findes af sig selv, i sig selv alene. Som i det 25. billede, hvor kvinden værger sig mod frygten – ved at nedgøre sine egne sanser, sit eget sprog og sine egne tanker. Men ved at gøre det, kan hun forblive sammen med manden. Frygten får ikke magten over hende. Hun bytter sig til det, hun helst vil have, nu. Hun er i og ude af kontrol på samme tid.
Dette tema bemærker jeg i teksten. Det træder ud af tilsyneladende vanvid, overdreven omhu, underkastelse og får min opmærksomhed til at rette sig mod “livets fortsættelse”, der behøver begge dele, kontrollen og tabet af kontrol, i øjeblikket i en unik balance for hver enkelt. Bogens titel er velvalgt.
Hvor interessant er det så, spørger jeg mig selv? Hvad tilbydes jeg som læser af nyt? Hvad er der at hente i udramatisk drama, som ikke konkluderer og stiller moral og etik til skue, men mestendels tilbyder en vinduesplads på første række eller næsten lige dér i stuen, mens livet sker, ganske uspektakulært?
Jeg har intet sandhedssvar på dét, men det er poesi. En overførsel sker, som ikke er fra sandhedsvidne til useende. Ikke på en entydig, anmassende måde; teksten er stærkt kompetent. Skriften flyder og er personlig, med et par eksperimentelle svinkærinder her og dér. Der er indre-syn, som dét nu er muligt, og sympatisk medleven. Retningen oplever jeg blot er indad, på forfatteren, snarere end indad på teksterne.
Årsagen ser jeg som mangel på materiale. Der har givet været mere materiale, som er blevet kogt ned til nærværende, og en titel er fundet, som passer og i selv er god, men det nonchelante overblik er der ikke endnu. Teksterne er ikke helt fri for forfatterindblanding, og som med enhver, der har oplevet sine grænser overskredet, flyttes fokus til dét, som ikke fungerer, snarere end at blive ved dét, som gør.
Relevansen, når der ikke er drama, skulle gerne findes i tekstens hjerte. Drama er jo dét, som presser historien ud af rammen og ned i halsen på modtageren. Dramaløs fortælling tilbydes – liv tilbydes, eksistens tilbydes – men så skal det så også virkelig leve og eksistere på sine egne præmisser. Hér kan forfatterens styring af teksten og skiftende fortællevinker forstyrre,. Forfatteren kunne nok give mere slip på trangen til at kontrollere. Om end det er i periferien, hvor eksistensen knap findes dokumenteret.
”Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” oplever jeg kalder på større bevidsthed om fagets virkemidler, men føles som en alt i alt kompetent skrift, hvor Louise Juhl Dalsgaards livserfaring er på sporet af noget. Hjertet har noget at ville sige om det inderste af menneskene. Poesien har det godt hér.
Kenneth Krabat
december 2011
Først og fremmest: tusind tak for din grundige og kompetente gennemgang af mit lille bogværk!
Jeg føler ikke selv, jeg forsøger at kontrollere mine tekster, men det er nok sandt, at jeg søger sproget og dets virkemidler, og det kan – i dine øjne – tilsyneladende forstyrrende. Det er sådan “min stemme” lyder, og den giver jeg næppe slip på.
Jeg synes det er interessant, at du finder en mangel på materiale. Jeg frygtede nærmere det modsatte: at det meget materiale der ligger til grund for de korte tekster, kunne ende med at kvæle dem med betydning. Der mangler nu ikke materiale bag bogen (snarere tværtom), men jeg forstår hvad du siger: at det – for dig – ikke forløses optimalt
Pt arbejder jeg med lidt længere tekster. Om du vil synes (bedre) om dem er jeg spændt på. Jeg finder i hvert fald dine overvejelser om min bog utroligt brugbare og feedbacken væsentlig!
Og ja: intentionen med teksterne er båret af et bankende hjerte. Det er en væsentlig forudsætning for mit virke – og det ser du.