Titel: Den nye koloni – Lige under overfladen 5
Omslag: Manfred Christiansen
Udgivelsesdag: i morgen, 15. August
Sider: 325 sider,
Pris: 298,- kr. (238,40 for medlemmer af Science Fiction Cirklen).
LEKTØRUDTALELSE (link)
Den nye koloni er femte bog i Science Fiction Cirklens novelleserie, Lige under overfladen.
Herunder er de udvalgte noveller:
Forord 7
Lars Ahn Pedersen: En helt almindelig død
Christian Holger Pedersen: Ingen plads til superhelte
Steen Knudsen: Ad astra
Michael Kamp: Homo arachnida
Maria Kjær-Madsen: Mellem liv og død
Nikolaj Johansen: Ex Terra
Jesper Rugård: Hvis løver kunne tale
Camilla Wandahl: Himmelflugt
Jeppe Bisbjerg: Eon
Klaus Æ. Mogensen: Palins projekt
Gudrun Østergaard: Den sidste markør
Mogens Graae Hansen: En mand ved navn Quinn
Manfred Christiansen: Bedre oplevelser til salg
Palle Hellemann: Den nye koloni
Henning Andersen: Ananke
Glen Stihmøe: Grimpeur
Flemming R.P. Rasch: Lige efter bogen
Ellen Miriam Pedersen: Sort Messias
A. Silvestri: Glemmer du så husker jeg alt
Oliver Ruby: Kærlighedensgyldne ord
Richard Ipsen: Lysets by
Anders Weitze Pedersen: Istid
Kenneth Krabat: Tænke på silke under invasionen
Patrick Leis: Loops
Om forfatterne 305
—
Udpluk fra “Tænke på silke under invasionen:
Ingeniørkurserne lærte hende alt om at bygge og variere modulbyer efter behov. Alt om at svejse. Og udmåle, planlægge, tegne, støbe, blande, udvinde. Men ikke at sy. Det kom hjemmefra. Fra hendes mor. Hun kom til at nævne det engang i en overflytningsansøgning. Det havnede usletteligt i hendes papirer. Det var bare ikke hende, der kunne sy.
Hun voksede op med synet af sin mor med nål og tråd og åbenlys glæde ved alt, der kunne trylles ud af allehånde materialer. Til overflytningssamtalen havde hun et øjeblik selv følt, at hun vidste hvordan. Det var et overmodigt øjeblik. Som en dag ud af den blå luft kaldte hende til at sy i kroppe. Læger uddanner man ikke så hurtigt som soldater. Kirurgerne var altid var på farten mellem byerne. Nogen skulle være ansvarlig for den lejlighedsvise sårlukning i en-fire-to.
Hun hadede det. Hun hader at stå mellem blod og kød og tarme og stanken af blod og lort og pis og død. Og hun kunne ikke sy. Tanken om, hvordan de første mange af hendes sårlukninger kom til at se ud, gav hende søvnløse nætter. Indtil en kirurg endelig tog sig tid til at forklare hende det mest basale. Så havde ingeniøren i hende taget over, gennemanalyseret forklaringerne om sårheling, iltning, bakterier osv. Og ophelingen af hendes syninger var blevet voldsomt meget pænere, og infektionsfri. Nogle patienter havde til og med takket hende efterfølgende.
Tøj, derimod … Det har hun aldrig forsøgt sig med, før nu. Tyveriet af faldskærmen var en indskydelse. Som meget hurtigt blev til en klar idé.
Først tænkte hun, at indskydelsen havde noget at gøre med fyren fra kørselstjenesten. Når de så hinanden på afstand, førte han hånden hul og åben lidt frem for sig som simulering af at gribe hende i skridtet. Det gjorde hende varm og blød, hver gang. Men sarg skulle kontramedicineres for at nogen kunne udleve sin lyst. Det var år siden, hun havde haft dét behov.
Mens hun arbejdede på solreflektoren på plateauet oven for grotten, tænkte hun på, om denne lyst til at sy var en gave til hende selv. ‘Gaver givet til sig selv udtrykker respekt for livet’. Hendes mors ord. Gaver givet til sig selv. Hun forstod det stadig ikke helt.
OMTALE: http://blog.gravko.com/#post31
Der er kommet LEKTØRUDTALELSE
Hvor ville det være interessant og vedkommende, om denne og de andre science fiction-udgivelser i Danmark blev kritiseret fra et litterært synspunkt!
Hér er dog en positiv omtale af Jette Holst på Bloggen Den Elektriske Kanin Tak for dét.