Breiviks frihed og fængsel.

Siger jeg, at jeg forstår? (Ikke mig. En anden.)

Share

 

Siger jeg, at jeg forstår?

Problemet med at fatte Breiviks handlinger er ikke, at de ikke er til at forstå, men at vi ikke må. Forstå. For hvis vi forstår, hvad gør så dét ved vores egen såkaldte menneskelighed, vores fordragelighed, vores stærkt indprogrammerede grænsesætning, der forhindrer dyret i os i at rage til sig på primitiveste manér? Der vil ikke være nogen hindringer.

Vi må ikke forstå hans handlinger, vi har ikke lov, tør ikke tillade os selv det, hverken ved identifikation med hans ønsker eller hans midler eller hans skævvrednede fortid eller hans neurokemi. Er vi ikke sikker på vores egen, sørger de andres civilitet* for, at vi ikke gør. Enhver samtale om emnet skal i dag ende med ”men jeg ved i virkeligheden ikke”, for hvis vi synes, vi ved, hvem er vi så? Hvem er så vi, der kan identificere en del af vort indre med en massemorder? Er vi så ikke én, der skal passes på? Måske præventivt isoleres blandt menneskene eller helt væk og ude af syne og tale? Men var det ikke netop sådan, at Breivik kunne blive til dét, han blev, og er, og endnu ikke er færdig med at blive?

Vi må selv vokse i forståelse for at kunne udholde så mange måder, dyret i os kan vende sig i sin dyriskhed og kræve at komme til udtryk. Vi må gå en lille smule tættere til afgrunden, ikke væk fra den, som præster og medier og alle andre vil have, at vi gør. Vi må se ned i afgrunden for at se os selv. Vi må vinde over mediernes skræmmekampagner med grædende, sørgende, chokerede mennesker. Vi må have lov til at komme til forståelse, vi må have lov til at kunne forstå. Hvis blot et lille bitte hjørne af vores hjerte eller rationale eller sjæl kan rumme forståelsen af det ikke-civile menneske. AF, ikke FOR. For vi skal ikke anerkende handlinger, der skader os som individer eller vores opfattelse af samfundet som et hele, men betragte mennesker som Breivik som lærere.

Hvordan tager man imod læring fra dem, der ikke underviser? Man studerer sig selv ved at mærke og tænke efter. Man spørger sig selv, hvad man vil betale for sin civilitet*, for sine børns civilitet, for klodens civilitet. Man spørger, hvad prisen for fred i lokalt, nationalt og globalt FÆLLESSKAB må være.

I dag er prisen for fred stadig en høj grad af udnyttelse af diktaturstaters naturressourcer. Og at lov- og paragrafryttere kan fortsætte med at risikere verdensøkonomien for egen vinding. Og at naturkatastrofer i uuddannede lande kan få lov at udrydde lokalbefolkningerne. Og at flertallet af mennesker i verdens rige lande kan vende ryggen til det hele. Prisen for fred er, at kun rationelle og/eller ekstreme minoriteter forsøger at lave det globale samfundsmaskineri om. Prisen for fred er, at vi, det stærke flertal, afviser at forstå og overlader ”såkaldte” kompleksiteter til ”eksperter”. Prisen for fred og forståelse er, at vi undlader at se og føle og tænke. Prisen for fred og stabilitet og forudsigelighed og relativ ro på pengemarkedet og i jobsektoren og i uddannelsessektoren og i fødevaresektoren og i transportsektoren og i energisektoren er, at vi undlader at indrømme, når vi forstår, at noget er forkert.

Problemet med at fatte Breiviks handlinger er således ikke, at de ikke er til at forstå, men at jeg ikke må. Forstå. For så modarbejder jeg mit eget behov for fred og stabilitet. Jeg lever jo så kort, ikke? Det skal ikke være mig, der sætter liv og fred og fremtid ind på at betale prisen for at være ærlig, vel!? Ikke mig. En anden!


* Civilitet: Indplacering som eller opdragelse til bevidst medborger blandt medborgere; balancen mellem personlige og fælles behov; “en høj (eller lav) grad af civilitet”.

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.