… fine nuanceforskelle, der beskriver tilgangen til lyst fra forskellige vinkler – ikke alle lige positive.
I seneste nummer af Ud & Se interviewes skuespilleren Nicolas Bro.
Som barn af Helle Hertz og Christoffer Bro, begge skuespillere, har han levet i et skabende/udøvende miljø altid. Han omtaler sin kone som kernen i sit liv, men også at hun – i kraft af sin stilling som scenograf på et teater – forstår, at han har en lystbetonet tilgang til sit erhverv, og at der i dét (min parafrasering omkring sådan virkelighed) ligger perioder uden lyst, perioder med natteroderi og brænden energi af, perioder med ingen energi, lejlighedsvis følelse af inkompetence, uduelighed, overmod, overmagt, osv.
(Jeg er sikker på, der ligger kampe underneden deres fællesskab også, men essensen…!)
LYSTBETONET.
Med ét ord opsummerede denne skuespillermand hele mit livs forsøg på at få min omverden til at forstå, at jeg hverken fungerer i mit dagligliv eller med mit skabende arbejde, hvis jeg ikke er i lyst!
Hvor har jeg skubbet mange mennesker væk, der ikke formåede at forstå det!
Folk, som fokuserer på faste senge- og spisetider, ikke anerkender eller forstår behov for at være alene, ikke forstår at smalltalk dræber tankeflugt, at stilhed kan være livgivende; folk, som frygter uregelmæssighed og kaos og konstant søger kompromiset som overlevelsesmekanisme; som altid er interesseret i om “det” giver gode penge og hvor mange; som ikke tør forstå dét at leve for noget – noget, som ikke er et menneske. Og som oplever sig selv reduceret i betydning, hvis ikke hjemmet og de selv er i absolut fokus.
Hvor det dog tog mig ulideligt mange år at slippe den dårlige samvittghed over opvask og rod og støv, som min mor længe efter min flytning fra barndomshjemmet sørgede for at fastholde som uacceptabel norm. Og dermed fastholdt mig i et snævert fokus på prioriteringen på det mest indlysende lystbårne, selv når der ingen lyst var. Tak for dét, mor. Tak for at forhindre mig i at få et naturligt forhold til de opretholdende faktorer i mit liv. (Men du vidste ikke bedre, det forstå jeg.)
Hvilken ulykke, når der ikke er lyst. Hvilken sorg! Og umuligt for nogen at forstå, at jeg sørger over ikke at føle mig glad, fordi jeg altid er glad, når jeg er i lyst!
Søge at give sig selv
Og JA, jeg ved godt, at der er andre prioriteter, som behøver opmærksomhed. Især hvis man har børn. Men et menneske, der lever med sin lyst til livet som det drivende element, kan også sagtens have børn. At tro, at ens verden standser, fordi man får børn, er en illusion. Så ER den allerede standset, før man fik børn, hvis man har det sådan, og har intet med tilkomsten af nyt ansvar at gøre.
Og JA, jeg ved, at min lystbetonede tilgang til at skrive og at skrive som den væsentligste aktivitet i mit liv betyder, at alt andet lider, når jeg ikke har lyst (til at skrive). Fordi det er dér, jeg får livsanerkendelse. Dér, jeg forstår, hvad jeg kan.
Et menneske har lyst til dét, der gør glad.
Og har lyst til at gentage dét, der gør glad, igen og igen og igen… Og JA – af og til kan man blive afkrævet at skulle finde lysten inde i sig selv, til brug for gøremål og ansvar uden for ens selvfølgelige bane.
Og JA – det kan være svært at finde lysten til noget, der tar tid og energi fra det vante, men igen og altid: Hvad har man lyst til? Så… skal det være det vantes belønninger, eller det nyes potentialer? Hvor bor ens lyst?
Lysten er livets trækdyr. Det er ikke LYSTEN, der er noget galt med. Det er indstillingen til den. Ens egen, og de andres.
