Skyline (science fiction, 2010)

Kærligheden SKAL og MÅ sejre

Share

 

Glem alle de dårlige anmeldelser, du har læst om Skyline. Anmelderne har ikke fattet det.

Vi ved fra undervandsudsendelser om dybhav, at dyr kan antage de mærkeligste former, hvis deres habitat ikke udsættes for nogen særlig aggressiv evolution. De finder en sameksistens, nicher, som tilsyneladende kun har det til fælles i udseende, at de får ilt via gæller og lever 10 km under overfladen. På jordoverfladen har menneskene tillige, trods stor aggression og intolerence over for diversitet, opnået et vist mål af sameksistens med klodens andre skabninger.

Det samme er ikke tilfældet for de aliens, der pludselig uden varsel invaderer jorden. Tværtimod okkuperer de den øverste niche og underlægger sig alle de andre uden hensyn. Og her menes virkelig Uden Hensyn!

De har et evolutionært talent, de har fintunet til perfektion: Kropslyset, de skinner på en livsform, påvirker offerets hjerne til at opfatte lyset som inderligt smukt og dragende. Og VUPTI er offeret væk, hjernen genanvendt, og alle erindringer i bogstaveligste forstand deponeret i den fremmedes baghjerne.

Det går hårdt ud over Los Angelses, USA, men historiens genfortællere er borte, så vi ved intet om resten af verden – de velkendte nyhedsoplæseres stole er tomme på de stationer, der stadig sender. Man må formode, at de har ladet lokke sig ind i lyset. (Selvfølgelig).

Vore helte og heltinder, snart kun en af hver, kæmper for livet i én lang strøm af trusler fra disse abnorme livsformer, som betragter jordens mennesker som føde og informationer og i uafvendelig adrenalinrush jagter enhver, der bevæger sig, på samme måde som vi ville trampe gennem kornet, hvis vi blev sure på musene, der samlede vinterforråd.

Tramp Tramp Tramp!

Modningen af vore hovedpersoner, for det er dét, det handler om, foregår med lynets hast: Vi taler stort set realtid hér: Af og til i livet er der ikke plads til at tvivle; man må handle på de krav, livet stiller én og tage imod eller afvise, dét man blive budt – så man kan komme videre med at overleve.

Sådan hér! Der Er Ingen Nåde!

Heller ikke til sidst. Selv ikke i bekræftelsen af den menneskelige kærlighed som det ypperligste at kæmpe for, der trancenderer menneskekroppen i den mest yderliggående fremvisning af empati og egoistisk forsvar.

Jo, som postulat. Som stort, stort postulat: Kærligheden SKAL og MÅ sejre. Når alt kommer til alt, er der intet andet af nogen værdi – ikke penge, ikke den gode lejlighed (med den gode udsigt til invasionen), ikke den frie sex, ikke den fede bil, den læke babehustru, anerkendelsen, poolen, alt det som er så selvfølgeligt i et stabilt, trygt samfund, at det – da det kommer til stykket og der virkelig bliver banket på døren – skal forsvares af en lille bitte ærteskyder med 9 skud.

Skal man være flink og ikke antage, at det er en samfundsparanoid psykopatfilm, der frygter terror og alt, der ikke er amerikansk? Ja, det behøver man ikke være så flink for. Den er helt i orden. Og slutningen er 100 bedre end man kunne have håbet.

7.7/10

imdb 4.5

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.