“Intet. Fødslen er gået i stå. Nu er der tilbage at gå ture og stirre i loftet.
Eller blive siddende dér i mellemrummet.”
Skrev jeg d. 5.2.
Det blev en hård fødsel.
Men det har været tre gode uger her i det midt-jyske.
Jeg har skrevet en science fiction-novelle til LIUO 5, “At tænke på silke under invasionen”, som jeg synes er rigtig sjov. Den skrev stort set sig selv, men modsatte sig den slutning, jeg synes var indlysende, så der skal lige arbejdes lidt med udgange inden deadline for antologideltagelse 1/3, når jeg vender tilbage til Sjælland.
Og det holdt rigtig hårdt… men jeg fik endelig hul på Tidens Kælven 2. Ikke en lyd om dén. 25 sider. (Om end jeg læste op fra den til en læseaften i pejsestuen og fik varm reaktion, inde i og ude.)
Og så har jeg fået stillet endnu 150 spørgsmål i et værk, der har været længe undervejs: 1025 spørgsmål til digtningen. Jeg tror, der er godt 700 spørgsmål nu. Inden længe vil jeg forsøge at trække på interesserede kolleger, for om muligt at få dækket spørgsmål på områder, jeg ikke kender meget til – f.eks. omkring klassiske former i nutiden – evt. ikke ved eksisterer, eller ikke selv har berøring med. Det er sådan en inspirationsbog, som ingen vil være interesseret i at betale for at trykke, men gerne vil have stående i f.eks. klasseværelset eller som opslagsværk på natbordet til at sætte tankerne i gang i forhold til hvad det egentlig vil sige at være digter.
Og som angivet i Halddage 2, har jeg skrevet på min Haldhistorie om Pernille Grøn, der er en inkarneret masai fra Tanzania ved navn Sarah Belele. Halvandet kapitel, der virkelig tog røven på mig. Måske kan jeg nu endelig komme videre med den – uden for Hald?
Dertil 15 digte efter ny model: Udprintes efter færddiggørelse og slettes fra maskinen.
Jeg er glad. Hald fylder mit hjerte og tilbyder mig ro.
