ebogudlånsaftaler: indavl, idiokrati og diversitetsfjendskhed

Forlæggerforeningen vil hellere ødelægge dansk Litteratur end være årsag til ringere indtjening for forlagene.

Share

Forlagsbranchen er godt 500 år gammel.

Holdningsmæssigt er den indavlet lavadel, der stadig betragter sig selv som bærere af de højeste dyder. Konfronteret med internettets gratiskultur har de kutteklædte bogdisciple ingen større visioner for almenvældet end at skære lunser af deres egne gudssønner – ved at få forfattere til at afgive deres digitale rettigheder, ved at forhindre forfattere i at få del i udlån af ebøger via danske biblioteker OG ved – via Forlæggerforeningen – inddirekte at true hele Danmark med afskaffelsen af biblioteksstøtten til forfatterne ved direkte at true Dansk Forfatterforening med, at EU kunne få den tanke at omstøde dommen fra et par år siden, der anerkendte Bibliotekspengene som kulturstøtte snarere end vederlag til forfatterne… såfremt i fald Dansk Forfatterforening fastholder, at ebøger skal inddrages i den undtagelse i Ophavsretsloven, som tillader bibliotekerne udlån af fysiske bøger.

Lang sætning, hold en pause hér

Det sidste, én gang til: Danske forlæggere truer Hele Danmarks Befolkning med at få EU til at genoverveje sin dom om, at vores biblioteksmidler til forfatterne ikke er konkurrenceforvridende – hvis ikke bibliotekerne (=forfatterne) holder fingrene fra ebøgerne!

Ikke blot er sådan akulturel selvfokuseren forkastelig i en grad, der får mig til at rødme af harme; jeg mener, vi taler en ødelæggelse af leve- og arbejdsgrundlaget for 90% af danske forfattere, økonomisk umynddiggørelse af alt andet end bestsellerisme, elitisering af forfattere efter salgstal snarere end indhold, kompentence, visioner, og tyveri fra hele befolkningen af tankebredde, diversitet, pionerarbejde.

Nej, sådan sladren til læreren, så INGEN kommer på lejrskole, når ikke alle må, er ikke blot forkastelig. Det er også dybt ubegavet.

Pfff! jeg spytter for jeres fødder. I købmænd af ringe visioner. (Men sådan er det nok med de fleste købmænd?)

via Forlæggerforeningens nyhedsside [pdf]
eller hérfra

Samtidig ved jeg ikke helt, om jeg skal lade Dansk Forfatterforening slippe. Men det er jo faktisk sådan, at hvert eneste år ønsker kulturministeren at skære i støtten til forfatterne. Og hvert eneste år er de to forfatterforeninger tvungne til at tigge kulturministeren om ikke at skære i støtten til forfatterne. Uden at have noget at bytte med. (Forfattere kan ikke strejke, og er mere lig selvstændige hvad angår solidaritet og fælles fodslag). Der er kun appellen om ikke at udhule dansk kulturliv ved at fjerne mulighederne for et diverst litteraturliv.

Dansk Forfatterforening er ikke præget af tyngende visioner for fremtiden. De Skønlitterære Forfattere heller ikke. Faktisk er det utroligt, at så mange begavede og erfarne tænkere og skrivere ikke er i stand til at fremarbejde en vision for bøgernes distribution og forfatternes levebrød. (For det er ikke bare et spørgsmål om selvpublicering – det kan kun de største bestsellerforfattere slippe af sted med.) Hvor er tankerne for fremtiden?

Det er meget enkelt, og det er dét, der er så forstemmende: Dansk Forfatterforening v/ deres talsmand og -kvinde er ikke interesserede i at give fjenden våben i hånd. (Fjenden er kulturministeriets embedsmænd og de litterærkulturfjendlige partiers kulturordførere): DFF ønsker ikke at åbenbare visioner for en fremtid, hv0r det kunne tænkes at forfatterne IKKE er statsunderstøttede. Derfor går alt slag i slag fra folketingsbudgetforhandling til budgetforhandling, fra år til efterfølgende år. Og først i dét øjeblik, tænker jeg, at idiokratiet for alvor slår igennem i administrationen og der bliver lukket for litteraturstøtten, vil DFF og DsF begynde at tænke uden for kassen.

Men så er det sgu for sent, drenge og piger! (Hvad får man egentlig for medlemskontingentet ud over fede kurser og retshjælp?)

SÅ. Hér står vi så i et land og en kultur, der har overskud nok til at rette et langt åløb ud, for efterfølgende at krummelure det igen…

På den ene side forsøger forlagene at tvinge forfatterne til at slippe udlånsstøtten – for at opretholde fagets og dermed branchens indtjening. (Overlade den bredkulturelle dannelse til folk med penge)

På den anden side forsøger forfatterne lavmægtige at fastholde udlånsstøtten – for at opretholde fagets og dermed branchens indtjening. (Muliggøre en bredlitterær skabelse for alle)

To fagområder, samme branche. Én national litterær kultur, der helst ikke må mærke uenigheden – men dét sker allerede. Hvem har ret? Er skabelsen af kulturforståelse alles ansvar eller den enkeltes ansvar?

Jeg ved godt, hvor jeg står, men det gør det jo ikke sandt. Forlagsbranchen – som købmandsloge betragtet – har fundet sig i at miste indtjening til bibliotekerne. Forfatterne har fundet sig i at sprede indtjeningen over et større antal forfattere.

Var man i tvivl om, hvad danskhed er, skulle man bare fint kunne leve med disse to virkeligheder i sin bevidsthed samtidig uden dén stillingtagen til deres modsætning, som kan løfte kompleksiteten op på et højere og alménmenneskeligt niveau. (“Denmark is a little land…” Citat: Eddie Skoller)

Bare ærgerligt, at begge aktører er så danske.


Kenneth Krabat 6.1.2011

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.