Bogomtale: “Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” af Louise Juhl Dalsgaard

Hvor alt findes.

Share

 

Louise Juhl Dahlsgaard
Mit ønske om at dø er rent hypotetisk
Jorinde & Joringel 2011
ISBN987-87-7322-229-4

Hvordan nyder man ting, der ikke slutter? tænker jeg, da jeg når til tekst 24. I tekst 25 står de så begge ved havet og mærker frygten for at miste. Horisonten, himlen, havet, heden, det hele taler til hver af dem personligt om alt, der ender og alt, der aldrig ender. De kan fjerne sig fra det og tage hjem, men med hjem tager de sig selv. De slutter ikke, hverken inde eller ude.

Der ér drama i Louise Juhl Dahlsgaards lille samling. Men det er hverken det forsagte drama, hvor fingre spiser sig selv, eller det storslåede, hvor arme forsøger at favne hele verden til bevidstløshed. I 80’erne ville man vel kalde det hverdagsdrama, fordi man endnu troede, at skriften kunne imitere hverdagen. Ja, overhovedet, at noget man kunne kalde ”hverdagen” findes. Læs videre “Bogomtale: “Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” af Louise Juhl Dalsgaard”

Politikenspørgeskema: Forfattere om kulturmidlerne

Ved Politiken selv, om de mener “skøn-” eller “fagforfattere”? Kan de kende forskel? Betyder det noget for dem?

Share

 

UPDATE 14.12.2011: Det viser sig nu, at spørgsmålene er udformet i samarbejde med de to forfatterforeninger. Hvis der var andre steder at få kurser, ville jeg melde mig ud. Det her er ren befamling – mikrofonholderi – og dybt, dybt problematisk, at forfatternes egne organisationer opfatter deres medlemmer på denne måde. Ét er, at det ville være rart, at flere forfattere kunne få råd til at arbejde, men ikke på denne måde…!


Der kom en email:

Kære forfatter.

Dagbladet Politiken vil gerne afdække forfatteres arbejdsforhold og livsvilkår i Danmark – herunder hvor hensigtsmæssigt kunststøttesystemet fungerer for forfattere.

Derfor beder vi skønlitterære forfattere og lyrikere om at udfylde et spørgeskema, der skal bruges som basis for artikler i avisen.

Spørgsmålene er baseret på emner og problemer i faget, som har været debatteret inden for de sidste måneder i medierne.

Vi vil bede dig udfylde skemaet inden tirsdag 13. december – og håber at mange vil svare, så undersøgelsen bliver så dækkende som muligt.

Det skal understreges, at vi naturligvis garanterer dig anonymitet ved deltagelse i rundspørgen.

Hvis du ønsker det, har du dog mulighed for selv at skrive navn og telefonnummer på besvarelsen til sidst i spørgeskemaet. Så kan Politiken eventuelt kontakte dig for yderligere uddybning.

Du har også mulighed for at uddybe de enkelte svar. Samtidig vil vi gøre opmærksom på, at eventuelle kommentarer, du skriver undervejs i din besvarelse, kan blive anvendt i anonymiseret form i avisen.

Har du problemer med spørgeskemaet er du meget velkommen til at kontakte researchchef Gitte Rønberg på telefon 3347 2541, eller researcher Lise Lotte Nedergaard på telefon 3347 2805.

På forhånd takker vi for hjælpen!

Med venlig hilsen
Dagbladet Politiken

Spørgeskemaet:

Forfattere om arbejdsforhold og livsvilkår

Et par praktiske detaljer om at udfylde skemaet:

Selve besvarelsen foregår ved at klikke på den hvide cirkel ved det svar, du ønsker at afgive. Dine svar bliver gemt undervejs, når du skifter side ved hjælp af knappen ‘Næste’ nederst på siden.

Du har mulighed for at udskrive spørgsmålene, før du svarer, ved at klikke på printikonet nederst på siden her.

Rundspørgen er først afsluttet, når du på sidste side har klikket på knappen ‘Afslut’.

På forhånd tak for din deltagelse.

Venlig hilsen
Politiken



Hvad er dit køn?


Hvad er din alder?


Hvilket år debuterede du som lyriker/skønlitterær forfatter?
1985


Hvilken boligform har du?


Hvilken type bolig bor du i?


Hvor meget vurderer du, at du samlet modtog sidste år i bibliotekspenge, legater fra Statens Kunstråd, Statens Kunstfond samt andre offentlige ordninger? (Brug evt. www.litteraturtilskud.dk)
Uddyb evt. her:


Har du anden arbejdsindkomst ved siden af dit forfatterarbejde – med forfatterarbejde menes også foredrag og oplæsning?
Uddyb evt. her:


Har du inden for det seneste år modtaget offentlig understøttelse i perioder uden indtægt?[Det er muligt at sætte kryds i flere felter]
Uddyb evt. her:


Har du personligt oplevet et eller flere af følgende fænomener i forbindelse med dit arbejde som forfatter?[Det er muligt at sætte kryds i flere felter]
Uddyb evt. her: Jeg publicerer mine svar og jeg bliver edder rasende, hvis disse svar bliver brugt til at definere, at forfattere drikker for meget, er depressive og ikke formår at forlige erhverv og privatliv. Stil det samme spørgsmål til alle andre mennesker. Frem for at lave en indbygget overskrifts-generator: “Forfattere siger det selv: Vi er fordrukne og depressive!”


I hvilken grad vurderer du, at følgende fænomener er udbredt blandt forfattere?
I meget høj grad I høj grad Hverken-eller I lille grad I meget lille grad Ved ikke
Præstationsangst X
Depression X
Misbrug af alkohol X
Skilsmisse / parforholdskrise på grund af jobbet X
Økonomisk usikkerhed X
Uddyb gerne her: Nu spørger I til skønlitterære forfattere – vis a vis tidligere angivelse af debutår som skønlitterær forfatter – men her spørger I om forfattere generelt. Dvs. også fagforfattere. Ved I selv, hvad I spørger om?


Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn:
“Forfatterfaget er så økonomisk usikkert, at jeg har overvejet helt at droppe tilværelsen som forfatter”
Uddyb evt. her: Jeg er ikke forfatter, fordi jeg ønsker en metier, jeg kan leve af. Jeg skriver, fordi jeg behøver at skrive, og dét gør mig til forfatter. Om jeg formår at skabe en levevej, eller af livets omstændigheder pinedød MÅ bruge mine vågne timer på at tjene penge, og det ikke kan være på skrift, afhænger af de mennesker og forlag, der støtter mig, eller ikke, samt min egen evne til at sælge mit værk til omverden, samt talent, samt behov i samtidien, og en stor portion held (eller ikke).faglitterære forfattere har ofte fast arbejde, og skriver ifb. med arb eller som forlængelse ind i fritiden. Skønlitterære skriver og venter på penge. Skriver og venter. Det er først, når successen melder sig, at det vender: Man betales for den forrige og den fremtidige og skriver…
Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn?:
“Forfatterfaget er så hårdt følelsesmæssigt, at jeg har overvejet helt at droppe tilværelsen som forfatter”
Uddyb evt. her: At lide med følelsen af mindreværd er for mig en del af dét at blive klar over, hvad mit sprog er, og hvad der betyder noget, og dermed en væsentlig del af mit indhold og motiver i teksten.


Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn?
“Lægges bibliotekspengene sammen med støtten fra Statens Kunstråd og Statens Kunstfond, så er statens midler generelt pænt fordelt blandt forfatterne”
Uddyb evt. her: Absolut uenig. Men hvordan ellers fordele midlerne? En skønlitterær forfatter, som ikke er kendt af nogen – skal vedkommende støttes af kulturmidlerne? Skal den skønlitterære forfatter, som i forvejen tjener godt støttes af kulturmidlerne? Skal samfundet støtte kulturen eller lønne forfatterne, eller belønne nødvendige kunstnere i tiden? Og hvor lang er tiden – 10 år, 15 år, 25 år, eller længere?


Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn?
“Statens midler til dansk litteratur er fordelt, så den gavner dansk litteratur på bedst mulig måde”
Uddyb evt. her: Absolut uenig. Kulturmidlerne fordeles i stadigt større puljer, til færre og færre kunstnere, herunder forfatterne. Det skaber ikke engang elite – det skaber bare rigere kunstnere. Er rigere kunstnere bedre kunstnere? Alle kunstnere jeg kender behøver én ting: Mere tid til at arbejde. Ikke i nær samme grad Løn for udført arbejde. Spørg selv. Selvom mange nok gerne ville svare det sidste af politiske årsager.


Sidste år fik 902 forfattere mindst 50.000 kroner samlet set fra biblioteksafgiften og Statens Kunstfond eller Kunstråd.Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn? “Støtten bør omfordeles, så flere forfattere får en minimumsstøtte på 50.000 kr. årligt”
Uddyb evt. her: Det er et vildledende spørgsmål: I siger, at “902 forfatteres samlede støttemidler i gennemsnit er 50.000 til hver”. Men det er jo ikke tilfældet! Støttemidler bør være skattefrie. Grundfradraget bør sættes i vejret for mennesker, som FRIVILLIGT ønsker at leve for ikke særlig mange penge.


Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn?: “Der skal være loft over, hvor meget en forfatter i alt kan modtage fra biblioteksafgiften og Statens Kunstfond eller Kunstråd”
Uddyb evt. her: Hvis en skønlitterær forfatter er god til at tjene penge, hvilket ikke alene har med skrivetalent at gøre, hvorfor skal så samfundet i særlig grad belønne samme forfatter? Vedkommende kan jo overleve og klare sig selv. I stedet bør man støtte den og de forfattere, der forekommer at bringe skriften et sted hen, som samfundet i skrift måske ville kunne tage ved lære af.


Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn?
“Bundgrænsen for at modtage bibliotekspenge skal hæves fra de nuværende 2.000 kr.”
Uddyb evt. her: Har I tænkt over, hvad der sker med bibliotekspengene, nu ebøgerne vinder frem? Pt. er bibliotekspengene frosset, selvom bogbestanden mindskes. Skal den forsætte med dét, indtil der kun er 1 eksemplar af de sværere bøger på landsplan?


Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn?:
“Uddelingen af legaterne fra Statens Kunstråd og Statens Kunstfond bør afvejes efter, hvor meget den enkelte forfatter får i bibliotekspenge – eller i øvrigt tjener på sit forfatterskab”
Uddyb evt. her: Ikke som en fast regel. Som jeg betragter kulturmidlerne bør de uddeles, hvor trangen er størst, og belønningen behøves, og satsningen er indlysende og projekterne spændende og udholdenheden størst, og eksperimenterlysten væsentlig og så videre. Se forrige svar.


Livsvarig ydelse på finansloven kan tildeles kunstnere, der har “placeret sig afgørende” på deres kunstneriske felt. Ydelsens størrelse beregnes efter kunstnerens indtægt de seneste tre år og udgør i år mellem 16.528 kroner og 151.509 kroner.Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn?: “Den livsvarige ydelse bør forhøjes til en sådan størrelse, at modtageren med rimelighed kan forventes at kunne leve af den – samtidig skal disse kunstnere ikke kunne søge arbejdslegater”
Uddyb evt. her: Den livsvarige ydelse er ikke en sovepude. Men husk, at kunstnere, forfattere, ikke opsparer pension, med mindre de selv kan lægge til side. Måske ville en pensionsydelse være på sin plads, måske en frivillig af slagsen?Da den livsvarige ydelse ikke skal være en sovepude, bør ydelsen maz ligge ved fattigdomsgrænsen, og være skattefri. Ikke indregnet i den totale indkomst, men ses som en frivillig tiltrædelse, hvor “man skal tjene resten selv”. Det siger derfor sig selv, at den ikke skal gives til folk, som allerede har en stor, fast indkomst.

 

Til gengæld kan man uddele hædersbevisninger til de meget populære og trofaste. F.eks. indstifte en pris efter behov: Hanne Vibeke Holst får Hanne Vibeke Holst-Prisen for fortsat at finde sig i samfundets nedvurdering, og for at være den bedste og bedstsælgende forfatter, hun kan være. Og så en medalje.

jeg joker ikke helt. Systemet er Røv-rigidt og uden humor.

Hvis du mener, at statens nuværende kunststøttesystem kan forbedres, beder vi dig beskrive her hvordan?
Skattefri legater. Hæve bundfradraget for mennesker, der ønsker at leve på lav indtægt (og klart loft på måske 150.000). Nul% i bogmoms eller nok til at dække følgende: Erhverssøtteordninger til kunstnere. 500 fysiske bøger om året købes i 10 klassesæt på landsplan (m sparet boghandlerandel og bogmoms), 500 ANDRE ebøger i klassesæt, hæve mindstebeløbet for tvungen virksomhedsregistrering for mennesker, der vælger det forøgede grundfradrag,


Hvis Politiken må kontakte dig for eventuelle uddybende kommentarer bedes du venligst skrive dit navn og telefonnummer her:
Navn: kenneth krabat
Telefonnummer: 20494468


Tak for hjælpen!

Din besvarelse er gemt, når du har klikket på ‘Afslut’ herunder til højre.

Klik på printerikonet nederst, hvis du ønsker at udskrive din besvarelse.

Med venlig hilsen
Politiken

 

Philip K. Dick: What science fiction is, and is not.

The true protagonist of an sf story or novel is an idea.

Share

Preface to The Short Happy Life of the Brown Oxford and Other Stories
By Philip K. Dick

I will define science fiction, first, by saying what sf is not. It cannot be defined as

“a story (or novel or play) set in the future,” since there exists such a thing as space adventure, which is set in the future but is not sf: it is just that: adventures, fights and wars in the future in space involving super-advanced technology. Why, then, is it not science fiction? It would seem to be, and Doris Lessing (e.g.) supposes that it is.

However, space adventure lacks the distinct new idea that is the essential ingredient.

Also, there can be science fiction set in the present: the alternate world story or novel. So if we separate sf from the future and also from ultra-advanced technology, what then do we have that can be called sf?

We have a fictitious world; that is the first step: it is a society that does not in fact exist, but is predicated on our known society; that is, our known society acts as a jumping-off point for it; the society advances out of our own in some way, perhaps orthogonally, as with the alternate world story or novel. It is our world dislocated by some kind of mental effort on the part of the author, our world transformed into that which it is not or not yet. This world must differ from the given in at least one way, and this one way must be sufficient to give rise to events that could not occur in our society — or in any known society present or past. There must be a coherent idea involved in this dislocation; that is, the dislocation must be a conceptual one, not merely a trivial or bizarre one — this is the essence of science fiction, the conceptual dislocation within the society so that as a result a new society is generated in the author’s mind, transferred to paper, and from paper it occurs as a convulsive shock in the reader’s mind, the shock of dysrecognition. He knows that it is not his actual world that he is reading about.

Now, to separate science fiction from fantasy. This is impossible to do, and a moment’s thought will show why. Take psionics; take mutants such as we find in Ted Sturgeon’s wonderful MORE THAN HUMAN. If the reader believes that such mutants could exist, then he will view Sturgeon’s novel as science fiction. If, however, he believes that such mutants are, like wizards and dragons, not possible, nor will ever be possible, then he is reading a fantasy novel. Fantasy involves that which general opinion regards as impossible; science fiction involves that which general opinion regards as possible under the right circumstances. This is in essence a judgment-call, since what is possible and what is not possible is not objectively known but is, rather, a subjective belief on the part of the author and of the reader.

Now to define good science fiction. The conceptual dislocation — the new idea, in other words — must be truly new (or a new variation on an old one) and it must be intellectually stimulating to the reader; it must invade his mind and wake it up to the possibility of something he had not up to then thought of. Thus “good science fiction” is a value term, not an objective thing, and yet, I think, there really is such a thing, objectively, as good science fiction.

I think Dr. Willis McNelly at the California State University at Fullerton put it best when he said that the true protagonist of an sf story or novel is an idea and not a person. If it is good sf the idea is new, it is stimulating, and, probably most important of all, it sets off a chain-reaction of ramification-ideas in the mind of the reader; it so-to-speak unlocks the reader’s mind so that that mind, like the author’s, begins to create. Thus sf is creative and it inspires creativity, which mainstream fiction by-and-large does not do. We who read sf (I am speaking as a reader now, not a writer) read it because we love to experience this chain-reaction of ideas being set off in our minds by something we read, something with a new idea in it; hence the very best science fiction ultimately winds up being a collaboration between author and reader, in which both create — and enjoy doing it: joy is the essential and final ingredient of science fiction, the joy of discovery of newness.

(in a letter) May 14,1981

the 99%-posters – occuprint.org

Kunsten at sige FRA

Share

 

Occupy Wallstreet.

En akkumulering af modstand, der søges udtrykt positivt.

Unge mennesker, der allerede er trætte af verdens økonomiske struktur – som vi andre har været det hele livet. Ikke et spørgsmål om at sige “nej”, men fra. For det er sandt: Der ér ingen at sige nej til – der findes ingen overordnet leder for Planeten Jorden, som egenrådigt kan slå noget til og fra.

At manifestere kunsten AT SIGE FRA er bevægelsen Occupy Wallstreets formål. “Vi er de 99%”. Mennesker, der ikke er en del af den magtelite, som HIDTIL har opretholdt en struktur, der udelukker … 99% fra REEL indflydelse på Jordens nutid og fremtid.

Når de 99% når til også at kunne SIGE TIL, og ved til hvad, vil målet være nået.

Foreløbig kan man nyde KUNSTEN, der siger fra:

Posters from the #Occupy movement – occuprint.

Fahrenheit 451 udgivet som ebog…

Ved hvilken temperatur brænder en iPad eller en Kindle?

Share

 

Ray Bradbury er kendt for at afsky ebøger. Ved genforhandling af sine bogkontrakter lykkedes det Simon & Schuster at få hans tilladelse til at udgive Fahrenheit 451 som ebog. Deres argumentet lød: “20% af alle udgivelser er ebøger”.

Fahrenheit 451 (1953) er fortællingen om overvågningssamfundet, som jagter og brænder alle bøger, fordi effekten af den indeholdte erfaring og viden ikke kan kontrolleres af myndighederne.

På dansk kom den til at hedde “233 grader Celcius”. Strengt taget korrekt, men ikke just Ikonisk!

Fra et interview med Jonathan R. Eller, med-skaber og leder af The Center for Ray Bradbury Studies:

Jonathan R. Eller: Are E-books the future of reading?

Ray Bradbury: Absolutely not. Three different groups have called me during the last three weeks. I had another offer last week from a big company back East. But my response was, “Prick up your ears, and go to hell.” That was my response.

JE: So they will not replace the book?

RB: They don’t smell good. Books have two smells—a new book smell is very good, but an old book smell is even better. It smells like ancient Egyptian dust. That’s why I think the book is important.

JE: Do you think E-books will affect censorship and the banning of controversial books? Do you think they’ll try to censor E-books, or do you think E-books will help do away with censorship?

RB: There is no censorship. There’s no censorship in this country. In China, yes.

[Læs hele interviewet på engelsk hér]

Ray Bradbury er 91 i dag. Og kendt for kontroversielle holdninger i forhold til mange ting. Ikke at ordet “kontroversiel” betyder at være på forkant. I Bradburys tilfælde betyder det, at han er blevet hængende i fortiden.

F.eks. romantiserer han børn og børns evner og videbegær i en grad, der kun kan ses som en egen længsel efter uskyldighedens opdagelse af verden. “Man behøver ikke undervise børn efter 6-års-alderen. Man kan bare slippe dem løs i et bibliotek”. Men denne romantiske forestilling er samtidig et drivende element i især hans tidlige bøger, som gør ham til en væsentlig fortæller. Læs f.eks. “Something wicked this way comes”.

Når han derimod siger, at Internettet er en stor distraktion, han han fat i noget. Hvor mange af os bruger ikke flere timer dagligt på at tale med mennesker, vi aldrig hverken ser eller hører? Dét er vilkårene, når vi har muligheden for at fravælge fysisk kontakt til naboen. Og gør det.

Ray Bradbury bor i Los Angeles, har skrevet mere end 500 noveller, romaner og skuespil – og faktisk en science fiction-digtsamling, jeg engang har holdt i hånden! – vundet en Emmy for et filmmanuskript over “The Halloween Tree”, og 2007 fået en Pulitzer for sin fremragende karriere.

Han er en af mine yndlingsforfattere.

(Papir brænder altså ved 450 grader Celcius, Ray. ikke Fahrenheit.)

 

Konkurrenceforvridning eller realitetstjek – ebøger til låns og salg.

Hvad er det, vi ser ske?

Share

 

NU klages der over, at bibliotekerne via købeknappen på eReolen.dk tjener på salg af ebøger. Bibliotekerne forsvarer sig med, at en brugers brug af købeknappen halverer omkostningerne ved 1 udlån af en ebog, og at dét ikke er at regne som salg. [alt. link]

1 Forlagene og bibliotekerne har hvad ebøger angår lavet en ét-årig aftale, der efterligner salgssystemet i eboghandlere.

eReolen.dk, en side, som danner levebrødsgrundlag for samtlige danske eforfattere, minder meget lidt om en biblioteks-faglig side, men i høj grad om en eboghandler. Fremvisningen af ebøger på ereolen.dk sigter tydeligt på bestsellere frem for på andre bøger.

Frem for at lave et system selv, som ville tiltale lånerne, har Bibliotekerne kastet håndklædet i ringen:

a) ved at fortsætte den konkurrenceforvridning, de slog an ved at eksemplarkøbe fysiske bøger efter forventet udlån snarere end bredde i udlånet. Hvad angår fysiske bøger fortsættes samme med henvisning til bibliotek.dk som eksempel på, at alle bøger stort set frit kan lånes over hele landet,

(hvilket regulært vil sige, at ethvert bibliotek har frie hænder til at afgøre f.eks. genrerepræsentation og områdenødvendighed og således kan slippe for at købe bøger, biblioteksmedarbejderne ikke er interesserede i – hvilket er en meget hippieagtig holdning, der ikke ville gå andre steder i samfundet i dag),

b) i erkendelse af, at det i dag ikke lader sig gøre for nogen at lave kulturpolitiske aftaler om bøger uden om forlæggerforeningen, fordi de to førende (skønlitteratur)forlag, Gyldendal og L&R, som begge satser stærkt på ebøgerne i disse år, ikke er til sinds at lade nogen tage investeringen i ebogs-infrastruktur og dermed populariseringen af ebøgerne til den almene befolkning fra dem. Dette ses ikke mindst på opkøb af Publizon til eDistribution og Flexional med bogsøgemaskinen bogpriser.dk.

2 Købsaftalen med forlagene er en budgetforøgelse for bibliotekerne. Som får flere penge at gøre godt med, når en ebog sælger fra eReolen.dk, men først om 1 år kan parterne se, hvor meget bibliotekerne har sparet, og dermed har kunne kanalisere tilbage til køb af udlånsmidler.

Forfatterne og offentligheden ved ikke, om ebogsbesparelserne vil forblive i bibliotekernes ebogspulje, eller om de vil skulle indgår i hele budgettet. Hvilket har betydning, fordi det angiver, hvor bibliotekernes holdning er på vej hen – og dermed muligvis forfatternes indtægt baseret på biblioteksrefusion for eksemplar-antal:

Selvom eksemplarantallet som følge af mindsket indkøb gennem flere år er faldet på danske biblioteker, er biblioteksmidlerne endnu statiske. Det totale beløb er ikke blevet ændret, hvilket kan ses som en kulturpolitisk udbalancering af bestsellerisme og indkøb efter foreventet udlån – “vi, politikerne, betaler overvejende for at forfatterne findes til rådighed på danske biblioteker; ikke for, hvem de er”.

Men sker der en politisk rokade i den eksemplarberegnede støtte til forfatterne, hvis f.eks. eksemplarindkøbet af fysiske (især skønlitterære) bøger falder til under noget politisk forsvarligt at støtte, OG flyttes bibloteksmidler fra indkøb af fysiske bøger til ebøger, vil noget meget mærkbart ske for forfatterne, og dermed for læserne på lidt længere sigt.

Qva muligheden for at vælge og fravælge forfattere og genrer gennem indkøb, der stilles til rådighed via bibliotek.dk (“VI behøver ikke – lad nogle andre bære byrden”) er bibliotekarerne ansvarlige for graden af litterær fællesnævner i DK. Biblioteksvæsenet har derfor et ansvar for at tydelig- og offentliggøre sine holdninger.

Det nytter kort sagt ikke at opretholde et fokus på, at hovdparten af lånere af skønlitteratur bruger bibliotekerne til bestseller-bøger. Der må skulle et andet fokus til – væk fra det %-vise populære, som repræsenterer salgmekanismer, og over på bredden igen med fokus på genrepopularitet.

Her kunne det være nyttigt at lave en ebogspulje til støtte af sværere tilgængelige titler, så disse på landsplan fik en pulje, der ikke løb ud. Ikke fordi et bibliotekslån er bedre end køb for forfatterne, men fordi spontant, men forhindret udlån af digtsamling via eReolen.dk ikke nødvendigvis resulterer i køb af digtsamling.

Tag lige at lave nogle undersøgelser blandt brugerne om dét.

3 Forfatterne får royalties og biblioteksrefusion for bogbeholdning på danske biblioteker. Hvis en forfatter har en anstændig aftale med sit eforlag, kan forøget salg via købeknappen på eReolen.dk kun betyde større indkomst. Men købeknappen er i teorien kun i værk, hvis biblioteket har opbrugt sine midler eller låneren har udlånt mere end kommuneaftalen angiver (5 stk/md i Kbh, 3 stk/md i Roskilde osv.)

MED MINDRE meningen med projektet er, at folk skal bruge eReolen som en BOG-portal for alle ebøger, hvad enten de er i udlån eller til salg?

Hvis det er tilfældet, bør forfattere hér også kunne forære bøger væk eller udlåne dem vederlagsfrit. Men kan dét lade sig gøre, når kapitalinteresser har andel i udviklingen af sitet?

4 Spørgsmålet er så også, hvilken bogsælger købeknappen omstiller til.

Branchekritik frygter, at fremvisning af laveste pris vil ødelægge konkurrencen.

Snarere end en fremvisning af  laveste priser ved hjælp af Gyldendals ebogssøgemaskine, foreslår jeg en randomfremvisning af en pris – akkurat som hvis man af egen drift søger ind i en boghandler og dér mødes af prisen på en søgt bog, som man så takker ja eller nej til. Det er mere fair over for alle. Snarere end grådighed kan der være mange årsager til forskel i prisen på bøger i forskellige boghandlere, også eboghandlere. Og konkurrenceelementet bevares.

Det burde så give eboghandlerne mulighed for at koble sig på afsender – “denne køber kommer fra biblioteket/eReolen.dk” – og indrette sig med særlige tilbud, så køber måske bliver på sitet, selvom de ikke bryder sig om den angivne pris.

Apropos dét – hvordan indregnes de fysiske boghandlere, som har satset på fremvisning og salg af ebøger? Og de edistributører, som har investeret i fysisk salgsmateriale som vej til esalg?

5 Hvis en forfatters værker sælges som ebøger, forbigås biblioteksrefusionen, da ebøger ikke kan regnes i antal bind på en reol, men kun i antal udlån.

Snarere end at komme fra en kulturpulje, betales udlånshonoraret fra det bibliotek, udlånet foretages igennem.

Udlånshonoraret er den forhandlede pris på ebøger ved udlån – et beløb som pt falder fra 18 kr. til ca 13 over en årerække, hvor en bog har været tilgængelig. Af dette beløb vil edistributionen få en procentdel, forlaget vil få en procentdel, og forfatteren en procentdel.

Er forfatteren selvudgiver, betales kun edistribution via f.eks. Publizon, som er en del af test-projektet.

Salg af ebøger fra eReolen.dk omsættes på biblioteket til “halv pris på næste udlån”.
– Det er til gavn for biblioteket, idet hvert salg fra ereolen.dk således muliggør 2 frem for 1 udlån af en ebog.
– eDistributionen får stadig fuld pris på hver distribueret ebog til udlån.
– Salg fra ereolen nedsætter beløbet, som forfatterne får royalty af – med mindre forfatternes digitale kontrakt stipulerer, at prisreduktion ikke berører royalty’en beregningsgrundlag.

Altså, hermed en opfordring til forfatterne om at tænke sig godt om ved indgåelse af nye ekontrakter

Forfatteren er ikke er taget i betragtning ved nærværende aftale om eUdlån. Jeg gætter på, at man regner dét for hørende under “hjemlige” afgørelser forfatterne og forlagene imellem – men hvor mange forlag beskytter deres forfattere mod forlaget selv, med mindre forfatterne har advokater i ryggen og et stort nok salg til at kunne true forlagets indtægt?

Det er også betegnende for projektet, at det er branchen repræsenteret ved Gyldendal og L&R – ikke branchen repræsenteret ved Forlæggerforeningen. Det er Aktørerne, man har villet have i tale – og som sædvanligt er indholdsproducenterne ladt ude af dén suppe.

Hvorfor ikke nogle tunge, litterære navne over for forlagenes og distributionens repræsentanter?

6 Et forfattersalg fra ereolen.dk formidles fra forfatterens eget “låne-område” – når man søger på et navn eller en titel – og er således ikke direkte i konkurrence med andre forfatteres bøger. Men pga. designet af eReolen.dk sker en konkurrenceforvridning over på det mest læste og det anbefalede – som ydermere og i skrivende øjeblik ikke har forandret sig i den sidste måned.

7 Forfattere, der sælger egne ebøger, er afhængige af Publizons deltagelse i projektet.

Er man ikke selvstændig erhvervsdrivende, kan man ikke deltage i projektet. Men som forfatter behøver man generelt set ikke være selvstændig for at kunne få lov at sælge sine bøger. “Forlag” er man kun, når man er en virksomhed i skattemæssig forstand. Ellers er man “selvudgiver”.

Umiddelbart lyder det som strid om ord. Men ser man på markedet, som det udfolder sig, giver det mening: Forlag er ofte medlem af forlæggerforeningen, som er toneangivende på mange områder, der berører branchen. For ikke at sige vagthundeagtig, på samme måde som dansk forfatterforening passer på forfatterne. Det er meget dansk. Og meget gammeldags. Og enhver årsag til at holde fast i det, der angives at handle om administrative udgifter, kan tænkes anderledes med en lille bitte smule initiativ. Hvis viljen er til stede.

Det tror jeg ikke, at den er. Ikke uden, at man tager sig godt betalt for det. På god traditionel vis. Helt ærligt, hvem konkurrerer I med? I skulle hellere tage og se, at der ikke kommer udenlandsk konkurrence, som kan det der med at være fleksible i forhold til brugernes behov. Og se, at danske forlag bliver flere og mindre. Og at tvinge enkeltmandsforlag til virksomhedsregistrering er at lave den danske kunstner-lovgivning om indefra, som holder kunstnere og dermed forfattere fri for virksomhedsregnskab. Og dermed fastholder muligheden for at være og leve som kunstner – dvs. eksperimenterende – snarere end at skulle kunne springe ud som kommerciel i første hug!

Hvis dén kurs er meningen, er det godt kørt ned.

8 eReolen er et åndssvagt navn. Jaja, folk forstår det, fordi de forstår en reol. Men der ER ikke bøger på reolen. Der er kun aftaler om transport fra sælger til køber eller låner. eReolen.dk er en aftalekonstruktion mellem distributør, sælger og udlåner. Bag hyggenyggenavnet med indbygget eLæsestol gemmer sig en masse studehandler og uigennemskuelige forandringer af hele forfatter-udgiver-bibliotek-boghandler-læser-kredsløbet – som absolut ikke i parantes er nødvendige at debattere mulige konsekvenser af.

I værste fald: Skrift sker på bestilling. Én stk. krimibestseller, tak. Større reduktion i bredden til gavn for overskuelighed i salg og markedsføring. Kritisk tænkning kun af folk i faste stillinger.

Det store spørgsmål er godt nok, om tiden er løbet fra udlån. Og dermed, om VI, den danske stats arbejdsgivere, skal give udlånskompensation til forfatterne, så forfatterne ØNSKER at lade deres bøger blive udlånt:

– Hvis oplysningstiden er aflyst, som nogle hævder, og bibliotekslånet for en stor del består i underholdning snarere end uddannelse, hvorfor skal VI, den danske stats arbejdsgivere, så bekoste dét?

– Omvendt: Hvis ikke VI, den danske stats arbejdsgivere, går ind og stiller krav til bredden i tilgængeligt materiale, bliver bibliotekerne bare endnu en statsfinancieret snævert fokuserende kanal med underholdning til den brede masse.

Men der er jo så meget Internet, og folk der taler sammen på nettet, og gratistjenester som Wikipedia (den er sgu ikke gratis, så host op, hvis du vil fortsætte med at se den på frie hænder!), og man får jo snart sagt svar på alt, før man får stillet spørgsmålet, så hvad skulle man læse udforskende og dannende for – hvorfor læse for andet end at holde fri med hjernen?

Men hvorfor så ikke bare betale det selv? Er det VI, den danske stats arbejdsgivere, som skal betale ferie til hjernen, som vi via skatter og prisniveau betaler for 5 ugers ferie, barsel, sygdom og handicap?

Fortsæt gerne her forneden. Hvad er det, vi ser ske?

Benspænd skubber os ud af kassen… [link]

Ikke kun digteren havner i det plat-uoriginale uden en vis mængde modstand.

Share

 

“Med mindre digtere overvældes af deres kunstform, med mindre de tvinges [eller tvinger sig] til at se videre end til de mest indlysende associationer, vil de aldrig opfinde én original linie!”

Forskerne har nu påvist, at begrænsninger i forbindelse med kreativ skabelse har en positiv virkning på vore evne til ikke blot at se en større del af helheden – benspænd får os også til at overveje et langt større område af muligheder og ideer. Vi begynder at tænke “uden for kassen”:

Forsøgspersoner, som før en opgaverække blev udsat for benspænd i form af en meningsløs oplæsning af ord, var i stand til løst at associere “en telefon” med “møbler”, mens forsøgspersoner, der ikke forlods blev begrænset, kun kunne se den som et kommunikationsapparat, hvilket er korrekt, men detaljefokuseret. Det er det her med det større perspektiv.

Der er selvfølgelig det ved benspænd, at folk risikerer ikke at ville være med. Men forskerne var i stand til at bevise, at der er åbenlyse fordele ved at “udholde” de forsnævrede rammer forud for løsningen af et problem. 40% flere løste opgaver end folk, der ikke blev udfordret, tæller meget i dén verden.

I min tæller et digt, der er renset for almindeligheder og platituder.

Need to Create? Get a Constraint | Wired.com.

Hvordan man skriver og afsender et fysisk brev.

Eneste måde i dag at modtage brev på, som ikke er fra det offentlige.

Share

0. Det er godt, at der er fredeligt i rummet, når man skal skrive (komponere) et brev.

1. Læg et stykke ubeskrevet papir på bordet.

2. Anvend et skriveredskab, der ikke klatter blæk.
2a En blyant kan gøre det, men er stiften meget blød, tværer skriften ud. Hav et viskelæder af god kvalitet ved hånden.

3. Sid behageligt under skriveprocessen. Du skal kunne “læne dig ind over papiret”.

4. Hav godt lys under skriveprocessen, som ikke reflekterer ned i papiret. Du skal kunne skrive flydende og ikke flytte rundt på papiret, hvis du har fat i en relevant tankestrøm.

5. Begynd gerne med at skrive “Kære” og modtagers navn, hvis det er et privat brev. Du kan også vælge andre titulationer – “kæreste” er mere intimt og tættere på, mens “Kære Ven” ikke søber rundt i følelserne, og dog samtidig formidler jeres fortid sammen.

6. Skriv om løst og fast, som du ville det med en email, men husk, at du ikke nemt retter det skrevne, hvis du skriver med blæk.

7. Bliv ikke forskrækket de første par gange, hvis brevet synes at vokse til at blive meget langt. Det tager tid at lære eller genlære at strukturere sine tanker, så man formulerer sig, før man sætter kuglepennen til papiret.

8. Underskriv brevet. Gerne med “Kærlig hilsen”. Det skaber en følelse af nærhed i modtageren, som kan bære afstanden i tid, indtil næste brev modtages. Alternativer er “Bedste hilsener”, den neutrale “Hilsen”, “alt godt” og “God sommer/Vinter/etc”. Kortformerne “kram”, “kys” og “knus” hører nok i dag den hurtigere digitale kommunikationsform til.

9. Skriv dato i toppen eller bunden af brevet; placeringen er ikke vigtig, men du kan forsøge at tilpasse den æstetisk til brevets indhold.
9a Vent med at datere brevet, til det er skrevet færdigt; et fysisk brev kan nemt være nogle dage undervejs i skriveprocessen, på grund af uvanthed med tankeprocessen forud for håndskreven formulering. Samtidig giver datoen for brevets færdiggørelse modtageren en fornemmelse af, hvor længe brevet har været undervejs (modtagelse, reflektion, skrift og afsendelse) – som gør processen med at sende papir fra hånd til hånd meget virkelig.
9b Et fysisk brev har ingen hast.

10. Fold papirerne, så de passer til konvolutten.

11. Har du ikke en konvolut, kan du lave én af et ekstra stykke papir og tape det sammen. Hvis du har tape. Ellers kan du klipse det sammen med en hæftemaskine. Hvis du har sådan én. Find på noget. I sidste ende betyder det ikke stort, hvordan brevet pakkes ind, blot indholdet ikke kan falde ud under transporten. Men rent æstetisk? Find eller skab en smuk konvolut.
11a Supermarkedet sælger konvolutter, men ofte kun i meget store mængder. Sats på at skrive flere breve og køb en stor pakke. Eller find en kontorforsyning eller boghandler og køb rigeligt ind af konvolutter i løs vægt. Vælg et par smukke til ekstra glædeligt brug: Fødselsdage og andre lykønskninger.

12. Posthuset eller postafdelingen i supermarkedet sælger frimærker, og du kan købe porto online. Du kan også købe via app, sms og onlinebrevkoder via postNord. PostNord opdeler forsendelsestid i Quickpost fra dag-til-dag og Brev, der tager 4+ dage. Quickbrev er ca. 3x dyrere end Brev.
12a Quickbrev kan kun frankeres med Frankeringsmærker eller Portokoder, mens både frimærker, Portokode og Frankeringsmærker kan benyttes på et almindeligt, langsomt Brev.
12b Hvis du er til fysiske frimærker, så køb lidt forskellige værdier – så du efter behov kan frankere et ekstra tungt og langsomt brev, hvis behovet opstår.
12c Frygt ikke at blive regnet som en fedtsyl, fordi du sender som langsompost. Når brevet alligevel skal bæres fra hånd til hånd, gør et par dage ekstra i denne analoge process ikke nogen synderlig forskel ift. den samlede tid, som brevet bruger på at nå frem til modtageren.

13 Skriv modtager på konvolutten.
13a Adressen skal stå ca. midt på den side af konvolutten, hvor frimærket eller sms-koden også placeres, med mindre du er indstillet på at forsinke overbringelsen ved at påtvinge postvæsnet manuel sortering af dit brev.
13b Ja, hvor er det nu, at dine venner bor? Hvad er deres fysiske adresse?Skriv adressen på en seddel hjemmefra, hvis du ikke har en konvolut derhjemme. Den slags informationer har det med at gå in absentia, når de mest behøves.

14. Skriv afsender på bagsiden af konvolutten eller på forsiden i nederste venstre hjørne. Sæt et let kryds hen over, så postvæsnets maskiner ikke forveksler din hjemadresse og modtageradressen. Afsenderadressen er adressen, du ønsker at modtage returbrev til.

15. Vælg rette porto til rette forsendelseshastighed og vægt, eller sæt for meget på hvis du er i tvivl om vægten, så brevet ikke kommer retur med en bøde.
15a Slik på frimærket, hvis det er den gamle type – pil bagpapiret af, hvis det er det nye selvklæbende – og placer frimærket i øverste højre hjørne på konvolutten. Det kan postvæsnets maskiner bedst lide. Eller skriv din sms/app-kode det samme sted.
15b Husk at skrive “Q” på kuverten, hvis det er frankeret som et “Quickbrev”.

16. Giv brevet til ekspedienten i posthuset, eller afslut processen ved selv at komme dit brev i den røde postkasse uden for postkontoret, i supermarkedets postekspedition eller ved vejsiden et sted.
TIP: Aflevér brevet i supermarkedets postafdeling frem for i en tilfældig postkasse; så kommer det hurtigere frem.

17. Vent på svar. Glæd dig.

18. Lev med følelsen af skizofreni, når du som normalt sms’er eller mailer til vedkommende dagen efter. Undlad som det første at spørge: “Har du modtaget mit brev?” En vis del af fysisk brevafsending er risikoen for, at brevet kan gå tabt. Det er dét, der tydeligst udgør det analoge ved fysiske breve. Der er fysiske risici for tab. Men det er også en del af glæden ved at få brevet i hånden, den dag det når frem.

Biblioteker på afveje

Leder fra seneste nummer af brancheforeningens magasin, “Bogmarkedet”.

Share

 

På eReolen.dk, bibliotekernes, de store forlags og distributionsselskabernes fælles eUdlånsprojekt, ses en udlånsknap, en prøveknap og en købeknap.

Jeg er ikke den eneste, som har undret sig over, hvad købeknappen gør dér, sammen med låneknappen, og hvem der skulle tjene pengene på salget.

Læs lederen i seneste nummer af Bogmarkedet: Biblioteker på afveje – 17.11.2011


Manden i den Hvide Kittel, ebog, kr. 35 (EPUB / mobi)

Forlaget Se, sne!s 6. ebogsudgivelse.

Share

 

11. november 2011 udgives

den stort set samlede Manden i den Hvide Kittel
(1987-2004).

Forlaget Se, sne! 2011
ISBN 9788798893288 (EPUB)
ISBN 9788798893295 (mobi)




den stort set samlede Manden i den Hvide Kittel

består af trykte digte fra mine udgivelser, samt uudgivne digte og kortprosafortællinger fra den hvidkitledes (u)virkelighed.

Hvad han kalder sig selv, hvis noget, ved jeg ikke, men hér følger et eksempel på det sympatiske væsen, som okkuperer den skikkelse, jeg kalder Manden i den Hvide Kittel:

ambassadør for O’djibash

en lys passerer en sortmand, denne mulighed kan ikke forbigås, spørger indtrængende “hvem, eller hvad, er du?”

Sortmanden stopper beredvilligt op. “O’djibash. Jeg er O’djibash, mine venner således også; verden er O’djibash”.

“Og mig. Hvad med mig?” Lys er hvidthyllet. “Er jeg også O’djibash?”

“Nej,” svarer sortmanden tålmodig, mørkestrålende “jeg kender dig ikke. At se Ukendt som O’djibash er at fornægte O’djibash – og det er umuligt. O’djibash er verden.”

“Jamen”, jamrer den hvidkitlede, for ham er det, “hvad er jeg så?”

“En fristelse. Et fantasifoster. Men det generer mig ikke”, svarer sort og bereder sig på at gå. “Jeg taler ofte og gerne med mig selv. Det renser”.

(alle veje fører til magtenbølle, Gyldendal 1994,)

Manden i den hvide kittel er Forlaget Se, sne!s 6 eBogudgivelse. Inden længe vil alle være til salg i butikken her på 1000 stemmer.

Jeg modtager med glæde kommentarer om bogen på forlagetsesne @ menneske.dk eller hér på siden.

Vil du bidrage med et beløb som støtte til forfatteren, siger jeg mange tak. Klik på knappen og gå til PayPal.

 

Sølvbyen og andre Helsingør-noveller

Helsingør har meget at være stolt af. Og nu har en mængde forfattere naglet byen til det litterære verdenskort.

Share

 

I dag, d. 11.11 2011 kl. 11.11 udkommer med brask og bram “Sølvbyen og andre Helsingør-noveller”, en samling historier og fantasier om Helsingør.

Jeg deltager med Novellen “Modstand uden ende”. (Læseprøve ses nederst.)

I morgen, d. 12.11. kl. 14, læser forfatterne op i biblioteket på Kulturværftet… i Helsingør.

Digter, forfatter, interviewer, redaktør og initiativtager til adskillige offentlige digteraktiviteter, Lonni Krause, er initiativtager og fundament  under samlingen, der havde sit udspring i en lille samling digte og fortællinger fra 2010 om Helsingør, som blev vel modtaget af forfatterne og omverden lige.

Fra Foromtalen:

“Helsingør er en bemærkelsesværdig by. Ikke blot siges Amled, Shakespeares Prins af Danmark at hjemsøge Kronborg Slot og spille terninger med Holger Danske i kassematterne uden for åbningstid. Helsingør er også den yderste spids af Danmark i mere end ét henseende: Hér tanker svenskerne op, når de ikke kan få drikkevand hinsidan, som stort set ikke er længere væk, end at en rask dreng eller pige kan slå smut og ramme bjælkerne i færgelejet i Helsingborg på den anden side af Øresund. Og byen ligner noget, der ikke brændte ned i København i 1866, hvilket helsinganerne endnu er meget stolte af. Ikke at det var dém, der påsatte branden. Det kan i hvert fald ikke påvises.

Nå, men helsinganere og andre kan fra og med i dag købe bogen i velassorterede boghandlere, og inden så længe kan den også lånes på biblioteket.

Den formidabelt lave pris for humor, spænding, overraskelse, kærlighed, historie, fantasi og virkelighed er199 kr.

I dag ved du så nu, hvad du skal gøre, når tid er. God læselyst. Og god rejse til Helsingør.

vh, Lonni Krause

(Omslag: Bjørn Rønne)

Uddrag af “Modstand uden ende, af Kenneth Krabat”:

Foran kopien af statuen af den legende, folk kendte som Holger Danske, rullede Holger Wuideliin sit værktøj ud.

Som hvad som helst kan blive rutine, der er underlagt et steds kausalitet, var jobbet rutine: Når energien Holger Danske søgte manifestation for at opfylde sin sagnforpligtelse over for nationen, skulle den metafysiske ports tænkte hængslers og dørforstærkningers forestillede bolte efterspændes, og ditto uhåndgribelige håndtag og låsebeslag gås efter for tegn på eftergiven.

Kort fortalt skulle energien neutraliseres, når der blev for meget af den.

Varede det for længe, inden porten blev solid igen og uigennemtrængelig for HD-energiens insisteren, ville borgere i Helsingør og Helsingborg og Hørsholm, Lillerød, Tikøb Helsinge, Gilleleje, ja alle omegnsbyerne inden for en radius af 25 km opleve sig uforståeligt gennemsyret af den akkumulerede harme over landets tilstand, der havde skabt HDs navn i populærhistorien. Og jo, det lykkedes af og til Holger Danske kortvarigt at nå ud til nationen – selvom Bureauets top insisterede på vedvarende nedjustering af energiens indblanding i nationale kriser. Folk skulle i kausal forstand flytte til Nordøstsjælland på grund af naturen og havet og husprisernes evne til at tiltrække sig national opmærksomhed. Ikke i væsentlig grad på grund af indigneret omsorg for nationens fremtid.

Som det nu var muligt for ham at opleve sig personligt involveret, var Holger Wuideliin ikke helt uinteresseret i Helsingør. Arbejdet hér var rutinepræget, men det var altid en udfordring, ikke mindst på grund af  Holger Danske-energiens til tider meget kraftige udsving.

Han forstod, at drilleriet blandt de andre agenter var anerkendelse, og at han så ofte blev sendt til Helsingør, fordi han gjorde bedre fyldest dér end andre steder. Skadesstatistikken sagde, at HDs lejlighedsvis massive harme sjældnere berørte ham end de andre agenter, der blev udsendt for at udføre neutraliseringen, når han var optaget andetsteds.

Nej, problemet var, at der var opstået et mindre, kausalt set, uforståeligt problem: Han var begyndte at føle noget, når han som Holger Wuideliin kom til Helsingør. Noget selvstændigt.

Hvilket i sig selv var en del af problemet – det burde ikke være muligt. Ikke for en agent.

Dét forvirrede ham. Hvilket i sig selv var forvirrende.

 

Selvudgivelse som karriereskift.

Skal digteren så regne med at komme mindstelønnen nærmere?

Share

 

Forleden var jeg til en branchemøde om bogudgivelser uden forlag. NewPub hed det. En lignende begivenhed eller et seminar sker nok igen i det nye år, for alle fremmødte var meget begejstrede. (Til danske vækkelsesmøder går kun prædikanterne i ekstase… )

Jeg var der i egenskab af selvudgiver af mine egne digte som ebøger, blogger om ebogsudviklingen i Danmark, var på Dansk Forfatterforenings stilling i erevolutionen, og skide nysgerrig efter at finde ud af, hvor stor forhåndsviden folk ville ankomme med.

Aftenen bestod af fire foredrag om selvudgivelse, der ensidigt behandlede udgivelse af fagbøger og mainstream-romaner. Det var helt tydeligt, at ingen havde samme fokus, som jeg har haft siden udgivelsen af Peter Poulsens edigtsamling på Lindhart og Ringhof i august 2010. Helt alene på min pind har jeg siddet og er blevet mere og mere sur på branchens store aktører – og helt glemt, at alt blot er business as usual.

DEN SURE MAND
Det første var Lindhart og Ringhof, der ikke tog hensyn til digterens arbejde i valget af ebogsformat. Dét problem er stadig ikke løst – der findes stadig ikke et ebogsformat, som ikke knækker linierne og dermed anullerer digterens arbejde med åndedrættet i teksten. Men tilsyneladende er hverken digtere, producenter, ebogssælgere eller ebogslæserproducenter interesserede. I hvert fald ikke nok til at lade sig gå på af problematikken – som jeg har ladet mig gå på af, at digternes behov blev siddet overhørige midt i den digitale verdensrevolution.

Dernæst Gyldendals grimme app, som jeg testede med køb af bøger, og opdagede at jeg på grund af DRM og dårlig programmering ikke kunne få mine køb ud af den. Hvad fanden havde de tænkt? Jeg har betalt for mine bøger, så giv mig dem så!

Og sådan gik det slag i slag året igennem, hen over opdagelsen af edistributionsfirmaet Publizons tyste forandringer af beregningsmodellen, med prisstigninger til følge for forbrugerne. Og at Publizon er ejet af Gyldendal og Lindhart og Ringhof. Og at Dansk Forfatterforening anerkendte brugen af DRM. Og at prøvesamarbejdet mellem Gyldendal, Lindhart og Ringhof, bibliotekerne og Publizon om en eUdlånsmodel, eReolen.dk, nu er endt med ved siden af låneknappen også at have en købeknap.

Det blev sådan, at jeg simpelthen ikke kunne skrive noget om ebogsudviklingen i Danmark uden at det blev til en historie med negative konsekvenser, eller en historie, der handlede om magtfordeling i forlagsbranchen til skade for digterne, forfatterne eller køberne, eller en historie om de uglesete selvudgivere, herunder digterne, der ikke kan få anmeldelser af konservative og udgiftsrædde avisredaktioner, eller lektørudtalelser af bibliotekerne, fordi der ikke gives lektørudtalelser på ebøger, når disse ikke købes til udlån og sådan fortsætter det.

Jeg blev simpelthen til en sur, gammel mand, mens alle omkring mig boblede af begejstring over det nye. Nye tablets, nye ebogslæsere, nyt ebogsformat (EPUB3), nye placeringsformater (HTML5 og CSS3), nye muligheder for at finde læsere, udlån af ebøger. Hvor alle andre, tilsyneladende, så muligheder, så jeg begrænsninger. Og det gjorde jeg, fordi jeg er et offer, der projicerer min egen ulykke ud på verden. Sådan er det, når man ikke bare er glad og fortrøstningsfuld.


SELVUDGIVELSE SOM KARRIERESKIFT

Som digter er jeg begyndt på toppen med anmeldelser, der delte nationen og siden har jeg så foretaget nogle karrierevalg, der nok har givet mig læsernes respekt pga. eksperimenterende processkrift og formfattige digte, men kostet mig fagfællernes pga. samme. Eller omvendt. Måske har jeg overmættet markedet med gratis Kenneth Krabat:  Alle mine gratisudgivelser på nettet gennem årene. 800 digte plus noveller, essays og meget mere. Fotos, musik, indlæsninger, alt sammen givet væk uden forbindende – men det var sådan, jeg mente, at nettet ville vokse.Tænk på, at jeg har været med fra 1996, hvor der ikke var andet end nogle universitetstekster på nettet. Og i hvert fald ingen danske digtere.

Og siden jeg 2005 i protest mod offentlig tilsvining af digteren Martin Glaz Serup forlod Lindhart og Ringhof har jeg været uden hjem på et forlag med ansatte redaktører. Som anmelderen Lars Bukdahl givet ville udtrykke det, hvis han var i dét humør, hvad han ofte er: Kenneth Krabats karriere som digter er slut.

Men min karriere er ikke slut. Sådan er det at være forfatter. JEG er jo aldrig holdt op med at skrive – jeg har bare ikke være succesfokuseret nok, eller heldig. Jeg har regnet min karriere i arbejdsfrihed, MENS jeg arbejdede, snarere end som penge ind på bankkontoen. Andre har haft bedre kontakter i mediebranchen end jeg. Eller simpelthen bedre forstået begrebet “synlighed” som “in-person”.

NEWPUB
Efter NewPub har jeg set lyset: Har det ikke været det før, er forfatterrollen qva muligheden for (/kravet om?) selvudgivelse blevet et spørgsmål om at sælge, der vejer mindst lige så tungt som at skrive. Forfatteren skal være en producent med en virksomhed, som producerer færdige enkeltstående værker, der skal sælges flest mulige steder til den højest mulige pris. Akkurat dét, forfattere indtil i dag har haft forlag ansat til at tage sig af – mod selv at nøjes med 15-25% af udsalgsprisen.

Men bliver bogbranchens og forfatternes forhold bedre af, at salg – snarere end at give forbrugerne innovation og originalitet – traditionelt set lægger sig efter, hvad markedet ønsker,?

Jan Kelland, forfatteren til FORFATTER A/S, en bog om selvpublicering af p- og ebøger fra 2011, spurgte jeg om konsekvenserne for de historisk set lidet-sælgende genregrupper, af hvilke digterne ligger mit hjerte nærmest. Jeg sagde bl.a.:

“Det er et sårbart område. En digter er ikke en produktionsmaskine, der kan producere sig ud af krisen. En digter er en kunstner, der behøver at kunne have sin egen hastighed. Men sådan som hele ebogs/selvpubliceringsmaskinen kører nu, handler alt om bare at få produceret de der bøger. Komme ud med det. Og intet om konsekvenserne af at skulle være selvstændig som kunstner.”

Jan Kelland svarede:

“Afhængig af årsagen til at man digter, må hver enkelt jo vælge at bruge sin tid på det man finder hensigtsmæssigt.

Som jeg skriver i min bog, skal man IKKE overveje selvpublicering hvis det eneste man ønsker er at skrive. Så må man lade et forlag klare resten og acceptere de royalty man kan få.

At tage udgivelse og promovering i egen hånd åbner både muligheder og medfører nye arbejdsopgaver.

FORLAG SOM TILVALG
Til NewPub-mødet forleden stod alt således helt klart for alle andre også, at “Forlag ikke længere (er) en nødvendighed, det er et tilvalg“.

Det er det positive syn på selvudgivelse, og jeg behøver at gøre op med min indre sure mand, som på vegne af alle digtere verden over brokker sig over ikke at kunne forblive ansvarsløs i forhold til salget:

  • At man kan tilvælge fordelene ved at blive selvudgiver i form af større overskud og styring af reklamering mv., mod at acceptere tilkomsten af nye arbejdsomgaver.

Går jeg ind i det, skal jeg tage den tid, jeg har brugt hidtil på at være forfatter, og lægge 10-15 ugentlige timer til, i hvert fald i begyndelsen. Og indstille mig på

  • at skulle aflevere momsregnskab, eller betale mig fra det
  • at jeg skal have det sjovt med at reklamere for mig selv i de sociale medier, eller betale mig fra det
  • at dét at reklamere skal være en del af min kreative business, eller jeg skal betale mig fra det
  • at jeg skal genopfinde min ydre profil med jævne mellemrum, eller betale mig fra det
  • at jeg skal opdrage på legatudvalgene, indtil de forstår og erkender, at ebøger findes som del af det litterære landkort
  • at jeg skal opdrage på avisredaktionerne og A/V-medierne, uanset at jeg er småkendt, indtil de anerkender, at litteraturen også findes dér at anmelde
og i den mørkere lejr
  • at mine skatteforhold vil ændre sig, hvis jeg før har været vant til at blive beskattet som “gråzone-kunstner”
  • at mit arbejde med at udbrede mit forfatterskab som med al anden selvstændig virksomhed kan resultere i, at salget ikke modsvarer mit tids- og energiforbrug og at jeg må lukke mit firma
  • at jeg, hvis jeg må lukke mit forfatterfirma, ikke vil kunne opretholde salg af bøger eller udlån via bibliotekerne gennem CVR-krævende salgs- og distributionsled

RELEVANT LÆRINGSKURVE?
Jo, der ér en læringskurve, her i overgangen mellem p og e. Og man kan fint skyde sig ind på den via ovennævnte bog.

Men selv efter NewPub og Jan Kellands svar, og efter alt jeg har læst og skrevet om ebøger i halvandet år, står endnu ét væsentligt ubesvaret spørgsmål tilbage:

Er selvudgivelse for digtere overhovedet relevant i dét lys, som selvudgivelses-bølgen søger at stille faglitteratur og mainstream-romaner i? = Kan man som digter nærme sig mindstelønnen ved salg?

Den positive digter kan dog gøre meget for at komme mindstelønnen nærmere, hvis ikke ved at skubbe andre svin fra truget, så ved simpelthen at anlægge en konsistent udgivelsesstil med jævnt forekommende udgivelser. Det giver ikke nødvendigvis sindssvagt mange penge fra hver, men tilsammen skæpper det måske. (Mens vi venter på forhøjelse af grundfradraget for kunstnere.) :

Udgive via Lulu til salg i Amazon, også Europa, og på papir

Udgive til bibliotekerne og til eboghandlerne i DK via Publizon

Udgive og sælge via egen webshop

Udgive og sælge via iTunes

Omtale sig selv i mange forskellige fora og lægge spor tilbage til sin forlagsside

Selv lave almindelige EPUBs og Kindle-ebøger via billigt software

Selv lave enkle “full bleed”-ebøger til iPad via billigt software

Løfte fanen og skabe sig et brand – fokusere på genkendelighed i udgivelse og indhold

Blive synlig, forblive synlig, være synlig, leve synligere som professionel digter.

Ikke miste modet. Ikke miste modet. Ikke miste modet. Læringskurven er kun en kurve, indtil det basale er lært.

INTERVIEW OM eUDGIVELSE
Hør om, hvordan det kan være at udgive digitalt som digter:
http://den2radio.dk/udsendelser/kenneth-krabat-tidens-skaelven/