washington, Lima, Kbh 11 – Husets frue

Det kunne se ud som om jeg har stødt husets frue på knapperne. Og da jeg ikke ved, hvad præcis det er – om jeg er for meget på deres egenmærker, at det generer dem at jeg er oppe sent i deres spiserum, der denne nat for første gang er låst af, på den anden side af køkkenet, som om natten sammen med stue, gang og forrum består af et næsten særgeligt afsavn af lys, eller om jeg har gjort et eller andet bestemt, eller ikke gjort, eller om jeg bare er mig, asocial, der forsøger at skabe kontakt til en aldersgruppe i en familiær dialekt, på fornavn, snarere end det respektfulde til brug i de fleste situationer, Señora… Da jeg ikke ved hvad det er, jeg… hvad det nu er jeg har gjort… burde jeg snarest muligt undskylde, eller omgående gå over til Señora, men det er for mig for meget en underkastelse, og så til en frue af huset, jeg beklager, men jeg har for mange issues med min mor, hej mor, hvis du læser det her, Jeg er nødt til at finde på noget at sige, som får hende til at forstå at jeg har fattet budskabet, opretholder den venskabelige tolererende tone… ah, måske er de enten ikke vant til kropskontakt, eller også kommunikerer de på en anden måde end jeg, en anden måde at være sammen på. Noget skal i hvert fald findes på; skal jeg være her halvanden måned til, skal der sgu ikke krig på drengen, så hellere finde noget andet inden.

Nu jeg tænker efter, tror jeg faktisk, jeg har skabt en del kaos i den lille familie. Kommet ud af det blå med en masse planer at trække ned over hovedet på dem alle sammen. Det må stoppe. Om jeg så skal flytte.

Hmm… flere, pludselige, grund til at flytte, hvis ikke…?! Hvor kom dét fra? Realismeuniverset? Eller er jeg selv voldsommere presset af den her situation, eller ude på at udfordre mig selv? At bo hos familien til min peruanske veninde siden 2001, mødt to gange før, nu med mand og barn, mand som ved de to første møder var amigo til min amiga, seneste 2005, og nu pluralis. Men ting bliver hurtig hverdag, når man kæmper for føden, ideer synes ofte at være blevet gjort af andre før én selv, fordi nyhederne bevæger sig langsommere uden for centrum, hvor koncentrationen af alt er størst, og en gæst, der ikke spørger om noget, men bare vil noget på andres vegne, kan hurtig blive en udmattende historie. Det var blandt mine overvejelser, da jeg købte den brugte computer at give de yngre mennesker, men jeg havde ikke set mønstrene før, og vidste ikke, hvad jeg skule se efter. Jeg har forsøgt at komme det imøde på forhånd til husmors svigersøn, min venindes mand – at han i al seriøsitet må sige til, før brødet bliver tørt. Summa summarum må jeg lynhurtigt finde ud af, om nogen føler sig pressede af min tilstedeværelse.

Åh, jeg kan komme med mange muligheder, som alle har noget at gøre med, at jeg er mig uden den fornødne pli eller omtanke, set fra en familie som dennes’ side, men helt i overensstemmelse med, hvordan jeg ønsker det skal være. Måske har hun følt, at hun blev talt ned til, på fornavn, som en tjenestepige, eller at jeg opførte mig intimt overskridende. Måske kommer jeg til at skulle trække følehornene til mig, men det er der så ikke noget at gøre ved. Måske skal jeg ganske uden omsvøb sige Señora som jeg sagde Hilaria. Og så må vi se, om hun kan spille sit eget spil.

washington, Perú, Kbh 10 – tumultarisk

Tumultarisk er et fantastisk ord. Mit liv er tumultarisk – i
slowmotion. Ikke mange erkendte sten i floden, broer, heller,
bivuakker, refugier. Men konstant og vedvarende tumlen gennem
eksistensen uden fast ståsted.

Lima er… et andet sted. Continue reading “washington, Perú, Kbh 10 – tumultarisk”

(arbejde mod en engelskskrevet udgave af Tidens Kælven 2)

STARLIGHT RHYTM ORCHESTRA

I tell you the stars are memories, nothing but memories, and they are not yours. And you don’t own your memories and you don’t own you. You arenot even you, you are being born all the time – from the womb of memories, no less, pray look right and left and right again, as you cross the street. And such is the way of the human world. Continue reading “(arbejde mod en engelskskrevet udgave af Tidens Kælven 2)”

Eftergiv Haitis gæld! (fra avaaz.org)

Haiti is being crushed by debt now, due to the tsunami.

Help Haiti — drop the debt

Hi,
I’ve just signed a petition for the cancellation of Haiti’s US$1 billion debt. Haiti’s people should not be made to pay back loans made to unelected dictators years ago even as they struggle to recover from the earthquake.

You can read more below, or sign the petition here


It’s shocking: even as aid flows in to Haiti’s desperate communities, money is flowing out to pay off the country’s crushing debt — over $1 billion in unfair debt racked up years ago by unscrupulous lenders and governments.

The call for full cancelation of Haiti’s debt is building steam across the world, and has won over some leaders — but other rich lender countries are rumoured to be resisting. And time is short: G7 finance ministers could reach a final decision next week at their summit in Canada.

Let’s raise a massive global call for justice, mercy and common sense for the people of Haiti in this hour of tragedy. Avaaz and partners will deliver the call for debt relief directly to the summit — click below to sign the petition, and then pass this email to friends

Even before the earthquake, Haiti was one of the world’s poorest countries. After Haitian slaves rose up and won their independence in 1804, France demanded billions in reparations — launching a spiral of poverty and unjust debt that has lasted two centuries.

In recent years, the tremendous worldwide campaign for debt relief has awoken the world’s conscience. And in the last few days, under mounting public pressure, lenders have begun to say the right things about erasing Haiti’s still-devastating debt burden.

But the devil is in the details. After the 2004 tsunami, the IMF announced relief from debt payments for stricken countries — but the underlying debt went right on growing. Once public attention had faded, the debt payments were bigger than ever.
It’s time to cancel Haiti’s debt fully and without conditions, and ensure that earthquake aid is made with grants, not loans. A victory now will change lives in Haiti even after the world’s attention has moved on. Join the call for debt relief, and pass this message to those who feel the same:

As we watch the images on our televisions and computers, it’s hard not to be overwhelmed. And the history of rich countries’ relations with Haiti is dark indeed.
But moments like this one can bring transformation. Across the world, people have donated to save lives in Haiti — indeed, Avaaz members have given more than $1 million in the last ten days. But we also need to raise our voices as global citizens, to address the man-made tragedies that left our brothers and sisters in Haiti so vulnerable to natural crises.

There is not enough that we can do. But let’s all do everything we can.
With hope,
Ben, Alice, Iain, Ricken, Sam, Milena, Paula, and the whole Avaaz team

washington, Peru, Kbh 9 – ankomst Lima

ankommet til Lima. Har overdraget min gave til værtsparret (mine venner), en G4 bærbar mac, 17-tommer fra 2006, som jeg hentede i århus, betalte 3200 for, og proppede RAM i. De blev meget glade. Ved ikke præcis for hvad – for at blive påtænkt, eller for selve gaven – men det er mig lige gyldigt, jeg giver, fordi jeg det gør mig glad at forestille mig, at de har brug for det, og at jeg kan tage pengene ud af min egen økonomi og proppe dem ind i deres, og have en mening om, at jeg kan investere pengene i noget i deres liv, som de med pengene i hånden aldrig selv ville købe: Muligheder, og en vis følelse af status, at være noget værd, som ikke er alle forundt. En lækker Mac, med lækkert styresystem, som aldrig går ned, og kan de lækreste ting. Det er et statement om at føle sig rig. Rig på muligheder, rig på omsorg og omtanke, og måske med et snif af lugten af faktisk rigdom, hvem ved? Og så kan den også bruges til deres form for arbejde – grafisk design.

Jeg er et rigt svin, forstår ikke fattigdom. Continue reading “washington, Peru, Kbh 9 – ankomst Lima”

FOR eller IMOD – idé til TV-debatshow

En seer fremlægger en holdning på skrift, som siden verificeres på video – islam vil overløbe den vestlige verden, fødevarer må gerne indeholde modificeret DNA, børneporno-tegneserier bør forbydes, folketingsvalg om ny statsminister, og den slags udmeldinger

Denne holdning gøres til genstand for en personlig afsøgt mening (en meget neutralt indstillet person – jeg gør det gerne!) med de informationer, det er muligt at indsamle på 3 timer via internet, telefon og opslagsværker

Et samlet billede på problematikken på max 15 minutter i længde præsenteres for seerne

Max. 6 debattører introduceres kort for seerne, med ref. til uddybende introduktion på hjemmeside.

Det antal seere, der vil deltage, sms’er deres telefonnummer ind plus et for eller imod holdningen og etfor og imod moderation af debatten

Med under 1000 seer-stemmer kaster debattørerne lod omfor eller imod moderation

Moderatoren er ikke den samme som den opsummerende, men altid den samme

Derefter debatterer et antal repræsentanter for og imod i op til 3 timer

Deltagerne kan medbringe op til 10 minutters eksternt materiale, hvis de ønsker det, i form af lyd, billede ellerukommenteret oplæsning, og kan vælge at fyre det af som 10 x 1 minut eller 5 x 2 minutter eller

Konvertere deres materialetid til opkald af samme varighed til en tilfældig seer, som oprindeligt stemte som dém

Hver time har hver deltager 2 minutter til at opsummere – mikrofonen bliver slukket, når tiden løber ud

Seerne kan nårsomhelst sende en sms ind med for og imoddebatemnet, og for og imod moderation

Varigheden af en sms er 15 minutter, og kan først fornyes, når den løber ud.

Mulige sms-valg er for/for, for/imod, imod/for, imod/imod, for(/ingenting), imod(/ingenting) – dvs. for eller imod emnet og muligvis for eller imod moderation

En lampe og en tæller i hver sin side af skærmen vil konstant vise balancen ved antallet af for og imod

Efter 3 timer kan debatten holdes gående i 10 minutter ekstra ad gangen, hvis over 50% af de oprindeligt tilmeldte eller 1000 sms’er melder for

Debatten slutter inden udløbet af de 3 timer, hvis deltagerne enes om det.

Ingen afsluttende monologer

© Kenneth Krabat, 2010

washington, Peru, Kbh 7

Shirlington bibliotek slog jeg helt tilfældigt op i en bog om syncronicitet.

Kapitel 6 hed: “Hvor begynder en historie, og hvor ender den?” og fortsatte: “Enhver dag består af begivenheder, et utælleligt antal begivenheder, som vi plukker nogle stykker af og samler til en historie. Tilføjelsen eller fjernelsen af en eller flere begivenheder gør en anden historie af vores samling. Vi søger alle disse historier: “Hvordan gik det på arbejde i dag, skat?” og “Er der sket noget, mens jeg har været væk?” betyder “fortæl mig en historie”.
Det fik mig til at se på min dag med en vis fortvivlelse – jeg har aldrig betragtet mig selv som historiefortæller; jeg ved aldrig rigtig, hvor en historie egentlig begynder og faktisk slutter – der kommer altid for mange eller for få detaljer på.
Derfor skriver jeg ikke megen prosa – det tager simpelthen for længe at afdække detaljernes betydning på hele historien – men måske er der nu lys forude:
1. Betragt en historie som en ligning
2. Vælg nogle detaljer.
3. Vælg en slutning
4. Tjek detaljerne for at se, om de går op med slutningen.
5. Ændr på detaljerne, eller på slutningen, eller begge, indtil ligningen går op.
Simpelt, ikke? Og aldrig tidligere påpeget… Og man skal huske kun at nævne detaljer, som understøtter det løbende øjeblik, fordi det er dét, der er historien…
Men som sagt i følgende: Enhver må finde sin egen vej. Og sine egne løsninger.
En anden historie fra min dag?
Det er søndag. I morgen er en helligdag, Martin Luther King-dag. Frem til godt og vel nu har dagsfølelsen være søndag – den velkendte følelse, der tillader adskillige timer i unyttig computerhengivelse iført røde underbukser og intet andet. Og ja, jeg siger har været – for nu begynder det at føles som en hverdagsaften, ikke engang som den lørdag, der går forud for søndagen…!
Som det burde fremgå er det i sagens natur en sjældent forekommende og typisk umanérligt ignoreret og uudforsket følelse, som ganske præcist beskriver udeblivelsen af søndagens klimaks: Den af enhver udearbejdende kendte og smerteligt dobbeltbundne følelse af tab af selvudfyldt tid og forventning om morgen-hverdagen!
Mine følelser lider af hollylag.

washington, Peru, Kbh 6

Haiti. Jordskælvskatastrofe på TV. Fokus, der går dén vej en tid. Bunker af døde kroppe i solen. En mand, der går rundt i kroppene, måske i forsøg på at finde venner eller familie. Mennesker overalt på gaderne med en taskefuld ejendele. Drivende rundt mellem hinanden. Sammenfaldne huse på alle billeder i gadehøjde. Intakte huse her og der set fra helikopteren, men billedet klipper konsekvent til overfrekvens af sammenfaldne huse. Det er katastrofen, vi skal se. Jeg donerede $35 til Læger Uden Grænser – det er også dem, jeg har påtænkt i min sidste vilje. Verdens skadestue.
Og her sidder jeg og spekulerer på, hvad jeg skal skrive. Hvad jeg skal tage mig til. Jeg kan ikke andet end se og mærke og forsøge at sætte ord på. Generalisere og påpege specifikt.
Haiti. Bliver husene nogen sinde genopbygget, bliver de døde begravet eller skovlet i massegrave? Vil nogen forinden bruge kræfter på at identificere dem eller indsamle DNA til gavn for de efterladte, eller er det ligegyldigt, fordi de alle er fattige? Er det bare de levende, der skal fokuseres på? Mad og vand, intet andet? Det er lidt over to døgn siden, Port au Prince kollapsede. Der er ikke mange varme følelser rettet mod Haiti. Det er nu, verdens mennesker kan vise, hvad de er i stand til. Træde ud af bokseringen for en tid.
Hvad ser han, ham der går blandt de døde? Ser han de knuste kroppe og blodet? Måske han leder efter ét særligt menneske. Og kan kun glædes – over ikke at finde den, han savner? Jeg ser ikke deres skader. Jeg ser, at de ganske kort forinden var levede som dig og mig og nu er lyset slukket i dem, de er ikke længere som os. De er døde. Uforståeligt ikke her længere. Og når de er døde, betyder de ikke noget. Respekt for deres minder, hvis nogen husker noget at respektere, men de er væk og kommer aldrig igen!
Hvad tænker han på, mens han søger? Han vil nok aldrig glemme denne dag, disse dage, men han er ung og har længe til at skabe ny familie, nye venner. Men det er mig, der tænker sådan for ham. Hvad tænker han? Om at være i live?

THE INITATOR OF A HUG GETS TO LET GO

Having a discussion with someone, who sees Islam as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Christianity as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Buddhism as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Sufism, Judaism, Hinduism as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Capitalism as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Liberalism, Socialism, Sex as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Ecology as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Family as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Class Division as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Personal Empowerment as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees One Nation, One Education as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Automobilism, Two-wheelerism or Pedestrianism as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Self-caught Food or Vaccuum Packing as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Love as the only right way, is not possible. Or Aggression for that matter too.
Having a discussion with someone, who sees the Way of the Warrior or the Healer as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees him or herself as the only right way, is not possible, full stop

No.
Having a discussion with someone, who sees Discussion as the only way and unity as the only result, is not possible, so what do I do?

What do I do, when I cannot talk my way to terms of being here, both of us?
Do I sleep badly at night from fear or anger? Do I ignore them?

Do I take their unwillingness as a threat in itself? Do I try to understand them, embrace them, become the one to create the space inside of me and my world for those, who have no room for me?

Am I the warrior just waiting for the cup to be filled, or the healer, whose cup never runneth over?
Or am I the Man in the middle, endlessly pondering which of the two I actually ought to be, now, right now!?

Having a discussion with someone, who sees Faith as the only way. Not possible.
Having a discussion with someone, who sees Doubt as the only way. Not possible.
Having a discussion with someone, who has all bases covered, just isn’t possible.

There is only one way.

Find it yourself.

Teksten er oversat fra “lige nu” og udvidet.

digtet er en reaktion på flg. i Jyllandsposten:
http://blogs.jp.dk/denlitteraerejaeger/2010/01/11/fak-m%C3%B8h%C3%A6mmed/

aftenTV

(Forspil: digteren har forsøgt at gøre noget andet end at fortælle om sin digtsamling, romanforfatteren har på alle måder forsøgt at drage paralleller fra sin bog til den virkelige verden og studieværten har hver gang, der var ansats til dialog, afbrudt dem.)

Jamen, hvem skriver du for, siger romanforfatteren til digteren. Du kan da ikke bare skrive for dig selv.

Hvem skriver du for, siger digteren til romanforfatteren. Du tror da ikke, at du skriver til “folk” eller noget andet, der findes?

Jo, selvfølgelig skriver jeg til mine læsere, og de findes da derude, det ka man da se på salgstallene, siger romanforfatteren.

Okay, hvis ret skal være ret, så skriver jeg ikke engang for mig selv, for den person jeg skriver til, findes ikke endnu, siger digteren. Jeg skriver…

Altså, nu kan man jo sige meget om skriftens modtager… siger studieværten.

Ja, det kan man, siger digteren, men det bliver ikke af dig. Henvendt til romanforfatteren: Kan du ikke se, at det ikke er os, der er til debat her? Det er ikke os, der er på skærmen? Det er mediet, der er programmet og ikke en debat om den nyeste litteratur. Det er alt det, mediet kan og kan kontrollere, der er på programmet.

Jo, men… siger romanforfatteren.

Jeg tror, at tiden er… siger studieværten.

Jeg kan sidde hér og være hånlig, siger digteren, og så er det dét, folk husker, for det er dét TV’et viser. Jeg kan være intelligent og sige til dig, at du ikke aner, hvem det er der læser dine bøger og hvad der egentlig sker i dém, der gør. Og så vil de, der forstår hvad jeg siger, huske at jeg er intelligent, mens mediet sørger for at alle andre skubbes væk af min intelligens. Jeg kan også trække bukserne ned og lege med min pik for åben skærm, og så er det dét folk ser. Ja, det må jeg hellere. Maestro, musik.

Orkesteret sætter spontant i med The Stripper og digteren begynder at smide trøjen. Det knitrer i mikrofonen.

Jeg kunne også fremsige et digt imens, og formilde min overskridelse i bedste sendetid, siger digtere, og når jeg så siger, at jeg ikke lige nu kan huske noget, der passer til dét her, vil jeg blive husket for dét. Og hvis jeg er nødt til at tage mikrofonen af og hengive mig til kun at være billede på skærmen, uden talemulighed, så er det dét, jeg bliver husket for. Pantomime på en mørk hulevæg.

Er det, hvad du er nødt til at gøre for at sælge dine bøger, siger romanforfatteren.

Foreløbig har jeg ikke gjort noget andet end dét jeg er, siger digteren. Hvis det jeg gør har betydning for læserens opfattelse af min skrift, jamen så er hér en bred indgangsdør til værket, værsgo, kom indenfor. Han får endelig hæftet mikrofonen af og trækker trøjen over hovedet. Musikken ér stoppet.

Du vil gerne debattere noget… siger studieværten.

Er det ikke, hvad det er, det her, siger digteren. Et debat- og nyhedsprogram?

Jo, men vi har folk ventede i kulissen, siger studieværten.

Jamen, så bring dem alle sammen ind, siger digteren. Kom med dem alle sammen og åbn nogle flasker cava samtidig. Så skal vi sgu få samtale, som vil flytte klodser.

Det er faktisk en god idé, siger romanforfatteren.

Vi har ikke plads i sofaen… siger studieværten.

Så laver vi plads, siger digteren og romanforfatteren i munden på hinanden.

Jeg… siger studieværten. Ind fra højre træder fire mennesker, to kendte, to endnu ukendte.

Digteren springer op og går hen og præsenterer sig. Romanforfatteren følger trop. Vil I ikke sidde, siger digteren.

Jo, tak, siger både den berømte og tolerante erhvervsmand, den aldrende danser, kvinden med kræft i hjernen der blev helbredt ved tankens magt og teenageren som havde vundet en Ruslandsrejse, der viste sig at være organiseret slavehandel.

Hvorfor er det lige dig, der skal være studievært, siger den aldrende danser til digteren.

Jamen, ham der gjorde det ikke særlig godt, og så forsøgte jeg bare at sige noget væsentligt, siger digteren. Jeg behøver ikke jobbet. Og nu er I her jo.

Synes du, det er mest sjovt, at du sidder i bar overkrop på direkte landsdækkende tv, eller ér det en karrierehandling, siger den tolerante erhvervsmand.

Er det ikke en karrierehandling, det du gør lige nu, siger digteren.

Jo, siger den tolerante erhvervsmand, det har du helt ret i.

Men det er jo ikke til at adskille fra resten af vores liv, er det vel, siger romanforfatteren.

Nej, siger danseren og ler, de to hænger altid sammen, og sikkert uanset hvilken branche man end bevæger sig i. Vi har lige talt lidt sammen ude i kulissen og Grethe har ikke rigtig lyst til at være her. Er det okay, at jeg siger det, Grethe?

Kvinden med kræft i hjernen, der blev helbredt ved tankens magt, nikker, men siger ikke noget selv.

Men hun er her, fordi hun vil dele noget med andre, som hun synes er vigtigt, siger den aldrende danser. Den lille del af hendes liv – nuvel, den er nok ikke helt så lille endda – men den del af hendes liv, som andre kan drage nytte af, vil hun gerne give til andre. Og som sagt har hun ingen andre ambitioner med at være her end netop dét. Og så vil hun gerne tilbage til sin egen verden, ikke Grethe?

Jo, siger Grethe.

Alle ser på hinanden. Studieværten har hånden over øret med ørehøjtaleren. Digteren tager den aldrende danser i hånden og fører hende hen til sofaen. De andre tre fra kulissen følger med. Studieværten rejser sig og byder Gretha sin stol. Hun ryster på hovedet og sætter sig i sofaen til venstre for den aldrende danser. Erhvervsmanden tager teenageren som havde vundet en Ruslandsrejse, der viste sig at være organiseret slavehande,l i hånden og sætter hende i studieværtens stol, og sætter sig i sofaen på højre side af den aldrende danser. Romanforfatteren nikker til studieværten, som griber fat i den anden side af bordet i midten mellem møblerne, og sammen slæber de det ud til siden. Digteren sætter sig på gulvet neden for Grethas plads med skulderen op af sofaen, romanforfatteren sætter sig på den anden mindre sofa, og det samme gør studieværten.

Nogen ville kalde det her et tableu, siger romanforfatteren, og ryster samtidig på hovedet, så det fremgår at det ikke skulle have være sagt. Stilheden knitrer en smule.

TAL, kan man høre nogen sige. Studieværten drejer hovedet og ser ud til siden. Ser så på sine gæster igen.

Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle sige, siger teenageren som havde vundet en Ruslandsrejse, der viste sig at være organiseret slavehandel. De ser alle på hende med interesse.

Men nu kan jeg ikke finde ud, om det er vigtigt, fortsætter hun.

Prøv at sige det, siger digteren.

Altså, de var alle sammen så venlige, alle dem jeg mødte, lige indtil de ikke var det længere, siger hun. Altså… Hun ser ned i skødet.

Romanforfatteren rækker over og tager hendes hånd. Teenageren som havde vundet en Ruslandsrejse, der viste sig at være organiseret slavehandel, løfter hovedet. De var alle sammen så venlige, siger hun, nej, de var hjertelige og varme, og så pludselig var de det ikke længere. Jeg har svært ved at forstå, at det er muligt at virke som om, man er et varmt og dejligt menneske, og så pludselig skifte om til noget andet. Det er det værste for mig ved det, der er sket.

Sådan var min far, siger den aldrende danser. De ser alle sammen på hende.

Din far, siger romanforfatteren. Som vi alle kender som den varmeste person i dansk revyhistorie?

Ja, siger den aldrende danser. Og jeg forstod heller ikke noget. Og forstår det stadig ikke. Men det var lige som en kontakt, der blev tændt og slukket. Ikke noget, jeg tror, han havde reelt kontrol over, han var jo afhængig af at være morsom og varm og sprudlende og fuld af sjove og begavede indfald. Men tænd, sluk, sådan var han hele livet. Jeg var glad, da han døde. På hans vegne.

Der er altid håb, siger Grethe. Alle ser på hende. Jo, se på mig, siger hun. Jeg lever.

Jeg blev opereret for leverkræft sidste forår, siger studieværten. Alle ser på ham. Han trækker op i trøjen og viser et langt ar i maven. Alle troede, jeg var på kærlighedsferie i Alperne, men det var rekonvalescens efter operationen. Det var derfor, der ikke var nogen billeder fra pisterne. Han trækker ned i trøjen. Jeg ved ikke, hvornår jeg dør, man kan åbenbart aldrig sige noget med sikkerhed, når først man har fået kræft i leveren.

I ved godt, at I er på nationalt tv, ikke, siger digteren. Han ser på dem alle efter tur.

Alle nikker efter tur.

Digteren nikker også.

Kan du ikke sige noget om økonomien, Svend, siger den aldrende danser.

Den tolerante erhvervsmand ser overrasket ud, og ler så. De andre på scenen ler også. Publikum ler med.

Den går op og ned, siger Svend. Alle ler igen.

Hvad er… Øj, det er svært, det her, siger romanforfatteren, men jeg er nødt til at prøve at sige det.

De ser alle sammen på ham.

En af de ting, siger han, som jeg ved jeg har ledt efter i alle mine bøger, og når jeg tænker og taler med mennesker… Hvad er værdien i livet? Eller snarere, hvad er livets værdi?

Ingen siger noget.

Vi er så forskellige, siger romanforfatteren, og når vi som argument behøver, at vi alle sammen vil det samme, og drømmer om det samme, og længes mod det samme, og egentlig har de samme behov, så siger vi dét. Og når vi behøver det modsatte argument, at vi egentlig ikke rigtig forstår hinanden, og hele tiden er nødt til at forklare for hinanden og for os selv, hvad forskellen er på de mange, mange forskellige måder, vi udlever vore behov og længsler og drømme og behov, nå, det har jeg sagt… så bruger vi dét argument. Og begge argumenter er sande. Vi er både ens og ikke ens.

Den aldrende danser og digteren og Svend nikker.

Det gør værdien af livet meget svær at få skovlen under, siger romanforfatteren.

Alting fortsætter bare, siger Svend.

Ja, siger romanforfatteren. Alting fortsætter bare.

Eller ophører, siger studieværten.

Ja, eller ophører, siger romanforfatteren. Alle tilstande er til stede samtidig. Mens Ulla bliver kidnappet af slavehandlere, får Jørn kemo i de Schweitziske alper…

Det var altså sidste år, siger studieværten.

Den relative tid er uden betydning, siger romanforfatteren. Mens Ulla er i Rusland på vej til gud-ved-hvilke-kummerlige-forhold, får Jørn Kemo, og Anastasia siger farvel til sin schizofrene far, og Svend mister 500 millioner på en fejlsslået merger osv. Historien, der fortælles er en evig historie. Men den er samtidig kun en historie. Og så er mit spørgsmål: Hvordan får vi dét ud af historien, som gør at vi synes at livet har værdi, og hvilken værdi er dét så?

Jeg lever i dag, fordi jeg troede i går, siger Grethe. Er det ikke dét, du leder efter?

I mit hoved, siger romanforfatteren, i mit hoved forstår jeg godt hvad du siger. Og i mine følelser forstår jeg dig. Men egentlig forstår jeg det ikke. Når du dør – og tag det ikke personligt – så lever jeg videre…

Grete nikker.

For mig er svaret, at vi ikke slås hér, siger Svend. De ser alle på ham. Fred er livets værdi for mig. Jeg gør det hver dag. Slås, mener jeg. Ikke med sværd og blod, men det er en kamp.

Står du så foran spejlet og ser en kriger stå derinde, siger Anastasia. De ler alle sammen. Publikum ler med.

Svend smiler stort til hende. Ja, det gør jeg faktisk, siger han. Hver morgen tager jeg min rustning på, og jeg vælger slips efter dagens vigtigste kamp, som jeg kender den. Og på kontoret har jeg et par slips i andre farver, hvis det skulle blive nødvendigt.

Jeg smilede, siger Ulla. De ser alle på hende. Jeg smilede, siger hun og ser ned i skødet. Romanforfatteren klemmer hendes hånd. Da de begyndte at blive ubehagelige og skiftede fra at være venlige og varme til kommanderende og kolde, begyndte jeg at smile hele tiden. Jeg ved ikke, hvordan jeg kom på det, det kom bare til mig, tror jeg. Og det virkede. Jeg gjorde, som de sagde. Når de bad mig tage tøjet af, så de kunne undersøge mig, og tage billeder af mig, og… og… og…

Du behøver ikke sige det, siger romanforfatteren.

Jo, jeg gør, siger Ulla. Mens de voldtog mig, smilede jeg, og lo, og jokede, det var som om jeg kunne se det sjove i alting, bare den mindste lille detalje, som f.eks. en edderkop oppe i hjørnet ved vinduet over madrassen, mens den her lille fede, behårede mand lå oven på mig, edderkoppen blev pludselig hvirvlet ind i sit eget spind, det må have været en luftstrøm fra vinduet, den snurrede rundt og rundt i sit eget spind og måtte bruge meget længe på at kæmpe sig ud af, og lige så snart den var ude af det, begyndte den at reparere spindet, og dér lå jeg, mens han pumpede løs og kameramanden spiste en sandwich, og lo og lo og lo. Jeg tror, de troede, at jeg var blevet sindssyg, men det var jeg ikke. Og de begyndte at behandle mig, som om jeg var én af dem, og det var en af grundene til at jeg kunne flygte.

Ingen siger noget. Digteren samler sin trøje op fra gulvet og trækker den over hovedet, klipser derefter mikrofonen på, som han har i hånden.

Jeg har været her meget længe, siger Anastasia. De ser alle på hende. Jeg er gammel. Min krop er træt, og jeg er ved at blive træt af at være træt. Hun sukker. Jeg ved godt, at den gængse holdning og dét, folk altid siger i den slags situationer, og jeg gør det selv, er at jeg har levet et langt og indholdsrigt liv. Men jeg har sgu ikke levet færdig. Det er bare kroppen, der ikke vil mere. Og den er der ligesom ikke noget at argumentere med. Jeg har ikke lyst til at komme herfra, men kroppen er uenig. Og jeg har brugt hele livet på at få kroppen under kontrol, så jeg kunne lave alle de der piruetter og vanvittige spring og vrid og alt det andet, og nu vil den ikke mere, og hvis jeg forsøgte, om jeg så varmede op i to timer, ville jeg sikkert både brække og forstrække et eller andet. Jeg kan bare ikke længere kontrollere den. Så, når jeg taler med min krop…

Digteren, romanforfatteren og Svend små-ler.

Når jeg taler med min krop, siger Anastasia og smiler, så siger den til mig, at den er mig og jeg er dén, og at jeg aldrig har haft kontrol. Og jeg forstår det ikke. Jo, jeg forstår det, men jeg forstår det alligevel ikke rigtigt.

Grethe nikker. Da jeg fik konstateret min svulst i hjernen, siger hun, troede jeg, at jeg havde gjort noget forkert. Det troede jeg faktisk meget længe. Jeg havde været ryger, jeg havde levet for længe i et dødt ægteskab, mine voksne børn var altid i totterne på hinanden, min mand… Hun ser ned, men ser straks op igen. Jeg troede, at der var noget galt med mig, altså som menneske, fordi jeg havde fået den her hjernesvulst. Og jeg ved godt, at mange har skrevet og snakket om det her med positiv tænkning, og at folk er ekstremt mistænksomme over for alle, der tjener penge på at tale om det, så det er virkelig svært at få en regulær samtale i gang, især med lægerne, om hvad man som patient kan gøre for at hjælpe sig selv, men så talte jeg med min svulst.

Digteren læner sig tilbage i sin skrædderstilling og ser op på hende.

Ja, siger Grethe og ser ned på digteren. Jeg talte med min svulst. Jeg ved godt, at det sikkert lyder meget underligt, hvordan kan man tale med noget, der vokser i éns hoved, men det gjorde jeg. Hver morgen, mens jeg drak kaffe… min mand var et andet sted… hver morgen spurgte jeg min svulst, hvad jeg havde gjort galt. Og så sad jeg bare og lyttede. Og længe, længe, sagde den ikke noget. Og så en dag gjorde den. Det var lige som med mine børn, efter de var født, der gik lang tid, før de begyndte at bruge et sprog, jeg forstod, men pludselig forstod jeg, hvad svulsten sagde til mig. Den sagde, du er ikke alene.

Digteren, romanforfatteren, Ulla og Anastasia suger hørbart luft ind.

Nej, ikke på den måde, siger Grethe. Den mente, at jeg ikke var alene i verden. Ikke, at jeg havde udviklet den som en støtte i ensomhed, eller at den og jeg var det samme.

Undskyld, at jeg afbryder, siger romanforfatteren, men jeg er nødt til at spørge: Hvad gjorde du så?

Det gør ikke noget, sige Grethe, jeg gjorde ikke noget. Det var svaret, der gjorde det. Jeg kunne pludselig se, at der var for stor forskel på mig og verden omkring mig…

Ah, du balancerede ikke, siger Anastasia.

Ja, siger Gretha. Jeg balancerede ikke. Og så begyndte jeg at spørge min svulst, hvad det ville sige, at der var forskel, og den kom med forslag, og så begyndte jeg, samtidig med min kræftbehandling, at arbejde med at hjælpe mennesker omkring mig. Jeg begyndte i min egen opgang. Der var en gammel kvinde ovenpå, som altid var en halv time om at komme op og ned af trappen, og altid brokkede sig over alting. Vi byttede lejlighed. Først byttede vi senge, og over en måneds tid alle vores ting. Så skulle hun kun en halv trappe op. Hun har det meget bedre nu, og vi har fået sådan et forhold som en mellemting mellem søster, veninde og mor for hinanden. Hun er et meget dejligt menneske, nu hvor hun har det bedre. Og så hjalp jeg en dreng, der tit sad og ventede foran min nabos dør. Detaljerne er ligemeget, men han havde brug for nogen, som lyttede til ham. Han har det også meget bedre i dag, og det har hans mor også. Og så hjalp jeg min grønthandler, der kommer fra Irak. Han forstod aldrig en tredjedel af de breve, han fik fra det offentlige og fra banken og så videre, og vi er kærester i dag, og han er en dejlig og varm mand. Og jo flere mennesker, jeg hjalp, desto mere svandt svulsten ind. Lægerne kunne selvfølgelig ikke acceptere nogen sammenhæng imellem de to, for dem var det strålingen, der virkede, men for mig er det helt tydeligt, at svulsten hjalp mig med at gøre sig selv mindre. Og i dag er den helt væk. Lægerne siger, at jeg ikke længere er syg.

Det er dét, sygdom betyder, siger digteren. De ser alle sammen ned på ham. Han ser overrasket ud. Altså… at være syg er betegnelsen for en diagnostisk afgrænset ubalance, og når ubalancen ikke længere kan påvises, kan man ikke længere betegnes syg. Han ser ned i gulvet.

Ingen siger noget.

Da han ser op igen, ser han vred ud. Men lægerne kan ikke, siger han, angiveligt qva deres lægeløfte, undlade at fastholde observationen af deres patienter, og dertil bruger de statistik. Du har så og så stor statistisk sandsynlighed for at dø eller leve eller udvikle dittedatten komplikationer. Digteren er så vred, at han næsten spytter. Hvilket betyder, siger han, at de fastholder folk i en sygdomslignende tilstand lang lang tid, uden egentlig at give dem muligheden for selv at forstå, hvad det vil sige at være henholdsvis syg og rask. Lægerne holder dem i et vaccuum mellem syg og rask, indtil statistikken… Digteren ser ud til at være ved at græde.

Gretha rækker en hånd ned til digteren, som han tager imod.

Indtil statistikken bliver… insignifikant, siger digteren sørgmodig, og så slipper de folk, farvel, ud af statistikken og ind i en anden statistik. Hans hoved falder ned.

Ingen siger noget.

Digteren løfter hovedet igen. Der er tårer på hans kinder. Undskyld, siger han, og jeg ved godt, at det kan være svært at forstå, men det er ikke mig selv, jeg græder for. Han klemmer og slipper Grethes hånd, og tørrer sine tårer af kinderne med begge hænder. Jeg græder for menneskene. Det er menneskene, der får mig til at græde, tanken og følelsen om, af, skide forholdsord, det er alt det, menneskene bliver udsat for at hinanden, der får mig til at græde. Og især, hvor den samlede intelligens burde vide bedre, som f.eks. i lægestanden, eller i erhvervslivet… no offense… Han nikker til Svend, som ryster en enkelt gang på hovedet. Eller blandt politikerne, eller lærerne, eller hvilken som helst instans, menneskene er underlagt hjælp og støtte og vejledning af, der egentlig burde have begavelse nok til at se alting en smule udefra, men som ikke ser nogen reel kobling imellem deres egne personlige behov som individer, og det de afstedkommer i deres professioner på det større plan med venstrehånds- og rygradsbehandling af deres respektive klienter, menneskene, der behøver dem. Denne adskillelse mellem mennesker får mig til at føle sorg, og så græder jeg. Det er nok lidt patetisk, men savnet er stort.

Hvilket savn, siger romanforfatteren.

Jeg er sikker på, at jeg er rigtig god til at projicere og generalisere, men når jeg mærker noget på min egen krop eller bliver vidne til noget overgå de mennesker, jeg elsker, så ved jeg med sikkerhed, om det her er noget, der er isoleret til mig eller dem, eller om det er noget, der sker andre steder også. Og jeg har oftest også en helt klar fornemmelse af omfanget, om det er meget eller lidt, og på hvilken måde det udtrykker sig. Og jeg siger ikke, at jeg har ret, slet ikke, dét har jeg lært, men dét er min virkelighed, som den udtrykker sig. Ikke en eneste gang har jeg hørt, eller læst, eller forstået noget, der har kunnet modsige det eller gøre dét forkert, som jeg føler og fornemmer. For mig er menneskene ikke bare i hænderne på deres egen frygt. De er også i hænderne på de andre menneskers frygt. Og det er dét, der gør så ondt.

Ingen siger noget.

Hvilket savn, siger romanforfatteren.

Digteren ser op på ham. Det er… siger han. Det er som om der ind over hele billedet af menneskene, som de fremtoner overalt, altså når man ser på menneskene som en helhed, ikke, ligger et andet billede, hvor menneskene ikke er adskilte fra hinanden af manglende forståelse eller frygt.

Må jeg godt sige noget, siger Ulla.

Selvfølgelig, siger digteren og ser over på hende.

Måske er det andet billede det, du gerne vil være, siger Ulla.

Ingen siger noget.

Måske er det første billede dét, du lever og er, siger Ulla. Og det andet er så det, du gerne vil være. Og så græder du egentlig, fordi du kun kan ane det andet, mens det første fylder så meget for dig.

Jeg tror, Ulla har ret, siger Grethe.

Også jeg, siger Anastasia.

Ikke enig, siger romanforfatteren og ser rundt på dem alle sammen efter tur. Dét, jeg tror, Casper siger, er at han reelt oplever at stå uden for eller oven for menneskene og se på, hvad de, hvad vi, gør ved og med hinanden, og at der er en… mulig… virkelighed, billedet hvor menneskene ikke er adskilt fra hinanden af frygt, ret mig, hvis jeg siger noget sludder, Casper.

Casper nikker.

Og denne virkelighed er en virkelighed, som alle, eller de fleste mennesker, er fælles om at behøve at tro på er mulig, men endnu er der ikke tilstrækkelig konsensus til, at denne fredeligere mulige virkelighed kan være en fælles virkelighed. Caspers savn handler derfor om alle menneskers savn, er det rigtigt, Casper?

Casper nikker.

Det er savnet efter ikke at være bange, som stort set alle mennesker deler, siger romanforfatteren.

Men er det ikke det samme som, at det er Caspers egen virkelighed, siger Anastasia. Man kan vel ikke stå så meget uden for, at man ikke er en del af dét, man observerer på?

Må jeg, siger Svend.

Alle nikker.

Nu, hvor vi taler sammen på den her måde, har jeg lyst til at påpege, at jeg er mere end bare én fyr, der ved noget om økonomi og forretning, siger Svend.

Det ved vi godt, siger Anastasia og klapper Svend på knæet.

Jo, men ved dé det, siger Svend og peger mod et kamera. En rød lampe tænder på toppen af det. Jeg behøver bare at komme med et eksempel fra erhvervslivet… Han ser rundt i kredsen.

Ingen siger noget, romanforfatteren nikker.

Fysikken, det vil sige, kvantefysikken siger, at man forandrer på dét, man observerer på, siger Svend. Hvilket udgør en væsentlig del af den monetære helhed. Alle værdier er bundet sammen i ét stort system. Ikke-økonomer kunne nok være fristet til at kalde det et energisystem. Altså, en masse forskelligrettede energier, der holder hinanden i skak, eller mere eller mindre i skak, for der sker jo forskydninger hele tiden, formålet med at beskæftige sig med økonomi er jo netop at flytte energier, bestemte energier, i sin egen retning. Det sker i en overordnet forstand på samme måde som i kvantefysikken, at dér hvor man lægger sin opmærksomhed, flyder energien hen. Der hvor man lægger sin opmærksomhed, flyder pengene hen. Så, det handler om at være opmærksom, hvis man skal tjene penge. Jeg ved, at mange mener, at erhvervsfolk, der tjener ustyrligt mange penge, per definition er uhæderlige tyveknægte, der stjæler og tilraner sig andre folks midler, men som jeg kender erhvervsfolk, er det ikke den overordnede praksis. Selvfølgelig er der altid folk, med flosset moral, eller dén har vi måske alle sammen, men nogles moral er mere flosset. Men generelt tjener folk blot penge ved at være opmærksom på, hvordan pengene strømmer mellem punkter, og hvor de hober sig op. Og så forsøger de at få pengene til at flyde en anden vej, dér hvor de har hobet sig op. De drejer energistrømmen, om man vil, og bliver rige…. Eller de tager fejl eller lægger ikke nok opmærksomhed i forsøget, og bliver ikke rige. Og det er dét Casper taler om, tror jeg.

Casper lægger hovedet på skrå.

Egentlig tror jeg, det er det, vi alle sammen taler om, siger Svend. Fra Mittelbachs søgen efter livets værdi… Han indikerer romanforfatteren med en finger. Over Ullas latter og Grethes samtale med sin svulst, til Anastasias tab af smidighed og styrke og Caspers dobbeltsyn… Han indikerer dem alle efter tur. Og mit eget formål med at være her, som er den upensionérbare erhvervsleders lod… at trøste og tryne, så alle kan føle sig trygge eller opildnede, og samfundets hjul… kan fortsætte med at køre rundt til størst mulig gavn og nytte for det størst mulige antal mennesker… Og dig, Jørn… Svend ser over på studieværten. Dit arbejde med at bringe folk sammen hér, som dine chefer ødelægger på daglig basis, og du bliver alligevel ved.

Studieværten nikker.

Det handler i mine øjne kun om opmærksomhed, siger Svend. Ikke noget andet. Og hvis jeg kommer herfra uden at have sagt mere end det, vil jeg være fuldt tilfreds.

Stiller træskoene, mener du, siger Anastasia.

Nu går jeg ikke med træsko, siger Svend, men… Han rejser sig brat og rækker en hånd ned mod Anastasia. Må jeg, siger han.

Hun griber hans hånd og lader sig trække op at stå. Svend omfavner hende, blidt. Det her har jeg haft lyst til, siden første gang, jeg så dig danse, siger han.

Anastasia lader sig kramme, hendes hånd med de kraftige fingre og røde negle på hans skulder har fat er parat til første skridt i en tango.

Ingen siger noget.

En blandt publikum begynder at klappe. En anden følger trop. En tredje. Og så resten. Bifaldet akkompagneres af piften og begejstringsudbrud.

Svend træder tilbage fra Anastasia, kigger ud på publikum, og på Anastasia. Byder hende sin arm, som hun tager, og sammen går de ud i kulissen.

Digteren rejser sig brat, vakler lidt, vinker kort til publikum og følger efter Svend og Anastasia.

Mittelbach rejser sig fra pladsen ved siden af studieværten, rækker en hånd ud mod Ulla i stolen og Grethe i sofaen, får begge deres hænder, og bukker mod publikum. Ulla og Grethe følger med ham, da han snurrer rundt, og de følges ud i kulissen, hånd i hånd i hånd.

Jørn, studieværten, bliver siddende i den lille sofa, mens bifaldet bliver ved og ved, og lyset dæmpes helt til sort.


How not to become a librarian of the future, but avoid the centralised database, where data is lost due to censorship.

Story idea springing from a desire to share anything digital, which holds meaning to me. Wouldn’t that be nice, if it was possible without hardware?

Fed up with not being able to find what you are looking for?

We need to organize our data in a different way from what we have been used to in the short life of the Internet.

What began as a global library based on individual’s input has turned into private enterprise leeching on individual’s labour.

Take imdb.com – where else do you go to look for info on films!? What do you do, if you cannot find info about a film, meaning “data no one has entered into imdb”? You do a general search on the title, meaning actor, date, year or what ever specifics of the data you are looking for. And you end up with a lot of dubious results, or most likely none at all.

For a time it looked as if bittorrent was the answer to it all: Everybody is sharing what they have with everyone else – but this data transportation protocol is slowly drowning in lawsuits due to copyright infringements, even if legal sharing is a great success for those using it.

So, how do I share all of my data, meaning data that interests me, without becoming a librarian and having to tag every single file?

And how do I avoid things being so easy to find for everyone that specific data can be censored out of search results?

Can I envision a future, where access to specific words are granted on a basis of necessity to the Whole? Who eg. can read about LSD and submit info on LSD? Only those having used LSD. How do you prove you have? By inputting an essay on your experience with LSD. Collective specific permitters to LSD-info will review your essay, and grant you access on a clearance level fitting of your own level – possibly with option to learn, ie. earn more knowledge, if your own level shows willingness to learn in a serious manner.

Why is this different from wikipedia? Because wikipedia is factuel, whereas this is subjective, and based on personal experience.

What about Now-access to answers to now-questions in life? How does that differ from school?

[possible short-story titled “school of life”]

Could we expect that all of this takes place through a universal language, making all nations participate in this sharing and controlling the level of access to knowledge?

Could we imagine someone, who is not sharing, and who doesn’t want to share? What will this person do with his life? School teaches and he responds normally, but he doesn’t input into the Collective. He just thinks.

STORY

We imagine this person as the first of a new breed, who is attuned to the Collective without hardware. Which means that he can access anything he wants to know – and so can everyone else, if he is willing to answer… “I just know stuff”, when someone discovers his hardware is not attuned to the Collective.

We imagine people finding about his ability, and trying to reach the highest levels of the Collective through him.

Can we imagine him being flooded with insight from the Collective, as new doors into human cruelty and ruthlessness become obvious to him?

Can we imagine him trying to find ways to stop caring about answers, so he doesn’t become flooded with info from the higher levels of the Collective?

Can we imagine love and the massive information of love in the Collective being his salvation – that everything about human’s desire for love over-shadowing every other thing – even cruelty and crime committed in the search for love?

Can we imagine there is no conscpiracy to prevent anyone from knowing anything, only demands that they themselves have earned understanding – but that he is an anomaly, which threatens the machinery, because he can be exploited by people, who crave information on a higher level than they themselves have earned the rights to?

Can we imagine an ending, which benefits both him and the Whole – without him losing his “powers” and everybody suddenly acquiring similar “powers”? A space for him to live with his affliction, and everyone else living without?

DIGT: tænk

tænk
hvis jeg skrev noget meningsfyldt
eller blot søgte mod noget meningsfyldt at efterlade
hver eneste gang
jeg fik trangen til at drukne mig
i dyrt
og vel produceret
mainstream-TV!

jeg gætter at
det ville begynde at regne alle steder med tørke vacciner
ville blive fundet i petriskåle verden over ideer
om verdensfreden ville samtidigt nå
femhundredetusinde
vågne og sovende hjerner
og stjerner ville ikke gå ud

stjerner ville ikke gå ud…

som om jeg kan forhindre noget
der allerede ér sket!

DIGT: Lige nu (udv. eng. vers.: The initiator of a hug gets to let go)

digt som reaktion på indlæg i Jyllandsposten. Oversat og bearbejdet som “The initiator of a hug gets to let go”.

Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Islam som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Kristendom som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Buddhisme som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Sufisme som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Jødedommen som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Hinduisme som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Kapitalisme som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Liberalisme som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Socialisme som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Sex som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Økologi som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Familien som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Klassedeling som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Konsensusstyret Undervisning som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Bilisme eller Cyklisme eller Fodgængeri som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Selvfanget Føde eller Vaccuumpakning som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Kærligheden som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Debatten som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Krigerens vej som den eneste rette.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser sig selv som eneste rette vej.
Det er ikke muligt.
Og hvad gør man, når man ikke kan tale sig til rette om at være her, begge to?
Hvad gør JEG?
Lader mit temperament løbe af med mig i alle situationer, hvor jeg møder uviljen til diskussion?
Sover dårligt om natten af frygt eller vrede?
Ignorerer jeg dem?
Tager jeg deres uvilje som en trussel i sig selv?
Omregner jeg deres fællesskab i tal og lader overgreb veje tungest på vægtskålen?
Forsøger jeg at forstå dem, omfavne dem, selv skabe den plads i mig og min verden til dem, som ikke har plads til mig?
Er jeg en kriger, der blot venter på at bægeret er fyldt, eller en helbreder, hvis bæger aldrig løber over?
Eller er jeg ham, der står i midten og endeløst grubler over, hvem af de to, jeg egentlig bør være, nu?
Lige nu.

digtet er en reaktion på flg. i Jyllandsposten:
http://blogs.jp.dk/denlitteraerejaeger/2010/01/11/fak-m%C3%B8h%C3%A6mmed/

Jeg ønsker

Jeg ved efterhånden ret meget om, hvad jeg IKKE ønsker i forbindelse med at skabe mig eller have en levevej.

Min økonomi er meget hér og nu, og har faktisk altid været det. Jeg er så heldig pt. at have lidt på kistebunden, som dog vil være væk om nogle år, hvis jeg kan fortsætte med at leve på meget lavt økonomisk blus. Som “livsdigter” med et utal af løsarbejderjobs og, i de yngre år, kontanthjælp som understøttelse af min livsform, har jeg ingen særlig pension ventende på mig i den anden ende.

Jeg er altså om nogle år enten nødt til at vende tilbage til løsarbejderjobs, HVIS der er nogen jobs at få til den tid, hvor jeg er omkring 50, eller gå på kontanthjælp med hvad det medfører af pres fra systemet om at få mig i arbejde. ELLER jeg skal til den tid have skabt mig en indkomst ud fra min livsform.

Lad mig opregne, hvad jeg IKKE ønsker:

I udgangspunktet ønsker jeg ikke at indregne hverken håb eller tilfælde, dvs. arv, at vinde i lotteriet, eller at på anden måde at blive givet penge, jeg ikke selv har gjort en indsats for.

Jeg ønsker ikke at bruge al min tid på at sælge mig selv. Det betyder at administrere, markedsføre, sælge, distribuere, reklamere for mit skriftlige arbejde.

Altså,

  • jeg ønsker ikke selv at være et forlag, hvor jeg skal sørge for opmagasinering og fysisk distribution af bøger
  • jeg ønsker ikke med jævne mellemrum eller vedvarende at skulle fortælle andre, hvor fantastisk jeg er, og hvorfor folk skal vælge mit værk over nogen andens,
  • jeg ønsker ikke at omregne tiden, jeg bruger på at skrive en bog, i timeløn
  • jeg ønsker ikke at lave regnskab, der over for skattevæsener dokumenterer, hvorfor omkostningerne til denne eller hin forsendelse medgår til opretholdelsen af en indtægt, som er 10-20 gange mindre end en gennemsnitslønmodtagers, hvis selvangivelse går ret igennem skattesystemet
  • jeg ønsker ikke konstant at skulle bruge tid på at forsvare digterens rolle i samfundet for selv at kunne bestride en sådan rolle – men gør det gerne, hvis det sigter på at skabe plads til alle digtere.
  • Jeg ønsker ikke at fremstille mig selv som noget særligt – fordi jeg ikke ér noget særligt: Jeg har bare et talent for at skrive – som er totalt centreret omkring min egen narcissisme og mit behov for og anerkendelse af hjertets nøvendighed i samfundet generelt, og på alle måder generaliserende omkring psykiske og følelsesmæssige mekanismer og afhængigheder i det menneskelige univers.
  • Og jeg ønsker ikke at skulle spille kunststøttespillet – fordi det ikke reelt hviler på, hvad der er brug for – i form af visioner, f.eks. – men konsistent understøtter, hvad der har været. Hvilket i øvrigt også snart er udhulet af højrefløjens strategi om kun at støtte dém, der ser kunsten som en forretning eller selvstændig(s) profession.

Det er en masse ikke’r. Og dét duer ikke som strategi.

I bund og grund ønsker jeg ikke at sælge, administrere eller lave noget som helst, der har med at skabe penge at gøre. Det er en gammel sang, som kunstnere har sunget altid – og som markedsmekanismerne er i dag, bliver det sværere og sværere at synge den:

  • Kunstnere skal være selvforsørgende, for ellers er de ikke kunstnere.
  • Kunstnere skal være selvpromoverende, for ellers er de ikke kunstnere.
  • Kunstnere skal kunne stå i offentlighedens søgelys hele tiden, for ellers er de ikke kunstnere.

Men sådan er jeg ikke skruet sammen. Jeg behøver uforstyrrethed i mit liv for at kunne tænke over tingene og få styr på den virkelighed, der er udgangspunktet og målet for min skrift.

Som jeg ser det, kan jeg derfor ikke både være optaget af at skabe min skrift, og få den til at give afkast. Jeg behøver nogen til at gøre det for mig. Jeg behøver et forlag, med alle forlagets dyder og lyder, erfaringer og forstokketheder, sunde redaktørmodstand og tiltro til markedsmekanismerne .

Så, det ønsker jeg mig:

Et forlag, der vil tage sig af mine værker. Give mig feedback og sparre med mig til jeg indser, hvor jeg funker og hvor ikke.

Og så ønsker jeg mig at blive færdig med at tænke over, hvad “løgn” er. Så jeg kan få tilgivet mit eget behov for “at lyve” (ikke lytte til kernen). Men det fordrer også en vis uforstyrrethed.

Jeg ønsker at undervise igen – i Pausens Musik. Men anerkender på forhånd, at fast arbejde vil stjæle min nødvendige tid til kontemplation.

Og så ønsker jeg mig ikke mere. Det er dét. Jeg har ingen desciderede ønsker for indkomstgivende aktivitet. Jeg skriver nok den skide legatansøgning 1. feb., men jeg oplever det som at spille i lotteriet og gør mig ingen forhåbninger.

Der er ganske enkelt sort i alle retninger, der handler om økonomi og indtjening. Det genererer mig, at jeg ikke kan komme på noget at tjene tilstrækkeligt med penge på – noget, jeg ikke ville føle som en tidsrøver. Nu jeg kan se det sikkert vil blive nødvendigt…

  • Jeg vil ikke stå i butik (kan ikke tåle at stå stille særlig længe)
  • Vil ikke supportere computere (har ikke tålmodighed til det længere.)
  • Vil helst ikke arbejde med handicappede mere (jeg tager dem med hjem og det forstyrrer)
  • (tag hvadsomhelst, der ikke rummer dét at finde på egen tekst, med følelsesmæssig dybde og kunstnerisk integritet, og jeg vil være et andet sted, i søgen)

Jeg ved ikke, hvad jeg skal fokusere på som opdyrkelse af lønindtjeningsaktivitet, hvis jeg skal tage det alvorligt, at mine penge løber ud og at ingen muligvis vil ansætte mig. Men i disse år behøver jeg den frihed, som pengene giver mig – og har svært ved at leve mig ind i en plænlægning af en imødegåelse af en fremtid, som kun er virkelig for mig i en praktisk forstand.

Gøre Hvad?!

washington, Peru, Kbh 5

Boris bedstefar. sovende
Chattede med Boris i dag. Min fotograf- og skulptørven fra Katalonien, som pt. bor (meget billigt i et hus, der skal rives ned om 6 måneder) i Barcelona. Vi talte om min mormor, som døde for nyligt og efterlod min 92-årige morfar til at skabe sig en ny tilværelse – ikke ganske villigt, og med (for) stor eftergivenhed fra min mor. Boris fortalte om sin bedstefar, som lige er blevet 100. Han bruger internettet, skriver mails og chatter, med “kartoffelhænder og gulerodsfingre”, og har generelt et godt og produktivt liv.
Jeg har skrevet breve til min morfar, mens jeg har været på rejse i Finland – ud fra devisen, at han skulle have noget at se frem til. Ikke om noget særligt, blot mine tanker om livet, om end med et fokus på at sige noget, der kunne få ham til at overveje sin egen situation. Når vi har været i rum sammen, har jeg ikke lagt fingrene imellem: Hvis han vil af sted herfra, vil jeg ikke forhindre ham i det. Men hvis han vil blive, skal han gøre det godt for sig selv. Han er naturligvis i sorg, og sorgen har 5 bestemte faser, som den sørgende gennemgår, hvoraf accepten af tabet også markerer overgangen til noget andet. Kan man acceptere tabet, er det muligt at begynde et nyt liv – kan man ikke, hænger man fast i dét, der var, og vil ikke kunne justere sig til de nye omstændigheder, som følger af… i det her tilfælde… dét ikke at have nogen at tale med i det daglige. Man bliver ensom. Måske bitter. Måske aggressiv. Måske dominerende og krævende. Alt sammen personlige udtryk, der bør undgås med alle midler. Derfor vil jeg tilbage til at skrive til ham – jeg skal trods alt være væk 3 måneder, og selvom det ikke bekymrer mig, om jeg har set ham for sidste gang (vi siger altid “på gensyn”), er det mit ønske, at han skal føle at jeg har ham med mig.
Jeg har ikke samme problemer med at ankomme til Washington DC som jeg havde sidste år, men min veninde er blevet fyret fra det store arkitektfirma, hun knoklede 11 timer i døgnet for. Og er derfor hjemme hele tiden. Så, jeg får ikke arbejdet.
Mit manuskript er blevet afvist af forlaget, jeg sendte det til, og det er derfor vigtigt for mig at blive færdig med det efterfølgende, inden tvivlen sætter ind. Til dét behøves arbejdsro; jeg er derfor meget på nettet. I surf og chat får jeg tænkt og fordøjet nogle af de tanker, der følger af at være et fremmed sted, samt fulgt op på overvejelserne om hvor pokker den filosofi hører hjemme, som maser sig ud igennem alt, hvad jeg siger: Jeg er jeg kan jeg vil jeg gør er ét.
Det er helt åbenlyst, at jeg endnu ikke er parat til direkte at skrive om det – måske bliver jeg det aldrig – men det er meget præsent. Og det er ikke determinisme – der er ingen forudbestemthed eller fastlagt skæbne i fremtiden, og det er ikke existentialisme… om end jeg for nyligt faldt over følgende udsagn af Sartre: “frihed er, hvad du gør med det, der er blevet gjort mod dig“. Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er. Men det siger mig, at der ingen frihed ligger i at nå frem til den rigtigste løsning på et behov, en trang, et problem – hvis noget, ligger friheden kun i, om omverden vil tillade én at vedblive med at veje mulighederne op mod hinanden, indtil man når til det eneste rigtige at gøre – men det er samtidig heller ikke en forudbestemt skæbne, fordi verden og kosmos er i konstant flux og sørger for, at man hele tiden bliver præsenteret for nye udfordringer og nye fristelser. Det bedste udkomme på min filosofi er at blive glad for den, man er; næstbedst, at man accepterer løsningen på et givet problem, behov, whatever, fordi man har udryddet alle andre muligheder, og derigennem opnår muligheden for at acceptere sig selv.
Som det, man er vil kan gør.

Min veninde, der er indfødt amerikaner og en svamp hvad angår historiske og biografiske data, fortalte om et besøg, hun havde været på i Thomas Jefferson’s hus “Monticello”, som var under konstruktion i 30 år. Jo, huset er noget særligt, hvilket man kan forvisse sig om ved linket til huset selv, men det mest fascinerede ved hendes fortælling om besøget i huset på toppen af bakketoppen, husets særlige konstruktion, der ledte Thomas Jefferson arbejdsdag gennem alle husets rum i løbet af dagen, at han var medforfatter til Den Amerikanske Forfatning, men langt op i livet stadig havde 200 sorte slaver, at han fik 6 børn med sine hvide børns sorte nanny, at han som arkitekten, han var, designede ikke blot sit eget hus, men også det første universitet i Virginia, at han tilbragte sine sidste 30 år i relativ afsondrethed, og at hans gravsten ikke med ét ord nævner, at han havde været præsident… det mest fascinerende var hendes fotografiske hukommelse, hvormed hun begejstret førte mig gennem alle husets rum, så jeg følte, at jeg havde været til stede, som hun selv havde været det. Ganske unødvendigt følte hun det efterfølgende nødvendigt at vise mig de faktiske billeder – det var ved at spolere den store begejstringsbårne oplevelse, hun lige havde givet mig, og jeg måtte værge for mig og fortrække til computeren og min egen genfortælling…
Begejstring er min vej ind i verden, øje til øje. Det er stort set alt, jeg har at vurdere noget som helst med. Begejstring er liv og at være tæt på sig selv. Ægte begejstring, selvklart. For jeg forstår ikke, hvordan det kan gavne nogen ikke at være tæt på sig selv, ikke at kunne blive begejstret!?