MONSTERS (2010, science fiction)

Sympatisk low-budget xenofobi-science fiction i lav-tempo, der fint illustrerer USAs forhold til resten af verden.

Share

Historien kort:

En amerikansk fotograf befinder sig i Mexico, og bliver af sin redaktør beordret til at efterspore avisejerens datter, og siden eskortere hende sikkert ud af landet. Fotografen er mere end en smule modvillig: Hér er han tæt på de fremmede livsformer, der har slået sig ned i Mexicos træbevoksede kystegne efter at være undsluppet fra en nedstyrtet NASA-sonde; skulle han ikke hellere gå på jagt efter fotos af disse frygtindgydende MONSTRE, der holder en hel verdensdel i frygt…

Da det viser sig, at der alligevel ikke er nogen færge at følge chefens datter om bord på, er de tvungne til at finde vejen hjem gennem den inficerede zone, der udgør hele det nordlige Mexico op til den meget fysiske The Wall, grænsen til USA. “The largest man-made construct in Human history”, som det lyder fra en mexicaner. Og ikke konstrueret til at holde disse rum-fremmede ude.

OM LIV
“En film om liv, som det foregår”, sagde Bjørnen, min scifiven.

Jeg er helt enig. Så, har man nogen sinde set en monsterfilm, som i dén grad handler om behovet for bare at være, altså bare leve, må det være MONSTERS.

Eller Boris’ Karloffs Frankenstein.

… Okay… der er sikkert også andre, men næppe en science fiction… som er uhyrerne venligt stillede, selvom de er rædselsvækkende og dræber mennesker på deres vej og lægger æg over alt og er overvældende store og kan gemme sig i havet og og og…

MED SIKKERHED
Hvor andre film og højere budgetter stræber mod kontrolleret fiktionalitet i alle scener, består drivet i en lavbudgetsspillefilm ofte i at omskrive helt almindelige realitetsscener til fortællingens virkelighed. Hvilket lykkes i EKSTREM grad hér.

At MONSTERS er low-budget fremgår af skudvinklen i stort set alle udendørsscener, der tydeligvis ikke kan finde sted i panoramaer uden at få virkelighedsstøj med i billedet; og skruer man ned for lyden, vil mange scener virke som feriebilleder fra fremmede gader, men … Med tilført musik, dialog og kommentarspor måtte jeg overgive mig:

Denne fortælling er ikke et forsøg på at sandsynliggøre en historie. Med sin tilpasning til interesante og relevante realitetsinddragelser – faktisk smadrede skyskrabere f.eks. – er den i særdeles høj grad en betragterførsel ind i et andet menneskes hjerne og ind i historien, som den udspiller sig dér. På samme tid en skarpt differentierende kompromis-søgen og en blændende sikker opvisning i, hvor relativt få penge, man kan behøve til at skyde en film beregnet til biografvisning, hvis man er følelsesmæssigt tæt på materialet.

Med dét i hovedet, en lille sidetanke: Gad vide, hvordan film kommer til at se ud, når der ikke længere er råd til den store afstand ml. bosserne og kunstnerne? Hvordan kommer film til at se ud, når der ikke længere er råd til at hyre Speciel Effects som hovedrolleindehaver?

Bare en tanke. MONSTERS minder mig om, at fortællinger vil ud. Og at de kommer ud. Og at de altid vil være hjertligt velkomne, hvis de er så hengivne fortællingen og mediets udfordringer som hér.

8/10
imdb 6.5


Kenneth Krabat 6.12. 2010

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.