Stor, stor “Mågen”!

Blændende spillet og instrueret udgave af Tjekhovs “Mågen”.

 

The Sea Gull af Sidney Lumet, efter et skuespil af Anton Tjekhov.

Forfatteren med den udstoppede måge, der repræsenterer at han har brugt og kasseret den unge pige, som i kærlighedens navn omtalte sig selv som en Havmåge

For Tjekhov, føler jeg, er det få gange i livet et menneske kan forvente at blive stillet over for reel storhed. Hvis overhovedet. Kærligheden er stor, kunsten er stor, men mennesket er ikke stort, mennesket er… hvis overhovedet noget for sig selv, alene… ude af stand til at styre sin egen skæbne, og alle forsøg er dømt til tragedie. Mennesket er blot et scenerum for dramaer, som senere generationer kan fortælle sig selv.

I Mågen er ingen bestræbelser på at moralisere eller spille psykolog. Fortællingen om den egosvage forfatters misbrug af ungdommelige uskyld er solid underholdning og indkapsler helt fint, hvad Tjekhov vil med sine skuespil. Hos Tjekhov er det stort set altid for sent. Alting. Livet kommer efter, kærligheden falder det forkerte sted, aldrig dér hvor jorden er tørrest og trænger til gødning og vand, opmærksomhed er opmærksomhed misbrugt, lidelse er en del af livet og ethvert forsøg på at være rationel og reelt assisterende mødes med sindssygens uhyggelige indadskuen og ene accepteren eget univers.

The Sea Gull er en fremragende filmatisering fra 1968, hvor så stærke kræfter som James Mason, Simone Signoret, David Warner, Denholm Elliot, Harry Andrews og Vanessa Redgrave præsterer helt fantastisk som Tjekhovs stærkt (beskrevne) dysfunktionelle, russiske familie. Som i billedet underneden, hvor Vanessa Redgraves Nina (i en blændende, hjertevridende præstation) fortæller David Warners Konstantin, hvor meget hun elsker en anden, som hun ikke kan få, og vi ser stort set ikke Konstantins ansigt, men ved bare på Nina inderlige håbløshed over at skulle leve med savnet efter den anden, at nu brister Konstantins hjerte i en sådan grad, at han ikke vil overleve tabet.

Historien kort: Den store (aldrende) skuespillerinde er på besøg på landet i barndomshjemmet, hvor den ugifte bror bor sammen med hendes søn, Konstantin. Sønnen nærer drømme om at skrive skuespil, og har skrevet en enakter, som han opfører ved moderens hjemkomst, med sin unge kærlighed, Nina, i eneste rolle. Det fremgår tydeligt, at moren interesserer sig mest for sig selv og sin divastatus, medbragt ufortyndet fra storbyen, og sønnen kæmper med sine dobbelte følelser af kærlighed og svigt.

Da Nina forelsker sig i moderens elsker, en aldrende semi-berømt forfatter, og siden stikker af til Moskva og bliver hans elskerinde, bliver gravid og mister hans barn, finder Konstantin brændstoffet til at skrive noget, aviser og blade vil trykke, som moren kan være stolt af. Men han er dybt ulykkelig over savnet af sin elskede.

To år senere kommer moderen på besøg for at hilse på sin ældre broder, der skranter, og samme aften kommer så også Nina på besøg. I Konstantins arme tilstår hun, at hun ikke kan slippe sin kærlighed til den gamle forfatter, men at hun trods dét vil slide sig gennem livet, fordi hun nu har fundet sit kald som skuespillerinde. Det bliver for meget for den unge mand, der ikke regner sig selv for noget – både det at hun er blevet selvstændig og fokuseret på sit liv, og at han nu har mistet hende for evigt, og han tager sit eget liv.

Der er ingen smarte symbollag at lægge ned over historien – det er simpelthen blot en fortælling om, hvor meget man kan lide med at blive sig selv, at holde fast på sig selv, og hvor få der egentlig bare ér sig selv og ikke bekymrede for at miste dét. En smertefyldt god fortælling. Blændende spillet og instrueret.

10/10

http://www.imdb.com/title/tt0063569/ (6.7/10)

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.