ægteskab med skriften?

Hvis min skrift og jeg var et ægteskab, havde hver morgen i årevis været præget af uvished: Vil hun tale med mig i dag, trak jeg for meget på hende i går, hvad kan jeg dog gøre for at muntre hende op, eller er hun bare træt, eller er hun træt af mig – men ikke desto mindre ville jeg have kysset hende, og ladet mine hænder hilse på hendes krop, duftet til hende, og blevet ked af det, hvis hun afviste mig…

Share

Hvor mange år har jeg følt mig gift med min skrift? Vi har i hvert fald kendt hinanden i over 25 år.

Hvis min skrift og jeg var et ægteskab, havde hver morgen i årevis været præget af uvished: Vil hun tale med mig i dag, trak jeg for meget på hende i går, hvad kan jeg dog gøre for at muntre hende op, eller er hun bare træt, eller er hun træt af mig… men ikke desto mindre ville jeg have kysset hende, og ladet mine hænder hilse på hendes krop, duftet til hende, og være blevet ked af det, hvis hun afviste mig – fordi jeg ikke helt havde fattet mønsteret i, at hun var der eller ikke var der; hvad hang det sammen med? jeg forstod det ikke.

I fald, at min skrift og jeg var et ægteskab, ville de største storme i dag være ovre, og meget overgået til en form for vane, der dog kunne pirres og prikkes til og forstyrres af, at jeg tager ud at rejse og kommer hjem, og stadig af og til føler mig utilstrækkelig og hysterisk ude af stand til nogen sinde at tage imod dét og give dét, der skal til for at vi kan være sammen. For at hun vil respektere mig. For at jeg kan respektere mig selv. Som det er nu er jeg intet uden mit ægteskab med skriften. Hystade.

Skriften er min bestandige ledsager, min spejling, min kraftudmåler og kampzone, mit fredelige rum til mig selv, øjeblikke af stor klarhed. Som væsen er hun kraftfuld; jeg elsker hendes kraft, og jeg elsker at lade den fylde mig, og ride på den lange, høje bølge der er er hendes bestandige potentiale, jeg kan falde ned fra, hvis jeg ikke er opmærksom og på og nærværende ad helvede til! Og jeg elsker, med en sejtrækkende stædighed og en langt skarpere og mere egoistisk passion at binde hendes energi, styre bølgen ind i evigheden, tvinge den, skærpe den, pudse og polere den, ordne, komplettere, fuldstændiggøre og civilisere energien i skriften. Meget samleragtigt.

Hvis min skrift og jeg var et ægteskab, måtte jeg være sadist og hun en fri sjæl.

Nu ér jeg så bare perfektionistisk narcissist. Skriften er et gøremål, lettere tvangsbetonet og en erstatter af social omgang med andre mennesker, som jeg skyer netop for at kunne tænke i fred… Skriften og jeg er ikke et ægteskab. Jeg ønsker mig et andet menneske at dele resten af livet med. Og skrive, når det er muligt.

Jeg har erfaringer, jeg således håber at slippe for, erfaringer med at hade skriften, selv når bølgen var højest og renheden renest og al idioti mig tilgivet og afsindet længst mulig på afstand. Fordi hun på alle måder bygger sine broer bedre end en ven eller en elsker eller far og mor er i stand til…

Men skriften er kun en aktivitet.
Det ér kun en aktivitet!

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.