dansk + lærer ≠ dansklærer! (Digte er bare røvkedeligt lort!)

Med tilkomsten af internettet vil dansklæreren fortsat få sværere og sværere ved at fremstå autoritativt og må blive en form for kustode i det danske museum og efter bedste evne forsøge at samle de frie besøgendes interesse i det samme rum om det samme emne i den tid, der er afsat til det – gerne med personlig karisma, lækkert hår og fourageringer ind i de unges egen medieverden. Det skaber en særlig lærer.

 

Lisa siger: "That Strunge-guy... don't you agree he mostly embodies Danish loss of optimism in the 70's and as such is kind of NOT a real symbol of great Danish poetry, even if his image may be sufficiently rebel-like and commercially intertwined with the Punk-years to briefly grab the attention of young students of Danish?"

Sad til middag med en gymnasielærer i dansk og historie. I sådant selskab, i fald selskabet er begavet, hvilket var tilfældet hér, falder snakken uværgelig på digtere i pensum og dansklæreres valg af digtere at tage op i undervisningen – begge emner, der får blodet til at springe fra mine øjne.

Alle dansklærere, som ikke er bange for ikke at kunne være bagstopper på tolkningen af et digt over for klassen, bedes række hånden i vejret.

Ja, sagde min bordfælle, det er skræmmende at introducere digtere og forfattere, som ikke er anerkendte, gennemprøvede, gennemanalyserede. (Ærgeligt, at jeg først nu tænker, at alle digtere i undervisningen for fanden da må have været nye på ét eller andet tidspunkt – er det på lærerseminaret, nyere forfattere introduceres, én gang for alle…?! )

Hvorfor ikke bare google digt og vælge en tilfældig resultatside og præsentere eleverne for muligheden for en samtale om, hvad digtet sagde dem og i samtalen komme frem til, hvilke redskaber de intuitivt anvendte for at nå frem til deres opfattelse? – forslog jeg ham.

Dansklæreren riposterede med historien om en gang, han havde undervist voksne og en forsagt elev havde spurgt, om ikke det var muligt anonymt at anvende et af hans digte i undervisning – hvilket dansklæreren turde, med resultatet at alle i klassen fandt det her digt meget federe end noget andet, de havde været præsenteret for – mere nutidigt, relevant og… godt! Det fik mig næsten til at græde, men jeg bliver jo aldrig tilfreds: Dansklærere bør have samme rem af huden som digtere – give sig til kulturen, uselvisk og i hensynsløst sigte mod begejstrende sprog(kund)skabeN snarere end efteraben alt kendt! (Og jaja, først kravle, så gå… BLA! Nej, hér hold min hånd, så går vi!)

Så… alle dansklærere, som har en afklaret holdning til og præference ift. digte uden for pensum eller kanon, ræk venligst hånden i vejret.

Kanon er en samlingsfaktor, et bud enten på litterær kultur eller essensen af den nationale kultur, og som sådan ikke beregnet på analyse. Ønsker man af litterære grund at analysere dens bestanddele, dvs. bøgerne, misser man pointen – om end der givet er meget at analysere, hvis man i sin analyse indregner den faktor, at en kanon er et politisk redskab, skabt af en politisk fløj – og som sådan endnu et område af kulturen, hvor partipolitikkamphundene, som de territorieafpissere hele bundtet er, har fundet ud af at strinte deres stank til afmærkning for senere politiske farveskifter.

Pensum er ligeledes et politisk redskab, men en smule løsere i tøjret end kanon (ikke meget). Man skal selvklart lære at læse sit sprog (og dermed sig selv) af at gå i skole, men da dansklærere ikke pr. definition har forudsætninger for hverken at håndtere eller inspirere elevers kunstnerisk/intuitivt følelsesvækkende skrivetalent, øves evnen til at læse og se skriften i kortene på andre forfattere – på samme måde som en kørerlærer tager sine elever igennem stort set de samme gader og veje i forberedelsen til køreprøven. Men netop disse faste ruter med blikket mod eksamen kan ses som det der retfærdigør, at digtere og forfattere, der ikke er bredt anerkendt, sjældent satses på i undervisningen: En dansklærer er ansat med ansvar at leve op til, og kan ikke uden videre være sikker på, om nye forfattere vil have tyngde nok til bredkulturel analyse. Og dermed en god eksamen, med efterprøvede evner til at læse og fatte en teksts udgave af den danske kultur, og dermed et større billede af kulturen end det i bogen fremviste. For ikke at tale om, at læreren ved valg af uprøvede forfattere og digtere kan havne i, at eleverne ikke er forberedte på at kunne forstå/perspektivere disse forfattere/digtere. (Og opgive elever, som oplevelser af verden uden for rationale truer, gør man jo ikke).

Hånden op, dansklærere, hvis I mener, at det ikke er nok, at elever bryder sig intuitivt om ting de læser, eller ikke bryder sig om. Nej, I behøver ikke holde dem oppe 😀

Elever skal lære hvorfor og hvorfor ikke – hvad enten sådan fremgangsmåde tænder dem af på litteratur, gør dem eksamensparate, eller vækker dem til litteratur som filosoffer til Nietzsches hemmelige breve. “Captain, my Captain” på katederet får ingen lærere vitterlig løn nok for, selvom deres entusiasme måtte være stor. Og det ér nemmest og mest lærerfamilievenligt bare at bruge den kendte litteratur.

Dansklærere for teenagere og unge voksne har en stor opgave, kun kort tid til den, og er i unfair konkurrence med udenlandske sprog og budskaber, kropslige hormoner og medieskabt opmærksomhedsdeficiens. Men for mig at se burde netop nødvendigheden af at engagere eleverne i samtale om det for læreren ukendte så være desto meget større: Lærerens rygmarvsviden gør nok eleverne trygge, men mindsker samtidig dén spænding og friktion, der gør ting interessante at lære. En lærers uviden, hvis den indrømmes i dialog, og omgives af viden, skaber det (kreative) kaos, af hvilket ethvert fællesskab fødes. Og muliggør samarbejde snarere end egoistisk fokus på rette svar og besvarelsers belønninger og straf. Elever vil opleve! (Indtil de bliver trætte og må fordøje).

Jeg er ikke dansklærer, men jeg underviser gerne i dansk ud fra den subjektive vinkel: hvad føles rigtigt, sat i skrift. Meget enkelt sagt – ud fra den danske grammatiks relative pauseindikationer, som har potentialet til i de rette hænder at vække noget i modtageren alene ved afsættet i forfatterens/digterens vejrtrækning, som den er bundet i grammatikken, linieskift, kursiv, fed skrift o.a. Afkodningen af pauseindikationer  i en tekst er RØV-simpelt, og kan ikke erstatte forståelsen af den danske kultur, men ved forståelsesmæssigt at placere sig i den skrivendes krop, når man læser, får man et indblik i kulturens mennesker, der er uafhængigt af de beskrivelige (og dermed politisk kontrollérbare) faktorer, vi normalt forbinder med forfattere. Et væsentligt skridt på vejen til at lære at tænke selv – uafhængigheden af mentale dogmer og direkte kontakt til den tænkende og sansende digter/forfatters krop. Gennem åndedrættet bundet i teksten.

Dansklærere, som føler bare en anelse ærefrygt i rum med en skriftkunstner, kulturen anerkender, og derfor jævnligt kommer til at overføre samme følelse til undervisningens brug af skriftlige eksempler, snarere end at undervise eleverne i at tro på egne følelser og tanker i forhold til det læstes form og indhold, skabt af mennesker som dem selv, der kontinuerligt kæmper for at holde sig tænkende på trods af mediers undergravende ensretning og bestsellerismens konsekvenser for al anden skrift, ræk hånd og hænder i vejret indtil det gør ondt.

Der er et langt efterslæb fra hele tankpasserkulturens opfattelse af viden og forståelse som noget fast fikseret. Med tilkomsten af internettet, og især søgemaskinernes svar på stillede spørgsmål, fremgår det tydeligt at sandheden hverken findes derude eller postuleres statisk (wikipedia f.eks.). At ethvert udsagn til enhver tid kan kontrasteres af sin modsætning. Dansklæreren vil derfor have sværere og sværere ved at fremstå autoritativt og må således – hvis han forbliver repræsentant for et stift system af politiske og administrative kassetænkere – træde tillbage og blive en form for kustode i det danske museum og efter bedste evne forsøge at samle de frie besøgendes interesse i det samme rum om det samme emne i den tid, der er afsat til det – gerne med personlig karisma, lækkert hår og fourageringer ind i de unges egen medieverden. Det skaber en særlig lærer.

Hånden op, dem der ikke mener, at dansklæreren af i dag er mindre lærer end aktiveringspædagog, og at en ole opfinder behøves hvad angår at fastholde de unges interesse.

Er det vigtigt at bevare billedet af litteraturen/skriften som beholder for alt, man kan formulere af forståelse omkring sit samfund – bevare i sig selv og over for sine elever? Eller omvendt – er det muligt at bevare litteraturen litterær og samtidig så alménmenneskelig, at den unge generation med sin netværksmentalitet og facebook-udjævning af alle til blot-mennesker ikke vil føle sig skubbet på afstand eller tvunget til heltedyrkelse af gamle guder?

I hvert fald som delvis forudsætning er dansklæreren nødt til at lade teksteffenhed være et talent, som alle i teorien kan besidde og enhver, der besidder, kan raffinere til ypperlighed, uden at læreren er tvunget til at fremstå som dygtigere. Altså, et menneskeligt træk på lige fod med andre talenter, man beundrer og ønsker for sig selv eller ønsker produkterne af. Og hértil kunne introduktionen af mindre kendte digtere og novelleforfattere være en vej – lutret på dansklærerens utaknemmelige hyre, i fritid og timer stjålet fra familiens nød: det, som læreren er usikker over for, men alligevel tør risikere elevernes respekt for: For at forstå det anerkendte gode og dermed opnå en forståelse for, hvordan man bliver manipuleret med (anerkendt) kvalitet, er man nødt til at have noget at sammenligne med: Det, man selv synes er godt og retten til at synes det.

Der er intet som et menneske, der stiller sig ud på vippen og risikere hajer og krokodiller og heftig strøm for at frelse gidslerne om bord fra den sikre død. Det ér et luset job at skulle finde undervisningspotentiale i nydelsesmateriale. Virkelig, det ér det. Men når dansklæreren opgiver den sikre vej til fordel for skabelsen af vejen sammen med eleverne, hvad enten det er undervisning i at læse, skrive, forstå, kvantificere, associere osv, skabes dét dansk, som ligger underneden den vestlige rationalismes stynede metoder at kontrollere virkeligheden og “naturen” på: Fællesskabets dansk, hvor læreren ikke længere er kulturbærer, og eleverne ikke længere er tomme kar, men mennesker sammen, der kun har hinanden at lære af.

Hænderne i vejret, dansklærere, som i følge eget princip er menneske med jeres elever, hver dag, koste hvad det koste vil: Fordi det koster mere at lade digte og fortællinger betyde det samme, år ud og år ind, for elitens viderebygning på det gamle fundament, 1000-årsriget på mjød og kanon, end det gør at mærke efter selv og risikere ikke at ane, hvad man som lærer, voksen, forældrer, menneske skal sige, lige nu.

Author: krabat

digter, forlægger, oversætter, admin på kunstnerhotellet menneske.dk

15 thoughts on “dansk + lærer ≠ dansklærer! (Digte er bare røvkedeligt lort!)”

  1. Krabat er en ypperlig digter, så meget at sproget fortabes i en hel masse usagte ting og sådan er sproget, men skal der digtes, må man forholde sig til ordet… lade dansklæreren komme med sit indput, hvis han kan!!! for ordenes rod svinder ofte ind til ingenting og først da, går sproget tabt.

    Hvis man som Krabat ikke tør forholde sig til ordets ekstrakt, så står dansklærerne fortabt – i gisninger, analyser og andet makværk

    Lad os dog gå tilbage til det egentlige… hvad er formålet med at digte/fortælle – back to basic, er det evnen til at viderebringe livet, som budbringeren opfatter det samtidig med, at budbringeren gør sig det klart… at det skrevne/talte, kun kan opleves gennem modtageren

  2. Min ven, B, er skriveunderviser på en af FGK’erne i landet – han har undervist 120 lærerstuderende i at undervise elever i at skrive. Han stillede dem en opgave – 1 sides stil; alle havde 2 måneders varsel, 4 afleverede, nogle få dryppede ind efter deadline, og ingen kunne sætte korrekt komma, formulere sig eller forholde sig til noget interessant.

    De lærerstuderende skriver ikke selv – kun sms’er og korte mails. Hvordan skal de kunne forholde sig til selv at motivere elever til at skrive?

  3. @Klaus Rød : med “at snige en usikkerhed ind” taler jeg nok som digteren over for dansklæreren. Dansklæreren har ingen forpligtelse til at søge uden for sit vidensfelt, har ingen forpligtelse til ikke at vide. Har i realiteten heller ikke det modsatte, så vidt jeg ved – blot eleverne opfylder bekendtgørelsens rammer, når eksamen står for døren.

    Men, jeg ved i virkeligheden intet om at være dansklærer. Jeg TROR så heller ikke ret mange dansklærere ved, hvad det vil sige at være digter. Det er nok ikke en tilstand eller en indgang til verden, som man kan analysere sig frem til. Ligesom jeg heller ikke reelt kan projicere andet end mine egne behov, når jeg ser på dansk som pensum og de mennesker, kommer til at undervise i det.

    Analyserer man stadig digte? Hvad er sigtet? Hvordan taler du til de unges følsomhed uden at befamle dem? Hvordan vækker du deres tiltro til egne følelser og egen sensitivitet? Hvordan berører du dem, når dem, og når de dig på noget væsentligt niveau? Kan du stå foran dem som dig selv – eller har du læreren på det meste af tiden?

    At være digter er for mig en byrde ad helvede til. Jo ældre jeg bliver, desto mere ønsker jeg, at det aldrig var brudt ud. Og straks jeg har tænkt tanken, stryger jeg mig over sjælen og siger “så, så”. At tale på den måde, som digte er, NÅR DET LYKKES, overgår god sex og social omgang.

    Hvis du ikke har mistet interessen, er der nogle interviews oppe i menuen, som fortæller en del om at være digter, som jeg oplever det.

    Det er blevet en integral del af min virkelig, dét at digte. Det sker i mange jobs. Man identificerer sig med sit virke, det bliver en gerning. Unge har egentlig kun ét virke, og det er at være ung. De burde skulle holdes fra, at det bliver en gerning at være ung – så de mister det før tid – ved at de selv får lov at erkende og opdage og udforske og undersøge. Og det kan de nemt, hvis deres virkelighed er pensum. For så går de ikke så langt videre.

    Jeg ved meget bedre end da jeg skrev indlægget for over halvanden år siden. Selvfølgelig skal man have nogle rammer. Normalfungerende unge skal nok finde ud af at bryde de rammer, der er urimelige. Men jeg har et stort ønske om, at rammeangivelserne ikke bliver opfattet som en sovepude. At simple brud med rammerne, eller retlinær opfyldelse af dem, er alt der behøves for at indfri omverdens plus egne krav om selvstændighed.

    Jeg behøver, at lærere tør fortælle eleverne, at der er mere end simple regelbrud. At denne verdens elendighed er bygget på regellbrud. Og dens glæde for en stor del bygget på det samme, hvis ikke på opdagelse af dét, der ikke er regelsat. Forundring og harme er gode følelser.

    Hvis jeg var dansklærer, ville jeg tale meget om mønstergenkendelse. Mønstergenkendelse og ego-afgivelse. Hvad ville du skrive og tale om, hvis du var digter?

  4. Nå ja, jeg tæbnkte sitet også var til lidt ordgejl og infight.
    Jeg er med på dit projekt – og alle der tager sproget alvorligt (på tålelig måde) er jeg grundlæggende ikke uenige med. Jeg tænker ikke over bekendtgørelsens rammer så meget – vi har en tjekliste på forfatternavne, et antal værker, et spredningskrav – og selvom det for den udenforstående allerede lyder frygteligt snærende, så er det det ikke. Jeg møder gerne og ofte mine elever på deres præmisser. Mest fordi de ikke har ret mange fordomme om, hvor det er jeg er. Det kan være en god oplevelse. Jeg ved ikke om jeg kan snige en usikkerhed ind … hvordan gør man det?
    Pikeret blev jeg nok primært fordi – ja, jeg synes ikke du taler om mig eller mine kolleger. Du har helt givet en anden opfattelse end jeg. Virkelighed kan vi også kalde det. Det har jeg så også.

  5. @Klaus Rød : 😀

    Nu synes jeg ikke, at jeg gør (noget) op ad dig. Men kan du bevæge dig andet end inden for rammerne af bekendtgørelsen? Kan du snige en usikkerhed ind, en sårbarhed, der stiller dig lige med dine elever? Det er dét, jeg taler om?

    jeg håber det. Men nu siger du ikke så meget. Du møder mig ikke. Du kritiserer end ikke rigtigt. Men du har svaret med en kommentar, så ud over at blive pikeret over så langt et indlæg det var, må indholdet alligevel have truffet dig? Et eller andet sted? Tager jeg helt fejl? Taler jeg om en anden tid? En anden virkelighed end din? End alle andres end min egen?

  6. Jeg er måske det forkerte træ at gø op ad. Eller også kan jeg bare ikke se jeg er en stynet stodder og kvælende kulturbærer, der møder eleverne med tommelskruer og ditto -fingerregler for ret og vrang i sprogets verden. Jeg tror dog på at mødet altid allerede bærer frugt, fordi det er kulturer der mødes. At mødes bliver mere eller mindre frugtbart af at være forberedt kan sagtens diskuteres – men tror man ikke på møder … tror du der er møder, der ikke er møder så kan vi ikke mødes.
    Mvh Gymnasielæreren

  7. @Klaus Rød : “når dansklæreren opgiver den sikre vej til fordel for skabelsen af vejen sammen med eleverne, hvad enten det er undervisning i at læse, skrive, forstå, kvantificere, associere osv, skabes dét dansk, som ligger underneden den vestlige rationalismes stynede metoder at kontrollere virkeligheden og “naturen” på: Fællesskabets dansk, hvor læreren ikke længere er kulturbærer, og eleverne ikke længere er tomme kar, men mennesker sammen, der kun har hinanden at lære af.” Det er dét, jeg har at sige. OG det kan kun siges i kontekst.

    Jeg vil sige, at jeg ikke har skrevet nok om det.

    Hvad gør du? Hvordan former din lærervirkelighed sig – med hvilken aldersklasse?

  8. Jeg antager det skal opfattes som du står ved dine holdninger – hvad du for Guds skyld da også skal gøre.
    Jeg har dog to bemærkninger udover den første: 1) Alle dansklærere kender glæden ved at arbejde med ukendt stof – ofte ligger arbejdet dog inden mødet med eleverne … af respekt for eleverne. 2) Nye fag og nye bekendtgørelser har øget frekvensen af ukendt stof. (men) Vi har også fået nye elever.

  9. Tydeligt hr Krabat har en prik med dansklærere og (meget) gerne vil ændre deres adfærd. Men træder han ikke på sine egne tæer ved at udbrede (ganske vist humoristisk) sig over SÅ lang en elegi, at selv hårdføre, spægede, orm- og stivstukne dansklærere falder hen?

  10. Er det sådan, at eleverne pga. det forbandede pensum er indstillet på at skulle fra A-Å nemmest muligt med bedst muligt resultat – eller er det faktisk muligt at opleve klasser med behov for at lære at tænke selv?

Leave a Reply to krabat Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Note: Commenter is allowed to use '@User+blank' to automatically notify your reply to other commenter. e.g, if ABC is one of commenter of this post, then write '@ABC '(exclude ') will automatically send your comment to ABC. Using '@all ' to notify all previous commenters. Be sure that the value of User should exactly match with commenter's name (case sensitive).

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.