dansk + lærer ≠ dansklærer! (Digte er bare røvkedeligt lort!)

Med tilkomsten af internettet vil dansklæreren fortsat få sværere og sværere ved at fremstå autoritativt og må blive en form for kustode i det danske museum og efter bedste evne forsøge at samle de frie besøgendes interesse i det samme rum om det samme emne i den tid, der er afsat til det – gerne med personlig karisma, lækkert hår og fourageringer ind i de unges egen medieverden. Det skaber en særlig lærer.

Share

 

Lisa siger: "That Strunge-guy... don't you agree he mostly embodies Danish loss of optimism in the 70's and as such is kind of NOT a real symbol of great Danish poetry, even if his image may be sufficiently rebel-like and commercially intertwined with the Punk-years to briefly grab the attention of young students of Danish?"

Sad til middag med en gymnasielærer i dansk og historie. I sådant selskab, i fald selskabet er begavet, hvilket var tilfældet hér, falder snakken uværgelig på digtere i pensum og dansklæreres valg af digtere at tage op i undervisningen – begge emner, der får blodet til at springe fra mine øjne.

Alle dansklærere, som ikke er bange for ikke at kunne være bagstopper på tolkningen af et digt over for klassen, bedes række hånden i vejret.

Ja, sagde min bordfælle, det er skræmmende at introducere digtere og forfattere, som ikke er anerkendte, gennemprøvede, gennemanalyserede. (Ærgeligt, at jeg først nu tænker, at alle digtere i undervisningen for fanden da må have været nye på ét eller andet tidspunkt – er det på lærerseminaret, nyere forfattere introduceres, én gang for alle…?! )

Hvorfor ikke bare google digt og vælge en tilfældig resultatside og præsentere eleverne for muligheden for en samtale om, hvad digtet sagde dem og i samtalen komme frem til, hvilke redskaber de intuitivt anvendte for at nå frem til deres opfattelse? – forslog jeg ham.

Dansklæreren riposterede med historien om en gang, han havde undervist voksne og en forsagt elev havde spurgt, om ikke det var muligt anonymt at anvende et af hans digte i undervisning – hvilket dansklæreren turde, med resultatet at alle i klassen fandt det her digt meget federe end noget andet, de havde været præsenteret for – mere nutidigt, relevant og… godt! Det fik mig næsten til at græde, men jeg bliver jo aldrig tilfreds: Dansklærere bør have samme rem af huden som digtere – give sig til kulturen, uselvisk og i hensynsløst sigte mod begejstrende sprog(kund)skabeN snarere end efteraben alt kendt! (Og jaja, først kravle, så gå… BLA! Nej, hér hold min hånd, så går vi!)

Så… alle dansklærere, som har en afklaret holdning til og præference ift. digte uden for pensum eller kanon, ræk venligst hånden i vejret.

Kanon er en samlingsfaktor, et bud enten på litterær kultur eller essensen af den nationale kultur, og som sådan ikke beregnet på analyse. Ønsker man af litterære grund at analysere dens bestanddele, dvs. bøgerne, misser man pointen – om end der givet er meget at analysere, hvis man i sin analyse indregner den faktor, at en kanon er et politisk redskab, skabt af en politisk fløj – og som sådan endnu et område af kulturen, hvor partipolitikkamphundene, som de territorieafpissere hele bundtet er, har fundet ud af at strinte deres stank til afmærkning for senere politiske farveskifter.

Pensum er ligeledes et politisk redskab, men en smule løsere i tøjret end kanon (ikke meget). Man skal selvklart lære at læse sit sprog (og dermed sig selv) af at gå i skole, men da dansklærere ikke pr. definition har forudsætninger for hverken at håndtere eller inspirere elevers kunstnerisk/intuitivt følelsesvækkende skrivetalent, øves evnen til at læse og se skriften i kortene på andre forfattere – på samme måde som en kørerlærer tager sine elever igennem stort set de samme gader og veje i forberedelsen til køreprøven. Men netop disse faste ruter med blikket mod eksamen kan ses som det der retfærdigør, at digtere og forfattere, der ikke er bredt anerkendt, sjældent satses på i undervisningen: En dansklærer er ansat med ansvar at leve op til, og kan ikke uden videre være sikker på, om nye forfattere vil have tyngde nok til bredkulturel analyse. Og dermed en god eksamen, med efterprøvede evner til at læse og fatte en teksts udgave af den danske kultur, og dermed et større billede af kulturen end det i bogen fremviste. For ikke at tale om, at læreren ved valg af uprøvede forfattere og digtere kan havne i, at eleverne ikke er forberedte på at kunne forstå/perspektivere disse forfattere/digtere. (Og opgive elever, som oplevelser af verden uden for rationale truer, gør man jo ikke).

Hånden op, dansklærere, hvis I mener, at det ikke er nok, at elever bryder sig intuitivt om ting de læser, eller ikke bryder sig om. Nej, I behøver ikke holde dem oppe 😀

Elever skal lære hvorfor og hvorfor ikke – hvad enten sådan fremgangsmåde tænder dem af på litteratur, gør dem eksamensparate, eller vækker dem til litteratur som filosoffer til Nietzsches hemmelige breve. “Captain, my Captain” på katederet får ingen lærere vitterlig løn nok for, selvom deres entusiasme måtte være stor. Og det ér nemmest og mest lærerfamilievenligt bare at bruge den kendte litteratur.

Dansklærere for teenagere og unge voksne har en stor opgave, kun kort tid til den, og er i unfair konkurrence med udenlandske sprog og budskaber, kropslige hormoner og medieskabt opmærksomhedsdeficiens. Men for mig at se burde netop nødvendigheden af at engagere eleverne i samtale om det for læreren ukendte så være desto meget større: Lærerens rygmarvsviden gør nok eleverne trygge, men mindsker samtidig dén spænding og friktion, der gør ting interessante at lære. En lærers uviden, hvis den indrømmes i dialog, og omgives af viden, skaber det (kreative) kaos, af hvilket ethvert fællesskab fødes. Og muliggør samarbejde snarere end egoistisk fokus på rette svar og besvarelsers belønninger og straf. Elever vil opleve! (Indtil de bliver trætte og må fordøje).

Jeg er ikke dansklærer, men jeg underviser gerne i dansk ud fra den subjektive vinkel: hvad føles rigtigt, sat i skrift. Meget enkelt sagt – ud fra den danske grammatiks relative pauseindikationer, som har potentialet til i de rette hænder at vække noget i modtageren alene ved afsættet i forfatterens/digterens vejrtrækning, som den er bundet i grammatikken, linieskift, kursiv, fed skrift o.a. Afkodningen af pauseindikationer  i en tekst er RØV-simpelt, og kan ikke erstatte forståelsen af den danske kultur, men ved forståelsesmæssigt at placere sig i den skrivendes krop, når man læser, får man et indblik i kulturens mennesker, der er uafhængigt af de beskrivelige (og dermed politisk kontrollérbare) faktorer, vi normalt forbinder med forfattere. Et væsentligt skridt på vejen til at lære at tænke selv – uafhængigheden af mentale dogmer og direkte kontakt til den tænkende og sansende digter/forfatters krop. Gennem åndedrættet bundet i teksten.

Dansklærere, som føler bare en anelse ærefrygt i rum med en skriftkunstner, kulturen anerkender, og derfor jævnligt kommer til at overføre samme følelse til undervisningens brug af skriftlige eksempler, snarere end at undervise eleverne i at tro på egne følelser og tanker i forhold til det læstes form og indhold, skabt af mennesker som dem selv, der kontinuerligt kæmper for at holde sig tænkende på trods af mediers undergravende ensretning og bestsellerismens konsekvenser for al anden skrift, ræk hånd og hænder i vejret indtil det gør ondt.

Der er et langt efterslæb fra hele tankpasserkulturens opfattelse af viden og forståelse som noget fast fikseret. Med tilkomsten af internettet, og især søgemaskinernes svar på stillede spørgsmål, fremgår det tydeligt at sandheden hverken findes derude eller postuleres statisk (wikipedia f.eks.). At ethvert udsagn til enhver tid kan kontrasteres af sin modsætning. Dansklæreren vil derfor have sværere og sværere ved at fremstå autoritativt og må således – hvis han forbliver repræsentant for et stift system af politiske og administrative kassetænkere – træde tillbage og blive en form for kustode i det danske museum og efter bedste evne forsøge at samle de frie besøgendes interesse i det samme rum om det samme emne i den tid, der er afsat til det – gerne med personlig karisma, lækkert hår og fourageringer ind i de unges egen medieverden. Det skaber en særlig lærer.

Hånden op, dem der ikke mener, at dansklæreren af i dag er mindre lærer end aktiveringspædagog, og at en ole opfinder behøves hvad angår at fastholde de unges interesse.

Er det vigtigt at bevare billedet af litteraturen/skriften som beholder for alt, man kan formulere af forståelse omkring sit samfund – bevare i sig selv og over for sine elever? Eller omvendt – er det muligt at bevare litteraturen litterær og samtidig så alménmenneskelig, at den unge generation med sin netværksmentalitet og facebook-udjævning af alle til blot-mennesker ikke vil føle sig skubbet på afstand eller tvunget til heltedyrkelse af gamle guder?

I hvert fald som delvis forudsætning er dansklæreren nødt til at lade teksteffenhed være et talent, som alle i teorien kan besidde og enhver, der besidder, kan raffinere til ypperlighed, uden at læreren er tvunget til at fremstå som dygtigere. Altså, et menneskeligt træk på lige fod med andre talenter, man beundrer og ønsker for sig selv eller ønsker produkterne af. Og hértil kunne introduktionen af mindre kendte digtere og novelleforfattere være en vej – lutret på dansklærerens utaknemmelige hyre, i fritid og timer stjålet fra familiens nød: det, som læreren er usikker over for, men alligevel tør risikere elevernes respekt for: For at forstå det anerkendte gode og dermed opnå en forståelse for, hvordan man bliver manipuleret med (anerkendt) kvalitet, er man nødt til at have noget at sammenligne med: Det, man selv synes er godt og retten til at synes det.

Der er intet som et menneske, der stiller sig ud på vippen og risikere hajer og krokodiller og heftig strøm for at frelse gidslerne om bord fra den sikre død. Det ér et luset job at skulle finde undervisningspotentiale i nydelsesmateriale. Virkelig, det ér det. Men når dansklæreren opgiver den sikre vej til fordel for skabelsen af vejen sammen med eleverne, hvad enten det er undervisning i at læse, skrive, forstå, kvantificere, associere osv, skabes dét dansk, som ligger underneden den vestlige rationalismes stynede metoder at kontrollere virkeligheden og “naturen” på: Fællesskabets dansk, hvor læreren ikke længere er kulturbærer, og eleverne ikke længere er tomme kar, men mennesker sammen, der kun har hinanden at lære af.

Hænderne i vejret, dansklærere, som i følge eget princip er menneske med jeres elever, hver dag, koste hvad det koste vil: Fordi det koster mere at lade digte og fortællinger betyde det samme, år ud og år ind, for elitens viderebygning på det gamle fundament, 1000-årsriget på mjød og kanon, end det gør at mærke efter selv og risikere ikke at ane, hvad man som lærer, voksen, forældrer, menneske skal sige, lige nu.

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.