Dit forbrug betaler for dit forbrug

I den nuværende markedsøkonomiske model er alles forbrug nødvendig for at fortsætte med at skabe penge til forbrug. Det er en i stigende grad usikker platform at stå på, som vil ramle. Vi har muligheden for at ændre det bevidst, få det til at ramle, men gøre det vel vidende hvorfor.

Share

Det meste af verdens økonomi er skruet sammen som et lukket kredsløb. Eneste undtagelse er små, lokale naturalieøkonomier og fiktive nationer, hvor alle har “samme indtægt”.

I det lukkede kredsløb er det forbruget, der afgør statens indtægter – i kontrollerede økonomier sættes skat, moms og afgifter så højt, at disse indtægter kan betale for vedligehold af infrastruktur, uddannelse, sociale ydelser, sundshedssektoren, plejesektoren, renovation, energi og varme, forskning osv osv osv. I ukontrollerede økonomier med lav skat og tilsvarende lav indkomst er mange områder på mere eller mindre private hænder, og staten får i bedste fald sin indkomst fra salg af råstoffer og/eller energi til højestbydende, i værste fald er der ikke mange penge til skabelse og vedligehold af infrastruktur.

I dette, enorme lukkede kredsløb kan det ekstremt svært lade sig gøre at lave om på præmisserne, dvs. for én nation at standse op og lave en nationaløkonomisk struktur om til anden/andre indtægtsmodeller, der 1. ikke er ris til egen røv, 2. ikke bliver skudt i sænk af resten af verdens nationers fastholdelse af den gamle model, som man ikke skal få dårlig samvittighed over at opfatte som et komplekst Ponzi-system.

Forbrugeren skaber arbejdspladser med sit forbrug. Ophører forbrugeren med at forbruge, bliver der færre arbejdspladser; i kontrollerede økonomier stiger statens byrde, med to muligheder til følge: skatte- og afgiftsstigninger, eller frasælgelse af statens ansvar, dvs. mindskelse af fordelingsbeløbet til offentligt støttede områder; i ukontrollerede økonomier vokser forfaldet og fattigdommen.

Forbrugeren er således forpligtet til at forbruge.

Uden forbrug = Arbejdsløshed.

Arbejdsløshed = Færre penge til alle.

Færre penge til alle = Færre penge til forbrug.

Færre penge til forbrug = ?

Det sjove er hér, at i personlige krisetider bruger dem, der ikke længere har så meget som før (til forskel fra at være født ind i fattigdom), gerne forholdsvist flere penge, end da de havde en større indkomst. Og hvis det ikke standses, gældsættes disse (mange) borgere til lånbydere for at financiere statens ansvarsområder, som defineret af de indvalgte politikere.

Det er ikke forkert at sige, at der spekuleres i disse menneskelige mekanismer, både når der forhandles i magtens korridorer og når banker laver nye lånudbud: Kan politikerne med medierne til hjælp skabe en håndtérbar krise, kan de rent politisk se godt ud på papiret, ved at undlade at hæve skatterne, men faktisk er befolkningens låntagning til forbrug i krisetider at regne som en godtaget eller fremmanipuleret sekundærskat.

Når den førte politik handler mere om at sidde ved magten end egentlig at føre politik på borgernes vegne, hérunder oplysning i form af indblik i hver enkelts ansvar for helheden set fra en økonomisk vinkel, bliver det mere risikabelt at undlade at stabilisere samfundet lokalt gennem at fremkalde og fastholde disse kriser. I stedet for små op og nedture, kan store opsving og recessioner blive følgen.

Det er dét, vi sér i dag.

Forbruget er alfa og omega. Firmaer, der sælger varer, som folk køber mere af i krisetider, hérunder også underholdning og kommunikation, tjener OGSÅ i krisetider, og har derfor ingen interesse i at undgå de små krisetider. Og låntagere tjener penge. Og eksportører af forbrugsgoder tjener penge.

Når kriseskabelsen løber magthaverne og finansverdenen af hænde, som tilfældet var i USA med bankers og forsikringsselskabers tilladelse til samarbejde (godkendt af præsident Clinton i 1999 efter 40 års lobbyisme for at få det til at ske) og efterfølgende udbud af hedge fonds, som er et ponzi-system, kommer de store udsving, hvor folk bliver langvarigt arbejdsløse, bliver ude af stand til at låne mere eller personligt konkurs, så de må gå fra hus og hjem, og bliver statens ansvar. En stat, som i USAs tilfælde føler sig nødsaget til at lægge investeringerne andetsteds, og således kun kan hente pengene to steder: I gældsætning til udlandet, og/eller nationalt dér, hvor pengene bliver tjent: Hos forbrugerne. Store firmaers aktionærer kræver afkast for investering, så, set fra en stabiliserende national vinkel, er det bedre at plukke dém, der ikke kan slå igen.

En regering, som er uvillig til at hente pengene hos de største firmaer, støtter principielt eller bevidst en gruppe mennesker i at blive meget rige. Teorier om nepotisme og sammensværgelser ligger lige for, men er egentlig ganske unødvendige for at forklare, hvorfor 80% af pengene altid havner i lommerne på 20% af befolkningen, idet de store firmaer styrer så enormt mange arbejdspladser og derved har stor politisk indflydelse, til egen indtjeningsfordel.

I ukontrollerede økonomier er fordelingen endnu skævere – her er det stort set kun magteliten, der har penge, mens resten kun har til dagen og vejen. Indrømmet, nogle steder forsøger man fra politisk hold at genuddanne befolkningen, ikke til maxisme, men til accept af nationalt sét at sætte tæring efter næring, men resten af verdens frygt for at skulle give afkald på egne goder gør dem til genstand for angreb på alle fronter, herunder andre landes undergravende virksomhed i form af forsøg på at skabe trang til forbrug.

De fleste firmaers fremfærd er grundlæggende en vedvarende magtkamp, hvor det handler om at true resten af befolkningen til underkastelse – det høres tit som “Hvis vi skal til at betale mere, flytter vi vores (store) virksomhed til udlandet – vi vil betales for at være motiverede til at støtte det danske samfund, eksportmarkedet og vores totale økonomi med vores produktion.” Men for de flestes vedkommende ér det kun gøen – så længe virksomhedsbeskatningen er ens for alle og ingen opleves tvunget til beskatning ud over, hvad skatteloven hidtil har muliggjort af brug af fradrag.

På den anden side står arbejdernes repræsentanter og bjæffer. For arbejderne skal jo bestemt ikke snydes for noget, og løntilbagegang er ikke en styrkende position for lavtuddannede, hverken forståelsesmæssigt; som nyttige forbrugere motiveret af mulighed for forbrug, eller som forhindring af personlige konkurser. De fleste vil bare have det bedre, end de har det, nærmest uanset hvordan de har det, og sådan livskvalitet måles i forbrugsevne, tilkøb af ting og ydelser og oplevelser. Oplevelse af styrke og leveduelighed gennem økonomi til forbrug.

Det er meget, meget svært at bryde koblingen af de fælles muligheder til stort forbrug, eller det store forbrug som forudsætning for fælles muligheder. Forståelsen for Jorden som et fælles samfund er ikke sunket ind endnu, eller er ganske simpelt uønskelig hos de 20% meget rige og en endnu meget væsenlig del af almindelige lønmodtagere.

Indtil détte ændrer sig, kommer Jordens mange samfund til vedvarende at skabe nye forbrugsmarkeder og bruge løs af Jordens ressourcer, for at kunne have penge til forbrug. Der er så stor og skæv fordeling af ophobede økonomiske ressourcer, at hele fundamentet hviler på tilliden til de største og rigeste spillere på dette marked, snarere end på den værdi hele vores økonomiske infrastruktur tilføres af den enkeltes timer, tanker og følelser i arbejde. Hele det politiske fokus bliver på at forhindre skibet i at gå under, og det markeds- og investeringsmæssige på hvordan man kan nå at tømme skibet, inden det synker.

Ønsker vi bremse accellerationen i brug af ressourcer til forbrug, eller vende udviklingen hélt, dvs. begynde at passe på Jorden som fællesbolig, er en skrappere virksomheds- og formuebeskatning, låneudbudsbegrænsning, samt en omfattende oplysningskampagne om de økonomiske sammenhænge og borgernes ansvar for ikke at sparke til konstruktionen eneste mulighed.

Begge skal tilvælges med åbne øjne for konsekvenserne – at det kan medføre social uro, udelukkelse af fællesskab, kollaps af styreformer, måske krig, men også efterfølgende ændrede styreformer, hvoraf nogle vil danne præcedens for en hensigtsmæssig forholden til såvel individer som Jorden og Jordens folk, mens andre blot vil videreføre præcedens for despoti og fascisme. I denne proces vil mange givet dø. Men alternativet er, at alting kollapser alligevel, blot måske ikke i morgen og så længe, vi kan blive ved med at producere noget, som kan sælges – dvs. så længe der er råstoffer nok at producere af.

Spørgsmålet, mit spørgsmål er, om ikke det er bedre at forsøge at oplyse om konsekvenserne ved at vende skuden og forsøge at få opbakning til at gøre det, vs. ikke at gøre noget, lade alle med “penge nok” og opfattelse af forbrug som bedste opfattelse af livsduelighed, lykke og styrke om at skubbe problemerne til senere generationer og lade alle generelt forblive i uvidenhed om, hvad der kunne være gjort.

Spørgsmålet er retorisk.

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.