Kotka retreat, 2009, “KANTULA”

Ny TV-serie, PARADOX.

Share

 

Kotka, Finland, kl. 18.12.
Har set første afsnit af Paradox, en ny engelsk tv-serie om data fra fremtiden, der fortæller om ting, som vil ske – naturligvis ting, der efterlader sig fotograférbare spor, som eksplosioner, døde mennesker osv, som en politimand kan sætte tænderne i og efterforske som et puslespil. Det lover ikke godt, med mindre større ting er på spil i de kommende afsnit.
Meningsfulde historier bliver i det hele taget sværere og sværere at lave – om end jeg havde et hulkeøjeblik, da en af bipersonerne fik sit liv igen, efter at have troet at alt var forbi for ham. Filosofisk fokus er (kvalmende) Gud, tro, familie, redde livet osv.
Det vigtigste, vi kan fortælle i dag, er at livet betyder noget for hver enkelt. Ikke bare bestanddelene, der udgør den enkeltes liv, men livet i sig selv. Derfor er der så mange mord og ulykker på film – fordi livet er vigtigt. At kunne fortsætte med at leve, UANSET hvad der sker af politisk, økonomisk, og anden overgrebsperfiditet mod den enkelte eller grupper af mennesker. Livets fortsættelse. Jordens fortsættelse. Menneskenes fortsættelse. Det overskygger i stigende grad alt andet i dramatikken – fordi alle i større og større grad føler sig truet på sit eget liv med alt, hvad der sker. Og vi vil bare have det overstået, så vi kan komme videre, i fred og ro, med vores familie og vore drømme om fremtiden.
Men hvad hvis alle disse planer er ligegyldige, fordi det er uden betydning om vi lever eller dør? Det er dér religionen kommer ind: Livet SKAL betyde noget – for ellers betyder hverdagen ikke noget. Så er alt behag blot personlig gratifikation – nydelsen af familielivets glæder, arbejdets belønninger, kunstens skabelse, rejser, forbrugsgoder, forestillingen om en utruet alderdom: Livet skal betyde noget i sig selv.
Problemet er bare, at hvad det vil sige at leve med en indre tro aldrig egentlig bliver bespurgt, og “anvendes” religiøs tro som Livets Betydningsmotor, sker det som en selvfølgelighed. Som noget man bare har, eller ikke har. Og stakkels den, som ikke har… indre tro… på gud. Så er man hengivet videnskaben og det efterprøvelige i alle henseender, og således magtesløs, når man stilles over for det uforklarelige.
Det eneste, der kan redde denne serie fra fordummelsens adrenalinpumpende overdrev er, hvis de bevæger sig væk fra den klassiske A-forårsager-B-forårsager-C-osv., og forsøget ér der, i den dramatiske subtekst hér i første afsnit.
Men hvad skal almindelige mennesker bruge en uendelig kompleksitet til – at A ikke forårsager B som forårsager C osv. – når det er sådan, det ser ud for os, og selve måden vi planlægger alt i livet (med mindre vi arbejder med fysik, forsikring eller vejrfænomener)?
Eneste konklusion er tillid. I Tv-serien tillid til GUD, dvs. efterlivet og at “alt har en mening i det større perspektiv, for nogen ønsker det sådan”, men hvorfor ikke skridtet videre til ZEN: At det er uden betydning, om vi som enkeltindivider forstår eller ej, fordi den enkeltes indpasning i kosmos ikke kan sammenlignes med andre eller andet, og derfor er nødt til at afkræve den enkelte særlig hengivenhed = nærvær ift. egne udfordringer med kun præcis den mængde pres og eftergivenhed, der skal til for at befinde sig i centrum af sin eksistens? Også kaldet BALANCE.
Den her alfaderlige støtten på skulderen er røvtrættende og fastholder kun de bestående mekanismer, der understøtter alt det, som truer menneskene, enkeltvis og kollektivt.

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.