servage.net

Share

Så er menneske oppe igen, og med næsten ubegrænset kapacitet, efter endnu et serverflyt, der har givet genlyd ned gennem rækkerne: Vi blev ganske enkelt taget i røven af det forrige serverhotel.

Vi er derfor i den lykkelige situation, at vi kan tilbyde

en menneske-mail for 50 flade om året
subdomæne med FTP og stort set ubegrænset plads for 150 penge årligt.

Og så er der alle de features, man kan tænke sig.

Vi er kommet hjem.

menneske.dk flytter server

Share

I løbet af de næste par dage flytter menneske.dk server, og der kan i den forbindelse opstå nogle leveringsproblemer. 

Efterfølgende udbydes menneske-subdomæner for 150 kr. årligt og mailadresser til 50 kr. årligt.
Du kan altså få en hjemmeside, der hedder ditnavn.menneske.dk med FTP-adgang, og/eller en mailadresse, der hedder ditnavn@menneske.dk, med både adgang fra browser og til off-line-læsning via mailprogram. 
Adgang og opsætning er komplikationsfrit.
Skriv til undertegnede eller til helvildt snabelA menneske.dk. 

Science Fiction: “Lige under overfladen, 2” – novelleoverblik plus lektørudtalelse

LIUO 2, som jeg deltager i med “Historiens Korte Arm”, en fortælling om den udstødte del af menneskeheden, der haster med at forlader Jorden, da chancen for en ny begyndelse et andet sted byder sig.

Share

 

Et utroligt godt og sobert, og positivt, indlæg, der synopser alle 20 noveller i “I overfladen – lige under overfladen, 2”

Her følger lektørudtalelsen

OUH, Ord Under Himlen i Kongens Have, 2008

Opsamlende links på hele arrangementet.

Share

SUPER SOL OVER HAVEN.
SUPER ARRANGEMENT!
tak.

Velkomstside
MySpace-side

Deltagerne 2008

Foromtale (Fyns Stiftstidende)
Foromtale (Anne Lise Marstrand-Jørgensen)
Foromtale (Arrangørerne)
Foromtale (Urban)
Foromtale (Marie Zeuten)
Foromtale (MySpace, arrangørerne)
Foromtale (Fyldepennen.dk)
Foromtale (Dansk Forfatterforening, nyhederne)
Foromtale (Silhuet) plus kommentarer
Foromtale (Dansk-Svensk Forfatterselskab)
Foromtale (DRP2/Kulturnyt)

Oplevelse (Brian P. Ørnbøl på Kommunikationsforum) – gentaget på Storm Poetry m/ flere kommentarer.
Oplevelse (Silvestri, på egen blog)
Oplevelse (A. M. Vedsø-Olsesen på egen blog)
Oplevelse (Per-Olof Johansson på egen blog) plus digt skrevet til og læst på dagen
Oplevelse (Kristine Naundrup-Jensen på egen blog)
Oplevelse (mange deltagere kommenterer)

Kritik (John Skovmand på Facebook)
Imødegåelse af kritik (Arrangørerne)

Fællesbillede af de fleste af oplæserne
Vinderne af Tilfældighedsprisen 2008, plus andre billeder
50 fotos som slideshow
Fotos taget af Pia Valentin Lorenzen
Et logo i skyskrift

MySpace Videokanal – opload dine mobil- og kameravideoer

Kunst.dk – de generelle midler: Penge søgt til 5 forfattere

+ 4240 andre links. Ret godt gået hér knap 3 uger efter arrangementet.

Oplæsning på Poetisk Bureau i København 5.9.2008

Share

Programmet er som følger:

Kl. 20.00: poul g. exner
Kl. 20.15: Erik Stinus
Kl. 20.30: Kenneth Krabat
Kl. 20.45: Maja Lucas
Kl. 21.00: Jussi Adler-Olsen

Kl. 21.10 deklameres en lille rygepause og derefter fortsætter:

Kl. 21.25: Coral Rae McDonell
Kl. 21.30: Christian Yde Frostholm
Kl. 21.45: Martin Snoer Raaschou
Kl. 22.00: Martin Johs. Møller

LIDT OM AFTENENS POETER

Christian Yde Frostholm (f. 1963), forfatter, billedkunstner og Afsnit P-redaktør. Debut 1985. Seneste bøger: Mellem stationerne (Borgen 2000) og Afrevne ord (Borgen + Afsnit P 2004).

Coral Rae McDonell. Med rødder i Det Vilde Vest, iblandt cowboy’er og indianerhyl, forsøger jeg at genskabe noget af den intensitet som kommer af at vokse op iblandt klapperslanger og prærieblæst med et farvesprog som forvandler lerstøv til sprogblomster.

Erik Stinus (f.1934), forfatter og oversætter. Kommende værker dette efterår: Romanen Matu Maini (Vindrose) og udvalgte digte igennem halvtreds år (Vindrose). Ni digte(dansk/engelsk) læst op af forfatteren til kompositioner af Per Warming (cd. Politisk Revy).

Kenneth Krabat (f. 1963), ønsker at blive mere konkret, større ro til at virkeliggøre idéer, og betragter i dén forbindelse digte som ideer, ideer om verden og om livet, forslag til efterfølgelse, eller ikke. Viden er transitiv, lige som alle forhold er det. “Also this will pass” som buddismen siger. Kun Kærligheden, med stort K, er varig.

Maja Lucas (f. 1978) er cand.mag. i litteraturvidenskab og elev fra Forfatterskolen 2007. Hun har bidraget til adskillige litteraturtidsskrifter og debuterede i 2007 med novellesamlingen Jegfortællinger (Athene). I 2008 kortprosasamlingen Min far kan lide fugle (Athene).

Martin Johs. Møller (f.1982), forfatter, litterær blogger m.m., har senest udgivet bogen De helvedes lambier ødelægger mine sandheder (skrevet m. Rasmus Graff og Sigurd Buch Kristensen).

Martin Snoer Raaschou (f. 1983), elev på Forfatterskolen 2004-2006, medlem af digterfællesskabet Koordinat og medredaktør for tidsskriftet Banana Split. Digte i bl.a. Hvedekorn, Følgesvend til Verdens Tilstand 2005 og 28/6.

Jussi Adler-Olsen (f. 1950), oversat til flere sprog; har skrevet Danmarks første tegneserieleksikon; komponeret musik til tegnefilmen Valhalla. Debut: Alfabethuset i 1997. Seneste bog er Fasandræberne – Afdeling Q, 2008. Har også skrevet teaterstykker og børnebøger.

poul g exner (f.1973) forfatter m.m. Debuterer i dette øjeblik med hybridsamlingen Vildfarelsen (Frother). Digte i forskellige tidsskrifter, bl.a. Hvedekorn og Ord & Bild. Medredaktør på tidsskriftet Rapunsel.

det poetiske bureau lægger kælder og bar til –

Griffenfeldsgade 52, st. th. – 2200 Kbh N – dpb@poet-bureau.dk – Tlf. 32127638

Alan Pary, håb

Share

Jeg modtog følgende fra instruktøren til stykket HEGN, der tager udgangspunkt i eksilirakeren Alan Parys 10 år lange ophold i Sandholmlejren, og den efterfølgende performence MENS VI VENTER, der bestræbte sig på at lade udvisningstruede irakere møde danskere:

Kære venner og kolleger.

Det bedste, der kan ske for en afvist asylansøger, er når hans eller hendes sag bliver taget op igen. Alan har lige kontaktet mig. Han var glad. Meget glad. Alan har modtaget en opringning fra sin advokat, der fortalte, at hans sag er blevet genoptaget. For tiden er der en åbning for de kristne fra Nordirak. Mange af de tidligere kristne Irakere, der har fået deres sager genoptaget, har fået opholdstilladelse i Danmark. Så derfor er Alan glad. Han har tidligere søgt om at få sin sag genoptaget, men har fået afslag. Siden da er der ikke fremkommet noget nyt i sagen, så Alan mener at vores Festival-aktion har været medvirkende til det.

Endnu engang tak jer for jeres medvirken i MENS VI VENTER… nu behøver Alan måske ikke vente så længe mere.

Jeg har fået lov til at sende jer Alans seneste danske digt, der hedder:

Københavns Nat
af Alan Pary

Københavns nat er rolig og klar
den himmelske engel lægger sig på den svævende bro
Københavns nat er fuld af skyer og tåge

Byens små øer er fyldt med de forbipasserendes ånde
Københavns nat er en drøm
med plads til hjerternes forskellige pulsslag

På gaderne
i parkerne
i gågaderne
omkring skulpturer af forfattere og frihedskæmpere
foran Folketing og kirker
bliver mennesker forelskede af nattetåge

De har åbnet deres favn og vender sig mod regnen
afhængige af hinanden
når lynets skrig rammer dem som kys

København, maj 2008.

Mange varme hilsner fra Michael Svennevig”

Jeg krydser fingre for, at tilsvarende behandling bliver de mange andre ventende til del.

Eksildigter, Alan Pary: I kunst skal du ikke tænke tilbage.

Share

Alan Pary er eksilkristen og digter – eller måske må man ligefrem sige “eksildigter”, al den stund han er uønsket i Irak, fordi han ud over at være kristen ikke blot nøjes med at tænke sine digte.

Digtningen alle vegne, herunder også i Danmark, ønsker typisk verden bedre for alle, men når et menneske fra en anden kultur kan blive jagtet for at skrive digte, der ønsker verden bedre, er det sært at være borger i en nation, hvor digtning endnu er for de få. Man kunne jo få den tanke, at danskere generelt oplever at have det så godt og trygt, at enhver forandring er en trussel. (Det kaldes, i så fald, stagnation.) Læs videre “Eksildigter, Alan Pary: I kunst skal du ikke tænke tilbage.”

KRABAT 2008

Share


Ottfried Preussler, der nu er 85, er selv lykkelig for filmen, hvori han glæder sig over at kunne genkende “sin” Krabat. Men som jeg husker bogen, er det ikke kærligheden til en kvinde, der frelser Krabat, men kærligheden til en ven. Altså, den fordringsløse kærlighed, kærligheden mellem mennesker. Som på film i det salgbares navn ofte bliver til den romantiske kærlighed – dét at finde “den anden” til glæde for sig selv. Ikke at finde “de andre” til gavn for alle – ved at give og ofre sig selv. (Som talt af en vandbærer).

filmsite

Digte i løssalg er ikke den gordiske knude

Selvfølgelig kan man prissætte et digt.
Men hvorfor sku’ man?

Share

I denne verden, hvor det handler om hele tiden at stræbe mod successen, og successen måles i indtægt, hvordan prissætter man så et digt?

Digte i løssalg angiver en del af problematikkens omfang, skønt ikke det endelige svar.

At gennemhukke den gordiske knude ville være aldrig at tænke på penge i forbindelse med skabelsen af et digt. At eneste pris var modtagerens læse-, lytte- og reflektionstid.

En sådan ro fordrer digterens tro på en særlig tilstedeværelse i verden, uden arrogance, uden overmod. Blot et af de mennesker, der dedikerer sig til de andre.

Det er en holdning til digtning, som er ude af trit med tiden. Men givet ikke med hjertet.

Kom Alle I, der vil LEGE!

Share

På Bali kom jeg frem til følgende indsigt, som også blev til en beslutning:

Jeg vil kun arbejde sammen med andre.

Gennem de ca. 25 år, jeg har skrevet, har jeg stort set altid være alene. Mange, mange, mange dage og nætter isoleret fra andre, mens jeg hældte mit hjerte og min sjæl ned på papiret, ned i tastaturet, så jeg kunne blive klar over, hvorfor jeg er her.

Glæden ved at skrive noget færdigt overgås ikke af ret meget: vand, når jeg er mest tørstig, mad når jeg er mest sulten, imødekommenhed fra en ven, når jeg er mest ensom eller faret vild. Men at lave noget sammen en ven, rangerer meget højt på listen.

André Lundquist er maler og pianist – dig arbejdede jeg sammen med i 2 år fra 1999-2001 og producerede en masse klaver- og tekst-improvisationer som duoen KALK. Måske igen en dag? André er astrologisk vædder.

Ole Comoll
er tidl. læge og tegner, bl.a. mange tegneserier – du tegnede omslaget til “elskede elskede” i 2003 og fra 2005 har vi haft et samarbejde om LYS. Når tiden er inde (familie, pengearbejde, den faste aftale), kommer det videre. Ole er astrologisk vædder.

Brian Schyth er tegner – du og jeg fandt kontakten, da du skrev og kommenterede nogle af mine tekster. I det sidste år har vi skiftes til at sende tekst og tegning frem og tilbage over nettet; jeg har aldrig mødt dig og begynder at finde det meget både befriende og spændende at lære et menneske at kende gennem hans arbejde. Brian er astrologisk vædder stenbuk.

Kasper Schultz er musiker og historiefortæller – fra vi mødtes og enedes om at lave noget sammen, til det lykkedes og blev en varm succes, gik der 5 år. Det vil helt sikkert lykkes

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

en dag, og jeg ser frem til det. Kasper er astrologisk vædder.

Tue Gaston er min gamle buddy, som jeg har lavet mange forskellige ting sammen med. I dag er du bibliotekar med speciale i tegneserier, science fiction og DVD, comicsoversætter og frafalden råbedigter. En dag, når du har fået børn nok, må vi lave noget sammen igen. Tue er astrologisk vædder.

Statistikken forekommer entydig, men er det ikke. Astrologisk hænger det sammen med, at jeg har månen i vædderen; det gør legen ekstra god for mig – og da vædderen elsker at lege, er det nemt at lege. (senere: legen er i alle.)

At lege er at være i proces. Vædderen vil ofte gerne have en afslutning, noget konkret til karrieren eller huslejen, men er villig til at eksperimentere for at komme frem til noget, der sætter dem i en unik position. Dét er udfordringen for mig – at ikke være ordinær i legen.

Lyder det som en jobannonce? Ja, så sandelig.

  • Jeg arbejder gerne sammen med hvem som helst, skreven eller improviseret tekst og/eller lyd.
  • For penge, uden penge.
  • Arkiveret i udgivelse eller tryk, til optræden eller ren udforskning eller sampling.
  • SAMarbejde – ikke dikteret – men gerne med definerede begrænsninger.

En kommentar hér når mig hurtigere end tanken. Kom og leg.

Den 2. radio – fod på kvaliteten

Få også koden til at sætte en d2Radio-player ind på din egen hjemmeside.

Share

Til alle dem, der savner de bundsolide P1-programmer uden leflen for laveste fællesnævner, er fra 1. maj 2008 kommet et samarbejde mellem de fyrede medarbejdere fra DR.

“Kære Lytter. Brug scrolleren til højre i playeren for at finde alle ugens udsendelser.
Ønsker du at høre en enkelt udsendelse –  klik på programmet.”


“Vil du støtte Den2Radio økonomisk, kan du indbetale et beløb til dette kontonr.:
(Sydbank : 7980-1034186)   På forhånd tak.”

Mister vi trangen til at få solidt funderede historier fra virkeligheden, er vi selv ude om det. P1, som det var, kommer ikke tilbage. Men hér er et medarbejdervægtigt alternativ: Et radiostream i god kvalitet, både hvad angår lydkvalitet og indhold.

Ønsker man det, kan man sætte nedenstående kode ind på sin hjemmeside og få d2radio til sine brugere.

den2radio.dk

<p><span style=”font-size: 10pt;”><strong><span style=”line-height: 115%; color: #333333;”>Kære Lytter. Brug scrolleren til højre i playeren for at finde alle ugens udsendelser. Ønsker du at&nbsp;høre&nbsp;en enkelt udsendelse -&nbsp;&nbsp;klik på programmet</span></strong><span style=”line-height: 115%; color: #333333;”><br />
<object height=”341″ width=”540″ codebase=”http://download.macromedia.com/pub/shockwave/cabs/flash/swflash.cab#version=10,0,32,18″ classid=”clsid:d27cdb6e-ae6d-11cf-96b8-444553540000″><param name=”allowFullScreen” value=”true” /><param name=”allowScriptAccess” value=”always” /><param name=”quality” value=”high” /><param name=”wmode” value=”transparent” /><param name=”flashvars” value=”&amp;file=http://podcastmachine.com/podcasts/9540.json&amp;width=540&amp;height=341&amp;skin=http://podcastmachine.com/swf/skin_pcm1.swf&amp;fullscreen=true&amp;bgcolor=#000000&amp;playlist=bottom&amp;playlistrows=4&amp;playlistcolumns=1&amp;autostart=false&amp;subscribebutton=false&amp;downloadbutton=false” /><param name=”src” value=”http://podcastmachine.com/swf/player.swf” /><embed height=”341″ width=”540″ src=”http://podcastmachine.com/swf/player.swf” flashvars=”&amp;file=http://podcastmachine.com/podcasts/9540.json&amp;width=540&amp;height=341&amp;skin=http://podcastmachine.com/swf/skin_pcm1.swf&amp;fullscreen=true&amp;bgcolor=#000000&amp;playlist=bottom&amp;playlistrows=4&amp;playlistcolumns=1&amp;autostart=true&amp;subscribebutton=false&amp;downloadbutton=false” wmode=”transparent” quality=”high” allowscriptaccess=”always” allowfullscreen=”true” type=”application/x-shockwave-flash”>&nbsp;</embed></object>
</span><strong><em><span style=”line-height: 115%; color: #333333;”><br /> Vil du støtte Den2Radio økonomisk, kan du indbetale et beløb til dette kontonr.: (Sydbank : 7980-1034186) &nbsp; På forhånd tak.</span></em></strong></span></p>

Dagbog Maj til Juli 2008 (den korte version)

Share

Samsø – hjemløs 1. juni
På maskekursus på Dansebjerg på Samsø, energien så god, at jeg må holde fast i den og tage på et nyt kursus på Bali.

Bali – juni og juli
Antonin Artaud festival, maskekursus og Fitzmauritz-bodywork i 14 dage. Derefter helt ned i gear, invitere kæresten til Bali, opleve med 4 øjne, spise god mad, forsøge at forstå en hinduistisk kultur (umuligt), drømme, ikke skulle noget som helst andet end det næste skridt, som det tager sig selv. Meget betegnende: Balinserne vurderer fremmede med hjertet, ikke med hjernen.

København, Samsø – august->
Straks hjemkommet fra Bali begynder hverdagen igen med planer, oplæsninger og arbejde, som er planlagt for længe siden. Stressen er overalt. Ikke fedt.

Overall= eventyret fortsætter, sporadisk internetforbindelse, vennerne langt væk. Afvente følelsen af rigtighed.

Ny dansk science fiction-antologi: I Overfladen

En ny Science-fiction-antologi, denne gang med 20 danske forfattere

Share


15. august 2008 udgiver Science Fiction Cirklen

I OVERFLADEN
– Lige under overfladen 2 –

en ny Science-fiction-antologi, denne gang med 20 danske forfattere (i kronologisk rækkefølge): Kenneth Krabat, Richard Ipsen, Flemming R.P. Rasch, Arash Sharifzadeh Abdi, Patrick Leis, Søren E. Hemmingsen, A. Silvestri, Nikolaj Højbjerg, Camilla Wandahl, Ellen Miriam Pedersen, Rasmus Wichmann, Camilla Fønss Bach Friis, Johan Peter Andersen, Brian P. Ørnbøl, Gudrun Østergaard, Manfred Christiansen, Sara Tanderup, Lars Ahn Pedersen, Dan Mygind og H. H. Løyche

Fra pressemeddelelsen:

“Sidste år udgav SFC originalantologien Lige under overfladen. Den blev heldigvis godt modtaget, og vi håber at vi nu har påbegyndt en tradition, med en årlig originalantologi, med nyskrevne science fiction-historier.

Antologien indeholder noveller af et udsnit af de forfattere i Danmark, der i øjeblikket skriver science fiction. Nogle af dem har allerede udgivet romaner enten inden for science fiction, fantasy eller andre genrer, men mange har tidligere kun udgivet enkelte noveller i andre tidsskrifter, men er snart klar til det store marked.

Titlen i år: I overfladen, er både titlen på en af novellerne, og på samme tid ment som en antydning af at ‘Lige under overfladen’ nu er kommet et step videre.

Læseren vil finde rumrejser, tidsrejser, fremtidsscenarier, aliens i forskellige sammenhænge, spekulativ fiktion, og også et par historier de fleste nok vil mene befinder sig i genrens udkant.”

ARRANGEMENT i forbindelse med udgivelsen:

D. 24. september 19-22 vil man i Valby Medborgerhus i Kbh. kunne møde en række af forfatterne; læs merepå Science Fiction Cirklens hjemmeside.


I overfladen – Lige under overfladen 2
268 sider, 269 kr.
(medlemmer af SF-Cirklen: 215,20 kr)
ISBN 978-87-90592-34-9

Kan købes
– gennem boghandlen
– ved indbetaling på giro 3 26 19 48. Science Fiction Cirklen c/o Lars Wriedt, Dagmarsgade 3A, 3., 2200 Kbh. N
– ved indbetaling på bankkonto reg. 6610 konto 66102688393 (skriv til kasserer snabelA sciencefiction.dk og fortæl, at du har betalt)
– direkte via hjemmeside

ANDRE UDGIVELSER fra Science Fiction Cirklen

LOVINA, Bali

Share

PAA STRANDEN

Er han, er det anden gang paa over 5 uger jeg har set en beruset balinser.

Foerste gang var i gaar aftes, paa vej ned gennem gang’en til Ella II, vores hotel: En halvt afklaedt fyr med strittende, fedtet haar, som baksede med at faa troejen ned i bukserne og saa undskyldende paa mig, da jeg passerede.

Denne unge mand, derimod, kaemper med balancen i skyggen paa bedet af smutsten neden for den terrasselignende massageplatform mellem cafeen og det indiske ocean.

Det er ikke en kamp for at komme op at staa, det forekommer ret og simpelt at vaere et spoergsmaal om balancen siddende, eet ben ud paa asfalten, det andet paa de graa sten, intet pres for at holde sig oprejst eller stemme imod, men armene svingende som en svoemmer i luften for ikke at falde bagover.

Paa stoffer? Fuld?

Nogle minutter forekommer hans arme at gaa i takt til musikken fra cafeen, som naar et barn leger damplokomotiv paa vej op i fart, men saa er han ikke laengere i rytmen – hvis det er musik, der bevaeger ham, er det musik kun han kan hoere. Saa straekker han armen mod traetoppen som for at gribe noget der, men vaegten af armen drejer hans krop i en unaturlig vinkel, stadig eet ben paa koerebanen, og traekker ham bagover.

I den strakte arm ses hver eneste muskel spaendt til det yderste og alle sener som stenhaarde reb staaende i strenge op gennem huden fra vedhaeftning til vedhaeftning. Det samme i nakken; to tykke spaendte strenge, der ser ud til at vaere ved at spraenges, mens kroppen vaelter langsomt vaek fra koerebanen, til hoejre, ned paa det stenede leje, holdt tilbage af den stivnede overkrop, men stadig saa fleksibel, at hovedet og skulderens fald mod underlaget naesten er en svaeven.

De otte-ti maend, der har siddet og roeget og snakket paa den meterhoeje platform, ser ned paa ham og taler indbyrdes om ham. Ingen smiler eller kommer med aabenlyst haanlige eller humoristiske bemaerkninger; de forekommer ikke synderligt bekymrede, mere observerende. Flere af dem har ryggen til og sidder demonstrativt og ser ud over havet.

Det er tydeligvis et epileptisk anfald.

Med mine idealer, min personlige og mine paaduttede vestlige idealer fatter jeg ingen af de samfund, som ikke griber ind i andres ulykke. Jeg har set det i Aegypten og i Peru. Nogen falder om, omgivelserne ser paa. Maaske nogle paa stedet sender en boen til guderne om hjaelp til dette menneske. Grundaeggende fremstaar det dog som “ikke min ulykke og der er intet, jeg kan goere”.

Anlaegger jeg derimod samme synsvinkel som journalisten Chatwyn bliver tvunget til i “Songlines” for overhovedet at komme i kontakt med Verden – observere foerst og vente med idealernes tyngende vurdering til senere – er det et trae, der falder i vinden; en hund, der bliver ramt af en bil; en oversvoemmelse, der river alt med sig neden for ens hus. Men jeg kan ikke forblive udeltagende laenge. Jeg behoever at forstaa – jeg er en skide, overbeskyttet vesterlaendinge, tryg i min pengepung og min rejseforsikring og mit kreditkort, og jeg behoever at forstaa!

Uberoert, som jeg er, af postulaterne om et spirituelt efterliv med eller uden beloenning for liv levet i dette, er menneskeheden som faelles entitet en mental konstruktion; den biologiske form bestaar af enkeltentiteter med to formaal: 1. Personlig overlevelse, og 2. energi givet til faellesskabets fremmelse og overlevelse, hvis ikke dette strider mod foerste regel. Hjaelpe sig selv foerst, og kan man ikke det, kan man ikke vaere en anden til hjaelp; har man derimod success med egen overlevelse, traeder behovet for hjaelp til faellesskabet i kraft, fordi ens videre overlevelse er betinget af faellesskabet.

Den faelles entitet, den “faellesmenneskelige skaebne”, kan vaere et produkt af gudsdyrkelse og pragmatisk observans – hvad, der er rigtigt at goere hvordan og hvornaar – som ogsaa kan dikteres at imodsige den foerste regel. Men her paa Bali, hvor hinduismens religioese binding bestemmer alt i forhold til alle interpersonlige relationer, arbejdssted, bosted, opmaerksomhed paa gudernes behov, aegteskab, hvornaar der skal saas og hoestes og klippes haar og skaebnen er haard for enhver paa grund af dette uslippelige, umistelige imperativ om individuelt ansvar, findes den individuelle frihed kun i rummene mellem de religioese bindinger. Frihed til ikke at hjaelpe, frihed til at spare paa egne kraefter, frihed til ikke at soege andre udveje, ikke gaa uden for det kendte. Eller gaa uden for det kendte; intet samfund kan klare sig uden nytaenkning.

Maendene, der ser paa manden paa jorden, og alle de omkringstaaende, studerer jeg mindst lige saa meget som jeg ser paa fyren krampe og ryste og skumme om munden. Uden Chatwyns blik til hjaelp fatter jeg ikke, hvorfor ingen reagerer med handling – betragtet som astrologisk vaesen maa han vaere et luftvaesen, smerteafhaengig. Med hans oejne, er det her en foelelsesmaessigt voldelig mulighed for at laere noget nyt; min nysgerrighed er foreloebig nok til indtil videre ikke at springe i aktion som sympatisk, humanistisk vesterlaending. Hvad kan jeg ogsaa goere? Diktatet er ikke laengere at presse en ske mellem kaeberne – sandsynlighed for at han bider sin tunge over er ikke hoej og den nyeste viden goer det mere sandsynligt, at han knuser sin egen kaebe med en ske i munden – og jeg har intet medicin at give ham, som kan haelpe, og der eer heller intet, uden en noeje neurologisk undersoegelse. Men der gaar ikke laenge, foer jeg foeler mig tvunget af min egen imperativ: At assistere. Paa det niveau, hvor jeg kan goere noget. Jeg kan udvise omsorg.

Da ingen andre har taenkt sig at goere det, eller maaske venter paa at det enten gaar over af sig selv, eller haaber at en anden goer det, goer jeg det altsaa.

I cafeen har de ingen puder. Heller ikke maendene paa platformen har nogen puder eller lignende. De forekommer at ikke forestaa, hvad det er jeg vil opnaa med noget bloedt.

Impulsivt kraenger jeg t-shirten over hovedet, folder den sammen og laegger den under hovedet paa den epileptiske, saa han ikke kan banke det ned i stenene. Forbliver knaelende ved hans skuldre, og flytter min interimistiske pude efter, hvor spasmerne drejer hans hoved hen. Holder min haand paa hans skulder og ser ind i hans oejne. Ser saa neutralt paa ham, som jeg er i stand til – helt uden medlidenhed, blot et menneske, der hjaelper ham uden at forvente noget til gengaeld. Jeg foeler, at jeg goer det rigtigte.

Han skummer meget om munden og skaerer voldsomt taender; kaeberne gaar frem og tilbage. Huden omkring oejnene er spaendt som alt andet, og pupillerne staar frem i en soe af hvidt, der faar mig til at taenke pa oejnene paa en ko, der lugter blodet fra slagtehallen. Han er lige saa fremmed i denne tilstand som et menneske kan vaere noget fysisk eller psykisk sted. Komplet isoleret. Jeg ved bare, at han vil komme tilbage – paa et eller andet tidspunkt vil han komme tilbage. Men til hvad? Til mere af det samme, givet. Jeg kan ikke forestille mig, hvad balineserne taenker.

I vesten betragter vi mennesker med f.eks. Darwins Syndrom som laverestaaende, “underudviklede”, paa grund af deres manglende evne til at forstaa og efterleve alle sociale nuancer. Her paa Bali har “mongoler” paa grund af deres ukomplicerede sind status af noget hoejere end de fleste – de er taettere paa guderne og venereres som saadan.

Kan det taenkes, at hans lidelse i dette samfund definerer ham som en person, man ikke hjaelper, fordi den uforstaaelige sygdomsmaessige isolation i hans person goer ham til en ubekendt, en fremmed uanset alt dagligt genkendeligt, og dermed uden for regulaer tryghed? i andre kulturer ville hans spasmer kunne saette ham paa den direkte vej til kontakt med guderne, til ophoejelse til seer eller vis mand, men paa Bali vil en verdsligs syner vaere i konkurrence med praesternes fuldstaendige overherredoemme – med mindre han kunne fremtraede klarsynet og staerk, naar han er upaavirket af spasmer, og saaledes understoettet af guderne og paa vej til at blive en Balian, et spirituelt taleroer. Det er overhovedet ikke til at vide, isaer ikke i denne tilstand, og selvom han ligner en bums paa laveste trin, er jeg ny her i omraadet og landet og kulturen, og aner ikke, hvordan han opfoerer sig til daglig – hvilket menneske, han fremtraeder som.

Der er selvfoelgelig ogsaa den mulighed, at han med rette eller ej blot er en af de berygtede javanesere, som saa mange balinesere beskylder for alt muligt – arbejdsloese, der kommer tilrejsende fra Java for at finde arbejde, uden familie, uden netvaerk, og derfor nemt kan goeres ansvarlig for alt verdsligt… fordi tyv tror hver mand stjaeler, og ene mand i sit ubevidste ved, at enhver vil goere hvad som helst for at overleve i et fremmed samfund? Undlader man derfor at assistere ham, slipper man for at skulle goere noget andet for at slippe af med ham – f.eks. forgive ham, hvilket heer ikke ville udloese den normale vestlige nysgerrig efter doedsaarsag. En antropologisk bog, jeg laeser om de moerkere sider af balinesisk hinduisme, siger det paent og poetisk pakke ind: i modsaetning til vesterlaendinges opfattelse er Bali ikke paradis for balinesere. Chauffoeren, der koerte os hertil i gaar, gentog hvad mange andre balinesere har sagt: “Livet er haardt”.

Da han begynder at komme tilbage, vil han op at sidde, og jeg stoetter ham til lodret. Men han har ikke kontrol over kroppen, svejer fra side til side som en der glider baglaens ned ad en bake og famler efter grene og kviste. Men herfra vil han videre op at staa, og jeg og min veninde stoetter ham til han staar, men hans ben kan ikke baere ham, og han er ude af balance i alle retninger.

Mennesker, der aabenlyst og bevidst soeger at forloese spaendinger, komme igennem til ny erkendelse, give slip paa det overfloedige og uhensigtsmaessige, skal man holde sig paa omsorgsfuld afstand af: de har en retning og de indser ofte, hvornaar de ikke laengere kan selv, og saa kan man traede til. Mennesker, der ikke har saadan kurs, men ret og simpelt befinder sig i den saarbare nedre del mellem styrke og svaekkelse… For mig er han lige saa saarbar som et barn. Han er et fucking noegent barn, der kaemper for at blive i stand til at beherske verden. Hvorfor ikke foelge ham i hans behov for at komme ned at ligge igen, toerre skummende savl af hans kinder, soerge for at han ikke slaar sig? Og da han kommer tilbage til sig selv, foelge ham i hans behov for at adskille sig fra omsorgen og give slip paa ham, da han krummer sig sammen i fosterstilling paa de graa sten?

T-shirten ligger paa jorden ved siden af en soe af savl. Jeg traekker den over hovedet; registrerer, at den er vaad visse steder, men vaelger at det er mit eget sved. Og er det ikke, gaar det alligevel. Jeg foeler mig skide god. Jeg foeler mig rigtig. “Saadan man skal vaere”. Men min stol staar tom inde paa cafeen. Jeg ville under alle omstaendigheder ikke kunne vaere to steder paa een gang. Fuck det. For helvede fuck det!

Ud af baglommen paa fyren stikker en flaske op med en gullig vaeske. Med haanden mimer jeg et spoergsmaal til dem paa platformen, om epileptikeren drikker. De siger nej. Vi enes om, at han er epileptiker, og jeg siger til dem, at det er vigtigt, at man goer noget aktivt for, at et spasmeanfald ikke bliver til skade for den epileptiske, og stikker en spontan loegn om, at man skal drikke meget vand – at vandmangel udloeser anfald. Det kunne taenkes at vaere een af mange udloesende faktorer, som jeg nu er i stand til at analysere sygdommens profil, men jeg siger det kun for at faa dem til at kommunikere et eller andet til ham. Hvis de kollektivt holder kaeft, saa er der ikke noget at goere, men maaske kunne det vaere en begyndelse paa noget nyt. Det kan selvfoelgelig ogsaa vaere, at de i virkeligheden er langt mere realistiske end jeg. Maaske skal han koeres over eller slaa hovedet paa en sten eller faa et spidst bambusraekvaerk gennem maven, hvis ikke han kan finde ud af at klare sig selv – jeg kan forestille mig mange, mange maader for at doe paa, hvis ingen bakker op om ham, men maaske har de nok i den skaebne, guderne stikker dem ud. Maaske, maaske, maaske mig et vist sted.

Jeg drejer om paa foedderne, vinker igen, denne gang over skulderen uden at vende mig; gaar tilbage til cafeen med min veninde i haanden og ser siden ikke paa hverken dem eller ham paa jorden. Jeg er Vesten. Vesten har talt. Der er altid noget at goere. Rend og hop.

Podcasterprisen: Giv klørkonge.dk din stemme

Share

Min motivation er

– Boris og co. forsøger sig med at tjene penge på kun at udgive digitalt
– Layout af side og alt er Hyper Originalt og morsomt
– Det virker for dem – firmaer gider sponse en eller flere historier i op til et år
– Det er netop ikke netradio men PodCast – individuelle filer, med afsluttet tekst og lyd

Stem på klørkonge.dk som årest PodCast!

Kuns en baby: 111 år gammel strøm

Share

Foråret 2008 er det 111 år siden menneskene anerkendte eksistensen af elementarpartiklen, elektronen, og dermed det teoretiske fundament for elektricitet.

Da elektronen fyldte 100 udsendte Stanford Linear Accelerator Centre et særnummer af deres blad, Beam Line.

Den ganske spæde begyndelse på udforskningen af, hvad alt er.

Må svare til 1 lys i kagen.

Op og då.

Albert Hofmann, 11 January 1906 – 29 April 2008

Share

An Obituary by Dieter A. Hagenbach and Lucius Werthmüller

At the age of 102 years, Albert Hofmann died peacefully last Tuesday morning, 29th April, in his home near Basel, Switzerland. Still last weekend we talked to him, and he expressed his great joy about the blooming plants and the fresh green of the meadows and trees around his house. His vitality and his open mind conducted him until his last breath.

He is reputed to be one of the most important chemists of our times. He is the discoverer of LSD, which he considers, up to date, as both a “wonder drug” and a “problem child”. Læs videre “Albert Hofmann, 11 January 1906 – 29 April 2008”