@ Aspartam/Nutrasweet – af med tøjet!

Share

Jeg er dødtræt af at høre fra alle colalightdrikkere og kagespisere og indtagere af hvad som helst andet, der er sødet med Aspartam, at det er påvist fuldstændig ufarligt. Hér er en forklaring på, hvad aspartam er:

Aspartam

Da det kunstige sødemiddel aspartam, også kaldet nutrasweet, indførtes på verdensmarkedet forårsagede det betydelig debat og vægtige protester. Siden er stoffet blevet vidt udbredt og debatten og protesterne er praktisk talt forstummet. Desværre!

Den kemiske struktur af aspartam – 200 gange sødere end stødt melis – er de to aminosyrer asparaginsyre og fenylalanin tilsammen forbundet med methylalkohol (metanol) til ét molekyle.

Stoffet nedbrydes under kogning og i surt miljø, hvad der i høj grad har begrænset dets muligheder indenfor levnedsmiddelindustrien. Men det kan bruges i læskedrikke, kakaopulver, tebreve, konfekt, tyggegummi, sødetabletter, diabetikervarer, slankemidler og deslige, – og det er her, vi finder det – ofte uden at vide, hvad det egentlig er, vi finder!

Når aspartammolekylet splittes i organismen frigøres fenylalanin. Folk med højt blodtryk og dem, der tager anti-depressiv medicin af anti-MAO-typen (monoaminoxidasehæmmere), bør jo undgå fenylalanin i større mængder. Gravide kvinder og spæde børn bør også holde sig fra større mængder koncentreret fenylalanin. Visse forskere mener, at større indtagelse af fenylalanin hos vordende mødre nedsætter afkommets intelligenskvotient, og at spædbørn reagere på samme måde. En meget lille og veldefineret gruppe patienter, der helt klart ikke tåler noget drastisk udsving i deres indtagelse af fenylalanin udover det fastsatte tolerable minimum, er de børn, der lider af den heldigvis ret sjældne medfødte sygdom fenylketonuri – i international forkortelse PKU. Alt dette er betænkeligt nok i sig selv.

Men så er der den tredie og sidste faktor: metanol = metylalkohol – eller på jævnere dansk – træsprit! Ikke alene er træsprit i sig selv giftigt; men det kan også ved sin kemiske indblanding ændre virkningen af andre substanser. Træspritforgiftninger er traditionelt velkendte. Tragiske tilfælde med metanolforgiftning, ofte med dødelig udgang, følger regelmæssigt i kølvandet på ulovlig smugdestillation over hele verden.

Det er værd i denne forbindelse at notere sig, at de mest almindelige forgiftningssymptomer rangerer fra synsforstyrrelser til total blindhed. Det er også værd at notere, at forgiftningsrisikoen ved metanol/træsprit er betydelig mindre udtalt ved alkoholindtagelse, fordi “rigtig alkohol” – altså ætanol – i organismen konkurrerer med metanol/træsprit, dermed blokerer og forsinker dens omsætning og således udtynder dens giftvirkning. Dette forhold er så udpræget, at man faktisk giver alkohol som modgift i den akutte behandling af metanol/træsprit-forgiftning.

Når metanol/træsprit optræder som naturlig forekomst er det almindeligvis i selskab med ætanol. Men når metanol-fraktionen er uden konkurrence fra “normal” alkohol, kan de negative virkninger forventes at blive langt alvorligere. Mange af de registrerede klager over aspartam opregner symptomer svarende til dem, man finder ved metanolforgiftning, i første række hovedpine, desorientering og svære synsforstyrrelser.

De amerikanske sundhedsmyndigheders hovedorganisation FDA begyndte i 1985 at indsamle klager over negative reaktioner på ingredienser i fødevarer. Af de 6000 indkomne klager, omhandlede de 80% aspartam!

Kilde: Erik Kirchener, NY EFFEKTIV NATURHELBREDELSE 1, Forlaget Sund&Rask 2001

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.