Hvad skal jeg leve for er ikke det samme som Hvorfor skal jeg leve? Jeg bor i den såkaldt Vestlige verden – Vestlig i forhold til hvad? Occidenten eller Østen var jo bare den anden del af verden for de industrialiserede historieskriveres Verdenshistorie, og er man et menneske i sin lænestole, bil, bar, seng før vækkeuret ringer og ikke et gudsøje eller et teleskop på den drejende Jord, står solen op i øst og går ned i vest, ahh, Vesten er dér, hvor solen går ned, okay… – jeg bor altså i den del af verden, hvor lyset altid forsvinder, hvor erindringen altid handler om savnet, om manglerne, det er selvfølgelig dét, der driver os. Vi er som panikere før lukketid, vore opfindelser og vores forbrug handler om lysets forsvinden, vi drives af, at vi skal dø. Gudfaderbevares. Hvad kan vi gøre andet end at rejse? Rejse mod lyset. Men vi rejser altid kun i forestillingen. Og flytter os ikke ud af stedet. Det er dét, Kapitalismen er til for. At holde det enkelte menneske produktivt til samme sted. Et Anti-åsyn. Der ønsker at alle andre skal have det på samme måde. Vesten skal spredes til alle egne. Solen skal ikke stå op nogen steder og have anden betydning end begyndelsen på en arbejdsdag. Vesten er for “avanceret” til primitiv legen med realiteterne som at hylde livets begyndelse. Jeg bor omgivet af en mental verdensdel, hvor døden ikke blot ønskes, den prises også. Men det er sgu da så nemt at omgås. Bare sige tak, når solen står op. Hvor svært kan det være? Men selvfølgelig – for den blinde, der kan kun mærke effekten på huden, er det vågentidspunktet, der er verdens og livets begyndelse, ikke solen i sig selv. Det er den enkelte, individet, det handler om – ikke at være til i et univers, der er større end det er muligt at fatte.

Author: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.