og så kommer den, den sugende følelse af gråd og hårene rejser sig over alt på kroppen.
jeg står i mit køkken med dagens Information fra Burma:
“folk slog ring omkring den udenlandske fotograf, alt mens militæret fyrede løs. Bliv ved med at filme, sagde de, vi beskytter dig.”
—
En jævnaldrende veninde fra mange år tilbage var en lovende digter, men efter i 1986 at have ligget en hel sommer og kigget på skyer, lagde hun digtningen på hylden. “Hvorfor?” spurgte jeg. “Jeg vil aldrig kunne gengive det, jeg har set,” var hendes svar.
På dage som disse beklager jeg, at jeg ikke dengang havde hendes indsigt. Jeg er ikke endnu ikke vokset til at kunne skrive et digt om menneskene, der enigt kun havde fotografen mellem sig og kuglerne mod deres nation. Derfor dette fattige indlæg, i dag.
