Dagbog: Ord Under Himlen og Alle Drømmes Moder

Share

Det var dagen, jeg flyttede tilbage til Kbh – efter 3 uger i søsters kolonihave med græs under morgenkaffen.

Og dagen, hvor den frederiksbergske poesiens dag fandt sin arvtager i Kongens Have – i Ord Under Himlen *.

Og dagen, hvor jeg blev konfronteret med alt det, jeg ikke får, når jeg flytter til Samsø om knap halvanden måned – ja, hvad er dét?

Livet er ikke lettere noget sted;
nissen flytter altid med.

Men så er der menneskene, trafikken, himlen der rammes ind af huse, husene der rammes ind af hinanden og hedder arkitektur, gaderne der fører frem til hinanden præcis som Rom findes af enhver og dyrene der ikke løber frit og får særlig opmærksomhed og vil de egentlig dét? Og der er alle cyklerne. Cykler, fordi det er en måde at udtrykke sig på og gå imod og være sig og glad og bevægelig og sund på. Cykler, der forsvinder og savnes og er personlige og mig. Cykler som risici, cykler som bevægelse, cykler som tid på dagen, og cyklister regner ALDRIG bilerne, de er der bare, som understrøm og regnvejr og elske uforbeholdent og ha sex uden kondom eller kondomer der springer, cykler har ikke samme betydning på Samsø, dét bliver aldrig det samme dér, dét er svært at tro. Og så er der stederne som har ligget der i årevis, med kultur svitzet ind i væggene, og man kunne besøge dem, men gør det sjældent, men de er der, fordi de er gamle med integritet, historie kan aldrig nogen sinde gøre det alene, der behøves noget andet, en valgfrihed en mulighed for at være til stede i fred og i ro, være sig selv ganske enkelt, og findes dét, findes disse steder på Samsø? Jeg tror det næppe – stedet er for lille til at være alene uden for sit eget hus. Og vandet. Ja, vandet uden for København… Det er der, fordi Københavnere behøver det – ellers havde vi nok asfalteret os til Malmö, snarere end at bygge dén bro! Vi vil afgå fra havnen og vende tilbage til havnen og have et forhold til havnen som stedet, der forbinder os til verden, og derfor bygger vi broer til de nærmeste lande, så vi slipper for at tænke at verden står åben, for enhver der vil rejse – en tynd spinkel bro fører ikke til Verden, men kun til anden valuta, og dét er fint. Så vi drømmer, når vi ser på vandet, og hvad drømmer samsinger, når Storebæltet kaster med solens stråler? Om at komme af sted? Næppe.

Så, hvad fanden vil jeg på Samsø? Hvad ér der dér?

Alle drømmes moder bor dér. Så enkelt er det.

* Foto: Felicia Lensborn

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.