Film: World Trade Center (2006)

Doku-drama

Overraskende afdæmpet Oliver Stone-film om nogle af menneskene, der blev direkte berørt af angrebet.

Imdb

Synops: Baseret på en virkelige historie om to betjente og deres familier, i timerne op til, under og efter tårnene er styrtet sammen.

Jeg kan ikke fordrage Nicholas Cage – eller har ikke kunnet siden Raising Arizona. Han har en tendens til at vælge roller, han egentlig ikke gider, hvorefter han overspiller helt ud i frikadelle-amatørteater for overhovedet at være til stede.

Hér går det dog okay – måske fordi det er svært at se den texanske gummimimik (måtte bare skrive dét ord!) og de overdrevent seriøse øjne under et tykt lag aske. Og Oliver Stone holder sig næsten helt fra excesserne, hvilket faktisk gør filmen udholdelig.

Der ér kun lige den tidligere marinesoldat, nu præst (vi erindrer, at det er en virkelig historie – OS må have elsket, at han ikke behøvede tildigte den amerikanske ånd…), som sendes på mission af Vorherre for at hjælpe til efter tårnenes kollaps. Som efterfølgende udtaler, at hans nye mission er at tage hævn over de ansvarlige. Jojojo, en enkelt repræsentant for de kræfter i USA, som med Vorherre eller Djævelens magt vil stå i centrum af det Jordiske Univers uden at skele til egen navle, skal der da med for at nuancere billedet, jojojo.

WTC rører ingen steder ud over enkelte hulke-impulser i tabs- og genforeningsscener. Ikke engang halvvejs ned til hjertet når den. Hvilket så heller ikke balanceres ud af actionscener. OS har givet tænkt, at den skulle leve som “indre action” – fra katastrofen i den ydre verden til hengivelsen til verden indeni – i de erindringer og følelser, vi bærer rundt på, som udgør vores verden, når vi ikke har adgang til den, som vi plejede.

Men på en absurd måde er den sindssvagt flot: Ground Zero, som krateret kom til at hedde, er genskabt i alle detaljer, som hele kloden kender det fra medierne på dagen, hvor det skete. Det er på en måde totalt perverst: Nogle ødelægger disse bygninger, hvorefter andre genskaber dem og ødelægger dem igen. Havde det været en oralt afleveret historie, ville enhver have skabt sine egne billeder af rædslerne baseret på fortællerens indlevelse i egen historie – men hér kan OS i sin bearbejdede historie ikke afvige det mindste fra det, som folk allerede kender fra CNN og alverdens TV-kanaler. Følelsen af perversitet kommer således primært af, at hele verden fastholdes i sin kollektive billedindfangelse, ikke med fokus på selve kollapset men på efterladenskaberne. Stålkonstruktionerne, som er levnet efter WTC. Altså såret. Vi fastholdes i såret. Og i billedet på det tabte.

Det skal dog siges til Oliver Stones fortjeneste, at han for én gangs skyld balancerer nogenlunde – uden at tvære. Der placeres ingen skyld, ikke direkte. Der er til og med en kort scene i en arabisk bazar med en mand med en radio til øret. Men såret står tydeligvis åbent, og scenen af de endnu levende, der bæres gennem en hær! af redningsfolk, er så entydig amerikansk i sin dokumentation af menneskelig lidelse, at man derigennem på sin vis fatter, at det var muligt at slippe af sted med endnu en krig i og besættelse af Irak.

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.