@ Vadested

Share

At stå i et vadested er et begreb, man så ofte hører. Måske især, når man er i min alder (44), og nu kan identificere en vis lighed med tidligere meget rådvilde perioder.

Jeg er generalist, kan så sindssvagt mange ting, og mit analytiske sind og nysgerrighed gør det muligt for muligt for mig at binde an med stort set hvad som helst. Det er f.eks. ikke mere end knap 14 dage siden, at jeg tegnede og byggede en pisse flot terrassetrappe med 90 graders sving i bunden – uden nogen sinde at have lavet den slags før. Men jeg var ikke i tvivl om, at jeg kunne løse opgaven. Ingen tvivl.

[billede følger]

Hvor meget, der så er held, når noget går godt, er ikke til at sige – men som Steffen Leve Poulsen siger det: “Heldig er ikke noget, man bare er – det er noget man rækker efter”. Man gør noget.

I mange år har jeg overvejet at søge ind på universitetet – tanken har været at komme i dybden med et eller andet. Og i år søgte jeg så endelig ind, på Spansk som er et lækkert sprog, det kunne være nyttigt og spændende at blive meget bedre til… men behøver jeg Uni for dét?

Hvor er det egentlig, vejen hen over vadestedet fører hen? Fører den egentlig ikke bare ind?

I lige så mange år, som jeg har overvejet universitetet som eneste vej til fordybelse, har jeg stået til rådighed for Verden, snarere end for mig selv. Har undladt at hjælpe mig selv. Jeg har helt klare evner for at heale, indlytte i andre, idéfinde og problemløse og analysere – men hjælpen er aldrig udstrakt til mig selv.

Det er dét, der er vadestedet. Jeg står midt i strømmen og ser, at alle mine evner er ligeligt applikérbare på mig selv som på andre. Men jeg er blevet så vant til at hjælpe baseret på stillede behov, at jeg har overhørt mine egne. Glemt at drømme – fordi det altid var nemmere, når der et sted, hos et menneske, var et behov, jeg muligvis ville kunne opfylde.

Bevares, jeg har skabt mig en form for karriere som forfatter gennem ren stædighed, men formålet var aldrig andet end at forsøge at finde det redskab, dén forståelse, der kunne gøre verden bedre for andre, som jeg så den inde i mig. Og har således undladt at opøve evnen til at hjælpe mig selv til en bedre plads i Verden.

Jeg har ofte gummistøvler på hér. Jeg må satse på at tage dem af og mærke vandets kulde.

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.