SÅ længe har jeg været ateist, at jeg nok har mindre liv tilbage at fatte en omnipotent guds angivelige altfavnende kærlighed i, end jeg har levet dage med kærlighed blandt mennesker som værende tilsyneladende tilfældig, og med sikkerhed smertefuld at miste, savne og længes efter. Er der en sådan gud, er jeg så dén, som rækker ud, eller bliver jeg rakt? Og ligger i så fald ikke også guds kærlighed parat til dem, som ikke bekræfter hans eksistens med vedkendt tro? De kristne siger ja, mens de forsøger at hverve andre til deres tro.
Sådan er mine tanker i disse muslimske “dage” blandt menneskene – hvor mennesker atter myrdes på alteret for omnipotente teologer, der hævder at kunne love vejen ind i guds rige.
Det forekommer mig, at jeg ikke behøver tro på gud eller lyde profeter eller profeters fortolkere. Blot udholde smerten ved tvivlen på, hvordan jeg bedst giver MIN kærlighed. Ingen af dette navn, gud, behøver komme mellem menneskene og mig, hvis jeg kan lære at udholde smerten. Hvis …
Jeg er initieret i healingsformen, Reiki. Når jeg åbner (mig) for Reiki, livsenergien, giver jeg mig hen til den programmering, der ligger i at blive initieret: Jeg kan ikke bruge energien til mit eget formål, jeg kan ikke gøre andet med den end at åbne mig, fokusere mig væk fra mit forstyrrende ego og min snakkende hjerne. Jeg åbner mig, og energien flyder derhen, hvor den behøves – to the best of all concerned, som det hedder. Ske, det der skal og kan – hér kommer livets energi til dén, som har mistet energi; det koster mig kun væren og tilsidesættelse af mig selv en tid.
I denne frivillige tilsidesættelse af egenbeskyttelse og mental vurdering ligger stor omsorg. Men det er ikke en guds kærlighed. En guds kærlighed er det der gives mig: Jeg, der sørger; jeg, der længes; jeg, der smerter … og behøver omsorg og oplevelsen af, at noget passer på mig, som ikke er mig, og dermed større end mine ligesindede, som – i fald jeg ikke er forskruet i beundring for tillærte evner, jeg ikke selv har – dækker over alle andre mennesker. Noget, der er eksternt os alle sammen. Noget, der evner at være givende til enhver tid, blot man kalder og har behovet for at modtage. Den perfekte forælder.
Kærlighed er den største kraft i Universet skrev jeg på min væg, min arm, i mit sind, en decemberdag 2006 efter at have mistet min elskedes tillid og et alt for tidligt født barn. Den fysiske følelse i hele min overkrop af at rumme – ikke kærlighed, men potentialet for kærlighed, husker jeg med al klarhed. Det var en dør, der var gået op, og da min bortgangne elskede tilfældigt samme dag lagde vejen forbi, for første gang i halvanden måned, oplevede jeg den største udstrømning af følelser i mit liv blive til det største kærlighedsmøde nogen sinde: Mine følelser væltede ud af mig gennem mit bryst til min elskede, en følelse der voksede og voksede og gav mig en styrke og en sikkerhed, en vished i livet, jeg aldrig havde følt. Og siden blive til en passiv, optændt tilstand, da min elskede ikke kunne tage imod mere, og en uge senere, da hun ikke var interesseret i mig alligevel, til en oplevelse af den dybeste sorg, større end den jeg havde gennemlevet i chokket over, og ydmygelsen ved, at miste hende på måden, det skete på.
Hér kunne jeg havde behøvet en altfavnende, kærlighedsfuld gud til at tage mig ind, men da knap nok troede på mig selv efter at være blevet forladt igen, og endnu ikke havde fået sprog for det nye, jeg havde oplevet, måtte jeg klare mig igennem… ikke alene, for pludselig viste det sig, hvem mine venner var, men på egen hånd.
Jeg har siden formået stort set hver dag at skabe og eller opretholde mit fokus på mit bryst – dagligt bekræfte følelsen af at være åben, parat til at give må jeg næsten kalde det. Unægteligt har tvivl sat ind, når jeg i (oftest kvindeligt) selskab kun har følt begær og omsorg og nysgerrighed og mental kontakt, på trods af denne fysiske påmindelse om decemberdagen i min overkrop. Er jeg en ikke-recidiverende hykler, der kun kan give til dem, der tager imod? Eller er der måske noget fysisk galt med mig, hvor et symptom eller biprodukt er denne følelse i mit bryst? Måske er hele oplevelsen fra dagen i december til denne martsdag knap 4 måneder senere blot endnu en af et usikkert pendulerende menneskes ekskursioner ind i vanvittigt selvoptaget drømmespinderi?
Skal jeg i dag med sikkerhed kunne besvare disse spørgsmål, ville jeg nok skulle have hjælp af en alfavnende kærlighed… som den gud står for. Men måske er det ikke nødvendigt, hvis jeg blot fortsat føler behov for at tro på, at den fysiske følelse af åbenhed i min krop har værdi for andre end mig selv. Ved at den har betydning for mig selv. Gør jeg dét, tror jeg på det, og bekræfter følelsen dagligt, vil den vel fortsætte med at give mig anledning til at opføre mig anderledes opmærksom og tilgivende i min adfærd, og måske også fastere og mere besluttet, over for andre og over for mig selv. Lige så umuligt at af-opleve som det er muligt reelt at fejre en gammel fødselsdag igen.
Jeg venter. Jeg befinder mig i venten. Måske venter jeg på et tegn som det, jeg fik i december. Måske behøver jeg finde en lejlighed til at bryde med de gamle mønstre fra før december. En måde at være på med denne nye, fysiske oplevelse i min krop. Jeg har tænkt, at jeg skulle fortsætte med at blive bedre til at vise menneskene i min hverdag tålmodighed og omsorg – at dét var dét, jeg skulle bruge min oplevelse til. Men nu tænker jeg, at den skal bruges til at vise mig selv omsorg og tålmodighed ved at tage imod. At det ikke er en givende åbenhed, fordi jeg egentlig aldrig har haft vanskeligheder ved at give åbenhed, men derimod en modtagende åbenhed. En åbenhed over for verden og alle de små tegn i hverdagen, som er tegn på varme følelser. At jeg måske i stedet skulle anvende denne åbenhed til at muliggøre kærlighed mellem mig og de andre.
På den led behøves begrebet gud ikke. Barnet forstår ikke tålmodighed, og kan sin endnu uskyldige åbenhed til trods derfor ikke leve med ikke at blive givet omsorg, når som helst behovet opstår; det er i barndommen, vi bedst lærer om, hvad varme følelser kan gøre ved én. Men den, der har tålmodighed, og er lige så åben som barnet, vil opleve mere kærlighed end barnet nogen sinde kan kapere. Og ikke blive afhængig af følelsen, af rusen, som det at omveksle følelser til kærlighed er, når følelserne er stærkest. Det sagdes i går i avisen: Religion er et stof, der får folk til at komme tilbage efter mere.
Meget er bundet i min december-oplevelse. En enestående oplevelse af at være både mindre og større end mit selvbillede. Men ikke som tidligere blot baseret på en tanke, en observation eller en idé. Nej, et fysisk eftertryk er afsat i min krop, qva denne opsvulmede ring, der omkranser halschakra, hjerte, solar plexus og hara. Fra min hals til under min navle. Det er noget, jeg kan vågne med, vågne til, gå i seng med, og fremkalde hvis den ikke lige er der. Jeg har for første gang i mit liv et konkret bevis, der ikke går væk med søvnen, som indikerer at en forandring er i gang. Jeg tror det, for det føles sådan – at det er en positiv forandring. Frygten tager sit i min hverdag, ikke nogen forandring dér, men jeg vier den ikke voldsom opmærksomhed. For til decemberoplevelsen hørte også en anden følelse, som jeg tit har gentaget: Det er muligt at leve med frygten. Jeg har ligget rystende af frygt og smerte på min seng, og grædt mere på 3 måneder end sammenlagt i mit liv, men jeg har ladet det sker. For det viser sig, at det går over – når det får lov at komme ud.
Men hvad min oplevelse faktisk er – kærligheden er den største kraft i universet – ud over en anledning til også at handle anderledes, ved jeg ikke. Der findes dem, som givet ville kalde det et tegn fra gud eller skaberen. Og uden at jeg ønsker at være sprogligt kontrær: findes vi alle inde i skaberværket, er det vel så også dét. Men med mindre jeg optager samtalen med gud, bliver der næppe der næppe den store underholdning på min sendefrekvens.
Så slår det mig – anekdoten om manden, der er død og taler med den gode gud om sit liv. Og gud viser ham fodsporene i sandet på stranden, hvor han har fulgt ham gennem livet. Men manden fokuserer alene på de gange, hvor der kun er ét sæt fodspor, hvortil gud svarer: Det var dér, jeg bar dig… Jeg kan ikke vinde – hvem jeg end taler med om det her, har nogen været der før jeg. Alle tanker, jeg har tænkt om guds eksistens eller nødvendigheden af gud, har andre tænkt og dyrket og forsket i. Og opfundet passende anekdoter til, så budskabet bliver letfordøjeligt og omvendelsen så nem og lydefri som muligt: Se her hvordan dit gudløse verdensbillede passer i et verdensbillede med gud, blot ved at tilføre den guddommelige essens de rette steder. Der er ingen modsigelser – blot verden med gud og uden gud.
Men der ér ting at sige til det. At troen med en gud som fokus ophører med at være en personlig ting og bliver et spørsmål om noget endeligt ud over døden. At der er et svar på evigheden. Hvor ufatteligt det end lyder foretrækker jeg verden en anelse diffus. At sandheden om noget ikke bor nogen steder. Og jeg bryder mig ikke om at sætte mig selv i stedet for gud ved at sige, at jeg erstatter at søge og finde sandheden ved at søge gud med at søge sandheden inde i mig selv. For så var jeg jo sådan set lige vidt. Så ville jeg blot være solipsist, centreret omkring mig selv, uden at have en reel verden at agere i. Nej. Jeg vil blot have mulighed for ikke at finde svaret. Søge, men ikke finde. Og så have dage, hvor jeg finder, selvfølgelig! Dage, hvor jeg lige præcis ved, hvad jeg skal gøre, intuitivt eller helt bevidst, med hovedet, eller med hjertet, eller med kroppen. Eller ganske ubevidst være in tune med eksistensen. Jeg vil bare ikke leve med illusionen om det perfekte. At kvantefysikere og kosmologers omvendelse til gud gennem menneskelig observation af sammenhængene på alle planer skal kunne indikere noget … perfekt. At det perfekte findes og kan opnås gennem søgen. Eller væren. Eller en hvilken som helst anden måde, vi mennesker har stillet behovsstillelse frem som… ja, guddommeligt. Forløsning! Gennem hjernens kemiske belønninger og straffe for det, der forekommer ekstatisk. Ekstasen er det sjældne, og det der belyser det vedkommende. Ikke det vedkomne i sig selv. Toppen af bjerget er ikke dér, man har lyst til at være. Når man har været der, søger man tilbage til det kendte.
Som en ven siger: Det perfekte er forbeholdt det guddommelige. Ja, det er derfor, jeg ikke ønsker at lægge mig i hænderne på gud. At jeg modstår gud. Det perfekte er forbeholdt tanken om gud. I dag må glasset for min skyld godt være okay rent. Der må godt være rodet. Min elskede må gerne have psykiske problemer og rynker og deller. Jeg må godt begå fejltagelser. Ikke for ofte, ikke for graverende, men jo, jeg MÅ godt. IKKE ‘det er menneskeligt at fejle’, men en tilladelse til at få alle de detaljer med, som en kalkplet, en bums, en fortalelse afstedkommer. Sætte mine forventninger til livet ned, så jeg bliver i stand til at se flere af de smukke ting og situationer og mennesker, som er omkring mig hver dag. Som jeg haster forbi og igennem, med blikket rettet mod noget, der er bedre.
Et blidt sted mellem at være og at gøre. Dér vil jeg gerne være menneske.
—
Et blidt sted at være menneske
