Vækkelsen fandt hurtigt sted. Meget hurtigere end HP kunne have forestillet sig det, hvis han faktisk havde troet på, at det kunne ske, og han ikke bare var, sådan, på turistpas. Vupti sagde det i kroppen, da prædikanten præsenterede HP for hans farfar. Nej, selvfølgelig sagde det ikke sådan rigtig ‘vupti’, men da han bagefter tænkte over det, var alt forandret. Og det var gået så hurtigt, at det var ligesom et piskesmæld. Du ved, bilen bliver påkørt bagfra, en så hurtig påvirkning, at hjernen ikke når at registrere, at sener og muskler i nakke og ryg er beskadiget og derfor efterfølgende gør, hvad den kan for at opretholde en tilstand i kroppen, der ikke længere er, som den var før påkørslen. Sådan føltes det: Prædikanten lagde hånden på hans isse, og vupti var hele verden anderledes, men alt føltes normalt. Bortset fra, at HP ikke tidligere havde troet på et efterliv, og nu oplevede det lige så normalt som at lyskrydset skiftede mellem rødt og grønt, og så var man fri til at krydse vejen.
Da han tænkte over det, var det faktisk som om noget var blevet befriet inde i ham. Som om han havde gået rundt med sin farfar inde i sig, snarere end at farfaren skulle havde fulgt efter HP rundt i livet i forgæves forsøg på at komme i kontakt med dette unge menneske, der bare ikke ville tune ind på dén frekvens, nej … det var som om farfaren havde været inde i ham, og som følge af prædikantens hånd på hans ryg og isse var blevet lokket til at komme ud, så HP kunne møde ham. En meget virkelig følelse, og da prædikanten beskrev ham, så han ud nøjagtig som sidste gang HP havde set ham – da han var 3 år gammel og hans mor havde haft ham med på det sidste besøg i sit barndomshjem. Og så var farfaren død ganske kort tid efter.
Han huskede, at moren havde fortalt ham om farfarens død mange år senere. Selvfølgelig var hun fuld, men normalt blev hun bare mere indesluttet, når hun nåede sin funktionsbrandert, men et eller andet dén dag havde gjort hende sentimental, og i flere timer havde hun fortalt alt muligt om sin egen barndom, skolen i Esbjerg, hvor hun var vokset op, om vennerne dér, og fjenderne, og hendes drømme om at blive damefrisør, der røg da hun snittede tommelfingrene af i båndsaven på fiskefabrikken.
HP havde som voksen ofte forsøgt at forestille sig, hvordan nogen kan være så klodset at save begge tommelfingre af på samme tid, og var havnet på en model, når han skulle forklare det til nogen, der var lige som vittigheden med århusianeren, der havde taget fejl af det glohede strygejern og telefonen, da den ringede, og én gang til, på den anden kind, da det blev nødvendigt at ringe til lægen. Men det var vist noget med at save en frossen fisk over, og så have tommefingrene liggende oven på hinanden, så båndsaven havde savet halvdelen af dem begge. Lægerne havde syet begge tommelerne på igen, men moren var efterfølgende aldrig kommet til at kunne bruge dem rigtigt. Jo, godt nok til at arbejde videre på fiskefabrikken, men ikke til at håndtere en frisørsaks.
Det var åbenbart ganske kort tid efter farfarens død, at de var flyttet til København. Senere havde HP sluttet, at moren ikke havde haft andet end drukvenner i Esbjerg – ingen virkelige venner eller familie, der kunne holde hende der. Men i København var der heller ingen mangel på drukvenner, så dét var fortsat. Hver dag. Ingen pauser eller ferier. Hver dag.
“Der er én hér, som gerne vil sige noget til dig,” havde prædikanten sagt. HP havde følt det, som om prædikanten havde udvalgt sig ham lige fra starten af. “Det er en midaldrende mand, han hedder … L-L-L-Lasse … kender du en midaldrende mand med … runde briller – sygekassebriller … der hedder Lasse?”
Det gjorde HP ikke umiddelbart.
“Han er i familie med dig. Nær familie med dig. Han er din bedstefar, hed din bedstefar Lasse?”
Og da var det, at det på den der måde nærmest sagde vupti inden i HP. Han havde jo ligesom ikke haft et skilt med ind i Danielkirken, hvorpå der stod: “Mine familiemedlemmer hedder … det og det, og dem og dem er levende og døde”. Hvorfra kunne denne mand, denne kæmpe af en mand, med hænder som skovle, og et ansigt så koparret som en skrotforhandlers, vide hvad hans afdøde farfar hed? Og så var det, han fik den her fornemmelse af, at noget forlod ham – at noget sev ud af ham og kom til stede ved siden af ham. “J-ja,” havde han stammet, forfærdelig flov over på én gang at være synlig for alle de tilstedeværende i det lille kirkerum, og at være sådan én, der ikke bare var en nysgerrig gæst, men faktisk én, som havde en grund til at være en del af dette cirkus af dødssøgende, skulle han nu også til at konsultere sine afdøde hver uge, for at kunne leve sit liv?
“Din farfar står her ved din side. Han har noget, han gerne vil sige til dig.”
HP kunne på ingen måde forestille sig, hvad dét kunne være, men vupti-følelsen var så stærk, at han nærmest kunne læne sig op af den – som om der var en fjeder inde i ham, der holdt ham oppe. Der var en følelse af efter – hvis dét, han var kommet ind i kirken med havde været før, så var det her efter; det var det tætteste han kunne komme på, hvad der skete lige dér.
Inden prædikanten fortsatte, vendte han sig om mod forsamlingen og forklarede, at HPs farfar havde ventet på denne lejlighed til at tale til HP, og at han – farfaren – efterfølgende ville forlade Jord-planet. Det var altså et farvel.
Typisk, havde HP tænkt, på vej hjem fra kirken. Så kommer der endelig noget familie, og så er det sidste besøg nogen sinde! Men lige dér var han bare i ro og stod med blussende kinder og ventede på sin besked.
“Din bedstefar siger … din farfar … han siger, at han har været med dig, lige siden I flyttede – lige siden du og din mor flyttede – fra din fødeby. Ege … Egebjerg?”
“Esbjerg?” sagde HP nærmest mekanisk.
“Esbjerg, ja. Lige siden har han været med dig, og i dag vil han benytte lejligheden til at sige, at du bliver passet på. Og at du altid har været passet på. En engel passer på dig. En engel har altid våget over dig, og våger over dig nu. Han siger … han siger, at du skal tilgive din mor–”
I dét sekund brast HP i tårer. Det kom ud af ingenting. Ingen fornemmelse af, at han skulle græde, eller at noget skulle ud, men ud af det blå begyndte han bare at vold-græde. En mumlen af sympatitilkendegivelse fra hele forsamlingen af spiritister og turister lige mødte hans gråd, hvilket kun fik ham til at græde hårdere, men prædikanten beholdt sin hånd på hans hoved, indtil gråden stilnede af, og cirka dér sagde det vupti for anden gang. Som om noget faldt i hak inde i ham.
“Din farfar siger, at han er ked af, at han ikke kunne være der i levende live for dig, mens du voksede op, men at du er parat nu til at tage ansvaret for dit eget liv nu. Han har gjort, hvad han kunne for at vejlede dig, men at du skal vide, at du er ansvarlig for alt, du har gjort. Du er selv ansvarlig, nu og altid. Selvom du bliver passet på. Faktisk … faktisk … faktisk …”
HP mærkede prædikanten træde et skridt tilbage ind mod væggen, men han beholdt hånden på HPs isse. Der var en følelse som af noget, der prikkede ham i huden på ryggen, og han drejede sig halvt rundt mod skibet, hvor folk på grund af pladsmangel også havde taget plads, men nu trak sig væk både op mod pulpituret og ned mod indgangen, så der blev et tomt stykke gangareal mellem stolerækkerne lige ud for HP.
“Faktisk er denne engel til stede lige nu, den kommunikerer at du aldrig vil være alene, hvis du ikke selv ønsker det.”
HP kunne mærke, at den enorme hånd på hans hoved rystede, men han vendte sig ikke for at se på prædikanten; hans blik flakkede rundt i tomrummet over det tomme gangareal, for at finde noget at fokusere på, men han mødte kun øjne på mennesker, der så alt fra henført til dybt skræmte ud.
“Englen er her for at føre din farfar til det hensides,” sagde prædikanten med dirrende stemme, som showmanden i ham hurtigt lykkedes at få under kontrol. “Din farfar siger, at du er et godt menneske. Og nu siger han farvel. Englen–” hér dirrede prædikantens stemme igen, “englen kommunikerer, at jeg skal fjerne min hånd fra dit hoved …” – dét gjorde han så – “og at du skal lukke dine øjne.”
HP følte alle de tilstedeværendes øjne på sig, og lagde en hånd på skulderen af den kammerat, han havde fulgtes med, hvis idé det var at besøge Danielkirken, og vovede så at lukke øjnene. Følelsen af prikkende hud blev stærkere og det føltes som om han skulle skide rigtig meget, og som om musklerne i benene ikke rigtig kunne bære ham, og så var han vågnet op nede i krypten, i prædikantens kontor, liggende på ryggen på personalets frokostbord. Uh, hvor er her koldt, havde været hans første tanke.
Over ham havde prædikanten stået, og to mænd og en kvinde, som alle åbenbart var tilknyttet kirken. Prædikanten havde talt til ham med den der cecilrustne stemme, der passede så godt til hans statur, men i modsætning til showet oven på ganske ganske blidt – som man taler et barn til ro, der ikke vil sove. HP kunne efterfølgende ikke huske, hvad det var, prædikanten havde sagt, men havde siden haft svært ved at ryste de skuffede ansigter på de fire mennesker af sig, da han kort efter rejste sig og sagt, at han gerne ville hjem.
Hans kammerat havde ventet udenfor kirken, og klappet ham på skulderen og sagt, “nå, ér du vågen?” og grinet fjoget, på en irriterende beundrende måde, og da han kort efter havde sagt farvel til ham og var begyndt at trække hjemad, havde han for første gang i sit liv haft en følelse af, at han ikke behøvede at være alene. Hele vejen hjem havde han forestillet sig Nørrebrogade fuld af afdøde og engle svæve over det hele, men havde ikke kunne mærke noget særligt. Og havde heller ikke følt sig som noget særligt. Han var stadig sig selv. Bare mere, på en eller anden måde mere HP.
