HP i Magtenbølle

HP har pludselig opdaget, at han har levende familie, og tager til familiekomsammen. Men det er alt sammen lidt for overvældende, og kendeligt, hvis han skal være ærlig. Indtil han i baghaven ud mod Magtenbøllevej støder på en lokal pige, der slår benene væk under ham.

Share

Under festivitasen som følge af det just erhvervede, men fjerne familiemedlems grandkusines brors sambragte barns dåb, eller noget i den stil, visse mennesker benytter bare alle lejligheder til at holde fest, smuttede HP ud i haven for at … ja, for at ikke være inde i huset, der var chokproppet af den sociale udgave af arten, som må vide alt om enhver, de ikke har set før, uden af den grund at give noget nær den åbenmundethed tilbage, som de fordrer af … hvaad? Kedsomhed? Nysgerrighed? Frygt, måske?? Måske. Det var i hvert fald rart at få en lille pause, nu der var så langt hjem. Magtenbølle ligger godt nok så cirka midt i Danmark, som det er muligt at komme, uden at skulle opholde sig i en båd, og når nu det pludselig viser sig, at man har en familie, og man altid har savnet en familie, var det sådan set bare at slå til. Godt nok havde savnet altid været lidt som den nøgne kvinde, der havde lært at spinde for at beskytte sig mod kulden, men altid drømt sig mod varmere egne, men aldrig fået taget sig sammen til at flytte, endsige at isolere rønnen … HP standsede sin trasketur rundt i den lille have i forbløffelse over sit eget billede på savnet; for fanden, var det ikke bare dovenskab eller hvad!?
     Han stod helt stille og så ud over hækken på Magtenbøllevej, byens hovedgade, som havde to formål med sin eksistens: At forbinde landsdelene for de billister, der ikke gad krydse Fyn med 130 i timen, og at sørge for at byzoneafgrænsningens nogle og halvtreds huse og knap 250 sjæle ikke imploderede i et sort hul af mangel på betydende udstrækningskraft. Ikke at der var noget forstemmede over området. Som byzone manglede det bare i dén grad overbevisning. Fætter, onkel, grand-etellerandet, der havde ført bilen, var faktisk kommet til at køre for langt, og det var først, da et af de sammenklemte bagsædebørn havde kommenteret, at byzoneskiltet, de nys havde passeret, skiltede med noget der vist nok var den rette sammensætning af bogstaver, at selskabet forstod, de var nået frem. Eller for langt, faktisk. ‘Min gud, var der en by dér’, havde HP sagt. Dén stod han så og så ud over nu. Og min gud, ja, den fandtes. Lille, aflang, eksisterende.
     Det er jo altid sådan med hjernen, at når den kommer ind i et rum, studerer den alt i nærmest én flydende bevægelse og afgør hurtigere end den hurtigste computer-cluster, hvad der er kendt og ufarligt, og hvad ukendt og en potentiel risiko skråstreg mulighed for … etellerandet. Dén proces hér ved hækken, med øjnene i tråd fra fjerneste fjerne den ene vej, til fjerneste fjerne den anden vej, overstod HPs hjerne så hurtigt, at han uvilkårligt begyndte at gabe – en naturlig følge af hjernens behov for ilt i situationer, hvor den ikke ved, om manglen på indtryk er en faretilstand eller en lejlighed til at hvile kroppen: Træ, hæk, carport, stationcar, murstenshus, legeredskab i haven, blomster under vinduerne, ingen mennesker synlige, træ, hæk, carport, stationcar, murstenshus, legeredskab i haven, blomster under vinduerne, ingen mennesker synlige, træ, hæk, carport, stationcar, murstenshus, legeredskab i haven, blomster under vinduerne, ingen mennesker synlige, i begge retninger. Hold kæft hvor han ønskede sig tilbage til København!
     “Hvad er der da i København, som der ikke er her?”
     HP var ikke klar over, at han havde tænkt højt. Han vendte sig.
     Pigen, der så på ham, var vel nogenlunde på hans egen alder, måske en anelse yngre, men der var et glimt i hendes øjne, som omgående fik ham op på dupperne. Intelligens! Hendes skikkelse … var en krop: buler under trøjen, ikke alt for stramme-ikke alt for lavtskårne bukser, pigepyntede lædersandaler, langt hår sat op i hestehale, armene krydset over brystet og et udtryk i øjnene som af tålmodighed … sjit, hun havde obset, at han havde skannet hende! Det var ellers gået lynbørge, som det plejede.
     “I København …?” Han forsøgte at vinde tid. “I København …?”
     “Ja, i København. Det ér da dér, du kommer fra, er det ikke?” Et lille smil spillede om hendes læber, godt og vel dét da Vinci havde tilstræbt med Mona Lisa og var lykkedes så forbandet godt med.
     “Joe, København …” Nu syntes han selv, han begyndte at lyde tumbet. “Altså, egentlig er det ikke så meget København–” faldt det ham ind at sige, “snarere dét, at ting bevæger sig dér!” Hvilket i det samme, han udtalte det, forekom at være en rigtig københavnersnude-partydræber, men pigens smil blev bare til et rigtigt smil, der også lyste op i øjnene. Øj, hun var sgu da dejlig!
     “Men jeg bevæger mig da!” Hun drejede rundt næsten på tå som en balletdanser, med armene graciøst snoet om hinanden op over hovedet.
     HP kunne ikke finde på noget at sige til dét. Han kunne i hvert fald ikke sige dét, han tænkte. At han allerede var en smule småforelsket, men at dét skete så ofte for ham, at han ikke længere tillagde det samme betydning som de fleste andre – pulsen, der hamrede af sted, en tydelig tilstrømning af blod mellem benene, skiftevis kold sved og varm sved, og en prikken i huden – det var nærmest en daglig forteelse. Men ikke desto mindre rart.
     Han havde på fornemmelsen, at hvis han åbnede munden, ville den blive stående åben og ubestemmelige lyde ville komme ud, eller en sileregn af spyt. Han måtte hellere bare se; dét var han så til gengæld også god til. Så, han så bare på hende, forsøgte at være hende det bedst mulige publikum, mens hun drejede rundt og rundt på plænen, tydeligvis ikke længere for at illustrere noget, men fordi hun godt selv kunne lide det. Det slog ham, at hun måtte blive voldsomt rundtosset af al det snurreri, og øjnene pludselig en chance for omgående nærkontakt. Han fulgte derfor efter hende, mens hun jævnt hurtigt snurrede hen over plænen, i afventen på øjeblikket, hvor han kunne gribe hende, når hun standsede og ørernes balanceforum ville forsøge at overbevise hende om, at hun stadig var i bevægelse.
     HP skævede op mod vinduerne i huset for at se, om der var nogen, som gloede, men der var mest lys og skygge, som om nogen indenfor lavede menneskeskyggebilleder med et bål som lyskilde.
     Midt ud på plænen standsede hun. Men i stedet for at fortsætte med at snurre rundt med kroppen, stod hun bare helt afslappet og i stedet kørte øjnene rundt som gale i hovedet på hende, mens det rykkede lidt i hendes skuldre.
     Snarere end at føle skuffelse blev HP bare omgående mere varm og tummelumsk inden i. Hun var ikke sådan til at forudsige, det var dét! Han stillede sig lidt til en side for hende; instinktivt fornemmede han, at det var bedre for hende, at der ikke var noget væsentligt i synsfeltet – at øjnene på en eller anden måde fungerede som en slags stabiliserende gyroskoper, der tog brodden af balancenervernes diktat. Men han kunne vente på rigtig mange forskellige måder – at give plads til, at folk var folk, var at give dem frihed til at synes om ham. Undtagen, mindede han sig selv om, når de hang ind over ham med lokalbrygget ølånde og ville vide alt om hans plads i deres verdensbillede.
     Efter en tid, hvor han bare så på hende, og til sin overraskelse opdagede, at de omgivende træer var stopproppede af kvidrende, pippende fugle på forskellige frekvenser og med stor og varierende melodisk kompleksitet, faldt hendes øjenæbler til ro og så over på ham med en ro, der måske havde været der før, men nu havde erhvervet en dybde, der foruroligede ham lidt. Måske var hun én af dem, man sagde der var mange liv gammel?
     “Det skulle du prøve en dag,” sagde hun og halv-smilede.
     Utroligt! Selv hendes stemme var blevet dybere. En rislende følelse bredte sig fra midt i HPs brystkasse og ned igennem begge ben, med et ikke ubetydeligt stop-over i underlivet. “Der er noget, jeg hellere vil!” sagde han, og kneb uvilkårligt øjnene sammen, som om nogen havde langet ud efter ham. Det sagde han ikke! Det sagde han bare ikke!
     “Så skal vi lige kende hinanden lidt bedre” sagde pigen. “Men festen er jo heller ikke slut endnu …?” Cliff-hanger-antydninger og stadig den der dybere snurre-oktav; det gjorde ham helt kuldret. Stod han over for Rita Heyworth inkarneret; hvornår var det hun døde …
     “Danser du?” spurgte pigen, mens hun begyndte at gå hen mod hoveddøren.
     “Spiser mus ost? Har paven en sjov hat på? Er Danmarks præsident kvinde?” HP tog tre hurtige skridt i hælene på hende og kom på omgangshøjde i mere end én forstand, åbenbart, idet hun tog i dørhåndtaget, vendte sig og rakte en hånd frem mod ham. “Så danser vi.”
     Ho-kay! Men var det ikke bare simpelthen præcis den samme måde, Magtenbølle næsten 1000 år forinden bragte sig på landkortet? Og stadig, nu i vægtløshedens tidsalder, fortæller det indre øre den samme historie om kroppen i frit fald, uden at mere end et fåtal faktisk, fysisk har prøvet det!
     Hun trak i ham, inden for i varmen.

NOTER:
i vægtløshedens tidsalder ved vi, at fornemmelsen af at falde skyldes, at det indre øre ikke er designet til vægtløshed, hvorved vægtløshed, faktisk eller følt, er en sansning vi ikke har oplevet nok til at opfatte som almindelig. Og da den i et menneskes liv oftest har været knyttet til oplevelsen af at falde, med kroppen forgæves i forsøg på at korrigere og forhindre, evt. afbøde, faldet, er en del dødsangst knyttet til følelsen. Men i vægtløshedens tidsalder kan vi lære kroppen nyt – springe i faldskærm, bungeejumping osv – dvs. gå imod vore programmerede impulser, og ligefrem få et kick ud af at lade kroppen tro, at vi skal dø.

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.