DIGT: SLAM DUNK

i stuerne blander sig
lugten af pot og blomkål
blomkål og åbne døre
og digteren er evigt dømt til være bagefter

føler han
og kommer atter bagefter
som han opsummerer det forgangne igen
føler han
og bliver opmærksom på
at det er meningsløst at føle tab
især nu hvor
følelserne keder sig og går dén vej
med vinden på tøjet
ud ad stranden
og følelserne bakser med det forgangne
hvordan få det ned
citeret korrekt

og vinden på tøjet slam dunk er et korrekt citat

udenfor pot og blomkål
på terrassen
SÅ megen opmærksomhed på tiden før mørkets komme

og lysets igen

DIGT: såskerder

så sker der det der sker
der sker så det der sker
nu sker der det der sker
der sker nu det der sker
nu er det nu der sker dét
nu er det nu der sker dét
nu er det nu der sker nu
det er nu nu der sker nu
nu sker der nu det sker
det sker nu det nu der sker
der sker nu nu som det det sker
der sker det som nu er nu og sker
her sker der det som nu er nu og sker
her sker det nu som nu er nu og sker her
der sker det nu her som nu er nu og sker her
så sker det nu her som nu er nu her og sker dér
det sker nu det nu nu som sker nu og sker her og nu
så sker det som nu er nu og nu og nu og sker og sker og sker
det sker kun nu det nu som nu er nu der sker der og nu nu det sker
nu sker så nu det nu der sker der nu som sker her og nu og nu det sker
så nu det sker
så her det sker
så her det nu
så nu det her
nu det er
her det er
der det er
nu det er
det er nu
det er nu
det er nu det sker og her det sker og nu er nu og sker her er her nu det sker så det sker

du ser det der sker, du ser

DIGT: alfabetisk forhold:

Langpoesi.

Umiddelbart alfabetisk, deres forhold. Deres forholden sig – til hinanden. Til
sexen. Til diskussionerne, i naturlig progression til skænderi. Til forsoninger
og udforskninger. A for Armod, Aggression, Ahhh, B for Busted, Bedrag,
Behagesyge, C for Cirka det hele, D for Dynamisk, Dum, Dejligt Dullet, E og
så videre, for de kom overalt, i alle egne, ikke dén detalje de ikke kunne sætte
navn på – men straks opgivende, hvis vidner spurgte til sammenhængen de
enkelte definitioner imellem, selv ikke med hinanden til hjælp kunne de
skabe disse forbindelser, den endelige transformation til overgivelse og
endelig opgivelse af dem begge opfattet som regulært forrædderi, al videre
diskussion unødvendigjort på et øjeblik: Uden at konsultere med Hende
vendte Han sig frustreret mod en uforstående: Men vi taler ikke i hele
sætninger!!! Bruddet fulgte kort derefter, i timerne det tog at pakke ledsaget af
almindeligheder som: rækker du mig lige…, vil du ha den her eller ka jeg…,
o. lign, hvilket med ukarakteristisk afgivelse af nydelse fokuserede dem begge
mod at gøre sceancen kort. Det gjorde ganske enkelt for ondt.

DIGT: jeg ved ikke noget

Jeg kan dokumentere, at jeg ikke ved ret meget. I forhold til hvad man gennem de sidste tre tusinde år har villet vide at man vidste, hvis man vidste noget… ikke ret meget – lad mig dokumentere:

Jeg ved, at året er rundt og at æbletræer blomstrer hele året. Og sådan noget.
Jeg ved at, digtere er døde uden at efterlade sig spor, og at andre med ord optræder elektronisk på forlangende, hver dag, hvert minut.
Jeg ved at menneskene er mange, og at de elsker at hade og elske og nødvilligt forandrer sig til noget andet. Det er svært.
Jeg ved der er langt mellem toppene i Danmark, som rager op over havet – og øer? Dem er der i virkeligheden nok af – forbindelserne er det store problem. Om man vil.

Jeg ved, at trafiklys har tre farver; og kun rækkefølgen betyder noget, hvis man er fuldstændig farveblind.
Jeg ved at, dronningen har to sønner, der hele tiden vokser i ugebladene. Jeg ved at dronningen har drengebørnebørn, der hele tiden vokser i ugebladene; og at alle sønnernes mødre hele tiden bliver ældre i ugebladene og at det er vigtigt for os alle sammen, så længe de alle sammen gør dét. Blir ældre.
Jeg ved at, enkelte tager sig af hvad børnene mener, at de forsøger at udstrække ordet respekt til folk som ikke har sprog endnu. Og sådan noget.
Jeg ved at livet er værdifuldt for alle og at ingen ønsker at de selv dør.
Jeg ved mange savner noget de ikke ved hvad er, og at mange kalder dette noget en forudsætning for livet.
Jeg ved jeg drømmer uden at det går ud over sproget. Og at det ikke er svært.

Jeg ved det ikke koster noget at se på solnedgangen, det koster ihvertfald ikke mere end de privatiserede transportmidler tager for bringe én til frit udsyn. Billet?

Jeg ved, at gud findes for nogen og for andre er han flertal eller hun, jeg ved at man ikke skal spytte på andres tro og jeg ved at jeg ikke tror på noget som i faith.
Jeg ved at, man lyver for folk overalt; og at folk lyver at jeg lyver, jeg ser glæden udeblive i visse sammenhænge og i visse samtaler og glædens udeblivelse er bevis nok for mig.
Jeg ved at klokken ringer i de fleste skoler, og at dét betyder at børnene skal skifte retning endnu engang.
Jeg ved mejerierne er lukket overalt i det ganske land, og at alle disse vinduer er muret til nu. Jeg ved, der ikke er mangel på mælk. Ikke endnu.
Jeg ved det ikke er muligt at fare vild i Danmark. Ikke på vejene ihvertfald. Jeg ved der er skilte overalt, margueriteruten er endegyldigt bevis på civilisation, der ved alt om sig selv den ønsker at vide.

Jeg ved at, mange mennesker ikke må holde husdyr i deres bolig, men at mange trodser disse forbud og at psykologer råder folk til kontakt, enhver kontakt, så livet bliver til at leve.
Jeg ved at prisen på kaffe og interessen for denne særegne hastighed holder huspriserne oppe i indre by. Caféen kommer snart til dit hus.
Jeg ved jeg savner noget jeg ikke ved hvad er. Og at jeg ikke ved, om det er hvad de andre savner – jeg ved mine spørgsmål ikke nytter noget – at jeg selv må fortælle, at dét er alt.
Jeg ved skatterne er for høje og levefoden for stor og sikkerhedsnettet for stormasket og idealerne for højtflyvende for lavpandede for middelmådige og at der ikke er noget system som passer som en skjorte kan det.

Jeg ved, at jeg i dag ér hele fortællingen om kejserens nye klæ’r, pøbelen, nobiliteten, skrædderne, kejseren og den lille dreng holder aldrig helt kæft.
Jeg ved at, der bliver krig igen – ikke hvor det sker først – men naboen slår igen på sin dreng.
Jeg ved at det koster at leve.
Jeg ved min kærlighed ruster, selvom den bor i hjertet.
Jeg ved gammelt venskab forgår, jeg ved øjet forlader sindet, når man sover, jeg ved dagen slutter med solen, og at man dør.

Jeg ved ikke nok om det der interesserer mig, men jeg ved at det altid ér sådan og at det betyder jeg er i live.
Jeg ved ikke nok om noget. Jeg ved ikke nok om, hvad jeg ikke ved nok om, jeg gætter bare. Og plukker lidt hér og dér.

DIGT: det kvindelige ophav

når man ønsker nogen så meget at man tror de går i stykker
hvis man ikke er der
at hele ens liv kommer til at handle om at
forblive levende for en andens skyld man kan ikke
rejse udenlands for tænk nu hvis! ikke
dyrke udfordrende sport eller narkotika
alt man kan er smerte over sin flirten med eksistensen
som aldrig bliver risikabel man lever
for at en anden må leve en smerte som må-ske
end ikke hører op
når hun dør

jeg ved
hvad et spøgelse er

DIGT: BLANCA

pollo, perro… is hard!

Neither the dogs
nor the chickens reply to
pollo
perro only
tone of voice will bring them
or reject them
unless named

once recognised…
un perro se llama Blanca
because it is white
and has been
defending the house for ages on end… it enters
the human world and takes on
real existance
by way of hand and name

Blanca exists
el perro Blanca exíste
in all languages
through the caring of
at least one naming agent
and two and three…
how easy they come about
if Blanca growels a bit
wagging its tail…
confirms this fact for all to see

so how discount gods
spirits
evils and goods
diseases
miracles
The Taxi In The Lonely Night
anything carrying you
supporting you
loving you
hating you lack of caring gets you
perro
pollo
humanos and no more
but name
all that you meet and be the creator
at the center of the only universe
you can ever truly know

Got a name for your self?

make room
let it go

maybe one day
someone
will name YOU
thus placing you
in a much larger sky

Digital Rights Management, penge og moral

Forbrugerstyrelsen i DK er gået sammen med forbrugerstyrelserne i Sverige og Norge om at prøve at forhindre iTunes Music Store at sælge kopibeskyttede lydfiler til forbrugerne, fordi forbrugere i Norge har klaget til den norske forbrugerombudsmand over, at de ikke uden videre kunne flytte lydfiler købt i iTunes Music Store over på andre musik-afspillere end Apples iPods.

Rent vanvid, al den stund alle andre detailled for digital musik benytter Digital Rights Management.

To: forbrugerstyrelsen
From: kenneth krabat
Subject: Marlene Winther – ipod/apple

Hej,

søger man på “ipod + forbrugerombudsmand” på forbrugerombudsmandens side, får man kun én reference, nemlig nedstående link til interview. Ingen uddybelse af sagen, hverken ved søgning på Marlene Winther eller andet, der kan tænkes relateret?

Hvordan kan det være, al den stund Marlene Winther i et interview i Ingeniøren [http://ing.dk/article/20060612/ELEKTRONIK/106160010] på vegne af forbrugerombudsmanden siger, at ombudsmændene i de tre sprogligt samklingende skandinaviske lande er enige om at kræve, at Apple åbner sit proprietære format på musikken på iTunes Music shop, fordi musikken ikke kan anbringes på andre mp3-afspillere end iPod?

Hvilket i øvrigt er fuldstændig hul i hovedet, af flere grunde:

– Enhver bruger af enhver platform, der kan køre programmet iTunes (WindowsPC; Mac, Linux o.a.) har adgang til at købe musik gennem iTunes Music Shop, og fra iTunes brænde en CD, som kan afspilles på alle maskiner. Samt fra omtalte CD rippe musikken ud igen, hvis man ønsker den i et andet format, til at placere på en ikke-apple mp3-spiller. Eller man kan bruge et konverteringsprogram, f.eks. MP3 CD Converter på PC, eller f.eks. iPod Ripper til Mac, til at omskabe sine kopibeskyttede AAC-filer til andre formater som AIFF, Mp3, WAV eller andet.

– Hos hvilke andre musikudbydere kan man købe musik til brug på iPod? Eller endnu værre: Hvilke andre udbydere kan Mac-brugere købe musik hos?

– De store mobilteleselskaber har meget stor interesse i at lade deres brugere downloade musik direkte til mobiltelefonen, som de betænker at sælge til det dobbelte af hvad iTunes Music Store sælger dem for, [http://www.businessweek.com/magazine/content/05_17/b3930001.htm], plus at disse sange pt. ikke kan downloades og spilles på en computer [er dét proprietært eller hvad?] og med 1.5 milliard solgte mobiltelefoner, kan Apples solgte 10 millioner iPods ikke siges at udgøre nogen særlig proprietær trussel.

– Microsoft er i færd med at udvikle et format, som “mere sikkert kan flyttes fra telefon til PC”, dvs. ikke kan kopieres på en måde, som MS ikke ønsker det. Dvs. ikke har fri mobilitet. Al den stund Microsofts OS’er finds på ca. 90% af verdens computere, må dét siges at være proprietært i en karat, ingen anden kan slå.

Citat [ibid.]
Microsoft, digital media specialist Loudeye, and mobile music startup Melodeo are developing systems that provide better copy protection so tracks can be moved around easily and safely.

The first iterations are crude. Nokia, in partnership with Microsoft and Loudeye Corp. (LOUD ), provides operators with technology to send customers two copies of a track. One goes to the phone and can’t be moved, and the other, a copy-protected version, goes to the PC. [citat slut]

altså vil det ikke være muligt selv at bestemme, hvor man vil have sin musik.

Hér er et referat til en debatside, fundet hos jer, hvor købere af kopibeskyttede WMA-filer har svært ved få dem lagt over på en iPod! [søgning “ipod + format] http://debat.ing.dk/topic/?tid=20520

jeg kunne blive ved.

I spiller et spil, hvor I spiller giganterne, der ikke har ønsket at lokalisere butikker i danmark, til mac-OS eller til iPod, alle kort i hænde. Er det dét, I vil? I har ganske enkelt ikke fattet, at vi befinder os i en global verden, hvor internettes mangel på grænsesætning ikke applikerer til nationale love. iTunes’ danske, svenske og norske butik er hhv. dansk, svensk og norsk pga. muligheden for at betale i egen mønt, men kunne lige så vel have været lokaliseret på engelsk og i udlandet, og så ville I ikke have noget at skulle have sagt over noget.

iTMS kom tilfældigvis først, med en god og funktionel forretningsmodel, men Microsoft og andre ser gerne, at I forhindrer Apple i at sælge i skandinavisk valuta. De skal nok få deres egne proprietære formater igennem, og dét kan I ikke gøre noget som helst ved.

venlig hilsen,
Kenneth Krabat

så havde jeg en telefonsamtale med omtalte Marlene Winther fra Forbrugerstyrelsen. Den bar præg af, at forbrugerstyrelsen faktisk ikke havde sat sig ind i sagen, før de gik sammen med de andre skandinaviske lande om denne sag.

Det foranledigede denne opfølgning:

To: fs@fs.dk
From: kenneth krabat
Subject: Marlene Winther – ipod/apple – 2

Hej Marlene Winther,

tak for snakken; det var fint. Jeg opsummerer lige, med et par gentagelser og understregninger:

Det handler om licenser, rettighedshavere, og forbrugerpolitik, der kun forholder sig til forbrugeres klager gr. uvidenhed om rettighedsområdet – og om at forbi-se det faktum, at rettighedshaverne kun vil tillade retten til videresalg af deres produkter, hvis de kan blive beskyttet af lovgivningen. Hvilket gør det muligt for/tvinger konkurrerende detailfirmaer som f.eks. Napster og iTMS til at konkurrere… også på détte punkt: DRM.

Fødekæden for iTunes Music Store, men gælder alle andre detailled også:

Musikrettighedshavere (Sony, Time/Warner osv) kræver beskyttelse af deres produkter for at ville indgå aftaler om salg —> Apple beskytter producentens produkt med en DRM (Digital Rights Management) kopibeskyttelse, AAC (protected), den kopibeskyttede version af deres eget lydformat, AAC, som er en videreudvikling af Frauenhofers Mp3 codec, som de betaler licens til[!] — > Forbrugeren køber en lydfil i lydformatet AAC (Protected), som kan afspilles via iTunes på alle styresystemer, OG – hvis man har en Apple afspiller – uden videre trækkes ud af maskinen og afspilles på en iPod, stadig som DRM’ed AAC-filer.

Héri ligger “beskyttelsen”. Den er overfladisk, idét der ikke findes noget DRM-format, som ikke kan brydes. Men dén er nødvendig, fordi iTMS ellers ikke ville få lov af rettighedshaverne til at videresælge deres musik. Hvilket flytter den moralsk afgørelse om omfanget af ejerskab af det købte over på forbrugeren, som kan vælge at begå ulovligheder, hvis forbrugerens (frit indkøbte) musikafspiller ikke kan afspille AAC (protected). Men det samme gør sig gældende med DRM’ed musik købt andre steder.

Hér en historie om at flytte musik købt på New Napster, der benytter Microsofts DRM-WMA, over på familiens Archos-adspiller, der ikke er licenseret til at afspille WMA. http://more.theory.org/archives/000040.html

Jeg ved i øvrigt, at der findes mp3-afspillere af andre fabrikater, som er bedøvende ligeglade med DRM-filer. Som spiller hvad som helst. Så det er i mine øjne ikke kopibeskyttelsen, der er problemet. Men forbrugeren – som altid før har bestemt selv, om de ville kopiere deres ting, og i hvilket omfang, men nu af Rettighedshaverne, med Apple, Microsoft, Sony, Napster etc. som detailled, tvinges til at bruge et stykke “rippe”-software for at have fri mobilitet på deres køb. At hakke på Apple for at opfylde rettighedshavernes krav som forudsætning for overhovedet at kunne lave en musikbutik er ikke rimeligt. Kan man kritisere Apple for at lave en tie-in fra deres påtvungne kopibeskyttelse til deres hardwareprodukt? Da jeg f.eks. købte min 2. generations iPod i 2001, var der ingen DRM og ingen iTunes Music Store, og jeg kunne frit lægge mine købte CD’er over på min iPod fra et hvilket som helst program, der kunne rippe CD’er – WinAmp, SoundJam, iTunes m.fl.!

Du kan jo spørge Apple, om de er villige til at udlicensere AAC (protected) til andre mp3-producenter, så ALLE kan bruge deres musik uden disse vanskeligheder, vi taler om. Men så skal du i samme ombæring kræve det samme af Microsoft, Sony, Frauenhofer og hvem der ellers ligger inde med proprietære lydformater.

Hér er en masse guld om formatet AAC og dets placering på diverse afspillere: http://ask.metafilter.com/mefi/27644. Også den interessante information, at Microsoft presser hardwareproducenter til at benytte deres format, WMA (som i øvrigt er et vildt dårligt lydcodec – ringere end mp3 i gennemsnitskvalitet, 128bps – og kun beregnet på computerafspilning).

“Digital Rights Management (DRM) systems restrict the use of digital files in order to protect the interests of copyright holders” [!]
http://www.epic.org/privacy/drm/

Laurence Lessig
: “Every digital file is a copy”. Dvs. at man kun kan beskytte sine rettigheder ved at forhindre udbredelsen af dem. Men man må samtidig ikke spænde ben for sig selv, så det bliver for svært for forbrugeren at få adgang til dem.

Vi taler lydformater, der ikke er åbne for alle (mp3 er også proprietært; hér er det bare codec-producenten Frauenhofer, der får penge af hardwareproducenterne) – og dét gør vi kun, fordi der er forskellige store aktører på markedet, som hver især skal tjene penge. Det giver god mening at lægge sig fast på et format – WMA, mp3, AAC/M4p osv. – og så sælge licenser til “sit eget format” til hardwarefabrikanter. Apple har sin egen produktrække (iPod), og sælger ikke DRM-AAC-licenser til andre hardwareproducenter – ikke for nemmere at sælge hardware, men fordi de også sælger musik! De har solgt 10 mio. afspillere. Men hvor mange PDA’er, mobiltelefoner og andre mærker “mp3”-afspillere findes der totalt i verden, som benytter udlicencerede DRM-formater fra andre producenter?! Hérunder afspillere, som benytter Mp3-codec’en?

DRM-formater er en konsekvens af rettighedshaveres krav til detailledet. That’s it. Jeg vil også gerne have en åben verden [http://creativecommons.org], hvor jeg selv forvalter mine digitale kopier i forhold til min egen moral – men rettighedshaverne mener ikke, at jeg er i stand til at forvalte mine køb (= at det er for nemt at deles om ikke-beskyttede musikfiler].

Igen: Hvorfor gå efter at straffe et lille firma, som blot har været så dygtige at skabe sig en klar virksomhedsprofil, at de er blevet et brand, når jeres anke lige så vel kunne applikeres på alle de andre (mindre) succesrige virksomheder på området, vi taler om? I kunne jo f.eks. gå ud til forbrugerne og forsøge at oplyse om dét med kopier og retten til at kopiere. Og i dén forbindelse sige, at forbrugerne faktisk kunne få væsentlig bedre lyd på deres køb, hvis rettighedshaverne snarere end at gemme sig bag lovgivningens nuværende ret til at kræve beskyttelse for sine produkter ville tillade brugen af åbne (og gratis) formater, f.eks Ogg Vorbis http://www.xiph.org.

DRM-beskyttelsen er ikke lavet for at genere forbrugerne, men en konsekvens af overgangen fra den analoge til den digitale verden; af kampen om retten til at videresælge musik, der af rettighedshaverne kræves beskyttet på en sådan måde, at amoralske forbrugere ikke snyder rettighedshaverne for vederlag. At begrebet fair use, som før administrerede af forbrugernes moral, i dag gr. at der ikke findes nogen digitale originaler, anses for for stor en opgave for forbrugeren selv at administrere.

At bl.a. Microsoft så får det til at lyde, som om deres DRM-format faktisk er til gavn for forbrugerne http://www.microsoft.com/windows/windowsmedia/forpros/drm/default.mspx, og ikke et spørgsmål om, på hvilken måde man kan komme til at sætte sig på musikmarkedet også, er så en helt anden sag.

Hvis jeg kan være til nogen hjælp, skriver du bare.

bedste hilsener,
kenneth krabat

Og herefter et lille PS:

Hej igen,

PS:
I øvrigt kunne det være spændende at rejse en sag hos forbrugerombudsmanden om det offentliges – DR, biblioteker, ministerier, styrelser osv. – brug af proprietære formater, der udelukker alle ikke-Microsoftplatforme fra at benytte offentlige ydelser. Som vi betaler skat til. Skal jeg f.eks. tvinges til at bruge WindowsOS, Internet Explorer osv. for at kunne kontakte visse offentlige instanser – blot fordi Microsoft har gjort det umuligt for andre platforme at benytte deres modificerede udgaver af Java, html, og [hæmningsløse brug af] proprietære formater?

vh,

kenneth krabat

DIGT: TSUK – tidløse samlinger uden kobber [CD]

Kenneth Krabat har indtalt shamanistisk inspirerede tekster fra sit første årsværk, “Et digt om dagen”, 1999-2000. Digterstemmer-CD 01.

 

Første udkast til omslag

Indspillet 2003
Lydteknik: Jakob Riis

LYT:

01 Orm i Mezzaninen
01 Orm i Mezzaninen
02 døgnets besættelse
02 døgnets besaettelse
03 pakket ind i sprog
03 pakket ind i sprog
04 sædefødsel – fortælling
04 sædefødsel – fortælling
05 menneske på taget
05 menneske paa taget
06 for af bag
06 for af bag
07 din billet
07 din billet
08 identitet 07 identitet
09 tsuk 3 solen, regnen, skyerne
09 tsuk 3 solen, regnen, skyerne
10 stadier af hov
10 stadier af hov
11 karma til troende
11 karma til troende
12 pil
12 pil
13 tsuk 2 taler med ræv
12 tsuk 2 taler med ræv
14 jernmangel
14 jernmangel
15 tsuk 1 det vandrende bjerg
15 tsuk 1 det vandrende bjerg
16 uden videre 16 uden videre
17 trommen uden for drømmen
17 trommen uden for droemmen
18 tsuk 4 hvert lys et menneske
18 tsuk 4 hvert lys et menneske
19 q
19 q
20 være klippe være sten
20 være klippe være sten
21 afteners og nætters floder
21 afteners og nætters floder
22 når norner krager
22 når norner krager
23 anelse
23 anelse

TSUK Omslag og CD-tryk

 

Tankepolitik

[kommentar til Politikens debatredaktion i anledning af journalist Lasse Ellegårds karakteristik af historikeren David Irving i Politiken Søndag 26.02. 2006]

Kan nogen huske Orwells “1984”?
I denne mørke skildring af et samfund, hvor alle ministerier havde politisk korrekte navne, der sigtede på at udrydde enhver forestilling om, at der udenfor nationen kunne findes en bedre verden, blev enhver afvigelse fra dogmerne straffet hårdt, herunder også tankerne om alt, ledelsen ikke så nationen til gavn.
Hvad man ellers måtte mene om den paranoide holocaustbenægter, David Irvings udgydelser, er det især i disse “Mohammed-dage” interessant at bemærke, at manden har fået 3 års fængsel for, hvad man kun kan kalde en “tankeforbrydelse”! Han er blevet straffet for at have “farlige” tanker og udbrede disse tanker. Og Politiken kolporterer hånligt en østrigsk fængselsleder i citat: “Så kan han de næste tre år skrive vaskelister i fængslets vaskeri”.
Avisen accepterer, at man nu end ikke må *tænke* dét, der går samfundet imod. Det er sådan, at ytringsfrihed bliver til ytringsafgrænsning. Og i det øjeblik er der ikke længere nogen grænser for arten af tanker, man kan begrænse.
Før demokratiet blev noget, man reelt brugte at henvise til, var det kutyme at spærre dissidenter inde på sindssygeansalter. Ikke kun i Sovjet; også i Europa. Det kan vi ikke rigtig finde ud af i dag, men så kan man jo gå rettens vej!
Hvornår spærrer man Jyllandspostens kulturredaktør inde for at tage pis på islam? Jonni Hansen for at synes nazisme er federe end kærlighed til jøder? Mogens Camre og slænget af DF-kompaner for at frygte at miste frikadellen? Nyboligs mæglere for at frygte at blive fattige? Og nu man ér i gang, kan man også lige så godt spærre Tine Bryld inde for at minde os om grønlændere i isolationsfængsling. Og alle de andre, der føler de har en sag, som man er tvunget til at bruge 17 sekunder af sit liv på selvstændigt at forholde sig til.
Det er ellers nemt. Man inddrager bare politiets weekendorlov og anholder dem alle sammen i én stor razzia. Så kan man skære TV-nyhederne ned til 5 minutter, og nøjes med kulturstof i aviserne.
Sikken fred her bliver. Så man kan høre sig selv tænke [gode, ufarlige tanker].

ADFÆRDSKODEX

To: opinion[AT]weekendavisen.dk
From: kenneth krabat

17-23 februar 2006 spørger Weekendavisen, hvad der bliver indholdet af et nyt vejledende normsæt for religiøs kontakt, en adfærdskodex der – som der står – skal sikre at f.eks. Dagblade udviser respekt overfor religioner, samt at nyradikale ekstremister ikke bringer sig selv og andre i fare…

Selvom det ikke er et regelsæt, men retningslinier for adfærd ved omgang med religioner, og ingen forestiller sig, at det skal blive et tillæg til Grundlovens §77 om ytringsfrihed, ser jeg i ånden, at et sådan regelsæt lige så stille og roligt glider ind i vores kultur og forhindrer nytænkning i omgang med andre kulturer. Med fare for, at vi bliver fanget i et morads af ufordøjet forståelse af begrebet ”respekt”, og derfor ikke tør sige fra overfor religiøse ekstremister fra andre lande, der forsøger at trække deres (religiøse) praksis og kultur ned over vores hoveder, uden at ville respektere vores.

Her følger spørgsmålene, og mine svar.

kenneth krabat
19. februar 2006

obs: ord i [hårde klammer] er indført for at forklare brugen af ordet “kan”, der oftes skal læses som “kan man tillade sig at…”.

1 Kan man karrikere Jesus?
Nej, fordi man ikke kender hans udseende… 😉 Man kan derimod tillade sig at karrikere hans gerninger og de tilhørende ikoner, som de bruges og måske især misbruges i nutiden, samt kirkens gerninger og handlinger, kristnes handlinger og gerninger, modstanderes… osv., fordi det har værdi for samfundet at blive opmærksom på væsentlige selvmodsigelser i vore institutioner. Den vestlige verdens mennesker er jævnt hen ad vejen så godt uddannede, at vi overvejende kan forholde os til kritik af vore kæpheste, hvis den er berettiget.

2 Kan man i TV og medier [tillade sig at] viderebringe opfordringer til mord på tegnere og forfattere?
Ja, det kan man godt tillade sig, hvis man holder sig for øje at pakke det ind på en sådan måde, at målgruppen oplever det i perspektiv.

3 Kan [man tillade at] Disneys Aladdin fortsat distribueres?
[har ikke set den og kender ikke originalforlægget]

4 Kan [man tillade at] den kritiske udforskning af Koranens historiske tilblivelse fortsat bedrives ved universiteterne?
Ja, der er basis for at forholde sig kritisk til alle overleveringer. Tør man tillade at ens verdensbillede forandrer sig, kan alle undersøgelser kun gøre én klogere. Og så er man forpligtet til at tilbyde denne viden til alle andre.

5 Kan [man tillade at] Koranen afbildes i danske medier?
Ja. Hvis den kan læses af én person, reciteres i en moské, udsynges fra et bedetårn, studeres i skoler og hjemmet, kan den også afbildes i danske medier – selvfølgelig med respekt for avisens version af sandheden, som med behandlingen af alt andet stof. Kunne man ikke afbilde den, skulle den så også forbydes i oversættelse?

6 Kan [man tillade at] Oehlenschlägers Aladdin sættes op på det Kg. Teater?
[har ikke læst den]

7 Kan [man tillade] Bibelkritiken [at] fortsætte?
Ja. Se pkt. 4

8 Hvilke religioner er omfattet? Kan man [tillade sig at] karrikere Jehovas Vidner og Scientology? Kan man [tillade sig at] kritisere Tidehverv?
Ja. Spektret fra ”at le med” til ”at le af” er stort. De vurderende menneskelige led fra skaber til modtager må alle afgøre, om de er tale om forhånelse, eller påpegelse af indbyggede svagheder. Problemet opstår, når satirens objekt betragter sig som ufejlbarelig. Men ”perfektion er forbeholdt det guddommelige”, som nogen har sagt. Se også pkt. 1

9a Er politiske ideologier af religiøs støbning omfattet?
Ja. Se pkt. 8 og 1.
9b Kan man [tillade sig at] karrikere nazisme?
Ja, man kan karrikere Nazimen og (ny)nazisterne af i dag. Det er ikke satire, hvis man karrikerer det historiske og de døde. Satire er en udfordring til de levende om at se sig selv i kortene.

10 Er antisemitiske karrikaturer fra arabisk presse også omfattet af kodexet?
Mig bekendt er der i islamiske lande officiel sanktionering af karrikerende forhånelse overfor jødedommen, gr. den historiske Muhammeds vrede over jødernes behandling af ham.

11 Kan [man] fortsat [tillade sig at] oversætte og distribuere Voltaire – for eksemple hans Mohamet?
Som historisk dokument, ja. Se også 9b

12 Kan [man] fortsat [tillade at] Jorge Louis Borges’ værk trykkes og forhandles?
[ved ikke om der refereres til et bestemt værk, og i så fald hvilket, eller hele hans værk]

13 Kan [man tillade at] Saramangos Jesusevangeliet trykkes og forhandles?
[har ikke læst den]

14 Kan [man tillade at] julekalenderen Jul i Valhal fortsat lave[r] sin egen udlægning af de nordiske myter?
[har ikke set den, men regner med, at den gr. sit publikum er på line med ”Jesus og Josefine”] Ja. Se også pkt. 1 og 5

15a Kan [man tillade] Hirsi Ali [at] lave sin film om liv?
[kender ikke referencen]
15b Kan [man tillade at] det Danske Filminstitut bevilge[r] støtte til islamkritiske filmprojekter?
Ja. Og også til pro-islamiske projekter, og pro-jødiske, pro-scientology, pro-nazistiske, hvis projektets kunstneriske essens stemmer overens med Filminstituttets retningslinier. Hvem har sagt, at kunst kun skal være analytisk/destruktiv? Har man hørt om ”hyldester”?

16 Kan [man tillade at] Life of Brian fortsat vises offentligt?
Ja, det er et produkt af kærlighed, der ikke handler om Jesu liv, men om menneskers liv.

17 Kan journalister [tillades at] undersøge forskellen mellem tale og handlinger hos imamaer og andre gejstelige?
Ja. Og bør gøre det i folkekirken også. Og på Borgen. Og i egne redaktionslokaler. Og i folkeskolen. og så videre. Der er relevante historier under hver en sten, for den der kigger efter.

18 Kan [man tillade at] kvindeundertrykkelse i strømninger i Islam kritiseres?
Kan den kritiseres i Danmark? Ja, gu’ fanden!

19 Kan [man tillade at] Human Rights Watch fortsat publicere[r] sine årlige oversigter over menneskerettighedsovertrædelser i muslimske lande?
Ja. Blot overtrædelser for alle lande publiceres med samme seriøsitet.

20 Kan [man tillade at] muslimske menigheder i Danmark indføre[r] egne, snævrere regelsæt for ytringsfrihed, der kun gælder for foreningens medlemmer?
Ja. Mennesker er principielt frie til at finde et andet bageri. Samme lokale suspendering af ytringsfriheden gør sig gældende på en arbejdsplads og i hjemmet.

21a Har religioner med organiserede netværker af boykot og trusler større ret til respekt end andre?
Ret til respekt i betyder hér ”opmærksomhed”. Man skal ikke lade sig kue; så Nej. Respekt viser man dén, man har tillid til. Hvad enten man forstår vedkommende eller ej.
21b Vil udenrigsministeren løbende opdatere en liste med boykottrusler, som man kan indrette sine udsagn efter?
Hvem er man? Jeg er sikker på, at alle firmaer, der berøres direkte af en boycot får det at vide af deres aftagere, straks det sker! Regeringen bør ikke sanktionere censur af et firmas ret til at formulere sig ud af en krise, hvad enten krisen er lokal eller international, med mindre formuleringerne falder under lovgivningens bestemmelser.

22 Kan [man tillade at] tegneserien Iznogood fortsætte[r]?
Ja. Den er satirisk overfor alle magthavere og alle med rundsave på albuerne og alle der følger i røven som får. Hvilket stort set gælder alle. Mytevalget kunne måske opfattes som forhånelse af den arabiske kultur, men det oplever jeg ikke, da det netop er myterne og historien, der er forlægget, og ikke nutidige arabiske forhold.

23 Bør kristne, ateister og demokrater i arabiske lande tie i respekt?
Hvis de ville tie ud af respekt, og ikke behøvede at gøre det af frygt, var det deres eget valg.

24 Kan [man tillade at] Den duftende have genoptrykkes?
Ja. Det er et historisk dokument. Og litteratur. Litteratur tilhører alle tider, og alle mennesker. Se også pkt. 11 og 9b

25a Politiken har i tegneserien Wullfmorgenthaler karrikeret Muhammed uden problemer. Er der visse medier, der har større frihed til at karrikere end andre?
Ja,
25b I så fald hvilke?
Alle medier, der henvender sig til mennesker, som på lige fod med medierne har ytringsfrihed. Den grundlæggende fordring for satire er, at modparten har mulighed for at svare igen.

26 Hvis der er flere strømninger i en religion, der er uenige, hvis normer skal man da adlyde? Skal man for eksempel respektere sunniernes billedforbud [mod afbilding af profetes ansigt], eller shiiternes manglende billedforbud?
Den, der udviser tillid, behøver ikke frygte noget som helst. Man skal ikke ”adlyde” normer; begge sider skal ”forstå” normer. I en global verden kan man ikke gå i krig på, at andre har andre holdninger end én selv. Det kan man kun gøre, hvis man har råd til at tabe – f.eks. ved at udvide landindvindingen i modsat retning af kamppladsen.

27 Vil der blive nedsat et vejledende råd eller nævn, der kan afgøre grænsetilfælde?
Sikkert. Lad det blive begavede mediatorer – dem kan der aldrig blive for mange af.

28 Hvor stort skal et mindretal være, før det kan behandles satirisk?
Det kan kun empatisk indlevelse afgøre. Ludere, handicappede, homosexuelle… satiren er kun er satire, hvis man grundlæggende respekterer dén eller dem eller det forum, man satiriserer. Uden respekten, uden forståelse eller ønske om forståelse for fremmethed, bliver det til hån.

29 Kan [man tillade at] der foretages sociologiske undersøgelser af de forskellige muslimske grupper og deres ideologiske orientering?
Ja, hvis de ellers tillader det. Se også pkt. 4, 7, m.fl.

30 Hvordan godtgør man, hvorvidt en gruppe, der hævder sig krænket, reelt er det?
På Journalistisk niveau gælder det om at være godt forberedt, så man ikke i sensationens navn blot bliver mikrofonholder. På Politisk niveau taler man sammen via mediator. Og har forlods selvfølgelig imperisk forudviden om samme gruppe; det er derfor vi har ambassader. Uden samtale, ingen forløsning af harme og vrede. Og begge sider må forstå hinanden i en global verden.

31 Kan [man tillade at] malerier, der tematiserer islamiske og andre religiøse emner, ophænges i gallerier og museer?
Ja. I et samfund med ytringsfrihed kan selv forhånelse være kunst, hvis det bare er kunst. Også selvom det ikke er god kunst. Fisk i blender, svin i montre, udstoppet hund er alle forhånelser, der har trancenderet sig selv, fordi vi lever med kunstnerens TILLADELSE til at sætte forhånelsen på spidsen, fordi han ultimativt vil os det godt (skal vi tro på; ellers kan vi ikke have tillid til noget kunst overhovedet). I et samfund uden ytringsfrihed findes ingen fri kunst, og således ingen tilladelser, hvorfor heller ikke forhånelse udefra kan trancenderes.

32a kan navnene på tegnere og skribenter, der omfattes af dødsdomme i form af fatwaer, publiceres?
Kan navne på andre dødsdømte i andre lande? JA. Der arbejdes ihærdigt på at skabe global forståelse for fjernelse af dødsstraf i ethvert regime verden over.
32b Kan fatwaerne?
Ja. Vi beskytter vore borgere med de midler, vi tror på – som nedfældet i lovgivningen og etableret gennem praksis. Trusler over landegrænser bør følge samme retningslinier, men fordrer enighed et flertal af lande imellem. En publicering af fatwaer er både en fremvisning af uvillighed til at tolere dødstrusler, hvad enten de er religiøse i natur eller har et andet udspring, og et signal til ligesindede om at slå fælles fodslag. Brede sikkerhedsnettet ud.

33a Kan gudebilleder i konkurrerende religioner forbydes?
Kan de påbydes i et samfund med ytringsfrihed? Nej. Så kan de heller ikke forbydes.
33b Kan [man tillade at ] de destrueres? (Jf. Buddhastatuerne i Afganistan).
Hvis et samfund ønsker at destruere mindesmærker, religiøse symboler og så videre, og de ellers har magten til det, står det dem frit for. Intet varer evigt; mennesker er en del af naturen. Så NEJ til om andre lande kan tillade sig at blande sig i, hvad der, så længe vi endnu har landegrænser, er interne affærer. Men vi kan gøre opmærksom på, at vi ikke bryder os om det. Og sanktionere, hvis vi vil eller har mulighed for det.

34 Er større religioner mere respektable end mindre?
Nej. Hverken hvis der med ”respektabel” menes ”troværdig”, ”stabil” eller ”værdifuld”. Mennesker må finde støtten dér, de føler sig hjemme.

35 Kan religionsvidenskaben [tillades at] bedrive kritisk forskning i New Born Christians og det amerikanske højre?
Ja, hvis de får lov. Se pkt. 4, 7, 29 m.fl.

36 Kan [man tillade at] Marx’ Feuerbach-teser, Freuds En illusions fremtid og Durkheims Det religiøse livs grundlæggende former frit genoptrykkes?
Ja, såfremt ingen copyrighthavere modsætter sig det… Naturligvis. Lande uden ytringsfrihed er selv ansvarlige for, hvad der kommer over deres grænser. Lige som vi er ansvarlige for, hvad der kommer over vores.

37 Kan Osmannerrigets belejring af Wien omtales? Kan korstogene?
Ja. Det er historie. Og historie er blot en samling fakta, som efter behov kan vurderes og analyseres. Ingen objektive sandheder hér. Om end det typisk har været sejrherrene, der har skrevet historien før, har kritiske analyser i dag større frihed, og bør have større frihed, for at vi som art kan tage ved lære af hinanden.

38 Kan vi [tillade os] fortsat [at] spise eller benævne brødfrugter – frugten er som bekendt strengt tabuiseret blandt yamierne på Batan-øerne, hvor den blotte omtale af frugten opfattes som en aggressiv krænkelse?

Ja. Lad være med at rejse til Batan-øerne og omtale frugten, er min vurdering – ihvertfald ikke foreløbig. Men hvis yamierne rejser ud i verden, faktisk eller virtuelt, kan de ikke tillade sig at brokke sig over ugens tilbud hos min grønthandler. Respekt for forskellighed. Leve side om side.

39a Kan [man tillade at] den historiske person Muhammed omtales i negative eller kritiske vendinger?
Ja, i nationer med talefrihed. to hænder på sværdet er et digt, jeg har skrevet, (publicér ikke uden at tale med mig først), som var mit første indtryk af de sataniske vers – de uforblommede beskrivelser af den historiske Muhammed, der over lang tid er censureret ud af Koranen – og forbudt tro muslimer adgang til, eller kun under streng overvågelse. [det er et meget følsomt emne, fordi disse beskrivelser svært kan underbygge Muhammeds fremtoning som guddommelig – ihvertfald for den uinviede.]
39b Kan billeder af ham opbevares privat, hvis man undgår offentliggørelse?
Ja. Og også offentliggøres. Som en fundamentalistisk imam sagde til en engelsk avis: ”Den, der tegner Muhammed med ansigt, er ikke muslim”. Den, der offentliggør Muhammed med ansigt, er så heller ikke muslim. Og den, der ser på en tegning af Muhammed med ansigt, kan så heller ikke være muslim. Og derved kan man nærmest konkludere, at det er en trosakt at tegne, offentliggøre, se på Muhammed med ansigt, hvis man er alt andet end muslim! Hvilket muslimer må respektere, hvis vi skal respektere deres, internt religiøse, forbud overfor deres egne! Men de har naturligvis samme ret og mulighed for at gøre indvendinger, jf. pkt 45. som os.

40 Kan [man tillade at] sangen ”Fader Abraham” afsynges offentligt?
Ja. Det er en kærlig sang henvendt til børn. Men hvis forældre føler sig stødt, kan de jo udtage deres børn fra børnehaver, der anvender sangen. Børnehaven kan så udøve selvcensur, hvis de vil, men de kan også stå fast på sangens sociale formål.

41 Kan Bellmans ”Gubben Noah” tillades i drikkelag?
Ja. Det er en sang om livsglæde, og bakkanaler fejrer livets rigdomme. Skal dén forbydes, skal alkohol og latter forbydes. Tobak er under afvikling; skal så også tobakken slettes fra litteratur og film – som hvad den end kan symbolisere? Set fra denne side af kløften, skaber talefrihed ikke begavede mennesker, men forhindrer til gengæld heller ikke begavede mennesker i at påvirke og ændre samfundet.

42 Kan [man tillade at] Ibn Warraqs Derfor er jeg ikke muslim fortsat udgives?
[har ikke læst den] Men Ja, under henvisning til at al kritisk litteratur har betydning for os alle. Andre produkter, herunder realfremstillinger af misbrug, overgreb, mord og henrettelser, må betragtes som grænsetilfælde, hvor hver enkel sag skal vurderes for sig, ud fra om de medvirkende lidt overlast, og tillades eller forbydes alene på basis af, om medvirkende har haft frihed til at nægte at deltage. Det, som berører tanken, kan forandres i tanken. Det, som berører hjertet, f.eks. overgreb, kan svært omgøres af tanken. Det er det, der gør trusselvideoer så effektive.

43 Er udbruddet ”Ved profetens skæg!” dårlig tone?
[Er der virkelige andre end Kaptajn Haddock, som siger sådan!] Ja, det er nok dårlig tone i muslimsk selskab, men derudover?

44 Kan [man tillade] Irma fortsat [at] sælge ”jødekager”?
Ja, under et andet navn; det smager, om man så må sige, af hengemte fordomme – som ikke nødvendigvis er anderledes i dag, skal siges! Uvidenhed er en generationsting; se blot udrensningen af Sambohistorien, Sambo fra ”Elefantens vuggevise”, negerkys og negerboller.

45 Kan [man tillade sig at] kritisere fængslingen af de redaktører i Jordan, der publicerede Jyllands-Postens tegninger?
Ja, man kan godt kritisere, sanktionere, boycotte, ud fra hvad man indenfor egen kultur mener er i orden på et menneskeligt plan – protester mod tortur, kvindeundertrykkelse, apartheit osv. Men derudover er vi nødt til at respektere, at en regering og et folk gør hvad de gør, inden for landets grænser, og landets lovgivning. Ligesom man til en vis grænse er nødt til at respektere, hvad der foregår i naboens hjem. Grænsen går kun dér, AT et internationalt samfund er enig i at gribe ind over for bestemte handlinger, og ydermere har den stærkes MAGT til at gøre det. Uden denne enighed og denne magt, er kritik at regne som forslag og fordømmelse – som man giver en ven forslag, fordømmer hans handlinger, men ultimativt kun kan vælge at respektere hans vej, eller disassociere sig fra ham. Og DET er ikke muligt for lande i en Global verden.

46 Kan man acceptere, at den svenske stat censurerer hjemmesider?
Ja. Se pkt. 45

47a Overskrider man alligevel trods rettidig omhu respektens grænser, kan en undskyldning så sone brøden?
Ja. Det er dét, respekt betyder.
47b Eller har den pågældende religion ret til hævn uanset undskyldning?
Nej. Det er dét, respekt betyder.

48 Hvad skal man stille op med internettet, hvor Muhammedtegningerne stadig cirkulerer?
Stille sig lykkelig, at man er en del af en kultur, der værner om retten til at udtrykke sig.

49 Hvordan vil man hindre den trykte presse i at tabe autoritet, når den ikke kan gengive information, der gengives frit på nettet?
Det cencurerede sensationsmedie har på mange områder udspillet sin rolle. Internettet tilbyder i stedet ”interessant” – dvs. valg blandt mange valg for den informationssøgningsvante. Men vil den trykte presse generhverve sin autoritet, må den dæmpe sig, blive mere seriøs, som modspil til nettet – også selvom det betyder, at den (først) længe efter den oprindelige nyhed bliver dén, der ”reder trådene ud”. Jyllandspostens provokation var et eksempel på det modsatte – på en redaktør, der ikke har fattet internettets betydning som vidensdeler, og troede, at overskrifter i lille Danmark kun er overskrifter i lille Danmark.


50 Omfattes krænkelsen af enkeltpersoner og deres antagelser også af kodexet, eller angår normen alene grupper og deres tro?

Kodexen er endnu en repressionsmekanisme. Hvis man kalder det opdragelse at opfordre sine medmennesker til selvcensur ud af frygt, har man misforstået sin funktion i en dynamisk verden. Hvis man derimod satsede på regulær INDSIGT – uddannelse af danskere til begavelse i selvkritik og vurdering af fremmede forhold – ville man snarere end at stække energierne, der afføder kreativitet og social interaktion, opnå at skabe et langt mere naturligt rum at møde ”det fremmede” i. Så, Nej nej nej. Jeg skal ikke skifte navn eller kalde mig Bent, fordi min nabo ikke bryder sig om navne, der begynder med K. Om end min nabo føler sig nok så krænket. Mit og hans liv er lige værdige. Det samme gælder grupper. National og international lov er det eneste, der kan afgøre hvor grænsen for uacceptabel normafvigende adfærd går. Konsensus.

51 Kan journalister citere andre, der overtræder kodexet, hvis de ellers selv undgår at gøre det?
Dagbladsjournalister har PLIGT til redelig formidling om samfundets forhold, til samfundets oplysning og begavelse – for hvad skal vi ellers med dem? Det SKAL være chefredaktørens rolle at definere redelig på vegne af avisen. Journalisten er ikke chefredaktør, men bør ligesom i alle andre livets forhold være begavet nok til at udvise respekt for det uforståelige, og søge at gøre det forståeligt, for sig selv og for udførelsen af sit redelige arbejde.

52a Omfatter respekten alene religioner, eller omfatter den også kulturer og andre verdensanskuelser?
Respekt er ikke det samme som mundkurv – spørgsmålet er, hvem, man respekterer – enkelte stemmer, magthavere, eller mennesket som filosofisk ideal. En journalist har lige som en kunstner, og alle andre der tør mene noget, valget IKKE at sky nogen midler for at komme virkeligheden tættere – til oplysning for et større bedste. Journalistens “offentlighed” er i sidste ende ikke læserne, men avisens chefredaktør.
52b Og hvordan defineres i så fald ”kultur”?“Kultur” er ”dét, der virker” – det, der skaber sammenhæng og liv i en petriskål, en klasse, en arbejdsplads, en by, et land – så spørger man: ”Hvad er kultur”, stiller man et meningsløst spørgsmål, for hvordan meningsfuldt besvare spørgsmålet: ”Hvad er mekanismerne?”


53 Hvordan afgør man, hvilken blandt en religions mange talsmænd, der har autoritet til at blive krænket?

Men spørger ikke hele bussen, hvem der føler sig stødt af ens prut. Man lader en krænker melde sig, og med allerede erhvervet forudviden om den krænkedes fraktions-overbevisning, taler man ene og alene ud fra dén viden. Adresserer ikke temaer, der behandler eller vedrører andre fraktioner, så den krænkede føler sig talt til og med. og derefter præsenterer man offentligheden/de andre for en perspektiveret version.

54 Kan man [tillade sig at] sige ”Kors i røven!”
Måske usmart i en konservativ kristen forsamling eller sammen med meget gamle bedsteforældre, men Ja, det ved gud man kan! Pointen er jo i sidste ende, om man så må sige, at man ikke kan komme med eftertryk eller markante meninger, hvis man skal tænke, at der i nærheden måske ville være nogen, der ville føle sig krænket. Oprigtighed i det personlige snarere end politisk manipulation er jo dét, der skaber frie tænkere.

55 Vil religionskritikken i Henrik Pontoppidans værker blive fjernet i kommende udgaver?
[jeg kender den ikke] Men det ville da være at skære grenen over. Hvordan skal vi kunne forstå os selv, hvis vi fjerner vores fortid – mere end vi allerede har gjort? Vi er så historieløse som nogen, hvilket er årsagen til, at vi både kan have et socialt sikkerhedsnet og dagligt krænke brugerne af samme, uden at nogen råber op.


56 Kan intern kritik blandt en religions forskellige strømninger gå an? kan Tidehverv angribe Indre mission, og vice versa? Kan sunnier angribe shiiter?

Respekterer de hinanden? Eller kaster de mudder?

57 Kan [man tillade at] ateister og agnostikere krænkes?
Kun dén, der er ærekær, kan krænkes. Dvs. kun dén, der af en hvilken som helst utryghed vedholdende opretholder et psykisk/emotionelt forsvar mod omverden, kan altid (=vedholdende) krænkes. Skal man dømme i, om nogen krænkes, blander man sig dermed samtidig i den krænkedes ret til at opretholde et permanent forsvar. Og er man ikke med ham, er man pr. definition således imod ham.

58 Kan [man tillade at] der refereres til Oplysningstiden?
Hvordan kan vi ikke referere til Oplysningstiden, der på godt og ondt danner basis for vores ”velfærdskultur” og socialliberale vilje, som vi på ingen måde som samlet folk ved nok om!? Det er da for fanden vores historie! Og i øvrigt er internationale forskere enige om, at de arabiske lande gennemgik deres egen oplysningstid i 18. og 19 århundrede, blot nogle hundrede år efter os. Så, hvad er problemet?

59 Kan [man tillade at] den katolske organisation Opus Dei kræver at blive skrevet ud af filmversionen af Dan Browns Da Vinci Mysteriet?
Nej, det kan de lige så lidt som en hvilken som helst (anden) organisation af offentlig karakter kan det.

60 Kan [man tillade at] Salman Rushdies De sataniske vers genoptrykkes?
Selvfølgelig. Se pkt. 4, 7, 29, 35 m.fl.

on the “proofs” of God, a long declamation

Does God exist? Well, what do you feel?

“Does God exist?”
“Well, what do you feel: Is God real inside you?”
“I don’t know. What is it supposed to feel like?”

1. Mind over matter over mind
Either we have no fixed or determinable place of being, or we are biological beings. I say we are biological beings. Who may exist inside an indeterminable place of being.

2. Mind is matter
“Existance”, i.e. the concept of matter in time, memory of “having lived”, is a product of pattern recognition. *Pattern recognition* is what best describes the ordered functions and cooperation of biologically evolved parts of the brain, which control various functions of the “contact” to the surrounding “other” world – all that is NOT-BODY, that is: The so called “senses”, seeing, hearing, smeeling, tasting and feeling touch.

Pattern recognition are clusters of chemical roadways in the brain, made more or less permanent by repetition, which in conjunction work to produce, what we term “a coherent reality”: The table stays table within a broad framework that is more description of function than aestetics; the same goes for dog, cheese, the sensation of being taught, the feeling of being treated well, understanding how to carve with a knife, and everything else that is part and parcel of daily life for *the individual*.

As everybody live different lifes from everyone else, pattern recognition can vary to a larger or lesser degree, sometimes with the exclusion of specific “recognitions” stemming from lack of exposure to certain stimuli or from physical defects excluding fixture of certain inputs in the chemical clusters in the brain, eg. the recognition of colours, or the recognition of other people’s pain, or the passing of time, and much more. But overall, as humans inhabit the same *physical* world, we more or less make the same pattern recognitions, as we are exposed to the patterns of our forefathers as they present themselves in the world we are born into, as houses, infrastructure, social customs, “this is a tree”, “don’t do this; it will hurt”, etc.

3. Flexible mind
As pattern recognition is what *makes* our world, this is what we adhere to. Being biological beings it’s all about survival. Looking at us from a mental platform “up above” our mutual existance looks very static: We are born, we fight for existance, we strive to have needs fulfilled, we reproduce, we think, feel and create, and we die. A static view at life of the human being.

Looking closer we are less static; everybody are confronted with unpredictability every hour of the day, and therefore need to absorb this unpredictability – that which is unknown to the personal experience, the individual pattern recognition of the years of having lived – in order to survive. A “certain” amount of flexibility in the confrontations with the unknown is needed.

But much can be ignored – for example, the insect passing by one’s nose is of no consequence to one’s survival, unless one has a known allergy to eg. bees. Or the car passing on the street, as one is walking on the pavement, unless the car is breaking pattern by swerving violently.

People differ a lot in their flexibility. This can never be fully explained on an individual basis, and it must suffice to say that flexibility in the handling of the unknown stems from many factors, most predominately emotional bonding in childhood, appropriate exposure to variety during the formative years, and the ability of the brain to sustain imprinting. So, some can handle a lot of insecurity, or meetings with the unknown in specific areas of life, because their upbringing have prepared them well and/or they are physically apt, and some can’t, for the opposite reasons. This becomes (more or less) obvious in the way people organize their lives – in the larger or lesser “amount” of systems we feel the need to adhere to in order to feel safe.

4. “Lay off the booze and find Jesus”
Over time much of daily life has been cathegorised into consensually accepted “risks” – “degrees” of unknownness; a scale of recognisable threats to life ranging from what happens when knifes and forks are used by the wrong hands, over what happens when the rent is not paid, to the “great unknown” – indellible, unavoidable facts of existance like “death” or the “loneliness of the Cosmos”. Most risks can be faced through trial and error, and will sometimes prove to be just that – risks – as results are cuts, evictions and (other people’s) deaths. But some will remain unsolvable, unexplainable, unmanagable by trial and error (or unwillingness to take the risk…), and as such must either be respected and avoided, or ignored (and hopefully never encountered).

Some people have a really hard time surrendering to the percieved existance of the great unknowns, and will work really really hard to come up with adequat solutions, in order to find peace of mind. The wetwiring of the brain is totally neutral – if answers and results produce sufficient pattern recognition to lower the production of adrenalin or keep it low, or blot out the feelings of fear and anxiety through production of endorphins, the natural morphine of the body, any direction in life is good fine okay! And that is ANY direction. Alcohol, nicotine or books for some, sex, work or success for others, and for yet others hope, confirmation or love. What determines the individual “choice of dope” is (again) a result of previous exposure, often in the formative years, but can easily come about or change in later years.

5 No paradise but “the world in itself”
Reality is a very important word for most people. It means “what is”, or “what functions or works”. As such it is very hard to criticise. Based on the concept of individual pattern recognition, which again is the result of having survived with success “so far”, it is the criteria with which an individual describes or “measures” a *coherent* existance. And there is literally no limit to what “reality” can be or encompass. A human being molested in early years can literally find pleasure in pain; humans raised in a culture without dyes can be blind to certain colours; humans raised in pasture land can be fearstruck among large buildings; humans raised to understand various phenomena as the will of deities or spirits may retain awe even confronted with overwhelming consensual agreement to “scientific” explanations, and so on. Reality is what you can cope with – the functional combination of understanding and lack of understanding.

People, who have little fear of the unknown, especially of “death”, may have what is known as “a hard grasp of reality”. This phraze is used to denote a “relationship” with a world in effect much larger than the personal world of personal survival. A relationship that transcends personal needs, it is relatively immune to the reminders of pain and death prevalent in those suffering openly, which is often what makes the more fearful blind to other people’s needs. “The world in itself” to paraphrase Kant IS a place of much suffering – the results of greed, ignorance, aggression, indifference, sadism – and even if it is possible to rationalise oneself OUT of the need to participate in the reduction of suffering, *that* world doesn’t go away; it is there all the time – only waiting to be recognised. The beautiful, heart-soothing world of natural scenery, art, and humans working from ideals to the actual benefit of others is equally there all the time – only waiting to be recognised and added to. As people strive to cope with the challenges of living, by way of the mechanisms of pattern recognition, any passage over time for any human being can thus be said to come *from* the personal world, going *towards* “the world in itself”, on a lessening curve of adrenaline production. But a journey which can stop, or be held back, if fear of the unknown produce dogmas – (fixed) perceptions of the world, which cannot come into question.

6 Faith and Belief, religion and church
Dogmas or doctrines are systems of belief. “The doctrine of the Trinity”, “the doctrine of the infallability of the Pope, “the doctrines of Marxism” are all beliefs – Church definitions of existance that are held to be undeniably true. [“dogme”, Politikens Ordbog 2000]

Religion is a focus of faith, “I have faith in God”, not “I have faith in the Catholic Church”. A definition of that which is regarded as good, right and trustworthy. [“faith”, Cambridge American Dictionary, 2006]

To some people content and intent of church and religion are interchangable or the same thing. But they are not. Beliefs are teachings; consensual opinions that are passed on; faith is *trust* in “evidence”, empiric OR consensual, as one’s pattern recognition approves.

Dogmas and churches come about from politics and need for power – using infallability as stick and carrot. People, who “believe” in God, or Jesus, or Muhammad – possibly humans who are indoctrinated from early age, humans who seek protection with strong political players, or have a badly functioning mechanism of pattern recognition – believe in the teachings of people who have a vested interest in the continuation of the Church as institution and community. A Church is effectively a community supporting a community.

Religions spring from human beings finding faith in another human being, from personal experience or from the re-telling of actions, which make sense and give comfort and/or hope. Religions are in effect a collection of solitary relationships with inspiration.

Thus it is possible to distinguish between those who administer and those who practise. Their aims are different.

7 House of God
There are those, who believe that 50 year old modernism – the dissolution of conventions for absolute freedom of expression – are “killing off God”. Nietsche proclaimed the death of God a hundred years ago. 1000 years ago people were killed, if they believed in something besides God of the Church, any church. The Holy Trinity. The monotheistic God. The One God. The only God. And today too people are killed for not believing in Allah.

In buddhism, there are numerous gods, but no Church. Here gods are not controlled, but explained; even so people remain in self-inflicted bondage. In Scandinavia of 1100 years ago (and again today) the Norse gods were simple archetypes, identifying aspects of human existance, but adhered to as forces larger than man himself. And around the world in a thousand other animistic religions nature has taken on form to explain away the fears of the dark, controlled by shamans and revered with a vengegance.

Some say psychology, the updated version of animistic faith, is the new great religion of modern day, healing the sick, and giving hope to those dispairing, through insight into Self. But another great institution has sprung up to control and direct usage and advance, the Church of Psychiatry, which acts with a base in law and pseudo-science, i.e. statistics, to electroschock people, fixate them, isolate them or medicate them into oblivion in the name of healing.

“Having Faith” in itself is not a bother; it is a necessity. But have faith in *what*? What is “good, right and trustworthy”. That which works, of course. That which one can recognise as giving aid and support and hope. That which one’s personal pattern recognition accepts as fitting the bill. God? Sure. Jesus? Sure. Bill the panhandler? Sure. The immanent potential of Homo Sapiens Sapiens? Sure, why not, if it *feels* right. When it comes to the individual, there are NO limits to what or who can aid and soothe. None.

But who should tell human beings what to have faith in?

8 Declaration of faith
I am biological; I am ruled by my brain. I am emotional; I can be not-me. I am mental; I can be more-than-me. I am spiritual; I can be not-I.

Leave my beliefs alone. They work for me. For now.

Thank you.

"MIN" Muhammed: Muhammed portrætteret

Den muslimske verden (læs=de religiøse ledere og fortolkere af Koranen) har som praksis IKKE at afbilde Muhammed – og en imam påpegede for nyligt i en engelsk avis, at en der afbilder Muhammed med ansigt IKKE er rettroende muslim punktum.

Det falder mig ind, at årsagen til forbuddet er, at troen således “forbliver inden i” den enkelte, og som sådan kan fodres dér og være styret dér af de religiøse ledere – fordi der ikke er ydre afbildninger til at “forstyrre” oplevelsen af profetens betydning.

Jesus kan fremvise en del tegn på, at han ud over at være et menneske også er guds søn – tornekronen, korset han er korsfæstet på, spydsåret i siden – så ham kan man fremstille på mange forskellige måder (sort, rød, gul, hvid…), hvis blot man fastholder de faste kendetegn, UDEN derved at miste henvisningen til den kristne tro, og dermed essensen i det kristne budskab.

Profeten Muhammed, derimod, er jo “kun” et menneske, og har ikke i sin fremtoning andre åndelige kendetegn end flammer om sit hoved, der skal påpege for den beskuende, at hér er en hellig person. Det en muslim skal huske Muhammed på, er derfor på Muhammeds handlinger og ord. En afbildning af Muhammed som menneske vil kun få ham til at fremstå som et menneske – hvilket jeg gætter på IKKE er befordrende for de muslimsk-religiøse lederes greb om deres flok. Man kunne jo risikere, at folk begyndte at tænke selv, tænke “udenfor” det indre billede.

En afbildet Jesus kan man afvise at tro på. Den indre Jesus er sværere at afvise; billedet, kulturen har indoktrineret én med.

En afbildet Muhammed kan man afvise at tro på. Den indre Muhammed er sværere at afvise; billedet, kulturen har indoktrineret én med.

Vil nogen derfor true den muslimske “regering” (læs=de religiøse ledere) på kontrollen, sætte kontrollen over den muslimsk troende på spil, ligger altså truslen om at afbilde Muhammed lige for – gøre ham til “blot” et menneske. *

Det var meget dumt, hvad Jyllandsposten gjorde. Men vi er mange, som blev meget klogere af det.

* (Et eksempel, som alle kender, er de Sataniske Vers, en række lidet flatterende beskrivelser af Muhammed, som gennem tiden er taget ud af Koranen – hvor den historiske Muhammed gør ting, man snarere ville forbinde med et megalomant menneske end med en vejviser til det gudelige – som med S. Rushdies fiktionsroman af samme navn kom på alles læber og medførte en Fathwa mod Rushdie, fordi ledende muslimer ikke anerkendte Rushdies ret til at omtale disse cencurerede historier.)

carnivorspøgelser

the heart is deceitful above all things – LeRoy, 21-årig forfatter med salgssucces og stor kändis-hjælpekreds, tidl. hustler, prostitueret, misbrugt og uelsket barn.

Fra et interview – the cult of J.T.LeRoy
http://www.villagevoice.com/news/0124,press,25519,1.html

Authors he admires all write complex, layered prose, and he’s afraid his work may be stuck in a groove. “How do you will growth?” he asks in a strained tone. “I write from this sick shit that’s in me, stuff I’m still trying to work out.”

“I’ll never be able to write anything like that again, for better or worse. I wasn’t writing for an audience, there was no book deal, I was just writing like a shark swims. Now I have that feeling of being looked at over my shoulder.”

Han røg ind i det efter 5 år, mig tog det 10. Hvor længe tog det dig?

Det er en transitfase. Den dukker op igen med mellemrum. Det er et spøgelse, der forfølger dig og finder dig igen. Lader du det, spiser det dig. Seriøst.

kontrakt

ny årskontrakt, denne gang håbløshedens kontrakt, forsøget på at holde døden på afstand-kontrakt, udsætte selvmordet-kontrakt, indse at alle forhold nu og altid er baseret på held, forstår hun detaljerne, eller elsker hun sig blot til accept-kontrakt.

Disse dage er grumme, alle følelser er stærke følelser, AV! [indsigt!!] IGEN: Alle følelser er stærke følelser, ingen temperering, ingen blødgørelse af det spontane, den nøgne kerne som den ser ud, ingen kontrol.

Disse dage udenfor klar vished om overskud og underskud er stort set ingen forandringer mulige, men der samles brænde, der samles brænde til bålet: Dage vil komme, hvor spøgelser går til i flammehav!

KAAnon

SÅ kom den endelig, KAAnonen.

Som alle aviser og nyhedstimer på TV insisterer på at illustrere med kanoner snarere end med folk, der synger i kor, blot ude af trit.

Er det blot en holdning, som kan hjælpe skolebørn og lærere med at fokusere på, hvad der er dansk, ELLER er det endnu ét blandt mange af regeringens forsøg på at ensrette vidensadgangen i det danske samfund?

I Perú var det langt nemmere – her havde folk ganske enkelt ikke hverken penge eller tid til at orientere sig – men i DK er politikerne nødt til at maskere uviljen til divers indlæring med et oldnordisk remseforlæg á la kongerækken: Det, der betyder noget… – efter i årevis (både fra venstre og højre af) at have udhulet folkeskolen med alternerende skyld over at eleverne skal præstere noget (bestemt), og vrede over manglende udenadslære.

For nyligt så jeg omtalt en meget markant forskel: Der er politikere, og så er der verdensmænd og-kvinder. Altså, der er administratorer med offentligt ansigt, og så er der ledere.

Ledere… dem kan man være uenige med! De skuer ud i fremtiden, sigter mod græsgange, som ingen andre kan se endnu, bygger fremtider af ideer og forestillinger. Administratorer ser ned på fusserne, om der er trådt i kokasser, om der er penge i pengekassen, om der er nogen der lægger an til brok – de er i øjeblikket og reparerer øjeblikket. Har vi nogen verdensmennesker, har vi nogen regulære ledere? Nej, det har vi ikke. VI spænder ben, hver gang nogen stikker hovedet op over madrassen. Vi har fortjent det system, vi har. Og kulturen. Og skolesystemet. Og fremtiden.

Måske er der mening i billedet af en kanon? Men det er nok ikke nok med én, hvis man skal sænke et helt samfund.

Medlæsen

Mens jeg endnu befandt mig i Lima, besluttede jeg IKKE at ville høre radio, se nyheder på TV og læse aviser, når jeg kom tilbage til DK – for, om muligt, at forblive i den stemning af fremmedhed, jeg efterhånden følte mig hensat i, med alle alle de steder og mennesker jeg havde mødt og endnu ikke fordøjet… Ja, fremmedhed som ufordøjethed… Og ganske frivilligt – for det var ret behageligt. Et mellemrum, hvor ingen uden videre ville kunne aftvinge mig stillingetagen til lokale forhold, fordi jeg følte jeg retmæssigt kunne påberåbe mig “mangel på data”. Ansvarsfrihed, fordi jeg ikke vidste “nok”.

Men nogle uger, inden jeg skulle tilbage, begyndte jeg alligevel at læse danske aviser på nettet – I begyndelsen for at se hvordan det var gået min svenske antihelt Rocky i Politiken, men siden af en blanding af manglende lokale input og vaccination mod (en voksende ulyst til) at skulle tilbage til DK. Bliver jeg for længe i dette mellemrum, hvor min for-blandede vrede trækker sig og giver plads til menneskelig udfoldelse på alle niveauer, begynder alle menneskelige handlinger at blive lige gyldige. Hvilket de ikke er for andet end en teoretiker. Eller en guru. Jeg vil ikke være et menneskeligt Schweitz.

For et menneske må andre menneskers handlinger betyde noget. Noget må rykke. Og fordi vi ikke evner 100% overblik over eller indsigt i alt, der rører os, må det være ok, at vi hver især kun evner at blive gode til at fokusere på små bestanddele af det totale menneskelige behovsområde. At vi får dårlig samvittighed – over ikke at nå, ikke at kunne, ikke at turde, ikke at orke, ikke at have råd, at følge os udenfor eller anderledes, eller måske slet ikke at ville – gør os ikke mere fleksible, villige, dygtige, begavede, talentfulde, indsigtsfulde… Hvorimod følelsen af at måtte/kunne fokusere på det, vi er gode til, uden at skulle føle dårlig samvittighed over alle de ting, vi ikke er gode til, gør os åbne overfor at lære nyt.

Selvfølgelig kan mange lære nyt med en ladt pistol trykket mod nakken. Hvem hér vil være blandt dem, der ikke kan…?! Traumebaseret læring er den ene halvdel af Krisen – den upopulære skyggelærer, det sorte får, den hungerramte, kaos som ingen civiliserede ønsker for sig selv og sine – mens belønningsbaseret læring er den anden side, den hvide mands orden og evige ideal, han evigt forsøger at forbeholde sig og sine, men alligevel ikke evner at holde fri for frygt: “Hvis ikke I får over 8-9-10 i karakter, får I ingen relevante jobs og et dårligt, meningsløst liv.” Tænk, at vi ikke tager vare på vore egne! Tænk, at vi ikke tænker på, at resten af samfundet skal leve med følelsen af vrede og forbitrelse fra alle dem, vi sorterede fra (godt nok maskeret som, at: “Det er de selv skyld i – de kunne jo bare have strengt sig an…”)

Problemet, når man læser danske aviser er, at der sjældent står noget af substans. Læser man om Haarders holdninger til undervisning eller flygtninge, er det Haarder, der er citeret. Læser man om (fra dagens politiken) at psykologi er vor tids religion, er det forfatterne til en ny antologi, der er citeret… Okay, og så fremdeles – aviser er oftest citat. Men de har en uforholdsmæssig stor betydning som lyttepost: Vi behøver alternative meninger, så vi ikke føler os isolerede.

Kortet over verden – dagbog fra de sidste dage i Lima

Mens jeg ventede paa at brillerne skulle blive faerdige, gik jeg en tur. Satte mig paa et lille torv og kiggede paa folk gaa forbi.

Roedligt lys i flad vinkel rammer over 5. etage paa husene overfor. AftenLima i centrum, meget nedslidt, alt undtagen kirkerne i formstoebt beton med skarpe kanter, oftest firkantet, og tilstoevet fordi det sjaeldent regner her – meget sjaeldent. Forestil dig en husfacade i en storby, tusinder af biler hver dag med sodpartikler og gummi fra daekkene og det graa graa stoev, som Lima er funderet paa, som vinden fra Stillehavet blaeser i saa rigelige maengder ind gennem byen hele tiden, at jeg efter 3 timer udendoere foeler mig daekket af en glatklistret ekstra hud – JEG kan gaa i bad, men ikke mange hoejhuse faar vasket vinduer, for slet ikke at tale om facader. Der skal virkelig store anstrengelser til, hvis ikke byen med tiden af sig selv skal gaa i eet med det omliggende oerkenlandskab.

Paa det her tidspunkt, halv syv, er folk ikke paa vej hjem – de bevaeger sig foerst hjemad henad 10-11 om aftenen. Alt foregaar i butikken, som ofte ejes af en familie, og alle keder sig i kor, mens de venter paa de ofte faste kunder, der skal faa det til at loebe rundt. Ingen bliver voldsomt rige af at konkurrere i et samfund, hvor alle konkurrerer saa voldsomt, at flertallet tvinges til at organisere sig erhvervsmaessigt op og ned af hinanden for at kunne vaere med. Du ved, metalgader, vvsgader, brillegader osv. Saa, al transporten paa gaden er kunder. Potentielle kunder. Altsaa er jeg ogsaa en kunde. Blot fordi jeg befinder mig paa gaden. Spoejs tanke, ikke? Jeg gaar paa gaden, fordi jeg vil koebe et eller andet…

Jeg sad paa et ubehageligt cementgaerde, der omhegnede et stykke stoev, hvori 2 forkroblede traeer kaempede for eksistensen. Sad bare og kiggede. Jeg saa godt, at to skopudserdrenge naermede sig – den ene 5-6 aar, den anden 9-10. De kredsede lidt om mig – jeg kunne se, at de pekulerede paa mulighederne for at tjene lidt, men jeg foelte mig sikker i min endnu uudtalte afvisning, fordi jeg havde mine sandaler paa! De passerede mig, og satte sig med deres kasser nogle meter fra mig, lige omkring hjoernet paa cementgaerdet. Jeg ignorerede dem. Men de var lige i oejenkrogen. De diskuterede, eller den store af dem gjorde ihvertfald… Og paa et tidspunkt havde han samlet sig nok mod, flyttede sig saa langt ind i mit synsfelt, hvor de fleste mennesker ikke kan ignorere en henvendelse, og spurgte, meget utraditionelt, om ikke han skulle ordne mine sandaler.

Jeg maatte le. Goere *hvad* ved mine stofsandaler? Pudse dem?! “Nej, ellers tak – de behoever det ikke”. Var det ikke aabenlyst, at der ikke var stof til mere end et stroeg med boersten? “Men jeg kan bare rense dem…?” “Nej, tak, jeg behoever det ikke” – og strakte foden frem for at vise, at der ikke var noget at rense. Jo, de var stoevede, men jeg havde ingen, jeg skulle imponere.

Vende blikket vaek. Ignorere, ignorere. Se paa folk vaere paa vej. Men de to drenge lige i ojenkrogen hele tiden. Er de gadeboern? Er de farlige? Okay, det her er ikke Sao Paulo eller Rio de Janairo – bedre at tage tyren ved hornene. Se dem lige i oejnene med venlighed og respekt, og vedblive i min afvisning.

De resignerede ikke – byttet sad stille, helt frivilligt, og var til at kontakte flere gange, hastede ikke bare forbi uden blik en halv meter laengere oppe, men byttet plejer ikke sidde stille, saa hvordan handterer man deet… ihvertfald den store var aabenlyst utryg ved situationen. Fuck mand, han var sgu da bange! Aftenen er naturligt mere usikker, eller hvem giver dem fuld kontakt, er det ikke nok mest ligegyldighed og overbaerenhed, de faar, eller maaske direkte fjendtlighed? Men han tog sig sammen, man kan altid spoerge om to ting: Hvad hedder du, hvor kommer du fra. Saette navn paa det ukendte.

“Danmark” resulterede i badevaerelseglassede oejne. “Europa”? Heller ingen respons. “Nord for Afrika… kender I Afrika?” Nej, de kendte ikke Afrika. “Okay”… jeg vendte mig om paa stengaerdet og tegnede verden i stoevet for dem – her er Nordamerika, ovenover Canada, saa Alaska, og ved siden af Groenland, en kampestor iskold oe. Her er Sydamerika, her er Peru, her er Chile, meget dyrt i Chile, her er Brasillien, Bolivia… og her er et kaemepestort hav, og heer Europa, det bestaar af rigtig mange lande, sometimes over 20, og her er Skandinavien, hvor jeg bor, her er Rusland, kender I Rusland…? Nej, de kendte ikke Rusland. “Og her er Kina…”

“Japan?” spurgte den mindste. Jeg kiggede overrasket paa ham – hvad var der ved Japan, som havde gjort indtryk paa ham? Det skulle snarere vaere Kina, eftersom stort set alle papkasser i alle markeder er stemplet “Made in China”. Og ikke langt fra pladsen hvaelvedes en gadeudmunding af en stor, imiteret kinesisk port… Maaske spoeger tidligere praesident Fujimori? Ham, der foraerede Perús gasindustri vaek og stak af med statskassen 2 sekunder, foer han blev lynchet, og nu stiller op som praesident igen med velvillig stoette fra befolkningen? Eller manga? Hvad taler til en 5-aarig dreng, der ikke kan laese?

“Ja, her er Japan… oest for Kina, og her er indien, og her er Australien og New Zealand, Sydpolen, og Nordpolen. Det er verden. Kender I slet ikke nogen af landene?” Forstod de overhovedet mit spanske? Jeg taenkte paa dyr – giraffer og loever, isbjoerne, brune bjoerne, buffaloes, kaenguruer, og elefanter; alle boern elsker da for fanden elefanter! – men intet ringede i deres oejne.

“Bor I paa gaden? Har I familie heer i Lima? Kan I leve af at pudse sko?”… i tilbageblikket alle sammen de forkerte spoergsmaal, fordi der for dem kun findes Peruanere og fremmede, og de aner ikke, hvem de fremmede er. Peruanere stiller ikke den slags spoergsmaal – de interesserer sig ikke for de matchende svar, fordi der ikke er noget nyt under solen. Kun fattige skaebner som er paa arbejde for livet. Men nej, de var ikke fra centrum, de boede i en barrio langt vaek. “Og det her er min lillebror”…

Hvad skulle jeg goere? Altsaa, hvordan komme videre? Jeg havde ikke brug for deres tjeneste. Men jeg havde lyst til at honorere deres modige, ja, modige indsats – isaer den stoerste, fordi han klart var bange for situationen, men arbejdede for sin sag. Den mindste reagerede bare paa mit klare blik og min direkthed med aabenhed og uden frygt.

“Okay, jeg har et forslag…” Jeg vidste med det samme, at “propocisión” ikke var det optimale ord, men jeg kender ikke et synonym for “jeg vil give jer et valg, fordi jeg gerne vil hjaelpe jer, men jeg bryder mig ikke om at goere det gratis, fordi jeg ikke bryder mig om at folk, der kan arbejde, tigger.” Principielt ville jeg foretraekke at alle boern kom i skole og havde elskelige, respektfulde foraeldre og familie, der ikke led under manglende vand og mad og opvarmning og… omsorg – men er det noedvendigt at overleve, er tiggeri mig en kende for antisocialt og demoraliserende. Saa – “…jeg har et forslag: Jeg kan koebe et kort over verden til jer, eller I kan faa tre soles…” – ikke meget, 8-10 gange tariffen paa en enkel boerstning. “Hvad siger I til det?”

Er jeg et modbydeligt menneske? Et menneske, der leger med andre, fordi jeg ikke har magt nok, viden nok, forstaaelse eller empati eller kaerlighed nok til at lade folk vaere folk? Eller kan jeg bare tillade mig at vaere nysgerrig? Gik graensen her?

Den store dreng forstod ikke, hvad jeg mente. Men det gjorde den lille, at doemme efter hans straalende oejne. Det store blev ved med at vaere usikker – og jeg maatte skubbe handfladerne foran mig, den tomme haand uden vaaben, og mig selv bagud: “Jeg vil jer ikke noget, det er en gave, men I skal selv vaelge.”

“5 Soles!” sagde straalede lille dreng begejstret.

“Nej”, sagde jeg, “det er en gave!” Hvilket var loegn – de skulle arbejde for sagen, men alligevel en gave, for de skulle ikke goere andet end at beslutte sig. Og jeg ville gerne hoere, hvad de besluttede.

Den store kaempede meget haardt med sig selv, han proevede at diskutere sagen med den lille, men det var tydeligt, at det var ham selv, han diskuterede med. Noget vandt i ham – det var ikke den eksistentielle resignation, men sejr der traadte frem i hans oejne. Han var ikke mindre utryg, men der var en dybde i hans blik, da han svarede: “Landkortet”, for derefter at se ned paa den lille: “Ikke?” Den lille vidste ikke rigtig, hvad han skulle mene, men et eller andet ville der da komme ud af det her, saa han nikkede.

“Ok, hvor er der en boghandel?”

“Dos cuadros”. Den store dreng.

“Er du helt sikker?!” Dumt, hvis de ikke var her, naar jeg kom tilbage.

“Helt sikker!”

“Okay, jeg er tilbage om 10-15 minutter. Venter I heer?”

Usikkert blik fra den store, stort smil fra den lille.

Jeg pressede paa – “jeg gaar ned til boghandlen og er tilbage om lidt – venter I?”

O-kay. De venter…

Tjae, saa er det nu! “Vi ses om lidt”… stort socialt eksperiment, den fremmede har vist sig at vaere meget fremmed, hvad nu? Jeg krydsede gaden i roligt tempo, og oppede til normal “maal-hastighed”, forstyr mig ikke, jeg har ikke tid-hastighed, og var to blokke oppe ad gaden paa et par minutter. Men var der en boghandel? Gu var der ej! Og hvordan skulle en gadedreng, der ikke kender Afrika, vide hvor den evigt naermeste boghandel er?! Men tankes skubbes paa afstand, her er en venlig politimand, som laeser boeger og ved, at der ligger en stor boghandel to blokke ned, ind i passagen til bunden og til hoejre, ned paa hjoernet. Det er nede af den officielle gaagade mod Plaza Armas, byens centrum – og gaden er fyldt af mennesker. Byen er saa stor, at alle har individuelle vandhuller, og kender ikke de andre, saa i forsoeget paa at spare tid spoerger jeg en ny politimand, der lykkeligvis er enig med den foerste, og jeg stikker i loeb.

Jeg VIL give det her en chance for at blive en succes. Jeg forestiller mig, at et verdenskort kan saette gang i fantasien paa en maade ikke noget smugkikket voldsfilmsTV kan. Jeg forestiller mig ligefrem, at jeg kan goere noget ved deres liv, at jeg kan aendre deres liv til det bedre. Jeg tror ikke paa, at nogen er beskyttet af uvidenhed – med mindre det er total og absolut uviden – som den gang der fandtes indfoedte stammer, der aldrig havde moedt andre end sig selv. Jeg foeler mig naesten FORPLIGTET til at naa at komme tilbage til dem, saa de kan faa mere end bare *tanken om* at en verden findes udenfor Perú, eller blot udenfor Lima…

Jeg loeber “det er altsaa vigtigt det her!” gennem menneskemaengden paa gaagaden. Ingen flytter sig – kun tyve og vanvittige loeber – saa jeg snor mig. Og der er passagen, og der er sidegaden, og… hvor… jeg kan sgu ikke se nogen boghandel, ikke nogen skilte der averterer med nye titler og billige paperbacks, som jeg er vant til, fuck! Lige ud, ned til naeste gade, virkelig helt tilfaeldigt spoerge en haerget forbrydertype, der staar udenfor en butik; “lige rundt om hjoernet, overfor kirken!” Ah, een til, som laeser: Mange tak, spaene rundt om hjoernet – der er butikken – for fanden, den ligger jo praecis, hvor politimaendene placerede den, den er bare ikke saerlig uadadvendt!

Butikken er stor og lys, og fuld af boeger langs alle vaegge. Venlig butik. Ved skranken staar en aeldre mand, den snakkesagelige, der elsker at diskutere politik med sig selv som sandhedsvidne, han nyder at have verbalt fat i den kvindelige ekspedient, der sidder og skriver paa computeren samtidig med, at hun lytter med et halvt oere. Jeg oensker at bryde ind, men venter alligevel 30-45 vaerdifulde sekunder paa, at de anerkender min tilstedevaerelse, foer jeg bryder ind med et “har I verdenskort her”?!

Det har de ikke. Ikke et. “Et kort over Perú, maaske?”

Nej, ellers tak – det skal vaere hele verden!”

Den snakkesagelige mand bryder ind: “Et perúkort er alt, man behoever – Perú eer Verden!”…

Ja ja, det er godt – der er mange ting, der kan taenkes om den bemaerkning, og givet ikke gaas for dybt ned i, men den summer alligevel i mit hoved mens jeg gennembladrer en stor geografibog for i det mindste af finde et kort deer, jeg muligvis kan faa lov at kopiere. I perú er mange af den slags ting mulige, netop fordi midlerne er saa smaa, frisoerer med vand, sodavand og oel, vvsfolk med balloner og barbie… men nej. Intet oversigtskort – kun partielle landskaber.

Af sted ud paa gaden igen! Det foeles, som om lang tid er gaaet. Det er blevet helt moerkt. Gaderne er oplyst af gule lamper, der ikke raekker ind i krogene. Jeg koncentrerer mig op ikke at traede i nogle af de mange mange huller i gade og fortorv, som benbraekkende goer det af med horder af fremmede hver dag. Heer giver det god mening at have laest aftalepunkterne i sin sygeforsikring! Men jeg kommer kun langsomt frem – saa hurtigt, jeg kan, men ikke hurtigt nok.

Drengene er der ikke, da jeg kommer tilbage til pladsen. Jeg brugte oven i koebet min sunde fornuft til at udregne praecis hvor pladsen laa, saa jeg slap for at tage fremvejen tilbage igen. Men de er der ikke. Jeg hoerte godt nok nogen med et floejtekald i gaden lige rundt om hjoernet fra pladsen… saa de mig, og saa de mig uden noget under armen eller i haenderne? Jeg reagerer ikke paa det; er de vaek fra pladsen, maa kontrakten anses for brudt.

Jeg sad nogle minutter og drak lidt vand og lod aftenbrisen suge af sveden i min t-shirt. Ingen skuffelse. Ingen aergrelse. Det her var det mest sandsynlige udkomme. Men maaske havde jeg alligevel afstedkommet noget – hvis storebror snarere end sin frygt huskede sin nysgerrighed, “hvad nu hvis?” Perú er et land, blot eet af mange lande, hvor boern i hobevis forsvinder sporloest. Og deen slags trusler behoever de ikke laese om i avisen eller se TV for at forstaa. Men maaske ville han en dag fortaelle historien om landkortet og turisten, og selvom han ikke selv var ramt mere, ville han maaske smitte en anden dreng eller pige. “Afrika – hvor er det…?” Maaske.

Jeg naaede sent ned til min brilleaftale, jeg fik mig et par billige brillemandsbriller og to ekstra glas, og jeg tror faktisk at jeg laeser bedre uden dem. Jeg tror, jeg er blevet taget i roeven. Jeg tror, de er ubrugelige. Fandens til kynisk konkurrencementalitet.