DIGT: sukkervand og flaskepant

Share

Jeg HAR set det i øjnene: jeg er sådan én der snakker. jeg snakker når jeg skriver. og snakker når jeg taler. og snakker når jeg drømmer… givet ja jo ja det bliver til rigtig mange ord hver eneste dag. fordi jeg også snakker højt. og snakker indeni. og bliver snakket til af mit forsvar der ikke vil snakke med min fortid. fuldt ukontrollerbare afværgelser. ssssuuuhhh! eller hairgh! eller mmm mM! SÅ præcis har jeg ikke længere Selv lyst at være. MIN tid er jo det jeg spejler og i min tid snakker man snakker VI snakker alle og har meninger og LOV at have meninger for ingen behøver længre lytte og det snakker jeg ofte gerne om.

Jeg er barnet af mine forældre. af jeres forældre af jer jeres børn. og selvom jeg er som jer – vil elskes og begæres og respekteres have succes og gøre alt det rigtige – er jeg anderledes. jeg er anderledes. sikkert ens for alle men jeg ved det ikke. ikke med sikkerhed I har ikke vist mig at verden med sikkerhed findes. jeg er ikke sikker på jeg ikke ud af ensomhed har skabt JER. fejlen er jeres hvis det ikke var dét I ønskede. og succesen ligeså hvis det VAR dét I ville. og problemet ene og alene MIT at jeg vejer hvordan jeg ikke må tvinges til såkaldt realitet og samtidig skal kunne se mere end én vej i livet. og ved I hvad: Jeg er ikke ligeglad. Inderst INDE i mig ikke ligeglad med én eneste af jer. Jeg kan bare ikke holde UD at være sammen med jer. fordi I snakker. fordi I altid snakker. om alt i lysende ønsker og kedelige ubehag. fordi I snakker og drikker kaffe og snakker kaffe og snakker snak. snakker snakke. snakker snakker snakker alting forbi.

Kald det endelig projektion. Og lad mig endelig i fred fordi dét er belastende. overmagten i denne MIN drøm eller fantasi eller hvad? er jo jeres uanset hvad. og det betyder ikke meget hvad I mener eller ikke mener om mig og mine manerer når alt I ønsker er at blive flere og flere og flere.

Ér det ikke dét I ønsker?

I tror ikke at generne huser og kræver eksekvering af imperativer KUN for alle de andre. og ikke jer selv? nej det tror I ikke. I føler jer bare underlagte. dominerede af krop og biologi. og I giver jer imperativerne i vold som om kroppen og de andres kroppe og samlejet kan give jer dét igen I mistede da I blev født. mistede igen da I skulle væk fra mor. mistede igen med den første kæreste. mistede igen med dårlige karakterer og den første ubelejlige bums mistede igen med den første fyring. mistede igen med det første indbrud. den første bilulykke. den første den første. mistede og mistede og mistede uskylden IGEN! nej verden er ikke perfekt. men det nytter ingen ting at søge tilflugt i biologien. i lysten. i parforholdet. i pengene i børn i nat.

Tjek bare pungen. tjek bare skeden. alting er der endnu. Eventuelle forstyrrelser i performance – impotens frigiditet barnløshed – alle forstyrrelser i performance finder sted i hovedet. DU behøver ikke dobbelt- eller trippletjekke. der ér kun én verden. som du selv skal tænke frem.

Med lidt hjælp.

Fra mig. din fortæller.

Dit snakketræ.

Hér mødes vi så. henover hækken. du kan medbringe din kaffe hvis du vil. selv ser jeg ud til bare at nyde solen og intet andet. Sådan ser det ud når man er fri for begær. fri for nikotin og koffein og testosteron og adrenalin og. trangen til at dominere. frygten for at underkaste sig. sådan ser det ud når hele kroppen er badet i endorfin og tiden ophører med at have nogen effekt. tiden er døden det ved du. ikke? og mens du ser på uret – mens det tæller sekunder og tiendedele og hundrededele sekunder – tikker dit liv ud under dit blik. tid du kunne have brugt på Alt Muligt Andet. tid du brugte på at tjekke passagen af tid.

Jamen du bruger da selv sukker i kaffen. det giver velvære. kortvarigt velvære. og velvære er alt du vil have. du er villig til at bytte alt for velvære. din evne til at sige fra byttet for tryghed. tryghed på alle planer og niveauer. du bytter gerne det vigtigste væk.

Nej. jeg maler ikke alkoholiske solopgange over Allerød. jeg maler alt det du ikke bryder dig om. Din fremtid er grå du skal dø. din nutid er grå du tør ikke de tomme rum mellem sekunderne. din fortid er grå du nåede intet af det du ville. dit øjeblik findes ikke. dit øjeblik findes ikke. dit øje ser ikke hvor du er. for din hjerne ser ikke hvor du er. du ser ikke med hjernen som du kunne. du ser ingen ting.

Du ser heller ikke mig. gid du gjorde.

Du havde chancen for at vænne mig til DIN verden. men du magtede det ikke. du magtede ikke dig selv du ødelagde MIG i stedet. med sukkervand og flaskepant. du gav op.

Indrøm det.

Og hvad så?

Ja så ikke noget.

Hvorfor skulle du ikke ødelægge som du selv blev ødelagt. og holdt tilbage. og frataget ansvar for dig selv. og pålagt for stort ansvar for andre. og understøttet hele vejen over kløften hver ENESTE gang du fik lyst til at udforske verden. og tilbudt tilbagevenden til sikker grund hver ENESTE gang du faldt hvorFOR skulle du ikke ønske at ødelægge i dit eget billede. din Faders billede du ved. men TROR du på det? TROR du virkelig på. at det er dét du ville – havde du været fri fra første færd?

Og tror du så. at det er dét du vil nu. hvor du kæmper for at blive fri. fri fri fri fri FRI. til at gøre alt det du aldrig fik lov til?

Måske vil du bare stå her ved hækken. og nyde solen lidt. sammen med mig.

Mens snakken forhåbentlig går. og vi gør det eneste vi kan.

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.