Jeg kan dokumentere, at jeg ikke ved ret meget. I forhold til hvad man gennem de sidste tre tusinde år har villet vide at man vidste, hvis man vidste noget… ikke ret meget – lad mig dokumentere:
Jeg ved, at året er rundt og at æbletræer blomstrer hele året. Og sådan noget.
Jeg ved at, digtere er døde uden at efterlade sig spor, og at andre med ord optræder elektronisk på forlangende, hver dag, hvert minut.
Jeg ved at menneskene er mange, og at de elsker at hade og elske og nødvilligt forandrer sig til noget andet. Det er svært.
Jeg ved der er langt mellem toppene i Danmark, som rager op over havet – og øer? Dem er der i virkeligheden nok af – forbindelserne er det store problem. Om man vil.
Jeg ved, at trafiklys har tre farver; og kun rækkefølgen betyder noget, hvis man er fuldstændig farveblind.
Jeg ved at, dronningen har to sønner, der hele tiden vokser i ugebladene. Jeg ved at dronningen har drengebørnebørn, der hele tiden vokser i ugebladene; og at alle sønnernes mødre hele tiden bliver ældre i ugebladene og at det er vigtigt for os alle sammen, så længe de alle sammen gør dét. Blir ældre.
Jeg ved at, enkelte tager sig af hvad børnene mener, at de forsøger at udstrække ordet respekt til folk som ikke har sprog endnu. Og sådan noget.
Jeg ved at livet er værdifuldt for alle og at ingen ønsker at de selv dør.
Jeg ved mange savner noget de ikke ved hvad er, og at mange kalder dette noget en forudsætning for livet.
Jeg ved jeg drømmer uden at det går ud over sproget. Og at det ikke er svært.
Jeg ved det ikke koster noget at se på solnedgangen, det koster ihvertfald ikke mere end de privatiserede transportmidler tager for bringe én til frit udsyn. Billet?
Jeg ved, at gud findes for nogen og for andre er han flertal eller hun, jeg ved at man ikke skal spytte på andres tro og jeg ved at jeg ikke tror på noget som i faith.
Jeg ved at, man lyver for folk overalt; og at folk lyver at jeg lyver, jeg ser glæden udeblive i visse sammenhænge og i visse samtaler og glædens udeblivelse er bevis nok for mig.
Jeg ved at klokken ringer i de fleste skoler, og at dét betyder at børnene skal skifte retning endnu engang.
Jeg ved mejerierne er lukket overalt i det ganske land, og at alle disse vinduer er muret til nu. Jeg ved, der ikke er mangel på mælk. Ikke endnu.
Jeg ved det ikke er muligt at fare vild i Danmark. Ikke på vejene ihvertfald. Jeg ved der er skilte overalt, margueriteruten er endegyldigt bevis på civilisation, der ved alt om sig selv den ønsker at vide.
Jeg ved at, mange mennesker ikke må holde husdyr i deres bolig, men at mange trodser disse forbud og at psykologer råder folk til kontakt, enhver kontakt, så livet bliver til at leve.
Jeg ved at prisen på kaffe og interessen for denne særegne hastighed holder huspriserne oppe i indre by. Caféen kommer snart til dit hus.
Jeg ved jeg savner noget jeg ikke ved hvad er. Og at jeg ikke ved, om det er hvad de andre savner – jeg ved mine spørgsmål ikke nytter noget – at jeg selv må fortælle, at dét er alt.
Jeg ved skatterne er for høje og levefoden for stor og sikkerhedsnettet for stormasket og idealerne for højtflyvende for lavpandede for middelmådige og at der ikke er noget system som passer som en skjorte kan det.
Jeg ved, at jeg i dag ér hele fortællingen om kejserens nye klæ’r, pøbelen, nobiliteten, skrædderne, kejseren og den lille dreng holder aldrig helt kæft.
Jeg ved at, der bliver krig igen – ikke hvor det sker først – men naboen slår igen på sin dreng.
Jeg ved at det koster at leve.
Jeg ved min kærlighed ruster, selvom den bor i hjertet.
Jeg ved gammelt venskab forgår, jeg ved øjet forlader sindet, når man sover, jeg ved dagen slutter med solen, og at man dør.
Jeg ved ikke nok om det der interesserer mig, men jeg ved at det altid ér sådan og at det betyder jeg er i live.
Jeg ved ikke nok om noget. Jeg ved ikke nok om, hvad jeg ikke ved nok om, jeg gætter bare. Og plukker lidt hér og dér.
