Den muslimske verden (læs=de religiøse ledere og fortolkere af Koranen) har som praksis IKKE at afbilde Muhammed – og en imam påpegede for nyligt i en engelsk avis, at en der afbilder Muhammed med ansigt IKKE er rettroende muslim punktum.
Det falder mig ind, at årsagen til forbuddet er, at troen således “forbliver inden i” den enkelte, og som sådan kan fodres dér og være styret dér af de religiøse ledere – fordi der ikke er ydre afbildninger til at “forstyrre” oplevelsen af profetens betydning.
Jesus kan fremvise en del tegn på, at han ud over at være et menneske også er guds søn – tornekronen, korset han er korsfæstet på, spydsåret i siden – så ham kan man fremstille på mange forskellige måder (sort, rød, gul, hvid…), hvis blot man fastholder de faste kendetegn, UDEN derved at miste henvisningen til den kristne tro, og dermed essensen i det kristne budskab.
Profeten Muhammed, derimod, er jo “kun” et menneske, og har ikke i sin fremtoning andre åndelige kendetegn end flammer om sit hoved, der skal påpege for den beskuende, at hér er en hellig person. Det en muslim skal huske Muhammed på, er derfor på Muhammeds handlinger og ord. En afbildning af Muhammed som menneske vil kun få ham til at fremstå som et menneske – hvilket jeg gætter på IKKE er befordrende for de muslimsk-religiøse lederes greb om deres flok. Man kunne jo risikere, at folk begyndte at tænke selv, tænke “udenfor” det indre billede.
En afbildet Jesus kan man afvise at tro på. Den indre Jesus er sværere at afvise; billedet, kulturen har indoktrineret én med.
En afbildet Muhammed kan man afvise at tro på. Den indre Muhammed er sværere at afvise; billedet, kulturen har indoktrineret én med.
Vil nogen derfor true den muslimske “regering” (læs=de religiøse ledere) på kontrollen, sætte kontrollen over den muslimsk troende på spil, ligger altså truslen om at afbilde Muhammed lige for – gøre ham til “blot” et menneske. *
Det var meget dumt, hvad Jyllandsposten gjorde. Men vi er mange, som blev meget klogere af det.
* (Et eksempel, som alle kender, er de Sataniske Vers, en række lidet flatterende beskrivelser af Muhammed, som gennem tiden er taget ud af Koranen – hvor den historiske Muhammed gør ting, man snarere ville forbinde med et megalomant menneske end med en vejviser til det gudelige – som med S. Rushdies fiktionsroman af samme navn kom på alles læber og medførte en Fathwa mod Rushdie, fordi ledende muslimer ikke anerkendte Rushdies ret til at omtale disse cencurerede historier.)
