Medlæsen

Share

Mens jeg endnu befandt mig i Lima, besluttede jeg IKKE at ville høre radio, se nyheder på TV og læse aviser, når jeg kom tilbage til DK – for, om muligt, at forblive i den stemning af fremmedhed, jeg efterhånden følte mig hensat i, med alle alle de steder og mennesker jeg havde mødt og endnu ikke fordøjet… Ja, fremmedhed som ufordøjethed… Og ganske frivilligt – for det var ret behageligt. Et mellemrum, hvor ingen uden videre ville kunne aftvinge mig stillingetagen til lokale forhold, fordi jeg følte jeg retmæssigt kunne påberåbe mig “mangel på data”. Ansvarsfrihed, fordi jeg ikke vidste “nok”.

Men nogle uger, inden jeg skulle tilbage, begyndte jeg alligevel at læse danske aviser på nettet – I begyndelsen for at se hvordan det var gået min svenske antihelt Rocky i Politiken, men siden af en blanding af manglende lokale input og vaccination mod (en voksende ulyst til) at skulle tilbage til DK. Bliver jeg for længe i dette mellemrum, hvor min for-blandede vrede trækker sig og giver plads til menneskelig udfoldelse på alle niveauer, begynder alle menneskelige handlinger at blive lige gyldige. Hvilket de ikke er for andet end en teoretiker. Eller en guru. Jeg vil ikke være et menneskeligt Schweitz.

For et menneske må andre menneskers handlinger betyde noget. Noget må rykke. Og fordi vi ikke evner 100% overblik over eller indsigt i alt, der rører os, må det være ok, at vi hver især kun evner at blive gode til at fokusere på små bestanddele af det totale menneskelige behovsområde. At vi får dårlig samvittighed – over ikke at nå, ikke at kunne, ikke at turde, ikke at orke, ikke at have råd, at følge os udenfor eller anderledes, eller måske slet ikke at ville – gør os ikke mere fleksible, villige, dygtige, begavede, talentfulde, indsigtsfulde… Hvorimod følelsen af at måtte/kunne fokusere på det, vi er gode til, uden at skulle føle dårlig samvittighed over alle de ting, vi ikke er gode til, gør os åbne overfor at lære nyt.

Selvfølgelig kan mange lære nyt med en ladt pistol trykket mod nakken. Hvem hér vil være blandt dem, der ikke kan…?! Traumebaseret læring er den ene halvdel af Krisen – den upopulære skyggelærer, det sorte får, den hungerramte, kaos som ingen civiliserede ønsker for sig selv og sine – mens belønningsbaseret læring er den anden side, den hvide mands orden og evige ideal, han evigt forsøger at forbeholde sig og sine, men alligevel ikke evner at holde fri for frygt: “Hvis ikke I får over 8-9-10 i karakter, får I ingen relevante jobs og et dårligt, meningsløst liv.” Tænk, at vi ikke tager vare på vore egne! Tænk, at vi ikke tænker på, at resten af samfundet skal leve med følelsen af vrede og forbitrelse fra alle dem, vi sorterede fra (godt nok maskeret som, at: “Det er de selv skyld i – de kunne jo bare have strengt sig an…”)

Problemet, når man læser danske aviser er, at der sjældent står noget af substans. Læser man om Haarders holdninger til undervisning eller flygtninge, er det Haarder, der er citeret. Læser man om (fra dagens politiken) at psykologi er vor tids religion, er det forfatterne til en ny antologi, der er citeret… Okay, og så fremdeles – aviser er oftest citat. Men de har en uforholdsmæssig stor betydning som lyttepost: Vi behøver alternative meninger, så vi ikke føler os isolerede.

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.