THEE EEMAIL (24.12.06)

Share

juleaftensdag 2006
naive DUMB BROADS with minds for hearts tror ikke at noget ondt kan ske dem og føler sig ikke inspireret til at yde lidt ekstra og det kan jeg så sige om mig selv også DUMB NAIIVE BUCKO det er nok at elske det er nok at have store følelser det er nok at stå STOLT på idealerne men når noget er NOK er det det sjældent

hvad var det der ikke var NOK?

THEE EEMAIL (22.12.06)

Share

22.12. 2006
Kære scarlet, dit navn er en grotte, en hule jeg går ind i, og solen er længe om at trække sig hérfra, den sniger sig altid ud, fordi den må, det er tid, dit navn gør det muligt at tro det er mere end fan ta si … hvad? skal gøre det muligt for dig at være hér, som ikke er muligt uden at kende dit navn, Scar-let? prin-ses-se blandt alle almin-delige de ser dig ikke, ven inde, de ser kun o ce a net SÅ vis dem det da! VIS DEM at bølgerne findes at kraften den findes at DU skylder livet vis se … interesser du ikke vil nævne ved navn og … nævner han dem … nævner han dem … nede fra hoften taler om livet på havet og ér mere dér end hér i fredfyldt HAM, så lyt til ham lyt til ham lyt scar-let, lyt! Du er kun derude som én, og som én skal du kende din re pli kation du skal se du er til, som dig selv.

scarlet, lyt

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

THEE EEMAIL (20.12.06)

Share

20. december 2006
jeg har altid fundet skovturen, der er afhængig af setting, kedelig og forudsigelig, men hvis den finder sin egen tone, hvis deltagerne finder omgivelsernes tone og derigennem hinandens, hvis deltagerne er vigtigere end stedet og lugten og udsigten og udsigterne, er en skovtur noget af det dejligste to eller flere kan gøre sammen. Én-persons skovture, derimod … hvem fanden gider egentlig hengive sig til kulde, regn, myrer, larmende køretøjer og sportsudøvelse … for sig selv?

ACCEPT AF TORTUR

Share

med love, tortur og dødsstraffe sætter vi idealer for det, vi er kommet til at kalde ‘civilisation’ – ikke ’survival of the fittest’, men et tilsyneladende ønske om, at de mest moralske skal overleve. Det anslås fra officielt hold, at 2/3 af verdens lande i dag stadig bruger tortur. Men hvilke lande, hvis man spørger sig selv, bruger ikke tortur, om end de udadtil ikke måtte sanktionere brugen?

den menneskelige ånd er pr. definition fri – intet menneske ønsker i princippet at lægge bånd på sig. Og sådan er det vel med en hvilken som helst anden livsform: overlevelse frem for alt. Men kombinér denne frihedstrang med muligheden for at erkende, huske, planlægge, lyve, dramatisere, forgøgle, og vi har den værst tænkelige livsform i verden – den. der kan blive i stand til at overleve på bekostning af alle andre.

det er muligt, at regler og lov i de tidligste dage har afspejlet en despots personligt foretrukne livsførelse, men med tiden er vel i det mindste hér og dér regler og love og straffe blevet udtryk for, hvordan det lod og lader sig gøre at holde en befolkning relativt stabil, uden samtidig at pisse dem mere af, end at de ikke gør oprør mod båndlæggelsen af deres ånd og energi. Det har f.eks. nok i et mandsdomineret samfund som det gamle Ægypten været nemt at futte konen af på bålet for at dyrke sex udenfor ægteskabet – ikke på grund af erkendt frygt for genetisk at blive udkonkurreret, men for socialt at tabe ansigt, ikke af erkendt frygt for at samfundet med tabet af éns indsats skulle blive svækket, men for at risikere forringelse af ens personlige placering i fødekæden. Omfanget af behag hvormed man overlever.

det skal være behageligt at overleve. vi kalder det ‘opdragelse til fællesskabet’, at ‘kunne udvise social adfærd’, men som i alle udviklingsprocesser er der forskellige lag af raffinement. forskellige styrkelser af erindring og planlægning med henblik på optimering af overlevelsen indenfor rammerne af fællesskabets love. og udenfor.

som taxachauffør fik jeg engang en historie fra én, der angiveligt havde været chauffør for Simon Spies – om hvordan Simon Spies i 80’erne havde tilbudt en callgirl 25.000 for retten til at brække hendes arm, fordi han havde behov for at komme af med noget. I dag er det vist ikke særlig chokerende – enhver, der har lært reglerne i petriglasset at kende rigtig godt, og derudover har en facade som én der yder til samfundet, kan stort set slippe af sted med hvad som helst. Jo større ydelser til samfundet, jo flere ‘goder’, man står for at skabe, desto mere kan man slippe af sted med. Blodvold, sexvold, mord, tyveri, brandstiftelse, og allehånde overgreb fra ansvarsforflygtelse til forrædderi.

hvem skal regulere dét? Hvem skal forhindre den kløgtige i umærkeligt, ofte usynligt, at stå på skuldrene af dem, der ikke modsætter sig det? Ingen? Eller enhver?

det er ikke reglerne, og har aldrig været reglerne, der tillader tortur, drab, overgreb. Det er mennesker, der tillader det. Det er forestillinger om soning, bod, udligning af overgreb, fjernelse af trusler, advarsler til andre om det samme – simple forestillinger om opretholdelse af et minimum af stabilitet i det enkelte menneskes liv, uden hensyntagen til prisen for hele samfundet. Gengældelse, eller hævn.

med tiden fandt vi ud af at bruge fængslet snarere end blot at hukke lemmer af til højre og venstre – at berøve mennesket dets tid og dets selvbestemmelse som straf. Stjæle menneskets frihed som straf for at have forbrudt sig. Det er en avanceret form for straf, der antyder at f.eks. en slaveholder ikke kan beskyldes for uvidenhed, men udmærket har vidst, at han har med ligesindede at gøre – væsener, der reagerer som ham selv – om end han fandt dem laverestående på grund af hudfarve, religion, uddannelse eller vaner. Uden vished om, hvor ondt det gør at blive frihedsberøvet, ville man ikke bruge denne straf. At fængsle folk i dag er derfor intet mindre end hævn. Stadigvæk. Fordi man ved, hvor ondt det gør.

hvilket samfund har ikke fængsler? Hvilket samfund er således i sin grundkerne ikke ondskabsfuldt? Hvad enten det ud fra en personligt fokuseret overgrebsmodel benytter sig af tortur eller ej? Fængsel er tortur, ret og simpelt.

det er nok, hvad man må kalde et civilisationsdillemma. På den ene side vil vi alle gerne leve og udfolde os, som vi behøver for at føle, at vi har et behageligt liv – et liv, hvor vi bliver inspireret til at gøre noget godt for andre end os selv. På den anden side er mange af de mekanismer i vores samfund lokalt og globalt, som sikrer vores velfærd, set fra et synspunkt, hvor vi faktisk empaterer med fremmede, under al kritik. Hvilket, stærkt forenklet, er årsagen til, at greenpeace, amnesty international, læger uden grænser, røde kors og alle de andre findes OG IKKE ER STØRRE END DE ER – ikke er naturlige dele af vores fællesmenneskelige bevidsthed, men adskilte institutioner enhver er nødt til personligt økonomisk, mentalt, socialt at bidrage til.

set ovenfra erkender vi således, at vi har et problem: de kloge i petriskålen er hele tiden hurtigere end dem, der forsøger at bøde på skaderne af menneskelige overgreb. Set ovenfra er det således også tydeligt, at vi endnu ikke har en global, menneskelig kultur, men stadig overvejende tænker som bønder: Hvis ikke det regner på min mark, må jeg erhverve flere marker. Et i bund og grundliggende JA til endeløs ekspansion for den enkelte. Men da kun nogle ganske få i petriskålen kan få tilladelse til endeløs ekspansion, må samfundet komme op med flere og flere regler, efterhånden som der bliver flere og flere mennesker. Og derved bliver der flere og flere regelbrud, og mere og mere straf. Hårdere og hårdere fængselsstraffe, dyrere og dyrere bøder. En eskalerende spiral af straf, der grundlæggende kun har én effekt: At sætte enhver, der endnu ikke har overtrådt nogen love, på pinebænken. Det er et psykisk fængsel.

Dét er tortur. Det er tortur mod den menneskelige frihedstrang. Og det sker som følge af manglende ønske hos nogen! til at begrænse børnefødsel.

Vi gør det mod os selv. Ingen gør det mod os. Vi gør det mod os selv, hver især. Hver dag.

man kunne forledes til at tro, at der var en løsning. Og i hverdagen er man nok nødt til at leve, som om der er en løsning – hvis det skal give mening at leve. Men alt hænger så godt sammen, at man udadtil ikke kan pille ved noget, uden at pille ved det hele: ingen højteknologi og superforskning i medicin, fysik, våben, psykologi, pædagogik, miljø (for lige at illustrere et skarpt faldende fokus, hvad midler angår…) uden et publikum og monoteistisk kapitalisme (mærkevarer). Hele konstruktionen – økonomi, undervisning, produktion og afsætning – er et korthus, som de bedst uddannede både arbejder for ikke at forstyrre, og for at maksimere det personlige/lokale/nationale afkast af. Globalisering? Ha!

det er udmærket at arbejde empatisk. I mine øjne nok det bedste, enhver kan gøre, på sit eget niveau. Forstår man hvem et andet menneske er, kan man kun elske vedkommende. Og héraf kommer løsninger, som vil forsøge at tilgodese et flertal. Men empati står altid i opposition til det modsatte, og er på kort sigt at regne som en svagere kraft end psykopatien, den sygelige egoisme, der kun indregner personlig overlevelse. Vort åndelige kulturfundament, De Ny Testamente, og dets budskab om at vende den anden kind til, udtrykker idealet om ikke at gengælde vold med vold, overgreb med overgreb – hvilket i de dage givet har været mindst lige så svært at efterleve som i dag. Vi vil jo for pokker gerne hver især leve NU! og ikke dø for et ideal!

så, når der ingen klare løsninger er – empati forekommer ikke at kunne vinde over psykopati, og samfundets stabilitet hviler på evnen til at straffe, hvor det gør mest ondt – må enhver navigere, som han eller hun bedst kan. Og man kan således tale om, at der ikke længere ér et samfund, men kun en lovmæssig afgrænsning af individer.

for at overkomme følelsen af isolation tager nogle religionen i hånden, nogle lader deres arbejde og/eller deres familie fylde det hele, nogle arbejder bredt politisk, nogle laver kunst, nogle hjælper de svagere. Og så videre. Uden det store overblik. Og dermed uden den store sikkerhed for ikke at træde ved siden af de mange love og regler.

romerne omkring år 0 skal have været meget partikulære med, hvem der blev straffet – og på hvilken måde. Der var dem, der kunne undværes, og dem der ikke kunne. Præcis som i dag. Dengang som nu var det graden af selvkontrol, OG indsigt i samfundsmekanismerne, der bestemte omfanget af støtter – som dermed afgjorde omfanget af straf. Jo mere kendt og agtet, desto større handlefrihed.

Ikke meget anderledes i dag. Eller måske snarere MEGET anderledes, sådan at forstå, at kampen for anerkendelse, og dermed muligheden for større frihed til at udfolde sig, er vokset mere end eksponentielt med væksten i befolkning. For i dag VED vi – vi ser det overalt, på TV, i film, i bøger, på nettet – at succesrige mennesker ikke er meget anderledes end os selv. Og vi får at vide, at der kun er sociale formler til forskel på fattigdom og rigdom, fiasko og succes. Enhver kan blive en stjerne, for en aften og måske resten af livet. I årevis har vi set, at synlighed kan være en beskyttelse.

nu er vi så begyndt at forstå, at dét at være synlig også er en risiko – man kan blive forfulgt af fans og folk, der ikke kan lide én; blive overfaldet, anklaget for alt muligt, sagsøgt, udsat for kidnapning og afpresning, brugt som terroristmål, myrdet. Måske er det ikke så fedt at blive synlig. Måske er det ikke så fedt tilsyneladende at have frit råderum…

Forkert! Alle stjernerne afleder opmærksomheden fra dem med det “uregulerede” liv. Fra beslutningstagere af alle slags, på alle niveauer. Mennesker, som ikke på samme måde som alle andre står til ansvar overfor lovene. De er måske ikke synlige, men de er der ikke desto mindre i store antal. Og de vil nok altid være der. Hele vort system, vores civilisation, er bygget på at beskytte dem, der leder. Alle begrænsninger i vore kulturer kan føres tilbage til dét, at vi som art mener, vi behøver at beskytte vore ledere. Alt, hvad vi accepterer af overgreb, beskytter en faktisk leder eller et lederideal. Religiøst eller politisk eller socialt eller en forælder… listen stopper ikke.

Igen: NÅR vi accepterer et overgreb, beskytter vi en leder. Når vi stillet overfor historier om tortur, politisk mord, isolationsfængsling…, administrativ negligering, siger ” men hvad skal jeg gøre ved det?”, beskytter vi en leder. For flertallet et grundlæggende billede af en forælder, der ikke var der nok, eller var der for meget, eller var der tilpas, omfanget af behovsstillelse er lige meget. For det var vores første leder. Og dén leder søger de fleste af os efter resten af livet. Og forsvarer enhver, der synes at komme tæt nok på idealet. Far eller mor er dén inde i os, som tillader eller forbyder overgreb af alle slags. Far eller mor tillader tortur og politiske fængslinger og udsultninger af den 3. verden og oliekrige og folkemord. Indtil vi er parat til at beskytte en mere human leder – sekundært i vores omverden, men først og fremmest inde i os selv.

BARMFANG

Share

jeg ser på et billede som dét her – ikke porno, måske sælger det porno, måske er det blikfang for noget andet, hvem ved – dét jeg ser, er en kvinde med en stor barm, som er præsenteret, fremvist, af et snit i sit tøj, som hun måske, måske ikke, selv har valgt, på en sådan måde, at formen på barmen optimeres i retning af det absolutte: så stram som muligt, så stor som mulig, så synlig som mulig, inden for rammerne af hvad hendes barm og materialet kan sammen.

Muligvis skal hun eksemplificere noget – amning, bryster par excellence oa., Eller måske være et skræmmebillede. Eller et stereotypt billede på en stærk, selvstændig kvinde – eller en ironisk reklamekampagne – eller en selvhøjtidelig reklamekampagne… Men det er ikke til at vide, om billedet er stjålet ud af en anden kontekst, en mere privat kontekst, i hvilken hendes fremtoning ville passe og ikke være eksempel på andet end dét, som kontekstens regler og rammer angav som mulighed og begrænsning.

Fokuserer jeg på mængden af elementer i billedet, rummer billedet ikke meget andet distinkt end bryster og solbriller, muligvis hår og hårets længde (dét tager vi ikke med), hvorved solbrillerne bliver ret signifikante i ligningen, Men uanset omfanget af synlighed i billedet, kan hendes solbriller ikke analyseres til at angive, at hun ikke ønsker at se folk i øjnene, eller at hun bruger tildækningen til at forblive i eller bevare en rolle, eller noget tredje fjerde femte, idet konteksten som sagt ovenfor ikke kendes. De kan kun konstateres at skjule hendes øjne, således at noget ud over (illusionen om) de fuldt nøgne bryster er skjult.

Det er derfor stort set kun muligt at konstatere, at et menneske, en kvinde, iført svært gennemsigtige solbriller, fremviser sin næsten nøgne barm. Hvis man aldrig havde set en kvinde før, ville man ikke engang kunne sige dét.

Dog – fordi hun og hendes fremtoning anes at tale til en forbruger eller forbrugergruppe, en modtager eller modtagergruppe, siger analysen at hun og hendes barm – synligt, som blikfang, reklame … anvendes til at sige, jeg ved ikke hvad. Og fordi jeg ikke evner at reagere klart på nogen af signalerne i billedet, stor barm, synlig barm, usynligt menneske, synlig kvinde, finder jeg heller ikke ud af det hvem afsenderen er. Eller websitet. Eller hvem afsenderne tror billedets ‘modtagere’ er.

Men jeg ved, at fotoet findes. Og er af den opfattelse, at nogen forsøger at trække mig til sig. Uden rigtig at arbejde på det. Dét er alt..

Krabat. Menneske. Dk.

Et sted at være, noget at være, nogen at være.

Share

MENNESKER

krabat.menneske.dk

Det forekommer mig absurd, denne dag i dag, at jeg igennem så mange år, helt præcist otte, har forbundet min søgen efter identitet med begrebet menneske. Nok er det næppe en uværdig søgen, om end ubevidst, og mit resultat, om man så må sige, ikke stort mere bevidst i dag end i 1998, men for nyligt blev dele af denne søgen sat på spidsen:

Jeg var i Portugal, og som det ofte er med mig i lande, jeg tror er fattigere, læs=billigere, end Danmark, forsøger jeg at anskaffe mig ting, som er nemme at transportere og stærkt anvendelige ved hjemkomsten, læs=visitkort. I Perú, i Mexico kaster gadetrykkerne sig over hinanden for at låne et bly-snabel-a i den rette font, men Portugal er ikke 3. verden. Ikke mere.

På et af sidestrøgene i Lisboa, samme gade men halvtreds husnumre fra XXXelevatoren, som hver dag hæver i tusindvis af turister op til en café XX meter over gadeplan og et fem-fotos og tre-wows-besøg, ligger en lille butik, der laver stempler og visitkort.

Det var dagen før dagen før jeg skulle hjem tidlig morgen, og dagen efter var en national helligdag, så det skulle være dagen i dag, ja sådan er det ofte med mig: får jeg ikke min vilje, inden jeg sover, vil den muligvis være helt væk i morgen. Det ér altså meget vigtigt. Virkelig.

30€ for 100 visitkort! Manden må da have sæd i hjernen eller sådan noget! Men dét er så det dyre papir, det billige papir er lidt billigere, en lille smule, den der lille smule, som i den 3. verden, som det her burde være, ville være en angivelse af vilje til forhandling om prisen, men hér blot er fuldstændig identisk med hjemlige måder: NUL forhandling, ting koster hvad de koster, så… ønsker jeg det billige eller det dyre papir?

Forskellen er 4€, ca. 30 kr., altså hvert visitkort bliver 33 øre billigere, og hver gang jeg rækker det nogen med mine bedste ønsker for fremtidig kontakt, skal jeg tænke hvor meget jeg sparede… Jeg tror prisen er fiktiv. Hvis jeg ikke havde bedt om at få de dyre kort, var en eller anden sikkert kommet ud af baglokalet og havde holdt mig til politiet kom. Eller bare stukket mig lussinger indtil jeg vågnede op, hvor lidt var det jeg betalte i mexico city? 40 øre pr. stk, var det?

Og så kommer så processen med at vælge en skrift, og dette belevne menneske, hvis butik jeg formoder det er, som ikke taler en lyd engelsk, men ikke desto mindre fuldstændig ved, at han har en kunde i sin butik som har fanget sig selv ind, kaster om sig med skrifttyper, man kan få bladre bladre bladre bladre, men jeg skal bare have american typewriter, til nød courier, hvis ikke han har american typewriter og det har han naturligvis ikke, men courier har han, ikke new courier, men den gamle, der er lidt mere rundt og mere 30’er-40’er-agtig eller sådan noget, mens den anden passer bedre til rejseskrivemaskiner af lidt mindre omfang, tror jeg nok, og den kan fås i to størrelser, for stor og alt for stor.

Hvordan skulle nogen kunne bruge den skrift på et lille visitkort, og få plads til andet end navn titel og en halv adresse? Men jeg glemmer, at han ikke ønsker at fatte noget som helst, og skriver blot adressen ned, fuldstændig tydeligt og let læselig med store bogstaver og masser af plads mellem de enkelte tegn, så ingen let løse streger blander sig med streger fra andre tegn og kommer til at lave dem om til andre tegn, der så ville blive trykt på 100 vistitkort til over 2.25 stykket. Virkelig umage. Og straks jeg er færdig, går han i gang med at tolke hvert et tegn i sin egen skrift, som jeg, der er vant til min egen nervøse version af autodidakt stenografi, ikke formår at opfatte mere end et par af bogstaverne af, men jeg tror på ham, det er jeg jo ligesom nødt til, og han spørger et par gange til udformingen af min streg og jeg lydliggør dem med navne, geeeeee djiiiiii george! Gunnar! Guitar, ja, guitar, og han skribler noger, der ligner et snabela, tja, jeg stoler på ham.

Jeg betaler, de skal hentes senest kl. 17, ellers er han der ikke. Og i morgen er jo helligdag, jaja, den har vi fanget, i morgen er det helligdag og butikken er lukket og det skal være i dag før 17, hvis jeg vil have, hvad jeg har betalt for.

Jeg er der kl. 16.55. Han ser ud som om, han ikke genkender mig, denne mand er utrolig. Jeg føler mig, næsten lykkelig, flyttet til en gadebutik i Lima, men ham her har betalt sig fra at få nakket alle konkurrenterne… eller også har han arvet, og holder business gående af trangen til at skulle noget med sin dag, eller også… det er svært at sige. Men jeg får en kvittering, og visitkortene i en lille pakke. Jeg er lige ved at flå den op, men styrer mig; jeg er ikke nogen total taber. Og så dog alligevel.

På kortene står alt, vi enedes om. Alle bogstaver i rette rækkefølge, adressen på to linier i stedet for tre som aftalt, det er godt nok en smule klemt, men hjemmesideadressen… Det er helt åbenlyst nu, at jeg befinder mig i et 1. verdens land, om end denne mand muligvis er lige så computer-analfabetisk som min far, før han fik en Mac… Det er de grimmeste, mest uharmoniske laser-udprintede, ikke trykte, visitkort, jeg nogen sinde har set, jeg kunne uden tvivl selv gøre udvælgelsesprocessen for en kunde mere fuldbyrdet og resultatet baseret på kvalificeret råd, men det er lige gyldigt. Et 3.verdensland ville forsøge at lave resultatet så godt som muligt i forhold til kundens ønsker, og fejle. Vende et bogstav hist og pist, have dansende linier, stave mit navn forkert, og alligevel kræve betaling. Men det er kun i et I-land, at man kan finde den fuldstændig absolutte arrogance og ligegyldighed overfor hvad- og hvemsomhelst, der på samme vis som forsøget på at kontrollere og fatte kaos giver resultater fra sig, som i kraft af forventningerne til deres perfektion, er nye opdagelser i sig selv: URL’en står trykt dér, hvor en titel ville have stået, og fungerer pludselig som en titel. Denne mand har udnævnt mig til mig. Og sender adskillige blikke mod døren, som jeg først sent fatter: Ah, han vil gerne hjem, jamen, selvfølgelig. Og på bølgen af hans foragt går jeg ud af butikken, døren brager i bag mig, gitteret begynder omgående at rulle ned. Jeg bliver stående lige udenfor og ser ned på URL’en. Jeg husker ikke fra aftalen, at han skulle kapitalisere den. Eller lave mellemrum. Men han har tænkt selv, det er dét, han har tænkt selv: Efter Punktum kommer stort begyndelsesbogstav. Og derfor er også første ord med stort. Krabat. Menneske. Dk. Hér står jo dét, jeg har søgt efter. Et sted at være, noget at være, nogen at være.

Mennesker er det, jeg ikke har lært noget konklusivt om. “Spørg mig; jeg ved ikke noget, har en mening om alt”, dét er mig, men mennesker… ‘Hvad er et menneske for eksempel’? Hvad så, hører ‘for eksempel’ med til spørgsmålet, eller må jeg rydde lidt op, inden jeg svarer?

Kasper Schulz og hånddukke Krabut – på Bryggen

What a day…

Share

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

MY FAVORITE PET-HATE: TELE-MARKETING

Share

(ring-ring)

Hello, is this mr. Krabat I am speaking to?
Yes it is.
I am calling to you from xxx company in Madrid. You come referred to me by a collegue in London, whom I understand you have recently spoken to in connection to talks of investment…
I have not.
You have not spoken to my collegue in London about investments?
Your collegue called me.
You have not spoken about investments?
(Looong pause, in which I refrain from repeating myself)
Ah, so, Kenneth, have you ever invested in the stockmarked?
We are not familiar, so you may address me by my last name.
Ah, okay, Mr. Krabat, have you ever invested in the stockmarked?
No I have not, and I am not interested, so please do not call me again.
(Slam, phone down, back to work)

(ring-ring)

So, why are you being so rude, Kenneth?
We are still not familiar, so you may still call me by my last name.
I can call you anything I like. So I call you prick. Because that’s what you are.
(beep beep beep)

En Lykkelig Ulykke – tekst til vindende billeddigt

At integrere kunsten er en ulykkelig ulykke.

Share

Jeg vandt en konkurrence om det bedste billeddigt, hvor kravet var, at der kun måtte bruges to ord…! Og blev efterfølgende bedt om at kommentere mit bidrag:

En lykkelig ulykke

Af Kenneth Krabat
1.6. 2006

Mennesker genkender mønstre på mange forskellige måder – balance, kulde/varme, rum, nærhed, empati osv. – og måske kan evnen til at integrere modsætninger, til at tolerere modsætninger, også siges at høre med. I hvert fald er det umiddelbart nemt for nogle at acceptere sammenstød, mens andre kan have svært ved at få tilsyneladende modsætninger til at “smelte sammen”.

Et billeddigt (eller konkret digt) er ikke en illustration med tekst, eller en tekst med illustration, men en sum af to måder at aktivere hjernens mønstergenkendelse på. En særlig form for sammenstød kunne man kalde det. Hvor tekstdigtet kalder på evnen til at abstrahere, kalder billedet på evnen til at harmonisere.

I kombinationen af de to opstår en form for indbygget bro mellem det såkaldt abstrakte (teksten) og det såkaldt reelle (billedet), hvor opmærksomheden – snarere end at vandre ud af en lige linie for at skabe indre rum og aktion ud af ordene, eller ud af billedet skabe reflekterede idealer (orden) – ping-pong’er mellem de to: mellem eget rum og givet rum, mellem “indre” og “ydre”, mellem “uvirkelighed” og “virkelighed, mellem det “selvskabte” og “verden i sig selv”. Frem og tilbage, frem og tilbage, indtil man må opgive at styre, hvorhen man ser, og giver sig hen til værket. Til sansningen.

At tillade denne forbindelse, denne bro, forandrer hjernen fysisk – udvider ens kompetencer på alle områder i livet og i hverdagen, hvor modsætninger støder sammen. Et godt billeddigt skal for mig derfor helst være som to kontrastfarver, der står og “zummer” op og ned ad hinanden. I ro, men ikke statisk. Genkendeligt, men ikke hjemligt.

Det er en omkostning ikke at blive ladt i fred, til tider anstrengende eller udmattende, men al god kunst koster opmærksomhed og når det holder op med at vække én, har man integreret det. Hengivelsen til denne lykkelige ulykke har således gjort én til et mere kompetent menneske.

Og hvad andet skal kunsten, på sigt?

http://krabat.menneske.dk/_digte/ORDligt_nr_2_krabat_bidrag_billeddigt.pdf

DIGT: horisont for begyndere

digt

Share

de skal ikke noget specielt de grå dragere men de
bevæger sig hele tiden de er
et hav af bevægelse overalt indeni mig
jeg ved godt de er indeni men jeg
behøver dem alligevel
til at slippe væk

men de lyver alle sammen ingen af dem
ved hvor udgangen er de overtar bare
min bagage fra den forrige lille mand
der hellere end at høre mere på min mistro
gir mig fra sig til en anden som straks
begynder at gå i en helt anden retning
som om udgangen er relativ og ikke bestemt

det er min bagage! hør
det er min bagage men han går bare
som enhver af de andre
rundt mellem de andre som om
han ved hvorhen han er på vej og jeg
bare skal følge efter så går det alt sammen

DIGT: med plast eller metal

digt om at være digter

Share

de der digtere
vi kender dem fra alle historierne
og hvem skrev egentlig dém?
lasede forhutlede
altid parat til at sælge lidt skriblerier for en dram og lidt tobak
måske sin nærhed for en kvindes beundring og kærtegn
men aldrig sig selv vel
aldrig sig selv ikke sælge sig selv til
fast arbejde ikke tage tiden fra det næste digt
det næste vigtige at fortælle menneskene

fjolser
forbandede fjolser
nu tror for fanden halvdelen af folk
at en digter er en anden slags menneske
der skal passes på og venereres
gives almisser så digteren kan udføre sin gerning
så digtene kan tilflyde menneskene
skønt de færreste læser dem men de tror stadig at digteren er noget særligt
og den anden halvdel af alle læser ikke og ved
at digteren er en nassekarl og tøs
at digteren kun tænker på sig selv
lever for sig selv
taler til sig selv
og spørger man digteren er alt en trediedel sandt
digteren lever for sig selv
i udkanten af samfundet
omgivet af alle de andre
som også lever I det midteløse hele
i digterens øjne er det digteren der giver samfundet en midte
i digterens øjne skaber digteren samfundet
i digterens øjne er det digteren som gør det
muligt for alle at huske på i går og på hvordan
det var at være menneske
så det er muligt at være menneske i dag også
ja sådan tænker digteren og det koster
for os alle

før gik digteren gennem sneen i hullede bukser
står der
og tænkte på et nyt sprog til at byde verden frem på i sin daværende nuværende kommende altidværende grumhed og skønhed
på en ny skønhed smukkere og mere tilgængelig end alt som ikke kan berøres ejes besiddes indtages bæres og stryges
på en ny verdensorden hvor der også var plads til digteren og alle andre som led for det ene eller det andet
i dag sidder digteren i sin lejlighed og lapper bukser som alle andre
også hér slår klokken fem på uret med et lille klik af plastic eller metal

DIGT: arkivkontrol

digt

Share

lade nådesløs gå for ret
lade forretten vente på sig
lade ventesalen fyldes og tømmes
lade glasset vente på tomning eller fyldning
lade fuldskab være udtryk for mandsmod
lade sømænd ikke frygte havet
lade haven gro til og træerne bugne af frugt
lade omstændighederne modnes i tanken
lade tankerne løbe af med én
lade én være den eneste og de andre divertissement
lade alt diverst konvergere til slut
lade slutninger komme før begyndelser
lade begyndelsen vente på sig
lade sig falde i vandet og mig blive tilbage
lade mig blive tilbage og klokken slå
lade uret være kernen i enhver tid
lade tiderne komme os for øre med tidenlade forfaldet gøre rent bord
lade bordet stå på vuggende pæle
lade pælene slippe rebet og båden og barnet
lade børn gøre deres værste og bedste
lade bedste leve til det sidste suk
lade sidste mand række efter æg
lade æg
lade æg
lade geværer
og sigte!

DIGT: sukkervand og flaskepant

Share

Jeg HAR set det i øjnene: jeg er sådan én der snakker. jeg snakker når jeg skriver. og snakker når jeg taler. og snakker når jeg drømmer… givet ja jo ja det bliver til rigtig mange ord hver eneste dag. fordi jeg også snakker højt. og snakker indeni. og bliver snakket til af mit forsvar der ikke vil snakke med min fortid. fuldt ukontrollerbare afværgelser. ssssuuuhhh! eller hairgh! eller mmm mM! SÅ præcis har jeg ikke længere Selv lyst at være. MIN tid er jo det jeg spejler og i min tid snakker man snakker VI snakker alle og har meninger og LOV at have meninger for ingen behøver længre lytte og det snakker jeg ofte gerne om.

Jeg er barnet af mine forældre. af jeres forældre af jer jeres børn. og selvom jeg er som jer – vil elskes og begæres og respekteres have succes og gøre alt det rigtige – er jeg anderledes. jeg er anderledes. sikkert ens for alle men jeg ved det ikke. ikke med sikkerhed I har ikke vist mig at verden med sikkerhed findes. jeg er ikke sikker på jeg ikke ud af ensomhed har skabt JER. fejlen er jeres hvis det ikke var dét I ønskede. og succesen ligeså hvis det VAR dét I ville. og problemet ene og alene MIT at jeg vejer hvordan jeg ikke må tvinges til såkaldt realitet og samtidig skal kunne se mere end én vej i livet. og ved I hvad: Jeg er ikke ligeglad. Inderst INDE i mig ikke ligeglad med én eneste af jer. Jeg kan bare ikke holde UD at være sammen med jer. fordi I snakker. fordi I altid snakker. om alt i lysende ønsker og kedelige ubehag. fordi I snakker og drikker kaffe og snakker kaffe og snakker snak. snakker snakke. snakker snakker snakker alting forbi.

Kald det endelig projektion. Og lad mig endelig i fred fordi dét er belastende. overmagten i denne MIN drøm eller fantasi eller hvad? er jo jeres uanset hvad. og det betyder ikke meget hvad I mener eller ikke mener om mig og mine manerer når alt I ønsker er at blive flere og flere og flere.

Ér det ikke dét I ønsker?

I tror ikke at generne huser og kræver eksekvering af imperativer KUN for alle de andre. og ikke jer selv? nej det tror I ikke. I føler jer bare underlagte. dominerede af krop og biologi. og I giver jer imperativerne i vold som om kroppen og de andres kroppe og samlejet kan give jer dét igen I mistede da I blev født. mistede igen da I skulle væk fra mor. mistede igen med den første kæreste. mistede igen med dårlige karakterer og den første ubelejlige bums mistede igen med den første fyring. mistede igen med det første indbrud. den første bilulykke. den første den første. mistede og mistede og mistede uskylden IGEN! nej verden er ikke perfekt. men det nytter ingen ting at søge tilflugt i biologien. i lysten. i parforholdet. i pengene i børn i nat.

Tjek bare pungen. tjek bare skeden. alting er der endnu. Eventuelle forstyrrelser i performance – impotens frigiditet barnløshed – alle forstyrrelser i performance finder sted i hovedet. DU behøver ikke dobbelt- eller trippletjekke. der ér kun én verden. som du selv skal tænke frem.

Med lidt hjælp.

Fra mig. din fortæller.

Dit snakketræ.

Hér mødes vi så. henover hækken. du kan medbringe din kaffe hvis du vil. selv ser jeg ud til bare at nyde solen og intet andet. Sådan ser det ud når man er fri for begær. fri for nikotin og koffein og testosteron og adrenalin og. trangen til at dominere. frygten for at underkaste sig. sådan ser det ud når hele kroppen er badet i endorfin og tiden ophører med at have nogen effekt. tiden er døden det ved du. ikke? og mens du ser på uret – mens det tæller sekunder og tiendedele og hundrededele sekunder – tikker dit liv ud under dit blik. tid du kunne have brugt på Alt Muligt Andet. tid du brugte på at tjekke passagen af tid.

Jamen du bruger da selv sukker i kaffen. det giver velvære. kortvarigt velvære. og velvære er alt du vil have. du er villig til at bytte alt for velvære. din evne til at sige fra byttet for tryghed. tryghed på alle planer og niveauer. du bytter gerne det vigtigste væk.

Nej. jeg maler ikke alkoholiske solopgange over Allerød. jeg maler alt det du ikke bryder dig om. Din fremtid er grå du skal dø. din nutid er grå du tør ikke de tomme rum mellem sekunderne. din fortid er grå du nåede intet af det du ville. dit øjeblik findes ikke. dit øjeblik findes ikke. dit øje ser ikke hvor du er. for din hjerne ser ikke hvor du er. du ser ikke med hjernen som du kunne. du ser ingen ting.

Du ser heller ikke mig. gid du gjorde.

Du havde chancen for at vænne mig til DIN verden. men du magtede det ikke. du magtede ikke dig selv du ødelagde MIG i stedet. med sukkervand og flaskepant. du gav op.

Indrøm det.

Og hvad så?

Ja så ikke noget.

Hvorfor skulle du ikke ødelægge som du selv blev ødelagt. og holdt tilbage. og frataget ansvar for dig selv. og pålagt for stort ansvar for andre. og understøttet hele vejen over kløften hver ENESTE gang du fik lyst til at udforske verden. og tilbudt tilbagevenden til sikker grund hver ENESTE gang du faldt hvorFOR skulle du ikke ønske at ødelægge i dit eget billede. din Faders billede du ved. men TROR du på det? TROR du virkelig på. at det er dét du ville – havde du været fri fra første færd?

Og tror du så. at det er dét du vil nu. hvor du kæmper for at blive fri. fri fri fri fri FRI. til at gøre alt det du aldrig fik lov til?

Måske vil du bare stå her ved hækken. og nyde solen lidt. sammen med mig.

Mens snakken forhåbentlig går. og vi gør det eneste vi kan.

DIGT: relativt død

Share

ok
jeg er snart 42

det er helt almindeligt
jeg kan være 42 i ca. et år
fra øjeblikket jeg accepterer at jeg er 42
til jeg skal til at acceptere at jeg er 43

eller måske begynder det allerede at vakle
når jeg får de samme tanker om at BLIVE 43

ok
jeg er næsten 43

ok
jeg er også næsten 44

ok jeg er næsten 96

helt ærligt
jeg er ca. 103 jeg ved at jeg er ca 103
jeg tænker ihvertfald meget på
at jeg bliver et hundrede og tre år gammel
inden min krop stiller træskoene

ok
jeg går ikke i træsko

ok
jeg tror ikke jeg egentlig ved hvad tid er

måske
hvis jeg regner tiden i årstider
og nøjes med at opregne somre vintre forår og efterår

men hvis jeg bor på Ækvator når jeg er fyldt 60
hvad så?

bliver mit liv så forkvartet af mangel på vinter forår og efterår?

jeg er snart 42
i Danmark

de siger istiden rykker nærmere
eller er det at vandene og temperaturen stiger?
Hvordan står det så til med årstiderne her?
skal jeg omregne alting i noget andet

mit ur tæller sekunder
mit ur behøver batterier
mit ur fjernstyres fra Frankfurt
hvad sker der hvis Frankfurt ligger under havoverfladen
hvor mange sekunder har jeg så at leve i?

Ligger Frankfurt under havets overflade?

Nok så relevant: Gør Danmark?
På hvilket højeste punkt kan jeg gøre mig forhåbninger om at
tælle solopgange?

for Jorden roterer da
Jorden vil da fortsætte med at rotere og solen stå op
vil den ikke?

På hvilken planet kan jeg gøre mig forhåbninger om
at overleve til at regne min tid?

Skal jeg til et andet univers?

Skal jeg til et andet univers og har de sekunder dér?
eller solopgange
eller bare en eller anden form for regelmæssighed?

hvor langt er et år dér?
På en nutronstjerne er et år få minutter
På en neutronstjerne ville tyngdekraften splatte mig ud
end ikke glide over små stene ville jeg ku
og ville der overhovedet være småsten
på en Neutronstjerne?

Jeg er snart 42
jeg kan mærke det

Ikke at det betyder så meget
det her med alder

DIGT: bytte næse, bytte solskin

digt om forestillingen om F.P. Jac

Share

jeg drømte at FP Jac ville kaldes Flemming
og at det var ok at han byttede sin næse
for sin indre sol så folk der kender ham
kun ser solen og ikke næsen

Flemming læste mig
og sagde det var noget lort
dét jeg havde skrevet
jeg var ikke forberedt på sådan direkthed
havde lige onaneret og var næsten blevet
taget i det da han kom
helt uanmeldt
men lort på den gode måde sagde han så
du må drikke noget mere
bare en smule til hver dag

og så er jeg til middagsselskab og man byder mig
af flasken nej tak
må jeg skuffe værtinden med
jeg holder fri i dag

digtere holder ikke fri råber FP
jeg er ikke digter længere siger jeg
jeg siger det ikke højt
er ligeglad med hvad han kan høre
ja det synes sgu! råber han tilbage
men det er jeg ikke
og det fremgår
men hvad så?
hvad så er jeg – ikke-digter?

Jeg – en ikke-digter
årets sikre ikke-bog
ikke-digt
ikke-manifestation og ikke på nogen barrikader
i kortets hvide områder SLET ikke
digter ophørt
ikke-digter fundet lykkelig og velbevaret i mose
kan tilmed lave timearbejde uden blusel
og omgås socialt med enhver

du er en skændsel siger FP
han er fornærmet og sidder med ryggen til
bare vent mumler han
bare vent
hvis du bliver et hit
på det ene eller det andet
så se hvád der skal til for at stå imod
de vil ha det hele tiden og de kender dig ikke
og har aldrig gjort det

ok
siger jeg til flemming
vi drikker en bajer jeg gir
rend og hop
siger han uden at vende sig
jeg holder fri hér
det er DIG der gør det

så det gør jeg – nøder Flemming
til han drikker
til jeg selv kan holde fri

SANG: Susie med olierede nosser

Share

hun boede på prammen nede ved kajen
jeg har olierede nosser
der var hun kendt som smilende Susie
jeg har olierede nosser
en masse drenge stod der på kajen
jeg har olierede nosser
blot for at se på smilende Susie
jeg har olierede nosser

Susie var glad og munter og livlig,
hendes figur var helt ubeskrivelig,
jeg har olierede nosser
Og hun var fri som havet og vinden
vinden der kyssede Susie på kinden
jeg har olierede nosser

Og derfor stod drengene stille og lurede,
jeg har olierede nosser
når Susie hun vaskede og skrubbede og skurede
jeg har olierede nosser
Og der blev drømt søde drømme om Susie,
jeg har olierede nosser
drømme med bryllup, med børn og med hus i
jeg har olierede nosser

Susie gik rundt og smilede stille,
hun vidste jo godt hvad drengene ville,
jeg har olierede nosser
Men et var kajen, et andet var prammen,
det blev forklaret dem alle sammen.
jeg har olierede nosser

POEM: you don’t believe in

Share

you don’t believe in love over life
you don’t believe in living without strife
you don’t believe in a God of anything
you don’t believe in joys that holliday seasons can bring

you don’t believe in window shopping without money
you don’t believe in a million kisses sweet as honey
you don’t believe in a world without violence
you don’t believe in anything but the present tense

you don’t believe you deserve anything not your own making
you don’t believe there could be children no one would be forsaking
you don’t believe in ever trusting your emotions
you don’t believe in any lovers’ professed devotions

you don’t believe in goodness incarnate
you don’t believe in ever being just a tiny second late
you don’t believe in un-exploitable inventions
you don’t believe in changing or un-conventional conventions

you don’t believe in putting yourself before your fellow man
you don’t believe in anything anyone else can
you don’t believe in saving the last dance, not for anyone
you don’t believe there will be a second chance, not with the first one gone

you don’t believe in protecting and nursing mammals outside a zoo
you don’t believe in anything that your yourself cannot do
you don’t believe in beauty without a reason
you don’t believe in fruits out of season

you don’t believe in useless usefullness such as art
you don’t believe in opinions or appearances that set people apart
you don’t believe in intentions as all intentions denote egotism
you don’t believe in followers of any ’ism

you don’t believe in anything you cannot touch
you don’t believe in participating, you only want to watch
you don’t believe in raising your voice in anger or in joy
you don’t believe there could ever be a meal out of soy

you don’t believe this universe will ever come to an end
you don’t believe in predictions, they are naught but a bend
you don’t believe in luck for a buck for a jock
you don’t believe there is relevance in Future Shock

you don’t believe there will ever be peace on Earth
you don’t believe in anybody’s integral, un-touchable worth
you don’t believe in trusting children with their future
you don’t believe in healing wounds without catgut suture

you don’t believe in resting from a fall, you strive to re-find your feet
you don’t believe in any variation from your consistant diet of meat
you don’t believe in love at all, it spells listless organic voracious entropy
you don’t believe any definition of mentally applied energy

you don’t believe in sensing
you don’t believe in cleasing
you don’t believe in coming to terms
you don’t believe in unity, unity is a petri dish, brim-full of dying germs

you don’t believe in following a leader, on purpose or whim
you don’t believe in ever finding Her, or Him
you don’t believe in ample space for you anywhere, it must be so for everyone
you don’t believe in letting time consume those you once out-shone

you don’t believe in brevity, brevity sucks
you don’t believe in levity, control rocks
you don’t believe in lessons learned, experience gained
you don’t believe parent-child relations can be anything but strained

you don’t believe in levitation, the ground is where you belong
you don’t believe in re-inkarnation, as you cannot come back as a song
you don’t believe in silence, sound is what you make when you ACT
you don’t believe in trusting beings that don’t know tact

you don’t believe in dreams, that is: dreams coming true
you don’t believe this mirror image to be you