Om Pausenotation, kaldet “Pausens Musik”

Pauser er personlige. Eller bør være det for digteren, i hvert fald.

Share

Det er min holdning, at et digt skal læses, som det står skrevet… og således – med alle de mange forskellige pauselængder, som tegnsætning og linieskift er – skrives, som det skal læses og læses op. Jeg kalder det “pausenotation”.

Se det som rytmeangivelse – en styring af åndedræt og nærvær, som tilsammen bliver til digtets egen vejrtrækning. Pausenotation er en rytmeangivelse uden hastighedsangivelse… lige som med musik kan hastigheden øges eller sænkes af oplæser eller læser, blot relationen mellem de forskellige pauselænger overholdes: en kommapauses varighed står altid i et bestemt forhold til et punktums varighed osv.

Et digt, som på denne måde har indbygget vejrtrækning, muliggør en kontakt mellem digterens og den læsendes krop, som ingen mentalæstetisk forståelse af historisk kontekst kan gøre det. Pausenotation muliggør således forbindelse til det NU, hvor digteren færdiggør sit digt, og til det menneske, digteren er i dét øjeblik.

PAUSE: Et prægnant ophold. Af græsk paûsis ’det at lade noget ophøre, holde noget tilbage’.

PAUSENS MUSIK

[tegnpauser & grammatiske pauser, fra kortest til længst]

  • ingenpause
  • _ rum_mellem_ord
  • – bindestreg (sammenbinder 2 eller flere ord til “sammensatte ord”; hvert ord er således sin egen information)
  • ( ) parenteser (skaber plads til information, der egentlig burde være givet forlods; kan også indikere hvisken eller tanke, f.eks. i brug sammen med kursiv)
  • , komma (adskiller hoved- og bisætninger)
  • – tankestreg (adskiller 2 sætninger og skaber et reflektionsrum, der er langsommere end paranteser)
  • ; semikolon (skaber en uddybende effekt uden at afslutte)
  • : kolon (konkluderer og fremviser)
  • … (tænk lige over dét her!)
  • . punktum (afslutter og giver plads til nyt)
  • !? udråbstegn/spørgsmålstegn (skaber fokus og rum til eftertanke)
  • tegn på egen linie (understreger både tegnets og pausens funktion)

[llinieskift] “Tomme” pauser fra kortest til længst – indpasses efter egen fornemmelse af varighed i forhold til ovenstående pauseangivelser

  • linieskift + tabulering med sammenhæng til forrige line – kortere end et rent linieskift
  • tabulering i forrige linie + linieskift + tabulering – samme længde pause som ovenstående
  • tabulering i første linie af afsnit
  • linieskift midt i ord
  • linieskift, enkelt
  • linieskift efter grammatisk tegn*
  • linieskift + tankestreg ved linieskift
  • linieskift m/ stort begyndelsesbogstav
  • linieskift, dobbelt
  • triple- eller flere linieskift
  • sideskift (!)
[spænding]
Ud over pauselængder er der angivelse af spænding, som ikke er tonehøjde eller eftertryk, men “pausens ladethed”. En pause er ikke bare er et tomrum, men en forbindelse mellem det skete og det kommende. Opretholdelse af interrelationsspændingen i hele digtet – at man lader respektive pauseangivelser have samme varighed og spænding teksten igennem – er dét, der er digtets og dermed digterens vejtrækning i færdiggørelsesøjeblikket.
afslutninger og begyndelser
  • Stort begyndelsesbogstav efter punktum – har lyden af “en ny begyndelse”, som er et særligt spændingsrum, en særlig pause.
  • lille begyndelsesbogstav efter punktum – er uden “begyndelseslyd”, hvilket giv pausen en mindre spænding.
  • Punktum betyder “vokalstop NU”. Stopper man ikke ved punktum, men trækker lyden af ordet ud ud, bør dette være ens for alle punktummer.
  • Intet punktum ved linieslutning (i et digt, f.eks. efterfulgt af stort begyndelsesbogstav på ny linie) betyder “ikke vokalafslutning” – stemmen går hverken op eller ned, som om noget mere ville følge

moderne indikatorer

  • Kursiv og bold er spændingsindikatorer, men ikke standsninger, og heller ikke eftertryk.
  • ORD MED STORT bruges ofte i tekstbehandlingsmiljøer, hvor man ikke kan skrive kursiv eller bold. Hvis man som læser ved, at de udtrykker manglende mulighed for at “style” tekst, f.eks. hvis de komme fra en gammel skrivemaskine, bør de betragtes lig kursiv og fed, altså som påpegelse, fremhævelse.
  • SÆTNINGER MED STORE BOGSTAVER. I digital (email) kommunikation, hvor man kan angive eftertryk med kursiv og fed, er ord og hele sætninger med STORE bogstaver nok at opfatte som “at råbe på skrift”. Hvis et digt tydeligt varierer i brugen af ord med stort og småt, kunne man betragte sætninger med STORT som udtryk for en mindre tilbageholdthed – hvilket ikke er det samme som at tale højere eller råbe; er det derimod konsekvent, så blot betragt brugen af store bogstaver som en særlig skrifttype, der ikke kalder på at man taler højere – men bemærk om begyndelsesbogstaver er større end resten af teksten.
  • ene små bogstaver i et digt er sværere at tolke som sådan. Afsløringen vil være, om der ikke er store begyndelsesbogstaver efter punktum – er der ikke, må teksten betragtes som en “udjævnet tone”. Kan som helhed betragtes som større spænding eller fortættelse, større indadvendthed, der ikke er det samme som at hviske teksten.

* Tegnsætning, der anvendes ved linieslutning, er af længere varighed end inde i midten af en linie i digtet, fordi der til tegnet knyttes et linieskift hvoraf de tydeligste er afslutninger og begyndelser

kenneth krabat 2000

Læs mere: Rytmisk Dansk

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.