Den dag kineserne ikke opfandt krudtet (prosa, ufærdig)

Det har sikkert været en lørdag, hvis man da overhovedet har lørdage i Kina, og hvis disse særlige dage, som i lande, der er mig bedre bekendte, da overhovedet gør nytte som pusterum inden den videre opretholdelse af livet atter begynder mandag morgen (hvis man har mandage…?)

Jamen, lad os antage, at kineserne har lørdage, og at de bruges til dette vigtige formål: at puste ud i, mens man drømmer om flere dage at drømme i, for eksempel flere lørdage, vel vidende at disse aldrig kommer på normal vis. Og så hilser vi på Chan (bare rolig; jeg tror næppe, han bemærker vor eksistens), som netop på denne lørdag, nogle timer forinden i det rum, vi ville kalde husets kontor, havde efterladt sin herre i dyb meditation, vel vidende at denne for de mest fortravlede så vigtige beskæftigelse efter al sansynlighed ville vare frem til aftenmåltidet, hvorfor han var fri til at gøre akkurat dét, han havde mest lyst til.

For tiden er det brag. Ja, brag, voldsomme lyde, men ikke hvilke som helst lyde, ikke hvilken som helst voldsomhed. Han vil lave brag, der lyder af noget, store brag, mægtige brag, men de skal lyde præcis, som han vil have dem. Han ønsker ikke at efterligne naturen, nej, han vil bortskaffe forudsigeligheden, bragene skal være hans og de skal brage, når som helst han måtte få lyst til det.

Egentlig er det meget simpelt:

En dag, sikkert en lørdag, havde han ligget på en nærliggende eng og studeret himlen med stor alvor. Ikke, at han vidste, at han gik alvorligt til værks, endsige at han gik til værks; havde nogen spurgt ham, hvad han lavede dér, havde han vel blot svaret: Jeg ser på himlen og skyerne og nyder solen og lugten af græsset og… Nej, muligvis ville han ikke svare så aldeles uddybende – men han havde ligget og studeret himlen og skyerne med det intense nærvær, som kommer af ikke at bespørge meningen med sin eksistens og blot være spørgsmålet, som er forudsætningen for liv. I det fjerne havde han set en sort bræmme af tordenskyer nærme sig ganske langsomt, rigeligt langsomt til i ro og mag at kunne studere kontrasten til den blomsterblå himmel over ham. Og med ét var spørgsmålet slået ned i ham: Hvorfor tordner det ikke, når himlen er klar?

Nu var han endnu ikke kommet på kant med guderne og kunne derfor tillade sig undersøgelserne af en gudelige mekanik, og da verdens navle lå godt fem centimeter over hans egen, kan man godt sige

alt i alt temmelig uhindret tænkende

Nej, spørgsmålets indhold var kort og godt: Hvorfor? Altså: Hvorfor? Hvorfor kan jeg ikke få det til at tordne? Hvorfor skal jeg vente på regnskyerne? Hvorfor kan jeg ikke ligge her og nyde varmen og lugtene og så høre torden uden at skulle tænke på at være nødt til at gå i læ for regn og kulde? Hvorfor er verden ikke min at befale? Hvorfor er den ikke det?

Jeg garanterer for, at det spørgsmål satte mere fut i ham end en hvilken som helst længsel mod karneval eller helligdag havde gjort det tidligere. En veritabel stormvind blev han – og alle ledige øjeblikke sidenhen, og det er ikke mange, kan jeg godt fortælle, brugte han på at forsøge at skabe et brag, som skulle være mindst lige som tordenen, men aldeles under hans kontrol.

Nu var han jo ikke dum, og for at få et indblik i hans problemløsningsproces, er her et udpluk at hans liste, hvor man tydelig kan se, at han ikke lod mange muligheder uprøvede:

kaste sten fra bjerg eller andet højt sted: Upraktisk. Man kan ikke slæbe et bjerg med sig, eller være sikker på¨at finde et højt sted, når man får lyst til et brag. Desuden får man ikke nær samme glæde af braget, som dem der står nedenfor

knuse en masse glas samtidig: Upraktisk, da jeg ikke selv har noget at smadre, og udsigterne til at jeg får råd er lange – men interessant at prøve en dag.

punktere en oppustet svineblære: Virker ikke, hvilket vist er meget heldigt. Luften bare siver ud, som den gør det når svinet er i live.

klappe hænderne hårdt sammen: Godt i en grotte, men der uden for er det mere smerte end nydelse.

klaske to metalplader sammen: Praktisk og variabelt, men trættende efter en tid.

DIGT: lunas vugge

fuldmånenat og luna i sit venstre kvadrat lyste gaden op. En ridder kom gående, ringlende, raslende. Skikkelsen standsede ved et busstoppested, kiggede længe på tidstabellen og så… genlød gaden af skarpt metallisk klik: to harniskklædte fingre havde knipset. Det var sikkert af ærgrelse, ihvertfald blev skikkelsen ikke stående, men skramlede varsomt ned ad gaden i retning mod søen og planetariet. Fornuftigt, vil jeg sige – der kører ingen natbusser på denne strækning.

overfor insisteredes flere steder på at gøre natten mørkere – “er det nu de forbandede unger igen, fægter med træstave og skraldespandslåg midt om natten, har de ikke bedre at tage sig til, skal de ikke i skole, nej, Manfred, Ole, Torkild, Lars-Peder, Esben, Erik, Peter, Hans-Henrik, de har jo skolefri, det er jo juledag i morgen”, og én efter én slukkedes de gule gaskegler, natten vendte tilbage mørk og mild, forstyrrede ægtepar søgte tilbage mod hvilen, og fra et stykke nede af gaden hørtes endnu lyden af fægtende børn, der ikke kunne sove for bare spænding.

her slukkedes så min lampe – for mig bliver det aldrig mere jul – men jeg vil gå en tur i morgen – det gør jeg så sjældent – og jeg elsker sne. Bare det nu sner i nat. Jeg vil drømme om sne, og sove i snebunker højere end min far. Sove fastholdt og drømme. Sove inde i en kæmpe snemand og drømme at jeg er vågen og snemester med en magisk stav af is fra Antarktis.

Jeg tror nok jeg sover nu.

DIGT: opløst til metafor

jeg opløses. disse øjne jeg peger. mine øjne ind i mig. tilstrækkelig dækkende metafor ønskes. opløses. jeg ser og ser ikke. ingenting at forstå, intet at frygte. dækkende metafor ønskes. omgivet af en aura i gul, ser jeg intet? ser jeg intet, må jeg opløses? i spørgsmål, for det er dem og det er dem og det er dem. som er intet og ingenting. jeg ser alt (det hele) men, ingen tror mig. øjet der ser, You know. dækkende metafor, tak. intet tror jeg. jeg ved, jeg ser. og intet kigger igen, ingenting. jeg duer ikke. jeg er øjne, jeg er ikke brugbar. jeg er øjne jeg ér ikke jeg er øjne jeg er opløst, nu. til syn.
Dit.

IDÉ: DRIK EN DRØM

[ufærdigt (relativitet vs. herognu), men god overskrift]

DRIK EN DRØM
om selvsuggestion og -programmering

Jeg, der skriver, hvor er jeg lige nu? Her! Og hvornår? Nu! Hvad står dette i forhold til? Hvad jeg vil: hvilket universelt sted og hvilken tidsregning, der passer mig, lige her og nu. Nejnejnej! HVOR er jeg? Hvad er året, ugen, minuttet? Husumgade 40, 4.th. i København. 00:20, 2. december 1992 e.kr. Hvor er så København? I Danmark. Og? I nærheden af Sverige og Tyskland og Norge, som er i nærheden af, nå ja, resten af verden og Danmark, og vel egentlig også månen og planterne, og solen, og… ja, resten af kosmos. Hvornår? Skal det være på den måde, så godt 15 mia. år efter universets fødsel… denne gang! Nej, jeg ved ikke, hvad der gik forud; kan du ikke se, det er så meget nemmere blot at sige hér og nu? Nej, jeg vil godt se nyheder, om de så er fra i går eller sidste årtusinde, men det skal være kl.20:00 dut. Og det gider jeg ikke diskutere.

Vi har alle et indre og et ydre liv, men om det ene eller andet er fremherskende afhænger af

DIGT: i anden poetens

i låsen som en nøgle
to kopper
te af brudte flader
placerede
her donerede
ukvikke øjenposer
mens årene forsvinder
i slowmotion-fastmotion
trangen til at mærke efter
i mørkerum og stivnede former
uformgivne
alene
med ét ben trukket op
et andet løftet fra sumpen
svamp suger vand
sand
sand
man
går alene ind i mørket

står på tærskelen
langt fra alene
langt fra noget som helst
stramme regn¬bælter endnu et hul
og ét til
klemmer vejen hertil fast om sig selv
man
går alene ind i mørket

DIGT: symfoni for hval med tække

Der er fest i den flydende tunnel, ingen venter, musene piber, glæde svinger partnere rundt, men den pensionerede fyrbøder i hullet er tilfreds med at ånde, signaler til fremmede lande, langt borte, fremmede lande, “se, mor, skyer som taler. Se, mor, se!” Der er ingen til at svare, det er længe siden bjergryggen kastede sine ribber, fundne men glemte ligger de på banens hittegodskontor, spiller stille for sig selv, små rystelser som tog i anmarch… og og og hobe af benrader tilspørger uret, suger falsk luft ind, gylper af kulde… små rystelser i betonen, i et land, langt borte, “mor, hvornår kommer toget, hvornår er vi hjemme? Hvornår, mor? Hvornår?” små rystelser, små

DIGT: landflygtig

Han opdager at bordet bølger, alt er normalt, bordet er jo hav, for alle bølger fødes vel i havet. Men hvad om en klippefast hånd i opportunistisk higen efter revolution skulle røve kraften i sansningen, forankre havet til jorden? eller værre endnu, selv begynde at skælve, og kraftløs give bevægelsen adgang, rytmisk bølgende og uhindret voksende til en bjerghøj tsunami, der udiskriminerende underlægger sig alle egne af legemet og slutteligt kapsler øjnene ind? Han opdager at bordet endnu bølger. Ja, han er landfast, jo, han er i sikkerhed.

DIGT: ultimativt egern

som den bølger mellem parterne, er legen den ultimative opfyldelse af øjeblikkets behov, intet ord er betydningsformindsket i samme grad som ultimativt, legen bølger ultimativ, intet ord er her så træt efter leg som leg, ultimativt bølger, på fortove på pladser mellem høje ege hvor kun egern kommer, rette æt, intet bølger, kun egern i leg, leg er egern som skyer på himlen, leg er egern, egern, ultimativ leg